For ansatte UiO For ansatte HF For ansatte IAKH
print logo
Institutt-AKHtuelt

OM FREMTIDEN

Av instituttleder Lotte Hedeager

 
Lotte Hedeager
Det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden. Den fornemmelse har nok været fremherskende i de forløbne måneder, hvor arbejdet med intentionsplanen for stillinger i den kommende fire-års periode har skullet samstemmes med den økonomiske langtidsplan baseret på en fordelingsmodel, som endnu ikke havde materialiseret sig i konkrete tal. Både plan og tal synes nu inden for rækkevidde. For den fremtidige planlægning af stillinger og aktiviteter ved instituttet er en vigtig komponent ved den nye budgetmodel, at næsten 75% af basisbevillingen nu baseres på et gennemsnit af de sidste fire års studieproduktion. Eller sagt med andre ord – dette betyder at vi får en mere forudsigelig økonomisk ramme, så IAKH-bussen kan køre ind i fremtiden med en nogenlunde jævn hastighed. Økonomien bygger desuden på 5 % for kvalitet i uddannelsen (faglige prioriteringer), og ca.20 % på forskning. Endnu forestår 2% i strategiske midler til fordeling på grundenhederne.

Een ting er bussen, noget andet er selvsagt hastigheden. Det er ikke sjovt at sidde i en bus der så vidt bare tøffer afsted. Hastigheden bestemmes af tilgangen på brændstof. Det er derfor værd at mærke sig, at ikke engang instituttets basis nu længere finansieres af ”sig selv”. Med den nye fordelingsmodel er IAKH med andre ord helt afhængige af at alle vore stillinger producerer på alle tællende områder. Med studieproduktionens betydning for økonomien bliver det forståeligt, at nye stillinger må prioriteres, så de kan ”betale sig” i ordets mest bogstavelige forstand og derfor må rettes mod områder, hvor efterspørgslen gennem de senere år har være størst. Selvsagt må det være klart, at dette ikke i al evighed skal låse kursen fast, så IAKH aldrig skal kunne ændre hverken køreplan eller destination. Derfor skal intentionsplanen for stillinger netop også kunne revideres, og det skal fremover være muligt at dimensionere nye forskningsområder som udmærker sig.

Den intentionsplan for 2010-13, som snart er færdigbehandlet, tager med andre ord udgangspunkt i vurderinger knyttet til IAKH’s situation anno 2009 (men hviler selvklart tungt på forudgående planer, der også tog udgangspunkt i en samtidsvurdering). Planen er vigtig, fordi vi står over for et begyndende generationsskifte med forventeligt op til ni afgange i den kommende planperiode. Det er indlysende, at der blandt instituttets medarbejdere vil være delte meninger om bussens fremtidige retning og rækkefølgen af de planlagte stillinger. Men den foreliggende intentionsplan, der skal fremlægges for styret 9.december, er resultat af en ryddig, konstruktiv og afbalanceret diskussion i samtlige relevante organer og der synes generel enighed om en række hovedprincipper – som at stillinger skal utlyses bredt for at sikre søkergrundlaget, og at teori og metode samt internationalt perspektiv må fordres ved alle de utlyste stillinger, og at kvindeandelen ved instituttet gerne må øge. Om og hvis denne plan kommer vel gennem alle besluttende organer står instituttet godt rustet til at starte proces ”generationsskifte” anno 2010, samtidig som planen er åben for revision forankret i nye strategiske tiltag og overordnede strategiske mål.