Del og hersk: Den nye danske epidemilov

Den 1. marts 2021 trådte Danmarks nye epidemilov i kraft. Et år tidligere ville en sådan lov have været utænkelig, og det blev tydeligt, hvor fuldstændigt uforberedte politikerne var på situationen, da en midlertidig lov måtte hastes igennem i marts 2020. Meget er som bekendt sket i det forgangne år, og den nye epidemilov, der blev fremsat lige inden julen 2020, reflekterer centrale læringspunker fra, men også tilbageværende stridigheder i den danske håndtering af Covid-19 pandemien.

Bilde av et coronavirus

Foto: CDC via Unspash

Politiske retninger

Fra et politisk perspektiv rummer loven adskillige vigtige ændringer af hidtidig praksis: For det første gives Folketinget mere magt, hvilket kan ses som anerkendelse af, at de eksisterende procedurer enten var for autoritære – eller for langsomme. Nye tiltag og restriktioner kan fremover ikke bestemmes af regeringen alene, men skal godkendes i et særligt epidemiudvalg. For det andet sikres de politiske beslutningers sundhedsfaglige underlag via en ny rådgivende epidemikommission. Til sammen skal de to nye organer skal sikre demokratisk legitimitet, sundhedsfaglig validitet og politisk effektivitet.

Et andet hovedområde gælder adgangen til borgernes data, på den ene side, og borgernes retssikkerhed, på den anden. Her får en række organisationer pligt til at overdrage persondata til myndighederne, ”hvis det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom” (Epidemiloven, kapitel 9, §49). Samtidig styrkes myndighedernes beføjelser overfor enkeltpersoner, som fx kan tvinges til at gå i selvisolation ligesom forsamlingsforbud i højere grad kan håndhæves. Overfor disse stramninger står et ønske om at sikre borgernes retssikkerhed, hvilket udmønter sig i et nyt ankenævn – altså, en mulighed for, at den enkelte kan klage over og få efterprøvet restriktioner, som vedkommende er blevet pålagt.

Samlet set peger epidemiloven i retning af en mere balanceret tilgang, hvor man nok øger myndighedernes handlekraft i krisesituationer, men samtidig øger den demokratiske kontrol med handlingerne – både på det institutionelle og det individuelle plan. 

Retoriske processer

Fra et retorisk perspektiv er det ikke kun den færdige lov, men også den foregående lovgivningsproces, der påkalder sig interesse. Jeg har sammen med Rasmus Kjærgaard Rasmussen foreslået en metode til retorisk analyse af policyprocesser. Følger man processen fra epidemiloven blev fremsat til den blev vedtaget med et retorisk blik, får man øje på to centrale stridspunkter, som satte aftryk på den endelige tekst.

For det første var dette oppositionens første rigtige mulighed for ikke bare at kritisere regeringens håndtering af den verserende pandemi, men også at spille konstruktiv ind med bud på, hvordan man kan gøre det bedre. Under størstedelen af pandemien er regeringen hovedsageligt blevet kritiseret for at være enerådig og magtfuldkommen. Og det var også den mest højlydte og slagkraftige kritik, der blev rejst af den første version af epidemiloven – fra både opposition og støttepartier. Overfor det har forsvaret været, at ekstreme situationer kræver ekstreme tiltag, og derfor er afvejning af legitimitet og handlekraft, som nævnt, et centralt element i den endelige lovtekst. I forhandlingen af loven stod spørgsmålet om den rette balance centralt, og som nævnt blev Folketingets rolle styrket, ligesom nogle af de mere markante beføjelser blev fjernet; måske vigtigst blev muligheden for tvangsvaccination diskuteret og forkastet.

For det andet er der i løbet af pandemiens første år opstået en kløft mellem regeringens handlinger og sundhedsmyndighedernes anbefalinger, som fik betydning for den nye lov. Her er det ikke den politiske kamp mellem regering og opposition, der er i centrum, men den epistemiske kamp mellem politikere og eksperter. Altså, ikke bare spørgsmålet om, hvilket vidensgrundlag beslutninger skal træffes på, men mere grundlæggende, hvordan forskellige vidensformer skal forholde sig til hinanden. Hvilken status skal ekspertviden have i krisesituationer, og hvordan afvejer man sundhedsfaglige og politiske hensyn? I den nye epidemilov er Sundhedsstyrelsen gået fra, at være den vigtigste sundhedsfaglige rådgiver til at være en blandt 11 aktører i den nye epidemikommission.

I Politikens leder om emnet blev det fremhævet, at hvor den endelige version af epidemiloven nok har styrket den demokratiske beslutningsproces, så er reduktionen af Sundhedsstyrelsens rolle problematisk. Her, mener lederskribenten, ”lugter epidemiloven fortsat fælt af en personlig straffeaktion og politisk magtfuldkommenhed.” Hvad end man er enig med den vurdering eller ej, så er det tydeligt, at loven giver mere magt til de folkevalgte politikere og mindre til de sundhedsfaglige eksperter. Og det er klart, at der i behandlingen af den nye epidemilov ikke var nogle politikere, der havde lyst til at tage eksperternes parti.

Hvor der sammen med styrkelsen af regeringens beføjelser i forhold til borgerne er indført demokratiske ’checks and balances’, er der ikke på samme måde indført sundhedsfaglig kontrol med de politiske tiltag. Eller mere præcist: epidemikommissionen kan både udtale sig på politikernes anmodning og af egen drift, og kommissionens anbefalinger bliver offentlige. Dermed bliver det i princippet muligt for offentligheden af vurdere, hvor fagkundskab og politik eventuelt divergerer. I praksis er kommissionen imidlertid blevet kritiseret for at være en ’trojansk hest’, hvor politiske holdninger kan forklædes som sundhedsfaglig viden. På trods af problemer med proceduren, fremstår regeringens valgte linje som den rigtige nu, hvor covid-19 synes velkendt, og vi forhåbentlig og formodentlig er på vej ud af pandemien. Men spørgsmålene om, hvorvidt den nye ansvarsfordeling er fornuftig og rollefordelingen klar, kan først reelt afklares næste gang vi som samfund står overfor en ny og ukendt epidemisk sygdom.

Sine Nørholm Just

Emneord: Koronakrisen, Danmark, Retorikk, politikk Av Sine Nørholm Just
Publisert 9. apr. 2021 10:16 - Sist endret 9. apr. 2021 10:16
Legg til kommentar

Logg inn for å kommentere

Ikke UiO- eller Feide-bruker?
Opprett en WebID-bruker for å kommentere

Pressekonferanse

En blogg for deg som er interessert i retorikk og kommunikasjon i de skandinaviske landene under COVID-19-krisen fra oss som jobber i prosjektet Pandemic Rhetoric.
Prosjektet er et samarbeid mellom forskere ved Universitetet i Oslo, Universitetet i Bergen, Roskilde universitet og Örebro universitet.
Har du tips til temaer på bloggen? Send e-post til: joel.rasmussen@oru.se
Ønsker du å bli varslet når nye innlegg kommer? Abonner