Georg Brandes

Digte anmeldt av Georg Brandes i Illustreret Tidende i København 22. oktober 1871 (Nr. 630, 13de Bind, s. 32-33).

Henrik Ibsens Digte.

Det er vel tilladt at sige nogle Ord endnu om denne Bog, saalænge efter at den udkom, fik sine Kjøbere, sine Læsere og sin Kritik? Jeg skal ikke dvæle længe ved de enkelte Digte, jeg føler mig ikke heller fristet til at rette Stil, men jeg vil forsøge at samle det psychologiske Helhedsindtryk. Bogen er vel paa ingen Maade meget rig, den indeholder ikke mange Sjælen udvidende Stemninger, og den fyller vanskeligt Sindet. Men den bringer mellem adskillige forfeilede og forkastelige Digte (som f. Ex. «En Kirke», «Min unge Ven», «Stambogsrim», «Til H. Ø. Blom» o. fl.) nogle Stykker, der som «Terje Vigen» ikke kunde være bedre, andre, der i ethvert Tilfælde ere baade meget skjønne og meget mærkelige, som Rimbrevene, og hvad der er vigtigst: den peger ud over sig selv, den bringer Bud fra en Aand, som har den sjeldne Egenskab baade konstnerisk og menneskeligt at stræbe. Derfor sysselsætter den levende, trods sine Mangler, den er saa lidenskabelig, at den meddeler Lidenskap, og man holder af at tale om det, hvorved man har følt sig stærkt bevæget.

For strax at anslaae den Stemning, som her er den herskende, aftrykker jeg følgende lille, fuldkomne Digt:
        Borte!

De siste gæster
vi fulgte til grinden,
farvellets rester
tog nattevinden.

I tifold øde
laa haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.

Det var en fest kun
for natten den sorte
hun var en gæst kun –
og nu er hun borte.
Enhver Digter kunde frembringe et Digt av denne Art, men hos Ibsen stemmer det med Grundaccorden i hans Poesi. Den Poesi, som findes i disse Digte, er Ensomhedens Poesi. Hvad de fremstille er det ensomme Savn, den ensomme Stræben og den ensomme Protest; vil man have Exempler, da jævnføre man Stykker som «Paa Vidderne», «Bergmanden», og «Abraham Lincolns Mord».

Det er ud fra Isolationen, at Ibsen digter. Det er en underordnet Omstændighed, at han til en vis Grad har isoleret seg i Mismod over ikke at kunne rive Masserne med sig; men han blev først Digter ved Ensomheden, og denne Digtsamling giver forsaavidt i det Smaa et Billede av Ibsens hele Livsudvikling, som den begynder med en Række Productioner uden stor Eiendommelighed. Der er dem, hvem først den med de modnere Aar følgende Udtræden i Verden, Samlivet og Contrasten med anderledes anlagte Naturer vækker til fuld Selvbevidsthed og fuld Originalitet. Men Andre, de Ensomme, vinde sig netop selv ved stadig at kaste flere og flere Forbindelser og Hensyn fra sig, som en stedse mere tyngende og mere unyttig Ballast. Jeg husker at have hørt en Mand af denne Art udtale sig saaledes: «Det er netop godt at være uden Venner. Venner ere en kostbar Luxus, og naar man sætter sin Capital ind paa en Mission og en Kaldelse her i Livet, saa har man ikke Raad til at holde Venner. Det Kostbare ved at holde Venner ligger jo ikke i hvad man gjør for dem, men i hvad man af Hensyn til dem undlader at gjøre. Derved forkrøbles mange aandelige Spirer i En. Jeg har gjennemgaaet det og derfor har jeg bag mig en Del Aar, hvori jeg ikke naaede frem til at blive mig selv.» Ibsen er enig med denne Mand. Han blev sig selv ved at blive ene.

Altid er i Lande, hvor et aandeligt Liv stod i Brud og i det Tilfælde, hvor en Ungdom stod beredt til at føre nye Ideers Sag, de store, humane, forenende Grundtanker komne fra Digterne. Hos os veed jeg vel er dette Tilfælde ikke tilstede. Men under hine Forhold er det mod Digteren, at den unge Slægt rækker sine Arme ud for af ham at modtage sin Fane. Den anraaber ham om at stille den sit Løsen. Ikke at den jo nok hemmelig veed med sig selv, under hvilket Feltraab den alene vil kæmpe; men den vil høre det udtalt første Gang af inspirerede Læber. Angiver Digteren da ikke i rette Øyeblik det Løsen, som ventes, da former dette sig uden hans Hjelp i den yngre Slægt, og nu er det Digteren selv, som bliver standset og raabt an, om han veed Feltraabet eller ikke. Veed han det ikke, støder Ungdommen ham ned og gaaer videre.

Men hvor ingen spredte Bestræbelser arbeide mod samme Maal og søge et Midtpunkt, der kan intet samlende Tilraab ventes, og der vil Digteren trække seg tilbage i sig selv. Til en saadan Situation passer Ibsens Natur og suger Kræfter af den. Hans Styrke beroer paa Nat-Stilheden omkring ham, paa det rolige Mørke, i hvilket han alene aander let. Ikke Dagens tolv blonde Horaer, men Nattens mørke Timer stode Faddere til hans Poesi. Selv ensom splitter han mere end han forener. Han viser Enhver tilbage til de Kræfter, han i sig selv kan finde, naar han uden Frygt eller Hensyn følger sin Natur og sin Stjerne. Men Stjernen lyser kun om Natten. Det nytter ikke at bede Ibsen om en Fane; han skriver kun for sig selv og for dem, der ere organiserede som han; dem giver han ikke en Fane, men et Exempel. De ville forstaae hvad han mener med de Ord, at naar han engang øver et Storværk, vil det blive en Mørkets Daad, og de ville begribe ham, naar han i «Lysræd» siger:
Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
der drysser alle de kolde
rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen
af mørkets skræmselsslør,
da ruster sig al min higen
saa ørnedjærv som før.
Man læse Ibsens «Ballonbrev» igjennem, for at see hvorledes netop Digterens Ringeagt for det Solidariske og hans udelukkende Vurdering af den enkelte, personlige Daad i hans Haand bliver Nødværget mod Anerkjendelsen af en fjendtlig Stammes Bedrifter og begrunder Dommen over disse. Thi den ensomme Stræben fører hos «Brands» Forfatter naturnødvendigt til den ensomme Protest. Han, Døsens og Dorskhedens Fjende, ræddes og harmes over at see sit Folk sidde over under Sværdedandsen, «træde tilbage» som Peer Gynt og forspilde en Leilighed til at prøves, og denne Stemning har fremkaldt en Række af hans betydeligste Productioner. Den ligger hel og holden i Brands lange skjønne Slutningsmonolog, den er udtalt i de mægtige Digte «Abraham Lincolns Mord» og «En Broder i Nød», i det bittre Epigram «Troens Grund», ja selv i det loyale Digt «Uden Navn». Det er i disse Protester at Digterens Genius reiser sig i sin fulde Styrke, Øxen blinker, Faklen lyser i hans Haand. Øxen og Faklen! de ere hans Emblemer. Man mindes hine Ord af Hippokrates, som Schiller satte paa Titelbladet til «Røverne»: «Hvad Lægemidler ikke læge, det helbreder Jernet; hvad Jernet ikke læger, det helbreder Ilden».

Kan denne ensomme og lidenskabelige Natur da være en saadan, som finder sin Lyst i at ødelægge, udrydde og fornegte?

De uudviklede Læsere begripe ikke denne Tilintetgjørelseslyst og forstaae hverken af hvad Sindstilstand den udspringer eller hvortil den skal føre. De kloge Læsere, de, som leve af, at det Bestaaende bestaaer og ikke falder, forklare meget consekvent hint Ødelæggelsesinstinct ud fra Ibsens i sit Inderste ukjærlige Natur. En Digter har etsteds forklaret dette Instinct i en Legende, som jeg skal fortælle: Den menneskelige Karavane slog en Dag Leir i nogle Skove, der førte ud til en steil Flodbred, og da den ikke kunde komme videre, søgte den under Egene Ly mod Sol og Vind. Teltene, hvis Reb slyngede sig ind i Træernes Grene, dannede Byer og Landsbyer rundt om Stammerne, og Menneskene laae spredte paa det tætte Grønsvær og spiste deres Brød og samtalede i Fred. Pludseligt reiste alle hine Mennesker sig som paa engang grebne af et afsindigt Raseri, sloge deres Øxer ind i Træstammerne og kuldkastede alle hine grønne Hvælvinger, i hvilke Tusinder af Fugle havde bygget deres Reder. Og Skovenes Dyr, der gik ud af deres Smuthuller, og Fuglene, som flygtede fra de hundredaarige Kroner, betragtede Ødelæggelsen med Rædselsblikke, forstode ikke Værket og forbandede i deres Hjerter den Slægt af Daarer, der saa vanvittigt arbeidede til sin egen værste Skade. Men medens Skovens Umælende i deres egen Uforstand ynkedes over Naturens Herre og beklagede hans Gjerning, havde Mennesket fortsat sit ædle Ødeleggelsesværk og kastet Stammerne som en Bro over Afgrunden. Ved Hjelp af de Træer, der laae fældede ved Bredden, blev Floden dækket og overskredet, og fredeligt fortsatte Karavanen sin Vei paa den anden Flodbred. Saaledes fælder Menneskeaanden hvad der engang gav den Ly. Saaledes skrider den hen over hvad den har styrtet. Lad os da ikke være uretfærdige mod Rydningsmændene!

Er hin gjennem Nedbryden fremad sig kæmpende og ensomme Aand da ikke idetmindste uden Tro?

Hvori bestaaer vel Troen? I hvad Andet end i Evnen til at see det Usynlige og haabe paa det, som endnu ikke er til. Troen bestaaer i at troe paa Sandheden, uagtet Usandheden regerer, uagtet Løgnen triumferer og overdøver, i at troe paa Retfærdigheden, uagtet Uretfærdigheten tilføier den eet Nederlag efter det andet, i at troe paa Fremtiden, trods Nutiden. Troen søger og stræber. Selv naar det gjelder som for Ibsens Bjergmand:
Hammerslag paa hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner
ingen håbets sol oprinder.
Selv da er det den, som fører Haand og Hammer «med Haab mod Haab», med det Haab, som holder ud mod det Haab, som glipper. Troen seer med et profetisk Blik alle Løgnenes Ende, den veed, som Brand siger det om Dogmer og Kirke, at «hvad der engang saae sin første Dag, det vil engang see sin sidste Kveld»; den oppebier med rolig Fasthed den Nemesis, som vil jævne alt det Forældede med Jorden og knuse dets brutale Tyranni. Det er Troen hos Ibsen, som udbryder i det skjønne Vers: «Der raader en Dæmon med evig Magt». Men der gives to Klasser af Vantroe. Den første Klasse er den, som ikke troer, fordi den ikke formaaer at hæve sig fra det Synliges til det Usynliges Verden, ingen uendelig Attraa og Længsel kjender, ikke hungrer og tørster efter den Sandhed, som de Sandhedskjærlige smægte efter at høre; den anden Klasse af Vantroe er den, som ikke troer, fordi den har Idealet ikke foran sig, men bag sig som en legemlig, haandgribelig Gjenstand i Fortiden. Denne Vantro findes hos dem, som i Almindelighed kalde sig Troende. Naar Menneskeaanden stræber fremad, er det denne Art Mennesker, som, kaldende sig de kjærlige Hjerter, de frisindede Sjæle og Fremskridtets Mænd, af alle Livsens Kræfter holde igjen, bevare det Faldende, støtte det Hældende, forbande hine nedbrydende, fornegtende Aanders formastelige Færd og med alle Midler reagere. Men de, hvis høieste Idealer ikke ligge bag dem, men foran dem i den Fremtid, som de forberede, bygge Broer over Afgrunden af de Træer, som de fælde, og troe selv midt i Natten med al den Lidenskab, de bruge til at kuldkaste og til at fornegte, paa Morgenstraalerne og Morgenrøden.
Gg.
Published Apr. 3, 2018 2:49 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM