Norsk musikkhistorisk arkiv


Børre Qvammes samlinger

HALFDAN KJERULF OG OPERAEN

av Børre Qvamme

[Denne teksten er et skrivemaskinskrevet manus vi har fått fra Børre Qvamme.
Vi har scannet / skrevet av manuskriptet og korrekturlest det. Men det kan kanskje forekomme enkelte tyrkleifer. - aov.]

  INNHOLD:

 

Tyskerne og operaen

Halfdan Kjerulf var nesten 35 år før han kom til Leipzig og kom i kontakt med den musikkinstitusjon som bestemte mote og stil i musikken i Nordeuropa i nesten et århundre. Hans smak var da allerede formet, og han ble aldri helt og holdent leipzigianer slik som mange av de yrngre norske komponistene. Han slukte ikke helt den leipzigske vurdering av de forskjellige genrer og deres musikalske rangordning.

Leipzig var ingen hovedstad, ikke noe sete for fyrste og hoff. Den var helt gjennom borgerlig, dominert av handel og håndverk og til en viss grad av dets universitet og studentene. Dets store kulturelle innsats var dets forlagsvirksomhet. Byen var evangelisk-luthersk i motsetning til Dresden som var sterkt italiensk påvirket. Dets kurfyrste gikk endog over til katolisismen for å kunne bli konge av Polen. Leipzigcrne hadde de borgerlige dyder, alvor, nøysomhet og arbeidssomhet. Også studentene hadde meget av denne innstillingen, for de skulle bli embetsmenn, teologer og jurister, og tjene staten. De kom til å bli den høyere middelklasse.

Musikkonservatoriet i Leipzig var skapt av Felix MendelssohnBartholdy, som skjønt han var jøde, var inkarnasjonen av den tyske borgerllghet. Han hadde også tyskernes mindreverdighetskompleks fordi Tyskland ikke kunne samle seg til en nasjonalstat og hadde vært helt dominert av franskmennene og italienerne både i politikk og kultur. Leipzigerstudentene var som all tidens ungdom preget av dax romantikkens nasjonalbegeistring, og i musikken ga dette seg et utslag i en glorifiering av alt som var tysk, og til Tyskland hørte også Østerrike og Wien. Derfor kunne tyskerne innkassere wienermusikken som sin egen.

Fyrstene hadde vært mest opptatt av opera og ballett, og det var hoffet on støttet de store operahusene i Paris, Wien, Dresden, Berlin og St. Petersburg. Tyskland var delt i en mengde stater som hver hadde sin fyrste og hoff, og selv om økonomien ikke var så god som kongenes og keisernes, søkte de å følge med. Derfor hadde Tyskland en mengde teatre som oppførte opera, spesielt slike kongelige byer som München, Hannover og Stuttgart. Men også. andre byer måtte ha sitt teater med opera, og skuespillerne i de mindre teatrene måtte kunne ta en rolle i opera eller syngespill. Slik var det også i København og Stockholm, og alle teatre hadde et orkester.

Typiske borgerlige byer med krav på en intellektuell status var Frankfurt og Leipzig, Köln og Hamburg. Leipzig fikk en lederstilling i musikkens verden på grunn av sitt konservatorium og sitt symfoniorkester. Det store flertall av dets musikkstudenter skulle bli korledere, organister, orkesterdirigenter og musikklærere. Derfor satset det mest på protestantisk kirkemusikk og på instrumentalmusikk. Dette passet også tysk chauvinisme. Det høyeste av alt var J. S. Bachs pasjoner og kantater og også Händels oratorier. Dernest kom instrumentalmusikken, symfonier og kammermusikk. I den første kategori hadde Leipzig en sterk stilling fordi den var J. S. Bachs by og hadde i Thomanerkoret en tradisjon fra ham. Symfonien og sonateformen var utformet av wienerklassikerne, som også ble regnet til den tyske tradisjon.

Opera derimot var fransk eller italiensk. Det var ytterst lite av tysk opera. Hamburgs operaperiode omkring 1700 var glemt. En tysk operatradisjon begynner først med Weber og Spohr. Mozart ble også regnet som tysker Skjønt han skrev sine fleste operaer til italiensk tekst og i en blanding av fransk og italiensk stil med wienerklassikkens instrumentalstil. Men det overveldende flertallet av operaer som ble oppført i Tyskland, var franske og italienske oversatt til tysk .Og det store publikum elsket opera, akkurat som i London og Christiania. Derfor ble Aubers og Hérolds og Meyerbeers operaer oppført på de tyske scenene straks de hadde hatt sin premiere i Paris, og likeså var det med de italienske av Rossini, Spontini, Bellini, Donizetti og Verdi. Disse dominerte det tyske operarepertoar helt til slutten av århundret.

Følgen var en nedvurdering av operaen i patriotiske akademiske kretser, og til de unge i 1830-40-årene hørte Richard Wagner, som drog felts mot "das welsche Thun". For ham ble ordet "opera" forkastelig, og han kalte sine verker Musikdramen, og det franske ordet "ouverture" ble byttet ut med det tyske "Vorspiel". Weber ble hyllet som den store tyske komponist, ved siden av ham stod Marschner.

Den fransk-italienske opera ble av den borgerlige smak ansett som lettferdig, og akademisk kritikk gjorde et stort nummer av den vokale akrobatikk, mens man godkjente den instrumentale akrobatikk i konsertformen. Men de store masser elsket opera, akkurat som fyrstene og aristokratiet, og de to samfunnsklassene møttes i sin smak for underholdning, For å trekke folk til teatret satte de tyske teatrene opp opera, akkurat som Christiania Theater.

Opera i Christiania i Lycéets tid

[Muligheter for hopp til:]

Halfdan Kjerulf var født i 1815 og var vokset opp i et meget teaterinteressert miljø. Hans mor hadde hovedroller i franske opéras comiques som ble oppført av amatørselskapene Det musicalske Lyceum og Det dramatiske Selskap, men den store primadonna var hans tante Kaja Lasson med sin ualminnelig vakre stemme. Også tante Julie hadde god stemme, likeså hans onkel Peder Lasson, og i det Lassonske hjem ble det musisert ustanselig, for det meste operamusikk. Antagelig har prøver også vært holdt i Kjerulfs hjem, og han kan neppe ha unngått å høre denne franske operamusikken. Dalayracs Maison à vendre ble oppført i 1818 og 1822, Méhuls Le trésor supposé i 1824 og 1831 og Boieldieus Ma tante Aurore i 1816, 1819, 1823 og 1826. Lasson-døtrene hadde roller i disse. Han kan også ha hørt Fjeldeventyret som ble gitt 1825, 1826 og 1831. Hans onkel Peder hadde en rolle her, likeså tante Kaja. Cherubinis De to Dage (Les deux journées, på tysk Der Wasserträger) ble gitt 1822 i samme år som Le secret av Solié; Kunzens Dragedukken ble gitt 1826-27, della Marias L’opéra-comique (Operetten) i 1828, og Røverborgen av Kuhlau i 1828 og 1832.

En dagbok er bevart som Halfdan Kjerulf førte januar-juli 1833, og av denne ser vi at han besøkte regelmessig teatret og Lyceets aftener. Da hadde Christiania fått et profesjonelt teater, men det hedde enda ikke tatt opp opéra comique i stor stil. Méhuls Skatten (Le trésor supposé) ble oppført fem ganger i sesongen 1833/31 og én gang i 1831/32, og Deux mots av Dalayrac - også en enakter - ble oppført 4 ganger i 1831/32. Det var den nyansatte violinist August Schrumpf som hadde tatt initiativet, og i den kvinnelige hovedrollen opptrådte den purunge Augusta Smith som ikke hadde noen spesiell sangerutdannelse.

Oppførelsene av Skatten ble meget rost, og i 25 år ble Augusta Smith - gift Schrumpf - teatrets primadonna og hadde alle sopranrollene i operaer og syngespi1l. I januar 1833 ble gitt tre forestillinger av Bortførelsen fra Seraljet av Mozart, som hadde vært oppført tidligere i Det musicalske Lyceum. Kjerulf nevner det såvidt i sin dagbok og setter utropstegn etter. I dagboken nevner han ikke Frokosten (med musikk av Isouard), som ble oppført i mai 1833, eller To Ord, som ble gitt én gang i april 1833.

Men han var til stede på. Lyceets aften 19/1 1833 da ouverturen til Adolph og Clara ble spilt (Dalayrac) og en arie fra Aubers Bruden (Le fiancée) ble sunget av teatrets tenor Wienecke. Han nevner ikke Lyceets konsert 2/2, men var til stede 16/2 da ouverturer av Euryanthe (Weber), Røverborgen (Kuhlau) og Oberon (Weher) ble spilt. 2/3 sang Madame Schrumpf en arie av Mozarts Titus, og Kaja og Julie Lasson fremførte en duett av Robert le Diable. 16/3 sang Jfr. Lehmann en sopranarie av Røverborgen av Kuhlau, og av Tryllefløyten oppførtes marsj og kor. 30/3 hørte han bare første avdeling som var ouverturer av Spohr og Thrane og Rule Britannia med stort kor.

Etter programmene i Lyceet å dømme må det ha vært musisert flittig i hjemmene. 28/3 var det musikalsk soirée hos Lasson, der det ble gitt tre nummere av Kuhlaus Lulu, duett av Robert le Diable kor av Den stumme fra Portici, tersett av Elisabeth (Rossini) og tersett av De to Dage (Cherubini). I Kjerulf-familien var det bare Halfdan som trakterte et instrument, men hans tante Ottilie Lesson spilte piano, så disse to har nok vært mobilisert på Lassons musikalske soiréer. Ottilie Lasson var datter av den fremragende violinist Bredo Morgenstjerne, og hennes søster ble mor til Otto Winter-Hjelm. Men Peder Lasson var mest interessert i vokalmusikken, og det var ganske svære ting de ga seg i kast med. Og de fulgte godt med i hva som ble oppført i Paris og gjorde lykke her. Den første grand opéra var Aubers Den stumme i Portici (1828). Av denne oppførtes opprørskoret to ganger i Lyceet, dessuten fiskerkoret, kor med tenor, kor med sopran, kvartett, duett og aner.

Den neste grand opéra var Rossinis Wilhelm Tell (1829). Av denne oppførtes kapellkoret. Ha1évys grand opéra La Juive hadde sin førsteoppførelse i Paris 23/2 1835. 5/11 1836 synger advokat Lasson og Julie Lasson en duett av denne i Lyceet. Robert le Diable (Paris 1831) står på programmet allerede 2/3 1833 med duett, og senere oppførtes et kor. Av Belliinis I Puritani (Paris 1835) oppførtes 21/11 1835 en kvartett med blandt andre Julie Lasson, gjentatt 12/3 1836. Det var Haifdans onkel Peder som arrangerte dette.

Forbindelsen med København var fremdeles sterk, og her hadde Mozarts og Webers operaer hatt en sterk stilling. Det musikalske Lyceum oppførte Bortførelsen fra Seraljet og hadde lenge i tankene å oppførte Don Juan og Cosi fan tutte, men det ble bare med utdrag, Likeså anskaffet man partituret til Der Freischütz med tanke på oppførelse. Den hadde hatt stor suksess i København, som hadde hatt besøk av selve komponisten. Ouverturen hadde faktisk sin uroppførelse i København. På Lyceets øvelser i 1830-årene oppførtes rikelige utdrag av disse, finale av 1. akt av Don Juan, finale av 1. akt av Cosi fan tutte, marsj og kor av Tryllefløyten, sopranarie av Titus og ouverturer. Av Freischütz oppførtes arier, duett og tersett.

Rossini var representert ved Barberen i Sevilla - scene og duett, scene og tersett, introduksjon og kavatine med kor, finale med kor. Dessuten Mosè in Egitto - kvartett -, Tancredi, Italiana in Algeri, Zelmira, Elisabetta, Aureliano in Palmira La gazza ladra og La donna del kago. To ganger oppførtes meksikanerkoret av Spontinis Fernando Cortez på offent1ige konserter. Klaverutdrag til tidens operaer ble avertert av byens musikkhandlere, og Kjerulf hadde rik anledning til å spille dem gjennem.

Store operaer som Robert le Diable og Hugenottene hadde Christiania Theater for små ressurser til å klare, men de franske opéras comiques som vekslet mellom sang og tale passet godt for personalet. Flere av skuespi1lerne hadde utmerkte stemmer, for eksempel Emile da Fonseca Müller, senere gift Bratz. Hun var søster av den berømt altsangeriime Ida da Fonseca, som italieneren Giuseppe Siboni hadde instruert i Rossinis store koloraturalt-roller i Tancrsdi La donna del lago og Barberen i Sevilla. I København ville Emilie stå i skyggen av sin søster, så hun valgte å forlegge virksomheten til Christiania. Hun opptrådte ofte på konserter og Kjerulf kunne i stilriktig utførelse høre aner av Semiramide La donna del lago Tancredi, L’Italiana in Algeri, La gazza ladra, Aureliano in Palmira og Barberen i Sevilla - hennes lærer Siboni hadde vært Rossinis elev. Tancredi ble satt opp for henna på Christiania Theater i 1838.

De første opéra comiques på Christiania Theater var forholdsvis upretensiøse enaktere, som de før nevnte Skatten og To Ord. Senere spiltes Frokosten av Isouard, Adolph og Clara av Dalayrac, Romancen av Berton og Sovedrikken av Weyse. Men det store gennombruddet for den franske opéra comique var oppførelsen av Fra Diavolo (Auber) 5/5 1834. Den gikk 6 ganger, som var usedvanlig på en tid da teaterpublikummet var lite, og fortsatte i de følgen sesonger. Så fulgte slag i slag Elskovsdrikken (Le philtre) 22/9 1834 (Auber), Ludovic (Hérold) 23/12 1834, Bruden (Auher) 13/6 1835, Alexis (Dalayrac) 20/3 1836), Den hvide Dame (Boeildieu) 23/12 1836, Friskytterne og Melkepigen (Isouard) 24/7 1837, Lestocq (Auber) 30/11 1837, Murmesteren (Auber) 24/5 1838, Den sorte Domino (Auber) 29/5 1839, Ambassadricen (Auber) 15/1 1840 og Parykmageren (Thomas) 27/5 1840. Alle disse har nok Kjorulf sett før han kom til Paris sommeren 1840.

Dessuten oppførte teatret Don Juan av Mozart 6/1 1836, Jægerbruden av Weber 9/5 1837 og Figaros giftermaal av Mozart 30/3 l838, foruten mindre betydelige danske on, tyske syngespill som Indtoget 11/12 1835 (Schulz), Et Eventyr i Rosenborg Have (Weyse) 22/4 l836 Dragedukken (Kunzen) 15/1 1837 Og Fanchon av Himmel 19/4 1839. Teatret hadde et orkester på 22 mann med dobbel trehlåserbesetning, 2 horn, 2 trompeter og slagverk, altså helt fullstendig til utføre tidens musikk. Etter vår tids begreper var strykerbesetningen noe svak: 5 violiner, 2 bratsjer, 1 cello og 1 kontrabass. Orkestret medvirket på alle teaterforestillinger gr. Det var mange skuespill som forlangte musikk, som de populære vaudevilles.

Kjerulf var en flittig teatergjenger, og da han fikk ansettelse i Den Constitutionelle, leverte han også anmeldelser av teatrets operaoppførelser. Disse var ikke signert, og det kan være et spørsmål om Kjeru1f har skrevet dem, men avisen har anmeldelser av Den hvide Dame, Bruden, Fra Diavolo o, Don Juan, De to Dage, Jægerbruden, og Lestocq. Anmelderen er overmåte kritisk, så det passe godt på Kjerulf. Han var da i sin ungdommelige Sturm-und-Drang-periode, misfornøyd med alt og alle, skjønt han hørte til byens overklasse, omgikkes de bestc familier og bodde i en stor villa i landlige omgivelser og med have, stall og tjenere. Hans nærmeste omgang og broder i ånden var Welhaven, som var like full av veklager over det elendige Christiania. Kjerulfs far var en av direktørene i teatret.

Kjerulf ble student i 1835 i en alder av 20 år, og man man har neppe betrodd ham å skrive teateranmeldelser med det samme. Dessuten nevner kritikeren i enkelte av anmeldelsene sine erfaringer fra Frankrike, dette utelukker Kjerulf. Muligens har Welhaven forsøkt seg på å anmelde opera skjønt han hadde liten formell musikalsk trening. Men hvem det enn er som har skrevet de enkelte oppsatsene, kan det være av interesse å gi noen utdrag for å illustrere tidens smak. Boieldieus Den hvide Dame ble anmeldt 1/1, og her nevnes at han var lærer for Auber og Adam. "Skjønt det er første Gang vi see en af hans Operaer på vor Scene, ere dog hans Værker kjendte og skattede hos os," og anmelderen nevner Califen i Bagdad Tante Aurora Johan fra Paris den lille Rødhætte, de væltede Vogne og de to Nætter, "ingen Musik-elsker ubekjendt". "Den hvide Dame er hans Mesterstykke ... Kan man tænke sig noget Skjønnere, noget mere Melodieust end det Chor i tredie Act, som hos Georg opvækker Erindringer om hans Barndom ... den smeltende melancholske men tillige aldeles originale Melodie kan aldrig glemmes, naar man engang har hørt den. Hvilken Jubel gaar der ikke gjennem Georges Arie: ‘O hvilken Fryd som kjæk Soldat’."

Om Aubers opera Bruden, som ble anmeldt 14/2 1837, heter det: "Aubers Musik ar en Talisman, der opliver og opmuntrer Alt omkring sig, enhver af hans Melodier er en Trylleformular, der banlyser Bekymring og Smerte af sin Nærhed ... Hans Operaers magiske Virkning ligger ikke saarmeget i en mesterlig Instrumentation, som i hans Melodiers ubeskrivelige Ynde." På grunn av hentydninger til Frankrike kan ikke dette være skrevet av Kjeru1f, men han har sikkert kunnet underskrive det, for han tapte aldri sin kjærlighet til Auber. Heller ikke har han skrevet oppsatsen om Cherubinis De to Dage 10/3 1837, men han ha sikkert delt dens mening om musikken: "Musiken har ikke den aabne, raske oplivende Charekteer som vi glæde os saameget ved i Aubers Operaer, men mange Steder i Operaen ere høist smukke; hvor ubeskrivelig deilig er saaledes ikke det første Chor i tredie Act, i hvilken skiøn kraftful Melodie ender ikke Vandbærerens Sang, og hvor lifligt er ikke Accoripagnementet til Terzetten i første Act! Handlingen er meget underholdende og rig paa effecifulde Tableauer."

Om Webers musikk (Jægerbruden 26/5 1837) heter det: "Der flyder en egen Klang gjennern Webers Melodier. Det er i Lyd af Skjønhed og af Længsel, der snart stiger til en broget livlig Toneverden som i Præciosa, snart blandes med en mild Melancholie og dufter af Roser og Violer som i Jægerbiuden ... Vi lytte til Jægerbruden med en egen Lyst; det er ligesaa deilige Musik hører os til, som om den passede mere for os; der er noget hjemligt og saameget Bekjendt i den." Om utførelsen heter det: "Sceneriet i 3die Act overtraf Enhvers Forventning, og gik især ved de første Forestillinger meget godt."

Oppførelsene av Don Juan får sterkere kritikk. I november 1837 var det 50 år siden førsteoppførelsen, og den ble feiret på Christiania Theater. Ifølge skuespillernes ønske var operaen allerede i februar satt opp med med J. Berg i hovedrollen. Jørgensens Leporello var det beste, 12/6 1833 ble Murmesteren av Auber anmeldt. "De tvende sprudlende Duetter udbredte en epidemisk Munterhed over hele Theatret. "

Det første Pariseropphold

[Muligheter for hopp til:]

Da Kieruif korn til Frankrike i 1840, hadde han altså et godt kjennskap til tidens opera, spesielt den franske. Han ankom med båt til Le Hevre og fikk der høre Hérolds mest kjente opéra comique: Le pré aux clerecs som 25/3 1841 ble oppført Christiania Theater som Klosterdrengen. I Sverige kaltes den Duellen. Siden de første tre fjerdeparter av Kjerulfs dagbok er tapt, vet vi ikke mer om denne enn at Kjeriilf tilføyer navnet Marneffe i innholdslisten. Dereter så han for første gang Robert le Diable som han kjente ganske godt og a1ltid vevarte en kjærlighet til. 2 juli korn han til Rouen, som hadde en viktig operascene, her fikk han for føste gang here en opera av Donizetti, nemlig Lucia di Lammermoor. Han ble meget begeistret for fremstilleren av hovedrollen Mme Hébert-Massy, som var meget vakker, men Donizettis stil stod han alltid nokså fjernt, mens han derthmot satte Rossini meget høyt. På tilbakereisen fra Paris rullet han midt på natten gjennom Rouen og tenkte da på Mme Hébert-Massy og så på månen, "som belyste den sorte fabelaktige Dom og kastede sit blide Skin gjennem Vinduet hen paa Lucia-Heberts yndige Træk; det var langt over Midnat og hun sov allereùe forlængst. Jeg var vaagen og erindrede mig hende saa nøie." I Rouen så han også Adams lille enakter Le chalet (1834), som kom op i Christiania i 1842.

Noen dager senere så han på Opéra Comiqiie i Paris Aubers seneste verk Zanetta med tekst av Scribe, oppført første gang 18/5 1840. I denne opptrådte ingen indre enn Mmc Cinti-Damoreau som hadde kreert hovedrollene i Rossinis franske Moise et Pharaon, hans Le comte Ory, Aubers Le muette de Portici, Wilhelm Tell og Robert le Diable og etter sigende hadde verdens vakreste stemme. Det var Rossini som hadde fått Pariser-operaen til å ansette henne. I .Zanetta opptrådte også Mlle Rossi, som Kjerulf nevncr flere ganger. Caterina Rossi hadde vært med i førsteoppførelsen av Rossinis Le Cenerentola og kom så til Frankrike, der hun var med i Rossinis Il viaggio à Reims

En annen berømt sangerinne var Mme Dorus-Gras (1805-l896). Hun hadde debutert i l4-års aldren og var den første Alice i Robert le Diable (1831). Dessuten kreerte hun Marguerite de Valois’s rolle i Hugenottene og Rachels rolle i La Juive (Halévy). Kjerulf fikk høre henne i Robert le Diable og senere i Donizettis Les Martyrs og i Hugenottene. I innholdslisten nevnes Mme Damoreau en gang til - hennes siste forestilling, antagelig med Zanetta - og Mlle Rossi nevnes i forbindelse med Le pre aux clercs, som han også fikk se på Opéra Comique i Paris. Her sang også den berømte Gustave Hippolyte Roger (1815-1879) , som senere kreerte titelrollen i Profeten. I 1859 mistet han sin ene arm i en skytulykke on, forlot da scenen.

I innholdslisten foreskommer også Fernando Cortez av Spontini, en opera skapt; for Napoleon i 1809, og sanerne Eugénie Garcia (gift med Manuel Garcia), Chollet, Masset og Botellé, som han muligens har hørt på en konsert. Dessuten La reine d’un jour, en opéra comique av Adam til tekst av Scribe, oppført 1839. Det var da meget snakk om den engeske sangerinnen Anna Thillon (1816-1903), som skulle debutere i Paris på Opéra Comique. Til denne debut hadde man va1gt Aubers gamle La neige (1823). Kjerulf var skuffet. "Hvorfor den? Hvorfor ikke Diavolo, Domino noir, Lestocq, La fiancée?" Alle disse kjente han fra Christiania. 15/8 hørte han den første gang og ble så betatt av Anna Thillon at han gikk for å høre henne to ganger til.

Om musikken til La neige skriver han i dagboken: "skreven i hans tidligere Dage da han endnu havde Hoved og Hjerte fuldt af Boildieuske Toner. Der er virkelig noget Boieldieusk i disse yndige Melodier. Det er en let Musik, meget let isandhed men gracieus og charakterfuld. - Willers Couplets, Duetten mellem Prindsen og Mlle de Wedel - tersetten mellem Hertugen, Linsberg og Willem ere deilige Sager." I de andre rollene så han Roger, Henri, Morcansainte og Mme Félix Melotte.

Den store Opera hadde da ferie og åpnet ikke igjen før 17/8, til hans skuffelse med. Donizettis Les Martyrs. I ferien ble det gamle operahus i Rue le Peletier pusset opp og presenterte seg ved åpningen i ny skikkelse. "Det var i Mandags den 17. at Operaen endelig viiste os sin nye Dragt. Og isandhed! den var deilig. Bunden dunkel karmoisinrød. Alt det Fremhævede hvid og blændende med forsølvede og forgyldte Dekorationer." Les Martyrs var egentlig skrevet som treakters opera for Napoli til tekst av Cammarano, akkurat som Luci:a di Lammermoor. Donizetti beveget seg nå bort fra den gamle sangeropera og la mer vekt på dramatiske scener i resiterende stil, noe som Richard Wagner senere gjenomførte mer konsekvent. Men den napolitanske sensur avviste operaen på grunn av det religiøse emne. Grunnlaget var Corneilles tragedie Polycucte og den berømte Alfred Nourrit var bestemt til hovedrollen Operaen ble ikke gitt i Napoli før etter Donizettis død, og Nourrit begikk selvmord på samme måte som Fenella i Den stumme fra Portici. Han kastet seg ut fra en balkong i Napoli.

Donizetti var en meget etterspurt operakomponist, og Opéra Comique hadde fått et verk som kom til å bli et av dets mest innbringende, La fille du regiment, som hadde premiere 11/2 1840. Den store Opera ville også ha et nytt verk av Donizetti, og Scribe ble satt til å lage ut av den italienske Poliuto en stor opera i fransk stil i fem akter med ballett. Donizetti sviktet ikke sitt ry for å arbeide hurtig, og 10/4 hadde Les Martyrs sin premiere. Den ble ingen stor suksess og gikk bare 20 ganger, og Donizetti skrev velvillig en ny grand opéra La Favorite, som hadde premiere 2/12.

Kjeruis reaksjon er kanskje påvirket at den lunkne mottagelse operaen fikk i Paris, kanskje også av det nye i stilen. "I Martyrerne saae jeg deilige Dioramer, fortryllende Tableaux vivants, vidunderlig Dands og glimrende, kolossale Optog. Jeg var ganske hensat i Keiser Decius’s Tider og Alt var saa sandt og ubegribelig nøiagtigt. Store, antikke Chor hørte jeg og en Uendelighed af Recitativer - men dog ingen Musik. Alt andet findes i Les Martyrs - alt andet end skjøn Klang og ægte Sang." Han var skuffet over tenoren Duprez, som var. Nourritts etterfølger og forbløffet publikum med sitt ut de poitrine, det nøye C med full brystklang. Men Kjerulf hørte ingenting til det. Men Dorus-Gras var praktfull. "Jeg følte mig hun glad og oprømt naar Dorus-Gras kom og udsendte de sødeste Toner og mest fortryllende Triller fra sin mærkværdige Strube. Hun er en stor Sangerinde; hun har forstaaet at gribe Kunsten i dens Allerhelligste og hun er stillet mellem dens ypperste Præstinder ... I hendes Sang er den største Reenhed og den ædleste franske Skole; hendes Udtryk er ægte dramatisk; hun udsender en Masse af Fioriturer og Cadenzefigurer men altid med Mening og Talent og selv staaer hun der saa rnalrnfast, stor og rolig. Og i saadanne Momenter mindede hun mig stærkt om et Væsen soni nu ikke mere er til. Der var en Rolighed, en Blidhed og dog en Storhed i disse Toner som erindrede mig om hendes, der nu forevigt er forstummede." Kanskje var det Kaja Lasson han hentydet til.

Men Hugenottene et par dager senere var noe helt annet. Her fikk han høre flere av originalbesetningen fra 1836: Dorus-Gras, Levasseur, Serda. Men Nourrit var nå erstattet med Duprez, og i Valentines rolle var det Mlle Jullien istendfor den berømte Cornélie Falcon. Kjerulf var helt overveldet: "Huguenotterne er et kolossalt Værk - et Mesterværk som Robert. Ideen er saa stor, Blandingen af Katholicismus og Protestantismus, deres Kamp i Bartholomæusnatten udtrykt ved Toner - det er saa genialt i sin Opfatning og i sin hele Udførelse at man ikke noksom kan beundre Meyerbeer ... O hvor ypperligt alt dette tolkedes her, saavel Solierne som Ensemblestykkerne; det er heller ingen Kunst naar Munkene have Repræsentanter som Alizard, Serda, Prevost, Derivis og Alexis. - I denne Opera blev det først ret klart at Duprez er en stor Sanger, stor ikke alene i Recitativerne og i det dramatiske IJdtryk, men i Melodien, i Romancen, i den simple, ægte Sang uden Kunststykker og Sniksnak. Reen og sikker Intonationeren, fortræffeligt Portamento, udad1elig Vokalisation, Hæven og Synken, Sang og Klang. Og hvilken Varme og paa sine Steder, hvilken Enthousiasme i den lille Mands Foredrag!"

Meyerbeers grands opéras realiserte det som senere ble Richard Wagners fikse idé, foreningen av alle kunstarter. "I den moderne franske Opera er ikke længer som i den ældre, og i den senere italienske, Sangen nogen Hovedsag; den er sideordnet Orchestret der gjør samme Fordring paa Rangen, og Musiken i dens Helhed atter sideordnet Balletten og Scenemaleriet; Operaen er ikke længer et Akademie for Musik, som det benævnes, det er et Akademie for Musik, Malerie og Dands, og Emblemerne i Salens Loft tyde hen paa denne tredobbbelte Bestemmelse." Og Dorus-Gras var igjen storartet. "Hendes Sang er reen som Guld og fast som Malm, hendes Fioriturer ere gjennemvævede med fortryllende Ynde. Hun er fast og urokkelig, selv tilhest, medens Dyret er uroligt, og de omstaaende Choristinder og Danseuser skjælve af Angst. I Margarethas pastorale Arie i 2den Akt udbreder hun for os et heelt Tæppe af de skjønneste, kunstigste Broderier og hendes Sang er her over al Beskrivelse deilig." - "Marcel har været Levasseurs største Triumph; men man kan mærke at han bliver gammel og graa. (Han var født i 1791). Endnu har han dog store Momenter og Trioen i 5te var et saadant."

I Pariserorkestret satt noen av tidens beste musikere. "Orchestret var bedre end noensinde - ak ja? det veed jeg jo ikke; jeg mener - Orchestret var aldeles guddommeligt. Ouverturen elektriserede mig aldeles og jeg hørte Forspil og Solos i denne Opera udførte som af den største Virtuos, og der sidde ogsaa flere Saadanne i Musikakademiets Orchester. Dekorationerne fortjente en egen Beskrivelse; de vare interessante og overvættes deilige, især var Balsalen overordentlig skjøn."

Han foretar så sammenligninger mellom Hugenottene og Robert le Diable og gir til sist Robert forrangen. "Duoen mellem Alice og Bertrand, Helvedechoret og fremfor Alt Triofinalen ere saa fuldkomne Compsitioner at de neppe have deres Lige. Huguenotterne er mere stortfattet rnaaskee, mere kolossal i sine Tanker, Robert bedre udført; Huguenotterne er mere tydsk-fransk, Robert mere italiensk-fransk; Huguenotterne forbause meer end de fortrylle, Robert fortryller meer end den forbauser."

Tilbake i Christiania

[Muligheter for hopp til:]

Så ung og uerfaren som Kjeulf var, hadde han til sine tider et forbløffende skarpsinn.Men han kunne være sterkt subjektiv, og dette kommer mer frem i hans bedømmelse av prestasjonene hjemme i Christiania. Her fortsatte teatret med sine opéra comiques. I sesongen 1840/41 kom Bryggeren i Preston (Adam), Klosteregnen og Zampa - begge av Héro1d. Sesongen etter kom Postiljongen i Lonjumeau, Regimentets Datter, Schweitzerhytten og endelig et tysk verk: Lortzings Czar og Tømmermand, som teatrets nye syngemester Reissiger antagelig har foreslått. I sesongen 1842/43 oppførtes Bronsehesten av Auber med så stor suksess at den gikk i mange sesonger siden. Sesongen etter kom turen til Marie av Hérold og Den lille Rødhætte av Boieldieu og utpå våren endog Aubers svære Den stumme i Portici, noe som teatret naturligvis forløftet seg på, men Augusta Schrumpf skal ha vært utmerket i Fenellas stumme pantomimiske rolle. Så kom Kronjuvelene av Auber og Balfes franske opéra comique Elskovsbrønden, sesongen 1845/46 Djævelens Part av Auber og sammes Hofconcerten, i april 1847 Hertugen af Olonne av Auber, Søvngjængersken av Bellini i januar 1848 og i september samme år Jean de Paris av Boieldieu. Til avveksling kom et tysk verk i mars 1849, nemlig De to Prindser av Wieneroperaens kapellmester Heinrich Esser (1812-1872). Denne gikk imidlertid bare fire ganger.

Den Constitutionelle hadde anmeldelser av Bryggeren i Preston, Klosterengen, Zampa, stiljongen i Lonjumeau, Regimentets Datter,

Den hvide Dame, Schweitzerh ytten, Tsar og Tømmermann, Broncehesten, Liudovic, Marie, Den lille Rødhætte og Djævelens Part. Sannsynligvis har Welhaven og Andreas Munch ansett teatret for sitt spesielle område og overlatt til Kjerulf å anmelde konserter. Muligens har Kjerulf skrevet den sterkt kritiske anmeldelse av Bryggeren i Preston som refser skuespillerne fordi de ikke har lært å synge riktig. Det kan imidlertid være av interesse å referere noen utdrag fra anmeldelsene som. eksempel på tidens musikalske smak. Om Hérolds Klosterengen heter det at musikken "hører til den Skjønneste, som den senere franske Skole har leveret," Zampa "indeholder de største musikalske Skiønheder; det er ikke muligt at skildre denne Situation paa en sandere og mere gribende Maade, end det skeer i denne Duets Musik." Musikken til Den hvide Dame var deilig, likeså Den lille Rødhætte.

Anmeldelsen av Regimentets Datter 19/12 1841 er imidlertid tydelig av Kjerulf, for her nevner han at han hørte Lucia di Lammermoor i Rouen. Det var teatrets nye sangerinne Jfr Schwirtz som hadde hovedrollen, og hun vakte slik begeistring at studentene etter forstillingen spente hestene fra vognen og trakk den. Hennes scenekarriere var imidlertid kort, for hun ble gift Cappelen og forlot scenen. Om Donizettis musikk skriverKjerulf nå: "I Regimentets Datter har Donizetti reist sig en lettere Opgave og løst den med Talent og Forstand. Det er en yderst liflig Musik, snart støiende og militærisk, snart mild og vemodig, snart spøgende og gracieus. Det er baade italiensk og fransk og Manererne ere her blandede til stort Behag for Øret. Ouverturen er

vel meget i det modern-abrupte Genre; i den urene Potpourristil som fordærver Øret og fører Smagen paa Afveie." Kjerulf bedømmer her ganske riktig, for Donizetti skrev sin opera for den franske scene og med tanke på det franske publikum,

I Schweitzerhytten opptrådte Betty Smidth, som Kjerulf forelsket seg i. Anmeldelsen i Don Constitionelle sier at "hvadMad. Smidth angaar, da nægter nok Ingen at hendes Betly var baade tækkelig og livlig og at hun med sin lille Røst sang baade smukt og forstandigt."

Særs interessant er anmeldelsen av Tsar og Tømmermann 2/6 1642. "Den er en tydsk Opera. Tydsk uden at være bred og tung og lærd og ufordøielig; tydsk uden at være overlæsset med unaturlige Effekter, besværlige Harmonier, søgte, kunstlede Gjennemgange, uudgrundelige Dybder og ubestigelige Høider. Det er en Musik som Enhver kan fatte, ikke den Udvalgte alene, der har arbeidet sig gjennem Theoriens mangfoldige Forviklinger. Det er uttoligt hvor1idt den store Masse af vor Tids Operacomponister have taget Hensyn til Mængdens billige Fordringer; men derfor har den store Flerhed af dem heller ikke kunnet slaae Alle. De have siddet ene med deres høitstræbende Værker, med haarde Klager over Tidens fordærvede Smag. Men de tage Feil naar de mene at man gaar i Theatret for at besværes med møisommeligt Hovedbrud og for at trættes af grundlærde Tonecombinationer. I Operaen bør Alt være klart og forstandigt ... Hvor godt har ikke Auber og Rossini forstaaet dette; og hvem tvivler om at disse Mesteres jo har Contrapunktets Theori saagodt inde som Nogen?" Her og i den følgende utbrodering synes vi å høre Kjerulfs stemme. Interessant er også avslutningen der anmelderen nevner Madame Smidths Catharina i Lestocq "Denne smukke og i enhver Henseende roesværdige Præstation hører til det Bedste, som vort Syngespil kan opvise."

Anmeldelsen av Broncehesten 19/1 1843 er spesielt interessant, for her hadde Christiania Theater laget en kinesisk oppsetning som trakk hus i lange tider. Her får også Betty Smidth en spesiell omtale, "Mad. Smidth skiller sig fra sin lange og vanskelige Arie paa en Maade, som maa have forskaffet enhver forstandig Tilhører en behagelig Overraskelse. Dette gjør ingen Prætensioner; det er svagt men tækkeligt og beskedent; det er ret sikkert og musikalsk rigtigt og hun gjør sine Lod med en Lethed og Korrekthed, som man ikke er vant til hos de Andre."

Våren 1843 overtok Betty Smidth rollen som Angela etter Augusta Schrumpf i Den sorte Domino og i Den Constitutionelle for 24/4 1843 omtales hun spesielt i en føljetong om musikk: "Madame Smidth doublerede dette Parti med ret meget Tænksomhed og Delikatesse. Hendes Sang mang1er Klang og Styrke, men ikke musikalsk Foredrag. Her fortjener hendes alvorlige Stræben efter det Kunstmæssige al Anerkjendelse..."

Om Boieldieus opéra comique Den lille Rødhætte skriver Den Constitutione1le: "Musiken, den i mange Henseender deilige Musik dækker det Hele, og bærer i sin svulmende Knup meget af den gracieuse, følelsesfulde Romantik, som siden endnu herligere udfoldede sig i’Den hvide Dame’." Særs interessant er omtalen av Den stumme i Portici: "Den herlige, begeistrende Musik havde haft Kraft nok i sig selv til at hæve Theatrets svage Midler, og til at rive baade Skuespillerne og Publicum hen til et Liv og en Raskhed, som her ere meget sjeldne. Især gik hele 2den Act, med det gribende Fiskerchor af de Sammensvorne, og Slutningen af 3die, ved Oprørets Udbrud, med en saadan Præcision og Energie, at man derved endog kunde faa en fjern Idee om hvorledes Brüsse1ertheatrets Publicum i 1830 fra disse Scener kunde styrte sig ud i den virkelige Kamp for Belgiens Frihed."

Den Constitionelle har mange anmeldelser av konserter, og Kjerulfs bitende kritikk har nok irritert mange, for i Morgenbladet for 30/5 1849 står følgende dikt til Kjerulf:

For en Barbar Du vistnok mig anseer,
(om for en Uven ei, som Dig vil skade)
der raa nedtramper Vaarens første Blade,
fordi at Blomst og Frugt der alt ei er;
men, Kjerulf, da jeg har din Muse kjær,
og end ei hende se vil paa Parade,
men at den fine Bygning sig skal bade
endnu en Stund i Lysets vilde Skjær -
just derfor er det, jeg har villet knuse
Blankjetten, som fra Heine Du forskrev,
og som blot gjorde stiv og stram og skjæv
den lette, smekkre, yndefulde Muse,
der med sin Skjønhed turde nok beruse
Saamangenen, naar hun fuldvoxen blev.

København 1849-50

[Muligheter for hopp til:]

I 1849 fikk Kjerulf et stipendium som gjorde det mulig for ham å reise ut på ny, denne gang til København. Det finnes også denne gang en utførlig dagbok, men bare fra 1/1 1850, men han har laget en oversikt over hva han har opplevd av teater og konserter. Opp til 12/3 1850 så han i København 17 forestillinger av 11 forskjellige operaer. Bare en av disse var fransk, nemlig den ubetydelige lille enakter Operetten (L’Opéra-Comique) av Dominique della Maria, som også var gitt av Lycéet i Christiania. 3 var tyske, nemlig Figaros Bryllup, Don Juan og Webers Freischütz. Bellinis Norma så han på Det kongelige Theater, og på Hoftheatret så han Barberen i Sevilla to ganger av det italienske selskap som hadde hatt en sesong i nesten ti år. Av danske operaer så han Ungdom og Galskab av Dupuy, Et Eventyr i Rosenborg Have av Weyse (to ganger), Liden Kirsten av J. P. E. Hartmann og Mariotta av Gade ikke mindre enn fem ganger.

Gade var Kjerulfs lærer så han skulle ha en velvillig innstilling til musikken. Men til å begynne med var han skuffet. "Jeg havde ikke kunnet tenke mig en Text af Scribe saa flau (La main du fer) At componere Musik til en saadan synes at være et utaknemligt Arbeide; men var det ikke selvvalgt? Musiken hørtes let, flydende, fiint og zart behandlet, deiligt instrumenteret - men en rigtig til Hjertet gaaende Gemytsmusik med klar udpræget Melodi - lunefuldt syngende, spillende - nei det var den ikke. Men jeg. vil ikke afsige Dommen endnu." Annen gang (22/1) gjorde den et gunstigere inntrykk. "Jeg vil nok fremdeles sige at den ret udprægede Melodi, særlig som hos t.Ex Weber, ikke her er fremherskende, - men jeg vil ikke længer sige at det ingen Gemytsmusik er. I 1ste Akt er en Samling af de deiligste Sager. ... Aa jo - jeg er dog fornøiet med Gade - han har dog ei skuffet uagtet sin Textforseelse. Han ligner sig i den Friskhed, dette liv og lune forenet med en Naturlighed, denne udmærkede Instrumentalsats der dog altid seirer over det lokale Element, skjønt dette vistnok ei staar saameget tilbage som f.Ex Rung meente det. ... Der er mere Charakteristik i Mariotta end man kunde vente af en slig text og det er dog Gades Ære alene."

25/1 så han Mariotta for tredje gang, "Melodierne trænge mere og mere igjennem og man maa beundre den Rigdom af Skjønheder og originale friske charakteristiske Vendinger i Instrumentationen." 16/2 så han bare to akter fordi han skulle i selskap. 10/3 så han den på ny men har ingen kommentarer.

Liden Kirsten

til tekst av H. C. Andersen var J. P. E. Hartmanns sceniske hovedverk. Kjerulf fikk se det 15/2. "Det var interessant at høre dette Forsøg paa at componere en dramatisk Musik der heelt igjennem er holdt i nordisk Tone. Mulig er det vel langt og noget enstonigt - men jeg er slet ikke vis derpaa. Det meste behagede mig ved denne virkelig prægtige Opfattelse af Kæmpevise- og Folkedandstonen i den store Skat af overleverede Folkemelodier. Den ægte nordiske Combination af Sang og Dands gjade megen Virkning. Forunder1ig deilig var ogsaa den Grundtone af Vemod og Lyst hvor dog Vemoden ligesom er den overlegne, der gaar gjennem denne Musik. . . Ouverturen forekom mig for lang og afbrudt. Ellers er Musiken høist melodiøs og Instrumentationen smuk og original. Scenen og Dands var meget tiltalende."

Den danske kong Christian VIII (død 1848) hadde vært meget begeistret for italiensk opera og hadde støttet et italiensk operaselskap på sitt Hoffteater på Charlottenborg fra 1841/42. Det fortsatte et år etter hans død og Kjerulf gikk for å høre to forestillinger av Barberen i Sevilla. Den italienske opera ble meget surt mottatt av det danske musikalske etablissement, og Det kongelige Theater var meget irritert over konkurransen fra de mer stemmebegavede italienske sangerne. Den musikalske leder var Paolo Sperati, som med flere av sangerne var i Christiania sommeren 1849 og ga 20 forestillinger med Ernani, Barberen i Sevilla, Lucia di Lammermoor, Lucrezia Borgia, L’elisir d’amore og Atilla (Verdi). Kjerulf har nok hørt alle disse operaene.

Noen av sangerne som hadde gjestet Christiania, fortsatte også neste sesong i København, blandt dem Giuseppe Paltrinieri, som var Figaro i København. Kjerulf skriver: "Trods den noget mangelfulde Udførelse kunde denne evig unge livsfriske, ægte melodirige Buffa dog ikke forfeile sin Virkning. Bedst var Tenoren, Pozzolini, som Almaviva. Figaro, Paltrinieri, er bleven tør og rusten, men udviklede dog adskillig Virtuositet, Casanova, Bazilio, var vel manieret og Bartolo. Perez, noget simpel. Den nye Primadonna Signora Vigliardi sang Rosina med Lethed og Routine, men uden det fine Skjelmeri der maa til. Hendes Røst er hverken fuld eller stærk, men betydelig technisk udviklet. Hun er blond, uanseelig og meget trivelig." To dager etter gikk han på ny til Hofheatret for å se Barberen. "Denne gang sikrere Udføring, godt Ensemble. Især Terzetten i sidste Akt. Man bliver saa prægtig stemt ved saadan Musik, hvor alt er Melodi og Liv, alt betegnende og ypperligt. Var al italiensk Opera som denne; men blot af den indlagte Verdiske Arie kan man høre den horrente Forskjel. Signora Vigliardi er dog funk - men noget kold. Den indlagte Arie er af Attila (?), den som Nissen sang." Den berømte svenske sangerinne Henriette Nissen ga to konserter i Christiania i september 1849, men ifølge programmet sang hun på begge arie av Ernani (etter oppfordring) foruten arie av Nabucco.

De italienske sangerne traff han igjen i Dresden, for det samme selskapet hadde også sesong både i Berlin og Dresden. 21/5 1850 spilte de Roberto il Diavolo - naturligvis på italiensk. "Men med ham skulde Italienerne ei befatte sig. Man mærked ogsaa at de ei vare i det rette Hjørne. Det var kun en deelvis god Forestilling. Meget var ikke heldigt; selv hvad Udstyret angaar. Bedst var Claudia Fiorentini som Alice. Hun er stærkt brunet, ung, livlig, sydlandsk og synger naturligt og behagelig, undertiden ganske fortryllende med sin klangfulde, eudnu friske og ufordærvede Røst. Isabella var min gode Bekjendte Sa. Vigliardi; den samme tykke, spidse, ubehagelige Personage der i Kjøbenhavn sang Rosina. ... Trods Mangler i Udførelsen var jeg dog glad over at faa Robert at høre. Hvor høit den staar over Propheten!!"

Et par dager senere spilte det italienske selskap Il matrimonio segreto av Cimarosa. "Her er et Mesterværk i den italienske Stiil før Rossini. Meget ligned Mozarts Figaro som ogsaa tydelig er Forbilledet til Matrimonio. Det sprudler af Lystighed; Intrigen er net og fin. Rige Ensembler men ingen Chor ... Udførelsen var præcis, fuld af Liv og Lyst. Orchester og Personer harmonerede fortræffeligt; kun var Recitativerne lidt trættende. Perlen var ogsaa her Fiorentini. Hvor smuk, hvor sød, indtagende med sit Pudder og de sorte Øine og de herlige Øiebryn; det friske livfulde Ansigt og den hele elastiske, fyldige Skabning! Hendes Sang var Musik - saa klangfuld og hjertelig! Og ved hendes Side Vigliardi saa tyk og dog saa tynd. Hun sang dog korrekt. - Samtlige øvrige vare paa deres Pladse. - Nu ja, dette var dog virkelig italiensk Opera."

Det var ikke første gang Kjerulf var i Dresden under sitt opphold i Leipzig. Noe av det første han gjorde etter at han var kommet derned, var å reise inn til Dresden for å se Meyerbeers Profeten. (17/3 1850) Denne hadde hatt sin førsteoppførelse 16/4 1849 i Paris med den berømte Pauline Viardot-García som Fides. Dresden-operaen hadde rang som en av Europas fremste helt fra 1700-tallet. Blandt de senere kapellmestrene var Carl Maria von Weber (1816-1826) og Richard Wagner, som hadde fått oppført Rienzi (1842), Der fliegende Holländer (1843) og Tannhäuser (1845) her. Første kapellmester var C. G. Reissiger, bror av F. A. Reissiger i Christiania, men Kjerulf ser ikke ut til å ha forsøkt å få noen kontakt med ham. I Dresden var den berømte tenor Tichatschek ansatt. Han hadde tidligere hatt de store tenorrollene i Wagners operaer og sang nå i Profeten.

"Første Indtryk af Meyerbeers Prophet! Ganske Meyerbeersk; med. formeget af den nyitalienske Bravour. Ensemblestemmerne høist interesserte. Texten er god - stor og rig paa storartede Situationer. Huguenotterne slog mig mere; dér var maaskee fiskere Melodianlæg. Men ålt hvad Meyerbeer virkelig er stor i kommer ogsaa her frem (?). Især Chor og Ensemble ... Sceneriet var prægtigt; især Mynsterdomen, Vinterlandskabet og Banketsalen. Chor og Orchester (under C. Reissiger) fortræffelige. Maadelig Ballet; dog Skøitedandsen ret heldig. Tikatschek synger Johanns Parti og er ret en Tenor af 1ste Rang; seer godt ud og spiller ogsaa. - Frl Michalesi var en stolt udtryksfuld Fides; hendes Person er slank og aandfuld. Stemmen af stort Omfang men noget bedækket. Mitterwurzer sang Grevens Parti." Denne var også med i flere av førsteoppførelsene av Richard Wagners verker.

Kjerulf var på ny i Dresden i september-oktober 1850 for en utflukt i det saksiske Schweitz og fikk da anledning til å se Spontinis Fernando Cortez 1/10. "Jeg kom mot Slutningen af 1ste Akt i den store Duet mellem Telasko og Amazily og fik Finalen at høre og se. Jeg mindedes for 10 Aar siden da jeg saa samme Opera i Paris, dér var Udstyret ganske anderledes sandt og prægtigt og dog har Dresdnertheatret gode Midler, Udførelsen var ingen fuldkommen men adskilligt var meget godt. Særlig Cortez selv, Hr. Tikatschek, og tildels Telasko: Mitterwurzer; men die Schwarzbach var en klein Amazily. - Musiken har prægtige melodiske Ensembles og Finaler men efterlader i det Hele intet varmt Indtryk. Det er napoleonisk Keisermusik skabt af en Italiener med tydsk Musikforstand og fransk Pathos."

Kjerulf var i Leipzig fra 15/3 1850 til 23/4 1851, altså over et år. I denne tid fikk han på Leipzigs teater se 38 forestillinger av 24 forskjellige operaer. Teatret var privat drevet og måtte tenke på økonomien. Derfor var dets forestillinger beregnet til å trekke publikum, og det hadde ikke råd til de dyreste sangerne. De holdt heller ikke mål for den kritiske Kjerulf.

Av disse 24 var 7 franske opéras comiques, to av Boieldieu (Jean og La dame blanehe), tre av Auber (Le maçon, La part du diable og Fra Diavolo) og to av Halévy (Le val d’Andorre og La fée aux roses). I disse skortet det både på stemmene og spillet. La dame blanche så han 2/7. "Boieldieus Hvide Dame for meget stærkt besat Huus. Staaplads i Parterret og trykkende Hede; man man taaler dog endeel for den hvide Dames Skyld selv om hun er nødt til at fremtræde i en Mayers intet mindre end ravissante Personlighed, og selv om man betydelig forulempes af hendes Elskers tydske Plumphed og latterlige Gestier samt den forresten virkelig morsomme Diksons extemporerede, høist utidige "Witze". Hovedsagen var nemlig at den deilige, mønsterværdige Musik blev i det Hele godt udført. Den tørre, hæslige Frl Mayer og den fede philistrøse Hr. Reer (George Brown. - Coburgsk Hofsanger) sang godt. Han har en ret vældig Tenorstemme; kraftig og reen, men lidt smørret og overtydsk nu og da. Gaveston blev prægtig sunget af Hr. Salomon. Dikson og Jenny kvikt spillet og sunget af Henry og Günther-Bachmann. Margaretha Fr. Eicke gik an; Choret skj. lidt tyndt var dog ret flinkt, Annas Arie i 3die Akt udelodes." Heinrich Salomon (1825-1903) var en utmerket bass og kom siden til Berlin.

14/7 spilte Leipzig-teatret Jean de Paris (Boieldieu). "Ogsaa saa heelt igjennem prægtig, gravieus, sødt og lifligt klingende, simpel, sand dramatisk Musik. Maaskee er Johan af Paris end mere klassisk formet end den modernere Hvide Dame. Deilig er Finalen i 1ste Akt med Prindsessens pragtfulde Arie. Fremdeles Pagens Arie. Johans do. Troubadoursangen i 2den Akt o. s. v. Alt er smukt her. Texten er ogsaa meget morsom. Udførelsen var i det Hele god."

Aubers Le maçon (Murmesteren) slo så godt av i Tyskland at den ble spilt helt til ut i vårt århundre (Maurer und Schlosser). Kjerulf så den i Leipzig 20/8 og 23/8, "Muurmesteren hører til (Aubers) tidligere Arbeider og har derfor en stor Melodifriskhed og sund Opfatning af Charakterer og Situationer. Meget er ganske fortræffeligt og det Tynde og Ubetydelige er ofte mere Textens Skyld. Udførelsen er ganske charakteristisk for Leipzigs Theater. Man seer at Bestyreren er en Privatentrepreneur og at der ved Siden af Kunstinteresserne raade ganske andre. Saaledes forekommer her som saa ofte i Hr. Wirsings Foretagender en betænkelig Blanding af godt og Slet. Et godt Orchester og en udmærket Capelmester; paa Scenen derimod ved Siden af nogle yndede og virkelig dygtige Artister sande Dilettanter og Marodører paa Kunstens Gebet og lysegrønne Schülere; thi høiere kunne ‘Frøkenerne’ Hennig og Buck dog ei komme. I Sceneriet og Costumet er ingen Holdning; er en Dekoration god saa er en anden aldeles bagvendt og det samme gjælder Costumet. . ... Da er man hos os kanskee dog ikke fuldt saa hensynsløs ... Den hele Haremsgeschichte var til at græde over. Og saa grimme som de vare." 23/8 skriver han; "Theatret Muurmesteren hvis ægte friske Musik man altid gjerne hører. David dirigerede, da Rietz er syg. Hennig var lidt bedre end sidst. Günther-Bachmann fortræffelig, især i den uimodstaaelige Sladderduett hvor ogsaa Fr. Eicke er meget heldig. Denne Duett var fast det Eneste som Publikum applauderede - og det samme Publikum som er saa rundhaandet med Klap og gavmild med Bravos og Fremkaldelser. Man kunde sige at Muurmesteren ingen Lykke har gjort mens man skraaler over Martha og - Prinds Eugen(!)."

La part du diable

så han 8/2 og 16/2 1851. "Mig velbekjendt fra Hjemmet hvor den fra de fleste af Hovedpersonernes Side blev bedre opført end her. Men saa har man her rigtignok et Orchester og bedre Chor, skjønt langtfra godt nok. Musiken er velsignet. Fiin og gracieus, dramatisk, overfuld af søde, pikante Melodier; instrumenteret med stor Routine; rig paa Effecter og: med mere contrapunktisk Kunst end flere af hans andre Operaer (f. Ex. Qvartetten i 2d Akt; Sarabanden i G-moll). Man hører Mesteren gjennem Alt, og den aandrige Digter. Halévy er uendelig langt under Auber i virkelig Opfindelse. Udførelsen var i mange Henseende fatal ... Operaen med sin underholdende Libretto gjorde Lykke hos det sparsomt besatte Huus. - Ja, som sagt, Auber forstaar Tingen!!" 16/2 var søndag og han hostet. "Dette Ildebefindende og dertil det sædvanlige Søndagsmelankoli jager mig i Theatret hvor Auber rigtignok ikke befrier mig fra min Hoste men dog lader mig føle mindre Ubehageligheder af den mens hans muntre Tonespil varer ... Godt Huus og rigt Bifald."

22/3 var det Aubers Fra Diavolo. "Ingen udmærket Opførelse. Günthers Zerline er 20 Aar for gammel. Dog er hun flink og i 2d Akt ganske pikant. Widemann er for tør. Milord Behr for grov i sin Comik, Milady Buck bedre end jeg kunde vente, bliver dog altid Buck. Lorenzo Qvint temmelig ynkelig. Bal1mann som Beppo en Skandal. Stürmer Giacomo ret god. Verten: Steinbeck slet. Widemann synger Diavolo ret godt t. Ex. især den famose Arie men savner Lethed og Elegantse i Spil og Friskhed og Blødhed i Røsten. Orchestret naturligvis Hovedinteressen."

Halévy er nå bare kjent for sin store opera Jødinden. Men han skrev også ballettmusikk og en lang rekke opéras comiques. Den siste av dem ble fullført av hans svigersønn Bizet. To av hans siste opéras comiques ble oppført i Leipzig mens Kjerulf var der. Kjerulf så La fée aux aux roses 12/10 1850. Den hadde sin førsteoppførelse i Paris 1/10 1849, og teksten var av Scribe. I Leipzig var premieren 19/9, og Kjerulf så den den 11. gang. "Man gav her for 11te Gang Halévys Rosenfee hvis pragtfulde Udstyr Rygtet ei har overdrevet, men hvis dumme Text og slette, ialfald kedsommelige Larm og Dansemusik overtræffer de beskedneste Forventninger. Ja her maa Øienslysten være Hovedsagen. Det man seer af Dekorationspragt og Maskinerikunststykker maa i den Grad blænde at man glemmer Hovedsagen at det er en Opera man har for sig. Saa dette er et Arbeide af Jødindens og Carl den 6tes Componist. Kan han da virkelig skrive saameget Huult og Aandsfattigt; og saa melodiløst! Nei, da tusinde Gange heller Profeten; dér er da baade Stort og Skjønt mellem det Tomme og Forkastelige. Ærgrer man sig der saa kan man dog ogsaa glædes og nyde. Men her - ja Dekorationerne! og et Par Musiknummere i det Høieste; og enkelte Sceners overraskende Pudseerlighed. Men er det Kunst? Støvkost, Stole og Borde dandse - Børn i Blomstercostume forestille Blomsternes Dands. En Tryllehave forvandles til Is, en ung Pige til en gl Kone o. s. v. o. s. v. Kort sagt - Messespektakler!"

Han så La Fe aux roses igjen 4/1 1851. "Skjønt den vel er givet mod tredive Gange var Huset dog ret fuldt. Førstegang mishagede dette Syngestykke og Narrespil mig ubetinget. Dennegang fandt jeg det ganske morsomt og endog meget smukt oppe i det lette 1etfærdige Arbeide, Velberegnede Effekter mangle ikke, mere smukke Melodier; dog af dem gives et Par særdeles tiltalende ... Forresten staar fast at Rosenfee intet virkelig musikalsk værd har. Det er et Leilighetsarbeide beregnet paa Tryllepudserier og Pragtudstyr."

Le va1 d’Andorre

hadde sin førsteoppførelse 11/11 1848 på Opéra Comique i Paris. Kjerulf så det to ganger i Leipzig, 18/1 og 4/2 1851. "Texten er af St. Georges og er spændende og underholdende. Musiken har adskillig Effekt, er gjort med Routine, har flere meget smukke Enkeltheder f. Ex, Jacques Lied og Mai-Roses klagende Romanze, men behager mig i det Hele ikke meget. Den er for kald og for larmende, som Halévy overhovedet. Var Texten ikke den den er, vilde jeg sætte Operaen fuldkomment ved Siden af, om ikke under Rosenfee. Men Texten gjør at man gjerne seer den et Par Gange ... Udførelsen var ikke fuldkommen. Handlingen foregaar i Andorra i Pyrenæerne, smukke Dekorationer."

Som tilfellet var med Rosenféen ble Kjerulf mer tilfreds med Le val d’Anorre annen gang han så den. "Jeg erkjender at den naar den kan gives godt, virkelig er et ganske nydeligt Arbeide. Thi Texten er ganske rørende og interesserer meget - og Musiken, skjønt Halévys megen Larm for ofte gjør sig gjældende og dertil den moderne franske for legège Elegants og Abrupthed, har dog mange særdeles skjønne Partier. ... Til min bedre Stemning bidrog væsentligt at Schreiber-Kirchberger denne gang var mærkelig heldigere."

Men Leipzig-teatret forsøkte seg også på de ytterst krevende franske grands opéras, Profeten, Robert le Diable og Hugenottene av Meyerbeer og Den stumme i Portici av Auber. Etter å ha sett Profeten i Dresden, så han den i Leipzig 31/3 1850. "Over Forventning, selv i Udstyret. Saaledes var Vinterlandskabet og Kirken meget smukke. Maskineriet er midlertid trægt og maadeligt. Skøiteaffæren løb ret morsomt af. Balletten er en Smule ‘simpel’, Chor og Orchester formentlig det Sidste ret tilfredstillende. (Skulde der ikke være en Harpe??) Profeten selv Hr Widemann staar naturligvis hetydeligt under Tikatschek men udfører dog sit Parti som en virkelig Kunstner og dygtig, skjønt paa Retraiten værende Tenorsanger ... Meget god i enhver Henseende var Fides Frau Gundy (Gjæsterolle). Hun er en veritabel dramatisk Sangerinde med fuld udviklet Stemme og stort Foredrag. Kun de dybere Toner slaa ei ret til. Af Udseende er hun mindre heldig og iangtfra som Michalesi." Babette Gundy (1824-1868) fikk han se flere ganger. Aloysia Michalesi (1824-1903) ble gift med kormesteren ved Dresdenoperaen Karl August Krebs, og ble mer kjent under navnet Krebs-Michalesi.

Neste Profet-forestilling var 8/4. "Jo oftere man hører den, des fortroligere bliver man med de virkelig mange og store dramatisk musikalske Skjønheder men des skarpere fremtræder ogsaa det Søgte, det Grelle, det Uskjønne og Usande. Saaledes det ofte charlatanagtige i Instrumentationen og den næsten ridikule Overlæssen med points d’orgue a l’Italienne. Det Abrupte i Meyerbeers Maneer er ogsaa slemt i denne Opera. Men Masserne forstaar han at regere, deres Sang er ofte overordentlig udtryksfuld ... Paa Melodier er Profeten ikke saa rig som Robert og Huguenotterne - men der forekomme dog flere meget prægnante. ... Dandsemusikken er som saadan ypperlig - og Skøitedandsemusiken virkelig ny. Men al denne Dands er temmelig forstyrrende."

Så så han Profeten igjen 30/4 - for fullt hus. "Frl Michalesi fra Dresden sang som Gjæst Fides’s Parti og dette var en meget behagelig Omstændighed. Michalesi har, hvad Gundy savner, de dybe Toner, fulde, reent og mægtigt anslaaende. Hendes Sang og Spil er udtryksfulde." 9/5 så han operaen for fjerde gang i Leipzig sammen med Bargiel, Clara Schumanns halvbror. "Bargiel er en alvorlig og bestemt Antagonist af den meyerbeerske Musik uagtet han erkjender hans flere interessante og mesterlige Sider. Men om Meyerbeer er det slemt overhovedet at komme til nogen Enighed, idet hans Yndere i Overmaal tiltales af det Storartede, Pikante og hans Modstandere ligeledes i Overmaal frastødes - af det Usande, Søgte, Triviale. Meyerbeer er visselig ingen fiin Musiker; ingen gemytlig. Han er imidlertid en original Kunstner i sin Maade at anvende Musiken paa, hvis Midler han dog mesterlig forstaar at behandle. Han er en Repræsentant, og en mærkværdig Repræsentant for en ny-romantisk Tids Musik som visselig gaar udenfor Musikens sande og sunde Opgave; og hvad man end kan sige paa ham - interessant er han dog. Naar man beskylder ham for Fattigdom paa Opfindelse af virkelig nye og skjønne Melodier og overhovedet paa musikalske Motivers Udvikling og Gjennemførelse, saa har man vist ikke saa meget Uret. Hans Abrupthed og Fragmentiseren er vist ikke blot Princip. - I Længden tiltaler 1ste og 4de Akt meest. Introduction og Oprørschoret i I, Betlerscenen og Finalen i IV. Men ogsaa i Ensemblerne overhovedet finder jeg fremdeles meget slaaende dramatisk, som imidlertid idelig gjennemkrydses af uægte og triviale og extravagante Sager. Fatale ere de milelange Cadenzer."

8/12 så han Profeten for sjette og siste gang. "Jeg har nu nok og mere end nok af ham og tør vel sige jeg har seet ham for sidste Gang, med mindre jeg i Berlin skulde blive saa uheldig. Jeg gik efter 4de Akt. Udførelsen stod betydeligt under den tidligere da Salomon og Gundy vare der."

Hugenottene

fikk han se to ganger, første gang 3l/5. "Efter nu at have hørt baade Robert og Huguenotterne kort ovenpaa Propheten bliver det mig soleklart at Meyerbeer i denne sidste intet Fremskridt har gjort medmindre dette skulde bestaae i at forstaae alskens slaaende Effekter. Som Kunstværk er ialfald Propheten end mere fragmentarisk og ‘gjort’ end Huguenotterne. Begge have store Enkeltheder men Huguenotterne dog større og mere sammenhængende. Hvad Melodi angaar, saa er det vist at Meyerbeer i Profeten viser sig udtømt mens der i Huguenotterne findes de allerskjønneste. Sand Charakteristik findes vel ogsaa i Profeten; men hverken Fides eller Profeten eller Gjendøberne kunne vel komme op mod Marcel og Raoul og den herlige Valentine. Begge Operaer ere for lange, for sammensatte af forskjelligartede Dele; dog er i Huguenotterne mere Enhed. 4de Akt i Profeten blænder, men i Huguenotternes 3die og 4de er ulige mere Gehalt. Den berømte Sverdindvielsesscene bliver altid et Mesterstykke. For det høit pathetiske, det stolt-ridderlige, det martialske, religionskrigsværmeriske har Meyerbeers Musik Udtryk der frapperer ved sand Charakteristik. ... Udførelsen var kun deelviis god. Indstuderingen sporede Hast og Udstyret var slet. Adskilligt blev udeladt. I Orchestret findes ingen Harpe. Vel var det at de 3 Hovedpersoner vare i gode Hænder. ... De tre Munke ret godt sungne,"

Hugenottene

så han igjen i neste sesong 5/10 i delvis ny besetning. "Ved Salomons Bortgang er meget tabt. Hr. Schott fra Mainz var kun en rnaadelig Marcel. Men Margaretha af Valois blev fortræffelig sunget af Fr. Schreiber-Kirchberger fra Stuttgart, en Coloratursangerinde af næsten 1ste Rang, dertil seer hun godt ud; frisk og fuld som Stemmen. Mayer var Valentine; god men ei saa god som Gundy."

Robert le Diable

så han ganger i Leipzig, 16/l0, 15/12 og 25/12. Om den første skriver han: "I Theatret en skammelig forfusket Forestilling af Meyerbeers Robert. Udstyret var elendigt; Operaen blev givet med Udeladelse af altfor meget, og Tilfældet vilde at dennegang hele sidste Akt bortfaldt, da Bertram formedelst Hæshed maatte gjøre Opbud i Scenen i Gravhvælvingen. Denne Bertram var værre næsten end hiin i Havre for 10 Aar siden. Det var en Hr. Koch fra Danzig. Robert: Hr. Widemann var en stor Træmand og mere tør end sædvanlig. Næsten Samtlige negligerede sine Partier; Choret var tyndt og Baletten latterlig. Raimbaud var en falsk Qvint og Alice (o Dorus i min Erindring!) er altfor elskværdig til at Mayer trods al sin musikalske Dygtighed skulde kunne gjøre hende Fyldest. Den Eneste der duede og interesserede var Fr. Schreiber-Kirchherger (Isabella) der virkelig er en meget flink Rouladesangerinde og seer godt ud; hun var en nobel Erscheinung mellem alle disse Pjalter. Hr. Kochs Malheur gav forresten Anledning til komiske Intermezzos. Direktøren havde Bud efter Behr men han indfandt sig ei - og tvinge ham kunde man vel ikke."

Robert le Diable

var den av Meyerbeers operaer som Kjerulf syntes best om, og det var kanskje fordi han så å si var vokset opp med den i den Lassonske krets. 15/12 var han på ny i teatret og så Robert. "I Theatret Robert der Teufel som dennegang uden Afbrydelse blev givet til Enden, uagtet Hr. Koch var Bertram, og utilladelig jammerlig i Sang og Spil, saa at Publikum stadig hyssede. Meget udelodes desværre, som Duetten i F i 3die Akt, mere af Balletten, et og andet i Ensemblerne 5 (?) - den prægtige Munkemarsch. Men Nonnemarschen med de charakteristiske Fagotstemmer blev givet heel. - Leipzigs Theater kan ikke vel opføre Robert, og det besynderligt nok, da det dog kan opføre Propheten. - Hverken Robert eller Alice skjønt de repræsenteres af Widemann og Frl. Mayer kunne ret interessere; derimod er Isabella - Schreiber-Kirchberger - en høist tiltalende Erscheinung. Hendes Spil er nobelt udtryksfuldt, hendes hele Person saa smuk, og hendes Sang gjør En varm og glad. Bifaldet som hun nød var derfor ogsaa stormende. Ogsaa Mayer fremkaldtes."

Hans tredje Robert i Leipzig var selveste juledag. "Gudskelov: Behr var dennegang Bertram. Han er vistnok langtfra en Bertram som man kunde ønske sig ham; men mod Koch er han dog en Engel af en Djævel; og den prægtige Musik kunde man med denne Bertram ulige bedre nyde, tEx 3d og 5t Akt, - Schreiber-Kirchberger sang sin Gnadenarie fortræffeligt og bevægede endog den saa lidet enthusiasmerede Lindhult. Mayer bør ogsaa paaskjønnes for sin rene velopfattede Sang."

Den eneste av disse store franske operaer som var oppført på scenen i Christiania, var Aubers Den stumme i Portici. Den så han 9/7. "I Theatret Aubers La Muette for fuldt Huus og i svær Trængsel. Operaen var noget forkortet uden dog at noget væsentligt udelodes; Udførelsen lod imidlertid meget tilbage at ønske. Orehestret overdøvede det tyndt besatte Chor med sin Blik- og Trommelarm; dertil kom oftere Mangel paa Præcision og Sammenhold. Det sceniske Udstyr var ikke meget bedre end hos os (!) og Balletten var jammerlig nok. Det stod da tilbage at Hovedpartiernes Udførelse kunde tilfredsstille. Men ogsaa dette kun tildeels: Fenella var bedst repræsenteret og dog har Günther-Bachmann ei den dertil fornødne mimiske Begavelse. Hun er en flink, ret interessant Fenella; men ingen ægte kunstnerisk. Reer har, som før sagt, en dygtig Tenor, men synger ofte ubehageligt tydsk-maniereret og spiller som en Hanswurst; hans Masaniello var dog mindre ridicül end hans George Brown. Elvira: Frl Mayer er den gamle, nu velbekjendte Caroline Mayer. Sikker, musikfast, routineret; med et dramatisk, i Regelen vel opfattet Foredrag - og dog egentlig mere en god Sangmaskine end et syngende Menneske. Hun sang sin grandiose Arie fortræffeligt - og dog manglede det Bedste - Sangens Sødhed, Tonens Rundhed og Fylde; Pragt og Ynde, Korrekthed og Behagelighed forenet. Alfonso: Henry og Pietro: Brassin gjorde deres bedste. - Jeg mener at Leipzigs Theater maatte kunne give et Værk som Den stumme bedre og værdigere end Tilfældet var; men hertil behøvedes rigtignok en heel Deel Extra-Chorister og nogle hundrede Thaler anvendt paa Sceneriet. Der er et Liv og en Varme i Sujettet som Auber i sin Musik med et forbausende Talent har forstaaet at gjøre betydningsfuldt og gribende. Men her maa skjønne Tableauer til. Auber har medrette regnet herpaa; da først faar hans lidenskabelige Musik sin rette Glød. Orchestret var flinkt som sædvanligt, men hørtes dog nu og da noget rapplende. Musiken er rigtignok overmaade svær."

Av italienske operaer så han i Leipzig bare to,. og begge av Donizetti, L’elisir d’amore og Lucia di Lammermoor. Den første gikk 8/11. "Denne Musik hører udentvivl til det Bedste Donizetti har skrevet og vel udført hører man den med Fornøielse trods dens Tyndheder hist og her. Men godt maa den udføres. Og det var just ikke Tilfældet, thi et væsentligt Parti, Tenorens, blev heel ynkelig præsteret og Sergeantens ikke stort bedre. Derirnod var Behr som Dulcamara, trods al Overdrivelse, flink og morsom og Adine, eller Teresa (hvad hun hedder) Hovedpartiet blev ganske fortræffeligt givet af Fru Schreiber-Kirchberger, der er en udmærket Coloratursangerinde og en tækkelig, talentfuld Kunstnerinde i det Hele. Det var en virkelig ganske nydelig Erscheinung og hun gjorde stormende Lykke, især i 2den Akt. Hendes Gemal var Nemorino og Hr. Brassin Sergeanten."

Lucia

så han 7/4 1851. "Iaften i Theatret en ganske god Opførelse af Donizettis Lucia, Fru Schreiber-Kirchherger sang Titelrollen meget smukt og spillede ret brav; kun er hun vel gammel. Især var hendes Roulader og chromatiske Skalagange fortræffelige. Lucia er vist en af hendes Glandspartier. Hr. Becker fra Hamburg som Gjæst var Ashton og sang og spillede med Talent og Kraft. Edgardo-Widemann og Raimond-Behr vare ret brave. Adskilligt udelodes dog ei til Skade. Musiken har effektfulde og smukke Partier. Men end mere huult og tomt." Kjerulf hadde sett, den både i Rouen og Christiania.

Det meste av det klassiske tyske repertoar stod naturligvis på programmet. Kjerulf fikk se Tryllefløyten to ganger, Figaros Bryllup to ganger, Don Juan én gang, Freischütz én gang i Leipzig og én i Dresden, Euryanthe to ganger og Fidelio én gang. Zauberflöte ble gitt 29/5 1850. "Man beundrer her ikke alene Mozarts Genialitet med ogsaa Schikaneders kolossale Makværk og Wienerpublikummets daværende Smag. Begyndelsen af 1ste Akt, den største Deel af 2den og især Finalen henrykker mig meest. Man kan nemlig ei om Zauberflöte sige at det er et stort Heelt ligesom Don Juan; thi med en saa dum og udstykket Libretto var dette selv Mozart umuligt. Ouverturen blev pragtfuldt spillet. Ellers lod Udførelsen af Operaen meget at ønske. Bedst var Sarastro: Salomon, Pamina: Mayer, og Papagena: Günther-Bachmann. Frl Schwarzbach har høie Toner men er ei stor Sangerinde nok til ret at brillere som Nattens Dronning. Papageno: Brassin in var ganske flink og livlig, men Tamino-Hirsch var en falsk Trompeter. De tre Damer sang bedre end de tre Genier. Monostatos -Henry var tilbørlig tilsmurt og forresten ikke mere end passabel. Præstechoret kunde været mægtigere ... I 1ste Rangloge sad Clara Schumann."

Zauberflöte

så han igjen 17/11. "I Arrangement og Udførelse rappler det sandelig i altformange Hjørner. Dette Udstyr gjør Schikaneders Dumheder complet latterlige. (Ex. Slangen, Løverne, de ægyptiske Scenerier, Præsterne, Nattens Dronnings Throne m. m. ). Besætningen var tildeels forandret. Istedetfor den bortgangne prægtige Salomon havde den bedrøvelige Hr. Koch faaet Sarastros Parti. Widemann havde atter overteget Tamino og dette var dog allenfalls bedre end da Hr. Hirsch skreg og gestikulerede. Widemann staaer der som en complet Træmand men. han synger dog, han er dog Sanger. Behrs Papageno var overdreven som næsten alt Behrsk. Men han er dog flink trods alt det og ikke langweilig som den respektable Hr. Brassin. Nattens Dronning havde jeg ventet mig mere af siden Schreiber-Kirchberger havde faaet Partiet. Men hun var ikke disse rigtignok ualmindelig svære Arier voxen. Bifaldsstormen var her overilet. (Fru Frege sad i Avantlogen og hørte paa hende, men gik i 2d Akt). Monostatos var ogsaa ny: Hr. Qvint lalfald ikke slettere end den bortgangne Henry. ... De tre Genier, tre reenvaskede Kokkepiger."

Don Juan

ble gitt 4/8. "Heller ikke her i Leipzig kan dette Værk gives tilfredsstillende; og i saa musikalsk en By burde man dog vente at der ialfald gjordes al Umage. I reen musikalsk Henseende var vistnok meget at rose og Enkelt Fortrinligt men det rette Sammenhold, den nødvendige Sammensmeltning af Stemmerne og Orchestret savnedes ogsaa her. Og dertil kommer denne evindelige altid fremtittende schofle tydske Tilbøielighed til at gjøre slette og fade Witze. Don Juan blev given med den gamle dumme Dialog. Don Juan og Leporello gjøre gemene Kneipevittigheder og strax før Elviras Optræden seer man Don Juan i sin Bolig overrasket af Retsbetjente der beskylde ham for det netop begangne Mord paa Commandanten. Den hele Scene kunde ligesaagodt høre hjemme i den første den bedste Berlinerposse og som sædvanlig gives Aktørerne Tilladelse til at improvisere de fadeste Replikker. Skulde man dog ei rense Mozarts Mesterværk for slige ækle Tilsætninger! Er det Kunstsands? Hvor langt ædlere gik man da ei tilværks i Kjøbenhavn da man gav Don Juan med Recitativerne. Og nu det hele sceniske Udstyr saa fjelebodsmæssigt; og Helvedescommersen til Slut! fi donc!"

"Disse Fataliteter vare saa meget mere fremstikkende som paa den anden Side Udførelsen i Orchestret og fra flere af Sangernes Side var ægte musikalsk. Brassins Don Juan er ret kvik men for simpel; det samme gjælder tildeels om Leporello - Hr. Beer, der forresten er en dygtig Basbuffo. Ædelt og smukt sang Widemann som Ottavio, og Stürmer var en god Masetto. Commandanten som ellers synges af Salomon blev udført af Hr. Wilcke som ei har den dertil fornødne Røst Leporellos Spil behagede mig ei og Wilcke var slet. Donna Anna blev derimod virkelig mesterlig sunget af Caroline Mayer. Naar man bliver vant til hendes Udseende og Stemmeansats og Udtale saa kan man dog tilsidst overgive sig med Behag til Nydelsen af hendes store Sangerbegavelse. Det er dog en Stemme (ihvorvel sped og ei ung) - og et prægtigt Foredrag og udadlelig musikalsk Udførelse. Ganske ypperlig var hun i Recitativet og Arien, især den sidste (i 2den Akt), Heelt igjennem god, behagelig, kvik og sikker var Günther-Bachmanns Zerline. Det er et prægtigt Fruentimmer; næsten altid er hun paa sin Plads. - Saaledes kunde al Musiken være ret godt repræsentert paa Scenen hvis ei et af de vigtigste Partier var givet til en uøvet Skolar, et Menneske med et umuligt Ydre for Scenen og et altfor stort Ubekjendtskab til alt Scenisk. Frl Bucks Elvira var høist sørgelig; forstyrrede al Illusion og ødelagde mere end ét Emsembles Totalvirkning. Hun har en god, virkelig smuk Stemme men den er ei egal: snart har hun stærke, snart altfor tilslørede Toner. Snart synger hun med Sandhed og Følelse, snart som om hun aldrig havde Begreb om dramatisk Sang. Frl Buck er, idetmindste for Tiden, en Umulighed paa Scenen og jeg frygter at hun med sit ulyksalige Ansigt og sin hele Persons Kokkepigeplumphed aldrig vil kunne vinde Plads paa den. - Prægtig var Joachims Udførelse paa Violin (Pizzicato) af Mandolinakkompagnementet til Don Juans Serenade. Brassins Opfatning af Don Juan var ikke chevaleresk nok; men. forresten var han ret flink. I Scenen i Finalen i 2den Akt med Commandantens Statue var han formeget beruset. Denne Opfatning fandt jeg urigtig. Scenen med Zerline gik fortræffelig men dertil gjorde dog Günther-Bachmanns ægte dramatiske Talent Udslaget. Publikum klappede saavel til det Gode som til det Slette og til Witzmageriet naturligviis allermeest. Den stakkels Buck fik dog en Deel Hyssen at høre. Fremkaldelser skeete som sædvanlig hvert Øieblik og til en meget forstyrrende Afbrydelse i Musiken. Det ‘dannede’ Leipzig har et høist bengelagtigt og i slette Vaner sig behagende Parterre og Galleri."

Også Figaros Bryllup ble i Leipzig utført med dialog, ikke resitativer. 25/10 skriver Kjerulf: "I Theatret Mozarts Figaro som ovenpaa den miserable Forestilling af Robert ret var en musikalsk Hjertestyrkning. Operaen gaves med enkelte mindre væsentlige Udeladelser og uden Recitativer, hvilket i Figaro ei er til Skade. Behr sang Figaro paa sin Viis, men ret flinkt og livligt. Fiin er han ikke. Mad. GüntherBachmann er trods sine saa og saa mange Aar endnu en ganske ravissant Susanne. Spiller mesterligt og synger meget passabelt. Greven gaves ganske godt av Brassin. Frk Hennigs Cherubin var mere "schülerhaft’ og lod mig med Vemod tænke paa Berghnér (i København). Frk Hailer (Gjæst og i ‘Messen’ Fides) gav Grevinden; hun synger stærkt og med Aplomb men ei blødt og hun bevæger sig ikke og har heller ikke den Ynde som Schreiber-Krichberger der til Lykke skal være engageret her. Hendes Udseende er ikke ille, noget vel stærkt. Spillet duer ikke; Organet er for mandligt. Bazil: Hr. Qvint, Marcelline: Fr. Eicke; Bartolo: Stürmer hævede Intet men fordærvede heller Intet. Jeg vidste ei at Forestillingerne nu begynder Kl 6 og gik saaledes glip af Ouverturen."

8/3 185l så han Figaros Bryllup igjen. "Frl Mayer sang dennegang Grevinden og sang meget godt. Günther-Bachmanns Susanne var bedre end forrigegang. Pagen var forfærdelig." Figaros Bryllup kjente han godt fra Christiania.

Beethovens Fidelio så han bare én gang, 6/11 1850. I Christiania var Kjerulfs interesse for Beethoven forsterket ved omgangen med Carl Arnold, som hadde hatt personlig kontakt med Beethoven. Det var vel første gang Kjerulf hørte Beethovens opera: "Hvilken simpel, skjøn, sangfuld, udtryksfuld dramatisk Musik, uden Effektjageri, uden geniale Excentriciteter! Skulde man virkelig tro at den gigantiske Beethoven kunde stemme sig heelt igjennem moderat? Texten er ret god, men ikke udmærket, ikke rig paa store musikalske Momenter. Den er blandet med Dialog og Beethoven har smukt gaaet i de vante Former." I første akt "er Handlingen visselig ordinær nok. Men anden Akt har gribende Momenter: Duetten under Gravningen; og Scenen hvor Fidelio kaster sig mellem sin Gemal og Pizarros Dolk. Finalen i 1ste Akt med Fangernes Chor er ogsaa høist gribende. Musiken er heelt igjennem den aller ædleste, melodiøseste, fuld af alskens vokale og instrumentale Skjønheder. Først den bekjendte Ouverture i E - Saa Canonen a 4 i G - Terzetten - Fidelios deilige Recitativ og Arie (i E) - Pizarros Arie med det mærkværdige Soldaterchor - hele Finalen. 2den Akt: Indledningen og Florestans Arie - den mageløse Gravningsduett - den fortryllende melodiøse Trio i A-dur - Qvartetten og Finalen. Musiken naar ikke op til Don Juans dramatiske Storhed - men den staar dog fuldkommen ved Siden af flere af de øvrige Mozartske og overhovedet for de bedste anerkjendte saakaldte Operas comiques. Thi trods sit Alvor er den dog ingen egentlig stor Opera. - Udførelsen var kun middelmaadig, naar undtages Orchestret. Fidelio: Schröder-Devrients berømte Fidelio, havde ingen heldig Fremstiller i Frl Hermine Hailer. Hendes Spil er for unaturlig forceret, hendes Organ for grovt og hendes Sang for lidet blød og udtryksfuld og Stemmen i Høiden caput. Florestan, Wideman var just ikke meget interessant og Pizarro, Hr. Brassin kun middelmaadig. Bedst var Behr som Fangevogteren og Günther-Bachmanns Marzelline vilde været meget god hvis Sangen ikke nu og da havde været hende or svær." Wilhelmine Schröder-Devrients (1804-1860) "Fidelio" var litt en legende. Hun sang fra 1823 på Dresden-operaen under Webers ledelse og var også meget kjent som Agathe i Webers opera.

Leipzig-teatrets "Freischütz" fikk Kjerulf se 19/5 1850. "Bedst var Fr. Günther-Bachmann som Anna; livligt Spil, godt Udseende; passabel og behagelig Sang. Gundys Agathe var en kunstmæssig pathetisk-dramatisk Præstation, men ingen sand, simpel, inderlig, jomfruelig Agathe. Max blev godt sunget og slet spillet. Resten middelmaadigt. Orchester og Chor gode. Sceneriet i Ulvesvælget var storartet latterligt; passende for vort Markedspublikum." Leipzig var en kjent markedsby og trakk to ganger om året til seg masser av tilreisende. 29/9 fikk han se "Freischütz" i Dresden, som skulle ha en god tradisjon fra Webers tid. "Krebs dirigerede. Tikatschek sang Max fortræffeligt og Frl Bunke fra Breslau var en ret ædel. og jomfruelig Agathe; gode Anlæg, smuk Stemme og ren Udtale; men endnu ei ganske udviklet. Wächters Casper var noget forceret. Ännchen, Frl Thiele var slet. Overhovedet var Opførelsen nok et Hastværksarbeide." Antagelig ble forstillingen gitt for å prøve frl. Bunke med tanke på ansettelse. Man pleide ha slike prøver i slutten av sesongen.

Den sjeldnere oppførte "Euryanthe" hadde sin premiere i ny innstudering 26/2 1851. "Denne Opera er uden Dialog og, skjønt mindre slaaende i sin Virkning, mindre populær end Freischütz, i musikalsk-dramatisk Henseende dog et Værk af stort Værd, en romantisk dramatisk Musik af stor Gedigenhed og i sin hele Construktion gjennemført med stor Consekvents. Imidiertid er ogsaa sae her de herligste Toner ofrede paa en forfærdelig tom og langweilig Handling. Det blev skabt paa en Tid da den overspændte Romantik endnu var i Flor. Provençalske Riddere og Kjærlighedskvaler og Døde som ei faa Fred i Graven og Kjeltringer i Buxer og Skjørtar som paa alle Maader søge at tilintetgjøre Dyden og Uskyldigheden - der dog seirer tilsidst - dette er Ingredientzerne i Helmine v.Chezys deplorable Textbog." En detaljert gjennomgåelse av handlingen følger. "Denne Handling udspunden i 3 lange Akter er til at sove ind under, var ikke Webers deilige Musik der. Og selv med den blir Sagen betænkelig nok hvis ei Euryanthes Fremstiller besidder Talent til at fængsle, ei alene med ypperlig Sang men ogsaa med ypperligt Spil og en ideal Fremstilling af den ædleste Qvindelighed. Til de Øvrige Hovedpartier fordres ogsaa Kunstnere af 1ste Rang for ret at holde Operaen oppe. Og saa kan man hegribe at Udførelsen her i Leipzig lod væsentlig tilbage at ønske, og at den overhovedet ei har vundet stor Popularitet. Euryanthe var skrevet for Henriette Sonntag og blev siden saa ypperligt givet af den berømte Schröder-Devrient. Her havde Caroline Mayer Partiet. Og da fik man blot en god Sang. Det øvrige slog ei an; Personen er tør som Træ og Spil er ei meget Spor af. Eglantine er en kvindelig Skurk og en saadan magter ei den godmodige, gemytlige, fyldige Schreiber-Kirchberger med sin venlige bløde Stemme og sit milde Væsen at fremstille. Hun var endnu mindre paa sin Plads end Mayer. Og det var Synd for dem begge. Thi de var begge paa deres Plads virkelig dygtige Kunstnerinder. Behr (Lysiart) er en grovslagen brølende og vibrerende Basbuffo og formaar aldrig at opfatte et Parti fiint og korrekt. Widemann (Adolar) var da egentlig den bedste - en kedsommelig Elsker som man rigtignok kunde ønske en friskere, fuldere og blødere Sang ... Musiken er durchgehend Webersk. Ædelt formet, lidt sentimental-romantisk til Overflod, men atter saa sød og deilig; lidt harmonisk overfyldt, men atter saa harmonisk velgjørende især i de herlige Chor og Ensembler."

Han så den igjen 18/3 og skriver da omtrent det samme. "Her er dog store musikalske Skjønheder. Kun Skade at Sujettet er saa forfærdelig kedsommeligt og dumt. Udførelsen var fra Chorets Side dennegang meget mislig. ... Jeg sagde før at 2den Akt i Euryanthe behagede mig mindre end tredie; det veed jeg dog ikke nu. Vel udført vil 2den Akt maaskee være fuldkomment saa god som 3die mens dog Begge staa tilbage for 1ste. Den hele Finale i 2d Akt til Ex er høist dramatisk og fuld af skjøn Musik. I 3die er Hovedinteressen Euryanthes og Adolars Duett og hendes paafølgende Scene i Forladtheden. Men hertil hører en stor Sangerinde og Skuespiller. Musiken er for Hovedpartiets Vedkommende usædvanlig svær og byder sikkert ogsaa i Orchesteret ganske alvorlige Sager."

En helt spesiell interesse bød forestillingene 10/4 og 20/4 1851 med de første offentlige oppførelsene av Mendelssohns ungdomsarbeide "Die Heimkehr aus der Fremde." "Mendelssohns Liederspil er et Ungdomsarbeide, componeret ianledning af hans Forældres Sølvbryllup. Det er først i disse Dage som en oeuvre posthume udgivet i Claveerudtog af Breitkopf und Härtel. Klingemann har digtet Texten, som er saa uhyre faareagtig og langweilig at Mendelssohn isandhed maa have været lidet vanskelig dengang. Det er saadan en Art Idylle med erotiske og burleske Scener og en sentimental, rørende lykkelig Ende. Af Musik er her Forraad nok, og det er mere en Opera comique end et blot Liederspil. Men nydelig er denne Musik. Høist melodieus, populær, velklingende, ligger smukt for Stemmerne, er ikke svær og er instrumenteret uden al Larm-Anvendelse. ... Det Hele er ganske vel skikket til en privat Opførelse af Dilettanter og er ogsaa her i Leipzig givet hos Härtel og nu nylig hos Dr. Seeburg. De handlende Personer ere en Papa, en Mama, et Pleiebarn der elske af den hjemvendende Søn, en vis "Kanz", en Person der aldeles intet her at gjøre uden umotiverede Dumheder og en Natvægter."

Sammen med dette ble gitt en enakters "Operette" (operette i gammel betydning som liten opera) av Johann Hoven - egentlig baron Vesque von Püttlingen (1803-1883). Han var født i Galizien, kom til Wien og ble venn av Schubert og siden aktiv i omorganisasjonen og ledelsen av Gesellschaft für Musikfreunde. "Ein Abenteuer Karls des Zweiten" ble først oppført i Wien 12/1 1850 og deretter av Liszt i Weimar. "Von Hovens Operette er meget letfærdig men geschickt gjort; utydsk Musik med franske og italienske Melodier og Vendinger, men ganske gefällig og velklingende. Texten er en temmelig løs fransk Anecdote i den sædvanlige Maneer. Især er Katastrofen for uæsthetisk og for dum. Men for en Gangs Skylde ta’er man gjerne imod. Her er dog Handling hvad i Mendelssohns aldeles fattes ... Ganske fortryllende var her den evig unge Günther-Bachmann, der dog nu og da har lidt vanskeligt ved at skjule sine saa og saamange og 40 Aar. Men her var hun saa tækkelig, saa pikant, saa beleven, ja smuk, nydelig - sang og spillede fortræffeligt - og har jeg seet hende for sidste Gang er jeg gled ved at have seet hende saa vel disponeret." Det ble imidlertid ikke siste gang, for de små operaene ble gitt enda en gang 20/4, og GütherBachmann var fremdeles uimotståelig som forpaktermadamen Catherine. Et par dager etter reiste han fra Leipzig.

En ganske usedvanlig begivenhet var førsteoppførelsen av Robert Schumanns opera "Genoveva" 25/6 1850. "Publikum bestod af næsten lutter Musikere. Flere af dem vare komne langt fra for at høre Schumanns Musik. Der sad Liszt med sit prægtige, geistfulde, men udmagrede Ansigt; der var Gade og den tykke, brede Hiller; man vil ogsaa vide at Marschner og Henselt vare der, hvad dog ei er vist. At alt hvad Leipzig har af Musikere var tilstede siger sig selv. Rietz dog ikke."

 

... mer følger senere

 

[Muligheter for hopp til:]

 

[…] triller men er fra første til sidst virkelig ret bedaarende. Dybde ejer hun neppe. For den brede store Sang er hendes Røst for smal. En Skalk er hun. Af og til er hun ordentlig rørende. (Ex. i Sonnambule scenen i 2den Akt og hvor hun lagde sig i Sengen!) Hun sang i Sonnambule. Hendes Følge var af underordnet Rang (ligesom med Rachel!) I Tenoren gjenkjendte jeg Elskeren i la Traviata i Milano. Bassen lignede Kong Carl. Resten var tydske Lejetropper. Orsini dirigerede godt. Ikke aldeles fuldt Hus!!"

Adelina Patti (1843-1919) var født i Madrid og debuterte 24/11 1859 i New York, (i Lucia), to år etter i London og året etter i Paris, begge steder i La sonnambula. Rossini arrangerte en del av musikken i Barberen for hennes stemme, og hennes navn ble nøye knyttet til denne rollen. Hun var 20 år da Kjerulf hørte henne, men allerede da hadde hun et internasjonalt navn. Hun ble regnet som den siste av de store koloratursopranene. Pauline Lucca (1841-1908) var av østerrisk fødsel, men av italiensk familie. Hun debuterte 4/9 1959 som Elvira i Ernani og vant sitt publikum øyeblikkelig. Meyerbeer foreslo henne engasjert i Berlin og hun studerte flere roller i hans operaer med ham. I Berlin ble hun engasjert som hoffsangerinne på livstid. Hun ble meget berømt som Valentine i Hugenottene, Selika i Afrikanerinnen og Marguerite i Faust. Flere av München-sangerne som Kjerulf hørte denne sommeren var knyttet til førsteoppførelsene av Wagners verker. Anne Deinet var den første Brangäne i Tristan og Isolde, Bausewein og Sophie Dietz var med i Mestersangerne, August Kindermann var den første Wotan i Rheingold og den første Sieglinde i Die Walküre og i disse var også Busewein med.

I Christiania var det høsten 1863 en nyinnstudering av Aubers Broncehesten, som ble slik en suksess at den gikk 15 ganger. Direksjonen sendte en spesiell takk til Sperati. "Directionen, som i høi Grad paaskjønner den Iver og Duelighed, hvormed De har ledet Indstuderingen af Broncehesten, og som tror at det i væsentligste Grad er gaaet af Scenen paa en efter Omstændighederne saa tilfredsstillende Maade, føler sig opfordret til herigjennem at udtale en erkjendtlig Tak, og beder Dem som et Udtryk af Samme at modtage et Gratiale af 25 Sp, som Theatrets Kasserer vil blive Dem indbetalt."

Kjerulfs kommentar var: "De der kunde synge sang egentlig styggere end de der ikke kunde det. Brun var en ypperlig Figur som Mandarinen." Brun var Johannes Brun. "De der kunde synge", var Nicolai Wolf, Jacob Lund og Clara Ursin. De der ikke kunde synge var O Bucher, Lucie Wolf, Amalie Døvle og Pauline Solberg, foruten naturligvis det store komiske talent Johannes Brun. I februar 1864 oppførtes igjen Den stumme i Portici med fru Brun som Fenella, Nicolai Wolf og Clara Ursin i de store sangerrollene — likesom tidligere (i 1852-53). Jacob Lund sang fremdeles Alfonso, men Hans Brun overtog Lorenzos rolle. Han kom til å bli teatrets tenor i årene fremover.

4/4 1864 skriver Kjerulf: "I Theatret for første Gang siden November ifjor. Jeg skulde da høre hvorledes man gav Offenbachs 'Orfeus i Unverdenen' hos os. Og det var skidt nok." 8/4 er han igjen i teatret: "Theaterdirektionen sendte Billet for at jeg skulde høre Udbyes Sangspill 'Hjemvee'. Den samme flaue Schweitzer Idyl hvori i sin Tid Betty Christensen debuterede. Udbyes Musikk var i det Hele taget saadan som jeg havde tænkt mig at han skulde skrive den. Flittigt Arbeide uden Aand; Fattigdom paa melodiske Motiver men Rigdom af Platituder og Tverdriverier og complet udramatisk fra først til sidst. Det var Musik som nogle Ærbødige kaldte høitidelig og næsten religiøs (en erotisk Schweitzeridyl) men som Publikum in toto fandt overordentlig kjedsommelig. Musiken (1 Akt) bestaar af en Ouverture eller Introduktion i tung Pastoraltone (Cornetten spiller Hovedrolle og skal betyde Alpehorn), af Chor, Sange, Duette, Terzett, Kvartett, hvoraf den sidste var den bedste. Af Ynde, Finesse, Charakteristisk, intet Spor. Alt tungt, ensformig, motivtfattigt. Man blir ganske bedrøvet ved at høre Sligt, tænke paa det meget Arbeide og den store Misforstaaelse af Ens Retning og Anlæg."

Det var imidlertid stadig rot fra direksjonens side med hensyn til den musikalske side av driften. Sommeren 1863 ble flere korister sagt opp, og tidligere hadde direksjonen sagt opp Mathilde Andersen, som i 1860-70-årene var Christianias beste sopran og som endte som ansett sangpedagog i Berlin. Direksjonen la seg opp i hvem som var fraværende under prøvene og sa at Sperati ikke under noen omstendighet kunne la noen annen overta klaver- eller orkesterprøvene uten direksjonens tillatelse. Sperati fikk mulkt, som imidlertid ble ettergitt 6/2. Det var ikke å undres på at Sperati leverte inn sin oppsigelse, som direksjonen imidlertid nektet å ta imot og tvang ham til å fortsette.

Ved begynnelsen av sesongen 1864/65 var orkestret mangelfullt sammensatt. Det manglet flere instrumenter, og direksjonen kalte Sperati inn til møte og anklaget ham for å ha forsømt sin plikt. Han hadde ikke avsluttet kontrakt med de senest ansatte og de hadde forlatt teatret midt i sesongen. Sperati ble rasende og svarte på en slik måte at direksjon avsatte ham på flekken. De kunne ikke ta mot slikt fra en "Underordnet". I stedet ansatte de den svenske pianist Fredrik Lindholm. Kjerulf refererer 31/10 at "Fr. Lindholm er antaget til Orkesteranfører ved Theatret her.", og 24/11 hører han for første gang Lindholm dirigere orkestret. Man ga Martha. "L. har er uroligt Taktslag og vel mange Haandbevægelser men ellers mærker man at han er Musiker nok til at haandtere Partitur og forstaa hvad han har at gjøre og saa kan vel Routinen gjøre Resten. At jeg paa mange Steder i Operaen mærkede Indflydelsen af en mer musikalsk Ledelse, forstaar sig selv. Jeg har aldrig tænkt at det skulde være saa svært at erstatte Sperati som Musiker, men vel som routineret Dirigent."

Men det gikk ikke med Lindholm. 30/2 skriver Kjerulf: "I Theatret gaves 'den sorte Domino' som Lindholm havde indstuderet men som Sperati kom til at anføre da L. paa sidste Prøve blev syg — rimeligvis av Svir! Man maatte da tilkalde Sperati som naturlivis blev kisteglad og Publikum, især Galleriet modtog ham med Jubel og Orkester og Personale sikkerlig ogsaa. Nu kommer vel den ny Bestyrelse som indtræder med Nytaar til at beholde ham da man nok finder L. umulig, og Vanskelighederne ved at faa en Anden er for store. 'Den sorte Domino' gikk naar man ser hen til at den blev sunget av hovedsagelig umusikalske Personer — ganske upaaklageligt. Fru Wolf havde Titelrollen som hun vist nok spillede ganske anderledes end Fru Ursin vilde have gjort det. Hvad hun raadte med sang hun tydelig og naturlig men naturligvis var der meget hun ikke raadte med og adskilligt maatte udelates og omsættes. Over Forventning var H. Bruns 'Massarena'. Wolf havde Julians, Lund Lorden, Fru Døvle Birgitte, Brun og Jfr. Parelius de to gamle. B. var altfor brav og overdreven. Speratis Tempi var ofte altfor hurtige fEx den aragonesiske Vise."

I norsk operahistorie er 1850-årene et lavpunkt. Det var sesonger da det ikke ble oppført en eneste opera. Påskuddet til å sløyfe opera var at det var for dyrt, men den virkelige grunn var at det danske sprog skulle tutes inn i ørene på folk slik at kulturen kunne reddes. Men Christianias publikum elsket opera, og teatrets økonomi var stadig dårlig tross innsparingene på musikken. I slutten av 1850-årene fikk Christiania Theater en konkurranse som kanskje var uventet, nemlig fra gjestende danske og svenske selskaper som lokket med tidens nyeste form for musikkteater, nemlig Offenbachs operetter. Christianias Theater ble nødt til å følge med. Det begynte forsiktig med Offenbachs mindre kontroversielle enaktere. Ved Lygteskin (le mariage aux lanternes 29/5 1859) og En Brudgom paa Trappen 3/2 1861. Så kom tidens store slager Orfeus i Underverdenen 10/4 1864, fulgt av De to Blinde 25/1 1865, Hr og Fru Denis 24/3 1865, Fritzchen og Lieschen 4/10 1864 og Violinspilleren 4/4 1865 med kulminasjon i Den skjønne Helene 13/5 1866. Så kom I høiere Circler (M. Choufleuri restera chez soi le….) 23/10 1867 og etter Kjerulfs død Storhertuginden af Geroldstein 28/10 1868. Foruten disse ble gitt andre musikalske enaktere som Annunciatas Fest (H. Rung, 22/8 1860), God rolig Nat, Mr. Pantalon (Grisar, 30/11 1864), Jocrisse (Gautier, 28/5 1865), Den befjædrede Slange (Delibes, 1/7 1867), den gamle Schweitzerhytten (Adam, 17/11 1867) og Jeannettes Bryllup (Massé, 18/3 1867).

Men det var ikke nok med dette. Christiania Theater ble nødt til å gi mer og mer opera utover i 1860-årene. I sesongen 1863/64 var det 42 operaforestillinger, 15 med Broncehesten, 8 med Den stumme i Portici, 14 med Orfeus i Underverdenen og 5 med Martha. Dessuten enakteren Hjemvee én eneste gang. I sesongen 1864/65 ble gitt 31 forestillinger med helaftens opera og 38 med enakter. Nye oppsetninger var Ludovic (3 ganger), Fjeldeventyret (6 ganger) og Den sorte Domino (7 ganger). Dessuten fortsatte Orfeus i Underverdenen (10 ganger), Martha (4 ganger) og Broncehesten (1 gang). Enakterne var En Brudgom paa Trappen (5 ganger), Lazarilla (5 ganger), God rolig Nat, Mr. Pantalon (ny, 6 ganger), De to Blinde (ny, 11 ganger), Hr. og Fru Denis (ny, 8 ganger) og Jocrisse (ny, 3 ganger). Dessuten ble Til Sæters gitt 5 ganger.

I sesongen 1865-66 var det 32 helaftensforestillinger med opera og 17 enaktere. Elverhøj ble gitt 9 ganger, Den sorte Domino 2, Orpheus i Underverdenen 2, Martha 3, De to Blinde 1, En Brudgom paa Trappen 1, Jægerbruden 7. Nye var Kronjuvelerne 1/12 1865, Den skjønne Helene 13/5 (6 ganger), Fritzchen og Lischen 4/10 (9 ganger), Violinspilleren 4/4 (5 ganger). Det var ikke rart at Sperati hadde fått nok skjønt hans gasje var satt opp til 700 daler. Han var opprinnelig ansatt for å lede italiensk opera. Imidlertid var han blitt leder av militærmusikken og hadde dessuten privatundervisning. Cellisten Johan Hennum ble satt på stillingen som kapellmester, og Sperati gikk av midt i sesongen slik at det ble Hennum som kom til å innstudere Den skjønne Helene.

Kjerulf så lite av all denne opera- og operettevirksomheten. Han gikk sjelden i teatret. Grunnen var kanskje dårlig helbred, men han deltok fremdeles sterkt i byens selskapsliv. Som tidligere nevnt så han Broncehesten, Orfeus i Underverdenen, Hjemvee, og Den sorte Domino. 27/1 1865 var han i teatret for å høre Fredrik Lindholm spille Mendelssohns g-moll konsert med orkestret (under Sperati). "Det lille Syngespill Lazarilla af R. Bay er et Dilettantarbeide og blev slet utført. Offenbachs Spøg 'De to Blinde' var meget morsom, men flaut oversat." Den var oversatt av en Hans Christian Hegge Grüner (1834-1900) som også oversatte andre mindre stykker for teatret.

Om Fjeldeventyret sier han 17/2 1865: "Musikken vidner visselig om Begavelse hos Componisten men ogsaa om Mangel paa Øvelse og Herredømme om Midlerne. Adskilligt er forældet, tyndt og trivialt men saa kommer friske Ting — 2. Akt og Oktetten i 4de er ikke slet gjort. Weber og Mozart spøger — men i et meget uskyldig Gevant." 24/3 så han Hr. og Fru Denis "Morsomt, overgivent, let, letsindig Musikk som af og til virker yderlig pudserlig. Det er een Akt. Blev ikke saa ilde udført af Fruerne Døvle, Ursin og Brun og Hr. Wolf."

 

Utenlandsreisen 1865

Men sommeren 1865 var Kjerulf igjen ute på en anstrengende utenlandsreise, tross den dårlige helbred. Det var så meget som lokket nå. 17/3 1865 noterer han i dagboken at Mozarts Tryllefløyten var oppført på Théâtre Lyrique med Christina Nilsson som Nattens Dronning. "Publikum henrykt." 7/5 noterer han: "Meyerbeers l’Africaine er nu oppført i Paris." Hans elev Dorthea Ursin kom i slutten av mai hjem fra Paris. Hun hadde hørt mange konserter og sett Afrikanerinden. Meyer var fremdeles i Paris, og Kjerulf kunne ikke holde seg. Etter et opphold på Grefsen Bad reiste han 15/8 til Paris. Det hadde muligens også vært fristende å reise til München, for her var Tristan og Isolde oppført 10/6. 2/7 skriver Kjerulf i sin dagbok: "I München opførtes i f.M. Wagners Tristan og Isolde — under kongens Auspicier og med Bülow som Dirigent. Det synes paa alle Efterretninger som den dog har slaaet an trods at det Wagnerske her allermest er udpræget. (P. S. Der er dog heftige Protester, især i Artikel i Allg. Ztg og en Wienerkritikk)."

Det hadde vært tale om virkelig å starte en opera i Christiania, og man hadde kontaktet flere norske sangere i utlandet. Men 4/7 skriver Kjerulf: "Theatret sluttede Saisonen saa omtrent i fallit Tilstand. De danske Dandsere og Dandserinder trak ikke, ialfald vandt Theaterkassen Intet. Bjørnson er for Tiden i Danmark. Engagement af Fru Tellefsen, Fkn Holmsen, Meyer og Skougaard kommer nok ikke i stand og Udsigterne er daarlige nok. I Sommer spiller, synger og dandser et middelmaadigt svensk Selskab (Selinders Trup) paa Klingenberg. Stenhammar (Tenor) med Frue (Mlle André) og Bassisten Behrens ere komne for at optræde to Gange og senere i Bergen ved Udstillingen der. (NB Stenhammar optræder dog ikke idetmindste ikke første Gang.)"

Han var tilstede 7/7 da de svenske sangerne opptrådde. "(Stenhammar er ikke med — skal ogsaa heller ikke længre være ved Scenen i Stockholm). Arier av Lucretia, Jægerbruden, Lucia, Duetter af Huguenotterne (Marcel og Valentine) og Lucia (L. og Ashton). Fru St. var meget flink, en ægte Kunstnerinde, med dramatisk Udtryk og megen Inderlighed. Behrens er egentlig blot Stemme men en prægtig Stemme; synger kraftig og naturlig men mangler Skole og Sangens finere Nuancer. Huset var ret godt besat. Orkesteret var reduceret til Strygekvartett med Piano (Albert Lindholm — meget flinkt)."

Han kom til Paris 20/8 og det første han fikk se var Meyerbeers nye opera (21/8). "Da jeg kl 12 kom til Lokationsbureauet i rue Drouot var der endda adskillig Trængsel for at faa Billet til l’Africaine. Parterre var udsolgt og jeg maatte tage en fauteuil d’orchestre til 12 frs. Men fik da ogsaa en udmærket Plads lige foran ved Basserne."

"Jeg foretog mig Intet om Dagen for at have Kræfter til at holde ud i Operaen i den stærke Hede. Meyerbeers posthume Opera l’Africaine behagede mig bedre end jeg havde tænkt. Den har ikke dette forfærdelig affekteerte som Profeten og nærmer sig mer til Huguenotterne. Den er derfor ikke fuldt saa usand og usund som M. kan være. Men Huguenotternes store Opsving mangler og kan ikke erstattes ved den ypperlige Instrumentation og de mange slaaende Detailler. Her er dog igrunden for lidet Nyt og Friskt. Librettoen er ogsaa paafaldende mat, trods alle Fif og Scene-effekter. I Profeten dandses paa Skøiter; her foregaar en hel Akt paa et Skib som til Slut manøvrerer i Storm og entres av Afrikanere. Udførelsen tog og slog mig ganske ordentlig; den var virkelig glimrende. En stor Stemme forlanger Titelrollen og Marie Sax besidder den. Hun sang med langt mer Udtryk og dramatisk Aplomb end i 1862. Faure var prægtig i Stil og Sang som den christenfiendske, skinsyge Selika haabløst elskende Nelusko. Naudin — Vasco da Gama — heltetenor — var laant fra 'Italiens'. Han synger meget godt og nobelt men er dog for svag ved Siden af Sax. Belval (don Pedro, Basso) har et statelig Ydre. Hans Hoved minder om Roger. Don Alvar (let Tenor) Warot fra Opéra Comique. Admiralen: Castelmary. Inkvisitoren: David. Storbraminen: Obin. Inés: Mlle Battue er flink Sopran men lidt tynd i Stemmen. Orkestret var ypperlig. Chor og Udstyr ditto. — Ouverturen er en Introduktion som begynder i h-moll med et kort Motiv som imiteres i de forskjellige Instrumenter og gaar over i et Cantabile med Harpen. Begge Motiver forekomme siden i Operaen. Af Musiken mærkede jeg mig ved denne første Anhøren især: Romancen (Ines) 'Adieu, rive du Tage' og den prægtige Finale som begynder med Bispernes kraftige Unisono — Chor (Es-dur). I 2den Akt: Selikas Air du sommeil, Duetten Combien tu m’es chère — Septetten 'Pour moi plus de misère'. 3die Akt de fortræffelige Chor i Begyndelsen Damernes — Matrosernes — og Blandingen af Begge — saa 'Adamastor' Balladen. 4de Akt Vascos Arie (a la Wagner Instrumentation), Neluskos vakre Cavatine især formedelst Udførelsen. Den berømte Duo som dog staar betydelig under de bekjendte i Huguenotterne. Recit. er udmærket og den erotiske Cantilene; derimod Unisonoet i H-dur mer ordinært og kun beregnet paa Udførelsens Aplomb. 5. Akt — da var jeg mat og derfor forekom den mig vel mattere skjønt Selikas Parti her nok er meget interessant. Ypperlig er Orkestrets Introduktion til Slutningstableauet — Strygernes Unisono; det er den fortrinlige Udførelse; thi Tingen selv er ganske simpel — en kort Periode af en almindelig Melodi som Enhver kunde gjøre. Men det er Anvendelsen det kommer an paa og Meyerbeer forstaar Fiffet. — Huset var fuldt; det var nok den 49de Opførelse. Jeg sad på 1ste Bænk, omringet af Spanioler og Italienere. I Nærheden sad den bekjendte gamle Perser ved Siden av en Tyrk. Operaen varede, trods Forkortelserne, til Midnat, fra 7 1\2 af." Det var Meyerbeer selv som hadde ønsket Naudin (Emilio) (1823-1890).

Han fikk se operaen igjen den 28. "Jeg kjøbte Klaverudtoget til l’Africaine for 20 fr. og havde det med mig om Aftenen i Operaen. ….Aftenen i Operaen var varm nok — men jeg maatte holde ud. Det lønnede sig at have Klaverudtoget med." Allerede 9/3 1866 gikk operaen for 100. gang og samme år ble den oppført i London, Madrid, Bologna, Berlin, Antwerpen, New York og Haag og i januar neste år i St. Petersburg på italiensk. I Berlin ble den gitt på tysk 18/11, og i Wien 27/2 1866. I Stockholm kom den opp 28/4 1867 i Ludvig Josephsons regi, og før 20 år var gått var den gitt i Alger, Konstantinopel, Montevideo, Alexandria, New Orleans, Malta, Buenos Aires, Rio de Janeiro, Warszawa, Tblisi, Santiago, Chile, Zagreb og Ljubljana. Den er siden gitt i Helsinki og Reval, men aldri i Norge.

24/8 var han i Opéra Comique, der enakteren Les noces de Jeannette og Fra Diavolo ble gitt. "Les noces de Jeannette i 1 Akt af Massé er en lille musikalsk Bonde-Idyl — to Personer — en Brudgom og en Brud paa Bryllupsdagen. Couderec (Kjerulf skriver av feil Conderec) og Mlle Girard. Couderec spiller godt. Girard er styg; ret flink Coloratur. I Fra Diavolo som det var lystig at se engang paa fransk var egentlig kun Fra Diavolo selv udmærket. Det Øvrige var middelmaadigt. Den rette Zerlina (Belia) havde faaet Forfald og Regisseuren bad Publikum ta til takke med Mlle Dupuys, som var ret net men synlig lidt berauet da hun maatte tage Rollen i sidste Øieblik. Zerlina sætter Bilettbordet lige ved Lamperaden og klæder sig ganske anseeligt af — det vil sige — saavidt som det kan ga uden at blive uanstændig nøgen. Mylord var ingen Hexemester (Ste Foy spillede den ikke), Mylady var Mme Revilly. De to Røvere spiltes bedre hos os af Jørgensen og Smidth. Men Fra Diavolo selv, Montaubry, var en Mester. Ægte aubersk Sanger. Hvilken Lethed og galant Tone — hvilket fint, gracieust Foredrag af Barcarolen i G — og hvor prægtig i sidste Akt! Kostumet var strengt holdt fra Aarene 25-30. — I en Sideloge au ler sad Kristine Nilsson med sin engelske Bonne eller Selskabsdame. Hun saa overmaade 'distinguée' ud. I Entrakten gikk jeg oftere forbi hende ude paa Gangen. Det lod ikke til at hun kjente mig igjen." Achille Montaubry (1826-1898) var bror av dirigenten og komponisten Jean Baptiste M.

Kjerulf hørte denne tenoren flere ganger i 1862 og 1865. 26/8 hadde han hovedrollen i Les Porcherons, opera av Grisar i 3 Akter. "en god musikk i fransk Stil; bedre gjort og instrumenteret end Aubers og Adams, om den end ellers i Melodirigdom og pikante Detailler maa staa under. Handlingen foregaar i 1770. 'Porcherons' er Navnet paa et Forlystelsessted udenfor Paris, dengang meget bekjent. Operaen har en respektabel Samling af Arier, Duos og Ensmbler, og ypperlige Ting forekomme baade i komisk og erotisk Tone. t.Ex. Latter Trioen i 2. Akt; Ronde des Porcherons i 3die med Contradansen og Choret. En meget smuk Romance synger Mme de Bryane (Prima-donna) i 2den Akt l’amour qui vous implore med Omkvædet l’amour est le bien suprème. Florians Couplets er ogsaa meget nydelige. Operaen er godt besat og dennegang var de bedste Kræfter samlede: Montaubry, Crosti, Ste Foy, Bataille, Damerne Galli-Marié, Revilly og Belia. Hovedpartierne er egentlig Montaubry, Crostis og Galli-Mariés. Ved den første Opførelse i 1850 Desbruyères: Herman-Léon; Antoine (Tenor): Mocker pg Markise de Bryane: Mlle Darcier. Ste Foy var ogsaa den gang den gamle løjerlige Vicomte."

En viktig grunn til at Kjerulf gjerne ville se Paris igjen, var kanskje den at han ville få høre Christina Nilsson i opera. Hun hadde debutert 27/10 1864 med enorm suksess i Verdis La traviata på Théâtre Lyrique. Men hvis han hadde trodd at han skulle få treffe henne og kanskje gjøre henne interessert i å synge hans romanser (likesom Jenny Lind), så ble han skuffet. Ved sitt første besøk hos Tellefsens fikk han høre meget "som forbausede og forstemte mig fEx at hverken Fru T. eller Meyer nu sang med Wartel — at Tellefsens var misfornøiet med ham, at Forholdet til Christina Nilsson var afbrudt da hun havde vist sig meget spansk og utaknemmelig siden sin Ophøielse til berømt Kunstnerinde." Han gikk imidlertid på besøk til Wartel. "Paa Væggen havde nu Nilsson faaet en rum Plads for hvis Skyld kanske endog en eller anden Trebelli har maattet nøie sig med et Sidekabinet." Trebelli og Christina Nilsson var hans beste elever og største triumfer.

Théâtre Lyrique hadde i 1862 forlatt sitt gamle teater i Boulevard du Temple på grunn av Hausmanns reguleringsplaner, og to nye teatre var bygget ved Place du Châtelet, et mer sentralt og finere strøk. Under sin direktør Léon Carvalho (født på Martinique) hadde Théâtre Lyrique siden 1856 arbeidet seg opp til en farlig konkurrent for den store opera i Rue le Peletier. Han hadde oppført verker av Mozart, Beethoven og Weber, hadde sikret seg gode sangere som tenoren Michot — foruten sin hustru Miolan-Carvalho — og hadde gjort sitt største kupp ved å oppføre Gounods Faust. (1859). En annen stor suksess, både kunstnerisk og finansiell var oppførelsen av Glucks Orphée i Berlioz’s bearbeidelse med Pauline Viardot i titelrollen. På Faust fulgte Philémon et Baucis (1860), som ikke hadde samme suksess, og Mireille (1864), og han var endog så dristig å oppføre Les Troyens à Carthage (1863). Sine Mozart-suksesser fulgte han opp med La flûte enchantée 23/2 1865.

1/9 1865 åpnet Théâtre Lyrique den nye sesong med Tryllefløiten, og Kjerulf var der sammen med Tellefsens og tre norske damer. "Theatret er nyt ligesom Châtelet; samme Overlys, men mindre. Jeg sad i Fauteuil (7 fr location). Texten er omgjort og Papagena har aldeles mistet den Schikanderske Naivitet; Nattens Dronning er omdannet til en ung Fee der er Paminas Rival. Jeg tror neppe at Operaen har vundet ved dette Forsøg paa at forbedre en dum Text. Udførelsen var god og af Musiken var Intet udeladt uden ganske lidt i sidste Finale. Besætningen var: Tamino: Michot (fh. ved Operaen), Papageno: Troy, Sarastro: Depassio, Monostatos: Lutz (fh. Opéra Comique, slet), Pamina: Md Miolan-Carvalho, Papagena: Mme Tual (fh. Opéra Comique, slet), Nattens Dronning: Christina Nilsson, De tre Damer: Mm M. Albrecht, Estagel og Ladois. De tre Drenge: Mm Daram, Wilhème og Peiret.

Mest fremragende ved Sangens Kunst var Md Miolan Carvalho, en Sangerinde med den skjønneste sympathetiske Røst og det ædleste Foredrag. Hun er dog ikke ung længere. Duettinoen med Papageno kunde ikke gaa smukkere og simplere. Den blev ogsaa bissé. Michot kjendte jeg godt igjen fra 1862 i la Favorite. Papageno var meget god. Skade at Ugalde er borte, hun sang Papagena. Sarastros Bas slog ikke ganske til. Monostatos gikk an. Damernes og Drengenes Terzetter gikk smukt; Præsternes ogsaa. Ouverturen spiltes med Virtuositet dog kanskee lidt vel hurtig. Nu Nilsson? Hun som Robert Watt har villet sætte op ved en Patti ja henimod en Lind! Meyer havde belavet mig paa at jeg vilde blive en Smule skuffet — og jeg blev det ogsaa. Nilsson er net og flink men ikke bedaarende. Begavet er hun men mangler Dybde. Ægte nordisk ser hun ud. Vi vil nu se om vi kan faa høre hendes Violetta!"

Det fik de også 4/9. "I den stærke Hede maatte jeg dog til Th. Lyrique for at se Christina Nilsson i 'Violetta' (la Traviata). Jeg havde en Billet til Pourtour (location 5 fr) en Art Couloir hvor man just ikke ser Salen men desbedre ind mot Scenen. Jeg havde tænkt mig C. bedre end jeg fant hende. Man har gjort formeget Opstyr med hende. Ret nydelig er hun og især i 2d og 3e Akt en meget flink Aktrise. Stemmen er klar og frisk og bøielig; hun har lært meget og er meget musikalsk og dog er hun ingen Patti. Man kan glæde sig ved hendes friske Ungdom og flinke (lyse) Sang — men man henrives ikke et Øieblik. Hun griber ikke; indtager ikke. Miolans Røst griber ulige mere og Piatti i Traviata, især i 1ste Akt. Siden, især i sidste Akt skal Nilsson virkelig være bedre. Musikken er yderst simpel og mangler ikke en vis elegisk Farvning der stemmer med Handlingen. Udførelsen var ikke ilde. Tenoren Monjauze er blød og behagelig især i de tendre Partier; Baritonen Lutz er ogsaa ganske flink uden at være af første Rang. En Søn af Wartel gav Grevens ubetydelige Parti. Costumet er Rococco da Handlingen er lagt til en ældre Tid. Nilsson bar i 1ste Akt lyserødt; rigt Broderi, opheftet Skjørt, ikke Pudder; Cameliaen i Haaret og paa Brystet. 2den Akt hvid Morgendragt, 3dje Akt Saloncostume, jeg tror det var hvidt. 4de Akt Natdragt. Hun saa meget sand ud her, ret en ung og vakker Tæringspatient. Foran gik en ubetydelig Operette i 1 Akt af en Mr Caspers hvori Wartel havde Hovedpartiet, le Cousin Babylas. I alle Henseende ubetydelig."

På hjemveien fra Paris stanset han noen dager i København. I à Portas kafé vrimlet det av svensker som skulle høre Michaëli i Trubaduren. "Jeg fik mod al Forventning Billet i det sidste Øieblik. Den var til 2d Rads Pladsloge. Der var varmt deroppe og lidt langt fra Scenen. Michaëli sang Leonore og udmærket sang hun. Det Eneste skulde være at hun mangler litt Aplomb, er litt for blond og nordisk for denne sydlandske Glød i Tone og Spil. Spillet er ikke rart men heller ikke slettere end man alminderlig ser hos Operisterne. Mageløs Technik har hun. Det klang noget tyndt og svagt imellem, men Theatret er, som vort, slet at synge i. Ved Siden af de Andre var M. ubetinget overlegen thi disse danske Sangere forstaa slet ikke at foredrage slig Musik. Det klinger altfor blødt og tungt og fladt. Jastrau skulde have mest Maneer paa det men ogsaa han savnede den rette Maade at foredrage italiensk Musik. Kun af og til mærkede man at han var lidt inde paa det. Han sang Manrico. For Frøken Bournonville var Zigeunerskens Parti altfor svært, trods al anvendt Omhu paa Sangen og Spillet. Jeg kan ikke med det kjøbenhavnske 'R' i den store Sang. Grev Luna, Erhard Hansen, ganske ung Sanger med en ret smuk Stemme. Ferslew sang Bassen, Grevens Ledsager. En nydelig Balletscene var indlagt, componeret af Bournonville som nu atter er Balletmester og fortræffelig udført. Bifaldet kunde været større især i Michaëli. Og Huset var ikke udsolgt; kun Gulvet."

13/9 fikk han se Gounods Faust. "Faust: Nyrop. Margarethe: Fru Liebe. Mefisto: Schram. Valentin: Døcker. Siebel: Fkn Andersen. Martha: Fru Zinck. En ganske respektabel Opførelse. Dog adskilligt udeladt og Sceneriet betydelig tarveligere end tEx i München — ikke at tale om Berlin. Smukt Slutningstableau. Mindst vederkvædelig var Margrete. Fru Liebe er for passé i Sangen og spiller affekteret og savner det Væsentlige: Inderligheden forenet med Ynde. Tænke sig saa Sophie Stehle! Nyrop er en meget smuk Personlighed, ingen betydelig Sanger men kjæk og behagelig. Schram synger godt men spiller altfor djævelsk og udhæver forlidt Kavalieren, Verdensmanden, den elegante diable comme il faut. Siebel blev meget smukt repræsenteret. Spindescenen udelodes. Kirkescenen var forlagt til udenfor Kirken. Af Djævelens Palads ser man kun en del i Baggrunden mens Faust og Mefisto endnu staar i Dekorationen fra Walpurgisnacht. Slutningstableauet lader Margrete (en Voksdukke, godt gjort) bæres til Himmels af to Engle (virkelige Mennesker). Musikken bliver dog en af Nutidens betydeligste Operafrembringelser. Stilen er formeget blandet men der er dog mange fortræffelige Ting og Gretchen er yndigt gjengivet. Instrumentationen interesserer i høi Grad selv med Meyerbeer i friskt Minde. Paulli anførte Kapellet. Imellem Cellisterne saa jeg Franz Neruda."

I Christianina fortsatte teatret med sine musikalske enaktere Lazarilla og De to Blinde og med den danske Elverhøj. Ny var Offenbachs Fritzchen og Lischen 4/10. Bjørnsons Halte-Hulda ble oppført med musikk av Albert Rubenson. Den sorte Domino gikk to ganger, og 1/12 satte teatret opp Aubers Kronjuvelene — den gikk tre ganger. Orfeus i Underverdenen ble gitt et par ganger, Martha gikk tre ganger. En ny bagatell av Offenbach var Violinspilleren 4/4 1866. Det er ingenting om dette i Kjerulfs dagbok.

Men 22/4 1866 gikk han for å høre Jegerbruden. Hennum hadde da overtatt etter Sperati. "Hennum har al Ære af Indstuderingen. Choret var bedre enn paa lang Tid og Orkestret gjorde sit Bedste. Det har nu 2 Contrabasser. Udførelsen af Partierne var naturligvis maadelig nok og det er betegnende at man fristes til at finde Fru Wolfs Anna bedst. Wolf som før var Max er nu Casper." Rollen som Max var overtatt av H. Brun. Clara Ursin var fremdeles Agathe.

Sommeren 1866 holdt Kjerulf seg hjemme. Høsten 1866 fortsatte teatret med sine gamle ting. Eneste nyhet var i sesongen Cherubinis De to Dage, hvis man kunne kalle det nyhet (17/3) 1867. Men sommeren 1867 måtte han ut igjen. Han ville feriere i Schweiz ved Genfersjøen. Men på veien tilbake nyttet han anledningen til å se opera i München. Det ble Méhuls gamle Joseph in Ägypten, som merkelig nok hadde større suksess i Tyskland enn i Frankrike og holdt seg lengre der. "Méhuls 'Joseph' som jeg aldrig før har seet opført. Udførelsen var som den plejer at være her, virkelig kunstnerisk. Godt Udstyr, god Indstudering, fortræffeligt Orkester. Hvad de Enkeltes Sang angaar saa er dette afhængig af Saameget. Kinderman har en Stentorrøst, men synger forfærdelig tydsk. Han har Jacobs skjønne Parti. Saa forresten ypperligt ud. Bedre synger Vogl som Joseph; han har en stærk, fyldig Tenor, lidt tyk. Benjamin, Frl Thoma og Simeon Hr Lang var begge flinke og Ensemblet af Brødrene meget godt. Musiken gjør som ofte er sagt mer Indtryk af et Oratorium, men uagtet dramatisk Liv og Bevægelse her mangler, kan den ret vel sees paa Scenen naar Kostume og Sceneri er saa korrekt som her er Tilfældet. Musiken hører til det allerædleste Genre. Ren Sats og virkelig sand Opfatning. Skjønne Melodier og gribende Ensembler, fEx i 3e Akt. Scenen mellem Brødrene og den Gamle."

Det ble ikke mer opera i München, men i Dresden fikk han se Lohengrin 25/8. "Lohengrin er vistnok mer gjennemført wagnersk end Tannhäuser og vilde være frygtelig trættende hvis ikke den geniale Natur af og til gik over den selv givne Optugtelse. Librettoen frembyder meget fængslende for den dramatisk musikalske Behandling, men har ogsaa Længder som ved den wagnerske Musik bliver fast uudholdelige. Introduktionen med Strygeinstrumenterne pp. sord. i høit Lag er overmaade smuk og romantisk, den derpaa følgende Stigen af største Effekt. Choret i 2d Scene hvor Elsa optræder og hendes Drømmesyn, Choret hvor man ser Svaneridderen komme, hans første Optræden, Musiken til Kampen og det hermed sammenhængende Ensemble — Alt dette fængsler og underholder især ved den ypperlige Instrumentation. Første Del af 2den Akt er slemt monoton, overhovedet disse Wagnerske Dialoger som ingen Ende tage; men Introduktionen ogsaa til denne Akt er fortrinlig, ligesaa enkelte Momenter i Dialogen fEx Ortruds 'ha ha' hvorledes dette er udtrykt i Instrumenterne. Nu kommer Elsa frem paa Altanen. 3dje Scene blir mer dramatisk belivet. Morgenen bryder frem. Mandschoret. Optoget i 4de Scene. Toget til Kirken. Ortruds Trudsler og Lohengrins Mellemkomst — der kommer et Ensemble af virkelig musikalsk Skjønhed ligesom Akten ender ganske sublimt. 3dje Akt har atter en deilig Introduktion, saa kommer den bekjendte Brudesang. Scenen mellem Elsa og Lohengrin er stærkt trættende (mk. det Motiv i Moll som oftere forekommer hvor det Hemmelighedsfulde ved Lohengrin bringes paa Bane). 3dje Scene har meget for Øiet — Opptog — saa Lohengrin Beretning om hvem han er — Elsas Sorg — Svanens Forvandling. Men engang seet er sandelig for lidt. Det varede længe førend jeg kunde finde mig i Tannhäuser, og da jeg nu har seet den oftere og L. kun engang foretrækker jeg indtil videre den første skjønt L. vistnok har mer Enhed. Lohengrins Parti blev givet av gamle Tikatschek hvis Tenor har en evig Ungdom og Friskhed og hvis hele Optræden er den sande ufordærvede Kunstners. Isandhed en mærkelig Stemme! og denne djærve noble Simpelhed hvormed han bruger den. T. er nu oppe i de Treds. Elsa her var altfor korpulent til at kunne fremstille nogen sand og begribelig Elsa. Det er en Sangerinde med gode Stemmemidler og musikalsk Dygtighed uden al Charme (Fr Kaintz-Prause, Wienerinde). Kongen (Scaria) var en ypperlig Bass. Mitterwurzer som Tellramund har ikke mistet sin Kraft men Klangen er noget raa ligesom Methoden. Ortrud Fru Krebs er alt for gammel og passée og hun maa formelig krampagtig anstrenge sig for at faa Tonerne til at klinge. Spillet er kantet og slet. Hun har aldrig rigtig tiltalt mig. Krebs dirigerede Orkestret."

29/8 skriver han: "Theatret 'Zaar und Zimmermann' fortræffelig indstuderet under Rietz’ Ledning. Det Hele klappede ypperligst sammen, Sang, Spil og Orkester. Det var en Fornøielse at høre derpaa. Men en varm Fornøielse. Gulvet var aldeles fuldt besat. I Hoflogen sad Kronprindsen med Gemalinde og to Børn. Operaen var mig saa vel bekjendt, jeg havde jo selv lagt Texten under for vort Theater. Det er en frisk, sund melodiøs og effektfuld Musik skrevet af en rutineret Mand med Talent men uden synderlig Originalitet. Efterligning af gode Mønstre og ypperligt Kjendskap til Scenen og dens Fordringer. Den smukke Sextett for Mandsstemmer gik fortræffeligt og blev forlangt dacapo. Af de Udførende var Borgermesteren Scaria høist fortræffelig baade i Sang og Spil og i Maria gjenfandt jeg min kjære Fr Jauner Krall der rigtignok har tabt Ungdommens Friskhed men endnu dog meget vel kan spille og synge saadanne Partier. Hun var sød, rigtig en sød rund Tyksak med det mest indtagende Smil, og den nydeligste Mund naar hun synger. Og hun sang godt."

I Berlin ble det igjen Offenbech i FriedrichWilhelmsstadt Theater (1/9) — Pariserleben som var gitt på Palais-Royal-teatret i Paris 31/10 1866 og i Berlin 22/5 1867. "Theatret har ganske givet sig Offenbach i Vold; ja Teppet mellem Akterne har hans Portrait i kolossal Medaillon. 'La vie parisienne' er meget letfærdig og Musiken aldeles plat og gemen; staar altsaa under la belle Hélène som dog i Musiken af og til har noget ret pikant. Piecen er en vogue og gives her godt især Damepartierne: Frl Schramm, Fru Ungar, Lina Mayr, Frl Schubert — man ser deres Portraiter overalt udhængte."

I Hamburg var det også Offenbach — først "en liderlig Operette af — naturligvis — Offenbach 'Dafnis og Cloë' hvis Musik dog havde Et og Andet ret nysseligt." I teatret ga man Trovatore, men han foretrakk å gå i sirkus. Et par dager etter var det igjen Offenbach — Den skjønne Helene (Stadttheater vel at merke). Han så 2 akter sammen med grosserer Sørenssen fra Stockholm som han hadde vært sammen med på Grefsen i 1864. "Portieren havde Ret, 'Die schöne Helene war gut gebaut, hübsches Frauenzimmer'— spillede og sang kvikt og dygtig sandseligt (Frl Fischer). Paris blev taget som en Berliner-Commis-voyageur. Calchas var maadelig."

De musikalske nyhetene i sesongen 1867/68 var I høiere Circler av Offenbach (Monsieur Choufleuri restera chez lui le…), Schweitzerhytten og Jeannettes Bryllup, alle tre enaktere. Dessuten oppførtes Jægerbruden, Regimentets Datter og bruddstykker av Norma og andre eldre ting som De to Blinde, Til Sæters, Elverhøj og Fritzchen og Lischen. Operaene ble satt opp for et gjestespill av Fru Michäëli i september 1867. "Som Regimentets Datter tager hun sig ilde ud især som Marketenterske og synger ganske ikke pikant nok, men som Agathe og som Martha er hun udmærket og i Arien af Norma hørte jeg i hende sandelig den store Sangerinde; det var ubetinget skjønt; overlegen Technik og en Sølvklarhed og et Udtryk af høist velgjørende Renhed og Nobelhed."

I juli samme år hadde en del medlemmer fra Stockholmsoperaen gitt noen forestillinger i Christiania. Kjerulf så et par av dem. 8/7: "Dhr Behrens, Dahlgren, Uddmann og Fru Strandberg gav iaften i det dramatiske Selskabs Theater Donizettis Elskovsdrikken uden Chor og med et Orchester bestaaende af Piano (deres Dirigent Dente) og Strygekvartett (Hennum Violoncell). Det var en Udførelse af Artister og rutinerede Sangere. Dahlgren har en noget tynd Tenor men musikalsk udviklet. Fru Str. er tækkelig, overmaade velskapt og synger flinkt uden at være fremragende. Behrens kjender vi fra før. Uddmann en kolossal Lablachefigur, var meget morsom som Dulcamara."

11/7 skriver han: "Igaar gav Svenskerne Alphyddan og Nürnbergerdockan. Den første er en ren Farce med yderst let Musik og et taknemmelig Bravourparti for Sopranen. 'Le Chalet' derimod har en Musik af virkeligt Værd. Begge af Adam til forskjellige Tider." Og 13/7: "Igaar atter 'Alphyddar' samt Scener af Figaro og den skjønne Helene. Fru Strandberg var udmærket flink og net. Schweitzerhytten gik endnu bedre end første Gang."

17/11 ga også Christiania Theater Schweitzerhytten. Det ble fire forestillinger og Kjerulf var der 8/12. "Schweitzerhytten gaves med en Debutante Frk Moe som Bettly (en ret sød lille Stemme; ellers tør nok). H. Brun som Tenor og desværre Hr. Schibsted til at mishandle Soldatens vakre Parti." Olefine Moe, som da var 18 år, kom til å spille en stor rolle i norsk operahistorie.

Mere av interesse var det ikke før et italiensk operaselskap ankom i slutten av april 1868. Teatret sendte billetter til Kjerulf, Winter-Hjelm, Conradi, Grieg, Behrens og Arnold. Kjerulf var på generalprøven for Trovatore. "Damerne var flinke, især havde Contraltoen betydelige Stemmemidler. Tenoren var passabel, Barytonen har gode Midler, men stærk Disposition til at detonere. Bassen er en Simplex. Naar undtages Barytonen og Kapelmesteren og Trupens Chef (Lorini) er de Øvrige ikke Italienere. Primadonnaen Sa Calisto, Alten Cari, Tenoren Bentami er Amerikanere eller Englændere. Barytonen hedder Pantaleoni, Bassen er nok en Tydsker, kalder sig Cornago. Kapelmesteren er flink og hedder Faccio." Sistnevnte var Franco Faccio (1840-1891), nær venn av Arrigo Boito og med i en klikk av unge italienske musikere som var i opprør mot de eldre, også Verdi. Han ble en av Italias beste dirigenter, den som var foretrukket av Verdi og ble dirigent ved La Scala; der han ledet første oppførelse av Verdis Otello.

Noen dager senere skrev Kjerulf: "Jeg var i Søndag i Theatret 'Trovatore' (26/4). Huset langtfra fyldt! Det gik godt. Barytonen var renere end paa Prøven og første Forestilling hvor man hyssede til ham. Fru Ursin og Brun gjør Tjeneste til Bipartier og Choret er fuldstændig pibervik-italiensk. Koloratursangerinden (Benoit) er fransk og endnu ikke optraadt."

3/5 hørte han igjen italienerne. "God Opførelse af 'La Traviata': Violetta: Calisto. Et underordnet Tenorparti udført i Herredragt af Cari som sang Drikkesangen af Lucrezia Borgia. Tenoren er flink, Barytonen ogsaa, skjønt han hist og her detonerede, men ubetydeligt. Theatret maa betale Operaselskabet 160 Sp for hver Optræden saavidt jeg ved og hidtil har Theatret snarere haft Tab paa Entreprisen end modsat." Cari var den amerikanske Anna Louise Carey (1842-1921); elev av Pauline Viardot-García. Hun hadde en usedvanlig alt, og sang likesom den berømte Alboni gjerne drikkesanger i mannskostyme.

En av Verdis nyere operaer, Un ballo in maschera, ble gitt 12/5, "er bedre gjort end de andre. Der er mere Omhu i Detaillen og mere Afvexling i det Melodiske. Der kommer frygtelige Verdiske Knaldeffekter men ogsaa virkelig fine Ting og enkelte meget kvikke Motiver. Librettoen ligner Aubers Bal masqué men er langtfra saa underholdende. Udførelsen var i det Hele rosværdig, enkeltvis endog fortræffelig (fEx Calistos store Arie og Duetten med Tenoren). Sa Bennati (Mlle Benoit) optraadte som Page, yderst koket, ung, velskabt. Sang noget simpelt men flinkt og indsmigrende. Hun er en ægte lille Parisergrisette og kan ingenlunde maale sig med Calisto som dramatisk Sangerinde. Pantaleoni Baryton var meget heldig. "Georgio Adriano Pantaleoni (1837-1908) er den eneste som har gjort seg større bemerket.

Kjerulf kaller Sonnambula (gitt 28/5 — 5/6, fem forestillinger) "en god Opførelse". 8/6 ga de Rigoletto. Kjerulf så den 11/5. "Calisto hæver sig stadig i Publikums gunst som en fortræffelig Sangerinde og Barytonen Pantaleoni paaskjønnes mer og mer. Sa Bennati optræder ikke mere. Hun gav en Concert igaar hvor hun ifølge Programmet skulde synge en af mig. — Abfui. — "Hun sang to, "Synnøves Sang" og "Paa Fjeldet".

Det ble så meget å gjøre for Christiania Theaters musikere at de reagerte. De hadde hatt 4 forestillinger med Trovatore, 5 med La Traviata, 4 med Un ballo in maschera, 3 med Regimentets Datter, 5 med Sonnambula og 3 med Rigoletto, dessuten en med utdrag av Un ballo in maschera, Trovatore og Regimentets Datter. Da de så begynte med Lucia di Lammermoor, ble det streik. "I Theatret gaar det sælsomt til. Orkestret gjorde Strike og narrede Publikum 2 Gange. Forestillingen averteret, og Orkestret kom ikke. Direktionen havde sin Kontrakt med Italienerne at opfylde. Saa gaves Lucia to Aftener med Faccios Klaverakkompt. Men Lørdag Morgen (20/6 ) reiste Kapelmester Faccio og Hennum vovede ikke at paatage sig Hvervet. Orkestret blev borte og Direktionen vil have blot og bar Underkastelse, hvori de har Ret. Igaar gav Italienerne (med Theatrets Assistance af Choret (Herre Chor) Brun og Thoresen) til Hennums og O. Nilsens Pianoakk. en Folkeconcert paa Klingenberg fra 5-7 som var stærkt besøgt. Der blev sunget fortræffeligt. fEx Misereret af Trovatore, Final-Scherzo af Ballo in maschera med Calisto som Pagen, Sextetten af Lucia, Duo af Barberen (Cari og Pantaleoni). Stemmerne tog sig ypperligt ud." Thoresen var Thomas Krag Thoresen (1846-1876), sønn av Magdalene Thoresen. Han sang Samuel i Un ballo in maschera og hadde også vært Sparafucile i Rigoletto og Raimondo i Lucia. Bassen Cornago var forsvunnet. Clara Ursin sang Inez i Trovatore, Silvano i Un ballo og Arturo i Lucia. Olefine Moe var Flora i La traviata, og Ceprano i Rigoletto. Fru Døvle var her pasjen. Dessuten medvirket Bucher og Simonsen.

30/6 skriver Kjerulf: "Italienerne sluttede iaften. Sperati havde sammenflikket et Slags Orchester. Jeg var der ikke." Senere noterer han "Jeg er syg og mat". Men italienerne ga enda flere konserter og sluttet først 6/7 med konsert for Pantaleoni. I alt hadde de gitt 27 operaforestillinger og 7 konserter. Kjerulf var nå så syk at han måtte til Grefsen, og det ble bestemt at han skulle underkaste seg en operasjon. Han fikk derfor ikke se det svenske operagjestespillet som kom i slutten av juli, men noterer i sin dagbok 21/6: "De svenske Opera-Artisters Forestillinger roses fra alle Kanter. Herrerne staar over Damerne som egentlig ingen rigtig Primadonna har iblandt sig, men Ensemblet skal være fortrinligt og et medhavende Chor af 8-9 Persone udmærket indøvet. Dente anfører paa Pftet med Ledsagelse af en Dobbelt-Kvartett. Mest Sympathi vækker Arnoldsons herlige Tenor. Der er hidtil givet: Fra Diavolo, Den hvide Dame, Barberen, Martha." Og 26/7 nevner han dem på ny: "De svenske Sangere give ifølge Bladene deres sidste Forestilling Onsdag d. 29. Besøget er ikke stærkt nok. Men her er formeget. Først Heden, saa Klingenberg Theater med Frl Lanners Balletcorps, saa virkelig japanesiske Akrobater." Barberen i Sevilla 29/7 måtte imidlertid gjøres om til Elskovsdrikken på grunn av Arnoldsons plutselige heshet. Dette var noe som hendte flere ganger og har vel til slutt bidradd til hans depresjon og selvmord.

Operasjonen gikk heldig som det heter, men Kjerulf syknet inn og mistet bevisstheten og døde flere dager etter.

Kjerulfs bedømmelse av opera er interessant fordi han likesom balanserer mellem to kulturer, den franske og den tyske. Den italienske stod han helt fremmed. Dette var så meget mer merkelig fordi Italia var utferdslandet for danske kunstnere, og flere andre nordmann hadde et spesielt forhold til Italia som Ole Bull, Grieg, Bjørnson, Ibsen, I. C. Dahl, Fearnley etc. Hans ambivalente forhold til Frankrike-Tyskland ser man best i kritikken av Meyerbeer. Han fordømmer aldri helt Meyerbeer slik som den akademiske tyske kritikk: På mange måter var hans smak formet av en svunnen tidsalder. Rossini og den franske opéra comique var hans største kjærlighet.

 

Tilbake til NORSK MUSIKKHISTORISK ARKIV


Kontaktperson: Arvid Vollsnes.
Oppdatert 12.05.2004 av AOV
Publisert 5. sep. 2008 13:37 - Sist endret 18. juni 2010 16:02