Anonym anmelder i Dagbladet

Fruen fra havet ved Det Kongelige Teater anmeldt i Dagbladet i København 19. februar 1889.

Det kgl. Theater.



Fruen fra Havet.

Henrik Ibsens romantiske Digterværk – thi som et saadant maa «Fruen fra Havet» karakteriseres – har den Ejendommelighed ved sig, at det i sin rent ydre Form, i sin Overflade, har en duperende Lighed med de moderne realistiske Skuespil. Ganske vist, Skallen er tynd, og der skal en temmelig kondenseret Spidsborgerlighed til for ud af dette Skuespil at læse Noget, der i mindste Maade angaar saadanne Ting som Hustruens Ret til uden videre at forlade sin Mand, naar der er en Anden, der har det «dragende», eller Mandens Pligt til ufortøvet at træde tilbage og «lade Handelen gaa om igjen». Men den realistisk-romantiske Dobbelthed, der er i Skuespillet, denne dybsindige Legen med Ord, hvor der næsten i hver Replik siges Eet og menes et Andet, indeholder for Stykkets Virkning paa Scenen en ikke ringe Fare. Læseren – den tænkende og forstaaende Læser – opfatter hurtig, at dette aldeles ikke er et Ægteskabsdrama i sædvanlig Forstand, at Ibsen, naar han til Slutning konkluderer for Ægteskabet, forudsat at dette hviler paa Frivillighedens Basis, kun naaer derhen, fordi det her er den logiske Følge af Friheden, den lovbundne Frihed; Personlighedens Ret til under eget Ansvar at tage Bestemmelse om sit Liv og denne ansvarsbundne Friheds Magt til at modstaa det Lovløse, Uregelbundne, hvis dragende Uendelighed er som Havet, og hvis Symbol er den mystiske Sømand, han, der kommer og gaar som Havets Bølge, som ingen Lov binder, som øver sin egen Retfærdighed og følger sin egen Villie. Alt dette, der ved Læsningen med en egen mystisk uimodstaaelig Magt tager Sindet fangent og som ved sin rige Stemningsfylde overdøver enhver Indvending, der maatte rejse sig imod det i og for sig Uvirkelige og Unaturlige, der hviler over det Wangelske Ægteskab, har paa Scenen mindre Magt, naar da ikke det Vidunderlige sker, at et Theater besidder Kunstnere, hvis Personligheder paa det Nøjeste falde sammen med Ellida, Wangel og Sømanden. Er dette ikke Tilfældet, maa de Spillende, som hos os, nøjes med at gjengive den realistiske Overflade uden at kunne give det romantiske Indhold, saa komme Stykkets Mangler til at træde stærkere frem, og det var derfor ganske naturligt, at Opførelsen af «Fruen fra Havet» i Søndags Aftes, skjønt den, hvad ogsaa det stærke og enstemmige Bifald godtgjorde, maa betegnes som en decideret Succes, dog sikkert tillige for Mange indeholdt en Skuffelse.

Rent teknisk set er «Fruen fra Havet» nemlig ikke noget godt Theaterstykke. Handlingen, der hvert Øjeblik hæmmes og standses af Forklaringer og Beretninger om tidligere Oplevelser, skrider kun langsomt frem, og de Bimotiver, der findes i Forholdet Arnholm-Bolette, ere for stærkt understregede og for udførlig behandlede. Især turde det for en saa øvet Dramatiker som Ibsen være en mærkelig Fejl at lade Forklaringen mellem Bolette og Overlæreren, der i og for sig er fin psykologisk, finde Sted umiddelbart før det afgjørende Møde mellem Ellida og Sømanden. Selv det taalmodigste Publikum irriteres ved her at blive spændt paa Forventningens Pinebænk paa Grund af et i Forhold til Stykkets Hovedtanke sekundært Spørgsmaal. Men Stykkets største Mangel er dog, som ovenfor antydet, at det vel især i vore Dage er næsten umuligt at finde en Kunstnerinde, der er i Besiddelse af det ejendommelige Naturel, selv ejer den romantiske Fantasi, som hører Ellida til, og vi fatte godt, at man ialfald ved vort Theater maatte være i Forlegenhed med at besætte den. For Mange har det sikkert stillet sig, som om Fru Hennings maatte være den, der burde havt Rollen. Hendes ydre Apparition passer vel ikke helt til Skikkelsen. Ellida er Havets Datter, og der maa helst over hende være noget Storslaaet og Mægtigt, en naturlig Højhed, som ikke den bedste og dygtigste Kunstnerinde kan skabe, naar hun ikke besidder den fra Naturens Haand. Havde Fru Nyrop´s Kunst været større og sikrere, kunde man mulig have tænkt paa hende, men saaledes som denne i de senere Aar har udviklet sig, var det vistnok forsigtigt af Theatret ikke at indlade sig paa et saadant Vovestykke. Fru Hennings havde imidlertid kunnet medbringe Fantasien, og den Genialitet, hvormed hun saa ofte har forbavset selv dem, der troede at kjende Grænserne for hendes Talents Rækkevidde, vilde maaske ogsaa her have hjulpet hende til, om ikke helt at udfylde Rollen, saa dog at give denne den romantiske Nimbus, det halvt mystiske Skjær, den kræver. Theatrets Styrelse, der jo altid nærer megen Omhu for sine Kunstnere, fandt imidlertid, i Modstrid med Fru Hennings selv, at hendes Helbredstilstand var for skrøbelig til at sættes i Fare ved at spille Ellida, saa meget mere som det tunge Ansvar at udføre Ingenurollen i «Dristig vovet -» allerede paahvilede hende, og Fru Eckardt blev den Udkaarede.

Hermed var den romantiske Side af Skikkelsen opgiven. Digtningens Ellida maatte man ikke vente at faa at se, kun den nervøse, hypnotiserede, morfinforgiftede og exalterede Fru Wangel blev tilbage. Dette er ikke nogen Bebrejdelse mod den udmærkede Kunstnerinde. Fru Eckardt har aldrig viist egentlig Fantasi, heller ikke den dybe romantiske Følelse, som en saadan Rolle fordrer. Hun blev i sin Tid, injuria temporum, og vistnok særlig paa Grund af ydre Egenskaber gjort til Tragedieheltinde, men hendes kølige, klare, forstandige Kunst har kun i Konversationsskuespillet og Lystspillet fejret sine egentlige Triumfer. Alligevel spillede hun i Søndags Aftes Hovedrollen i Ibsens Stykke ret virkningsfuldt. Understøttet af sin ydre Personlighed illuderede hun i de første to Akter, og hendes kunstneriske Dygtighed og store Rutine hævede hende i Slutningen af 2den Akt saa nær paa Højde med Digterværket, at man virkelig et Øjeblik kunde bilde sig ind, at Fru Eckardt her var kommen til det Punkt, hvor geniale Kunstnernaturer ligesom overvinde deres egen Personligheds Grænser og fyldte af Digtningens Aand paa een Gang hæve sig højt over deres almindelige Standpunkt. Men Haabet slog fejl. Fru Eckardt, der i Skildringen af Mødet paa Brathammeren, et Øjeblik havde været Ellida, blev atter den hypnotiserede Fru Wangel, og Ibsens romantiske Digterværk spilledes atter som et realistisk Skuespil. Heri havde Hr. Emil Poulsen stor Andel. Han havde i for høj Grad stemt sin Doktor Wangel efter Fru Eckardts Ellida. Hvor denne voxede, syntes ogsaa Wangel at blive en Anden, men da den saa atter indsnevredes kom der i Hr. Poulsens Spil noget Smaatskaaret og Konventionelt, som virkede mattende og slappende paa Interessen. Hr. Mantzius havde komplet misforstaaet Arnholms Rolle. Allerede hans Maske var fejlagtig. Arnholm angiver i Stykket sin Alder til 37 Aar, Hr. Mantzius lagde 14-15 Aar til. Arnholm er en brav, hjælpsom, opofrende og velvillig Mand, en Optimist, der ser lyst paa Livet og gjerne vil gjøre det lyst for Andre. Han er kun i de pur unge Pigers Øjne en gammel Mand. I Hjertet er han nok saa ung som den for sin Fremtid bekymrede Bolette, og i «Handelen», som man vel nok med Ellidas Udtryk kan benævne hans Frieri, bliver sikkert han den Tabende, fordi han i Virkeligheden handler af Kjærlighed, medens Bolette handler af Beregning. Men intet af dette faar Hr. Mantzius frem. Han tager Rollen halvkomisk, hvad han kan have Ret i, men istedetfor at gjøre den brave Overlærer hjertelig og sympathetisk, forvandler han ham til en blot og bar latterlig Tørvetriller, og det er ikke Meningen. Maaske ligger Rollen noget udenfor Hr. Mantzius´s Talent og burde være spillet af Hr. Olaf Poulsen, selv med Opgivelse af dennes meget morsomme men egentlig ikke meget nye Ballested. Frk. Anna Petersen havde Bolettes Rolle, men hvor tækkelig end den unge Skuespillerindes Optræden er, slog hendes Kunst dog ikke til her. Bolette er en naiv Egoist, hun accentuerer stærkt Menneskets Pligter mod sig selv og har aabenbart langt mindre Hjerte for sine Nærmeste end den uvorne, trodsige Hilde. Frk. Petersen havde tydelig nok opfattet Rollen rigtig og bestræbte sig øjensynlig ogsaa for at faa den virkelige Bolette frem, men hun er for ung til at besidde den fornødne Sikkerhed i sine Midler, og den Vane, hun har, at understrege mindre væsentlige Replikker, som om de havde en dyb Betydning, og at forkynde, at «Maden er paa Bordet» med en Alvor, som om hun var overbevist om, at der var strøet Arsenik i Suppen og Strychnin paa Lammestegen, burde hun se at faa Bugt med. Hr. Jerndorff´s Lyngstrand er vistnok en Smule for karrikeret. Den stakkels naive Billedhugger, hvis Kunstneregoisme faar et saa glimrende Udtryk i hans Forlangende, at Bolette skal vente paa ham, medens han paa den anden Side vil have fuld Frihed til at ægte en Anden, kunde maaske nok spilles lidt elskværdigere og mere godmodig, men i Hovedsagen fik Hr. Jerndorff dog det rigtige Billede frem. Hr. Foss tog sig udmærket ud som «Sømanden», og paa hans Spil lader sig intet Andet udsætte, end at det manglede, hvad hverken Hr. Foss eller nogen af Theatrets andre Kunstnere vilde have kunnet meddele det, den Klang i Tonefaldet, det Uudsigelige, som gjorde Wiehernes Kunst saa mægtig, og som hidtil Ingen efter dem har ejet. Hr. Foss var Understyrmanden, som Fru Eckardt var Fru Wangel, men Ingen af dem bragte Bud fra det friske, store, salte Hav, Ingen af dem fyldte Tilskuernes Sind med Erindringen om brusende Bølger og skummende Brænding. Farten gik hele Tiden indenskjærs. Lige i Prikken ramte kun Fru Bloch. I den samme Sæson at spille Trine Rar og Hilde Wangel er et Vovestykke saa stort, at det næsten synes at maatte mislykkes. Men Fru Bloch ejer en Evne til at omforme og omskabe sin Personlighed efter Rollens Krav som næsten ingen af vore andre Kunstnerinder. Og hendes Hilde bliver da heller ikke en mere eller mindre vellykket Omarbejdelse af Trine Rar, det bliver tvertimod Ibsens egen norske uvorne Tøs med det trodsige, butte Væsen, den dybe Altklang i Røsten, den barnagtige Ubarmhjertighed overfor Staklen Lyngstrand og den ægte barnlige, under Trodsen og Uartigheden skjulte Beundring for og Kjærlighed til Stedmoderen. Ikke Spor af Konveniens, denne al virkelig Kunsts arge Fjende, findes i Fru Blochs Spil. Hun vover at gaa lige til Grænsen af det Raa og Uskjønne for at være sand, men hendes sikre Skjønhedssans og sjeldne Evne til at faa det Humoristiske frem holder alligevel Figuren netop i det rigtige Lys. Det Bifald, der stadig lød efter hendes Replikker, var da ogsaa fuldt fortjent. Stykket var sat meget smukt i Scene, og det tversover Scenen glidende Dampskib med de tændte Lanterner og den fra Skorstenen hvirvlende Røg gjorde ligesaa fortræffelig Virkning som den udmærket smukt arrangerede Fjelddekoration, der især i 2den Akt tog Bifald.
Published Apr. 6, 2018 9:52 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM