Chr. Vs NORSKE LOV: Anden Bog. 14 Cap.


[Til registeret]

14 Cap. Om Capellaner, eller Præsternis Medtienere.


1 Art.
Hvilken Sognepræst, som for Alderdoms, Skrøbeligheds, eller Sognenis Vitløftigheds

s. 91

skyld, behøver en Medtiener, hand maa med Superintendentens og Provstens Raad sig en skikkelig Person, end og sin egen Søn, om hand dertil duelig befilndis, udvelge dertil, og hannem til Superintendenten forskrive, at hand hannem til Embedet indvier; Dog at den, som haver Rettighed til at kalde Sognepræst, beholder sin Ret ubeskaaren, naar Sognepræsten enten døer, eller Kaldet afstaar. Vil og Sognepræsten af forberørte Aarsager med dens Villie, som har Rettighed til at kalde, oplade sit Kald, da skal hand af Kaldets Indkomme nyde sin Underholdning sin Livstid efter Provstens og tvende Præsters Sigelse.

2.
Ellers maa ingen Sognepræst, saa længe hand en ung og karsk, tage Capellan, hvilken hand kand give en ringe Ting for al Tienisten og Umagen, og selv leve i Ørkisløshed og Vellyst, og optage dog al Renten.

3.
Hvis Contract imellem Sognepræsten og Capellanen oprettis, skal af Provsten med underskrivis og forseglis, at det kand gaa lidelig til paa begge Sider; Og skal det i Kaldsbrevet indføris, hvad Capellanen aarligen skal have til Løn, og at Sognepræsten vil beholde hannem hos sig saa længe hand skikker sig ærligen og vel, og indtil hand med andre bedre Vilkor bliver forsynet.

4.
Hvad Omkostning Capellanen giør paa Rejsen til Superintendenten at lade sig overhøre og indvie, det bør Sognepræsten at betale.

5.
Ingen Sognepræst maa forskyde nogen Capellan af sin Tieniste, som begærer der i at blive, uden hand tilforn faar hannem overbevist nogen saa stor Brøst, at hand uden Forargelse ikke kand blive, og lovlig Dom imellem dem bliver given indeholdendis billig Aarsag til saadan Skilsmis.

6.
Naar saa hender sig, at en Capellan, som af en gammel, eller svag, Sognepræst er kaldet til at betiene Menigheden, som ikke er støre, end at den jo af en ung og karsk Præst allene vel kand betienis, og hand ikke efter den gamle, eller svage, Sognepræstis Afgang nyder Kaldet, men en anden dertil befordris, da skal den Capellan have sit Ophold hos den ny Sognepræst, indtil hand nyder bedre Befordring, og bør hand imidlertid stundum at forrette Kirketienisten, paa det hand ikke skal henfalde i Ørkisløshed.

7.
Dersom nogen Capellan uden skiellig Aarsag letsindeligen, Provsten og Superintendenten uvitterlig, overgiver sit Kald, da have hand sig selv det at tilregne, om hand ej til andet stæd forhielpis, om hand endskiønt baade Præstens og Sognemændenis gode Vidnisbyrd haver.

8.
Superintendenten maa ej Sognepræsten nogen Capellan paatrænge, uden det var for hannem beklaget og bevist, at hand forsømmede sit Sognefolk, og ikke

s. 92

kunde giøre dem den Tieniste, som hand burde, og Superintendenten hafde hannem tilforn derom paamint, at hand skulle skaffe Tienisten ret forsørget, enten ved sig selv eller ved en Capellan, og hand det ikke haver villet giøre; Ti da bør hand enten at holde en skikkelig Mand til Capellan, eller og miste Kaldet.

9.
Sognepræsten skal holde sin Capellan, som en Guds Tiener og Medbroder i Guds Ord at ære og forfremme, og derfor at forskaffe hannem uden Knur, Skiendsord og anden Ulempe, en nødtørftig og lidelig Underholdning, med Mad, Øl, Stue, Seng, Varme, Lys, Klædetvet og andet, saa og god Fordringskab, naar hand paa Sognepræstens og sit Embedis vegne nogenstæds skal forrejse.

10.
Capellanen skal sig imod Sognepræsten, som imod sin Fader og Husbond, tilbørligen med al Lydighed, Ydmyghed, Flittighed, Tugtighed og Troskab forholde foruden al Motvillighed imod hannem, hans Hustru, eller Folk; Befindis anderledis hos Sognepræsten, eller Capellanen, skulle de derom paamindis, sættis til Rette, og straffis efter Sagens Lejlighed.

11.
Capellanen maa ikke gifte sig ind i Sognepræstens Huus imod hans Videnskab og villie, som kunde foraarsage største Besværing og ond Forligelse.
12.
Capellanen skal intet i Embedet forrette uden Sognepræstens Minde og efter hans Befalning.

13.
Paa de stæder paa Landet, hvor stædse er vant at være residerende Capellaner, eller Vice-Pastores, der maa de beholde den Gaard, som deris Embede er tillagt, med lige Frihed, som den af deris Formand har været beboet; Sognepræsterne skulle og lade dem følge af deris egen visse og uvisse Indkomst alt hvis sædvanligt haver været tilforn.
[Til registeret]

Publisert 1. sep. 2010 16:26