Erik Vullum

En folkefiende anmeldt av Erik Vullum i Dagbladet i Kristiania 30. november og 1. desember 1882 (Nr. 297 og 298, 14. Aarg.).
(30. november 1882)

En Folkefiende.

I.

Hvem rammer Henrik Ibsens sidste Stykke? – thi det er nu bleven almindeligt hver Gang at spørge, hvem han rammer. Der maa svares: «den kompakte Majoritet; – ja, den forbandede kompakte, liberale Majoritet, den er Sandhedens og Frihedens farligste Fiender». Det gaar ud over Folkelederne. De er som «Gjedebukke i en ung Træplantning». Vore reaktionære Blade vilde have været stolte, om de havde fundet et sligt Udtryk, og det havde ialfald vidnet om, at Partiet endnu besad nogen Aand. Man finder Sætninger som disse: «Flertallet har aldrig Retten paa sin Side», og «Folkefiendens» Helt stiger endog til at sige: «Minoriteten har altid Ret». Man skulde, naar man hører disse Doktor Stockmanns Ord, tro, at det var Grosserer Gulbrandson som udbragte Skaalen for Storthinget ved Novemberforeningens Festmaaltid i Anledning Foreningens Nederlag i sidste Valg.

Er Ibsen virkelig kommen tilbage til det fredelige Ithaka efter sin forvildede Omflakken paa radikale Enemærker? Der vil stige et Lettelsens Suk fra mange, som kun faar kjende denne Bog af Slagsætningerne mod den liberale Majoritet, og de vil føle en stille Glæde; – thi det er dog godt at have en Digter! Da Bjørnson stod mod Ibsen og Ibsen mod Bjørnson, var Stillingen endnu saa betryggende; thi da kunde man være sikker paa, at ingen af dem blev rigtig stor. Men saa begyndte de at operere sammen; Ibsen var endog værre end Bjørnson, og da var det forskrækkeligt.

Ak nej! Henrik Ibsen er nok ikke vendt tilbage did, – hvor han forresten aldrig har været. Denne hans sidste Bog er et Angreb paa Majoriteten med direkte Sigte paa vore Dages Flertal hjemme hos os. Men der er noget andet, som angribes endnu værre, ja haardere end vi mindes at have seet noget Angreb, og det er Minoriteten, – Samlingen af alle oplyste og fædrelandssindede Mænd. Ibsens Helt «nærer den velgjørende Fortrøstning, at Efterliggerne, alle disse Gamlinger fra en hendøende Tankeverden, de besørger saa ypperligt sig selv taget af Dage». De er ikke Angrebet værdt. «Jeg gidder ikke spilde et Ord paa den lille, trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud. Med dem har det pulserende Liv ikke noget at bestille.» Ja – saaledes dømmer Ibsen vor hjemlige Intelligents, den ligger efter hans Mening under, hvad der anstændigvis kan angribes.

Og dog er «En Folkefiende» noget andet og mere end en Gjennemhægling af alle og alt. Der findes ogsaa noget andet end det liberale og det reaktionære Parti. Der er Et tredje. Under det stormende Folkemøde tilraaber Redaktør Hovstad Doktor Stockmann:

Naa, saa er Doktoren blét Revolutionsmand da!

     Doktor Stockmann.
Ja, saa Pine Død er jeg saa Hr. Hovstad! Jeg agter at gjøre Revolution mod den Løgn, at Flertallet sidder inde med Sandheden.

- Ja, der er nogle andre, som har Ibsens Kjærlighed. Det er «de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge, fremspirende Sandheder. Disse Mænd staar ligesom ude mellem Forposterne, saa langt fremskudt, at den kompakte Majoritet endnu ikke har vundet did – og den kjæmper da for Sandheden, som endnu er for nybaaren i Bevidsthedens Verden til at ha faat noget Flertal for sig.» – Det er den Skare Mænd og deres Arbejde, Ibsen besynger. Det gaar med forrevne Klæder gjennem Stenkast til Brødløshed. Men der skal være Frihed til at tale, hvad man vil. «En skulde aldrig ha sine bedste Buxer paa, naar en er ude og strider for Frihed og Sandhed». Men dog er denne Strid for Frihed og Sandhed det eneste, som adler en Mand. «En Folkefiende» er i sin ofte burleske Komik en inderlig følt Hymne over dem, der – for at bruge et Vers af Bjørnson – –
- – i «Kulde og Savn paa en Morgenvagt stod, som skal holdes til Hæren har Lys for sin Fod.»


II.

Det er aabenbart, at Livet her hjemme har fristet Ibsen til at ville være med. Han kunde ikke lade denne Bevægelse gaa sig forbi, uden at lægge sit Ord med i Laget, og han nøjedes ikke med at blive staaende «langt borte». «En Folkefiende» er taget lige ud af Døgnet, op af Pukstensdyngerne, der musiseres med Taagelure, klirrende Ruder, Piber og hylende Skolegutter, og hele Stykket samles om et stormende Folkemøde, – paa hvilket Henrik Ibsen staar og taler for os sin Politik. Nu har Bjørnson tumlet sig om fra den ene Ende af Landet til den anden – ja endnu værre: i to Verdensdele og holdt Møder, og efter en ældre Kollegas indignerede Bebrejdelse taget Penge for at forkynde sin inderste Overbevisning om, hvad der var Sandhed og Ret. Hvor langt finere og fornemmere var da ikke Ibsen! Men nu kommer han og gjør akkurat det samme. Han kommer til at holde Folkemøde fra By til By, og Publikum faar sandelig betale for at være tilstede. Man har søgt at stanse disse Folkemøder ved at nægte Hus, men med Geniets uudtømmelige Rigdom paa Udveje tager Ibsen Theatrene med den store Dramatikers Ret. Det er ikke hans Fag og ikke hans Evne at komme i den nære Berøring med Publikum, han har maaske aldrig i sit Liv holdt en Tale. Sin hele Evne har han samlet paa den dramatiske Form, indtil han har faaet et Herredømme over den, saa den næsten er bleven ham et almægtigt Middel. Ibsen kan gaa Vinteren igjennem roligt omkring mellem det gamle Roms sprukne Gudebilleder, over de germaniske Lande vil de første sceniske Kunstnere Aften efter Aften forkynde hans politiske Anskuelse; thi vel er det langt fra, at Doktor Stockmann er Henrik Ibsen personlig – alt er digterisk omskabt -: men af Ibsens tidligere Digte og Udtalelser er vi sat istand til at se, at hvad Doktor Stockmann paa Folkemødet hævder, netop er den Opfatning af Individ, Stat og Samfundsforhold, som Ibsen har dannet sig.

Som ovenfor sagt, er det Forposternes Ære, som er hævdet. Henrik Ibsen indskrænker sig ikke til alene at give dem en Ret, men han giver dem al Ret. Den Tankegang, som gjøres gjældende, er, at de Sandheder, som kan samle Flertal omkring sig, er, og maa være, saa gamle, at de er «paa gode Veje til at bli en Løgn». En normalt bygget Sandhed bliver højst en tyve Aar, og de «alderstegne Sandheder er altid forskrækkelig skindmagre». Derfor maa der være noget sygt og raadent i en Samfundsorden, der er bygget paa den Partisammenslutning, som fører til Flertal. «Og deraf kommer al den moralske Skjørbug, som grasserer rundt om i Samfundene». De Sandheder, som Massen nu godkjender, det var Forpostfægternes Sandheder i vore Bedsteforældres Dage, men for Forpostfægterne nu har de ikke Sandhedens Magt længere, og «intet Samfund kan leve et sundt Liv paa slige gamle, margløse Sandheder». Dette er Grundbetragtningen. Af den følger, at ingen selvstændig Mand kan høre til et Flertal, og hvad kan være forkasteligere end et Samfund, der umuliggjør Udviklingen af selvstændige Mænd og faktisk berøver dem Livets Ret?

Det er denne Lære, som forkyndes – vistnok uklart, men med indre Varme. Det er Individets Ret mod Samfundet, Menneskets uendelige Frihed mod den borgerlige Tvang.

Det ligger snublende nær at spørge: er dette en Forpost? Havde jeg været tilstede ved Folkemødet i Skibskaptejn Horsters gamle Sal, da havde jeg, næst efter at forsvare den prægtige Doktor Stockmann mod den fine og simple Pøbels Overlast -, og næst efter at have erklæret mig enig med ham i det meget berettigede, han siger, om den højere Kulturs stigende Fortrin, gjort ham opmærksom paa, at han var en altfor sandhedskjærlig Mand til at blive siddende i en saadan Fordom som at tro, at det var en Forpost at opretholde den ubegrænsede Individualitetslære. Spørgsmaalet er ikke udtømt ved at hævde Individets Ret. Jeg skal ikke nævne noget som Individets Pligt. Den grunder i en Betragtning, hvis Berettigelse man i en fri Diskussjon har fuldt Lov til at benegte. Men Individet raader kun over en begrænset Evne, det har kun et ringe Antal Muligheder i sig, og intet har det saa stærkt Behov for som for et Samfund. Jeg vilde – for at slaa Doktor Stockmann paa hans eget Felt og bare bruge hans egne Argumenter – gjøre ham opmærksom paa, at det alene er ved Samfundet, ved de gjennem Samfundet udviklede tidligere Slægter, at Mennesket adskiller sig fra Dyret, at det med andre Ord er gamle Aristoteles, som endnu har Ret, naar han bestemte Menneskets Væsen som et socialt Dyr. Tanken er den samme, som ogsaa har faaet et andet Udtryk: Det er ikke Mennesket godt, at det er ene! Og hvorfor? Fordi Individet, isoleret og enkelt for sig, ikke kan bevare Karakteren af Menneske. Men naar Individet har Samfundet saaledes behov, saa maa ogsaa Individet slaa sig tilfreds med det Maal af Særrettigheder, som ikke kan overskrides, uden at Samfundet derved taber sin Karakter af Samfund og Individerne følgelig gaar tilgrunde. Hvor denne Grænse er, hvor meget den enkelte kan vinde af dyrebar Ret fra dette fælles, almene, Væsens løse, der nærer os og knuger os, det er et af de store Spørgsmaal, hvorom der ned gjennem Historien har været kjæmpet, og hvorom der kjæmpes endnu og skal kjæmpes. Hvad vi kan gjøre, vi mange smaa enkelte, hvoraf dette Samfundsfælles bestaar, for at gjøre hver enkelts Liv saa frit, tvangløst, fornemt og adeligt som muligt, det er en uudtømmelig Text for alle Samfunds- og Menneske-Venner. Men absolut Ret for Individet mod Samfundet – det er en tilbagelagt Overtro! At netop Samfundet er vort menneskelige Ophav og vor daglige Opholder – det er den store Forpostsandhed idag, den Sandhed, af hvis Erkjendelse vi haaber bedre Tider for Menneskene. Verden har seet det Experiment – ikke at hver Mand, thi endog som Experiment vilde det være en Umulighed – men at hver Adelsmand skulde have Ret til at nedlægge sit Veto mod en Fællesbeslutning. Det førte ikke til noget godt. Polen existerer ikke mere. Individets ubetingede Ret gjennemført – og der vil intet Samfund være mere. Det forrige Aarhundrede med sin radikalt-revolutionære Aandsretning gik ud fra den ubetingede Individualitet. Vort Aarhundrede, med sit Arbejde for trinvise Reformer, nøjer sig med at være altruistisk. Altruismen er desværre endnu en Forpostsandhed hos os. Havde den været udbredt, vilde Doktor Stockmanns Tilhørere ikke have været saa pøbelagtige; thi den respekterer altid Næstens Ret.

Saa forsvarer Doktor Stockmann Arveligheden, og Udvikling gjennem Opdragelse og Arvelighed i Forening. En spansk eller japanesisk Kulturhøne staar over en almindelig norsk Bondehøne, og der er Forskjel paa en Puddelhund og en «simpel Almuehund», en «pøbelagtig Kjøter, som bare render gadelangs og sviner Husvæggene til». Jeg er ikke enig i, at man saaledes ligefrem kan overføre Kjendsgjerninger fra en lavere Sfære paa en højere, at hvad der er Sandhed i en Udviklingsfase, ogsaa skal være det i en anden. Der er Lighed mellem Dyret og Mennesket, men Forskjel er der ogsaa, og een Forskjel avler mangfoldige Forskjelligheder. Samfundets Love er mere indviklede end Fysiologiens Love. At overføre disse sidste paa Samfundets Liv er videnskabeligt uberettiget. Ikke paa den Darwinske Arvelighedslov, men paa sine egne iboende og selvstændige Love udvikler Samfundet sig, – se, det er nu ogsaa en Forpostsandhed. Disse Sandheder behøver ikke altid at være radikale. Men om man nu blot tager Arveligheden og følgelig ogsaa de trinvise Forbedringers Arvelighed, saa er dog Flertalssandhederne nu de som var Forpostsandheder i vore Bedsteforældres Dage, bedre end de fuldstændige Ikke-Sandheder fra en hendøende Tankeverden, og det er altsaa bedre, at Flertallet lever paa disse gamle Sandheder, end om det levede paa endnu ældre Usandheder. Dette erkjender ogsaa Doktor Stockmann. Men havde han tænkt sin Tankegang helt ud, saa havde han maattet erkjende, at Flertallet paa de gamle Sandheder, det er Folket paa Vej frem mod Forpostsandheden. Faa er de udvalgte. En kjærlig Moder, der er tilstede ved en straalende Fest, søger at tage noget med sig hjem til sine Børn. Det bliver bare Smaating, Stumper og Stykker; men hvor det vækker Fantasien! hvor det dog meddeler Indtrykket af fjerne Herligheder! hvor det «fæster Vinger til Skuldrene»! vilde Henrik Ibsen have sagt. Og selv om der er noget bedre end Puddelen, saa er dog Puddelen bedre end Almue-Kjøteren, og er den først bleven Puddel, kan den blive noget bedre end Puddel ogsaa. Udviklingen er det afgjørende. Naar der er Groning og Væxt, saa spørges der ikke saa meget om den øjeblikkelige Højde. Hvad gjør det, om Maalet er unaaet, naar der er Evner til at naa Maalet tilstede?

Og saa vilde jeg tilslut spørge Doktor Stockmann: Naar I og eders føler eder fornemmere og friere ude paa Sandhedens Forposter, er det da den egoistiske Glæde af at være bedre end os andre, I føler? Er I Farisæeren, der gik op i Templet for at bede? Jeg tror det ikke, og jeg haaber det ikke; thi det vilde ialfald være en Synd mod den ædleste af alle vore Forpostsandheder. Nej, vi elsker de nye Sandheder, fordi deres Rigdom og Adel engang skal gjennemstrømme Masserne og gjøre et Folk ud af Raastoffet. Og den, som har tilegnet sig den ringere Sandhed, er paa Vej til at kunne tilegne sig den højere. Sandheden har ikke Særejets, men Samejets Glæde. Eller hvad gavnede det Forposten at ligge ude paa de udsatte Punkter, at fryse om Natten og sulte om Dagen, hvis den ikke havde den inderlige Overbevisning om, at Hæren – Flertallet – vilde komme efter, hvor den havde været. Saa kommer Hæren. Forposten er bleven en stærk Stilling. Men naar Bivuakilden tændes om Kvelden mellem de blanke Bajonetters Pyramider, da er der ingen, der som Forpostvagten glæder sig over, at Hæren er kommen saa langt, og ingen, som Hæren elsker saa meget, som den, der har taget Forpostvagten, selv om han har været noget paa Vildspor. Saa føles det ialfald af en, der staar i den «forbandede, kompakte, liberale Majoritets» Rækker, og som er saa vidt kjendt inden denne Majoritet, at han kan sige nogle Ord ogsaa om Flertalsherredømmet.

Den Side af Sagen skal blive behandlet i en næste Artikel.



(1. desember 1882)

En Folkefiende.

III.

Før Doktor Stockmann gaar til det stormende Møde, sagde han disse rørende vakre Ord:

«Ja, nu skal vi prøve en Dyst, I gode Herrer! Jeg vil dog se, om Usseldommen har Magt til at binde Munden paa den Patriot, som vil renske Samfundet».

Han kan ikke faa sin Opsats ind i Avisen, han kan ikke faa Trykkeriet til at trykke den som Flyveskrift engang, han faar ikke Lokale; men han vil have sin Mening frem, om han saa skal gaa med Tambur gjennem Gaderne: men ingen Tambur vil gaa med ham; det nytter ikke! før tager han sine egne Sønner, end han giver Afkald paa at faa sagt Sandheden, og han føler sig som Patriot i det Øjeblik. – Om hvilken Dybde i Ibsens Kunst vidner det ikke, at han pludselig kan faa løftet det latterliggjorte Ord «Patriot» op i saa megen Skjønhed! Og om hvilken Raahed i Samfundet vidner det ikke, at Menneskene af egoistisk Interesse virkelig kan bringe over sig selv, at ville hindre en slig Mand fra at tale ud af sit Hjerte, og saa forhaane ham, rive Klæderne af ham, søge at gjøre ham brødløs og slaa hans Ruder ind, naar han har talt!

Og der er intet overdrevent i denne Skildring. Den er destoværre taget lige ud af Dagen. Naar «En Folkefiende» bliver spillet nede i Laurvik, i Fredriksstad, i Drammen og i Kristiania med, saa vil Publikum kjende sig sørgelig levende igjen. Ifjor paa disse Tider var Henrik Ibsen selv ude og vilde tale Sandhed; men hvor blev ikke «Gjengangere» systematisk tiet ihjel. Theatrene trak sig tilbage og kunde ikke forkynde de ubehagelige Sandheder. Sandheden var usædelig, sagde man. Det er sin Indignation over disse Tilstande, han har villet give Luft, og Aarets Begivenhed har daglig givet ham et sørgeligt Materiale. Den er følt den Replik:

«Det er det store Flertal i vort Samfund, som berøver mig min Frihed og som vil forbyde mig at udtale Sandheden». Henrik Ibsen har sat Partiforskjellen tilside. Vi ved, at det er vore ærede Modstandere der fra Folkemøde til Folkemøde har brugt de ædle Instrumenter som Piber og Lure og sin Evne til at nægte Folk Hus over Hovedet. Men det var ikke Ibsens Sag at dømme mellem Partierne. Det var for ham ligegyldigt, om Skylden laa hos Højre eller Venstre. Det forelaa som en Kjendsgjerning, at der hos os gjøres skammelige Anstrængelser for at hindre frimodige Ytringer og Sandhedens Forkyndelse, og at disse Anstrængelser undertiden ogsaa lykkes. Sit Hovedangreb retter Ibsen mod denne Skam for vor Nation, og deri giver, – ikke de, som kaldes, men alle, som virkelig er oplyste og fædrelandssindede Mænd, ham af sit fulde Hjerte Ret. Det er en af de gangbare Fraser dette, at vi jo har Trykke- og Talefrihed. Men det er ikke nok at have disse Rettigheder paa Papiret. Og endnu er det langt fra, at de existerer i vort Land paa den eneste Maade, hvorpaa de kan existere, som Kjærlighed til nye Sandheder og Glæde ved de Mænd, der i Ærlighed bærer disse frem, selv om det nye rokker ved noget gammelt, der er os kjært. I Kristian Elsters Breve, hvoraf en Del nu er kommen ud, ser man det, hvorledes en nobel Sjæl kan lide og knuges i et Samfund, hvor Kotteriaand og Partivæsen omspænder saa alt for meget.

Men hvor sandt dette er, hvor megen Nederdrægtighed der begaaes af disse bøigagtige Masser, som Egenkjærlighed har sammenfiltret, gaar det derfor an fra Kotterier, fra den organiserede Raahed, fra den ensidige og kuns halvsande Partiaand, at slutte til, at der aldeles ikke maa være Partier, at disse ødelægger Friheden, saa Friheden i dem har sin værste Fiende? Slutningen er neppe rigtig. Hvorledes skulde en Stat bestaa, hvis man i et Samfund fik gjennemført den Tanke: intet Parti? Hvad vilde der kunne ske, hvis hver vilde gjennemføre sin egen Mening, hvis alle blev overbevist om, at den aandelige Fornemhed bestaar i at staa alene og ikke være enig med nogen anden? Gjennemfører man denne Selvstændighedstanke, saa ser man, at en lovgivende Forsamling er en Umulighed, fordi den intet vilde faa fremmet. Saa godt som ethvert Forslag vilde falde, fordi man blandt saadanne Mennesker ikke vilde faa samlet Flertal om nogen Form for Forslaget. Og selve det repræsentative System er en Modsigelse mod denne samme Selvstændigheds Tanke. Af hvem vilde en saadan aandelig fornem og selvstændig lade sig repræsentere? Og vilde han opgive saa meget af sin Frihed, som at sende en Repræsentant for sig? Samfundet vilde dø af idel Fornemhed, som Midas af sit Guld. Dette individuelle Selvstændighedskrav, denne Hævden af Isolertheden som det aandelig fornemme fører nødvendigvis tilbage til Enevoldsmagten som Samfundets eneste Frelse. Det fører til fuldstændig politisk Uselvstændighed, og uden politisk Selvstændighed ingen personlig Selvstændighed.

Selve Samfundet gjør et Skaar i den enkeltes Selvstændighed, og Partivæsenet gjør ikke andet, end hvad Samfundet gjør. Det ene følger af det andet. Men det er ikke derfor sagt, at Partivæsnet jo kan drives i en Udstrækning, saa det falder knugende over Karakteren og Viljen. Doktor Stockmann kalder denne Partiafhængighed det almueagtige: «Se bare,» siger han, «paa Jeres pene, pyntelige Byfoged! Min Bror Peter er saamænd saa god en Almuesmand som nogen, der gaar i to Sko. – – Han er det, fordi han tænker sine Foresattes Tanker og fordi han mener sine Foresattes Meninger. De Folk, som det gjør, de er aandelige Almuesmænd, se derfor er min stadselige Bror Peter saa forskrækkelig lidet fornem i Grunden – og følgelig ogsaa saa lidet frisindet.» Paa hvor mange Byfogder og forhenværende Byfogder gjælder ikke det! Hvor Partivæsnet driver saa vidt som det her hos Byfogden karakteriserede vil visselig alle indrømme, at det kuer den aandelige Væxt og dræber Friheden. Inden et Bureaukrati har Kotterivæsenet sin frugtbareste Jordbund. Naar et Bureaukrati længe har været ved Magten, kan det saa trøstigen synge den gamle Vise om de to Hoveder og den ene Tanke, de to Hjerter og et Slag. Der udvikler sig en eneste Opfatning, en eneste Følelse, en liden Ring fastslaaede Sandheder, som staar der med en Dogmes Magt. Et Menneskes Skikkelighed dømmes efter, hvorvidt han nærer de samme Anskuelser. Har han en anden, blot noget afvigende Tanke, saa er han strax en Oprører, en Fare for det gode Selskab. Deres saaledes fastslaaede Begreber indskrænker sig ikke til at omfatte enkelte offentlige Spørgsmaal alene, som Statsformen eller Administrationen, med de omfatter alt, Religion og Literatur og Politik. Et saadant Kotteri er den døde Haand over alt aandeligt Fremskridt. Et Kotteri har tabt Evnen til at tage andet Standpunkt, end hvad der er tjenligst for Kotteriet. Naar en Sandhed kommer frem, spørges det ikke, er dette sandt? er en Fejl begaaet, indrømmes det ikke, at der er gjort en Fejl; men det spørges om denne Sandhed ikke kan være farlig for Kotteriet, og saa benægter det dens Rigtighed, – eller om det ikke vil skade Kotteriet, at Fejlen kommer op, og saa skjuler det den.

Hvor et saadant Kotteri har Magten, maa det aandelige Liv, og hvad der endnu er værre, selve Kjærligheden til Sandhed visne. Men det vilde være letsindigt at nægte, at Partidannelser kan tage et Omfang, saa de fuldt ud faar Karakteren af et Kotteri.

Men hvad er et politisk Parti? Hvad andet vel end en opnaaet Enighed om ved visse valgte Lovmidler at naa et bestemt Maal. Da Mennesket i den praktiske Ordning af Sager intet kan gjøre isoleret for sig efter sit eget Hoved, uden derved at begaa den største Uret mod sine Medmennesker, saa har man ingen anden Regel for Afgjørelsen af politiske Spørgsmaal, end at faa dem afgjort til de flest muliges Tilfredshed, da det er umuligt at tilfredsstille alle. Det er Tanken med et politisk Parti. Deri har det sin Berettigelse, som det deraf er nødvendiggjort; men deri har det ogsaa sin Begrænsning. Hvor Partivæsenet drives videre, hvor det strækkes ud til bindende Ansvar mellem alle Partiets mangfoldige Medlemmer, hvor den lægger det Aag over Tankens Selvstændighed, at man skal rose alt inden sit eget Parti, hvor Grænserne om Partiet trækkes saa haardt, at jeg skal frasige mig Forbund med og nægte det min Sympathi, der drager i samme Retning, som Partiet vil, men drager paa en anden Maade, hvor Partiet med andre Ord kræver mere end ærligt og oprigtigt Samarbejde uden Bagtanker og Bihensyn for Løsningen af de paa Dagsordenen satte Sager, – der taber Partiet sin Karakter af Parti og bliver Kotteri med alle Kotteriets fortærende og forkastelige Synder.

Men i «En Folkefiende» er Ibsen gaaet ud fra, at Partiet altid maatte være ens med et sligt Kotteri. Har han Ret? Alt er arveligt, men har da det liberale Parti af sine ældre Modstandere arvet alle deres Synder? Vore Modstandere gaar ud fra det. De er utrættelige i at bebrejde kirkeligsindede Mænd, at de arbejder i det liberale Partis Tjeneste, da flere af os intet Skjul har lagt paa, at de kirkelige Dogmer ikke er Trossandheder for os. – Enkelte af vort Parti tror det ogsaa: De lægger Skjul paa sin religiøse Anskuelse, fordi de tror, at det kan skade det Partis Politik, som de ønsker at tjene. I «En Folkefiende» er et saadant Exempel draget frem. Men er denne Betragtningsmaade sand, kan Sandheds Erkjendelse virkelig virke skadeligt for den Politik, vi vil følge, da er det et Vidnesbyrd om, at vi endnu er langt fra at kjende, hvad et politisk Parti er i dets Begrænsning og Styrke. Det er ikke Partiet, som krænker den personlige Frihed, men det er Partiovergrebene. Er der i det Punkt noget at rette hos os, og kan «En Folkefiende» faa aabnet vore Øjne derfor, saa kan jeg forsikre, at den vil gjøre vort Parti Gavn.

Henrik Ibsen tilhører ikke vort Parti. Vilde vi regne ham som Partifælle, maatte han ialfald blive af Partiets enfants terribles ligesom Doktor Stockmann vilde været det, om han var bleven valgt til Repræsentant for Storthinget. Men han er vor trofaste Medarbejder, og vi har ikke bedre Mænd end dem, som fremholder, «at Frisind er omtrent det samme som Moralitet».

E. V.
Published Mar. 20, 2018 2:15 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM