Chr. Vs NORSKE LOV: Tredie Bog. 18 Cap.

[Til registeret]

18 Cap. Om Egteskab.

1 Art.
Hvo Hustrue vil have, bede hende af Forældre, eller rette Værge; Dog med hendis Ja og Villie.

2.
End gifter hun sig uden dens Villie, som efter Loven er hendis rette Værge, da volder hand hendis Gods, mens hun lever, om hand vil.

3.
Hemmelig Trolovelse skal ej holdis, som er skeet uden Forældris, eller deris Villie, som ere rette Værger efter Loven; Dog dersom Forældre, eller Værge, ikke have nogen skiellig, eller lovlig, Aarsag det at forhindre, da skal deris Forbud, eller hvis Forhindring de derudi ville giøre, intet gielde.

4.
Holder en Værge nogen Møe over hendis atten Aar for hans egen Fordeels Skyld ugift hos sig, om hun beqvemmeligen kand blive forseet, da maa hendis andre Frænder og Venner klage det for Øvrigheden, som derudi skulle giøre hvis ret og billigt er.

s. 142

5.
Trolovelse skal ikke holdis, som skeer i Drukkenskab, eller i nogens umyndige Aar, som agtis i Mands Person under tyve fulde Aar, og i Qvindis Person under sexten fulde Aar; Ej heller om een er ikke ved sin rette Fornuft og Forstand

6.
Ej heller skal agtis, eller for fulde anseis, hvis hemmelig Bepligtelse, eller Trolovelse-Brev, som nogen giver hver andre indbyrdis.

7.
Forpligter nogen Egte-Mands- eller Qvindis-Person, imidlertid de leve i Egtefællet, sig nogen at egte, da skulle de, som sig saa forpligte, eller forskrive, saa vel som de, der saadanne Forskrivelser tage, staa aabenbare Skrifte, og straffis paa deris Formue, om de Midler have; Hvis ikke, da Mands Personen en Tidlang straffis i Jern og Qvindis Personen i Spindehuset.

8.
End besover Egtemand i sit Egteskab nogen Qvindis Person, da maa hand ej efter Hustruens Død komme i Egteskab med den, hand besovet haver. Ej heller Egteqvinde, som i Egteskab af en anden bliver besovet, efter Mandens Død med den, som hun er besovet af.

9.
Personer, som for Slægts, eller Svogerskabs, Skyld ikke maa samlis i Egteskab:
1. Forældre og deris Børn, saa og de, som ere i Forældris Stæd, og de, som ere i Børns Stæd, maa hverken nær, eller fiern, samlis i Egteskab. Forældre ere Fader og Moder: Børn ere Søn og Daatter: I Forældris Stæd ere alle Oldefædre, og Forældris og Oldefædris Sødskinde fra Olding til Olding, i hvor vit de sig opstrække kunde. I Børns Stæd ere Børnebørn og deris Børn ned ad, i hvor vit de sig nedstrække kunde. 2. Brødre og Søstre maa ej komme sammen i Egteskab, enten de ere Fuldeller Halv-Sødskinde; Broder maa ej heller tage til Egte Søsters, eller Broders, Daatter, ej heller nogen af dem, som af Broders, eller Søsters Børn avlis i hvor vit de sig nedstrække kunde. Ei heller maa Søster til Egte bekomme sin Broders, eller Søsters, Søn, ej heller nogen, som avlis af dem, i hvor vit de sig kunde nedstrække. 3. De, som i andet og tredie Leed ere beslægtede, det er Sødskindebørn, og Næstsødskindebørn: Item, om den ene Person er i andet Leed, og den anden i fierde Leed, maa ikke komme sammen i Egteskab; Men de, som ere i fierde Leed, disligeste, om den ene Person er i tredie og den anden i fierde Leed, maa have hin anden. 4. En Mand skal holde sig ligesaavel fra sin Hustruis Slægt, som fra sine egne Slægtinge; Og en Qvinde skal holde sig ligesaavel fra sin Mands Slægt, som fra sine egne Slægtinge; Ti ligervis som een ikke maa have sin egen Søster til Egte, saa maa hand ikke heller have sin Hustruis Søstre til Egte: Og ligesom en Qvinde maa ikke have sin Broder til Egte, saa maa hun ikke

s. 143

heller have sin Mands Broder til Egte, og saa fremdelis. Og skal herhos agtis, at Svogerskab, som hindrer Egteskab, ikke agtis videre, end iblant een Mand og alle hans Hustruis Slægtinge, og iblant een Qvinde og alle hendis Mands Slægtinge, og ikke iblant Mandens og Qvindens Slægtinge indbyrdis; Hvorfor Mandens og Qvindens Slægtinge ikke forbydis for Svogerskab at komme sammen i Egteskab: Saa maa da to Brødre have to Søstre, Fader og Søn have Moder og Daatter, og en Mand maa have sin Stifmoders Moder eller Daatter, og saa fremdelis. 5. En Mand maa ikke have sin Hustruis Slægt, eller Hustruen hendis Mands Slægt, i andet, eller tredie Leed, efter Manden, eller Hustruen, er død fra hinanden; Men i fierde Leed, eller i tredie og fierde Leed maa det skee. Iligemaade skal og holdis, om nogen beligger noget Qvindfolk, enddog de ere ikke Egtefolk, dersom nogen af dem siden vilde gifte sig, da maa hverken hand have hendis, ikke heller hun have hans Slægt i andet eller tredie Leed. 6. Ingen Mands Person maa tage sin Stiffaders efterlatte Hustrue, eller Qvindis Person, sin Stifmoders efterlatte Mand til Egte, efter som saadant ikke alleniste strider imod den gemene Ærbarhed, men end og er af stor Forargelse. Iligemaade maa Mands Person ej tage til Egte sin Stifsøns efterlatte Hustru, eller Qvindis Person sin Stifdaatters efterlatte Husbond. 7. Kommer nogen ellers uvitterlig med hver andre i disse forbudne Leed, som Sødskindebørn og andre, i Egteskab sammen, da skulle de derfor hverken ved Dom adskillis, eller straffis; Men forseer nogen sig vitterlig herimod, da skulle de straffis paa deris Formue, og rømme det Ampt, som de boe udi. 8. Begiver nogen sig uden Rigerne, der at lade sig i Egteskab sammenvie, som ellers i Kongens Riger imod Loven ikke burde tilsammen at stædis, og siden i Kongens Riger sig begive, eller nedersætte, da skulle de ikke allene straffis paa deris Formue, men og som Lovens underfundige Overtrædere, ikke i Kongens Riger sig opholde.

10.
De Personer, som ikke ere i Rangen, eller af Adel, eller lige ved Adel agtis, og agte at indgaa Egteskab, skulle først trolovis, og siden for Bryllupet lade lyse tre gange for sig paa tre Søndage efter hin anden aabenbarligen af Prædikestolen i det Sogn, som Fæstemøen, eller Qvinden sig opholder, paa det at, dersom nogen er, der kunde lovligen forhindre saadant Egteskab, de det imidlertid kunde grandske og forfare, førend Egteskab bliver fuldkommet; Derfor om nogen haver noget der i at sige, eller vilde giøre noget Forbud paa Egteskabet, da skulle de, førend der lysis tredie gang, give Sognepræsten det tilkiende i to, eller tre, Dannemænds Nærværelse, og være forpligtede strax at tage Stævning, hvorfor hand, eller hun, samme Egteskab forhindre ville; Hvis det ej giøris, da skal samme Forbud, eller Forhindring, ikke gielde, eller agtis hvad de derefter giøre ville.

11.
Ingen Trolovelse skal skee, uden at Præsten og fem andre Vidnisbyrd i det mindste ere der overværende. Holdis dog iblant dem, som ere i Rangen, eller

s. 144

af Adel, og dennem, som lige ved Adel agtis, for fuld Egteskabs Løfte, hvor begge Parterne i sex af fællis Venners Nærværelse tilsige hver andre Egteskab, og give hinanden fuld Ja-Ord.

12.
De, som saaledis trolovede ere, eller hinanden Egteskab have tilsagt, maa dog ej søge Seng med hver andre, før end de ere viede sammen i Kirken. Hvo som fordrister sig herimod at giøre, skulle straffis af deris Øvrighed, naar de af Sognepræsten blive paaminte, og dersom de ligge i et ont Levnet, og forholde at lade sig vie sammen i Kirken, da skal Sognepræsten sætte dem en vis Tid for, og hvis de ikke inden den Tid lade sig vie tilsammen, skal han aabenbarligen forbyde dennem Naderens Sacramente; Og dersom de endda ikke ville rette sig, da skulle de for saadan deris Forargelsis Skyld aabenbarligen sættis i Band.

13.
Giøris der Forbud hos Præsten, før Trolovelsen skeer, da skal Præsten holde sig derfra, og den, som Forbudet giør, være forpligtet strax at tage Stævning, ligesom tilforn er sagt, om nogen vil giøre Forbud for Bryllupet.

14.
Aarsager hvorfor de, som ere trolovede, maa adskillis:
1. Trolovelse, som nogen nødis til, bør ej at holdis, saa fremt det givis tilkiende, før Bryllupet skeer; Men derefter at vilde sige sig at være nødt dertil, skal intet gielde. 2. Om nogen fæster en Møe, og hun bliver derefter befunden at være krænket af en anden, da maa hand skille sig ved hende, om hand ikke vil tage hende til Naade; Og dersom den første, som hafde krænket hende, vil tage hende til Egte, da maa det tilstædis. 3. Om de Personer, som ere trolovede, forsee sig paa enten af Siderne, saa at enten hand bevarer sig med noget andet Qvindfolk, eller hun bevarer sig med en anden Mands Person, da maa de og være hin anden qvit, uden den Person, som uskyldig er, vil benaade den Skyldige; Men dersom de forsee sig paa begge Sider, da skal dem ikke tilstædis at blive ved den Person, som de have forseet sig med paa enten af Siderne for den Forargelse, der vilde følge efter; Men bør derfor at straffis paa dobbelt Lejermaals Bøder. 4. Dersom nogen trolover sig een, og ikke bevarer sig med hende, og hand derefter trolover en anden, og besover hende, da skal hand betale tre dobbelt Lejermaals Bøder, og ingen af dem beholde. Og den Præst, som haver forrettet sidste Trolovelse, og ikke haver anseet hvis tilforn om Trolovelse sagt er skal straffis paa Penge til fattige Præste-Enker efter Stift-Amtmandens og Superintendentens Sigelse. 5. Dersom nogen efter Trolovelsen skeet er, drager hen fra sin Fæstemøe, og bliver længe fra hende imod hendis Villie og Samtykke, da maa hun efter tre Aar gifte sig med en anden, om Fæstemanden ikke er i lovlig Forfald forhindret. Det samme er og, om Fæstemøen drager fra Fæstemanden; Dog skal det først giøris bevisligt, at den Person haver været saa længe borte.

s. 145

6. Om nogen af Parterne, efter Trolovelsen skeet er, forseer sig med Tyveri, eller anden saadan uærlig Gierning, hvilken dog ikke følger Livs Straf efter, da maa den Uskyldige befriis fra den Skyldige, om den det begærer. 7. Om nogen for Trolovelsen hafde nogen hemmelig Sygdom, som Spedalskhed, faldendis Sot, eller nogen anden slig besmittelig og vederstyggelig Syge, og ikke den aabenbarede, da maa hand, eller hun, blive hver anden qvit, om de det begære; Men dersom saadan Sygdom, eller anden Krankhed, kommer efter Trolovelsen, da skal der sættis nogen Tid, i hvilken mand kand søge Raad, om den Syge imidlertid kand hielpis: Kand den ikke, da maa den Trolovelse opslais, om det begæris. 8. Om een trolover en anden, og den ene ikke findis efter Trolovelsen saa rig, som den hafde sig angivet, og den anden for slig Aarsags Skyld vil saadan Trolovelse omkaste, og ikke holde, da skulle de derfor ikke maa skillis ad.

15.
Aarsager, hvorfor Egtefolk maa adskillis:
1. Horeri; Dog skal den Person, som anklager, lovligen stævne den, der anklagis, i Rette, og skielligen bevise det. Og er det ikke nok, at den Person, som anklagis, det selv bekiender, fordi mand tit befinder, at mange lyve paa sig selv, paa det den ene kand blive af med den anden, og komme den i Skade, som hand, eller hun, siger sig at have syndet med. eller for anden Sag. Herhos skal Dommeren forfare: 1. Om den Person, som anklager, er uskyldig; Ti dersom dens Skyld og findis i lige maade, da bør de ikke at skillis ad, efterdi hverken af dennem, som hin anden i saa Maade vilde beskylde, bør selv for den Sag skyldig at være; Men dersom den ene Person retter og bedrer sig, og den anden ikke, saa det findis bevisligt, da maa den, som retter sig, vel adskillis fra den anden, som bliver varagtig i sit syndige Levnet. 2. Skal og flittelig forfaris, om nogen af dem haver givet den anden merkelig Aarsag til saadan Forseelse med Rufferi, Tyranni, eller i andre Maader, som Dommeren kunde kiende at være ret Aarsag til saadant Fald, da bør de ej lettelig at skillis ad. 3. Om en Dannemands Hustrue bliver voldtagen, da bør hun ikke for saadan Voldtægt at skillis fra hendis Husbond, fordi den bør ej at straffis, som lider Uret, men den der giør Uret. 4. Dersom en Mand, efter at hand haver befundet sin Hustrue i Hoer, søger Seng med hende, da haver hand dermed forbrut sin Tiltale til hende; Men dersom hun anden Gang forseer sig, og hand da holder sig fra hende, da maa hand klage hende an, og skillis ved hende; Og maa hun ikke gifte sig igien uden Kongens synderlig Bevilling, og det efter tre Aars Forløb; Og da skal hun føre nøjagtig Vidnisbyrd, at hun imidlertid haver skikket sig ærlig og Christelig; Dog skal hun ikke maa gifte sig, eller blive boendis i det Sogn, Herret, eller Bye, som den Uskyldige er boendis. Det samme er og, om Hustruen befinder sin Mand i Hoer. Den uskyldige Person staar det frit for strax at træde til andet Egteskab, naar Skilsmisse ved Dom er skeet. 2. Desertio, naar den ene Egte Person foruden nogen skiellig Aarsag eller den andens Samtykke, forlader den anden og drager bort: Og skal dermed saa holdis: 1. Den Person, som forlat er, skal tøve den anden efter i tre Aar i

s. 146

det mindste, uden saa er, at det kand skielligen bevisis, at den Person, som er bortdragen, belægger sig med nogen anden, da maa den Person, som forlat er, tilstædis til Egteskab, strax saadant bevist er; Men naar de tre Aar ere forløbne, da skal den Person, som forlat er, stævne den anden først til Hiemting og siden til Lavting og føre det bevist til Consistorium. Dernæst skal den have sit Vidnisbyrd beskrevet af sin Sogne-Præst og sit Skudsmaal af sit Sognefolk, som skal tagis til Tinge, at den anden Person haver været borte i tre Aar, og at den forlatte Person haver imidlertid levet og holdet sig ærlig og vel, og ikke givet den Person, som er bortrømt, skiellig Aarsag dertil; Og naar dette saa altsammen lovlig bevist er, da maa den Person, som forlat er, tilstædis at gifte sig igien. 2. Skeer det, at den forlatte Person forseer sig, før end de tre Aar ere endte, da skal den Person straffis tilbørligen af sin Øvrighed, dog ikke forbydis Egteskab, uden med den Person, som den sig haver forseet med. 3. Dersom en Mand drager hen i Krig, eller paa sit Kiøbmandskab, og af saadan Aarsag bliver længre borte, da skal hand ikke holdis pro Desertore, men hans Hustrue skal fortøve hannem efter i det mindste i syv Aar. 4. Dersom og er vis Kundskab, at hand er fangen, eller i andre Maader forhindret imod sin Villie, da skal hun endelig fortøve hannem efter, og ikke gifte sig med nogen anden. 5. Naar der er Vidnisbyrd, at en Mand er bleven enten i Krig, eller i andre Maader, omkommen, da skulle de Vidnisbyrd overhøris af deris tilbørlige Dommere, om de ere nøjagtige, og der tagis beskrevne, og siden skal den Person, som vil gifte sig, indføre samme Vidnisbyrd for Consistorio, og der giøre bevisligt, at hun haver skikket sig vel, og siden maa hende tilstædis andet Egteskab; Men der som nogen fordrister sig til at søge Seng med hver andre, før end Dom lovligen gaaen er i Consistorio da skulle de derfor straffis af deris Øvrighed. 6. Skeer det saa, naar en Qvinde haver saa gift sig med en anden Mand, efter Dom gangen er, at den første hendis Mand kommer igien, og begær sin Hustrue til sig igien, da bør hand at have nøjagtigt Vidnisbyrd med sig, at hand haver imidlertid sig tilbørligen forholdet, og med ingen anden sig forseet, eller forvisis at søge saadant Vidnisbyrd af dem, som hand haver været hos. Og naar hand det haver giort bevisligt, bør hans Hustrue at forlade den anden Mand og komme til den første igien. 3. Impotentia, naar nogen er ubeqvem til Egteskab; Dog skal den Person, hvis Brøst saa findis stædis tre Aars Tid at søge Raad, om den imidlertid kand hielpis, om den hafde den Brøst før Bryllupet: Og dersom den ikke da bliver hiulpen, da maa der blive Skilsmisse imellem dennem; Men dersom den Brøst kom efter Bryllupet, da skulle de bære det som et andet Kaars, der Egtefolk kand tilkomme.

16.
Adskillige Tilfælde i Egteskab:
1. Om en Mand eller Qvinde, som er egtegift, forseer sig med hans, eller hendis Broder, Søster, eller næste Slægt, som er imod Guds Lov, og hannem, eller hende, af synderlig Aarsag benaadis Livet, da maa de blive tilsammen,

s. 147

uden saa er, at den, som uskyldig er, begær at skillis fra den, som sig i saa Maader forseet haver. 2. Om den, der haver sin Fæstemø, tager sig en anden til Egte, da, dersom hand haver haft noget ydermere at skaffe med samme sin Trolovede, bør hand at forlade den anden, og beholde den første, om hun vil; Men dersom hand i saa Maader er uskyldig, da skal hand blive hos den anden, om hun ikke vidste, at hand var trolovet med den første, der hun gaf sig i Egteskab med hannem; Men dersom hun vidste det, da bør hand at give den anden over, og blive hos den første, om hun det begærer. Begær hun det ikke, saa skal hand dog ikke beholde den anden, efterdi hun vidste, at hand tilforn var trolovet: Og hand, som sig i saa Maader forseer, skal straffis derfor af Øvrigheden paa yderste Formue. 3. Dersom Husbond, eller Hustru, falde i nogen besmittelig Syge, som Spedalskhed, eller deslige, da bør de ikke derfor at skillis ad, men lide det taalmodelig, som et Kaars, dennem er paalagt; Dog er det i sig selv Christeligt, at den, som med slig Sygdom er belat, ikke begærer at besmitte den anden. 4. Dersom bevisligt er, at enten Husbonden, eller Hustruen, haver været besmittet med Spedalsk Syge, og ikke haver det aabenbaret, før de komme sammen i Egteskab, men at den ene derefter haver fordærvet den anden, da maa den, der saa bedragen er, vel skillis ved den anden. 5. Dersom Husbonden, eller Hustruen, bliver afsindig, da maa deris Egteskab derfor ikke adskillis, men den ene at see den anden til Gode, og hielpe hinanden i alle de Maader mueligt kand være. 6. Om Husbond, eller Hustru, bliver befunden i Tyveri, eller nogen anden uærlig Sag, som er halsløs Gierning, og bliver dog sparet paa Livet af Øvrigheden, da maa de derfor ikke skillis ad; Men blive saadanne Misdædere fredløse, eller landflygtige, og ikke bekomme deris Fred igien af Øvrigheden inden tre Aar, da maa den uskyldige Person tilstædis at gifte sig, om den disimellem haver holdet sig ærligen og vel, og det skielligen kand bevisis. 7. Dersom nogen bliver fredløs, dog ikke for Uærligt, da bør Hustruen at fortøve i syv Aar, om hand disimidlertid kand stille Øvrigheden til Freds, og komme til sin Fred igien: Skeer det ikke, da maa hende efter syv Aar tilstædis at gifte sig med en anden. 8. Om en Egtemand far anden Stæds hen, og der gifter sig med en anden Hustru, som ikke veed af hans første Giftermaal, da holdis hun uskyldig, saa længe hun veed der intet af, og bør derfor hverken hun, eller hendis Børn, som de have avlet sammen, at lide nogen Skade enten paa Ære, eller Gods; Men om hun kommer i vis Forfaring, at hand haver en anden Hustru, da bedriver hun Hoer, om hun længer haver Samqvem med hannem, og naar saadant bliver aabenbaret, at hand, maaskee, bliver Livet benaadet af Kongen for nogen merkelig Aarsags Skyld, da skal hand komme til den første igien, om hun vil tage hannem til Naade; Vil hun ikke, da maa hand dog ikke beholde den anden; Men hende skal det være frit for at gifte sig med en anden Mand. Sammeledis skal og holdis, om en Egteqvindis Forseelse i saa Maade befindis.

s. 148

9. Dersom nogen enten til Tinge, eller imellem sig selv, give hverandre Skilsmisse-Brev, da skal samme Brev intet agtis, men de, som samme Breve udgive, eller samtykke, skulle straffis af Øvrigheden og staa aabenbare Skrifte.

[Til registeret]

Publisert 19. mars 2013 10:42