Chr. Vs NORSKE LOV: Første Bog. 6 Cap.


[Til registeret]

6 Cap. Om Indstævning til højere Ret.


1 Art.
Dersom Parterne voldgive deris Sag og Tvistighed paa Dannemænd, enten med Opmand, eller uden, da hvad de sige og kiende, saa vit deris Fuldmagt dennem tillader at giøre, det staar fast, og kand ej for nogen Ret til Underkiendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbeholden.

2.
Granskninger, Liqvidationer, og dislige Afsigter indstævnis for den Ret, som Befalningen dertil udstæd haver.

3.
Over-Kiøbmænds Afskeder skulle strax for Byefogden, Borgemester og Raad, og andre ordentlige Dommere til Underretning og Paakiendelse indstævnis.
4.
Dog bør ingen Over-Kiøbmand eller andre, som ikke ere rette Dommere; men meere Underhandlere, for deris Afskeder tiltalis, uden saa er, at der aabenbarlig vitterlig Bedrag findes under.

5.
Skiftebreve, Indførseler, Udlæg i Arveløs Boe, og i Godsis Opbydelse, indstævnis for den Over-Ret, som de Personer ere under, der samme Forretninger giort have.

6.
Commissarier, som bevilgis, indstævnis for Over-Hofretten for deris Domme, eller Forretninger.

7.
Provsternis Domme indstævnis for Stigts-Befalningsmanden og Superintendenten.

s. 31


8.
Bøjgde- og Birke-Tings Domme indstævnis til Lavting. Byetings-Domme indstævnis for Raadstue-Retten. Raadstue-Domme indstævnis for Lavtinget, eller hvor som helst sær Privilegium der om tilholder, lige for Over-Hofretten. Lavmændenis Domme indstævnis for Over-Hofretten. Disligeste og saa Stigts Amptmandens og Superintendentens samt Egteskabs Dommeris Domme. Over-Hofrettens Domme indstævnis for Kongens Høieste Ret.

9.
Birkedommere i Grevskaberne og Friherskaberne indstævnis for deris Domme lige til Højeste Ret og ikke til Lavtinget eller Over-Hofretten.

10.
Vil nogen stævne nogen Underdommeris Dom, som til Bøjgde- Birke- eller Bye-Ting, eller i anden Ret, som ej hører lige under Over-Hofretten, dømt er, da skal hand tage Underdommerens Dom beskreven, og den inden sex Maaneder, efter at den afsagt er, for Lavmændene, eller Over-Retterne indstævne, eller siden ikke have Magt den at paatale; Men dersom nogen er dømt til saadanne Bøder, som hand bliver fredløs for, om hand ikke retter for sig, og ikke inden sex Uger indstævner Dommen, da haver hand ej siden Magt paa den at tale, uden hand kand faa Oprejsning.

11.
Hvo som stævner nogen Underdommeris Dom for Overdommere til Underkiendelse, og samme Dom bliver i alle Maader ved Magt kient af Overdommeren, da bør hand at give sin Vederpart en billig Kost og Tæring, og til Underdommeren hvis billigt er efter Sagens Beskaffenhed.
12.
Lavmændenis og de Over-Retters Domme, som staa lige under Over-Hofretten, og Commissariers Afsigter skulle inden Aar og Dag, efter at de ere afsagte, til Kongens Over-Hofret indstævnis. De Sager, som maa til Kongens Højeste Ret indstævnis, skulle inden atten Maaneder, efter at Dommene ere udstæte, stævnis: Skeer det ej, da stande de, saa vit Dommeren angaar, uryggede, saa at Dommeren bliver uden Skade, om Kongen der udinden dispenserer, saasom om Sagen Umyndige angaar, og deris Værger ere blevne Uvederhæftige, som dennem noget til Skade kunde have forsømt, eller Kongen i Drabs Sager, eller andre, giver Oprejsning, hvor Tiden og Stædet til Sandheds Oplysning kand være fornøden, eller anden og bedre Bevisning i Sagen føris og forvervis.

13.
Døer nogen Lavmand eller andre slige Over-Rettis Dommere, eller Commissarier inden Aar og Dags Forløb, da skulle de, som deris Domme stævne vilde, inden sex Maaneder efter Dommerens Afgang tage Stævning, dog at samme Stævnings Datum og Termin ikke udtydis, forstaais, eller forlængis, over den forbemælte Aar og Dags Termin efter Dommens Udstædelse.

s. 32

14.
Dog skal ingen være formeent, end og efter forskrevne Termins Forløb nogen Dom, eller Forretning, til Stadfæstelse at indstævne, naar Dommernis Domme, eller Forretninger ikke til Underkiendelse indstævnis.

15.
Iligemaade, dersom nogen sin Vederpart vil stævne, ej beskyldendis Processen, eller Dommen; Men at hand enten det haver fordret, som siden befindis engang at være betalt, eller i andre Maader nogen Urigtighed i samme Sag begaaet, da maa hand sin Vederpart derfor til Over-Hofretten og Højeste Ret indstævne for saadan ved ulovlig Middel paaført Skade, eller for Falsk, eftersom Sagen er til, og hand trøster sig med Retten den at kunde udføre og forsvare.

16.
Ingen skal tilstædis Stævning til Over-Hofretten, med mindre hand stævner Lavmændenis, eller andre Over-Retters Domme, og beviser at have baade dennem og Underretternis Domme taget beskreven, undtagen i de Sager, som lige at indstævnis bør for Over-Hofretten. Saa skal ej heller nogen tilstædis Stævning i Cancelliet til Kongens Højeste Ret, med mindre hand stævner Over-Hofrettens Domme, og haver i lige Maade baade dennem og andre forhen i Sagen ergangne Domme for sig beskrevne, undtagen i de Sager, som lige at indstævnis bør for Kongens Højeste Ret: Og maa ingen Sag til Kongens Højeste Ret indstævnis for ringere, end det, hvis Hovedstoel, og som Sagen haver rejst sig af, er to hundrede Lod Sølv, eller dets Værd, være sig Gield, Bøder, eller andet, med mindre det angaar nogens Person, gode Navn og Rygte.

17.
De Sager, hvorudi nogen for Rettens Fornegtelse og Voldsom Tvang og Forurettelse anklagis maa for Over-Hofretten lige indstævnis.

18.
Kommer ellers nogen ind for Over-Hofretten, eller for Kongens Højeste Ret, med nogen Sag, som allerede er, eller burde været dømt paa i Under og Over-Retterne, og dog ikke have deris Domme derudi beskrevne med sig, da skal hand afvisis, og give sin Vederpart Kost og Tæring.

19.
Indstævnis nogen Dommere, Domsmænd eller de, som nogen Forretning paa Rettens Vegne giort have, til deris Dommis, eller Afsigters Underkiendelse, og de blive ved Magt kiente, da skal den, som dennem stævnet haver, igiengive dennem deris Tæring, som de giort have frem og tilbage igien til deris eget.

20.
Dersom nogen i vitterlige og kiends Sager, saa og i andre unyttige Tretter enten stævner, eller lader sig stævne til Kongens Over-Hofret, eller Højeste Ret, Sagen allene sin Vederpart til stor Bekostning dis længer at kunde opholde, da skal den, som Sagen taber, ikke allene betale den billig paa Processen

s. 33


anvente Omkostning; Men ogsaa give sin Vederpart en billig Kost og Tæring; Men dersom hand vil rette for sig, og fyldistgiøre hvis Dom over hannem tilforn falden er, og hans Vederpart dog stævner hannem til Over-Hofretten, eller Kongens Højeste Ret, til at føre hannem i videre Omkostning, eller og til den Ende allene at have Stadfæstelse paa ergangen Dom af Over-Hofretten, eller Kongens Højeste Ret, og hand ingen Contra-Stævning tager, da bør hand ingen Omkostning at give sin Vederpart.

21.
Hvis og nogen, som Uvederhæftig befindis, i en rede og klar Sag stævner til Kongens Over-Hofret, eller Højeste Ret, nogen Over-Dommers Dom, ved hvilken hand efter rigtig Haandskrift, eller Forskrivelse, er tildømt noget at betale, eller fra sig legge, da bør hand at sætte Vissen, eller nøjagtig Borgen for hvis Dommen om formælder, saa og for hvis Bekostning hand med Ophold og videre Proces fører sin Vederpart udi, og hvis hand enten ikke vil, eller ikke kand sætte Vissen for sig, da bør hans tagen Stævning ikke at forhindre hans Vederpart, at hand jo ved Rettens Middel lader ergangen Dom fyldistgiøris.
[Til registeret]

Publisert 31. okt. 2013 11:17