Chr. Vs NORSKE LOV: Femte Bog. 2 Cap.


[Til registeret]

2 Cap. Om Arv og Skifte.


1 Art.
Naar nogen ved Døden afgaar og efterlader sig enten Umyndige, eller fraværende, eller udlændiske, eller ingen Arvinger, da skulle de, som i Huset ere, hvor den Afdødis Gods og Midler findis, under tilbørlig Straf strax give Stædets Øvrighed, Geistlig, eller Verdslig, det tilkiende, som skulle forpligtede være strax ved deris Middel i Arvingernis og Frændernis Nærværelse, som da kunde være tilstæde, at lade forsegle hvis Gods den Afdøde tilhørte, og sætte det i god Forvaring, uden hvis, som til den Afdødis Begravelse og til Husholdingen, om der holdis nogen, fornødeligen behøvis; Hvilket dog alt sammen skal registeris og vurderis, og dennem, som i Huset ere, leveris, som derfor siden skulle giøre Rede og Regnskab.

2.
Er det Husbond, eller Hustrue, som død er, og haver fællis Børn sammen, og den Afdøde ingen sær Kuld Børn efterlader sig, da maa den efterlatte Person uden saadan Besegling sidde i Boen indtil tredivende Dag, med mindre der stor vitløftig Gield i Boen findis; Ti da skal Boen strax forseglis.

3.
Paa tredivende Dag skal Boen af Rettens Middel og de myndige nærværende Arvinger og de Umyndigis og Fraværendis Formyndere og Frænder rigtig registeris, og af uvillige Personer lovligen vurderis, saa og al Indgield og Udgield, saa vit vidis kand, rigtig antegnis.

s. 186

4.
Ere Arvingerne inden Bye, da skulle de paa den tredivende Dag efter den Dødis Afgang møde i Sterfboen. Ere de uden Bye og i * Stigtet, da skulle de komme til siette Ugis Dag. End ere de uden Stigtet, da komme de til tolvte Ugis Dag; Men ere de uden Riget, da have de Aar og Dags Frist, som er et Aar og sex Uger; Og skal Stædets Øvrighed være forpligtet at give saadanne fraværende Arvinger det tilkiende paa Sterfboens Bekostning, saa snart det dennem af de Vedkommende tilkiendegivis, hvem og hvor de ere, som arve skulle.

* Ordet "i" er ved en inkurie falt ut i originalteksten.

5.
Komme ej Arvingerne til rette Tid, da gemmer Øvrigheden Arven ved vederhæftige Folk, som de selv dertil ville svare; Men hvis Løsøre, som letteligen ved Tiden kunde fordærvis, eller Boen komme til Omkostning, skal Øvrigheden strax lade giøre i Penge Arvingerne til Beste.

6.
Kommer en Deel af Arvingerne og en Deel udebliver for lovlig Forfalds Skyld, eller og det ikke viste, over den Tid, som de burde at møde, da skal Øvrigheden ved visse Folk lade de Udeblivendis Anpart, som i Løsøre bestaar, giøre i Penge, og dennem udsætte paa Rente; Men Jordegodset sættis under gode Mænds Tilsyn.

7.
Er Arving i Kongens Ærinde, da søge hand Arv inden tre Uger efter at hand hiemkommer.

8.
End er Arving i ingen lovlig Forfald, og søgte ej Arv enten personlig, eller ved Skrivelse, i Tide, og det bevisis, at hand viste, at Arven falden var, have Skade for Hiemgield, om noget af hans tilfalden Arv, forkommer, eller bliver uvis.

9.
Er Arving saa vit uden Riget borte, at hand ej inden Aar og Dag kand faa at vide om den falden Arv, og møde til bestemte Tid, da skal hans næste vederhæftig Frænde, eller, om hand ingen haver, en anden vederhæftig Mand af Øvrigheden der til forordnet, være paa Skiftet, og hans Lod til sig tage, og den gemme og lovligen forrestaa.

10.
Det samme er og, om ikke vidis, hvor Arvingen er.

11.
Ere ingen rette Arvinger til inden syvende Mand, eller og rette Arving udebliver i femten Aar, i hvad Forfald hand kand skyde paa, da hør Arven Kongen til, saa fremt hand er i Live; Men hvis hans Medarvinger bevise, at hand er død inden de femten Aar, da falder hans Lod hans Medarvinger til.

s. 187

12.
Siger Hustrue sig at være med Barn efter sin Husbonds Død, da, naar Boen er tredivende Dag registeret, maa hun blive i den Uskift besidendis i tyve Uger. Siden skulle gode Qvinder granske og forfare, om hun er med Barn, eller ej. Befinde de, at hun er med Barn, da besider hun fremdelis Boen til saa længe Barnet vorder født. Fødis Barn saa længe efter Husbondens Død, at det vel kand prøvis og forfaris, at det ej er den Afdøde Husbonds Barn, da gielde og betale hun først igien alt hvis hun tog, eller annammede, af Boen fra Husbondens Døds tredivende Dag, og tage ej siden mere, end hendis rette Arvepart kand være; Det øvrige tage Husbondens rette Arvinger, og hun derforuden straffis efter Loven, og imidlertid hun saa sider i Uskift Boe, skulle Husbondens rette Arvinger med gode Mænd af hendis Frænder have Opseende med, at hun ej unytteligen noget af Boen bortøder, eller det afhænder, som hende ej selv tilhører, fordi hun maa intet sælge eller afhænde, af Boen uden for hendis og fællis Børns Kost og Underholding, og til hendis Tienistefolkis Kost og Løn; Hvilket bør dog at skee med Øvrighedens Villie og Samtykke.

13.
Ingen Enkemand, eller Enkeqvinde, maa indlade sig i nyt Egteskab, førend der er holdet rigtigt Skifte med den Afdødis Børn, eller Arvinger.

14.
Naar skiftis skal, og Boen rigtig registeret og vurderet er, som sagt er, da skal først, før end nogen arve kand, al den bortskyldige Gield, som rigtig befindis, af fællis Boe betalis, først af Boepenge og rørendis Gods, saa vit det tilrekker, siden af Jord og urørendis, eller Odels Gods, om det rørendis ikke kand tilstrekke, hvilket den Efterlevendis, om hand det begærer, og hand dertil af samtlige Arvinger betrois, maa til sig annamme til Gieldens Afleggelse. Ellers maa Arvingerne og deris Formyndere med Rettens Middels Betænkende og Bistand giøre en hver Creditor, som det begærer, strax Udlæg af Boen for hvis hand bevisligen og billigen fordrer, først at Løsøre og siden af Jordegods; Dog skal ingen Creditor, særdelis den, som haver rigtig Haandskrift paa sin Fordring, nødis til at tage mod noget saadant Udlæg, dersom hand vil lade sin Gield blive hos Arvingerne bestaaendis, og dennem den betroe.

15.
Naar Gielden er saaledis, som sagt er, aflagt, eller af Arvingerne antagen, da skal den beholden Boe redeligen delis imellem Arvingerne, og klare Lodsædeler giøris paa hvad en hver af Boen tilkommer, og saa forfattis et fuldkommet rigtigt Skiftebrev, i hvilket indføris skal baade Registeringen og Vurderingen med Indgielden og Udgielden og Boens Beholding, saa ogsaa Lodsædlerne; Og skal Skiftebrevet af Arvingerne, eller deris Frænder og Formyndere, tillige med Rettens Middel underskrivis og forseglis.

16.
Øvrigheden skal have flittig Indseende med, at alting paa Skiftet, Christeligen og retfærdeligen tilgaar paa alle Sider, med mindre de ville stande derfor

s. 188

til Rette, dersom noget for deris Forsømmelse med deris Videnskab ulovligen at være handlet befindis. Men hvis Arvingerne ere alle myndige og tilstæde, da haver Øvrigheden intet dermed at befatte sig, uden det af dem begæris.

17.
Ingen Skiftis Forvaltere maa i Skiftebrevet tilfinde nogen at betale noget, med mindre Debitor staar under deris Ret, og bør til deris Jurisdiction at svare.

18.
Ingen kand efter Skiftebrev, som imellem Arvinger oprettis, enten søge Gield, eller søgis for Gield, med mindre hand selv, eller hans Fuldmægtig, haver det underskrevet, eller Debitor selv, eller hans Fuldmægtig for Skiftets Forvalter tilstaar Fordringen, for hvilken hand dog bør at søgis til sit Værneting.

19.
Haver Husbond og Hustrue Børn sammen, og enten af dem ved Døden afgaar, da, naar Gielden af fællis Boe, som sagt er, er betalt, skiftis alle efterlatte Midler, Boe-Penge, Løsøre, Kiøbstædgods, Jordegods, Kiøbegods og Odelsgods i to lige Parter imellem den Efterlevendis og fællis Børn; Dog arver den Efterlevendis af de efterlatte Midler foruden sin egen Hovedlod en Broderlod; Men hvis enten af dem gifter sig igien, da skal den Broderlod, som den Efterlevendis saaledis bekom, igien komme til Børnene. Vil den Efterlevendis beholde Hovedgaarden med tilliggendis Jordegods og Herlighed, som hand, eller hun, indfører i Boen, naar de komme i Egteskab sammen, da bør det at staa den frit for at udløse Børnene deraf efter Billighed og efter Samfrænders gode Befindende.

20.
Haver Husbond og Hustrue ingen Børn sammen, da, naar enten af dennem ved Døden afgaar, stande det den Efterlevendis frit for at træde til den hele Bois Løsøris og Jordegodsis lige Skifte og Deling med Arvingerne. Vil den det ikke, da bør den at udlægge til Arvingerne tre fierde Dele af det, som den Afdøde i Boen hafde indført, hvormed Arvingerne skulle lade sig nøje. Og paa det ret kand vidis hvad den Afdøde indført haver, da skal det bevisis med klar og oprigitig Document og Specification, som af dem begge i deris Velmagt underskrevet og forseglet er, med tvende i det minste næste Samfrænders Hænder og Segl bekræftet, hvad samme Afdøde i Boen, der den kom i Egteskab, indførte, eller siden ved Arv, Gave, eller i andre Maader, bekommet haver. Vil den Efterlevendis beholde Hovedgaarden med tilliggendis Jordegods og Herlighed, da stande det den frit for Arvingerne deraf efter Billighed og gode Mænds Velbefindende at udløse, saa vit det er ej Odelsgods, som de rette Arvinger ellers ere berettigede til at indløse.

21.
End døer baade Husbond og Hustrue strax efter hin anden, før end den længst levendis med den første Afdødis Arvinger er kommen til noget sluttet

s. 189

Skifte, eller endelig Rigtighed, som forskrevet staar, da kommer den gandske Boe til lige Skifte imellem beggis Arvinger, saa fremt det ikke med klar og oprigtig Document og Specification bevisis hvad en hver i Boen indbragt haver; Ti da bør en hvers Arvinger at lade sig nøje med hvis den i saa Maader i Boen indført haver. Befindis enten at Parterne at have giort Ophold med Skiftet imod Loven, da bør den at svare Medarvingerne til hvis Skade dennem er tilføjet ved slig ulovlig Ophold.

22.
Vil Husbond, eller Hustrue, bebreve hinanden noget af deris i Boen indførte Midler, da skal dermed forholdis, efter som mældis herefter i det fierde Capitel om Gave.

23.
Er Husbond, eller Hustrue, nogen Arv tilfalden, efter at de vare komne tilsammen i Egteskab, og før end enten af dem ved Døden afgaar, ej er i Boen indkommen, da skal den indføris, naar den hele Boe skal skiftis, eller Boens Gield skal betalis. Det samme er og, om andre nogen Arv tilfalden er, og de døe, før end Arven i deris Boe indkommen er.

24.
Naar Boen skal skiftis, og den kand tilstrekke, og alle Creditorer kand af den blive fornøjede, da tager den Efterlevendis saa meget forud af den beholden Boe til sin Begravelse, som billigen paa den Afdødis Begravelse er anvent.

25.
I dette Tilfald beholder og Hustruen sin Fæstensgave, eller Morgengave, hvilken af den Lod skal betalis, som Husbondens Arvinger tilfalder, saa fremt hun vil afstaa den Broderlod, som hende ellers tillagt er efter hendis Husbond.

26.
Kand Boen ej tilstrekke, da mister den Efterlevendis Vederlag for Begravelse, og Hustruen sin Fæstensgave eller Morgengave.

27.
Ingen Enke maa efter sin Husbonds Død befatte sig med Boens Midler, Indgield eller Udgield, før end der et lovligt Skifte holdet er.

28.
Arv bør at fremgange, mens Afkom er til; Og saa længe Børn og Børnebørn ere til ned ad, da arve ej Forældre, eller Oldefædre op ad.

29.
Mands Person tager to Loder imod en Qvindis Person tager een, i alle Arve.

30.
Egtebarn tager Arv efter Fader og Moder, om det vorder levendis født og døbt, og ikke ellers.

s. 190

31.
Tvistis der om Barn var levendis født og døbt; Item om Fader, eller Moder, overlevede Barnet, eller det dennem, da bør sligt med trofaste Vidner at bevisis.

32.
Egte-Børn ere de, som ere føde af Forældre der ere egte viede med hinanden, om end skiønt de kunde være føde, før end Forældrene vare komne sammen i Egteskab.

33.
Egtebarn skal det og holdis for, som af Fæstefolk fødis, dersom de have været trolovede, og Vielsen haver været berammet, og Fæstemanden døer forinden, med saa Skiel at det kand bevisis og forfaris, at Barnet er avlet siden Forældrene vare af Præsten trolovede.

34.
Barnebarn, som fødis af Søn, eller Daatter, tager Arv efter Fadrfader, Fadrmoder, Modrfader og Modrmoder, ligesom dets Fader, eller Moder, skulle taget, dersom de hafde levet. Iligemaade tager dets Barn, mens noget findis, Arv efter Oldefader og Oldemoder.

35.
Ere ej Børn, ej Børnebørn, og fremdelis ned ad, da arver Fader allene.

36.
Er ej Fader, da arver Moder og Fuld- eller Halv-Sødskinde; Dog at Moder tager ej meere, end et hendis Barn, Mands Lod, om Søn er til, Qvindis Lod om Søn er ej til; Og Halvsødskinde tage ikkun halv Lod imod Fuldsødskinde.

37.
Ere nogen af Sødskinde døde, og have efterlat sig Børn, eller Børnebørn, da staa de i deris Forældris Stæd, og arve med deris Forældris Sødskinde den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

38.
Er ej Moder til, ej Sødskinde, da arve deris Børn, ligesom de alle vare Sødskinde, og saa fremdelis ned ad.

39.
Ere nogen af disse døde, og have sig Børn, eller Børnebørn, efterlat, da træde de i deris Forældris Stæd, og arve den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

40.
Ere disse ikke til, da arver Fadrfader, Modrfader, Fadrmoder og Modrmoder, ligesom de vare Sødskinde.

41.
Ere disse ikke til, da arve Oldefædre op ad.

s. 191

42.
Ere Oldefædre ikke til, da arver Fadrbroder, Modrbroder, Fadrsøster og Modrsøster, og skiftis Arven imellem dennem, ligesom de vare Sødskinde.

43.
Ere nogen af disse døde, og have efterlat sig Børn, eller Børnebørn, da træde de i deris Forældris Stæd, og arve den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

44.
Er ej Fadrbroder, Modrbroder, Fadrsøster og Modrsøster til, da arve deris Børn, som ere den Dødis Sødskindebørn, alle ligesom de vare Sødskinde, og saa fremdelis ned ad til syvende Mand efter den Døde.

45.
Ere nogen af disse døde, og have sig Børn, eller Børnebørn, efterlat, da træde de i deris Forældris Stæd, og tage den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

46.
Ere ej disse til, da arve Fadrfaders Brødre og Søstre; Fadrmoders Brødre og Søstre, Modrfaders Brødre og Søstre, Modrmoders Brødre og Søstre, ligesom de vare alle Sødskinde.

47.
Ere nogen af disse døde, og have sig Børn, eller Børnebørn, efterlat, da træde de i Forældrenis Stæd, og arve den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

48.
Ere disse ej til, da arve deris Børn, saasom de alle vare Sødskinde, og saa fremdelis ned ad til syvende Mand efter den Døde.

49.
Ere de ej til, da arve Fadrfaders Fadrbrødre og Søstre, Fadrfaders Modrbrødre og Søstre, Fadrmoders Fadrbrødre og Søstre, Fadrmoders Modrbrødre og Søstre, Modrfaders Fadrbrødre og Søstre, Modrfaders Modrbrødre og Søstre, Modrmoders Fadrbrødre og Søstre, Modrmoders Modrbrødre og Søstre, alle som de vare Sødskinde.

50.
Ere nogen af disse døde, og have efterlat sig Børn, eller Børnebørn, da træde de i deris Forældris Stæd, og arve den Lod, som deris Forældre kunde være tilfalden.

51.
Ere disse ej til, da arve deris Børn saasom de alle vare Sødskinde, og saa fremdelis ned ad til syvende Mand efter den Døde.

52.
Skillis Husbond og Hustrue fra hver andre ved Dom, og det hender sig, at de

s. 192

skulle arve deris Børn, da tager Hustruen i slig Arv lige ved Husbond og lige ved Søn og ved Stifbarn, naar de komme sammen om Arv, med mindre Skilsmis er skeet for Hoersag; Ti da arver den uskyldige Person allene Barnet.

53.
Drukne, eller indebrænde, eller i andre Maader omkomme paa een Tid de som hin anden arve skulle, om den ene den andens Død overlevede, og ingen kand sige, eller vidne, hvilken der først blev død, da skal de, som dennem arve skulle, arve hvis en hver af dem selv ejede, uagtet den Arv, som den ene efter den anden kunde tilfaldet, dersom hand den andens Død hafde overlevet.

54.
Ere Udarvinger til, som ere udskifte af Fællig, og døer nogen af dennem, som ere i Fællig, da skiftis alt Godset, saasom de alle levede i Fællig, og siden skiftis den Dødis Lod imellem alle Arvinger.

55.
Forbryder nogen sit Liv og Hovedlod, da kand dens Arvinger, naar hand er død, dog derved ikke forbryde den Arv, som dem siden kunde tilfalde, naar de døe, som de skulle arve i den Persons Stæd, som sit Liv og Hovedlod hafde forbrut.

56.
Skeer det, at Barn, som først er født, arver sin Halvsødskind med sin Moder, eller nogen anden, i hvor mange Sødskinde siden fødis, da skal den, som saaledis sin Halvsødskind, eller andre arvet haver, forlods udtage alt det hand saaledis arvet haver, naar skiftis skal enten efter Fader, eller Moder.

57.
Handler Søn, og vinder Penge i Fællig med sin Fader, og er ej udskift fra sin Fader, da skal hand naar Faderen døer, og hand hannem arve vil, føre til Skifte hvis vundet er, eller miste Arv; Men er hand uden Fællig, gift eller ugift, og selv fortiener Penge, da beholde hand det hand vundet haver, og arve dog sin Fader og Moder.

58.
Gifter Søn sig, og fører sin Hustrue ind til sin Fader og Moder, da skal der klare Registere giøris paa hvad hun indførte med gode Mænds Hænder under; Ti dersom hand døer, mens hand er i Fællig med Fader og Moder, enten hand haver Barn med Hustruen, eller ej, da tager hun ikke mere, end hun indførte; Ti hendis Husbond hafde ej Lod, den Stund hans Fader og Moder levede, uden hannem var noget særlig i Hænde givet, eller hand selv noget hafde fortient og forhvervet uden Fællig, eller noget ved Arv bekommet; Men haver hand Børn ved Hustruen, da blive de med Fadrfader og Fadrmoder, og tage Arv efter deris Død.

59.
Det samme er og, om nogen tager Hustrue, hvis Forældre leve, og drager ind til dennem.

s. 193

60.
End forsømmer den, som drager ind i Fællig, at giøre rigtig Fortegnelse paa hvis den indførte, og døer derefter, da skal den Efterlevendis giøre sin Eed, hvor meget indført var, og den Afdødis Arvinger bør dermed at lade sig nøje, med mindre de det anderledis inden Aar og Dag kand bevise.

61.
Haver Fader, mens Moder lever, givet et sit Barn noget i Hænde, eller kostet dets Rejse paa fremmede Stæder, eller og Bryllups Udflyning (dog Bryllups Kost hermed ej meent) eller deslige, og døer Fader før end hand faar giort de andre lige Skiel, som ham tykkis, og ret er efter Loven, da stande den Bekostning, som af Faderen i saa Maader optegnet er, i Barnets fulde Lod, naar der skiftis enten efter Fader eller Moder, saa vit Samfrænder og Øvrigheden kunde billigt eragte, og Boen kand taale, og saa at de andre Børn ikke skeer for kort, men nyde Jevnet efter Loven. Vil Barn sig det ej lade afkorte, da indføre i Boen hvis det efter Faderens Opskrift bekommet haver. Vil Barnet det ej giøre, miste Arv.

62.
Men vil Barnet nøjis med det, som det saaledis af Faderen bekommet haver, da skal det ej nødis til det at indføre, eller at jevne med sine Medarvinger, saa fremt Creditorerne ikke skulle komme derover til forkort.

63.
Om Faderen lader Odelsgods, eller andet Jordegods, efter sig, da viger ældste Søn til Hovedbøllet og Aasædet og de andre Sødskinde tage lige Jorder paa deris Lod, hver for sin Anpart, Broder en Broderlod, og Søster en Søsterlod, efter Dannemænds Vurdering; Er ingen Søn til, da viger ældste Søns Søn, eller anden Sønnesøn, som næst er, til Hovedbøllet: Er ingen Sønnesøn til, da ejer ældste Daatter Hovedbøllet, og de andre Søstre lige gode Jorder, saasom nu sagt blev om samtlige Sødskinde. Ere der ikke Jorder nok til at regne lige imod Hovedbøllet, da giøris Medarvingerne Fyldist udi Penge, eller andre Vare; Om de ej strække til Fyldist, da skal den ældste dog nyde Hovedbøllet, som sagt er, og give de andre Landskyld, hver for sin Anpart, efter Dannemænds Sigelse. Sædegaardene med Iure Patronatus, Birkerettighed og saa mange Ugedags og næst hosliggende Bønder, som til Avlen at drive fornøden giøris, skulle blive hos Brødrene, og Søstrene skulle tage i Arv det andet fraliggendis og Strøegods; Kand de ikke naa deris Lod derudi, eller i Løsøre og Kiøbstædsgods, da skulle Brødrene, der Sædegaardene saaledis, som sagt er, bekomme, giøre dem Fyldist for deris Arvelod i andre Maader, eller tage dem i Fællig med sig i Sædegaardene for saa vit, som Søstrene efter deris Arvelod ere berettigede.

64.
Falder Sædegaard i Arv imellem andre Arvinger, og de ej ville blive i Fællig, og dog ej kunde om Kiøbet sig imellem forene, at den ene den anden udkiøber, da, paa det den dog med Bønder og Herlighed kand blive tilsammen, maa den ene Arving de andre Bud giøre, og hvis de, eller den, som det bydis,

s. 194

ikke ville det antage, da skal den Medarving, som mere vil give, end budet blev, være til Gaarden og Godset berettiget: Kand og enten af dennem nogen Kiøbere til Veje bringe, som mere og højere derfor vil give, end Arvinger sig imellem byde, maa den ene den anden til Skade ikke Kiøbet tilbage holde, men pligtig være at sælge; Dog vil Arving inden Aar og Dag give saa meget som den Mestbydendis, og derfor stille nøjagtig Forsikkring, bør hand dertil nærmist at være, og imidlertid bliver Gaarden og Godset i Fællig under een af Arvingernis Administration, som Medarvingerne dertil ville betroe.

65.
En hver Privilegeret, som haver en Sædegaard, som med underliggendis Gods i det ringeste tilhaabe er saa meget, som fire hundrede Tønder hart Korn i Danmark, skal tillat være Stamhuus deraf for een af sine Børn, eller Arvinger, om hand ingen Børn haver, at oprette med saadanne Vilkor, som hand det nyttigst og best eragter; Men paa det at ingen sine Creditorer dermed skulle Skade tilføje, da skal den, som sligt Stamhuus oprette vil, det Aar og Dag tilforn til Lavting i det Lavdømme, hvor samme Gods ligger, lade forkynde, og der lovlig bevise, at hand alle sine Creditorer derom haver advaret Aar og Dag, før end hand det opretter, og hvis hand nogen forsømmer, den er berettiget i samme Gods sin Betaling at tage, naar hannem behager, om end skiønt det til Stamhuus oprettet er, og siden de Vilkor i Lavtingsbogen lade indføre, med hvilke hand Stamhuset opretter; Hvilke siden uryggeligen skal fast staa, og maa derefter i deslige Gods hverken Indførsel, eller Pant, skee, langt mindre imod den første Indstiftelse sælgis, eller afhændis; Men vel maa Ejeren i Nøds Tid den aarlig Indkomst paa vis Tid forsætte for den Gield hand siden Stamhusets Oprettelse giør, som i det længste skal være fem Aar. Giør hand derimod, da være al slig Handling kraftisløs, og derforuden den, som næst efter til Successionen er berettiget, have fuldkommen Magt det strax at tiltræde. Ingen, som er i Forfølgning, eller Maning, eller over hvilken Dom er gangen for Gields Sager, maa Stamhuus oprette, før end hand sig først fra alt sligt frigiør. Dersom den, som efter Fader Stamhuset bekommer, haver Sødskinde, som ingen Arv bekomme efter deris Forældre, da er den pligtig til aarligen at give dennem hvis efter Samfrænders Tykke billigt kand være til deris Ophold, saa og holde dennem kravisløse for deris Forældris Gield.

66.
Bøndergaarders og Vandmøllers Bygninger følge den, som Grunden og Jorden tilfalder, uden noget Vederlag til Medarvingerne.

67.
Naar Birk ganger i Arv og Skifte, da følger Herligheden den, hvilken Sædegaarden, som Birket ligger under, tilhører.

68.
Naar Arvinger, eller Samejere ville skifte Odelsjorder, og have Sognemænd, eller deris fællis Venner derhos, da skal den, som Skifte begærer, stævne alle sine Medarvinger og Medejere, eller deris Formyndere, om de ere Umyndige,

s. 195

til Jorden, naar den er aaben og usaaet; Og skal denne Stævning skee saa lang Tid tilforn, at enhver af dennem kand have lovlig Tid at komme efter Lejligheden, om hand er indenlands. Vil hand da ikke komme til Skifte, og hans Vederpart beviser, at hand var lovligen stævnet, da maa de dog skifte og tage saa mange Lodder, som de ere Medarvinger, og sætte Merke paa hver deris Lod: Hvilke Merker skiellige Mænd skulle besee og kaste, saa de kand agte hvad hver tilfalder udi Huus og Jord, og sætte der Steen imellem, som de foreenis om, og skal læggis tre Stene tilhobe, og fare saa til Tinge og lyse hvad hver i Skifte er med Lod tilfalden, og tage der Tingsvidne paa, og det beholder hver siden angerløst. Er nogen af Medarvingerne uden Lands, da skal hand have tolv Maaneders Stævne at møde til Jord-Skifte: Kommer hand da ikke, da skal hans Arving stævnis: Vil hand ikke komme paa Jorden, da maa hand stævnis til Hovedbøllet med tvende Vidne: Vil hand ikke komme, da maa de dog skifte, saasom ligest kand være, eller saasom de derom kunde foreenis. Den samme Maade, som nu om Odelsskifte sagt er, skal ogsaa holdis, naar Kiøbe- eller Pante-Gods skal skiftis imellem Arvinger, eller Samejere. Ingen maa negte den anden Jevnet inden tre Aar; Dog beholder hver sin Lod, og den, der mere fik, lægge fra sig til den, der mindre haver. Talis ikke paa Jevnet og Skifte inden tre Aar, da beholde hver det hannem tilfalt angerløst.

69.
Tvistis der imellem Sødskinde, eller andre, at nogen er skeet for kort paa Skifte, eller i andre Maader Tvist derom indfalder, da maa den, der finder sig brøstholden, kalde de andre til Jevnet inden Aar og Dag, om hand er i Riget og myndig, og da skulle Samfrænder see til dennem at forlige. Kunde de dennem ikke foreene, da skulle Commissarier, eller gode Mænd, dennem ved Dom adskille.

70.
Haver Enkemand, som ikke skift haver efter sin Hustrue med hendis Børn, eller Arvinger, taget anden Hustrue, og indført hende i uskift Boe imod Loven, da, naar enten Husbonden, eller Hustruen, døer, bør Husbonden, eller hans Arvinger, lovligen at bevise hvad hans Midler var, er hand Hustruen i uskift Boe indførte, at første Hustruis Børn, eller Arvinger, deris tilbørlig Arv efter hende forlods ud kand bekomme; Kand det ej skee, da skiftis Boen i tre Dele, den ene til de Børn, eller Arvinger, som Arv efter forrige Hustrue tilfalden var, den anden til den Afdødis Børn, eller Arvinger, og den tredie til den efterlevendis Husbond, eller Hustrue. Det samme er og, om Husbonden er indkommen i uskift Enkeqvindis Boe med den Arv, som forrige Husbonds Børn, eller Arvinger, efter hannem tilfalden var.

71.
Slegfredbarn arver ej Fader; Men dersom Fader fører Slegfredbarn til Tinge, og lyser og forkynder, at det er hans Barn, og skiøder det hvad som hand vil give det, da skal det saa meget beholde, som det skiødt vorder; Dog at det ej mere er, end halv Lod, imod Egtebarn, og ei videre. End lyser hand det i

s. 196

Kiøn og Kuld, og skiøder det intet, da tager det halv Lod ved Egtebaro. Er ej Egtebarn til, da tager Slegfredbarn, som tinglyst er, fuld Arv efter Faderen; Og fanger Slegfredbarn nogen Arv efter Faderen, da arver det og efter Sødskinde og Fæderne Frænder halv saa meget som Egtebarn, uden Faderen forkyndede det paa Tinge, at Slegfredbarn skulle nøjis med det, som Faderen gav det i Hænde, og da faar det ej mere enten efter Fader, eller Sødskinde, eller Fæderne Frænder. Det Barn, som af Fader tinglyst vorder, maa ingen vræge, at det jo holdis for Egtebarn.

72.
Horebarn, som af den avlet er, der i Egteskab lever med en anden Person tager ej Arv efter den, som sig i Egteskab forseet haver, Fader eller Moder, enddog Faderen tinglyste det og skiødte det alt det, som hand mest formaatte, uden at hand giver det noget i Hænde, før end hand døde.

73.
Slegfredbarn tager Arv efter Moder lige ved Egtebarn, hvad heller det er tinglyst, eller ej; Iligemaade efter Møderne Frænder.

74.
Moder og Møderne Frænder allene arve Slegfredbarn, som ej tinglyst er; Men er det tinglyst, da arve Fader og Fæderne Frænder det, ligesom det var Egtebarn.

75.
Dræber nogen den, som hand arve skulle, og det skeer ikke af Vaade, eller Nødværge, da maa hverken hand, eller hans Arvinger, tage Arv efter den Dræbte: Men Arven skal delis imellem andre den Dræbtis næste Arvinger.

76.
Føris Arv uden Bye, eller af den Husbonds Grund, som den var falden paa, da giver hver, som Arv saaledis affører, til Byen, eller Husbonden, Førlovspenge to Lod Sølv.

77.
Vil nogen uden Riget boesidendis af Riget føre Arv, som hannem i Riget kand være tilfalden, eller nogen her i Riget boesiddendis sit Gods og Formue uden Riget bortflytter, Pengene paa Rente sætter, Huse og Gaarde under fremmet Herskab opbygger, eller kiøber, da skal hand deraf først den siette Part til Kongen og af det øvrige den tiende Part til Øvrigheden, eller Husbonden, efterlade, hvad heller hand er i Kiøbstæd, eller paa Landet, boesidendis.

78.
Befindis og Penge og Gods tilforn af Riget at være udskikket, da skal ligesaavel deraf givis, som det endnu her i Riget fantis; Og paa det Vished herom kand erfaris hvad udskikket er, skal Arven saa længe paa en Ret anholdis, indtil derom nøjagtig erfaris. Skal og i Tide tilseis, naar noget end og af en Boesiddendis, udskikkis, at Kongens og Øvrighedens, eller Husbondens, Rettighed

s. 197

deraf erlæggis; Og alt dette skulle Kongens Amptmænd og Fogder saaledis i Agt tage, som de selv vilde staa til Rette for hvis Skade deris Efterladenhed foraarsager.

79.
End overdrager nogen uden Rigets Arving sin Arvepart til nogen den Afdødis Slægt, som i Riget boesat er, uden noget Vederlag, saa at hverken Arven, eller det ringeste Vederlag for den, udføris, da bør hverken siette, eller tiende, Penge deraf givis; Men befindis det, at der er nogen Svig under med samme Overdragelse, saa at Arvingen noget Vederlag givis for Arven, da skal den, som Arven overdragen er, ikke allene erlægge den siette og tiende Penge deraf, men end og have den ganske Arv til Kongen forbrut, og derforuden for saadan Svig bøde sine tre Mark.

80.
Opholder nogen Kongens indfødt Undersaat sig uden Riget, som dog tænker at ville sig igien i Riget begive, og hannem nogen Arv imidlertid tilfalder, da, saa fremt hand giør Øvrigheden Forsikkring, at samme hannem tilfalden Arv, ej af Riget skal blive udført, bør hand at være fri for siette og tiende Pengis Erlæggelse.

81.
Vil nogen Arv kiøbe, da skal hand, naar Arven og Boen rigtig registeret og vurderet er, tage af Borgemester og Raad i Kiøbstæderne, og paa Landet af Sorenskriveren, eller Birkefogden, eller andre, som Skifter skulle forvalte nøjagtig Bevis, Raadstue- eller Tings-Vidne paa Boens Tilstand, Grund og Løsøre, Løst og Fast, Indgield og Udgield, saa vit efter Registerings Bøgers og Haandskrifters Overseelse kand forfaris, og skal saadan Kundskab og Arvens fuldkommen Registering, saa vel som og hvor Anparten af Arven solt er, al Svig at forrekomme, i samme Arvs Kiøbebrev, om det skal Magt have, fuldkommelig indføris ved Dag og Datum, og derhos bevislig giøris forbemælte Boens Tilstand for den Sælgendis at være nøjagtig kundgiort, før end Kiøbet er blevet sluttet, og det i den Sælgendis Øvrigheds og got Folkis Overværelse.

82.
End ventendis Arv maa ingen enten sælge, eller pantsætte.

83.
Ingen Øvrighed, eller Rettens Betiente, som med Skifter have at giøre, maa enten ved sig selv, eller nogen anden, kiøbe nogen Arv, som under deris egen Ret falden er. Fordrister nogen sig herimod at giøre, straffis saasom den sig i Svig og Underfundighed haver ladet befinde.

84.
Hvo arve vil og med Arven sig befatter, skal svare til dens Gield, som hand Arver, saasom hand tager Arv til; Dog haver nogen Creditor den Afdødis Brev, som forbinder Arvingerne, een for alle og alle for een, da bør Arvingerne at efterkomme hans Forskrivelse, om end skiønt de have delet Udgielden imellem sig. Iligemaade dersom der i Boen ere Kongens Penge, at den Afdøde

s. 198

haver staaet for Regnskab, Børnepenge, Fattigis Penge, Kirkepenge, og Arvingerne skifte Boen imellem sig, før end saadan Gield er aflagt, da bør een for alle, og alle for een dertil at svare. Det samme er og, om Creditor, som ikke haver Brev paa een for alle, begærer Betaling af Boen, førend den skiftis, og maa den ej nyde.

85.
Naar nogen døer, som haver staaet for Kongens Regnskab, og haver ikke Qvittering derfor, da maa der ingen Skifte holdis, førend Kongen haver faaet sin Fornøjelse, saa fremt at Fordringen ikke er over tre Aar gammel fra hans Døds Dag af at regne; Ti hvis Fordringen er ældre, da bør Skiftet derved ikke at opholdis; Men med saadan Fordring at forholdis som med anden Gield.

86.
Ville rette Arvinger ej Arve, og ingen med Arven sig vil befatte, da skal Hustruen, Børnene, eller Arvingerne, som myndige ere, eller de Umyndigis Formyndere og Frænder, som tilstæde ere, eller andre, som Tilsyn i Huset have, strax ved Rettens Middel lade al Boen, Løsøre og Breve, og andet forsegle, og det nøjagtigen forseglet i god Forvaring indsætte, eller og stande derfor som for anden vitterlig Utroeskab til Rette; Dog skal dem være tillat til daglig Brug og Ophold Kost og Øl og nødvendig Boeskab, som dog rigtig registeris skal, eftersom de ville forsvare, uden Fare og Ubeseglet til Nytte at have og bruge.

87.
Gaar nogen ind i beseglet Sterfboe, og der opbryder, eller borttager, Seglene, og det hannem lovligen overbevisis bøde sine tre Mark.

88.
Befatter nogen sig med Sterfboe, og der skalter og valter efter sin egen Villie uden Rettens Middels Overværelse, eller de Vedkommendis Villie og Minde, lægge ud saa meget, som de Vedkommende ville sigte hannem for ved deris Eed.

89.
Befindis nogen at have giort Arvesvig, legge ud hvis forsveget er med Skadegield, og for Utroskab bøde sin tre Mark.

90.
Bekommer nogen en Arv, som hand er agtet at være rette Arving til, og bevisis siden anderledis, da skal hand igien udlægge til rette Arvinger alt det hand optog, baade udi Jord, Gods og Penge uden Landskyld, eller anden Afvext; Men bliver nogen besiddendis udi en Arv, som er bevist hannem ej at tilkomme, da maa den, som Arven rettelig tilhører, efter forregaaende Dom, lade hannem ved Rettens Middel og udnævnet Hielp der af føre, om hand ej vil godvilligen vige, og indstaa hannem derforuden for al oppebaaren Landskyld og Rettighed, samt al Sagens Bekostning.

91.
Øvrigheden og Rettens Middel, som Skifter skulle forrestaa, er paa Landet

s. 199

Kongens Amptmand, eller Husbonden, ved dem selv, eller deris Fuldmægtige: I Kiøbstæderne Borgemester og Raad med Byefoged og Raadstue- eller Bye-Skriver, eller andre Under- og Over-Rettens Betiente med deris Seereterere og Skrivere: Iblant Gejstligheden Herrets-Provsten og tvende Præster, hvoraf den ene skal holde Protocollen; Og skal bemælte Skiftis-Forvaltere have en Bog, hvorudi Copie af alle Skiftebreve, som de udstæde, skal indskrivis.

[Til registeret]

Publisert 1. sep. 2010 16:39