Chr. Vs NORSKE LOV: Siette Bog. 6 Cap.


[Til registeret]

6 Cap. Om Manddrab.


1 Art.
Hvo som dræber anden, og det ikke skeer af Vaade, eller Nødværge, bøde Liv for Liv, og enten hand udstaar sin Straf, eller rømmer, saa hand ej kand opspørgis og betrædis, og dømmis fredløs, da skal hans Hovedlod, undtagen Jord, være forbrut, halvdeelen til den Dræbtis næste Arvinger og halvdeelen til Hans Herskab.

2.
Ere de flere i Haandgierningen, og have slaget, saaret, eller skadet den Dræbte, da bør de alle at miste deris Fred.

3.
Den Dræbtis næste Arvinger ere rette Eftermaalsmænd, som skulle Sagen forfølge; Men forsømme de det, og enten ikke ville, eller og ikke kand, udføre Sagen, og deris Husbond ej heller vil sig Sagen antage, eller og ingen ret Eftermaalsmand er til, da er Øvrigheden og Jorddrotten, paa hvis Grund Drabet skeet er, forpligtede til at udføre Sagen til Ende, og de tage Manddraberens halve Boeslod, som ellers Eftermaalsmanden tilkom.

4.
Manddraberens Husbond skal være forpligtet til, naar hand advaris, at lade gribe Manddraberen, dersom hand ikke paa Drabstædet blev paagreben, og efter Dommen lade rette over hans Hals, hvortil Kongens Amptmænd, eller andre, som paa Kongens Vegne noget have at befale, skal være hannem beforderlige.

5.
Forsømmer Husbonden det, da skal det Kongens Amptmand, eller Foged, i hvis Ampt det er, tilkiendegivis, og hand skal forpligtet være at lade straffe Manddraberen, og Kongen tager hans halve Boeslod, som ellers var Manddraberens Husbond tilfalden.

6.
Ville og ikke Kongens Fogder lade rette over Kongens Tienere, eller andre Husbonder over deris Tienere, da maa den, som Jorddrot er til den Gaard, som den Dræbte da iboede, eller i var, det lade giøre, og tage saa Manddraberens halve Boeslod, som ellers Kongen, eller Husbonden tilkom, og Kongens Foged, som ikke giorde sit Embedis Pligt, være skyldig til selv at betale Kongen saa meget, som Manddraberens halve Boeslod var, og derforuden tiltalis af Fiskalen paa hans Embede.

7.
Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster ombringe, skulle miste deris Hals, og deris Hoved sættis paa en Stage.

s. 241

8.
Vorder noget letfærdigt Qvindfolk med Barn, og med sin Barnefødsel i Dølsmaal omgaar, og ikke bruger de ordentlige beskikkede Midler, som hende og Fosteret i saadant Tilfald kunde betiene, og samme Barn borte bliver, eller paaskydis at være dødt født, eller i andre Maader forkommet, da skal hun agtis saasom hun sit Foster med Villie hafde ombragt.

9.
Ingen letfærdige og besovede Qvindfolkis Børn, som uden Egteskab avlede ere, og døde findis, maa jordis førend Præsten derom advaret haver givet Øvrigheden det tilkiende, hvilken strax lovligen dertil skal lade Synsmænd opkræve, som den Døde skulle syne. Findis da nogen kiendelig Tegn til Haandgierning, eller til Mistanke billig Anledning, at med Barnet ikke er lovligen omgaaet eller handlet, da forfølgis Sagen lovlig til Tinge af Husbonden som andet Drab.

10.
Dersom nogen kand betrædis, eller nøiagtig overbevisis enten sit eget, eller andens Barn paa vilde Mark, hvor Folk ikke ere, eller lettelig formodis at komme, at henlægge og forlade, da skal den agtis som Manddraber, og have sit Liv forbrut, om end skiønt Barnet ved Guds Forsyn kunde fimdis og i Live erholdis; Men læggis det i Marken paa alfar Vej, eller æaa nær ved Bye, at det Folk letteligen kand forrekomme, da straffis den, som sligt giør, til Kagen, og brændis paa Kinden; Men læggis Barn i Huus, eller Bye, hvor det strax af Folk kand findis og reddis, da straffis den det giort haver til Kagen uden Brænde.

11.
Hvo som raader og tilskynder nogen til at giøre anden Mand Skade, saa at hand derover bliver dræbt, bøde fuld Mandebod trende atten Lod Sølv; Men skeer der anden Skade, da bøde halv saa meget, som den, der Skaden giorde.

12.
End befaler, eller kiøber, nogen een til at dræbe, eller giøre anden Mand Skade, da agtis det ligesom hand selv hafde giort det med sin egen Haand.

13.
Hvor Tvist og Ueenighed iblant Folk sig begiver, skal en hver, som tilstæde er, forpligtet være Ulykke og Manddrab at hindre og forrekomme. Men skeer Manddrab, da Manddraberen at hindre, at hand ej bortkommer; End undkommer hand, da skulle de alle være pligtige til hannem at eftersætte og føre tilstæde inden otte Dage derefter i det seniste, eller og en hver af dennem, om de ere formuende, give fuld Mandebod, trende atten Lod Sølv. Have de ej Formue at udgive Bøderne, da straffis som Formuen er til, eller lide paa Kroppen med Fængsel, eller Arbejd.

14.
Haver nogen af de Hosværende været i Haandgierning med til Drabet, da gaais derom, som tilforn sagt er.

s. 242

15.
Sigter den Dræbte, før end hand døer, og mens hand haver sit fulde Vid nogen for Banemand, og hand benegter det, og aldelis ingen Vidne er, som om Gierningen kunde bære Vidnisbyrd, da bør den, som saa sigtis, sig ved sin Eed at befrie.

16.
Sigtis nogen for Drab, eller anden Misgierning, og hand med lovfastee Vidner beviser, at hand var saa langt fra Stædet, hvor Drab, eller anden Misgierning skede, den Dag, som det skede paa, at hand kunde ikke fare der to Gange imellem om Dagen, til eller fra, og var den Tid enten i Kirke, paa Ting, paa Skib, eller i Forsamling, da bør hand at være angerløs for den Sag, som hand sigtis for.

17.
Skeer Drab af nogen i Vildelse og Raserj, da bør hand ej paa Livet at straffis, men af sin Formue, som hand haver, eller kand derefter bekomme, give til den Dødis Arvinger fuld Mandebod trende atten Lod Sølv.

18.
Det samme er og om Drab, som af Barn begangis, der ej er sine fulde ti Aar.

19.
Dræber den, som er imellem ti og fiorten Aar, anden, have forbrut sin Hovedlod til den Dødis Arvinger og sit Herskab, og straffis med Riis paa Kroppen. Men er samme Barn ellers for Ulydighed og Skalkhed bekient, da bør hand sin Livs Tid at trælle og Arbeide hvor hand hendømmis.

20.
Bod for Manddrab maa ej fæstis, eller nogen Forligelse skee imellem Manddraberen og den Dræbtis Arvinger, eller Venner, førend Dommeren haver kient i Sagen. End fæstis den før, da skal samme Bod være forbrut til den Dræbtis Herskab, og hand skal være pligtig Sagen at forfølge; Giør hand det ikke, da skal Øvrigheden og Jorddrotten, paa hvis Grund Drabet skeet er, det efterkomme, og de tage saa den Bod, som Ulovlig fæst, eller udlovet var.

21.
Den, som sig selv ombringer, have sin Hovedlod forbrut til sit Herskab, og maa ej begravis enten i Kirken, eller paa Kirkegaard, med mindre hand giør det i Sygdom og Raseri.

22.
Hvo som overbevisis at have vildet ombragt nogen med Forgift, eller i andre Maader, have forbrut sit Liv.
[Til registeret]

Publisert 19. mars 2013 10:42