Chr. Vs NORSKE LOV: Første Bog. 22 Cap.


[Til registeret]

22 Cap. Om Bøder og Dommis Exsecution, Nam, Indførsel og dislige


1 Art.
Alle aftingninger for uvisse Sagefald i Kiøbstæderne, og paa Kongens ampter, Hospitalers, Skolers og Kirkers Gods, skulle skee til Tinge, og deris Indtægter med Tingsvidner forklaris.

2.
De, som staa for Regnskab, skulle ved deris Regnskaber og Indtægter legge Præsternis Kundskaber, hvor mange dem vitterligt er at have sig med Lejermaal

s. 52

forseet, og hvem for Barnefader er udlagt, samt Slutningen af de Domme, hvor nogen Sagefald, eller Confiscation, er falden; Og skulle hverken Borgemester og Raad, eller Byefogden for nogen deris Anpart, være sig halve, tredie, eller tiende Penge, eller andet, noget inde beholde, før end alle Udgifterne med Betienternis Løn ere fra den hele Sum af Indtægterne afdragne. Saa skal ej heller Kongen til Udgift føris hvis Bekostning paa Fanger at underholde, eller at lade straffe, giøris; Men den skal betalis af den Skyldigis Boe, eller af Sagsøgeren, saa fremt de Middel have, hvorpaa rigtig Tingsvidne skal tagis; Men dersom hverken den Skyldigis Boe kand tilstrekke, ej heller Sagsøgeren kand betale, da skal den tagis af anden uvisse Sagefald, paa det Ret og Retfærdighed kand have sin Gænge.

3.
Bøder skulle paa det Stæd, som dømt er, udleggis og betalis.

4.
Trediesindstyve Lod Sølvs Bøder og andre dislige, naar bødis skal baade den Forurettede og Herskabet, delis i trende Parter; Den første tilkommer Sagsøgeren, den anden den Skyldigis Husbond, eller Øvrigheden, den tredie Kongen, eller den, som over Retten Herligheden haver.

5.
Er den Skyldige uden Husbond og tienesteløs, da tager Kongen Bøderne, som Husbond.

6.
Dersom ingen Arvinger findis efter dræbt Mand, som Mandebod efter Loven bør at opbærge, da hører den Kongen til.

7.
Misdæders Hovedlod, som forbrydis, følger hans Husbond, eller Herskab, det være sig paa hvis Stavn, eller Frihed den og findis.

8.
Dersom den Forurettede lader sin Sag upaatalt, eller og, naar hand Sagen rejst haver, enten lader den falde, eller forliger sig med sin Vederpart, før end Dom gangen er, da bør dog Kongen, eller Husbonden, deris Bøder i de Sager, som Bøder vedhænge. Ellers bødis ej Kongens, eller Husbondens, Sag, førend den Forurettede er skeet Fyldist.

9.
Barn, som er under sine femten Aar, bøder Skaden til den, som hand forsætligen haver forbrut sig imod, og ikke til Husbonden, uden for Manddrab allene.

10.
Boeslod, eller Hovedlod, som forbrydis, forstaais, naar Sagsøgeren først haver bekommet sin Ret, og al anden vitterlig Gield er udtagen.

11.
Ved Bøder paa Sølv forstaais saa mange Penge i Mynt, som Sølvet er værdt; Haver mand ikke Formue at bøde med, da straffis paa Kroppen.

s. 53

12.
Jord forbrydis ikke, men falder Arvingerne til, med mindre crimen Majestatis er begangen, eller Nidingsverk, eller Forseelsen kiendis saa grov, at den Skyldigis Gods, baade rørendis og urørendis, bør Kongen at være hiemfaldet.

13.
Vorder nogen dømt til fuld, eller halv, Mandebod, eller til trediesindstyve Lod Sølvs Bøder, være Ugild til at staa i nogen Ret, og betiene den Bestilling hand haver, indtil hand retter for sig; Og hvis hand det ikke giør inden sex Uger, eller stiller nøjagtig Borgen, da bør hand at miste sin Fred, indtil hand retter for sig.

14.
Men er hannem Dom overgangen paa ringere Bøder i ærlig Sag, eller hand er dømt til noget at betale, eller giøre, og hand ikke retter for sig inden forrelagte Tid i Dommen, da bøde hand tre Lod Sølv, og være Ugild til at staa i Rette imod nogen, og at betiene den Bestilling hand haver, indtil hand retter for sig; Og hvis hand ikke inden sex Uger derefter endda retter for sig, da maa hans Vederpart lade hannem gribe og Fængsle indtil hand retter for sig.

15.
Men er der gaaen Dom over hannem for Ran, eller anden u-ærlig Sag, og hand er dømt til at bøde sine tre Mark, da er hand mindre Mand, indtil hand af Kongen kand faa Oprejsning; Og hvis hand ikke inden sex Uger efter Dommens Datum retter for sig, da bør hand at miste sin Fred, indtil hand retter for sig.

16.
Er nogen dømt til at miste sin Fred, eller at rømme Kongens Riger og Lande, og efter den forrelagte Tid i Dommen lader sig der finde, da bør hand at gribis og straffis paa hans Hals; Og hvo som huser og hæler den Fredløse, bøde til Kongen for den første Nat, hand haver hannem i Huse, sexten Lod Sølv, for anden Nat dobbelt, og saa fremdelis, med mindre hand ved sin egen højeste Eed kan benegte, at hand ikke viste, at hand var fredløs. Fredløs Mand haver Dagsrum og Nattefrist at rømme, og siden skynde sig Vejen lige frem af landene, saasom hans Dom hannem tilholder.

17.
Landnam skal saaledis rettis efter Skadegielden, at hvor som Skade skeer paa Kongens Jord, Skov, eller Mark, da skal Landnam være lige høj med Skadegielden, indtil Skaden, eller Aaverket er tre Lod Sølv værd, efter Dommerens og sex skiellige Mænds Vurdering, og dobbelt Skadegield og Landnam betalis, om Lovfæst er; Er Skade skeet paa andris Jord, da tage de lige høj Landnam med Skadegield, indtil Skaden vurderis paa et Lod Sølv, og iligemaade dobbelt, om Lovfæst er. Dersom Skaden, eller Aaverket, er højere paa Kongens, eller nogen andens Jord, da givis stædse halv saa meget Landnam, som Skaden er værd.

s. 54

18.
Ejer flere Lod i den Jord, som Aaverk paa giøris, da skulle de skifte Skadegielden og Landnam dennem imellem saasom de have Lod i Jorden til. Have somme af Lods-Ejerne givet Lov til at bruge Skov, eller Jord og somme ikke, da tage de Skadegield og Landnam, som ikke gav Forlov, saasom de have Lod i Jorden til; Men er Jorden skift dem imellem, da tage hver fuld Skadegield og Landnam af sin Lod efter Loven.

19.
Naar nogen, som ikke nyder Adelig Frihed, er tildømt at betale, eller lide Nam, eller Indførsel i sit Gods, i hvor det findis, og hand ikke retter for sig inden femten Dage, eller og trende Solemerker, om enten hand, eller hans Vederpart er Giest, da skal Fogden, eller hans Fuldmægtig, i hans Forfald, med tvende Mænd, naar det af Sagsøgeren begæris, for den Skyldigis Boepæl eske Udlæg efter Dommen, og hvis hand ikke strax retter for sig, og enten ikke vil eller kand giøre Udlæg, som Sagsøgeren kand nøjis med, da skulle de af de beste Vare og Løsøre, som i den Skyldigis Boe findis, og om de ej kand tilstrække, af hans Jorder og Ejendom tilvurdere Sagsøgeren fyldist og fuld Værd for hvis hand af Dommeren er tilfunden at betaleOg skal den Skyldige, naar hand saaledis haver foraarsaget Rettens Betiente at komme i hans Boe, være forpligtet, hvad heller hand da godvilligen betaler, eller Udlæg skeer, at betale Kongens Sægt, nemlig tre Lod Sølv.

20.
De skulle saaledis taxere og sætte hvis Løsøre udleggis, som de agte at forsvare, og Jordegodset efter den Taxt, som det efter Landsens Sædvane og Godsis Beskaffenhed kand være værd, eller efter den Taxt, som af Kongen sættis, og skulle de, naar de i Jordegods indføre, drage til hver Gaard Lejligheden at forfare, at dens Værd dis bedre kand agtis, og derefter indføris: Om noget forrekommer, som de ikke forstaa sig paa at taxere, da maa Fogden kalde andre dertil, som have Forstand derpaa.

21.
Giør den Skyldige selv Anvisning paa Jordegods, paa det hand sit Løsøre kand beholde, og Sagsøgeren dermed er tilfreds, da maa det hannem tilladis.

22.
Hender det sig, at tvende, eller flere paa en Tid begære af Fogden at giøre dem Nam, eller Indførsel, da skal Fogden først være den følgagtig, som ældst Nams, eller Indførsels Dom haver; Men forsømmer nogen selv sin Ret, da maa den bekomme Nam, eller Indførsel, som lovligen sin Sag forfølger.

23.
End have de lige gamle Domme, og paa een Tid søge Nam eller Indførsel, da have de lige Rettighed, og om de Indførsel udi et Gods søge, være derudi Lodtagne, hver efter sin Anpart, i hvo og af dennem indføris, med mindre nogen strax Indførselen opsiger, og sig paa ny i andet Gods vil indføre.

s. 55

24.
Men hender det sig, at nogen haver Nams, eller Indførsels Dom over sin Skyldener erlanget, og formedelst Indstævning til højere Ret kand ikke Udlæg for sin Fordring bekomme, og en anden imidlertid ogsaa Nams, eller Indførsels Dom, over samme Skyldener erlanger, da skal der af den Skyldigis Boe saa meget afsættis til den første, som Dom erlanget haver, og den betimeligen for Rettens Middel, som den anden Udlæg giøre ville, forkynde lader, som hand kand billigen blive fornøjet med for sin Fordring og anvente Bekostning, hvilket skal saa længe i Arrest forblive, indtil endelig Dom imellem hannem og hans Skyldener afsagt vorder, og førend det saaledis afsagt* vorder, maa den anden ej nogen Udlæg bekomme.
* Formentlig urigtigt istedetfor: afsat.

25.
Ingen maa sig i Bondens Korn, Høe, eller Foer enten i Laden, eller paa Marken, lade indføre, ej heller i Bondens fornødne Plovbæster, eller andet nødvendigt Plovredskab, saa længe som Kaaber, Tin, Boeskab, Fæ, Qvæg, Heste, Hopper, eller andet tienligt, som i Boen findis, kand tilstrekke; Og hvis nogen Indførsel skeer, enten i utorsket Korn, Høe, eller Foer, da maa dog Foeringen ej fra Bondens Bolig bortføris, men den skal paa Stædet fortæris.

26.
Ej heller maa nogen tage Nam i Bondens Boe, før end aflagt er al bevislig Forstrekning, som Bonden giort er til hans Avls Fortsættelse, enten af Husbonden, eller andre, saa og Kongens Skatter og den tilbørlig Landskyld, som hand sin Husbond pligtig er.

27.
Saa længe gode tienlige Løsøre, got Kiøbstædgods, eller Jordegods, er at bekomme, som Sagsøgeren med Billighed kand være fornøjet med, og for Hovedstolen, paaløbende Rente, og anvente billig Bekostning, efter Brevenis Formælding, med dets Udlæg være skadisløs holden, da skal Hovedgaardens Taxt og Gaarden selv med næst tilliggende Gods, som til Gaardens Avlings Fortsættelse uforbigængelig fornøden eragtis, og en hvers Boepæl forskaanis; Og maa Sagsøgeren selv navngive hvis andet Gods hand til Udlæg begærer, og den Skyldige ingen Ret have hannem at henvise, hvor hannem selv lyster. Ej heller maa de, som Indførselen giøre, Sagsøgeren andenstæds imod hans Villie og Samtykke indføre; Men hvis den Skyldigis Boe, eller Jordegods ej kand tilstrekke, saa Sagsøgeren deraf kand naa skiellig og billig Betalning, som før er mælt, da skal til dens Fyldistgiørelse Indførsel og Udlæg skee, først i det næste Gods, dernæst i Hovedgaardens Taxt, og endelig i Gaardens Bygning, eller anden Boepæl, indtil Sagsøgeren for sin Fordring paa forskrevne Maade fuldkommelig vorder betalt.

28.
Og staar det Sagsøgeren frit for at lade sig indføre i hvis Gods, som af den Skyldige afhændet, eller pantsat er til andre, siden Sagsøgeren hannem, enten

s. 56

Maning, eller Stævning til Over-Hofretten, eller højeste Ret, lovligen haver ladet forkynde, eller Arrest giort paa hans God seller Person, eller Nams eller Indførsels Dom, over hannem forværvet; Men ellers skal intet, som lovligen er afhændet tilforn, eller noget lovligt Pant, ved hvad Navn det og nævnis kand, ved saadan Udlæg, eller Indførsel præjudiceris.

29.
Haver nogen taget anden i Fællig med sig, og haver ej tinglyst hvad hand indførte i Fællig, og vorder enten af dem, som i Fællig ere, dømt til at lide Nam, eller Indførsel, da maa der skee Nam og Indførsel i alt hvis der i Fællig findis, og maa den, som Dom overgangen er, ikke lyse alt sit Gods til den anden, og giøre sig selv fattig, uden det var giort til Tinge, før end hand til Tinge blev søgt.

30.
Findis den, som Nams og Indførsels Dom overgangen er, at have sit Gods og Formue i et andet Tinglav, Birk, eller Kiøbstæd, og hand ej haver i det Tinglav, Birk, eller Kiøbstæd, som Dommen falden er, at fyldistgiøre Dommen og Sagsøgeren med, da skal Fogden der sammestæds i lige Maade være forpligtet at giøre Exsecution, ligesom Sagen sammestæds forfult var, naar hand med den Dom, som til den Skyldigis Værneting udstset er, besøgis.

31.
Dersom den, der søgis med Nam, eller Indførsel, enten ved sig selv, eller sine Folk, griber til Værie, da bøde hand og hver af dem, trediesindstyve Lod Sølv, om end skiønt de ingen Skade giøre: Giøre de nogen Skade, da bøde de der foruden for Skaden: Fanger hand, eller de, Skade derover, da have Skade for Hiemgield.

32.
Sagsøgeren kand og lade sig indføre i det, som den Skyldige arvet haver, om end skiønt en anden dermed forleent er, og det i Hænde haver; Saa og i det, som den Skyldige haver Anpart udi, hvad heller samme hans Anpart vidis, eller ikke, dog allene saa vit, som den Skyldige dertil er berettiget: Og saa snart Sagsøgeren kand faa at vide, hvorudi den Skyldigis Anpart bestaar, skal hand være forpligtet i den at lade sig indføre, med mindre hand vil have Skade for Hiemgield, om hand det forsømmer, og lader andre derudi giøre Indførsel, for hvilke hand ellers var Prioriteret.

33.
Ingen kand i det, som den Skyldige endnu først arve skal, lade sig indføre.

34.
Befinder Sagsøgeren sig brøstholden med Løsøris Vurdering, da maa hand kræve andre Vurderingsmænd derpaa til anden Vurdering, dobbelt saa mange, som paa første Vurdering været have: Og hvis hand med ingen af dennem kand, eller vil nøjis, da maa hand paa Skyldenerens Skade og Fordeel ved offentlig auction selge det udvurderede Gods: Kand hand saa ej deraf bekomme fyldist, da bør af Skyldenerens Boe videre Udlæg at skee. End bliver der til overs, da kommer det Skyldeneren til gode.

s. 57

35.
Søgis nogens Boe med Nam, eller Indførsel, og Sagsøgeren af den Skyldigis Gods ej kand blive betalt, da haver Sagsøgeren Magt til at lade hannem sætte i Forvaring, indtil hand betaler, eller stiller nøjagtig Forsikkring for Gielden.

36.
Naar Udlæg skeet er efter Nams og Indførsels Dom, eller paa Skifte, Opbud, eller andre Maader, og dertil hørende Dommis og Brevis Summa og andre Omstændigheder ere i den Afsigt, som derpaa giort vorder, indførte, da skulle fornævnte Domme og Breve nøjagtig paaskrivis og casseris, saa vit de bør, og siden den, af hvis Boe Udlæg giort er, tilstillis; Dog hvis nogen efter Lands Lov og Skyldenerens Forskrivelse ikke haver af Udlægget sin fulde Betalning, da maa hand Brevene beholde; Dog at derpaa bliver afskrevet, hvis hand derpaa bekommet haver, og hvis hand videre med Rette haver at fordre.

37.
Vegrer Fogden, som bør at exsequere Nams, eller Indførsels Dommen, eller hans Fuldmægtig at giøre sit Embede derudi; Eller hand med Mændene giør noget imod dette, som forskrevet staar, da skulle de samtlige stande den Forurettede til Rette derfor, og oprette hannem al den Skade hand derover lider, og Fogden derforuden for Rettens Fornegtelse at miste sin Bestilling.

38.
Er den Skyldige af Adel, eller lige ved Adel priviligeret, da stævnis Hiemtingsdommen til Lavtinget, og dersom den der bliver ved Magt kient, da skulle Lavmændene, enten selv, om de vilde og kunde, eller udmælde og tilfinde tvende Commissarier, som Creditoren dertil kand formaa, hvilke skulle være pligtige til at efterkomme Lavmændenis Tilfindelse og tage Fogden med sig, og giøre Sagsøgeren Udlæg efter den Maade, som her overfor mælt er om Fogden og tvende Mænd.

39.
Døer Sagsøgeren, imens Sagen er i Proces, da maa hans Arvinger blive ved at udføre den, som den Afgangen slap. Samme Ret er og om Værge og Umyndige.

40.
Døer den, som søgis, før end Nam tagen, eller indført er, efter Underrettens Dom, da svare hans Arvinger ikke til Forfølgningen, før end derpaa tagis strax Overrettens Dom. Dersom Dom for Over-Hofretten er gangen, da giøris Udlæg efter samme Dom, med mindre Arvingerne selv inden rette Tid den til højeste Ret indstævner; Men hvis Dom for Kongens Højeste Ret er gangen, da søgis derefter Exsecution uden videre Proces.

41.
End ere ingen Arvinger, da stande Forfølgningen for fulde; Dog dersom rette Arvinger inden Aar og Dag efter Arven falden er, komme, og Arven vedgaa, da maa de udløse dem som indført er, naar de hannem efter Indførselen

s. 58

fornøje og til freds stille, og imidlertid nyder hand Godset og dets Indkomst for sin Rente.

42.
Ingen Nam, eller Indførsel, maa skee i den Afgangnis Boe, efter hvilken Arv og Gield lovligen er fragaaen.

43.
Naar nogen, som ikke nyder Adelig Frihed, er af Over-Hofretten, hvorfra ingen appel er skeet, eller af Kongens Højeste Ret tildømt nogen Gield at betale, som ved Nam, Vurdering og Indførsel bør at søgis, da skal hand, saa snart som Sagsøgeren hannem Dommen ankynder, efterkomme Dommen, og rette for sig: Hvis hand det ikke giør, skal Fogden, hvor den Skyldige sig opholder, eller haver sine Midler udi, være forpligtet, strax hannem Dommen forseglet fremvisis, uden Ophold, eller nogen Forrevending at giøre Sagsøgeren Udlæg i den Skyldigis Boe, efter den Maade, som her oven tilforn er mælt, først for hvis højeste Rettis Dom indeholder, dernæst for al den bevislig Omkostning, som Sagsøgeren er ibragt, siden højeste Rettis Dom falden er; Og dersom befindis, at den Skyldige af Motvillighed haver giort utilbørlig Ophold med højeste Rettis Dom at efterkomme, da bør Fogden ogsaa at giøre Udlæg af hans Boe for Kongens Faldsmaal, som er syv og tyve Lod Sølv.

44.
Dersom den Skyldige er af Adel, eller lige ved Adel priviligeret, og hand ikke strax retter for sig, efter at højeste Rettis Dom er hannem forkyndet, og Sagsøgeren søger sin Betalning i den Skyldigis Middel og Formue, som paa Landet findis, da skal Lavmændene paa første Lavting, som holdis efter at Sagsøgeren haver dennem Over-Hofrettens Dom, som ikke til højeste Ret er indstævnet eller højeste Rettis Dom, forrevist, uden nogen Stævning over den Skyldige, enten selv, om de ville og kunde, eller udmælde hannem af Lavtinget Commissarier, som skulle giøre Sagsøgeren Udlæg i den Skyldigis Middel og Formue, som paa Landet findis, efter den Maade, som her oven tilforn er mælt om Commissariers og Fogdernis Forretninger i disse Sager; Men hvis den Skyldige haver sine Middeler i nogen Kiøbstæd, og Sagsøgeren derudi vil søge sin Betalning, da skal Rettens Betiente sammestæds strax giøre Exsecution efter højeste Rettis Dom.

45.
Hvis enten Fogden, Lavmændene, eller Commissarierne, giøre Sagsøgeren nogen Ophold herudi, da skulle de selv oprette Sagsøgeren sin Skade, og betale Kongen deris Faldsmaal.

46.
Men er nogen af Over-Hofretten, eller Kongens højeste Ret, tildømt at lide paa sin Person til Fængsel, fordi hand haver ikke holdt Maning, eller efter sin Æris Forskrivelse betalt sin Creditor med rede Penge, og hand ikke strax retter for sig, efterat Dommen hannem forkyndet er, da skal hver Stæds Øvrighed, Amptmændene og Fogderne paa Landet, og Byefogden i Kiøbstæderne,

s. 59

være forpligtede til, strax de med Dom ansøgis af Sagsøgeren, at være hannem paa hans egen Bekostning behielpelige, at den Skyldige paagribis, og Sagsøgeren til Fængsel leveris paa et ærligt Stæd at anholdis. Og skal Amptmændene og have den Myndighed i deris Ampt, at, i hvem de dertil bruge og forordne ville, i det Sogn, hvor den skyldige boer, eller sig opholder, skulle de med Fogden det efterkomme, i hvis Tienere de og ere, under fire Lod Sølvs Straf af hver, som herudi ulydig befindis, til næste Hospital. Den samme Myndighed bør og Byefogden at have i Kiøbstæderne over gemeene Folk, om Byen ikke haver Byens Tienere, som ham derudi kunde være behielpelige: Og maa saa Sagsøgeren hannem i et ærligt Fængsel indsætte paa Sagsøgerens egen Bekostning, indtil hand retter for sig: Og skal den, som paa Fængslet varer, og den Skyldige i sin Forvaring tager, givis af Sagsøgeren for sin Umage at vare og spise den Fangen hver Uge et halv Lod Sølv, og den Fangen til sin Underholdning et Lod Sølv.

47.
Det samme er og at forstaa, om nogen for andre Sager kand være dømt til at paagribis, eller lide Fængsel.

48.
Er nogen tildømt andet at efterkomme, saasom Regnskab at giøre, arv, Gods, eller andet fra sig at legge, eller andet saadant, og hand det ikke til forrelagte Tid efterkommer, da maa Sagsøgeren have Magt med Stædets Øvrigheds Hielp hannem at anholde, som tilforn mælt er, og hand betaler til Kongen sit Faldsmaal.

49.
Er og nogen tildømt at stille Borgen, eller borge for sig selv, eller Sagsøgeren ikke ved Nam, eller Indførsel, kand naa sin Betalning, da bør den Skyldige, enten at lide paa sin Person med Fængsel, eller stille saa nøagtig Caution, som Sagsøgeren kan være forsikkret med.

50.
Dersom den Skyldige undstikker sig, og vil ikke lade sig finde, eller hand undkommer for dem, som hannem anholde ville, da skal der paa første Lavting lysis efter hannem, og hvis hand ikke tre Uger efter Lysningen indstiller sig hos Sagsøgeren, da dømmis hand at miste sin Ære, indtil hand fornøjer Sagsøgeren. eller sig i Fængsel indstiller.

51.
Giør den Skyldige Modværn, naar mand hannem vil anholde, da haver hand dermed mist sin Fred, som den, der sig imot Retten opsætter: Fanger hand Skade derover, have Skade for Hiemgield.

52.
Den, som er dømt til Voldsbøder, eller andet saadant, og ikke retter for sig inden sex Uger efter Dommens Datum, hand far som fredløs Mand, og betaler til Kongen sit Faldsmaal.

s. 60

53.
Naar nogen for Troldom, eller for Drab, er dømt fra sit Liv, til Hiemting, da skal dog efter samme Dom ingen Exsecution skee, før end den af Lavmanden, eller Over-Retten, i de Byer, hvor Borgemester og Raad have Lavtings Ret, bliver ved Magt kient: Og dersom den Beskylte, eller hans Slegt og Venner, ikke vil stævne Sagen til Lavting, eller Over-Ret, da staar det Sagsøgeren frit for der endelig Dom at tage.

54.
Alle Misdædere, som blive dømte, enten fra Liv, eller Ære, skulle, efter endelig Dom falden er, uden videre Forhaling strax udstaa deris Straf; Men dersom Kongens Befalingsmand, eller anden Øvrighed, eller og Dommeren selv, for Samvittighed, eller anden vigtig Aarsags Skyld, kunde have Betænkende at lade nogen henrette, da skulle de Kongen derom ufortøvet søge, og sig siden efter Kongens Svar og Villie forholde.

55.
Sagsøgeren, eller Husbonden, skal tilbyde den, som rettis skal, sex Dage tilforn Præsten, som hannem i hans Siæls Saligheds Sag skal undervise, og Sacramentet meddele, om hand det begærer.

56.
Naar nogen Dom er indstævnt til højere Ret, og Stævningen for dem, som Exsecution giøre skulle, fremleggis, da bør der ingen Exsecution at skee efter samme Dom, før end derpaa bliver kient af højere Ret.

57.
Særdelis skal ingen Misdæder, som begærer for Retten, naar Dom over hannem fælt er, eller samme Dag, at indstævne sin Sag til højere Ret, i Bødelens Haand antvordis, før end Sagen for højere Ret indkommer, og der paa den bliver kient. Understaar Dommeren og Vederparten sig herimod at giøre, da skulle de være den samme Straf undergivne, som den Beskylte haver udstaaet dersom det befindis. At hand er uskyldig straffet.
[Til registeret]

Publisert 19. mars 2013 10:42