Joachim Lampe jr.

En Folkefiende på Den Nationale Scene anmeldt av Joachim Lampe jr. i Bergensposten i Bergen 28. og 30. januar 1883 (No. 23 og 24, 30te Aargang).

«En Folkefiende» paa Bergens Theater.

(Af Joachim Lampe jr.)


(28. januar 1883)

I Spidsen for efterfølgende Betragtninger stiller jeg skyndsomt den, som jeg antager, beroligende Bemærkning, at det her paa ingensomhelst Maade er min Agt og Lyst at levere noget egentlig Bidrag i Tilgift til den Ibsenliteratur, som i de sidste Maaneder har fyldt Markedet, og som igjen senere har næret baade den offentlige og private Veltalenhed med taknemmelige Sujetter. Allerhelst havde jeg i denne Henseende gaaet endnu et Skridt videre paa Forbedringens Vei end selve den forsigtige Hr. Aslaksen, og praktiseret den fuldstændige Afholdenhed; men da Emnet formedelst «Sagens Natur» er en ligesaa lokkende som tyrannisk Fristerinde, drister min egen menneskelige Natur sig ikke til at gaa videre end ligeoverfor mine ærede Læsere at stille det kvantitative Maadehold som en hellig Forsikring.

Maadeholdet, det kvantitative og særlig det kvalitative har nu engang ikke vist sig at være den æstetiske Kardinaldyd hos Flerheden af «En Folkefiendes» Kommentatorer. Det er mærkeligt, hvor Partiaanden, den af Ibsen netop saa ubarmhjertig tugtede, har været fix med at kolorere paa sin egen Maner de Anskuelsesbilleder af Digterværket, hvormed de respektive Tidninger har betænkt sit troende Publikum. Mærkeligt sagde jeg, men nærmere beseet, noksaa naturligt. Det er nu engang lidt flaut aabent at vedstaa det slemme Faktum, at man har faaet Bank; særlig flaut for voxne Mennesker. Og saa gjør de voxne Mennesker akkurat det samme som de smaa Børn, sigende: Det var ikke mig, som fik Juling i Frikvarteret, det var Dig, Du -, og saa i Haaret paa hinanden. Jeg har saaledes seet, at man i samme Vogn har kjørt frem baade med græske Historieskrivere, romerske Kirkefædre og midt iblandt dem Hippolyte Taine som et dundrende Firsprangsbevis for, at det var udelukkende paa venstre Side af Gaden, at den ibsenske Morderengel passerede og grasserede, – og jeg har fremdeles seet, at en ellers saa nøgtern og paalidelig Dramaturg som Edvard Brandes i Sagens Anledning ganske ugenert lod sig forvandle fra Kritiker til Folkethingsmand.

De sidste Afteners specifik bergenske Kritik af «En Folkefiende» byder ogsaa paa enkelte lignende, ganske kuriøse, Modsætninger. Medens saaledes en æret Anmelder karakteriserer Dr. Stokman som en Bjørnson, der har taget medicinsk Embedsexamen, og af Stokmans Rolle udleder «bestandig Bjørnson» og «atter Bjørnson» samt endelig finder Ytringen «Den stærkeste Mand i Verden er han, som staar mest alene» fuldstændig Bjørnsonsk enthusiastisk, saa kalder samtidig en anden æret Anmelder nævnte Replik «en ægte Ibsensk Sætning». Honny soit qui mal y pense.

Omendskjønt jeg for mit Vedkommende ikke er i Tvil om, til hvilken Karakteristik af det ovennævnte, allerede bevingede Ord jeg skal slutte mig, turde det dog ikke være uden Interesse at anføre en personlig, brevlig – altsaa ikke digterisk – Ytring af Bjørnson, der ialfald er fuldstændig Stokmansk. Digteren skriver nemlig i et Brev til Georg Brandes: – «Men Intet i Verden bestikker mig, skjønt jeg kan narres af enhver. Derfor var jeg ude igjen den Dag jeg fik mit Syn. Min værste Fiende kan have Sandheden i sine Hænder; jeg er dum og stærk, men den Dag jeg – om end blot ved et Slumpetræf – ser Sandheden, saa staar jeg der strax.»

Lad os endelig ikke være for rigelige med Karakteristiker som «Bjørnsonsk» eller «Ibsensk»; Distinktionen kan undertiden blive vanskelig nok, det turde man maaske af den nys citerede Ytring kunne lære.

Apropos «at lære». Alt det, man kunde «lære» af «En Folkefiende» vilde visselig afgive Stof til en stor Afhandling. Uanseet den direkte Lærdom, man høster af Digterværket, den egentlig moralske Lærdom, turde der være adskilligt andet at tilegne sig. En æret Taler udtalte forleden Aften ved sin Behandling af Dramaet den Mulighed, at Studiet af «En Folkefiende» turde lade heldige Virkninger spores paa den nu grasserende politiske Strid, saaledes at dette nye Digtspeil, Forfatteren har «pudset for mandlige Tøiter», kunde bringe Skuelystne at se og skamme sig ved Partiaandens Karikatur. Vel var det, om saa vilde ske! Jeg har imidlertid ogsaa tænkt mig en anden, mere indirekte Lærdom, der kunde drages af «En Folkefiende», en mindre politisk og en mere literær. – Vi ved alle, at saa saare en ny Forfatter af agtpaagiveligt Værd fremtræder, strax skal han akklimatiseres, naturaliseres eller undertiden ganske simpelthen annekteres af et literær-politisk Parti. Hvad sker saa? Det er ikke alle givet at være en literær «Forpostfægter»; men det tror jeg, at Enhver bør og skal kjæmpe i «spredt Fægtning», udaf sin egen Individualitet, sine egne Forudsætninger og for sit eget Maal. Mon ikke Journalen paa et literært Sygehospital undertiden kunde opvise, hvorledes en sund og stærk Natur efter lange Lidelser ynkelig omkom af aandelig Skjørbug, og at Symptomerne hertil havde sin første Rod i Feberen: «Partibegeistring», Galdesygen; «Partihad» og det trange Korset: «Partidisciplinen»? En gavnlig og tidsmæssig Text til nærmere Betragtning af dette Spørgsmaal vil man efter min Mening finde i en «Folkefiende».

Der er bleven sagt, at Humoret for første Gang hos Ibsen har faaet Lov til frit at udfolde sig i «En Folkefiende», og at det her har feiret sin Triumf. Ubestrideligt. Men naar det endvidere er bemærket, at man just heri tør se en ny og eiendommelig Udviklingsfase i Ibsens Digtning, da turde dette være vel raskt sluttet. Jeg tror, at Ibsen, paa samme Tid som han ved at benytte Humoret med rund Haand, har gjort sit sidste Arbeide ligesaa interessant som elskværdigt, at han dog ligesaameget har benyttet dette Humor som et sindrig Vehikel, som en mildnende Form, hvorunder han faar Anledning til at sige Samfundet det yderste. – Er der derimod særlig noget i «En Folkefiende», der turde betegne noget nyt hos Ibsen, synes mig dette hellere kunde søges i den Omstændighed, at Dr. Stokman opgiver Amerikareisen – og bliver. Han foragter «Kjøterne», men drager sig ikke undaf dem med «Ibsensk» Fornemhed; han bliver. Dr. Georg Brandes omtaler i sin Studie over Ibsen Digterens bekjendte «Fornemhed» med liden Veneration; han henviser derimod sympathetisk til de legitimistiske Generaler, som meldte sig til Tjeneste ved Condés Armé og som med og trods sine Generalsepauletter sloges tilfods i første Geled, og han tilføier, at disse af sin virkelige Værdighed derved ikke tabte et Gran. – Den frie og fornemme Stokman følger her Exemplet. -

Før jeg gaar over til vore egne «lokale Forhold», Stykkets Udførelse paa det herværende Theater, skal jeg faa Lov til med nogle faa Ord at omtale den saakaldte «Erotik» i «En Folkefiende». Egentlig er der slet ingen, ialfald ingen for almindelige Øine opdagelig; men Digteren har i sine, Offentligheden bekjendte, orienterende Instruktionsbemærkninger ladet antyde eller villet, at der skulde antydes et erotisk Forhold mellem Kaptein Horster og Petra Stokmann. Hvorledes mon dette egentlig er at forstaa? Jeg ved meget vel, at det efter enkelte rénlivede Sjæles Paastand ikke mere skal kunne forbindes med et moderne Samfundsdramas Klassicitet, at Forelskede forekomme eller iethvertfald at deres Leben und Treiben gjøres til Gjenstand for dramatisk Behandling. Vel, lad gaa; men naar man nu ikke mere anstændigvis paatagelig kan antyde end sige behandle deslige ulykkelige Mennesker i selve Dramaet, som Led af eller Staffage til dette saa ved jeg mare ikke hvorfor man skal gjøre sig den Umage at smugle en forbuden Luxusartikel udenfra ind i et Rige hvor den baade er Kontrabande og uden al Omsætning. – Hun og Han kan dog maaske atter engang faa Adgangsfrihed til det moderne Drama og, ikke at forglemme Ytringsfrihed i samme. Herregud, saadanne Mennesker siger jo ikke noget egentlig nyt, og hvad der ialmindelighed sker, det er jo heller ikke saa nyt; vi ved det alle, men – alle, alle uden Undtagelse ønsker vi at faa høre og se det samme op og op igjen. – Jeg kan i denne Henseende trygt vente Medhold hos saavidt gode moderne dramatiske Autoriteter som Augier, Sardou og Pailleron. De Herrer generer sig ikke, men saa er de rigtignok ogsaa Franskmænd. -

*                                             *
*

Det gjør mig ondt at sige, at «En Folkefiende» efter min Mening er det af Ibsens Dramaer, som paa den herværende Scene har opnaaet den gjennemgaaende mindst tilfredsstillende Udførelse. En af Forklaringsgrundene til denne Omstændighed tror jeg imidlertid er at søge i Dramaet selv. Før Ibsens seneste Arbeide endnu var naaet til Opførelse paa noget Theater, hørte man allerede næsten fuldstændig modsatte Anskuelser fremsatte om Digterværkets Lødighed qua Drama strængt taget. Paa samme Tid som enkelte Kritikere i saa Henseende skattede det særdeles høit, om ikke høiest af alle Ibsens Skuespil paa samme Tid hørtes der ogsaa gjort gjældende Anskuelser fra andre og ikke mindre kompetente Hold, der samstemmede om, at «En Folkefiende» vel nærmest, dramatisk taget, maatte henføres til Ibsens mindst stærke Arbeider. Jeg tror, at Flerheden nu vil slutte sig om den sidstnævnte Betragtning, efter at have studeret Stykket fra Tilskuerpladsen. At det kunde gjøre megen Lykke, skal visselig ikke benægtes; men isaafald stiller det med Hensyn til Udførelsen Fordringer, som i væsentlige Retninger ikke er saa lette at tilfredsstille.

Hr. Garmanns Talent eier ikke lidet Omfang, det er sandt; men jeg vilde ikke destomindre finde det noget nær vidunderligt, om den samme Skuespiller, der har fremstillet en saa fortrinlig karakteriseret Daniel Heire, tilfredsstillende skulde kunne magte en Rolle som Doktor Stokmann. Mellem begge ligger Hades. – Jeg skal nu efter Evne søge at gjøre Rede for, hvad Hr. Garmann gav og ikke gav i Doktorens Rolle. I første Akt stiller denne hverken stærke eller synderlig komplicerede Krav til Fremstilleren. Doktoren skal vise en med Sjælens Vivacitet uadskillelig forbunden Elskværdighed og Hjærtelighed, undertiden afbrudt af det fyrige Naturels Smaaheftigheder og den noget nervøse Spænding ianledning det forventede Brev; Aktens Slutning udmunder i Doktorens ellevilde Fryd og hans grænsesløs naive Tro paa, at alle andre vil glæde sig med ham den allergladeste, samtidig som man vil beundre hans mageløse Opdagelse. Materialet er her vistnok ikke meget rigt, men der kan gjøres meget deraf og Hr. Garmann gjorde ogsaa adskilligt. Vistnok kunde de næsten guddommelige Replikker om Oxestegen tænkelig faaet en finere, mere henrivende barnlig-elskværdig Betoning, men forøvrigt var her megen vindende Hjærtelighed tilstede, og særlig blev de smaa kolerisk-gemytlige Anfald høist naturligt og derfor ogsaa virkningsfuldt gjengivne. Allerede i anden Akt stiger Fordringerne; ogsaa her formaar Hr. Garmann at holde Interessen vedlige, om Udarbeidelsen af Rollen her føles mindre sikker. I Slutningen af denne Akt hæver imidlertid Hr. Garmann sig efter min Mening til det Smukkeste, det Varmeste og samtidig det mest beherskede, som han i denne sin Rolle præsterer. Doktorens hensynsfulde, men faste Strid med Hustruen om, hvad han bør og skal, hans Ytring om Sønnerne, at han vil kunne se dem ind i Øinene, naar de blir voxne Mænd, alt dette faar et fuldt velgjørende kunstnerisk Udtryk. I tredie Akt viser derimod Hr. Garmann egentlig lidet nyt og flyder egentlig her kun paa den grundkomiske Situation, hvor Doktoren leger Borgermester og Byfoged.

Ligesom det er min Mening, at 4de Akt, ved Udførelsen, den faar paa vor Scene, synker ned til at blive en fuldstændig mislykket og kjedelig Historie, saaledes tror jeg ogsaa, at Hr. Garmann vanskelig vil kunne fraskrive sig den væsentligste Andel i denne sørgelige Skjæbne.

Dr. Stockmann er ingen Festtaler; dertil mangler han enhver Betingelse, og det vilde hans kjære Bror Peter klare ulige langt bedre. Men han er Folketaler. – Ikke saaledes at forstaa, at han til denne Ende skulde have studeret noget klassisk Værk som «de oratore» ligesaalidt som han behøver at være fortrolig med noget moderne Do. om den nyere parlamentariske Veltalenhed. Han er født Folketaler, selv om han end ikke bevidst har Idé om Veltalenhedens Kunst; ja jeg vil gaa saa vidt som til at sige, at Mage til en Folketaler som Doktor Stockmann har Norges Land neppe endnu eiet. Jeg har engang læst en Folketalers høist træffende Karakteristik, og den skrev sig fra ingen mindre end Bjørnson selv; nu har jeg ikke Anledning til at citere Ytringen, men jeg erindrer, hvorledes Bjørnson netop fremhævede som særlig karakteristisk for Folketaleren: en fuldstændig Foragt for enhver spidsfindig logisk Dialektik, hvad der just bringer Modstanderen i Harnisk, en overlegen Evne til i brede og skarpe Træk at anskueliggjøre, og som virker betagende, selv om den ikke overbeviser. Saadanne Betingelser eier ogsaa Dr. Stockmann. Men naar vi er enige om, at han er født Folketaler, saa synes mig ogsaa, at vi lettelig kan komme overens om, at hvad han har at sige paa Folkemødet, det skal han ogsaa tale til Folket, eller med andre Ord: al den Stund der er lagt Dr. Stockmann i Munden saa gyldne Ord, snart elektrisk funklende Aandrigheder, snart tankevægtige Beviser, snart forbausende Paradoxer, snart ironisk knusende Domme, ja da blir det sandelig Skuespillerens Opgave ialfald efter Evne at forrette Tjeneste som «Taler». Hver saadan Replik maa studeres, aandelig tilegnes, og derefter maa Virkningen af Fremsigelsen prøves og atter prøves. Dette gjælder hver saadan Replik, hver enkelt. -

Har Hr. Garmann følt med sig selv, at han manglede først og fremst de fysiske Betingelser i tilstrækkelig Grad for at tilfredsstille denne Fordring, og har han paa Grund heraf maaske villet forsøge at anlægge Partiet paa en helt anden Maade? Umuligt er det ikke. Faktisk er det i ethvertfald, at han lader sin Dr. Stockmann i denne Akt øve sig i et Slags halvt gemytligt, halvt iltert, hæsblæsende Causerie, der praktiseres uden egentlig Plan og fremfor alt bliver uden Stigen. Hr. Garmann afleverede som oftest sine Replikker staaende ved sit Bord, snart som gemytlige «Tischreden» snart i Hui og Hast som Pakker over en Disk paa en travel Dag. De gyldne Ord falder til Jorden med Klang af Kobber. – Han lader Stockmann klappe Grossereren ganske rolig paa Skulderen, medens han lig en ny Montanus gjør ham til en Hund; Doktoren er modig det er sandt, men Grossereren er sandelig forholdsvis langt mere langmodig. -

Jeg vil medgive, at der i Rollen kan gives enkelte Træk, som kan lede eller vildlede en Skuespiller hen paa den Tanke: tildels at tage Sagen som Causeur; det mest nærliggende turde være, hvor Doktoren henvendt til sin Hustru siger: «Min Hustru Kathrine paastaar, at Gulvet bør skylles ogsaa, men det kan der nu disputeres om»; men beviser ikke netop dette den ægte Folketalers Forkjærlighed for at anskueliggjøre sin Mening og sine Argumenter ved at gribe oplysende Smaatræk lige ud af den dagligdagse Virkelighed?

I femte Akt befinder Doktor Stockmann sig atter hjemme og paa sikrere kunstnerisk Jordbund. Uagtet Hr. Garmanns Spil i den glimrende Hovedscene med Aslaksen og Hovstad, hvor Stockmann først ikke «er med», men siden lugter Lunten og diplomatisk leder de to Slyngler ud i den mest kyniske Selvbekjendelse, og endelig ude af sig selv af Harme og Modbydelighed griber efter Kjæppen, – uagtet Hr. Garmanns Spil her forekom mig tildels at holde sig noget paa Overfladen, fandtes her dog mange gode Momenter.

Uagtet jeg i det Foregaaende, særlig for en Akts Vedkommende, ved Hr. Garmanns Udførelse af Dr. Stockmann har troet at finde væsentlige Mangler, saa vilde det forøvrigt for mit Vedkommende være ligesaa ubeskedent som uretfærdigt ikke at respektere alt det alvorlige Arbeide som Hr. Garman øiensynlig har lagt paa denne saa svære og betydelige Opgave; dobbelt ubeskedent og uretfærdigt, dersom jeg ikke samtidig ogsaa med Taknemmelighed erindrede, hvormeget af fuldlødigt kunstnerisk Værd, og dette ikke mindst ved Tolkningen af Ibsenske Figurer, den begavede Skuespiller saa ofte tidligere har ydet.


(30. januar 1883)

Som bekjendt gives der en vis menneskelig Svaghed, der af gamle Fader Holberg benævnes «Den honnette Ambition». Det er formentlig ligesaa bekjendt, at yderst faa Mennesker formaar at sige sig fri for at vise denne Svaghed i Gjerning; saaledes heller ikke Hr. Skuespiller Johannesen. – Byfoged Stokman protesterer energisk imod sin Broders genealogiske Meddelelse, at han skulde nedstamme fra en gammel, fæl Sjørøver «nede fra Pommern eller deromkring», og tilbageviser denne betænkelige Herkomst som alene havende sin Rod i «absurde Traditioner»; – jeg er tilbøielig til at tro, at vort Theaterpublikum med Hensyn til denne Protest vil give Hr. Johannesens Byfoged fuldkommen Ret. Men jeg er ligesaa tilbøielig til at tro, at Hr. Johannesens Intension, naar han øiensynlig gjør sig Umage for at betegne Frankrige som Byfogdens Fædreland, for ikke at sige Fødeland, mindre har været at præstere et ydre Bevis for det berettigede i Byfogdens Sjørøver- og Germaner-Had, end selv at levere en Pokkers «fin» Figur. Ak, du bedrøvelige honnette Ambition! – Hr. Johannesens Monsieur le Maire – om Forladelse – Byfoged Stokmann er saaledes for det Første allerede hvad det rent Ydre angaar en mindre «ægte» Fremtoning; men ogsaa i andre Henseender turde der ved denne Rolles Fremstilling kunne paapeges adskillige Mangler. Jeg vil ikke fæste mig saameget ved, at Hr. Johannesen – tiltrods for den franske Fernis – flere Gange savner netop det, som Franskmændene kalder dedain, Bureaukratens lette, næsten ubevidste, haanlige Overlegenhed ligeoverfor formentlige Undermaalsmænd, f. Ex. hvor Byfogden siger: «Det er mærkeligt med de Folk, som stammer direkte fra Bønder, aldrig kan de lægge Taktløsheden af»; her er der i Hr. Johannesens Tonefald Intet af det lette dedain, denne – jeg kan gjerne sige – kun indvendig hovedrystende Overlegenhed; han tager derimod næsten irriteret spottende paavei og plukker derved hele Replikken til Charpi. Dette og flere lignende Træk er imidlertid kun forholdsvis mindre væsentlige Mangler; nei den egentlig svage Side hos Hr. Johannesens Byfoged og som er af langt større Betydning, just fordi den efter min Mening hidrører fra et feilagtigt Grundsyn paa Rollen, stikker deri, at han aldeles ikke vil – thi vilde Hr. Johannesen, saa kunde han – give den med sikker Komik af Forfatteren tegnede Rolle som komisk. Og Rollen maa spilles med gjennemført fin Komik, dersom den fuldt ud skal virke. Man behøver ikke at være kommen langt i Gjennemlæsningen af dette Parti, før man opdager, at det er gjennemsyret af komiske Antydninger og fuldstændig komiske Replikker, ligefra Byfogdens pebersvendemæssige Sundhedsforholdsregler, hans stadigt tilbagevendende «Smagen» paa den sangvinske og lidet formalistiske Broders Ord («som Du siger», «som Du udtrykker Dig»), hans pedantiske Holden paa Klokkeslettet («jeg modtog igaar efter Kontortid») og mange, mange lignende. Selv paa denne lige i Dagen liggende Komik forsmaaede Hr. Johannesen fuldstændig at bygge, og da er det baade lettere at forstaa samt ogsaa lettere at tilgive, at han aldeles ikke stillede de mere væsentlige, Byfogden mere psykologisk karakteriserende Replikker, i den eneste tilbørlige komiske Belysning. Det vilde være Uret, dersom jeg her ganske forbigik det forøvrigt Dygtige og Gode, der findes i Hr. Johannesens Spil; ja med Hensyn til Finhed i Udarbeidelsen og Rigdom paa heldige Smaatræk staar maaske denne Fremstilling høiest af alle i Stykket; Byfogdens Ængstelighed for Vindustrækken, hans øiensynlige nervøse Ildebefindende under Folkemødets generende Hujen og Piben er f. Ex. alt meget godt og fornøieligt. Men som Helhed forekommer Rollen mig ikke at rangere høit oppe paa Hr. Johannesens righoldige og værdifulde Repertoire. -

Naar man vilde tænke sig en Fremmed sporenstregs komme dukkende op i Theatret, idet Hr. Juell bedst fremsiger de bedste af Aslaksens Replikker (og forøvrigt ikke blive altfor længe tilstede ad Gangen), saa vilde denne Fremmede sikkert – jeg tror han være saa kræsen han være vil – indvendig eller udvendig, raabe Bravo! Udmærket! Fortrinlig! Prima Skuespiller den Hr. Juell osv., og Skam skulde han have, dersom han ikke gjorde det. Men blev han hele Forestillingen ud, saa vilde jeg ikke gaa irette med ham, om han modificerede sin Begeistring adskilligt. Hr. Juell har nemlig ikke sjelden et udmærket Greb paa sin Rolle; men desværre, han har den Feil, at han saa af og til slipper Taget, og saa er der ikke meget igjen af den virkelige Bogtrykker Aslaksen mellem Hænderne paa ham. Da er det, at Hr. Juell istedet kun holder en monoton Oplæsning, og dermed er Bogtrykkeren ligesaa lidet tjent som Hr. Juell og – ikke at forglemme Publikum. Der er udmærkede Ting ved Hr. Juells Aslaksen, og derfor skal Skuespilleren have sin fortjente Ros; men han holder ikke trofast ud til Enden. -

Om Herr Asmundsens Morten Kiil vilde jeg nu allerhelst tie; men da Taushed gjennem en mindre velvillig Fortolkning – og dertil er jeg fra visse Hold vant – let kunde karakteriseres som indbildt Overlegenhed eller noget endnu værre, skal jeg ialfald sige saa meget, at Rollen blev intet. Jeg kan forøvrigt ikke godt forstaa, hvorfor ikke Hr. Thomassen har faaet denne Rolle overdraget; ved et saadant Arrangement kunde visselig Intet tabes, men alt vindes, og med Hensyn til Grosserer Vik, saa kunde jo sidstnævnte Rolle til Gjengjæld være skjænket til Morten Kiils nuværende Skaber og Eiermand; Hr. Asmundsen har jo tilforn givet Grosserere. -

Herr Michelsen fylder i Redaktørens Rolle; og om end ikke hans Hovstad er noget særlig udmærket, saa er denne Fremstilling dog den, som i sin Helhed, fremfor de øvrige Roller, forekommer mig mest solid og ægte i Støbningen. Maaske er Bondeherkomsten unødig stærkt akcentueret gjennem den for Leiligheden antagne Dialekt, og denne blir nu heller ikke altid konsekvent overholdt, men forøvrigt tror jeg denne Rolles Fremstilling ikke alene maa siges at tilfredsstille «alle billige Fordringer», men endnu noget mere. -

Jeg var engang saa ulykkelig ved min offentlige Omtale af en scenisk Fremstilling at bemærke: «En Præmie til den, som kan sige hvad Vedkommende (Fru N. N. eller Frk. N. N.) har ment med sin Rolle!» Denne, som jeg synes ganske uskyldige Bemærkning vakte imidlertid Indignation, og Indignationen, der altid er opfindsom, fandt endvidere ud, at min forbryderske Tankegang endog havde streifet ind paa Dyrskuernes Enemærker, for at hente «Vaaben» til mit Arsenal. – Jeg skal ikke igjen udsætte mig for mulige Følger af lignende intelligente Fortolkninger, og tillader mig derfor her at bemærke: Havde Hs. kgl. Høihed Kronprinsen udsat sin Guldmedalje for den bedste dramatiske Besvarelse af Opgaven: «Hvorledes skal Billing i «En Folkefiende» ikke spilles», – ja, da tror jeg at kunne garantere, at Hr. Halvorsen fik noget pent i Knaphullet. Jeg holder naturligvis Hr. Halvorsen – forøvrigt en Skuespiller, for hvis sjeldne naturlige Betingelser og dygtige Anlæg ingen mere end jeg har aabent Øie – tilgode, at han ikke, hvad Rollen dog fordrer, raader over nogen vis comica. Men hvad berettiger for det første Hr. Halvorsen til den Opfatning af Rollen, at Billing skal være ligetil frastødende styg og øiensynlig have hentet sin Ekvipering i en Marskandiserbod? Billing er en i det norske Drama fuldstændig ny Type paa en ung, glat og indholdsløs Studiosus af Dusinjournalisternes Kaste. Han er det forlorne Eftersnakkeris Repræsentant, de banale, fortærskede Avisfrasers parodiske Kolportør, Revolutionsmand og Fritænker i Munden. Fremdeles er han Snyltegjæst af ufortrødneste Slags og stærkt hengiven til Bordets Glæder; han var visselig uden nogensomhelst Samvittighed naarsomhelst ved given Leilighed beredt til at sælge sin politiske og religiøse «Overbevisning» for en Ret veltillavede Lindser. – Billing er komisk, en komisk Nar. De aldeles fortrinlige Replikker, der er lagt ham i Munden, er Flosklernes lydende Bjælder, eller rettere sagt Flosklernes Narrebjælder. Hele «Billingen» er saa at sige besat hermed, han behøver kun at ryste sig, strax ryster han af sig et Ord med den rette Narrebjældeklang. Hr. Halvorsen fik sine Bjældereplikker slet ikke til at klinge; knapt i et eneste «Gud døde mig», ligesaalidt som i en eneste af de udmærkede Replikker traf han den rette Tone. – Billing turde helst spilles som en vims, lidt lapset Snyltegjæst, en rigtig graadig journalistisk Graaspurv; i ethvert Fald er der ingen Mening i at tildele den unge Fyr en saa frastødende ydre Forlorenhed, det er ialfald intet passende Surrogat for den indre Forlorenhed, Billing skal have og som hans Fremstiller ikke magter. Endelig: hvorfor skal Billing gaa med et Hovedhaar, som om der ingen Frisør gaves paa Pladsen, det over al Maade udskregne tidsmæssige Badested?

Herr Bøghs Horster staar paa Plakaten betegnet som Skibsfører og maa vel formentlig ogsaa være det, ialfald taler han endel om Skibsaffærer og lignende; men jeg tror ikke, at Publikum ialmindelighed vil gjenkjende ham som et ægte Exemplar af Racen. Ibsen har ikke givet denne Rolle synderlig stærke Konturer, men har antydet Adskilligt: solide Egenskaber ved Karakteren, Retskaffenhed, Ridderlighed, medfødt Takt og klædelig Beskedenhed. Men fremfor alt skal Horster være Sømand; man skal, strax man ser ham, forat bruge et Kiellandsk Udtryk, «lugte lidegran Salt» af ham, en Duft, der skal føles dobbelt forfriskende midt i den kvælende Gas, som de øvrige mange saltløse Landkrabber i Stykket udvikler. – Jeg tror ikke nogen vil kunne opdage ved Hr. Bøgh, at hans Horster havde været udenfor Skjærgaarden end sige i transatlantisk Fart. Man kunde til Nød tænke sig denne Horster som Kaptein paa et meget elegant Passagerdampskib i Fart paa Store Lungegaards-Vandet; men saa man nøie paa Horsters fremmede, næsten orientalske Ansigtstype, maatte man finde selv noget saadant altfor specifik norsk. Strax han aabner Munden, hvisker man til sig selv: «Dit Sprog røber Dig, Du est en Galilæer,» og da kunde det nok hænde, at en Tilskuer med mere end almindelig stærk Fantasi endvidere kunde komme paa den Tanke, at denne Hr. Horster engang maaske havde faret med Pilegrime paa Genezarets Sø, eller maaske snarere paa det døde Hav. – Det er imidlertid, nærmere beseet, et temmelig drøit Forlangende, at en Skuespiller, der tildagligdags giver franske Raisonneurer og uimodstaaelige Forførere à la Serge Panine, virkelig skal kunne give en god usammensat norsk Sjømand. -

Stykkets to Dameroller hører ikke til de bedst udførte. Fru Sperati tager gjennemgaaende for massivt paa Fru Stockmanns fine, ja undertiden ligetil elskværdigt betagende Kvindelighed; hendes Fru Stockmann er idetheletaget ikke meget elskværdig. Uagtet jeg ikke tror, at Rollen helst burde gives paa sin «østlandsk,» for at komme til fuld Ret, turde det dog være anbefalelsesværdigt, at den herværende Fru Stockmann henvendte sig til kompetent Hold forat faa nærmere Rede paa sin, efter Sigende, virkelig existerende Kontrafeis Adresse til behagelig Sammenligning og nærmere Studium af Rollen. Som den gives er den ikke heldig. -

Petra er ingen Staffagefigur, men en fuldstændig ny Skikkelse i det norske Drama. Det er den allerede i Hjemmet selvstændige og frie unge Kvinde med det store Hjærte og den store aabne Sans, – ikke skaaret efter Kvindelighedens gjængse Ideal, snarere havende en Smule Affinitet med Manden, snarere «maskulin» i sit Syn paa Livet og sin Kamp for Selvstændigheden, og saare lidet «kvindelig» i sit Syn paa Modejournaler, Boutiker og Baller. Denne Kvindetype hører ikke under Kvindeemancipationens Karrikaturformer; staar den end ikke altid hævet over Ironien f. Ex. i sit Hang til «Sandhedens» Overdrift; saa er den dog uendelig meget værd, uendelig mere end – ja, jeg vil nødig fornærme. – Hvilket Sprang fra Dina Dorf til Petra! Og den første var dog allerede ganske fremmelig for sin Alder. – Petra er til en Tid den eneste, der har aabent Øie for sin Far og tror paa ham, og der er forøvrigt meget af Interesse ved denne lille Rolle, naar man vil gjøre sig den Umage at gjennemgaa den, og læg saa endelig Mærke til dette: det er Petra, som har det sidste Ord i Stykket. Hendes «Far»! klinger saa stort saa fuldt hengivent saa forjættende, efter Faderens store Opdagelse: «Den stærkeste Mand, det er ham som staar mest alene.» Ved De, hvad jeg tror i samme Øieblik har dæmret for Petras Syn? Jeg tror noget nær det samme Udtryk, om end ikke den samme Tanke anvendt paa hende selv: «Den sterkeste Kvinde, det er hun som staar alene»! Er ikke dette Kvindefrigjørelsens, den virkelige Kvindeemansipations almindelige Formel, og indeholder maaske ikke denne, rigtig fortolket, adskillig mere Realitet end Dr. Stockmanns Paradox? Jeg tror ikke, at Petra blir Fru Kaptein Horster; jeg tror hun studerer Medicin som Faderen. Hun er en af de Damer, for hvem Professor Jacob Heiberg vilde aabne Døren til de medicinske Auditorier. -

Hvad gav nu Frk. Olsen af denne moderne Kvindetype? Ikke meget. Frøkenen præsenterede en net, sirlig, næsten gratiøs Dame, som en Dansker vilde have kaldt «sød» for ikke at sige «køn». Men Karakterens, Typens ægte Kriterier, dem saa man lidet eller intet til, hverken i Opfatning, Replikbehandling eller Mimik. Til Østlandet behøvede ikke Frk. Olsen at gaa for at gjøre Naturstudier til Gavn for Rollen; saadanne kunde nok være anstillet paa Stedet. Jeg har ialfald her truffet enkelte Damer, der med grand succés vilde have givet Gjæsteroller som Petra. -

Der kunde endvidere være adskilligt at sige om Stykkets Ensemble, men jeg foretrækker at slutte her. – Facit af min Gjennemgaaelse synes at vise – hvad jeg tidligere i denne Artikel berørte – at «En Folkefiendes» Udførelse i sin Helhed maa karakteriseres som mindre vellykket, end hvad tidligere er bleven noget af Ibsens øvrige Digterværker tildel paa Bergens Scene. Visselig finder man ved Stykkets Udførelse adskilligt af kunstnerisk Værd, og som oftest sporer man alvorligt Arbeide i de forskjellige Rollers Fremstilling; men meget rammer langt fra Maal og ikke saalidet er noget nær eller fuldstændig mislykket. Er dette sandt og det tror jeg – da bør ogsaa det kunne siges; der er nok af dem, for at benytte et Udtryk fra Stykket, som ikke «tør.» Den bedste Dommer vilde naturligvis være Digteren, men han var desværre kun billedlig tilstede; hans Portræt – jeg kan finde Ideen original men ikke sublim – overvar nemlig et Par Akter af Stykkets Fremstilling. Det har maaske gaaet flere af Tilskuerne som mig: at det vel ikke saa sjældent syntes, som om der over Billedets smale, sammenknebne Leber gled et Forstaaelsens og Tilfredsstillelsens Smil, men ogsaa oftere – som det lyder i Digtet om «Terje Viken» – at:

«stundom gnistred hans Øie stygt». -

Jeg syntes ialfald at se det.

Joachim Lampe jr.
Published Mar. 20, 2018 3:15 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM