Anonym anmelder i Bergensposten

Fru Inger til Østråt anmeldt i Bergensposten 1. og 12. juli 1855 (Nr. 140 og 143).
1. juli 1855 (Nr. 140).

Fru Inger til Østeraad.

(Indsendt).

En Kritik modtages jo helst, forstaaes jo bedst, mens endnu Alt staar i friskt Minde hos Publikum, mens det endnu bearbeider det selv og mens den mere selvstændige Del af samme søger at ordne sine Forestillinger og danne sig bestemte Meninger, og nærværende Forfatter kan forsaavidt beklage sig over at den ikke er kommen før; thi vi bør vel antage, at en Bedømmelse af hans Arbeide, selv om den ikke kan undgaa at dadle, ei vil være ham uvelkommen; men Ordsproget siger: «Bedre sent end aldrig».

Fru Ingerd Ottisdatter Gyldenløve denne for sin Tid saa høit begavede Dame træder egentlig først frem i Historien som en virksom Støtte for den danske Sag; thi Hovedet for Frederik den 1stes Parti her i Norge var begge hendes Svigersønner, Vincents Lunge og Niels Lykke, og Fru Inger var disse med Liv og Sjæl hengiven. Hendes Mand, Niels Henriksen Gyldenløve var Norges sidste Rigshovmester; han havde anseelige Lehn inde og det var da intet Under, om Norge i sin betrængte Stilling rettede et forventningsfuldt Blik paa hans rige og mægtige Enke og haabede at se sin Sag beskyttet og forsvaret af hende.

Heri blev man dog skuffet. Næsten overalt springer frem denne Forfængelighedssyge, de norske Fornemme i Regelen led af, at føle sig smigrede ved Forbindelse med den mægtige danske Adel og saaledes understøtte dens tyranniske Fremgangsmaade. Mærkværdigst i sin historiske Fremtræden bliver dog Fru Inger i Forbindelsen med den berømte Daljunker. Denne, der uagtet sin lave Herkomst dog havde vundet en Del Verdenserfaring i Omgang med fornemme Herrer, stod i Spidsen for et temmelig stort Parti Oprørere i Dalarne. I Begyndelsen ophidsedes og lededes han af de to oprørske Bisper, Niels Knut og Peder Kantsler, der sandsynligvis først undfangede den Ide, at udgive ham for Steen Stures Søn, der netop da var død, men da disse vare grebne og henrettede, gik han videre og arbeidede i forvoven Ubesindighed raskvæk paa egen Haand. Han drog omkring og holdt Taler for Folket, der skulle have været særdeles gribende, ja han lod endog slaa Mynt i sit Navn, hvorfor han ogsaa oftest i Sverige kaldtes Dal-Kongen. Gustav Vasa bar vel over med disse Optøier, men han var ikke Mand at spøge med; han havde kjøbt Sveriges Lykke med fast mere end sit eget Hjerteblod, og den skulde ikke trues ustraffet. Daljunkeren blev forfulgt, det gjaldt hans Liv, og han undkom til Norge. Her beskyttedes han mægtigt af Erkebiskop Olaf, men dog mest af Vincents Lunge og dennes Svigermoder, Inger Gyldenløve, ja denne Sidste forlover endog en af sine Døttre med ham. Dette synes et mærkværdigt Træk i denne stolte, kloge og berømte Dames Liv; hun vover sin egen Ære, sit Barns Vel paa et saadant Terningkast, og det skulde stille hende i et temmelig uklart Lys, om det ikke i Forening med foranstaaende Bemærkning, at hun følte sin Stolthed smigret ved Forbindelser med de danske Adelige, endmere bestyrkede den Mening, at Fru Inger vovede Alt, hvor der var Berømmelse og Magt at vinde. Rigtignok beretter Historien, at Kong Frederik begunstigede denne Eventyrer, men den danske Konge fiskede gjerne i rørt Vand, naar det gjaldt Sverige. Fru Inger synes altsaa heri at have nogen Hjemmel for sin Handlemaade, men forvoven bliver den dog altid, og den stiller hende vel endog for en Stund paa Lykkeridderens Standpunkt, og under alle Omstændigheder tydeliggjør det hele Forhold, at Fru Inger ingen sværmerisk Hengivenhed nærede for sit fortrykte Fædreneland, at hun blot levede der for at nyde de Goder, en høi Rang og store Rigdomme forskaffede hende, men ellers ligesaa gjerne kunde have levet ved det danske Hof, uden videre at foruroliges ved Herluf Hyttefads eller Knud Alfsøns Minde. Imidlertid røg denne Plan i Lyset for hende. Daljunkeren forlangtes udleveret; han flygtede til Rostock, og her endte han, som saadanne ulykkelige, eventyrlige Gjengangere pleie at ende: han blev dømt til Døden og henrettet; dog beretter Historien, at dette ikke saameget var for det Oprør, han havde stiftet, som for et stort Tyveri, han havde begaaet, før han fremtraadte som Dalkonge.

Vi have fundet det nødvendigt at forudskikke disse Fakta, uagtet en Anmelder af Fru Inger allerede har berørt dem; men dels kan vi med Grund antage, at hos Publikum nye Indtryk bare udsletter de gamle og dels ere de nødvendige for Kritikens Tarv, der, for at kunne stille et historisk Skuespil eller Drama i den rette Belysning, maa føre Digt og Sandhed frem Side om Side.

Vi indrømme dog ikke disse Autoriteter lige Ret. En tragisk Digter staar egentlig kun til Regnskab for en poetisk Usandhed, aldrig for en historisk. Vælger han et historisk Sujet, da være det ham fremfor Alt vigtigt, ved en Række af Kombinationer, hvorved Hovedfiguren træder handlende frem, og om hvilken de Sideordnede dreie sig, som de mindre Hjul i et Maskineri dreier sig om eller rettere blive satte i Bevægelse af det store Axen, at stille os klart for Øie, hvorledes han fornuftmæssig maa komme til det endelige Resultat, uanseet om Historien peger den paa andre Motiver, andre Fakta. En Digter skal ikke modellere Personen, han skal fremstille Personligheden. Han skal bringe Harmoni i alle de Mislyd, som Tilfældet skaber, og give os et Billede af Personen, saaledes som det fornuftmæssig maatte blive, ikke som det ved Forvanskning er bleven. Digteren har beluret Naturen og forstaaet dens Mening, og denne Mening skal han vide at forklare os, saa den bliver fattelig for os som for ham.

Vi skulle nu gaa over til at undersøge den Ide eller det Begreb, Digteren har underlagt Fru Inger som Hovedfigur i sit Drama, og uagtet vi maa tilstaa, at der hos hende findes Anledning til at vælge, ville vi dog helst holde os til, hvad vi finde skjønnest. Fru Inger har været Sværmerske i dette Ords ædlere Betydning; hun har levet for den store Tanke, at befri sit af den danske Regjering og den danske Adel plyndrede, undertrykte og lemlæstede Fødeland. Hun har svoret ved Knud Alfsøns Baare at staa sit Folk bi. Med denne Ide for Øie maa Forfatteren jo komme til at skabe en hel anden Fru Inger end den, hvorom hin beretter; han bruger heri kun sin Digterret og Historien kan ikke stevne ham frem for sit Tribunal. Men naar vi forudsætte hin Ide, maa Fru Inger møde os begeistret, djærv og trofast, som Saadan vil hun vække hele vor Medfølelse. Vi begribe, at en saadan Kvinde maa vige ud fra den for Kvinden af Naturen afstukne Bane, ja vi fordre endog, at hun i den Retning skal kunne gjøre tunge, meget tunge Offere; thi er hun begeistret for sin Sag, da vil hun kun Et, og for dette Ene maa alle Hensyn vige. Opfyldes disse Fordringer, som vi fra æsthetisk Standpunkt maa have til en saadan Kvinde, da stilles hun op paa denne svimlende Høide, hvor Afgrunden gaber rundt omkring og hvor vi bæve ved hvert Skridt, hun gjør; thi gaar hun ligefrem, er hun fortabt. Men vi have da forstaaet hende og Digterens Hensigt med at føre hende frem paa Livets Scene, er opnaaet; vi have følt og lidt med hende og vor Tanke dvæler beundrende ved hende. Lad os nu overføre dette paa Fru Inger. Ja hun fortæller os vel, at hun har været hin stærke, begeistrede Kvinde, hun synes endnu nu og da at kunne være det; men vaklende, som hun er helt igjennem, faa vi Intet frem deraf hun er en Bold for alle Sindsbevægelser, hverken fast i Ondt eller Godt. For nu at motivere denne Vaklen, har Forfatteren stillet hende i et langt engere Forhold til Daljunkeren, end Historien; han er fra Svigersøn gaaet over til hendes virkelige Søn, og ved Kombinationer af forskjellig Art bleven en Gjenstand for hendes uophørlige Angst og Bekymring. Dette er fuldkommen i sin Rigtighed; hendes Vaklen i det store Hverv, hun tror sig kaldet til af Himlen, er forsaavidt motiveret. Men om imidlertid Motivet for hendes Vaklen er tilstrækkeligt, og vi saaledes indrømme hende Ret til i sine Handlinger at vise sig tvivlsom for det Folk, hvis Sag hun da altsaa er hemmelig hengiven, give vi derved ingenlunde Forfatteren Ret til at vise hende heltigjennem fra Karakterens Side svag og holdningsløs.

Vi se et Glimt af hvad vi ønske i hendes Bestemthed i Scenen med Huskarlene, men det er saa at sige baade det Første og det Sidste. Senere er hun en temmelig almindelig Kvinde, der snart staar stille snart vakler, eftersom Begivenhederne behage; der er kun det Særegne ved hende, at hvor hun, med Magt til at vælge, bliver stillet mellem Godt eller Ondt, vælger hun altid det Sidste, ikke fordi hun systematisk vil det Onde, men fordi hun da tilfældigvis kan drage Nytte deraf. Beviset herfor have vi nærmest i den uskjønne Scene mellem hende og Olaf Skaktavl, hvor hun lægger Planen til Hævn mod Nils Lykke. Der skal ikke gaaes djærvt og ligefremt tilværks mod denne Herre nei, der skal stilles en Snare for ham og til denne Snare har hun udvalgt sin egen Datters Fagerhed! Vi forstaa vel, at hun ikke elsker sine Døttre Scene i 1ste Akt berettiger dog ikke til denne Tro, men hun siger det jo selv senere . . . denne Ukjærlighed kan man endelig forstaa, skjønt den er ikke ganske naturlig; men i Planen mod Nils Lykke gaar hun langt videre, og vi tabe enhver Evne til at finde det moralske eller æsthetiske Udgangspunkt, hele vor Sympathi er med Et forsvunden. Henvisende til vort Udgangspunkt maa vi altsaa kalde dette en poetisk Usandhed. Havde Fru Inger benyttet Tilfældet til sin Hævn, havde hun, da Nils Lykke viser sig at være Eline mer end almindelig hengiven, jaget ham fra Gaarden «som en Hund», det skulde maaske være bleven et Karaktertræk hos hende, men nu, da hun hverken sparer paa Overtalelse eller List for at høste Nytte af denne odiøse Plan, nu vende vi os bort fra hende, og de heroiske Dyder, hvormed Phantasien gjerne udsmykker store Personligheder, og som vi have følt Trang til at tillægge hende, flagre bort som Bladguld; hun siger selv: «Det gaar ned ad Bakke med Fru Inger» og det gjør det virkeligt; det Sørgeligste herved er dog den Omstændighed, at Digteren slet ikke fra Begyndelsen har stillet hende paa nogen virkelig Høide. Hun taler vel om sin Kløgt, men paa en enkelt Scene nær, hvor hun snildt har overlistet Nils Lykke, saa han fanges i sine egne Garn, spore vi Intet hertil. Imidlertid maa Dramaets Plan kunne bære Skylden herfor, da den, ved at tildele hende forliden aktiv Optræden har berøvet hende Anledning til at gjøre denne Egenskab fremspringende. Derimod har hun paa flere Steder stærk Opfordring til at vise Høisindethed, men ligesom om denne Figur absolut skulde afklædes enhver Interesse, tjene disse Opfordringer kun til end mer at forstærke vor Uvillie mod hende. Det er ikke høisindet af Fru Inger at fortælle Elina, at Nils Lykke er Lucias Forfører, ja det er ikke engang naturlig eller tilstrækkelig motiveret. Om hun end ikke for Elinas Lykke giver Afkald paa sin egen mægtige Fordring paa Hævn, maa hun dog ikke myrde denne. Vi vide da, at Fru Inger bærer paa en nagende Kval, men hun tier og denne Selvbeherskelse stiller en Glorie om hendes Hoved. Vi se hende senere bryde Gjestfrihedens sin Tids hellige Love, idet hun selv bryder ind i det Asyl, hun har anvist Daljunkeren, og lader ham myrde; hun ved rigtignok ikke, at han er hendes egen Søn, men hun ved dog, at han er Steen Stures og denne var jo hendes Ungdoms Elskede! Motiverne for denne Handling ere desuden utilstrækkelige. Han henkaster en Yttring om en Hemmelighed, der existerer mellem dem, og dette er den første Opfordring til Drabet. Men vi have en Formodning om, at hun ikke længer vil være saa ængstelig for Verdens Mening efter den Glæde, hun yttrer ved at skulle faa sit «Kjærligheds Barn» igjen. Dette Udbrud af stærk og ædel Kvindelighed, hvor hun vil give Slip paa Alt for at vinde ham, staar i stærk Strid med denne Frygt, og den Fare, hvorfor han udsættes, er uklar. Desuden deler jo nu Saamange denne Hemmelighed med hende, og fra det Punkt, hvorfra hun fremdeles maa betragte Nils Lykke, kan hun umuligt antage selv om hun har bøiet Knæ for ham, at han vil være taus. Det andet Motiv er Ordet «Kongemoder», der henkastes løseligt, men falder som en Gnist i hendes fængbare Sjæl. Dette har fuld Berettigelse men kommer noget for sent. Dog har Fru Inger endelig, med unaturlig Grumhed sagt, «han skal dø; paa hans Grav plukker jeg en kongelig Lillie for min egen Søn» vel! lad hende da være stærk fra nu af, lad hende ikke ved sit Udraab til Skaktavl: «I var for rap paa Haanden rc.» i utilgivelig Feighed og Svagsindethed søge at vælte Skylden fra sig over paa en Anden. Senere faa vi Topmaalet af hendes aandige Svaghed, idet hun gaar over til Vanvid. Der indtræder vel senere et Moment, hvor det skulde være naturlig, og det er i det Øieblik da hun atter kommer til Besindelse, det er da hun ligesom vaagner og ser sin egen elskede Søn myrdet og hun er hans Morderske! Her var Tiden kommen til at kaste denne forfærdelige Skygge over Sjælen, og at lade den, ligesom være Dødens Forløber og hvis denne Scene var rykket længere tilbage i Akten, vilde hendes Monolog have en langt stærkere Betydning og saaledes ogsaa mere af den tilsigtede Virkning paa Tilskuerne. Det er dog hermed ikke vor Mening, at Fru Inger skal dø i sit Vanvid; det vilde være uæsthetisk; men Dødens Nærmelse bringer ikke sjelden et Glimt af det evige Lys med sig, og ved Hjælp af dette kan Fru Inger endnu kaste et Blik tilbage og et fremad erkjende sin Synd og bæve for sin dommer rc. Den moralske Verdensorden, den høiere poetiske Retfærdighed er da opretholdt og dette maa jo være, og er ogsaa, Maalet for Dramaet som for Tragedien, og Forfatterens Mening med sin tragiske Digtning.

Skulde vi imidlertid gaa ud fra, at Forfatteren i Fru Inger har villet fremstille noget Vaklende hvis man kan udtrykke sig saa et Individ, hvor Aandens Tilintetgjørelse alt er indtraadt, hvor enhver Yttring kun er Krampetrækninger i en begyndende Dødskamp, uden Selvbestemmelse uden moralsk Udgangspunkt, da behøve vi kun at henvise til de af os paapegede Mangler, der da for en Del blive til ligesaa mange nøgne Sandheder; slet fra dette Standpunkt taber Fru Inger vel ikke, som ovenfor ved næsten alle Instanser men hun taber dog ved den høieste og sidste hverken hun eller hendes Skjæbne tiltaler og griber os.

Her at fremkomme med en udførlig Kritik fra dette Udgangspunkt, er ikke vor Hensigt; kun vil vi paapege, at, uagtet et vaklende Individ ikke kan siges at have et bestemt Endemaal, en Havn, hvorefter det urokkelig styrer igjennem alle Brændinger, uagtet det hvert Øieblik lægger nye Planer og vælger nye Midler, maa dog disse, om de skulle staa sig for Kritikken, have sin Nødvendighed i Øieblikkets stærke Krav. Disse Fordringer ere paa flere Steder langtfra gjort Fyldest. Skulde altsaa denne Forudsætning være rigtig, har dette været Digterens Mening med Fru Inger, da vilde vi mildest talt kalde hans Valg uheldigt, om end det finder sin Berettigelse i Dramaturgiens Love.

(Sluttes.)




12. juli 1855 (Nr. 143).

Fru Inger til Østeraad.

(Slutn. fra No. 140.)

Niels Lykke, den danske Adelsmand, udsendt fra Danerhoffet for at undersøge Fru Ingers egentlige Sindelag mod disse to Partier, mellem hvilke hun vakler, er den Figur vi i Betydning maa stille nærmest Fru Inger. Han afviger vel en Del fra Historien, men staar dog ligeover for os som den berømte Seiervinder, naar det gjælder Kvinden. Niels Lykke skal jo være letsindig; han agter ikke Kvinden, det er i sin Orden; den Agtelse har hun, som han siger, selv forskjertset vi finde os derfor i at han spotter, uagtet Monologen paa Lucias Gravkjælder synes at være noget stærk i den Retning; den har for os vaklet mellem det diaboliske og det letsindige; dog tilstaa vi gjerne at have misforstaaet den, men vi fordre fuld Indrømmelse i, at det let lod sig gjøre. Senere træffer han nu sammen med Elina her er han vel letsindig, men naturlig, og ved Slutningen af 2den Akt vækker han hele vor Sympathi, og vi begynde at haabe Noget af dette Møde. Fra nu af bliver hans Fremtræden stadig af Interesse for os, uagtet vi i hans Sammentræf med Elina i 3die Akt berøres mildest talt uhyggeligt af den Maade, hvorpaa han giver Forføreren. Det er i sin Orden, at en Forfører, der er vant til at gaa systematisk tilværks, benytter sig af Floskler og prunker med laante Farver, men det er en Feiltagelse, naar Forfatteren lader ham udfolde hele sit Indre, saadant som det virkelig er, i rene, varme, lyriske Udbrud, og just som vi have kastet et Blik ned i hans Sjæls chaotiske Mørke og seet Glimtet af den Stjerne, der alt har begyndt at oplyse det, da pludselig afbryder Trylleriet ved hans Forsikkring, at det Hele er en Løgn. Dette totale Omslag piner os, og vi føle en stærk Tilbøielighed til ikke at tro dette Udbrud til at tro, at han igrunden lyver for sig selv, hvilken Formodning senere faar en Slags Berettigelse; thi Niels Lykke er jo igrunden begavet med et rigt og ædelt Gemyt. Slutningsscenen mellem ham og Elina er udmærket skjøn og naturlig. De Sammenstød, Niels Lykke har med de øvrige Figurer i Dramaet, have vi med Villie forbigaaet; thi der er han en Intriguant, Intet mere, og det er sammen med Elina, han vinder Betydning for os. Elina er en høist interessant Figur hun er meget ualmindelig men hun griber os forunderlig mægtig ved sin vilde Fremtræden. Hvis det har været Forfatterens Mening i denne unge Kvinde med det sværmeriske Gemyt, den dristige Tankeflugt og den djærve Fremtræden at give os et Billede af Fru Ingers egen Ungdom, saadan som hun var, før Begivenhederne stillede hende paa hendes nuværende Stade, da maa vi tilstaa ham, det er en skjøn Ide, og vi føle Trang til at dvæle ved dette Afsnit af hendes Liv og glemme det senere. Elina har altsaa hele vor Medfølelse; thi efter den Maalestok, vi kunne anvende paa hende, er hun paa en enkelt Scene nær fuldkommen naturlig og poetisk sand fremstillet. Vi begribe vel ikke hendes Opførsel mod Moderen i 1ste Akt, men Skylden herfor kan ikke tillægges hende, men for at tale dagligdags, en daarlig Opdragelse. Fru Inger taber mest ved denne Scene. Elinas Trods er nu gaaet over til Kjærlighed hun elsker Niels Lykke, hun har alt elsket ham fra det første Møde, og nu forandres hendes Tankegang; den daler ikke men den gaar en anden Vei. Sindets Vildhed omskiftes med den blødeste Lyrik hele hendes Væsen er Kjærlighed. Hun taler selv om Styrken i sin Hengivenhed, dette behøve vi ikke for at kunne udlodde Dybden deraf. Vi føle, den vil seire over alle Hensyn, bekjæmpe alle Hindringer og selv ikke rokkes ved Utaknemmeligheden, der dog er saa koldt et Pust, at de fleste af Hjertets gode Spirer gulne og visne hen derved. Derfor fatte vi strax, at det er en Feiltagelse af Digteren, naar han nu lægger Elina disse Ord i Munden: «Der er En i Verden, som jeg hader; det er Lucias Forfører.» Har Elina Plads i sin Sjæl til Had er ikke Alt, hvad hun evner, koncentreret i hendes Kjærlighed? Vi tro det vi ville ialfald nødig tro det Modsatte. I denne Personlighed har Forfatteren da virkelig vist og godtgjort, at han er Digter, at han kan slaa paa Strenge, der give en sær men tryllende Klang, der toner længe og vække fagre Minder fra Illusionernes Land. Men, hvorfor skulle vi her slutte med disse to Figurer, der fra nu af interesserer os saameget? Hvorfor skal Tæppet gaa ned for denne mørke Scene med Fru Ingers Død, uden at vi skimte et Glimt af Lykke en Fugl Phønix, som stiger frem af Asken Skal da Alt gaa tilgrunde? Det er ingen Nødvendighed. Vi have alt paapeget, at Dramaet bør have sine Lyssider et Livsbillede ved Siden af Dødens. Elina kan altsaa komme frem igjen; thi hun er det gode Element i Stykket, og ligesom det Onde faar sin Straf, maa dette faa sin Belønning. Vi ville imidlertid ikke, at man skal misforstaa denne vor Fordring vi ville ikke have nogen fuldstændig Forsoning, men vi ville, at dens Værk skal begynde for vore Øine. Vi ville ikke, at Elina skal gaa tilgrunde, og hendes Kjærlighed er hendes Liv. Hun har vel en Strid at udkjæmpe den blege Søsterskygge stiller sig mellem hende og Lykken men hun har ogsaa stærke Vaaben. Der staa endnu to Figurer tilbage Daljunkeren og Olaf Skaktavl der vel fortjene sin Bemærkning, men ikke tiltrænge nogen omstændelig Undersøgelse, vel fornemlig af den Grund, at de have stillet sig meget enkle for Iagttagelsen. Daljunkeren møder os som en frisk Luftning fra det Vindue, han har valgt til sin Indgang, og i den noget tunge Luft, vi en Stund have indaandet, er han os kjærkommen, og har alt paa Forhaand vor hele Interesse. Han er letsindig, godmodig, men meget intetsigende; dog like vi ham godt, indtil han gaar over til Feighed (?), der er en frastødende og neppe æsthetisk berettiget Egenskab hos ham. At han vil frelse sig, fordi den stolte Fru Inger er hans Moder, er intet Motiv; han maatte snarere vove Livet for at vinde hendes Bifald; thi der er ingen stolt Kvinde, som ikke heller vil se en død Søn end en feig. Olaf Skaktavl ja, vi kunne spørge hvad skal han egentlig i Stykket? Er det for disse Forvexlingers Skyld? det minder isaafald formeget om Farcen. Olaf Skaktavl gaar altsaa der en af de stolte Adelsmænd, der foretrak at leve paa Fjeldet vildt som Fjeldets Dyr, for at bøie sig under Danskevældet. Hvor mægtig vækker han ikke Sympathien ved sin Fremtræden! Hvor ganske modsat er ikke Alt ved hans Forsvinden! Vi skulle være tilbøielige til at antage, at Forfatteren egentlig selv har tiltænkt denne Helt en Rolle i Dramaet, der mere svarede til den, han hidtil havde spillet, men at han under Udarbeidelsen har tabt det ædle Spor af Syne, og endelig til Slutning, for at se Daljunkeren myrdet, tildeler ham Bøddelens Funktion. Vi fristes virkelig til at udbryde: «Var den norske Adel, som Hertug Christian lod overgaa den skrækkelige Bloddom, og af hvilken en stor Del flygtede til Skovene, som denne Herre, da synes den mildest talt helst at burde leve i Skovene». Vi anse det for høist fortjenstfuldt af en dramatisk Forfatter, at han henter frem af vor Historie de halvt eller helt forglemte Minder fra en svunden Tid, og stiller dem i et saadant Lys for Folket, at dette deraf kan vinde Kappelyst; men kan han kun reise dem Skamstøtter da lad dem hvile de blege Skygger, de skade os ikke i Glemselen, men de skade os i Hukommelsen.

Vi have nu efter Evne fremstillet dette originale Arbeide med dets Feil og Dyder og stadig havt Sandheden for Øie. Vi have paapeget dets Svagheder mere for Forfatterens Skyld end for Publikums. Vi have spurgt med Historien og Æsthetikken for Øie, men kun erkjendt dennes Autoritet, og i hele Kritikken stadig gaaet ud fra, at Forfatteren vilde vide os Tak, selv om vi dadlede. Flere Scener i hans Drama Tonen, som hviler derover, det heltigjennem rene og kjærnefulde Sprog, ere gode Spaamænd om Forfatterens digteriske Fremtid. Det er ikke let selv for den mest begavede Digter, at faa det Tekniske ved Dramaturgien i sin Magt Scribe lod sig udpibe flere Gange, og han er dog seirende gaaet ud af Kampen. Schiller har ofte maattet stryge mere end Tredieparten af sine Stykker og omarbeidet dem; ja, der gives mer end nok af slige Fakta, der maa trøste den begavede Forfatter. Vi vilde gjerne til Slutning opfordre til en Omarbeidelse af Fru Inger; men maaske vil dette mere blive Arbeide end Udvikling, og da vor Historie er rig nok paa Stof til dramatisk Bearbeidelse, ville vi heller tilønske ham Held med et nyt Arbeide. Viser det saamegen Fremgang hos den formodede Forfatter, som Fru Inger med alle sine Feil har vist, vil det blive en Berigelse for vor fattige dramatiske Litteratur.

Published Apr. 4, 2018 1:07 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM