Chr. Vs NORSKE LOV: Femte Bog. 4 Cap.


[Til registeret]

4 Cap. Om Gave og Bebrevelse.


1 Art.
Fæstefolk maa ej give hinanden videre, end som Politie-Ordningen tillader.

2.
Giver nogen blant Adelen, eller lige med Adel Privilegerede, højere Morgengave, end til fire tusinde Lod Sølv uden sine Arvingers Bevilling og Samtykke, da skal det ingen Magt have.

3.
Giver og skiøder Husbonden, som Livs Arvinger haver, til Hustruen, eller Hustruen, som Livs Arvinger haver, til Husbonden noget til Ejendom, da stander det ikke, uden Arvingerne ville holde det efter deris Død.

s. 207

4.
End skiøder enten af dem noget til anden Mand, som uden deris Fælling er, Svig dermed at begaa, og den skiøder Husbonden Hustruens, eller Hustruen Husbondens Jord og Ejendom igien, da holdis det ikke, uden rette Arvinger ville.

5.
Fader, mens hand og Moder lever, maa ej give et sit Barn noget. End giver hand et Barn noget, da bør hand at giøre de andre Børn Fyldist derimod.

6.
Dog staar det en Fader, som nogen Sædegaard ejer, frit for at give een af sine Sønner, eller og, om hand ingen Søn haver, een af sine Døttre dobbelt saa meget til Arv som et af de andre Børn, hvilken dobbelt Lod fornævnte Søn, eller Daatter, skal nyde i samme Sædegaard med næst hosliggendis Bøndergods. Iligemaade maa og Faderen forskrive Sønnen, eller Daatteren, Bygningen paa samme Gaard.

7.
Haver Husbonden ingen Livs Arvinger, men Udarvinger, dog i eens Leed, og lige nær, da maa hand og samme Anordning giøre for hvilken af fornævnte sine Arvinger hand vil.

8.
Forældre maa ej give deris Børn deris Formue bort, mens de leve, med mindre Børnene ville svare til deris Forældris Gield efter deris Død, eller ved deris Eed indføre i Sterfboen igien hvis de af deris Forældre bekommet have.

9.
Det samme er og, om Fader, eller Moder, under et Skin give Børnene mere for deris Møderne, eller Fæderne, end Boen kand taale; Ti da bør Børnene dog at svare til den bortskyldige Gield, eller indføre igien i Boen hvis de bekommet have, med mindre de bevise lovlig og billig at være skift.

10.
Men hvis befindis noget af Udgielden at være udelukt af Skiftebrevet, da Skiftet blev holdet, og dog da var i Boen, da bør Børnene, som tilforn have faaet enten Fæderne, eller Møderne, af Boen, og siden efter den sidste Afdøde ville gaa fra Arv og Gield, dog pro Qvota at svare til den Gield, som i saa Maader var udelukt i det første Skifte.

11.
End giver Fader sit Barn noget i Hænde, og det Barn faar andet Barn, og døer Barn og Barnebarn lever, da maa hverken Fadrfader, eller andre tage det fra Barnebarn, som Fader gav sit Barn, uden i det Tilfald, som her næst tilforn mældet er.

12.
Fadrfader og Fadrmoder maa ej give deris Børnebørn mere, end som deris eget Barn bør til rette Lod at have.

s. 208

13.
Givis og skiødis af andre, end Forældre, eller Oldefædre, samtlige Sødskinde Jord, eller anden Gave: og det ikke klarligen i Gavebrevet formældis, hvorledis det imellem dennem skal delis, da bør det at læggis i Loder, og en hver bekomme lige meget, enten det er Mand, eller Qvinde.

14.
Husbond, som ingen Livs Arvinger haver, maa bortgive til hvem hand vil sin halve Hovedlod, og ej mere. Den samme Magt haver ogsaa Enke, som ingen Livs Arvinger haver.

15.
End haver Husbond, eller Enke, Livs Arvinger, da maa de dog give til Kirke, Skole og Fattige, deris halve Hovedlod.

16.
End have de ingen Livs Arvinger, da maa de give bort til Kirke, Skole og Fattige hvad Gud giver dem i Sinde; Dog skal der ingen Gave, eller Testament, fuldbyrdis, før end den Afdødis Gield i alle Maader vorder aflagt.

17.
Saadanne Gaver og Testamenter skulle med deris Haand og Segl, som dem giort have, og med got Folkis Underskrivelse være bekræftede.

18.
Hustrue, som Husbond haver, og Barn ved hannem, maa ej give til gudelig Brug sin halve Hovedlod og ej nogen stor Gave uden Husbondens Villie, og ej mere end hand samtykker, hvilket bør med hans Haand at bevisis, eller og, om hand ikke skrive kand, med hans Segl og trende trofaste Vidners Underskrivelse og Forsegling være bekræftet.

19.
End haver Hustruen ej Barn ved Husbonden, da maa hun give sin halve Hovedlod til gudelig Brug; Dog at der med Underskrivelse og Forsegling, som før er mælt, forholdis.

20.
Bebrever Husbond, som ingen Livs Arvinger haver, Hustruen, eller Hustruen, som ingen Livs Arvinger haver, Husbonden, at den, som den andens Død overlever, skal nyde, bruge og beholde den hele fællis Boe og Formue Uskift, saa længe, som den bliver i Enkestand besidendis, da skal samme Efterlevendis strax ved Samfrænder, eller Rettens Middel, lade forfatte en rigtig Registering paa Boens Middel, Indgield og Udgield, dernæst betale selv den bortskyldige Gield, og holde den Afdødis Arvinger kravisløse derfor, saa og Boens Midler vel forrestaa, særdelis, om der er Jordegods, eller Bygninger, at de vel ved Magt og ved lige holdis, og Skovene ikke forhuggis, og over alt giøre Arvingerne nøjagtig Forsikkring med Brev og Segl, at intet af Jordegodset, som dem kunde tilkomme, enten pantsættis, sælgis, eller afhændis.

s. 209

[Til registeret]

Publisert 2. sep. 2010 10:40