Anonym anmelder i Aftenposten

Fruen fra havet ved Det Kongelige Teater anmeldt i Aftenposten i Kristiania 19. februar 1889 (Nr. 112, 30te Aargang).

«Fruen fra Havet» i Kjøbenhavn.

(Fra «Aftenpostens» Korrespondent).




Kjøbenhavn, Mandag den 18de.


Saasnart «Fruen fra Havet» var udkommet, og da det hurtig derefter var bestemt, at vort kgl. Theater vilde opføre dette Stykke, reiste det Spørgsmaal sig naturlig, hvorledes Rollerne skulde besættes. Og det var nu klart, at kun til en eneste Figur havdes der en Skuespiller – Skuespillerinde – af hvis vordende Præstation man kunde vente sig noget, der svarede til Forfatterens Intensioner. Ja, naturligvis kunde Hr. O. Poulsen med Lethed spille Ballested, hvad han ogsaa gjorde og gjorde meget morsomt om end ikke just med fin Kunst. Men ellers var det kun Hilde, til hvem man i Fru Bloch var sikker paa at faa en udmerket Fremstillerinde. Det kan med det samme siges, at Fru Bloch var udmerket, paa enkelte Punkter mulig en Kjende for stærkt understregende men alligevel udmerket. Hun, som er en aldeles illuderende Trine Rar paa 12 – 13 Aar i «Aprilsnarrene», tager sig ikke mindre naturtro ud som den halvvoxne Hilde, og hun bruger med stor Virtuositet og komisk Kraft det tykke Mæle, som unge Piger i Overgangsalderen ofte har. Ligesaa driftig som pudsig staar hun derhos jevnlig i en karakteristisk skrævende Stilling, og hun kan ypperlig give sig Mine af dette nysgjerrig-forstandige og næsvist-barnlige, som Hilde skal have. At der bag hendes Følelser for Stedmoderen ligger en Higen efter Kjærlighed fra dennes Side, var rigtignok vanskeligt at merke, men Forfatteren synes ei heller at give mindste Antydning heraf, før han pludselig hen mod Stykkets Slutning siger, at saa skal det være. Alt i alt blev Fru Blochs Hilde, hva man havde ventet, Fremstillingens kunstneriske «clou».

Til Ellida beilede Fruerne Eckardt og Hennings, men førstnævnte valgtes. Uden al Tvivl er disse to Damer vort Theaters mest og bedst udviklede Kunsterinder, hos hvem man altid kan være tryg for vel gjennemtænkte og vel udførte Præstationer. Men begge savner i ikke uvæsentlig Grad – Naturel. Hos Fru Hennings er Manglen mest fysisk, idet hun er for liden og for spinkel; hos Fru Eckardt skorter det paa Aand, Fantasi og Følelse, tildels ogsaa paa Klang i Organet. Hun er en fortrinlig Dame, men i høiere Sfærer af Poesi, Romantik, Mystik m. m. bliver hun flau, uden Baggrund, uden Perspektiv i Personligheden. Saavel Fru Eckardt som Fru Hennings ere derhos i lidt for kjendelig Grad Børn af det kgl. Theater fra Efter-Romantikens Tid, da Bournouville var den ypperste danske Forfatter i romantisk Retning; begge er ovenikjøbet komne frem fra Balletten. Heraf følger en i visse Maader ypperlig Teknik, men tillige en Hang til konventionelle Fagter og en Tilbøielighed til at glatte det stærke og grelle ud i skjønne Former, hvilke dog let kunde blive stereotype og porcelænsagtige. Deres Teknik – og ubestridelige Talent – skjønt begrænset, har imidlertid ført dem frem i Anvendelighed foran Kolleger med et større Naturel men ringere, ufinere Kunst. Dette gjælder bl. a. overfor Fru Agnes Nyrop, født Lange, som efter en glimrende Ungdomskarriere paa Folketheatret, hvor hendes Fader var Direktør, kom til det kgl. Theater, skabt til at blive dettes «tragédienne» og «grande Dame». Ihvorvel Fru Nyrop har havt adskillige store Roller, og uagtet hun er kommen godt fra adskillige af dem – f. Ex. Hjørdis i «Hærmændene» – er hun dog efterhaanden sunken til Side, maaske med nogen Uret, men ganske vist tillige paa Grund af, at hun ikke er Herre over den kunstneriske Form, at hendes Diktion er mindre sikker eller ofte falsk o. s. v. Man har fortrukket det korrekte, som var tyndt, for det kraftigere, der havde sine grelle Feil. Og saaledes var der nu neppe nok Tanke om Fru Nyrop som Ellida, uagtet hun var den eneste, der i Kraft af sit Naturel kunde givet «Fruen fra Havet»; det var trolig blevet en ufin, ukunstnerisk Præstation men med Malm; Fru Eckardts Spil er kunstnerisk, fint og skjønt, men hellere «pent» end enten «grufuldt» eller «dragende». Hun er altfor dygtig til ikke at kunne fremstille adskilligt, fornemlig den store Scene i 2den Akt, særdeles paaskjønnelsesværdig og med smukt, kraftigt Udtryk, dog uden at give det store fantastiske Billede den rette Farve, Glød og Fylde. Hun er paa andre Punkter temmelig langt fra Maalet, skjønt alt er fortræffelig udarbeidet og «glat» ciseleret, maaske med Undtagelse af 5te Akts Begyndelse, hvor Fru Eckardts Ellida altfor meget lignede en ubehagelig arrig Kone fra Hverdagslivet.

Da Fru Hennings ikke fik Ellida, tilbødes det hende at spille Bolette, som hun dog foretrak at overlade til en ung Skuespillerinde, frøken Anna Petersen, der ser ret godt ud, spiller ret forstandig, er ret kjedelig og i hvert Fald lige saa lidt kunstnerisk som personlig interessant.

Mellem de mandlige Roller var man mest i Forlegenhed med «den Fremmede», til hvis Fremstilling der hører baade Krop og Sjel, baade Stemme og Fantasi, men tillige Autoritet overfor Publikum. Man valgte Hr. Foss, der saa nogenlunde besidder hine Egenskaber, men uheldigvis slet ikke den sidste. Dels af denne Grund, dels fordi Forfatteren har stillet Mennesket paa en Urias-Post ved at lade ham blive saa længe og optræde ganske ensartet to Gange, glippede Virkningen i Længden for Hr. Foss, skjønt han i Begyndelsen syntes lovende nok.

Dokor Wangel spilles af Hr. Emil Poulsen, omtrent lige saa godt og lige saa lidet udmerket som næsten alt, hva denne Kunstner i de senere Aar har havt at gjøre med; Hr. E. Poulsen er nemlig i det hele slet ikke gaaet frem, snarere tilbage, og han gjør jevnlig Indtryk af at være beklagelig træt eller mat. Hr. Jerndorff giver en diskret behandlet men ikke videre prægnant Lyngstrand. Hr. Mantzius er en tør Arnholm, en gammel Stivstikker med ret karakteristisk docerende Tone, men ikke saadan halvkomisk som Forfatteren sikkert har tænkt sig ham (og Bolette) i Stykkets Slutning, hvor Ibsen aabenbart har tænkt sig en ret skarp Ironi over den nye Forbindelse, der begynder – med Kjøb og Salg, for Forsørgelses og andre ydre Formaals Skyld, men ikke i sand «Frihed» – netop som Wangels og Ellidas, hvis Krise Tilskueren har oplevet, medens man kun kan forudse, at tilsvarende Kampe vil forestaa Bolette Arnholm.

Der havde været særdeles stærk Tilstrømning til den første Opførelse i Søndags. Foruden Fribilletterne – til Rigsdagsmænd osv. – var der fra Theatrets Side lagt Beslag paa en stor Mængde Billetter, hvilke de priviligerede havde bestilt gjennem Personalet. Saa snart der i Lørdags Middags begyndtes med Salg for Publikum til dobbelte Priser, lagde den første – eller en af de aller første – som kom til Billetkassererens Hul, noget lignende som 3000 Kr. frem og kjøbte bl. a. hele 1ste Parket, hele Parterret og de 3 forreste Rækker i alle Loger. Hvad der saa var tilbage, gik i Løbet af en halv Time, men Handelen trak sig saa fra Theatret over til «Billet-Grossererne». Ihvorvel disse naturligvis nu tog god Avance, fik de alligevel omtrent alt udsolgt ret snart. Ihvertfald havde selve Theatret altsaa udsolgt til dobbelte Priser, d. v. s. en Indtægt af omtrent 5000 Kr.

Medens første og især anden Akt modtoges med stærkt Bifald, sank Stemningen senere. Der klappedes ad enkelte Scener, navnlig Fru Blochs og Fru Eckardts, men Applausen efter Teppets Fald for de sidste Akter var mattere, og da Skuespillet var forbi lidt efter Kl. 10 ½, var Bifaldet vel udelt men ingenlunde livligt.

Iscenesættelse m. m. var omhyggelig og net, om man end kunde undres over et og andet, bl. a. den rige, store Løvskov, over at Dampskibet gik i samme Retning baade ud og ind o. s. v.
Published Apr. 6, 2018 9:52 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM