Henrik Jæger

En folkefiende anmeldt av Henrik Jæger i Aftenposten i Kristiania 4., 5. og 6. desember 1882 (Nr. 284, 285 A og 286 A, 23de Aargang).

Literatur.



Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag:

Henrik Ibsen: En Folkefiende.

Skuespil i fem Akter.



I.
(4.12.1882)

I personlig Henseende det elskværdigste, i psykologisk Henseende det interessanteste og i æsthetisk Henseende det svageste af Henrik Ibsens Arbeider – saaledes omtrent maa jeg forme det Totalindtryk, «En Folkefiende» har gjort paa mig. Jeg vil øieblikkelig tilføie, at disse tre Superlativer maa opfattes i sin bogstavelige Betydning.

Jeg skal prøve i al Korthed at gjøre Rede for dette mit Indtryk.

Hvorfor «En Folkefiende» gjør et elskværdigere Indtryk end noget andet Arbeide af Ibsen? Fordi Forfatteren giver sig mere uforbeholdent hen i dette Arbeide end i noget tidligere. Ingensinde har han givet saameget af sin Personlighed paa en Gang, ingensinde har han lagt sine Tanker og Følelser saa klart og fuldstændigt op i Dagen, ingensinde har det været ham en saa rent personlig Sag at skrive. Derfor er der ogsaa mere Varme i dette Stykke end i noget tidligere.

Hvad er det, som har bevirket dette? Vel nærmest den Omstændighed, at Stykket er et Selvforsvar og et Svar paa Tiltale. Ellers pleier ikke Kritikens og Publikums Holdning ligeoverfor en Forfatter at inspirere ham til nye Arbeider – allermindst naar den er afværgende eller reserveret, som Tilfældet har været ligeoverfor de to sidste Arbeider af Ibsen. Men netop denne Publikums Holdning har øvet en stor Indflydelse paa Ibsens seneste Produktion, den har tildels bestemt dens Præg; han har forstaaet at drage sig Modstanden til Nytte – ikke saaledes at forstaa, at han har bøiet sig for den, men saaledes, at han har taget dens Indvendinger op og gjort dem til Stof for et nyt Arbeide. Enhver, der nogenlunde omhyggelig havde fulgt Striden om «Et Dukkehjem», forstod, at «Gjengangere» var Forfatterens Indlæg i denne Strid. Der blev fra enkelte Hold nedlagt Protest mod «Et Dukkehjem» i Ægteskabets Navn – at en Hustru forlod sin Mand kunde aldrig være rigtigt, og endnu mindre kunde det være rigtigt, at hun forlod sine Børn, sagde man. Nuvel, svarede Ibsen, lad Hustruen blive hos sin Mand trods alt – hvilke Følger vil saa dette have? Vil disse Følger være at foretrække fremfor en Skilsmisse? Kan en Opfatning, der har saadanne Følger, være sund og god? Viser ikke Følgerne tvertimod klart nok, at denne Opfatning flyder fra usund og skadelig Kilde? I «Gjengangere» gjorde Ibsen os disse Spørgsmaal. Den Del af Publikum, der havde protesteret mod «Et Dukkehjem», protesterede naturligvis nu endnu heftigere. Selv mange af dem, der med Varme havde sluttet sig om «Et Dukkehjem», lod sig lede af Maaden, hvorpaa der i det nye Stykke blev spurgt, og indtog en afværgende Holdning. Publikums Svar paa Ibsens Stykke maa, som alle ved, betegnes som en heftig Indignation, der ikke blot vendte sig mod Stykket, men ogsaa mod Forfatteren selv.

Mod denne Indignation er det, han har skrevet sit nye Stykke. Dette personlige Moment spiller en saa fremtrædende Rolle, at man ikke kan forbigaa det, hvis man vil forstaa Stykket.

Stykkets Helt befinder sig akkurat i samme Situation som Henrik Ibsen selv. Dr. Tomas Stockmann har vistnok ikke søgt at paavise, at vor Opfatning af Ægteskabet flyder fra usunde og skadelige Kilder – men han har gjort noget, der er fuldstændig analogt: han har paavist det usunde og skadelige i den Maade, hvorpaa Badet er anlagt i hans Fødeby. Saa kommer Modstanden, alle falder fra, Indignationen stiger – ingen vil høre paa ham. Situationen er bleven den samme som den, «Gjengangere» skabte. Da lader Henrik Ibsen sin Helt gjøre den Opdagelse, at Samfundet er usselt og lavt, og paa Forfatterens og egne Vegne tager Dr. Stockmann Bladet fra Munden og forkynder Samfundet Sandheden. Det er saa langt fra en Skam at blive forfulgt af dette Samfund, at det tvertimod er en Ære, som enhver fremragende Mand maa tragte efter; saa lan gt fra at man knuser den, man paa denne Maade modarbeider, gjør man ham tvertimod bare stærkere; thi den Mand, der befinder sig i Overensstemmelse med Samfundet, han er en svag Mand, en ubetydelig Personlighed, bunden som han er paa Hænder og Fødder af Samfundets Vaner og Vedtægter – nei «den stærkeste Mand i Verden, det er ham, som staar mest alene.»

Man kan ikke sige, at denne Opfatning egentlig er ny for Ibsens Vedkommende. De «Opdagelser», Dr. Stockmann gjør i Løbet af Stykket, er ikke Opdagelser for Henrik Ibsen. Han har i lang Tid kjendt dem og troet paa dem. Den Krigserklæring, Dr. Stockmann slynger imod «Samfundet,» er ikke Dr. Ibsens Krigserklæring, forsaavidt som han allerede i en hel Række af Aar har holdt Krigen gaaende. Men interessant og ny er den Maade, hvorpaa Angrebet rettes. Det er ikke blot et Angreb paa et enkelt Punkt – det er et Angreb over hele Linien; og det er ikke et Angreb fra en sikker, dækket Stilling, det er en Fremrykning, saalangt som det er muligt at komme, et Stormløb, der ikke bryder sig om, om der findes svagt besatte Punkter paa den Vei, som passeres, en Bersærkergang, der ikke gyser tilbage for Hindringer, af hvad Art nævnes kan, der bryder alle Broer af bag sig og gjør ethvert Tilbagetog umuligt. Den Opfatning af Samfundet, som Ibsen nu i et Snes Aar har forkyndt i sine Verker, har som sagt aldrig fundet et saa energisk og gjennemført Udtryk som her. Med ubøielig Strenghed forfølger Forfatteren sin Tankegang, tager dens sidste Konsekvenser, og gyser ikke engang tilbage for Paradoxet.

Jeg prøvede for et Aar siden at karakterisere denne Tankegang som revolutionær Individualisme – og skjønt jeg dengang havde det for mig høist overraskende Uheld, at mine Ord blev opfattede som et Angreb, og ikke som en rolig Karakteristik, vover jeg dog nu at gjentage dem, i Haab om, at Dr. Georg Brandes` fortræffelige Karakteristik af Ibsen og fremfor alt Digterens eget nye Stykke har banet Veien for en bedre Forstaaelse af den temmelig ligefremme Opfatning, jeg dengang udtalte.

Jeg gjorde dengang opmærksom paa Samfundets stærke Tilbøielighed til at regulere og normere alt, og fremhævede, at der heri laa en Fare ikke blot for Individualitetens frie Udfoldelse, men endog for Samfundets egen Bestaaen. Thi trods Samfundets Tendens til at sætte sig tilro paa det engang erhvervede, er dog Fremskridt dets Livsbetingelse, men Fremskridt beror jo netop paa Originalitet, og Originalitet er jo netop et Brud paa den Regelbundethed, som Samfundet stadig stiler henimod. I Samfundet er derfor Geniet den betydeligste og nødvendigste af alle Undtagelser, og hvis Samfundet snevrer sig saaledes ind, at der ikke er Plads for Geniet, da vil dette være nødt til at gjøre Oprør mod Samfundet og stille Undtagelsen op som Princip i Modsætning til Regelen. Det er dette, som menes med den revolutionære Individualisme. Den gaar igjennem alle Ibsens moderne Arbeider, og den kommer som sagt mere haandgribelig end nogensinde frem i «En Folkefiende». Den Minoritet, som Dr. Stockmann taler om i fjerde Akt, som altid har Ret og som altid lider Uret i Øieblikket – det er jo netop den Sum af Genialitet, som paa ethvert givet Tidspunkt findes i et Land. Ligeoverfor de Individer, der sidder inde med denne Genialitet, er Samfundet altid bornert, thi det kjæmper jo altid imod Originaliteten og gjør Genialiteten til et Martyrium, for sent eller tidlig at anerkjende de Sandheder, det har værget sig mod. Saaledes gaar det da til, at Geniet bliver Samfundets Velgjører mod Samfundets Vilje og tiltrods for, at det altid faar Utak til Løn for sine Velgjerninger. Først naar Samfundet har knæsat den nye Sandhed, bliver den Fremskridt, og først da har Geniet løst sin Opgave.

Og hvem har saa Retten, Geniet eller Samfundet, Flertallet eller den enkelte? «Flertallet har altid Retten paa sin Side og det har Sandheden ogsaa» svarer de to Flertalslemmer Hovstad og Billing i «En Folkefiende». «Flertallet har aldrig Retten paa sin Side, aldrig siger jeg, svarer Doktor Stockmann og – jeg tør trygt tilføie – Henrik Ibsen. «Retten har jeg og de andre faa, de enkelte», «de, som har tilegnet sig de unge fremspirende Sandheder, som endnu er for nybaarne i Bevidsthedens Verden til at have faaet noget Flertal for sig.» «Disse Mænd staar ligesom ude mellem Forposterne, saa langt fremskudte, at den kompakte Majoritet endnu ikke har rukket did.» Og naar den kompakte Majoritet endelig er rukket did, da har den selvfølgelig heller ikke Ret, thi da er de Sandheder, de har tilegnet sig allerede opgivne af «de enkelte», der er rykkede længere frem – følgelig, sluttes der, er det ikke længere Sandheder; de er blevne «affældige», «de er blevne saa gamle, at de er paa gode Veie til at blive Løgn». «En normalt bygget Sandhed lever nemlig i Regelen en 17-18, høist 20 Aar; sjelden længere. Men slige alderstegne Sandheder er altid forskrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først da, at Flertallet giver sig ifærd med dem og anbefaler dem til Samfundet som sund aandelig Føde. Men der er ikke stor Næringsværdi i den Slags Kost, kan jeg forsikre Jer. Alle disse Flertalssandheder er at ligne med fjorgammel Spegemad; de er ligesom harske, ulne, grønsaltede Skinker. Og deraf kommer al den moralske Skørbug, som grasserer rundt om i Samfundene.»

Der er altsaa efter Ibsens Mening en udstrakt Befæstning mellem den enkelte og Samfundet, et absolut Modsætningsforhold, og spørges der, hvem som har Ret, saa lyder Ibsens Svar: «Den enkelte har absolut Ret». Samfundet, Flertallet, «den forbandede kompakte Majoritet» den er dum og umoralsk. Som udpræget Aandsaristokrat tager Ibsen helt og ubetinget Parti for Geniet mod Massen.



II.
(5.12.1882)

I Doktor Tomas Stockmann har Individualismen faaet en energisk og dygtig Forsvarer, derom kan der ikke være Tvivl.

Den samme Ros kan man derimod ikke give hans Modstandere i Stykket, Repræsentanterne for den sociale Opfatning.

At Bogtrykker Aslaksen ikke er istand til at forsvare denne Opfatning mod Doktoren med andet end Anvendelse af Dirigentstokken og Opfordringer til at vise Moderation, kan jo ikke undre nogen. Vi kjender jo allesammen den mangelfulde Opdragelse, han har faaet i sin Ungdom, dengang da Daniel Heire tog sig af hans opvakte Hoveds Udvikling, uden at kunne føre sine Planer igjennem paa Grund af den sørgelig Fallit, der berøvede ham hans Midler.

At Byfogden ikke kan være nogen dygtig Samfundsforsvarer, er heller ikke saa underligt – han ligger altfor lavt dertil; han paastaar jo, at «Almenheden slet ingen nye Tanker behøver, at Almenheden er bedst tjent med de gamle, gode, anerkjendte Tanker, den allerede har», og en Mand, der kan tale saaledes, er altfor meget aandelig Undermaaler til at kunne repræsentere den sociale Opfatning paa en værdig Maade.

Men at Redaktør Hovstad ikke har noget bedre at bemærke til Doktor Stockmanns Ord, det forekomm er mig at være en Smule besynderligt.

Aslaksens Avis, hvis Hovedredaktør han er, er jo ikke længere et saadant tarveligt Bogtrykkerprodukt, som det var dengang, da Stensgaard tog sin Haand i det. Aslaksen har ikke blot opgivet selv at redigere Avisen, men Redaktionen drives ikke engang længere som Bibeskjæftigelse af en eller anden akademisk dannet Mand i Byen. Bladet har tydeligvis slaaet sig op, det er saavidt ovenpaa, at det ikke blot kan give sin Redaktør Levebrød, men endog lønne en fast Medarbeider foruden ham. Lederen af et Blad, der har saa god Raad, vilde neppe under vore Forhold være en saadan aandelig Undermaaler, at han ikke havde et eneste virkeligt Argument at føre i Marken mod Doktorens Opfatning. Han vilde uden Tvivl have optraadt paa en ganske anden Maade, end Ibsen lader ham gjøre i «En Folkefiende».

Saa meget Kjendskab i Samfundslæren vilde en saadan Redaktør utvivlsomt have, at han vidste, hvorledes denne opfatter Forholdet mellem Samfundet og den enkelte. Han vilde sandsynligvis have optraadt paa Folkemødet og gjort gjældende, at Doktor Stockmann ikke har Ret, naar han fremstiller Forholdet mellem Samfundet og det geniale Individ som et absolut Modsætningsforhold, at hans Opfatning er altfor abstrakt og beror paa en stærk Fremhæven af den ene Side af dette Forhold med en ligesaa komplet Forbigaaelse af de andre Sider.

Han vilde sandsynligvis ogsaa have havt tilstrækkelig filosofisk Dannelse til at kunne paavise, at saafremt Doktor Stockmann har Ret i, at Sandheden er relativ, saa kan den umulig blive mindre sand, fordi flere tilegner sig den; Sandhedens Sandhed beror ikke paa de erkjendendes Antal, men dels paa Erkjendelsens Inderlighed, dels paa det erkjendtes Hensigtsmæssighed.

Kjendskab til Historien vilde vel ogsaa en saadan Redaktør have havt, og havde han det, saa vilde han vel ogsaa have protesteret mod, at Sandhederne plejer at leve et saa kort Liv, som Dr. Stockmann paastaar. Fordi om Sandhederne ikke er «saadanne seiglivede Methusalemer, som Folk bilder sig ind», saa er de dog ikke rene Døgnfluer heller. Sandheder, som allerede har tabt sin Næringsværdi efter tyve Aars Forløb, har i alle Fald ikke hørt til dem, der har havt meget at tabe af. Dybt nede i Menneskeaandens Forraadskjælder kan de neppe have ligget, naar de ikke kan holde sig længere.

Hvis Redaktør Hovstad havde været en om end bare nogenlunde intelligent Demokrat, vilde han vel heller neppe have manglet Svar paa Dr. Stockmanns Spørgsmaal: «Hvem er det, som udgjør Flertallet af Beboerne i et Land? Er det de kloge eller er det de dumme?» Han vilde ikke have ladet Doktorens eget Svar: «vi faar være enige om, at dumme Mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende Majoritet» staa uimodsagt. Og naar han havde erklæret sin Uenighed med Doktoren paa dette Punkt, kunde han ganske rolig have erklæret sig enig med ham i, at «det vel for Fanden aldrig i Evighed kan være Ret, at de dumme skal herske over de kloge.» Uden Tvivl vilde han have taget Ordet og udviklet for Forsamlingen, at hverken de dumme eller de kloge udgjør Flertallet af Beboerne i et Land, at skjønt Flertallet af Menneskene ikke er kloge, saa er de dog ikke uimodtagelige for Fornuft; de skal kun have Tid til at modtage den; og de kloge bør være kloge nok til at have Taalmodighed med dem; de bør vide, at netop fordi Flertallet af Menneskene ikke er uimodtagelige for Fornuft og paa samme Tid ikke kloge, netop derfor har de den priselige Egenskab, at de lader sig lede af de kloge, saasnart man har bragt dem paa Gled.

Redaktør Hovstad er naturligvis Jurist som alle Dagbladsredaktører, og han vilde derfor sandsynligvis have havt Sagførerlogik nok til at opfatte den Selvmodsigelse, som ligger i, at Doktor Stockmann fremhæver Geniernes Kamp for Sandhedernes Udbredelse som noget fortjenstfuldt paa samme Tid som han paastaar, at Sandhederne blive til Løgne, saasnart det lykkes at faa dem udbredte. «Hvis det forholdt sig saa», vilde en Redaktør Hovstad have sagt, «at en Sandhed, der har faaet Flertal for sig, ikke er Sandhed længere, da vilde der jo ikke være nogen Mening i at arbeide for Sandhedens Udbredelse, thi enhver Bestræbelse forat vinde Flertal for en Sandhed vilde jo da i Grunden være en Stræben efter at gjøre den til Løgn.»

Endelig vilde en literær Mand som Redaktør Hovstad have en Smule æsthetisk Læsning, og hvis det virkelig var ham magtpaaliggende at gjøre Doktor Stockmanns Ord virkningsløse, saa vilde han, selv om han ikke var Spor af ondskabsfuld, kunne slaa Doktoren ganske eftertrykkelig med hans egne Vaaben. Han vilde nemlig kunne fortælle Doktor Stockmann, at de «Opdagelser», han har gjort om Forholdet mellem Samfundet og den enkelte, det er Ting, som allerede længe har været kjendte af den norske Læseverden. Der er nu tyve Aar siden en Forpostfægter iblandt os begyndte at antyde dem i et Digt, som hedder «Paa Vidderne», og der er 16-18 Aar, siden den samme Forpostfægter forkyndte dem meget klart og tydeligt i to dramatiske Digte, som heder «Kjærlighedens Komedie» og «Brand». Hvis Doktor Stockmann skulde have Ret i sin Hypothese om Sandhedernes Levealder skulde altsaa de Sandheder, han tror at opdage, have naaet den kritiske Alder. Og Redaktør Hovstad vilde have kunnet gaa videre enda; han vilde have kunnet paavise, at disse Sandheder er af langt ældre Datum, at man kan finde dem hos Søren Kierkegaard, der ogsaa har beskjæftiget sig en hel Del med Kategorien «den enkelte» og at man ved at gaa tilbage til Begyndelsen af dette Aarhundrede kan finde dem hos Datids-Literaturens store tyske og engelske Individualister. Hvis det er Sandhedens Nyhed, som gjør en Mand til en Forpostfægter, da har altsaa Doktor Stockmann ikke Ret til at kalde sig en saadan, thi nye er hans Opdagelser ikke – vilde Hr. Redaktør Hovstad have sagt.

Men intet af alt dette lader Ibsen ham sige, han gjør ham i en usandsynlig Grad ubetydelig for at give Doktor Stockmann uforstyrret Anledning til at udvikle sine Anskuelser. At afbøde slige Indvendinger har Forfatteren af «En Folkefiende» ikke brudt sig om; det har slet ikke været hans Opgave at afbøde Indvendinger, men at fremstille sin Samfundsopfatning i dens fulde Konsekvense, uden Hensyn til, om der kan siges noget imod den. Derfor har han ikke havt Brug for en sandsynlig Redaktør af «Folkebudet».

Det har ikke engang været ham magtpaaliggende at bevise Doktor Stockmanns Ret til at kalde sig en Forpostfægter. Han vidste med sig selv, at Forfatteren af «Et Dukkehjem» og «Gjengangere» var det – det har været ham nok.



III.
(6.12.1882)

Da Samfundet er saa usselt og foragteligt, har ikke Individet andet at gjøre end at sønderrive alle de snevrende Baand, som binder det. Først i Isolertheden finder Personligheden sig selv, først naar Individet staar alene, er det frit. Samfundet demoraliserer, kun Ensomheden kan skabe Personligheder.

Der klinger noget af Rousseaus gamle Lære om Naturtilstandens Fortræffelighed igjen i dette. Rousseau vilde ogsaa føre Menneskene ud i Ensomheden, tilbage til Naturen og Friheden. Den Forkjærlighed, som Ibsen tidligere havde for «Vidderne», er i denne Henseende meget karakteristisk. Vidden ligger udenfor og over Menneskesamfundet; der er Mennesket sig selv, thi der er det ikke bundet af Hensynene og Feigheden. Derfor blev Vidden Ibsens Symbol for Flugten fra Samfundets Usselhed mod «Maalet for Personlighedens Virke», og derfor førte Ibsen tidligere altid sine Helte op paa Vidderne. Deroppe stod Helten i det mærkelige Digt, der bærer Viddens Navn og saa alle Baand briste, der bandt ham til Livet nede i Dalen, «Lavlandslivet», som han kalder det. Og da saa tilsidst det sidste Baand var løst, lod Ibsen ham sige:

«Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
som byder i Høiden at vandre.
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud,
heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
dernede famler de andre».

I disse Ord, hvormed «Paa Vidderne» slutter, har man jo i Virkeligheden allerede den Tanke udtalt, hvormed «En Folkefiende» ender, dette ægte ibsenske, at den stærkeste Mand er ham, som staar mest alene. – Ud fra Lavlandslivet op til Vidden føres jo ogsaa Falk i Slutningen af «Kjærlighedens Komedie»; der op vil jo Brand føre Bygdens Folk, der havner han tilslut selv, og der tilbringer endelig Per Gynt det Afsnit af sit Liv, der er det betydeligste og interessanteste. Meget karakteristisk for Ibsens Forhold til Rousseaus Naturevangelium er endelig Dr. Stockmanns Replik: «Dersom jeg bare vidste, hvor der var en Urskog eller en liden Sydhavsø at faa kjøbt for en billig Pris».

Man maa huske paa dette, hvis man vil forstaa den eiendommelige Maade, hvorpaa Ibsen anlægger sine Skuespil. Gangen i det ene ibsenske Skuespil ligner altid Gangen i det andet og er paa samme Tid høist forskjellig fra den sædvanlige konventionelle Maade at føre Handlingens Udvikling paa. Skjønt Ibsen i sine Nutidsdramaer har opgivet sit gamle Symbol, er dog Fremgangsmaaden den samme. Hans Opgave er bestandig at føre Stykkets Hovedperson fra et harmonisk Vaneliv i Samfundets Skjød til Løsrivelse fra Samfundet, hans Stykker er varierede Fremstillinger af den uafhængige Personligheds Genesis. Derfor begynder altid Ibsens Dramaer meget harmonisk, Modsætningerne ligger endnu og slumrer under en smilende Overflade, i Løbet af Stykket udvikles Modsætningerne, de spændes og strammes og rives mod hinanden, og saa ender det hele med et Brud. Det originale ved denne Anlægsmaade bestaar i to Ting. For det første er det næsten aldrig to Personligheder, der staar imod hinanden, saaledes som i andre Stykker; det er næsten altid en mod mange. For det andet er det Bruddet, som er karakteristisk. Medens de almindelige Skuespilforfattere strammer Modsætningerne for at opløse dem, strammer Ibsen dem for at rive dem fra hinanden. Enten forlader Helten i et ibsensk Stykke sine Omgivelser, eller han forlades af dem. I begge Tilfælde ender det med Isolertheden. Hvor karakteristisk denne Maade at føre Handlingen paa er for Ibsen, behøver jeg efter det før udviklede ikke at tale om. Foruden de førnævnte Exempler af symbolsk Natur skal jeg bare minde om Konsul Bernicks Stilling i Slutningen af «Samfundets Støtter», om Noras i «Et Dukkehjem» og om Fru Alvings i «Gjengangere».

Dr. Stockmann gjennemgaar den samme Udvikling og ender paa samme Maade som de andre ibsenske Hovedpersoner. I første Akt er der ikke en eneste virkelig Dissonans; han er en lykkelig og velvillig Mand, der tænker paa alt andet end at føre Krig mod Samfundet; han føler sig saa vel, saa fornøiet, og han vil gjerne gjøre alle Mennesker delagtig i sin Lykke; han holder aabent Bord for sine Venner, man kan løbe ind og sætte sig tilbords i hans Spisestue akkurat som paa et Spisekvarter; han viser frem alle de Ting, han har lagt sig til, siden han blev Badelæge og begyndte at «tjene næsten ligesaa meget, som han bruger», han peger paa dem med et Barns naive Glæde og omtaler dem med et Barns elskværdige Snaksomhed; selv hans Stolthed, Oxestegen, vil han gjerne vise frem for Broderen, da det ikke lykkes ham at bringe denne til at smage den. Og som han er i det smaa, er han i det større. «Jeg er saa inderlig glad og fornøiet, siger han til sin Broder, Byfogden. Jeg føler mig saa ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende Liv. Det er dog en herlig Tid, vi lever i. Det er som om en hel ny Verden var i Opkomst omkring en. Ja, jeg ved jo nok, at Forholdene er smaa i Sammenligning med mange andre Steder. Men her er Liv, – Forjættelser, en Utallighed af Ting at virke for og stride for; og det er Hovedsagen». – Han er vistnok allerede temmelig sikker paa at have fundet Grunden til de om Sommeren indtrufne Sygdomstilfælde og Dødsfald i Byen, og han har sin Fremstilling af Sagen og sit Forslag til Forbedring liggende færdig – men dette er for ham ingen Grund til at være mindre lykkelig; tvertimod. Naar han skjuler det, er det ingenlunde, fordi han nærer Betænkeligheder, men ene og alene fordi han vil overraske. Og at denne Overraskelse ikke vil være glædelig, kan aldrig i Verden falde ham ind. Muligheden af, at Folk ikke skulde blive fornøiede, naar de faar vide, hvori Feilen stikker og hvorledes den skal afhjælpes, ligger ham uendelig fjernt. Derfor bidrager den Vished, han faar i Slutningen af Akten, kun til at forøge hans Lykke. Universitetets Paavisning af forraadnede organiske Stoffers Tilstedeværelse i Vandet bringer ham i en ren Lyksalighedstilstand. «Det er dog velsignet at vide med sig selv, at en har gjort sig fortjent af sin Fødeby og af sine Medborgere» siger han og svinger sin Hustru rundt i overstadig Jubel. Og dermed slutter første Akt; den begyndte som en Idyl og ender som en Idyl.

Men saa kommer Dagen derpaa. Neppe har han kastet Efterretningen om sin Opdagelse ud, før han lærer, at det ikke gaar fuldt saa glat, som han havde tænkt, at den, der vil gjøre sig fortjent af sin Fødeby og sine Medborgere, har adskillige Hindringer at overvinde. Først kommer Uvidenheden i Morten Kiils Lignelse, der aldrig har hørt noget saa urimelig latterlig, som at der er kommen en ustyrtelig Mængde Dyr ind i Vandrørene og det til og med Dyr, som ingen kan se. Ligeoverfor denne uventede Opfatning af Sagen bevarer Doktor Stockmann en uforstyrret Ro; man mærker af hans korte Svar, at det ærgrer og forbauser ham, men paa samme Tid er han altfor fornem til at ville nedlade sig til en Forklaring. Værre gaar det, da Byfogden kommer. Hans Maade at tage Sagen paa bringer allerede et Stykke af Doktorens sikre Tro paa sine Medmennesker til at ramle, men endnu er der jo ingen Fare, endnu har han jo Aslaksen og Hovstad og bag dem den kompakte Majoritet; han tvivler ikke paa, at han ved deres Hjælp skal faa ryddet den Usselhed afveien, som han har faaet Øie paa i Samtalen med Byfogden, og saa langt fra at svække hans Iver bid rager Tanken paa denne Usselhed kun til at forøge den. Hans blinde Tillid til Menneskene er bleven mindre, men hans Virkelyst er bleven større under denne Modgang, og idet anden Akt slutter, har allerede Feltet for hans Virken udvidet sig for ham; det er ikke længere bare Badet, det gjælder; det er ogsaa anden Raaddenskab, som han vil gjøre Ende paa med det samme. Og da han i tredie Akt faar det store Stød, da det viser sig, at ingen vil støtte hans Bestræbelser forat forbedre Badet, men modarbeider dem og søger at trykke dem ned i Taushed, fordi det vil koste Tid og Penge at faa alt, som det burde være, da Hovstad og Aslaksen viser sig at være af samme Surdeig som Byfogden, da han opdager, at det ikke blot er Byens Autoriteter, som er nogle Usselrygge, men at hele Byen, hele den kompakte Majoritet fra øverst til nederst er det, da ramler hele Resten af hans naive Mennesketillid, og han faar fri Udsigt over det hele Samfund. Det er ikke blot Badevandet, som er raaddent, alt er raaddent; Badevandet er kun en Enkelthed, en Biting, ved hvis Hjælp han er kommen til at opdage hele Raaddenskaben. Fra det Øieblik interesserer ikke Badet ham længere, det er det hele Samfund, han vil rense; det er om Samfundets Raaddenhed, han taler paa Folkemødet, og det er om den, hans Tanker kredser i femte Akt. Hans Iver stiger, alt eftersom Arbeidsfeltet udvides; han bliver stadig mere optaget af Tanken paa at forbedre, han faar flere og flere Planer, han bliver rastløs, stakaandet, febrilsk af bare Iver, han glemmer alt undtagen dette ene; distræt var han før, værre er han blevet. Ensom som han staar, er han gaaet helt op i sin Ide: Kamp mod Samfundet i Frihedens og Moralitetens Navn. Han begyndte som en temmelig almindelig Borger, han ender som en fri Personlighed, som en Helt, og der er ikke et Punkt i denne Udvikling, som ikke er klart og slaaende fremstillet i Stykket. Det er et fortræffeligt Stykke modern Psykologi, i sit Slags noget af det mest glimrende, Ibsen har skrevet. Han er Stykkets Helt, Talsmanden for Forfatterens Anskuelser, men han er ikke tegnet saa karakterløs ædel, saa abstrakt og almindelig, som den ædle Person og Resonnøren i Skuespillet ellers ofte bliver tegnet. Han er saa individuel, som nogen kan ønske det. I første Øieblik vil man maaske ikke gaa rigtig med paa, at en Mand, der er saa naiv i første Akt, kan udtale sig, som Dr. Stockmann gjør i fjerde. Men ved nærmere Betragtning vil man give Ibsen Ret og bøie sig beundrende for hans overlegne psykologiske Blik. Thi netop fordi han er saa naiv, denne Dr. Stockmann, netop derfor virker det Indblik, han faar i Forholdene, saa meget voldsommere paa ham, netop derfor ser han med et saa frisk Blik paa det hele, netop derfor har han ogsaa den Freidighed, som skal til for at optræde, som han gjør. Ogsaa det, at Ibsen har gjort ham saa distræt er et glimrende Træf; netop fordi han aldrig husker alle Smaating, har han saa let for at sætte sig ud over de smaalige Hensyn og fæste Opmærksomheden ene og alene paa Hovedsagen. Han er en fuldstændig ny og original Figur i det ibsenske Galleri, tiltrods for at hans Udvikling gaar i samme Spor som tidligere ibsenske Personers. Der er imidlertid noget nyt, som ikke maa oversees, ved denne Udvikling: den gaar et Stykke længere frem end i de tidligere Arbeider. Dr. Stockmann flygter ikke fra Samfundet, han drager hverken op paa Vidderne eller til Amerika; han trækker sig heller ikke tilbage for at gruble paa, hvem der har Ret, saaledes som Nora, han bliver paa sin Post for at hverve Tropper for sine Ideer og optage Kampen paa ny. Stykket ender med den sædvanlige ibsenske Isolerthed, men ikke med Flugt fra Samfundet som i tidligere Stykker. Dr. Stockmann tænker vel en Tid paa at flygte til Amerika, eller til en Urskog, men han opgiver den Tanke som forkastelig. Flugten fra Samfundet er et tilbagelagt Stadium.

Saa fortræffelig som denne Karakterudvikling er i hele sin glimrende Sikkerhed, kan jeg dog ikke skjule, at Handlingen, saavidt jeg forstaar, er mindre dramatisk end i Ibsens tidligere Arbeider. Det er visselig psykologisk rigtig, at Stockmann glemmer Badet, fordi han faar større Ting at tænke paa – men det er neppe dramatisk rigtigt, at den Sag, hvorom de tre første Akter dreier sig, saagodtsom forsvinder i de to sidste. Forfatteren havde nu engang vakt vor Interesse for den Sag – og vi kan slet ikke være enige med Personerne paa Folkemødet i, at der ikke skal tales om den – tvertimod: det er netop den, der skal tales om. Endvidere forstaar enhver, at alt dette med Badet og Raaddenskaben er en ren Allegori – akkurat som Jernbanesporvidden er det i Bjørnsons «Nye System». Hvorfor saa ikke gjennemføre Allegorien? hvorfor slippe den paa Halvveien og tage op det betegnede istedetfor Tegnet? Vi havde forstaaet Meningen lige godt, om vi var blevne i Allegorien. Eller hvorfor overhovedet begynde paa Allegorien, naar man alligevel skal slippe den paa det afgjørende Punkt? I psykologisk Henseende er som sagt alt dette udmærket motiveret; der er der en jevn og sikker Udvikling; men trods denne Udvikling er jeg bange for, at Stykket ikke vil virke rigtig helt; jeg er bange for, at Overgangen fra Billedet til det, som det betegner, vil virke som et Brud, som en Overgang til et andet Thema. Det kan maaske hænde, at jeg tager feil i dette, men jeg kan ikke komme fra dette Indtryk, og det har forringet Stykkets Værdi som Kunstverk i mine Øine. Det har bragt mig til at bruge det Ord, jeg brugte i den første af disse Artikler «i æsthetisk Henseende det svageste af Ibsens Skuespil». Jeg vil imidlertid gjøre opmærksom paa, at dette kun er en meget relativ Kritik. Det svageste af Henrik Ibsens Arbeider er ingenlunde det samme som et svagt Arbeide. Som enhver ved har han aldrig skrevet noget svagt Arbeide, siden han kom til Modenhed. Det svageste vil kun sige det mindst stærke. Der er i de tre første Akter en dramatisk Stigning, som kun en Dramatiker, som Henrik Ibsen kan skaffe til Veie, og fjerde Akt er i og for sig et «Folkelivsbillede», der med en dygtig Iscenesætning vil være af kolossal Virkning. Ovenpaa denne stærke Akt vil maaske femte Akt virke noget mattere; men ogsaa den har store og interessante Effekter, saaledes f. Ex. Scenen, hvor Aslaksen og Hovstad jages paa Porten, ligesom der over den hele Akt udbreder sig en Uhygge fra de knuste Ruder og Pukstenene, en Uhygge, der vistnok vil gjøre megen Virkning som Modsætning til den Kraft og Varme, hvormed Helten møder al sin Modgang.

Henrik Jæger.
Published Mar. 20, 2018 2:18 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM