Adolf Falkman

Fruen fra havet ved Det Kongelige Teater anmeldt av Adolf Falkman i Nationaltidende i København 18. februar 1889.

Det kgl. Theater.



«Fruen fra Havet».

Saa snart Dr. Henrik Ibsens nye Skuespil udkom for omtrent et Fjerdingaars Tid siden, hilstes det med almindelig Tilfredshed velkomment fra vistnok alle Sider. Vil man dele disse i høire og venstre, kan det siges, at man hist var særlig glad, fordi «Fruen fra Havet» var holdt i lysere Tone og endte glædeligere med en ny Betoning af den gamle Lære om Frihedens Begrænsning under Ansvar; men paa venstre Led pristes Stykket baade af Hensyn til Ibsen, og fordi han ved Siden af Ansvarets Korrektiv til Friheden dog saa stærkt lod Frihedens absolute Ret gjælde. Imidlertid var det kun Tale om den hurtige Dagblads-Kritik, der efter sin Natur maa indskrænke sit Maal til en rimelig Orientering uden at kunne stile mod mere literære Krav, hvis Fyldestgjørelse bl. a. betinges af længere Eftertanke og mere Tid, lige som Stedet til grundigere Granskning selvfølgelig snarere maa søges i Tidsskrifter. Af saadanne have vi unægtelig flere, der give sig af med Æsthetik, men intet, hvori Grundighed og Myndighed gjør sig gjældende. Var der noget forhastet og forkert i Blad-Anmeldelsernes umiddelbare Glæde over «Fruen fra Havet», maatte det altsaa forbeholdes Theatrets Opførelse at give Anledning til fornøden Rettelse.

Sikkert har den almindelige Mening i Mellemtiden virkelig fæstnet sig om, at dette Skuespil hører til Forfatterens svageste. Dets Handling er yderst lille, og naar den udfyldes ved det, der passerer med Bifigurer, staa disse enten i intet Forhold til Hovedsagen – Ballested, Lyngstrand, Hilde – eller ogsaa er der rent udvendig, men ikke organisk-dramatisk en Forbindelse mellem dem og Hovedskikkelserne, hvad altsaa gjælder om Arnholm og Bolette ved Siden af Wangel og Ellida. Forfatteren synes, endog ret tydelig, at have villet sige: den Krise, Faderen og hans Hustru her lykkelig gjennemleve, hjælper naturligvis ikke Datteren og hendes Ægtefælle; disse begynde akkurat lige som hine, idet Bolette sælger sig for at blive forsørget og komme bort fra Hjemmet, medens Arnholm tager hende, lige som Wangel tog Ellida, fordi han er en god Mand, der gjærne vil gjøre godt, men tillige fordi han er en halvgammel Herre, hvem det kjønne unge Kvindemenneske drager. Digteren har overmaade sindrig antydet dette, men heller ikke mere end antydet det, ikke væsenlig levendegjort det. Han har som forfaren Menneskekjender smilt saare overlegent og ikke lidet ironisk ad Overlærerens Kjærlighed, hvori Hjerte, Fantasi og kjødelig Erotik saa karakteristisk forene sig; han har i Grunden ikke mindre komisk fremstillet den unge Pige, der det ene Øieblik siger, at det er rent umuligt for hende at tage den gamle Lærer til Mand, og som dog straks efter indlader sig derpaa. Men egenlig Liv er der ikke kommet i Tanken, saa at denne Bihandling kun virker som et temmelig dødt Udfyldnings-Stof i Stykkets Indhold.

Selve Ellidas, Wangels og den Fremmedes Historie er det end mindre lykkedes at klargjøre. Er Fruen simpelt hen sindssyg, lige som hendes Moder har været det? Eller er hun bleven hypnotiseret? Mener eller mener Forfatteren ikke det Samme som Wangel, naar denne baade mener og ikke mener, at der har været en underfuld Forbindelse mellem den Fremmedes Underretning om hendes Giftermaal og hendes «Tilstand»? (Man vil mindes, at han den Gang var i Amerika og her læste om hendes Vielse med Wangel, og at hun samtidig gik i Svangerskab, og at Barnet da fik den Fremmedes Øine, efter hvad hun paastaar, medens Wangel saavel indrømmer det som benægter det). Det er overhovedet ganske umuligt for almindelig sund Menneskeforstand at følge Ibsen i «Fruen fra Havet». Man kan sige – som man har sagt – at det i lige høi Grad er dunkel Mystik og vidtgaaende Realisme, at det begynder med Psykiatri, fortsætter med Psykologi, ender med Symbol og Allegori. Sikkert er det, at der i dette Stykke er megen Romantik, hvor man maa tage Fornuften fangen og kun kan tro i Kraft af gaadefuld Stemning, men at Handlingen til Slutning udmunder i en aldeles abstrakt Filosofi, den baade flade og dybe Sætning om «Frihed under Ansvar», der kan sige saa uendelig meget, men som her i Stykket kun bliver en behændig anbragt Frase. Thi saa lidt som det er muligt rationelt at forstaa den Fremmede, saa lidt kan man i Grunden slaa sig til Taals med Ellidas Valg, da hun har faaet Friheden. Denne pludselige Klargjørelse i hendes syge Sind er kun en ny Gaade i psykologisk Henseende – og intet sikrer imod, at hun imorgen henfalder til Grublerier om, hvor vidt hun i Sandhed har været fri, eller til andre Ideer, Hallucinationer o. s. v. – medens den sceniske Effekt af hint glade Valg forringes ved selve dets psykologiske Uforklarlighed, baade hvad Nutid og hvad Fremtid angaar. I Stedet for dramatisk Brød i sand Menneskeligheds Skikkelse faar man en filosofisk Abstraktions Sten, som ikke er til at fordøie.

Der har været en Shakespeare, som evnede at forbinde Romantik og Realitet, det ufattelige Overnaturlige og det dagligdags Menneskelige, det pathetisk Høistemte, det lette Vid, og den jævneste, ja platteste Komik – saaledes, at det blev til et dramatisk Hele, harmonisk fra Begyndelsen til Enden, rystende, rørende, lattervækkende, men i Enhed. Henrik Ibsen har ikke magtet at forme Stoffet saadan; det er samlet med stor Behændighed, men det falder dog fra hinanden, fylder kun delvis Fantasien og fyldestgjør slet ikke Forstanden, skjønt denne paakaldes stærkt. For saa vidt er «Fruen fra Havet» et svagt Arbeide, men dog et Værk af en stor Kæmpe. Thi ikke blot er det i ydre Bygning glimrende sammensveitset, og ikke blot er Dialogen rig paa skarpe, morsomme, dybsindige Repliker, men hvilken Magt er der ikke i Stemningen, i Stykkets romantisk-mystiske Led. Det er «de store Følelser», hvorom Bjørnson taler i «Leonarda», som fremtræde hos Ellida, og der er virkelig baade Gru og Dragning i hendes Sindslidelse, selv om man vil sige, at denne er en Sygdom. Ibsen falder maaske noget ud af Sporet, naar han (i fjerde Akt) lader Ellida komme ind paa den Forklaring af Ægteskabet med Wangel, hvori man altfor meget mindes om Nora i «Et Dukkehjem.» Vistnok har han ogsaa grebet scenisk feil ved at lade den Fremmede dvæle for længe i Samtale, især i første Scene, og ved senere at lade ham komme igjen uden at møde med noget mere Nyt end Revolveren, der virker underlig forstyrrende, fordi Manden fra Havet derved gjøres til en ordinær Melodrama-Helt, der mister sit Trylleri som mystisk Bud eller Symbol for rene Ideer. Slige Enkeltheder berøve dog ikke Helheden af Ellidas Skikkelse og Optræden deres Værd. Hun bevæger sig i en Høide af Stemning, af Fantasi, af poetisk Aandsfylde, som kan bringe de dybeste Strenge i Indbildningskraften og i Medfølelsen til at dirre. Hun er – ikke ilde understøttet af den Fremmedes gribende Tilsyneladelse – en fremragende tragisk Skikkelse, for saa vidt som man ikke lægger Vægten paa det egenlig tragiske Begreb, men tillader en saadan Figur at ende saa lykkelig, som Forfatteren her godhedsfuldt, men rigtignok ogsaa vilkaarlig, for ei at sige overraskende ved hin sofistiske Behændighedskunst lader Ellida gaa ud af Stykket, fordi Ibsen nu har fundet, at selv om Menneskene kun af en aandelig Forvildelse have vænnet sig til at leve paa Jorden, saa kan det være baade rimeligt og rigtigt for dem at «akklimatisere» sig i Stedet for at gaa til Bunds i Møllefossen eller i Havet, hvis altfor ubundne «Frihed», som dog kun er en raa Naturmagt, har fyldt Forfatteren med Gru, da han ret fandt sig dragen dertil.

Men «Fruen fra Havet» er, ikke mindre ved sit udmærkede Fortrin end ved sin kun halvt tildækkede Feil, særdeles svær, at spille. Man gaar næppe for vidt, naar man siger, at Figurer som Wangel, som Arnholm, tildels ogsaa Bolette, slet ikke ere til at fremstille. Der er lagt altfor meget, altfor mange forskjellige Ting ind i dem, uden at det forskjellige udfolder sig levende og dramatisk. Bolette f. Ex. skal være sværmerisk og dog praktisk forstandig, i høi Grad sympathetisk, men tillige under Frieriet noget komisk som det stakkels ufuldkomne Pigebarn, der i god Tro sælger sig. Arnholm har Ibsen taget end mere ironisk Sigte paa, og der er Antydninger af det tørre Docerende samt af det løierlig Erotiske ikke mindre end af det Brave og Hjertelige; men Ironien er saa stille, saa tilbageholden fra Forfatterens Side, at den knap vil være til at faa frem i komisk Belysning, og dog kommer det til Slutning netop an herpaa, naar man skal have fat i Tankegangen. Wangel er i særlig Grad kompliceret, vel ikke komisk, men dog stærkt blandet af den fornuftige Læge, af den elskede Ægtefælle, som Ellida skal klynge sig til, og af den svage Mand, der visselig langtfra er nogen stor Aand, og som tilmed er noget drikfældig. Af de Rollehavende paa det kgl. Theater lykkedes det kun Hr. Mantzius ved Hjælp af klar Diktion og tør Stemme at faa den ene Side af Arnholm frem; ellers fandt man i disse tre Figurer ikke noget at blive klog paa eller at interessere sig for.

Lyngstrand, Hilde og Ballested ere simple nok at forstaa, derhos meget taknemlige Smaaroller, Medens Hr. O. Poulsen let nok fik Folk til at le, var Fru Bloch ubetinget mest prægnant. Hendes Hilde er et udmærket Sidestykke til hendes Trine Rar, men hun er allerede paa Veie til ufin Overdrivelse; det er for grotesk, som hun staar og stræver, lige som hun understreger enkelte Ord for stærkt. Men hendes grødede Mæle, betegnende for den halvvoksne Tøs i Overgangsalderen, og dog med fuldstændig forstaaelig Diktion, hendes næsvist-nysgjerrige, barnagtig-forstandige Interesse, hendes ydre Apparition og talrige Træk; det var et nyt Vidnesbyrd om et Talent, der næppe er stort i Omfang, men des mere intensivt og sikkert, naar det beherskes af Smag og ikke forføres af Jagen efter Applaus.

Tilbage staar Hovedpersonen. Det er her i Bladet allerede for længe siden blevet bemærket, at til denne Rolle kunde Fru Hennings betragtes som «selvskreven». Meningen var naturlig, at man vilde anerkjende Fru Hennings som vor finest og for saa vidt høiest udviklede Kunstnerinde, og at hun i Følge sin Stilling ved vor Scene maatte være nærmest til at spille den største Rolle i et stort Stykke af Henr. Ibsen. Paa den anden Side gjordes det gjældende, at Fru Hennings har havt saa mange Roller, at rimelig Økonomi nu opfordrede til at lade en anden komme til. Herved er for Resten den Bemærkning at gjøre, at fordi en fremragende Kunstnerinde mod sit Ønske har gjort Theatret eller dets Forfattere den Tjeneste at spille saa og saa meget, ligger der heri billigvis ingen Grund til ikke at lade hende faa en Rolle, hvortil der knytter sig extraordinær Interesse. Imidlertid fik Fru Hennings ikke Rollen, og sandt at sige vilde hun vel ikke heller have været tjent med at faa den. Fru Eckardt har i hvert Fald ikke været tjent med at blive Ellida. Det er overflødigt at sige, at hendes Præstation er smuk og dygtig; det vilde være fornærmeligt at fremhæve, hvor megen Flid hun umiskjendelig har anvendt, thi heri kunde ligge en indirekte Insinuation om, at andet havde været at vente, hvad visselig langt fra er Tilfældet. Det maa ogsaa bestemt fremhæves, at forholdsvis fyldte Fru Eckardt godt, i alt Fald i nogle Scener, fornemlig i 2. Akt, der nu rigtignok ogsaa er saa gribende fra Forfatterens Side, at der er noget urimeligt i at finde Fru Eckardts Spil her overraskende.

Senere faldt hun af, og i Begyndelsen af 5. Akt kom hun ind i en rent gal Tone, idet Ellida her blev en temmelig ordinær Kone, lidt i Slægt med Etatsraadinden i «en Skandale», medens hendes Anklager paa dette Sted kun skal være Klager, hendes Hæftighed ikke Spor af arrig Hidsighed, men kun vaandefuld Sorg. Her dissonerede Fremstillerinden falsk, ellers laa Manglen ved hendes Spil snarest i Mangel paa Storhed, d. v. s. Storhed i Fantasien, i Følelsen, i den aandelige Personlighed. Fru Eckardts Spil er i denne Rolle som gjennemgaaende i lignende paa den ene Side smukt, behageligt og naturligvis efter Situationens Bydende livligt, men det savner Vægt, savner Baggrund, savner Perspektiv. Der er Bevægelse og Bevægethed nok, men ingen Dybde i Bølgegangen; det er som et Indvands krappe Søer i Sammenligning med de brede Dønninger i Havet – dette Hav, som netop Ellida taler saa meget om, og hvorom hun skulde minde paa romantisk Vis. Men Romantik i den Forstand – den mystiske Romantik, der hviler paa en stor Naturgrund – den er det ikke Fru Eckardt givet at fremstille. Hendes kloge Blik rummer ingen Anelser, hendes Røst har ingen Klang af Elementerne med deres Gru, hendes klare Personlighed drager ikke med noget lønligt Trylleri.

Hvad hun yder til Erstatning, er en baade smuk og sikker Kunst, en Intelligens, der kan gribe feil som Undtagelse, men som i Reglen rammer rigtig nok, kun at den ikke træffer dybt, endelig en Livlighed, som kjender og med Færdighed bruger Følelsens Midler eller Udtryk, men altid de konventionelle Udtryk, aldrig et spontant Udtryk, der griber og tænder. Hendes Ellida er imidlertid saa kjøn og dygtig en Præstation, at det vilde være Uret mod Fru Eckardt at fremhæve dens Brist saa stærkt uden med det samme at antyde, at Skylden ligger paa et andet Punkt. Fru Eckardt er lige som Fru Hennings vokset op ved det kgl. Theater i Efter-Romantikens Periode, den Gang Bournonville var vor største romantiske Dramatiker, og de vare begge oprindelig Balletbørn. Dette er aldrig kommet helt ud af dem, skjønt mest af Fru Hennings. De have i hin Skole vundet Grundlaget for en meget sikker Teknik, men saa ere de ogsaa blevne «trænerede» i samtlige de Bevægelser, Danseskolen fra først af gav dem. Deres Spil minder stundom for stærkt om deres Barndoms eller Ungdoms koreografiske Færdighed. Og – hvad der er værre – det er, som om Bournonville havde ladet dem danse noget af Livet af sig, noget af det Friske, det Uvilkaarlige, det Stærke. Som sagt, Fru Hennings har naaet videst, længst bort fra den stereotype, konventionelle Livlighed, længst ind i Dybden af en rig, selvstændig Personlighed, og naar vi for ikke længe siden havde Anledning til at fremhæve, hvor theatermæssig hun gav Grethe i «Broder Rus», skete det med Anerkjendelse, af, at denne Bondepige fra Forfatterens Haand var meget skablonmæssig gjort. Men som Fru Hennings spiller Grethe, paa sin Vis udmærket, saaledes spiller Fru Eckardt Ellida. Det er godt gjort, delvis fortræffelig, i det Hele særdeles smukt, men her er Kravet fra Forfatterens Side rigtignok et helt andet, og derfor er denne Præstation en karakteristisk Prøve paa vort Theaters gode Spil i Salon- og Balletstil efter Mønsteret fra en Epigon-Tid, men ude af Stand til at bære Fortrinene, de store Følelser, den stærke Naturkrafts, den mægtige, mystiske Romantiks Kraft i Ibsens Skuespil frem til gribende Liv for Tilskuerne.

Man skulde selvfølgelig ladet Fru Nyrop spillet Ellida. Denne Skuespillerinde har en svigtende Teknik og forfalder let til falsk Deklamation, men hun har Naturel: det er hverken dandset eller paa anden Maade dresseret eller træneret ud af hende, da hun var Barn. Man har vistnok til sine Tider ladet sig blænde af hendes ydre Midler, af hendes Kraft osv., men man har gjort end værre Uret ved i senere Aar altfor meget at fæste sig ved hendes kunstneriske Mangler, der viste sig som mindre skjøn og mindre korrekt Natur i Spillet. Det kgl. Theater har overhovedet længe dyrket den korrekte, den kunstneriske «Anstand» altfor ensidig; der er Kræfter – f. Ex. Hr. C. Prices – som trods al Mangel paa Tilslibning havde været at benytte, hvor vi nu af bare Ømhed for det Dannede, det Tilslebne, det Glatte ere komne ned i intetsigende Fladhed. Det er sikkert, at Fru Nyrop ikke er en Anna Nielsen, som i saa sjælden Grad evnede at være stor og stærk paa samme Tid som simpel og derfor sand. Men Anna Nielsen har været død i en Menneskealder, og hende kunne vi ikke grave op. Fru Nyrop er for Tiden vor eneste «Tragédienne», og tildels ere hendes Skavanker at forklare ved Mangel paa Øvelse. Nu skal hun spille Ragnhild i «Dronning Margareta», men hvor længe er det ikke siden hun havde en virkelig Opgave, og hvorledes skal et Menneske kunne spille god Komedie eller Tragedie, som kun kommer til det med Aars Mellemrum? Man kan let sige, at Fru Nyrops Ellida vilde være bleven ufuldkommen, grel, grov, eller hvad man nu vil kalde det. Det er sandt, at Fru Eckardt ikke har en eneste af de samme Feil, og at hendes Frue fra Havet er ulige mere pæn, net og glat, end det er muligt at forestille sig den andens. Men Fru Nyrop har dog et væsenligt Plus forud i sin Personlighed, i dens Kraft og dens umiddelbare Vælde. Og naar Theatret ikke kan faa baade Natur og Kunst (Teknik) samtidig i samme Grad, bør det i hvert Fald alternere og vogte sig for at blive «dannet» paa den Maade, at Livet gaar af det, thi det er i Længden utilstedeligt at reducere det store Skuespils Maal blot for at undgaa det «stødende» og ende i – det slikkede.

At Hr. Foss har faaet «Den Fremmede», turde være rigtigt, thi denne Skuespiller har virkelig nogen Naturkraft, og han er ei heller helt uheldig i denne Rolle. Det er ikke hans Skyld, at den breder sig for meget, selv om han maaske skulde tale lidt hurtigere. Iøvrigt er denne mystiske Herre jo snarere en Aands- eller Tanke-Aabenbaring end et Menneske, og naar han saa dog skal true med at skyde sig ihjel, bliver det umuligt at bevare Illusionen.

Til Slutning blot den Bemærkning, at medens «Fruen fra Havet» i andre Retninger er sat godt i Scene, synes dog bl. A. Scenen i Lysthuset i første Akt mindre heldig og virkningsfuldt arrangeret. Det er ogsaa en mærkelig Vækst af Løvtræer, Theatret har fundet saa langt mod Nord, og mere økonomisk end maritim turde den Seilads være, som lader Damperen vise Styrbords-Siden, baade naar den gaar ind i Fjorden, og naar den gaar ud. Men væsenlig Skade sker naturligvis ikke herved.

A. Falkman.
Published Apr. 6, 2018 9:52 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM