Chr. Vs NORSKE LOV: Første Bog. 5 Cap.


[Til registeret]

5 Cap. Om Dommere.


1 Art.
Dommere skulle være vederhæftige og uberygtede Dannemænd, som skulle skikke hver mand Lov og Ret, uden Vild, efter den Eed, de Kongen soret have, som herefter bag i Lovbogen findis indført.

2.
Ingen Dommere, som paa sit ærlige Navn og Rygte til Tinge søgis og tiltalis, maa besidde Retten, førend hand derfor er enten lovligen erklæret, eller ved dom frikient.

3.
Giver nogen Dommere en uretfærdig Dom ud, og det skeer, fordi hand er ikke ret undervist i Sagen, eller og Sagen er hannem vrangt forredragen, eller og hand haver det giort af Vanvittighed, da skal hand igiengive den, som hand med sin Dom Uret giort haver, hvis bevislig Skade, Kost og Tæring

s. 26


hand derpaa lidt og giort haver: Kand det og bevisis, at Dommeren haver taget Gunst, Gave, Vild eller Frendskab for Retten, eller Sagen findis saa klar, at det ikke kand regnis for Vanvittighed, eller vrang Undervisning, da skal hand derfor afsættis, og ej sidde meere i Dommers Stæd, og bøde imod den Forurettede Skaden igien, være sig Gods, Liv, eller Ære, og Kongen hvis overbliver af hans Boeslod.
4.
Døer nogen Dommere, som for uretfærdig Dom beskyldis, før end Sagen til Overdommeren indstævnis, eller der endelig paa hans Forseelse efter klar Bevislighed kient vorder, da svare hans Arvinger Skaden allene, og skal det ej være den Afdødis Lempe for nær, som den, der ikke kand møde og svare for sig.

5.
Det samme er og om til forordnede Mænd, udi en eller anden Forretning, paa Rettens Vegne, hvilke befindis urettelig dermed at have omgaaet.

6.
Ingen Dommere maa dømme i de Sager, som hannem selv gielde paa; Men da skal i hans Stæd, om hand ene betiener Retten, en anden boesat og vederhæftig Dannemand af Stædets Øvrighed, eller Herskab, dertil forordnis.

7.
Dommerne skulle Processerne det meste muligt er, forkorte, og ikke tilstæde, at nogen med Kroglove og unyttige Skudsmaal, eller saadan Rettens Spilde Retten og dens Gænge opholder, og naar nogen formeener sig at have Tiltale til en anden for nogen Gield, Breve, eller andet, og hand af den Søgendis begærer, at hand vil vise hannem hvis Bevisning hand derpaa haver til at forrekomme al Proces, og hand dog ikke sig dertil vil beqvemme, men vil endelig have det til Proces, da naar det kommer til Proces, endog den Søgendis der fremlegger sine Bevisninger, bør Dommeren dog at dømme hannem til Omkostning, for foraarsagede Proces og Vitløftighed.

8.
Dommerne skulle ikke Sagerne med Opsættelser forlænge, ej heller Magt have nogen Sag til Dom at optage længer, end i sex Uger, med mindre begge Parter det enten begære, eller samtykke, eller nogen slig nøjagtig og lovlig Forfald haver, at hand ikke paa samme Tid kand møde: Opholde Dommerne nogen Sag længer, end forskrevet staar, uden lovlig Forfald, da skulle de, saa tit og ofte det skeer, give to hundrede Lod Sølv til næst hosliggendis Hospital.

9.
Saa fremt og nogen Dommere nogen Mand med Ophold, eller Udflugt Retten spilder, eller nægter, eller og vægrer sig Vidner at stæde, forhøre, eller forhøre lade, eller forhindrer at givis beskreven, saa vit at skee bør med Rette, og saadan hans Ulempe af Overdommeren befindis, da skal hand ikke alleneste

s. 27

forfriske den Forurettede Sagen paa sin egen Bekostning, og stande hannem til Rette for hvis Skade hand derover lidt haver, men og, om hand ikke fældis paa sin Bestilling, have dog forbrut foruden Kost og Tæring, tresindstyve Lod Sølv, hvilke Bøder, saa fremt hand ikke betaler inden sex Uger efter at Over-Dommerens Dom gangen er, da skal hand ikke efter den Dag besidde den Ret, og skal der foruden staa den, som forurettet er, frit for hos hannem Udlæg for samme Bøder med lovlig Medfart at søge.

10.
Dog maa ingen Dommere give eller udstæde nogen Vidne efter Ord, som falde i Rettergang, og ikke gielde Hovedsagen paa, eller nogen Mands Ære og Læmpe paarøre.

11.
Dersom den, der søgis og tiltalis, vil strax giørligen rette for sig, da bør Dommeren over hannem ingen Lovmaal at tilstæde.

12.
Dommerne maa ingen Uendelige Domme udstæde med disse Ord: Uden det anderledis kand afbevisis, havis i Minde, aftalis, forstaais, bevisis, og andre dislige Uendeligheder.

13.
De skulle Dommene under tyve Lod Sølvs Straf for Retten lydeligen afsige, og med tydelige og klare Ord give dennem fra sig beskrevne, saa derudi ikke kand giøris nogen Tvil, hvormed nogens Ret kunde blive forhalet, og med begge Parternis Bevisninger, paa det, naar Sagerne komme ind for højere Ret, at mand da om deris Beskaffenhed af samme skriftlige Domme omstændeligen kand vorde underrettet.

14.
De skulle i alle Penge-Sager udtrykkeligen sætte, hvor meget Hovedsum, Rente og Omkostning betalis skal, og paa det de ikke med Udregning selv skulle besværgis, maa de tilforordne forstandige Dannemænd til at giøre Udregning og Liqvidation i Parternis Nærværelse, hvilke Dannemænd skulle have for deris Umage hvis af Dommerne dennem derfor billigen tillagt vorder.

15.
Naar de tildømme nogen til at giøre, eller efterkomme noget, da skulle de hannem en vis Tid forrelegge, inden hvilken hand skal Dommen fyldistgiøre, og sætte en vis Straf hos om hand det ikke efterkommer.

16.
De skulle Dommenis Slutninger strax, efter at de ere afsagte, til den Eedsoren Skriver, hvor nogen er, levere, at de i Tingbogen, Raadstuebogen, eller Protocollen strax kunde indskrivis, og Parterne, som Dommene begære beskrevne, dem uden Ophold bekomme; Men hvor ingen Eedsoren Skriver er, der forretter Dommeren det selv.

s. 28

17.
Sorenskriverne skulle boe i deris anbetroede Sorenskriverie, og ej sig i nogen Kiøbstæd nedsætte.

18.
Sorenskriveren skal komme til Tinget om Sommeren ved syv Slæt og om Vinteren ved ni Slæt om Morgenen i det seneste, under tre Lod Sølvs Bøder, men bliver hand en gandske Dag borte, bøde ti Lod Sølv, og indstaa Parterne deris Bekostning imidlertid; End bliver hand længer og aldelis borte, saa Tinget den Gang derover spildis, da bøde fyrretyve Lod Sølv, og indstaa Parterne for al deris Rejse og Bekostning, dog forbeholdis Parterne deris Sag og Stævning til næste Ting, saasom det skulle have været om Skriveren første Gang havde kommet tilstæde; Haver hand lovlig Forfald, da skal hand af Amptmanden begære en dygtig Person udi sit Stæd, paa det Retten ej skal hindris; Skeer det ikke og Retten derved hindris, bøde som tilforn sagt er.

19.
Kongens Foged bør at være paa Tinget, og tilsee, at Retten skikkelig holdis, sampt i Agt tage alt hvis henhører til Kongens Ret og Sag, dog intet befatte sig med Dommen eller Dommerens Embede: Bliver hand borte uden lovlig Forfald, da bøde for hver Ting hand forsømmer tyve Lod Sølv og Tinget derfor ikke at opholdis.

20.
Naar nogen Misdædere skal dømmis fra sit Liv, eller nogen fra sin Ære, enten til Bøjgde- og Birke-Ting, eller til Byeting i de Kiøbstæder, hvor Borgemester og Raad have Lavtings Ret, da skal Dommeren tage til sig de otte beste Tingmænd og selv med dem, under tresindstyve Lod Sølvs Bøder, dømme til, eller fra, og ej tilnævne andre Domsmænd derudi; Men i de Kiøbstæder, som svare under Lavtinget, skulle Borgemester og Raad under deris tresindstyve Lod Sølvs Bøder sidde Dom med Byefogden, naar nogen skal dømmis fra Liv, eller Ære, og skal Dommen givis begge Parterne beskreven, om de den begære, under Dommerens og fornævnte hans Med-Domsmænds Indsegle.

21.
Kongens Befalingsmænd skulle selv i egen Person Lavtingene, saa og de andre Ting undertiden besøge, og tilsee, at Retten med tilbørlig Respect holdis.

22.
Lavmænd, og de, som nogen Over-Ret betiene, skulle uden nogen Forrevending endelig kiende paa alle Under-Retters Domme, saa vel som andris, der blive for deris Eed og Vidnisbyrd kaldede, deris Forretning og Eeder, Gods, Ære, eller Liv angieldende, som for dennem til Stadfæstelse, eller Underkiendelse indstævnis, og dennem hvad heller de beskyldis eller ej, rejse eller fælde, og maa de ej deris Domme paa de indstævnte Domme grunde, men selv tage Sagerne og deris Beviser for sig, og derefter kiende og dømme, som de agte at forsvare. Lavmændene skulle og kiende paa alle de Vidner, som til

s. 29

Grevernis og Friherrernis Birker blive førte, dersom de til Lavtinget, enten til Stadfæstelse, eller Svækkelse indstnevnis.

23.
Imod Adelens og med Adelen lige Priviligeredis Breve, maa de Overdommere, som staa under Overhofretten, og vel dømme, med mindre de saaledis i Dommen røris, at det deris Ære og Lempe er for nær, som dennem udgivet havet.

24.
De skulle selv, saa fremt de efter Sagens Omstændighed finde nogen til Kost og Tæring, sætte og navngive i deris Domme, hvor meget den skal være, eftersom Sagen haver været klar eller mislig til.

25.
Lavmændene skulle lade sig nøje med den Lavmands Told, som af Alders Tid paa hver Stæd haver været sædvanligt, samt den anden billig Rettighed, og saadan Tynge ikke selv imod Sædvane forhøje. Og, naar Lavmændene ved Døden afgaa, da skal deris Hustruer, eller Børn, lige ved de Geistlige nyde Naadsens Aar, dog allene udi den visse Indkomst, som til Lavstolen ydis og oppebæris, og ej videre.

26.
Afstaar nogen Lavmand med Kongens Tilladelse Bestillingen til en anden, da maa hand ikke oppebære Lavmands Told førend den, som Bestillingen afstaaet haver, ved Døden er afgaaen.

27.
Commissarier udi de Sager, som ikke beqvemmeligen kunde til Tinge ordeelis, bevilgis og forordnis efter begge Parters Begæring; Men dersom den ene Part vegrer sig derudi, og ikke vil have gode Mænd paa saadanne Tretter, som ej anderledis end ved Commissarier bør, eller kand adskillis, enddog hand af den anden Part derom er besøgt, da skal det være hans Vederpart frit for ene Befaling at søge, dog at hand skielligen beviser, at hand sin Vederpart tilforn halvdelen af Commissarierne at tage, haver tilbudet.

28.
Udebliver een eller flere af Commissarier eller andre gode Mænd, som til nogen Forretning ere forordnede, formedelst Lovlig Forfald, da have de, som komme tilstæde, Magt til andre vederhæftige gode Mænd i deris Stæd at tage.

29.
Commissarier og andre dislige skulle, om mueligt er, inden sex Uger, efter at Befalingen er dennem tilstillet, forrette hvis dem befalet er, og inden Maanets Dag i det seneste efter den Forretning, give deris Dom beskreven, og da strax, hvis Breve og Documenter for Retten leverede ere, en hver igien lade tilstille.

30.
Naar Commissarier, eller andre Dommere, som en Ret besidde og deslige, sig

s. 30

om deris Domme og Forretninger ej kunde foreene, da skulle de fleste Stemmer beslutte Dommen eller Forretningen; End ere de lige mange paa begge Sider, da giver den, som Formand er, med dem, som hannem følge, Dommen beskreven, og ingen anden.

31.
Commissarier i deris Afsigter skulle og dømme, hvilken af Parterne Commissionens Omkostning skal betale, om den, som Commissionen forhvervet haver, bør den gandske, eller en Andeel, og hvor vit deraf at betale, henseende, hvo i Sagen best grundet er, og derfor den i alle Puncter vinder, saa og om Sagen saa er beskaffen, at den ej anderledis kunde været beqvemmeligen udført, eller den, som Commissionen haver forvervet, Sagen ved Lands-Lov og ordentlig Rettergang med mindre Bekostning kunde have udført; Ti da bør den, som taber, ej at føris paa større og unødig Bekostning ved saadan Processens Forandring.
[Til registeret]

Publisert 19. mars 2013 10:42