Michael Johan Færden

En folkefiende anmeldt av Michael Johan Færden i Luthersk Ugeskrift, Kristiania, 16. og 23. desember 1882 (No. 25 og 26, 12te Halvaar).
16. desember 1882 (No. 25, s. 392-397).

«En Folkefiende» af Henrik Ibsen.

I.

Ibsens sidste Verk er et Indlæg i den Sag, som vor Slægt særligt har at føre, nemlig Samfundsproblemets Sag eller Spørgsmaalet om Forholdet mellem Individet og Samfundet. Dette er vor Tids store Problem. Ikke et enkelt Folk, men den hele nulevende Verden, forsaavidt den er kommen indenfor den moderne Civilisations Paavirkning, er optagen af denne Sag; det er den, som er det egentlige Grundspørgsmaal i vore Dages Strid baade paa det politiske, det sociale og det kirkelige Omraade. Det sidste Aarhundredes Kulturhistorie er en eneste Beretning om Individualismens Brud med Samfundet, politisk som Liberalisme, kirkeligt som Frikirkelighed, økonomisk og socialt som den frie Konkurrences System. Men denne Tids Historie er tillige en Beretning, hvor umuligt det er for Individualismen at hevde og holde sig paa nogetsomhelst Livsomraade. Historien dømmer den atter og atter paany som en Usandhed, en Ensidighed, et Extrem, der overalt slaar over i sin Modsætning, Liberalismen i Demokratismens Massetyranni, Frikirkeligheden i Dogmatismens Aandstyranni, medens den individualistisk-liberalistiske Opløsning af de tidligere Tiders sociale Baand har fremkaldt Socialismens Forsøg paa nye, den individuelle Frihed absolut fornegtende Samfundsdannelser, dels i Form af Socialdemokratiets, dels i Form af Statssocialismens Systemer.

Heller ikke Digterne har kunnet holde sig fjernt fra dette Problem. Det er jo netop Digterens Kald at være Tolk for det Aandsliv, som med forherskende Magt rører sig i hans Tid og i hans Folk. En indvortes sønderreven Tid græder eller skriger ud sin Fortvivlelse gjennem sine Digtere. I en Byron, en Heine, en Alfred de Musset bliver der en vis Sandhed i Søren Kierkegaards paradoxe Billede, idet han ligner Digteren ved den Ulykkelige, som pintes ved sagte Ild i hin Phalariss Oxe, der var dannet saaledes, at Skriget fra dens glødende Indre lød som Musik i de Lyttendes Øre. Naar den Verden, hvori Digteren lever, er bleven glødende i lidenskabelig Smerte, Længsel og higende Trang, da skriger Digteren ud denne «Weltschmerz», men i Digterens Bryst bliver ogsaa Skriget til Musik, om end en Musik, hvori Dissonantserne ofte lyder skarpe og skjærende som Greb i brustne Strenge.

Jo mere realistisk Digtningen er bleven, desto mere vil den ogsaa med klar Bevidsthed søge at gjøre sig til Tolk for det, der dunkelt og gjærende rører sig i Samtidens Aandsliv. Der har aldrig været nogen Tid, i hvilken Digtningen ikke har staaet i den inderligste Forbindelse med det samtidige Aands- og Kulturliv. Den græske Digtning var alt Andet end realistisk, dengang den endnu stod i sin Blomstring, og dog blev den just i hin Tid det uforgjængelige Udtryk for det antik-græske Aandsliv i hele dets klare, harmoniske Skjønhed. End mindre var den gammeltestamentlige Digtning realistisk, men lige fuldt gjengiver den med uovertræffelig Sandhed Høiheden, Styrken og Begeistringen i det israelitiske Troesliv i den gamle Pagts Tider. Det Samme gjælder hver Tids og hvert Folks Digtninger. Det er disse, hvori Folkene reiser sig de sandeste og de varigste Monumenter til Ihukommelse af sine aandige Kampe og Arbeider. Men de tidligere Tiders Digtning reflekterede mere ubevidst sin Samtids Tanker og Følelser. Men derfor havde den lige fuldt sin sterke Resonnantsbund i sit Folks og sin Samtids Aandsliv. Kan hænde, at den netop derfor var et saameget troere Udtryk for det, som rørte sig i Dybet af hine Tiders og hine Folkeslags Aands- og Gemytsliv. Vor Tids Digtning søger derimod med Bevidsthed, med Tendens at tolke den nuværende Tids Tanker. Dette Tendentiøse i dens Retning er meget langt fra at være nogen Garanti for, at den virkelig er det sande og troe Udtryk for den Længsel og Trang, den Aand og Stræben, det Liv og den Moral, som virkelig er tilstede i Samfundet. I Tendensen ligger der altid en Stræben efter at lægge ind sine egne Tanker og «Tendenser» i det Billede, som den tegner af Folket og Forholdene. Den realistiske Tendensdigtning er forsaavidt den aller mindst reale, den mindst virkelighedstroe. Naar hvert Digterværk skal være Indlæg i Dagens politiske, sociale eller religiøse Strid, da bliver det ligesaalidt til fuldgyldigt Udtryk for den reale Sandhed som hvilketsomhelst andet Aktorat eller Defensorat for en omtvistet Sag. Bjørnsons «Kongen» er derfor ingen mere sand Fremstilling af eller Dom over vor Tids Kongedømme, og hans «Redaktøren» ingen mere tro Fremstilling af vor Tids Presseforhold, end Blade som «Verdens Gang» og «Samfundet» er objektive Gjengivelser af vore politiske og sociale Tilstande. Men selve denne Digtningens Nedstigen i det reale Liv, for at kjæmpe dets Kampe, er et Vidnesbyrd om Styrken af de Brydninger og om den dybe Betydning af den Strid, som nu er staaende. De gamle Livsformer er sprengte, Slægten søger at erobre sig nyt Land. Ogsaa Kunsten og Digtningen er stegne ned fra Høiderne, hvorfra den før beskuede og besang Kampen nede paa Sletterne; nu kjæmper den med og kjæmper i første Række.

De tvende norske Digtere, der fortrinsvis maa regnes til vore «repræsentative Mænd», Ibsen og Bjørnson, har begge, om end paa forskjellig Maade, taget Parti i denne Strid. Begge tilhører vistnok den moderne Aands- og Kulturretning. Begge har brudt med den kristelige Livs- og Verdensanskuelse og med et paa denne grundet Samfund. Begge kjæmper for en ny Livsanskuelse, en ny Samfundsmoral og en ny Samfundsorden. Men ogsaa indenfor Bestræbelserne for at skabe dette Fremtidssamfund er tvende modsatte Retninger eller Standpunkter mulige. Medens Ibsen repræsenterer Individualismen i dens Brud med det Bestaaende og i Hevdelse af sin egen absolute Autoritet og Autonomi, saa repræsenterer Bjørnson Demokratismen eller det Standpunkt, hvorpaa det ved den politiske Individualisme, eller Liberalismen, atomiserede og i et Slags flydende Opløsningstilstand bragte Samfund igjen størkner sammen til en kompakt Masse. Ibsen repræsenterer det aristokratiske, Bjørnson det demokratiske Moment inden den samme Aandsretning. Denne Forskjel viser dog ikke tilbage til nogen væsentlig forskjellig Opfatning hverken af Folket eller af de enkelte geniale Individers, særligt Digterens, profetisk («En Digters Kald Profetens er», Bjørnson) ledende og banebrydende Stilling til Folket. Heller ikke hos Bjørnson er der i hans senere evolutionistisk-positivistiske Periode Tale om noget tjenende Forhold til Folket eller Folkeaanden1). Vel hylder han fremdeles Folkesuverænitetens Lære, nemlig forsaavidt som han ikke anerkjender noget høiere, transscendent Princip for Samfundet; men indenfor Folket bliver det, paa vanlig positivistisk Vis, ikke den uvidende Masse, men dens vidende og bevidste Leder, Høvdingen, «Profeten», hvem Styret tilkommer. Det synes derfor at være det rent personlige Naturel, der bringer de tvende Digtere til at indtage en saa forskjellig Stilling til det moderne demokratiske Partivæsen, idet Ibsen tager sit Standpunkt paa den aandeligt fornemme Individualismes Høide, fjernt fra al personlig Berørelse med den profane Hob, medens paa den anden Side Bjørnson søger at indtage Folkehøvdingens Plads midt inde i Masserne. Ibsen har stedse foretrukket at staa som den enlige Skikkelse, der paa Afstand, helst fra et fremmed Land, prøver og dømmer sit Folks Veie. Bjørnson kan derimod ikke for nogen længere Tid undvære sit Folk, thi han kan ikke undvære det aandelige Kor, der forstaar ham og bringer ham den øieblikkelige og umiddelbare Gjenlyd af hans Ord.

Ogsaa i en anden Henseende staar disse to Personligheder i den skarpeste Modsætning til hinanden. Ibsen, den reflekterende, skarpt logiske og kritiske Aand, nøier sig med at stille Problemet, men vogter sig vel for at give endog den svageste Antydning til dets positive Løsning; han har nemlig ikke blot Øie for de Skrøbeligheder, der bringer ham til at bryde Staven over det gamle Samfund og lægge «Torpedo under Arken», men han har det samme skarpe Blik for Vanskelighederne ved, om ikke Umuligheden af at gjennemføre i Livet de nye Tanker; han maa derfor stille sig væsentlig negativt baade til de gamle og de nye Tanker og lade alle sine Dramaer ende med hint velbekjendte store Spørgsmaalstegn. Bjørnson, Bondenovellernes Forfatter, er derimod helt igjennem en umiddelbar, naiv og positiv Aand. Hvor ofte han end «forandrer Signalerne», har han paa hvert eneste Stade, han endnu har indtaget, havt den mest uryggelige Tillid til Uomstødeligheden af det Standpunkt, han i hvert enkelt Tilfælde har indtaget, og hvorfra han derfor med den fuldeste Fortrøstning til sin Sags utvivlsomme Ret stormer løs baade i Ord og i Handling paa sit Folks Kristentro ligesaavel som paa dets Samfundsorden.

Men til Trods for al Forskjel danner den Ibsenske Individualisme og den Bjørnsonske Demokratisme i det Store taget de to Sider, den negative og den positive Side, af den samme Sag. Ibsen repræsenterer Negationen af det forefundne Samfund, Bjørnson tillige nye, positive Samfundsidealer i naturalistisk Aand og hvilende paa Folkesuverænitetens Grund. Dette indre Slægtskab hindrer dog ikke Ibsen fra at tugte, ikke blot med Svøber, men med Skorpioner, baade hin uvidende, men i sin Uvidenhed saa indbildske og herskesyge «Demos», der skal være Bærer af det nye Samfund, og disse dets samvittighedsløse Ledere, der fører det, hvorhen de vil, ved hyklersk og løgnagtigt at smigre dets slette Instinkter. Ibsen kan ogsaa svinge Svøben til begge Sider, baade mod det gamle og det nye Samfund, fordi den Individualisme, han repræsenterer, ikke er Liberalismens vulgære Individualisme, der, for at bruge hans eget Billede fra «En Folkefiende», virker som en «Kjødkværn», der først maler Alt jevnt smaat, for at saa den opmalede Masse siden igjen kan røres sammen og koges ihob til den Farce, der danner Fyldningen i det demokratiske Samfund. Ibsens Individualisme er «Forpostfegterens», der i Kraft af sin Viden eller sin Genialitet har erobret Sandheder, som Folkets Masse ikke er istand til at naa frem til, førend de allerede er blevne gamle og udlevede. Ibsens «Forpostfegter» er altsaa ikke Demokratiets feirede og hyldede Folkehøvding, der «har den kompakte Majoritet bag sig», fordi han lemper sig efter Massens aandige og moralske Standpunkt og smigrer dens Fordomme. Han er tvertimod sin Overbevisnings Martyr, der dømmes og forfølges som en «Folkefiende», fordi han vil aabne Folkets Øine for Sandheden, nemlig den Sandhed, at de «aandelige Livskilder», som dets Førere lader det øse af, er ligesaa «forgiftede» af Løgnens og Bedrageriets Smitstof, som hin Vandledning, hvorom Handlingen i Stykket dreier sig, er fyldt af sundhedsfarlige Infusorier. Fordi disse Videnskabens eller Genialitetens Forpostfegtere er saa langt forud for sin Samtid, at de ikke kan forstaaes af den, vil Folkets Anerkjendelse først naa dem paa en Tid, da den Sandhed, hvis Forkjæmpere de var, allerede har overlevet sig selv og holder paa at blive en Usandhed, en «Løgn». Ogsaa for Ibsen er nemlig Sandheden alene relativ, og det er kun den Enkelte, den Ensomme, der oppe paa Idealets «Vidder» forundes at beskue denne Sandheds Glans og i dens Lys kaste et Fremblik ind i Fremtidens lukkede Land. Den store Mængde af alle disse, der enten ikke vil eller ikke kan rive sig løs fra den fordummende Indflydelse af Massens, af «den kompakte Majoritets», Synsmaader og Tænkesæt, den faar aldrig Del i Sandheden, ikke engang i dens mest relative Relativitet. Ikke den levende Sandhed, kun den afdøde Sandhed, Sandhedens Kadaver, der ingen «Næringsværdi» mere har, er det, som Massen er dømt til at tære paa, «og deraf kommer al denne moralske Skjørbug, som grasserer rundt om i Samfundene». En mere energisk og hensynsløs Protest mod den moderne Folkedyrkelse og det dermed sammenhængende demokratiske Masseherredømme, er vel endnu ikke fremkommen i nogen Literatur.

Det er dog ikke vor Opgave her at gjennemgaa Ibsens Verk i dets Almindelighed. Det er kun en enkelt Side deraf, som vedkommer os, nemlig dets Behandling af Samfundsproblemet, thi dette Problem vedrører de kirkelige Interesser ligesaa fuldt som de politiske og sociale, og til Trods for al sin paradoxe Ensidighed, ja netop i Kraft af den, tvinger Ibsen Problemet frem til dets yderste Spidse. Med ubønhørlig Logik fører han de moderne Samfundsidealer ud af Frasernes Taageverden og følger dem frem til deres nødvendige Konsekvenser. Derved virker han til at bringe større Klarhed og større Sandhed ind i Forhandlingen om Problemet. Om han end selv bliver staaende ved den rene Negation thi den rene Individualisme er intet Samfundsprincip; den er tvertimod Fornegtelsen af alt Samfund , saa rydder han paa en Maade Grunden for et sandere, organisk Samfundsprincip. Forsaavidt anser vi Ibsens «En Folkefiende» for et fortrinligt Udgangspunkt for en Kritik af det moderne Samfundsideal og af de Forudsætninger, hvorpaa dette hviler, medens derimod den rent æsthetiske Side af Stykket bliver os her uvedkommende, og den religiøs-moralske Side deraf alene vil blive berørt, forsaavidt den falder indenfor det af os fremholdte Synspunkt.




23. desember 1882 (No. 26, s. 412-421).

«En Folkefiende» af Henrik Ibsen.

II.

Efter Ibsen foregaar Samfundsudviklingen som en dialektisk Proces, hvori de af de enkelte geniale Forpostfegtere tilegnede «unge fremspirende Sandheder» danner Udviklingens Thesis, medens de agterudseilede «Efterliggere», «Gamlingerne fra en hendøende Tankeverden» sørger for at tilveiebringe Udviklingens Antithese, Reaktionen. Nu skulde man ventet, at Folkets Masse, der er stillet midt imellem disse modsatte Kræfter, havde faaet at besørge den medierende Synthese, idet Folket skulde af Oplysningens og Frihedens Forkjæmpere lade sig i uafbrudt Progression føre fremad paa sin Udviklings Bane, medens det konservative Element i Samfundet sørgede for, at denne Fremadskriden foregik med passende Fart, hverken for hurtigt eller for langsomt. Ifølge den moderne Liberalismes Theori er det efter dette Paradigma, at Udviklingen skal gaa for sig. Men Ibsen er ikke Optimist. Han nærer ingen sangvinsk Fortrøstning til Massens Forstaaelse af Sandheden, og end mindre til dens offervillige Selvhengivelse til Sandhedens Tjeneste. Ibsen «tænker, vi faar være enige om, at dumme Mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende Majoritet rundt omkring paa den hele vide Jord». Denne Folkets Dumhed gjør, at den, der skal faa Folkets Masse, den «kompakte Majoritet», med sig, maa lyve og smigre for Folket. Det er denne Fristelse, som Folkets «ledende Mænd», ifølge «En Folkefiende», er bukkede under for. De og deres «Folkebud» trækker «Folket skammelig efter Næsen», de føder dem op med «Avisløgn», der forvolder «al den moralske Skjørbug, som grasserer rundt om i Samfundene». Det er ikke den Sag, de vil have frem, som Ibsen bryder Staven over, men det er den Maade, paa hvilken de søger at lyve den frem. De er Fritænkere. Dette er ikke nogen Feil i Forf.s Øine, man behøver ikke at kommentere «En Folkefiende» med «Gjengangere» for at forstaa, at han til «den hendøende Tankeverden» (slgn. «Liget i Lasten») henregner ogsaa Kristendommen , men Feilen er den, at de ikke har Frimodighed til aabent at vedkjende sig sin Vantro («bevis det, Doktor Stockmann! Naar har jeg sagt det paa Tryk?»). Ved al denne Fortielse og Løgn er det, at de «ledende Mænd» og deres «kompakte liberale Majoritet forgifter vore aandelige Livskilder og forpester Grunden under os».

Man gjenkjender her paa hvert eneste Punkt Tankerne fra «Brand», kun at i «Brand» føres Processen for den kristelige Morals Forum, medens Dommen i «En Folkefiende» fældes fra den naturlige Sandruheds og Samvittighedsfuldheds Standpunkt. Doktor Stockmann er en verdslig Brand, Brand er en kristelig, og nærmere bestemt, Søren-Kierkegaardsk Doktor Stockmann. Folketoget op mod Vidderne i «Brand» er en konkret Fremstilling af den samme Folkebevægelse som den, «En Folkefiende» har skildret. Vi har paa begge Steder den ensomme Forpostfegter, Individualismens hensynsløse Repræsentant, der «gjør Revolution imod den Løgn, at Flertallet sidder inde med Sandheden». Vi har ligeledes paa begge Steder den store, umyndige Masse med dens ledende Mænd, i det ene Tilfælde: Klokker og Skolemester, i det andet: Bogtrykker, Redaktør og Journalist. Vi har endelig «den lille, trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud» i det ene Tilfælde repræsenteret af Byfogden, i det andet af Provst og Foged. I begge Tilfælde er det Løgnen, som Mængden foretrækker at følge, medens «Efterliggerne», der ved Løgnens Hjælp faar draget Folket ned i det gamle Vanegjængeris Døs igjen, finder, at i Kamp er alle Vaaben forsvarlige, naar de blot gjør sin Virkning: «hvad gjør det vel, om Seir blev vundet i Kraft af Sandhed eller Løgn?» Endogsaa i Enkeltheder lader Parallelen sig drage. Som Brand staar midt imellem Agnes og Gerd, hvoraf den Første repræsenterer Familielivets og Samfundslivets Magt, og den Anden det vilde og formastelige Brud med Samfundet i dæmonisk-sværmerisk Stræben efter at realisere Individualismens Ideal, (slgn. Aurelia og Furia i Ibsens «Catilina»), saaledes er Doktor Stockmann paa samme Vis stillet imellem sin Hustru og sin emanciperede Datter, der har overtaget de tilsvarende Roller. Ogsaa Offeret, som kræves af Sandhedsmartyren, er i begge Tilfælde det samme: Sønnens Liv i «Brand», Sønnernes Fremtid i «En Folkefiende». Endogsaa enkelte Træk kan man gjenfinde, f. Ex. hin Illustration af Majoritetens kompakte Konsistens, at den, der tør bryde med den, bliver stemplet enten som fuld eller gal (i «Brand»: «een Sjæl han vandt, og hun var gal», i «En Folkefiende»: «med alle Stemmer imod en beskjænket Mands»). Kun det mystiske Moment i «Brand» er borte, dog saa, at den allegoriske Mystik er ombyttet med en allegorisk Realisme; Allegorien har Ibsen vanskeligt for at slippe, i den er han i sit rette Element, og Læseren har ingen Grund til at beklage sig derover; thi om Ibsen gjælder det i Sandhed, hvad Taine udtaler (Den eng. Literaturs Hist. II S. 81): «Allegorien er for almindelige Aander en trykkende Vegt, men for de store bliver den sterke, bærende Vinger».

Denne Parallelisme mellem «Brand» og «En Folkefiende» kan neppe forklares som tilsigtet fra Forf.s Side eller som en bevidst Efterdigtning. En Genialitet saa rig som Ibsens behøver ikke at gjøre Laan hverken fra Andres eller fra sine egne Verker. Derimod lader den sig fuldt ud forklare deraf, at Ibsens Opfatning af og Forhold til Samfundstanken endnu er væsentlig den samme, som den var, dengang han skrev «Brand». Den Digter, der valgte Catilina til sin første Helt, har aldrig kunnet slippe det Problem, som han dengang udvalgte sig. Det er den tunge Sysifus-Sten, som han synes dømt til uafladelig at vælte op over Bjerget, og som han endnu ikke har faaet til at blive liggende; altid ruller den ned igjen, og altid tager Ibsen paany fat paa den for fra en ny Kant og efter et nyt Spor at vælte den opover Bjerget igjen. Allerede ved «Catilina»s Fremkomst (i 1850) paaviste Prof. Monrad (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur IV S. 311), at «Digtets skjønne Hovedtanke er den skarpt udhævede Modsætning mellem det sedelige, til de bestaaende sedelige Magter tilsluttende Princip, og Individets dunkle Uafhængigheds-Higen, der, skjønt dæmonisk i sit Udspring, dog i Friheds-Begeistringen, i Oppositionen mod den almindelige Korruption, hvori den har sin Rod, søger en Tilknytning og et Skin af Berettigelse. De tvende Principer, der her krydse hinanden, har Digteren i den poetiske Anskueligheds Interesse objektiveret i de halvallegoriske Kvinder, den lovlige Hustru, med sin roligmilde Kjærlighed, og den ulovlige Elskerinde med sin vilde, af Kjærlighed og Had forenede Flamme; men væsentligen er disse Principer ogsaa indre subjektive, have begge sin Plads i Catilinas Bryst». Der er Momenter i dette Problem, (f. Ex. det moralske Solidaritetsforhold mellem den Enkelte og Slægten, hvilket især træder frem i «Brand», slgn. ogsaa «Gjengangere»), som ikke faar Plads inden hvert af de enkelte Dramaers Ramme, men i sin Almindelighed, nemlig som Kollisionen mellem Individualitets- og Samfunds-Principet, gaar det som den røde Traad gjennem Ibsens dramatiske (tildels ogsaa lyriske) Digtning, med Undtagelse af hans historiske Dramaer. I «Catilina», «Kjærlighedens Komedie», «Brand», «Per Gynt», «De Unges Forbund», «Samfundets Støtter», «Et Dukkehjem», «Gjengangere» og nu tilsidst «En Folkefiende» kan hine samme Tanker paavises, snart som selve Rendetraadene, snart som den mere eller mindre iøinefaldende Islæt i Dramaets brogede Væv og som Kjernen i den af Ibsen med saa stor Kunst slyngede dramatiske Knude.

Men naar det er det frie, myndige og sandhedssøgende Individs Kollision og endelige Brud med Samfundet, som Ibsen Gang efter Gang fremstiller, saa spørges der, hvad det er for et Samfund, som han gaar i Rette med. Det kan være mere eller mindre aandsforladt, mere eller mindre borneret, mere eller mindre korrumperet, men altid fremtræder det hos Ibsen som Massen, som «den kompakte Majoritet», som den i Kraft af Skriget og Tallet dominerende Pluralitet. Det er det moderne, af Liberalismen atomiserede, af Demokratismen nivellerede Samfund, hvor Organismens Princip, paa stedse mere radikal Maner, tilintetgjøres i den politiske og sociale Ligheds Interesse, det Samfund, hvor der ikke længere er Plads for nogen Autoritet udenfor Anerkjendelsen af de selvtagne Høvdinger, disse den skiftende Tidsaands «repræsentative Mænd» , dette Samfund, hvor Folkets Opgave bestemmes som den blinde Lydighed under disse «repræsentative Mænd»s Høvdingeskab, og hvor den egentlige Folkesynd forkyndes at være den, at svigte disse, en Svigten, der dømmes som det store Frafald og den store Fornegtelse; thi «Tidens Guder er dens Mænd». I et saadant Samfund faar Indsigtsfuldhed, Fagdygtighed og Kundskab, end sige slige gammeldagse Dyder som Uegennyttighed, Pligttroskab, Samvittighedsfuldhed og moralsk Vederheftighed lidet eller intet at betyde i Sammenligning med dette den moderne Folkeligheds ene Fornødne, nemlig at man hører til dem, som Høvdingen «kan bruge». Dette Samfund er Folkesuverænitetens Samfund, det vil sige et Samfund, hvor Alt skal ske i Folkets Navn, for Folket og ved Folket, men hvor den suveræne Folkevilje er forvaret i Høvdingens Lomme. Dette Samfund er Selvstyrets Samfund, og dette styrende Selv skal i hvert enkelt Anliggende være Folket selv, den store Masse, den kompakte Majoritet, som i intet Tilfælde tør «delegere Noget af sin Magtfylde» til nogen integrerende Del af Samfundet, til nogen Institution eller Korporation deri; Alt skal bedømmes af Alle, Alt skal afgjøres af Alle. I dette Samfund skal ingen Stand, ingen Samfundsklasse, ingen Korporation, ingen Institution have nogen Selvbestemmelses- eller Selvstyrelses-Ret; i dette Samfund er enhver Minoritet retsløs, prisgiven Flertallets suveræne Vilkaarlighed, og de særegne Samfundsinteresser, ligesom det hele Samfunds Ve og Vel, afhænger af denne upersonlige og derfor uansvarlige «Suveræn», der i høiere Grad end nogen personlig Suveræn er tilbøielig til at handle efter blinde Fordomme og uberegnelige Luner. I et saadant Samfund kræver derfor de folkelige Fordomme at anerkjendes som krigsførende Magt, med hvilken der indgaaes varige og vigtige Alliancer, og selve Uvidenheden bliver en Stormagt, hvem Afgjørelsen af de mest skjebnesvangre, langt, langt ud over de Afgjørendes Horizont rækkende Spørgsmaal tilfalder. I dette Samfund vil Styret tilfalde det Slags «ledende Mænd», der bedst forstaar at nære de folkelige Fordomme, at smigre den nationale Forfængelighed, at skræmme Uvidenheden og udnytte Umyndigheden. I et saadant Samfund vil Løgnen, «Avisløgnen»2), blive en af de mægtigste Faktorer i Samfundslivet, og det Parti, hvis Talsmænd og hvis Organer med størst Kløgt forstaar at haandtere dette Vaaben, vil være det, der har størst Udsigt til at kunne bemægtige sig og beholde Styret. Thi i samme Forhold, som Magten lægges i de Umyndiges og Ukyndiges Hænder, i samme Forhold vil ogsaa Partivæsenet udvikle sig og Partihøvdingernes Indflydelse stige. Jo mindre nemlig det store Vælgerfolk i Virkeligheden er istand til at forstaa Statskunstens vanskelige Spørgsmaal, desto mere maa de overgive sig til et Partis og til en Partihøvdings Ledelse, og desto mere blindt maa de vælge til sine Repræsentanter disse Mænd, som Høvdingen «kan bruge». Saadanne Tilstande kan nok fremkalde disse Indignationens lynende Udladninger, som snart knitrer, snart tordner i «En Folkefiende». Det er ikke visse enkelte Feil eller Daarskaber, som Forf. vil ramme, men det er den Demoralisation, den Samfundets Gjennemsyring af Løgn og Folkesmiger, som hænger uadskilleligt sammen med hele det moderne demokratiske Samfund.

Medens Ibsen bryder Staven over dette Samfund og varsler dets Undergang («der ligger ingen Magt paa, at et løgnagtigt Samfund ødelægges. Det bør jevnes med Jorden , og kommer det saa vidt, da siger jeg af mit inderste Hjerte: lad hele Landet lægges øde; lad hele dette Folk udryddes!»), medens han for den frie vidende og villende sedelige Personlighed ikke kan tænke sig anden Stilling til det end Sandhedsvidnets Brud med og Martyrium i dette Samfund, saa vil de Fleste af dem, der staar paa dette Samfunds Grund om de end maa indrømme, at der er nogen Sandhed i Ibsens mørke Billede dog haabe paa, at denne Samfundsudvikling til Trods for alle de Brøst, som klæber ved den, alligevel skal blive til en sund og god Udvikling. Bjørnson stoler paa, at det «utroligt uvidende» Folk altid skal følge sin Profet og Høvding paa Fremskridtets Bane (det mest betegnende Udtryk for Bj.s Opfatning af det aandelige Høvdingeskabs absolute og uindskrænkede Styrerret og den umyndige Hobs Forpligtelse til ubetinget Underkastelse under Høvdingen, er Digtet: «Han fik ei Lov til at lægge ud» fra «Fiskerjenten», det Verk, der i det Hele betegner Overgangen fra det første til det andet Stadium af hans Digtning). «Dagbladet»s Kritiker (E. V.) finder Ibsens Dom over Partivæsenet høist uretfærdig, thi, siger han, «hvorledes skulde en Stat bestaa, hvis man i et Samfund fik gjennemført den Tanke: intet Parti?» Men han haaber paa Samfundets Reformation gjennem en fortsat Gjennemsyring af Positivismen, thi, heder det, «Altruismen er desværre endnu en Forpostsandhed hos os. Havde den været mere udbredt, vilde Doktor Stockmanns Tilhørere ikke været saa pøbelagtige, thi den respekterer altid Næstens Ret». Andre, og det vel de Fleste, stoler paa den stigende Oplysning og Dannelse. Saaledes besvarer en af de mange Anmeldere Doktorens tvende Paastande: «vi faar være enige om, at dumme Mennesker er tilstede i en ganske forskrækkelig overvældende Majoritet», og det «kan aldrig i Evighed være Ret, at de Dumme skal herske over de Kloge», med følgende Ræsonnement: «skjønt Flertallet af Menneskene ikke er kloge, saa er de dog ikke uimodtagelige for Fornuft; de skal kun have Tid til at modtage den; og de kloge bør være kloge nok til at have Taalmodighed med dem; de bør vide, at netop fordi Flertallet af Menneskene ikke er uimodtagelige for Fornuft og paa samme Tid ikke kloge, netop derfor har de den priselige Egenskab, at de lader sig lede af de Kloge, saasnart man har bragt dem paa Gled». Her har vi denne moderne Overtro paa Almenoplysningens forædlende Magt, hvadenten den er forenet med sand Moralitet eller ei, denne Overtro, som vort Aarhundredes Erfaringer dog synes saa fortrinligt skikkede til grundigen at kunne udrydde. Man har drømt, og drømmer tildels endnu om, at hvor der byggedes et tilstrækkeligt Tal af Skoler, der kunde Fængslerne sløifes, og at den stigende Oplysning skulde drive Usedelighed og Forbrydelser ud af Landet; derimod viser det sig, at netop i de Lande, hvor man har ventet Alt af Almenoplysningen med Tilsidesættelse af Religionen, der tiltager Forbrydelserne og Usedeligheden i en rædsom Grad, medens den politiske og sociale Korruption voxer i samme Forhold.

Derson man med Ibsen stiller sig paa det moderne liberalistisk-demokratiske Samfunds Grund og ikke kan skaffe Plads i Samfundet for andre Principer end Folkesuverænitetens eller for andre Instanser til Afgjørelse af Samfundsspørgsmaalene end disse Majoriteter, Minoriteter og kompakte Partier med deres «ledende Mænd», da forstaar vi ikke rettere, end at Udviklingen og Enden maa blive netop den, som Ibsen varsler. Hvorledes er det vel, Udviklingen foregaar i det moderne Samfund? Man har jo forvandlet det til et anorganisk Samfund, til et Samfund af Partier og «Stemmer»; hvad Under da, at det ogsaa udvikler sig paa anorganisk Vis? Der danner sig en Samfundsformation af Lag over Lag3), men indenfor alle disse Lag er der en glødende Kjerne, Revolutionsideernes underjordiske Ild. Naar nu det lavere Lag føler sig trykket af de øvre Lag, da foregaar en ny Jordrystelse, da sker der mere eller mindre vulkanske Udbrud fra dette lavere Lag for at vælte Trykket af og selv komme op. Naar dette er lykkedes, og dette Samfundslag er begyndt at konsolidere sig i sine Egeninteresser, saa begynder det igjen i sin Tur at trykke paa de nye Lag, som har dannet sig under det og som paa samme Vis søger at komme ovenpaa. Efter Tredjestandens Æra følger Fjerdestandens. Først har man havt Liberalismens parlamentariske Omvæltning af det Bestaaende; derefter følger med samme Naturnødvendighed Socialismens mindre parlamentariske, men mere konsekvente Omvæltning. Saalænge de samme Samfundsprinciper skal gjælde, saa har den Sidste ligesaamegen Ret som den Første. Den evolutionære Samfundsformation tilsteder alene en revolutionær Udviklingsproces.

Feilen ved denne moderne Opfatning af Samfundet er den, at Organismens Princip er aldeles udslettet deraf. Liberalismen har opløst Samfundet i en flydende Masse, der igjen klumper sig sammen i Partier. Men disse Partier er ikke Organismer; Partidannelsen er Brud paa Organismen, den er just Fornegtelsen af den Solidaritet, der er Sjælen i Samfundsprincipet. Med den moderne Fornegtelse af den kristelige Sandhed overhovedet er ogsaa det kristelige Samfundsbegreb udslettet af den moderne Bevidsthed. Det kristelige Samfundsbegreb er udtrykt i Billedet af det ene Legeme med de mange Lemmer (slgn. Rom. 12, 4 ff. 1 Kor. 12, 12 ff.). Inden dette Samfundsprincip er der Plads baade for det organiske Fællesskab (det «ene Legeme»), og for den organiske Forskjel («alle Lemmer have ikke den samme Gjerning»). Der er her Plads for alle Organers Virken og Samvirken, men for hvert Organ «i Forhold» til dets Anlæg og Eiendommelighed. Hvert Organ skal have Frihed og Rum til at virke baade for sin egen Selvopholdelse og Selvhevdelse og for det fælles Legeme, men det tillades ikke noget enkelt Organ, der maatte have voxet sig stort og sterkt, at gjøre sin Funktion til den eneste og sige: jeg er Legemet. Ogsaa det moderne Samfundsbegreb kjender vistnok baade Fællesskab og Forskjel; men her er Forholdet vendt om. Fællesskabet skal bestaa i, at alle Lemmer skal have netop den samme Gjerning: Bugen og Hjernen, Fingeren og Taaen, Øiet og Øret, alle skal have de samme Funktioner, alle skal stemme og bestemme om Alt. («Jeg er skatteberettiget! Derfor er jeg meningsberettiget ogsaa». «En Folkefiende» S. 147). Og Forskjellen inden det moderne Samfund er Forskjellen mellem Majoritet og Minoritet, mellem de seirende og de overvundne Lag, altsaa en Forskjel, der ikke er hverken mere eller mindre end en Partering af det ene Legeme.

Spørgsmaalet om, hvem der skal blive den seirende Part i den Samfundskamp, som føres i vore Dage, er efter vor Overbevisning alene Spørgsmaalet om, hvilken Samfundstanke, hvilket Samfundsprincip der bliver det raadende. Stiller man sig paa det moderne Samfunds Grund, da vil man snart erfare, at man har fraskrevet sig al Udsigt til Seier for de saakaldte konservative Interesser. Man kan længe nok med Provsten i «Brand» hinke efter den bortdragende Folkemajoritet og raabe: «o mine Børn, o mine Faar!»; der skal Andet til for at faa stanset og stagget Massen. Naar Ibsen siger om «den lille, trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud», at «med den har det pulserende Liv ikke noget at bestille», og naar han kalder dem «Efterliggere» eller «Gamlinger fra en hendøende Tankeverden», da vil man faa Ret til at anvende denne Karakteristik paa vore Konservative, saafremt de indskrænker sig til at klamre sig fast til de Vragstumper af tidligere Tiders Samfundsforhold og Forfatning, som vore moderne liberale og radikale Samfunds-Reformatorer, eller rettere Deformatorer, indtil Videre har været saa naadige at lade os beholde. Det gjælder at tilegne sig en Samfundstanke, hvori der er pulserende Liv»; det gjælder, istedetfor at «ligge agterud» med «en hendøende Tankeverden», at gribe og bære frem, til Trods for alle Hindringer, en levende Fremtidstanke, hvori der kan være Vext til sand Udvikling for Samfundet. Denne Tanke, den seirende «Kongstanke», den sande Organismens Tanke med det fulde Fællesskab og med den fulde Individualisation, med en evig og absolut Friheds og en evig og absolut Autoritets Principer, den eier Kristendommen, og Kristendommen alene. De, der vil, at vort Samfund skal stilles paa kristelig Grund, faar have Mod til at vedkjende sig denne Tanke, og Mod til at kjæmpe for den, ellers vil de have præscriberet sig og hvad der har mere at betyde sin Sag enhver Anvisning paa Fremtiden.

Naar Ibsen har ført Problemet ud i dets yderste Spidse, naar den dialektiske Modsætning er bleven saa uløselig som muligt, da anser han sin Opgave for løst; han har sat Problemet under Debat, han har kastet en Brand ind i Gemytterne, han har, saa indtrængende og saa nærgaaende som ingen Anden, rettet Spørgsmaalet til sin Samtids Samvittighed, men Svaret, nu, det er ikke hans Sag; han spørger for at søge Svar, ikke for at give Svar; han ender, ender altid med Spørgsmaalstegnet. Saaledes ogsaa i «En Folkefiende». Han har stillet den Enkelte og Massen, Individualismen og Demokratismen, den suveræne Menneskevilje og den suveræne Folkevilje, Genialitetens Absolutisme og Masseherredømmets Absolutisme ligeoverfor hinanden; han har ingen Formidling, ingen Forsoning fundet. Ibsen er en altfor logisk og kritisk Aand til at kunne akceptere de vulgære Anvisninger paa en Fremtid, da intet aandeligt Proletariat mere skal gives; han anerkjender heller ikke det moderne folkelige Papat, allermindst underskriver han Ufeilbarhedsdogmet: vox populi, vox dei; derfor kan han heller ikke underkaste sig Appellen a papa male informato ad papam melius informandum. Og ligesaalidt som han har fundet Løsningen, ligesaalidt giver han den mindste Antydning til, det allerfjerneste Haab om, at nogen Løsning er at finde, ja vi er ikke utilbøielige til at antage, at hans Mening er, at den i Virkeligheden heller ikke findes. Med saadan intens Energi gaar han til Bunds i Problemet, med saadan kritisk Skarphed analyserer han dets forskjellige Sider, at man nødes til at indrømme ham, at han har ført fyldestgjørende Bevis for, at indenfor Tilværelsens rent naturlige Forudsætninger gives der ingen tilfredsstillende Løsning, ingen Løsning i Aand og Sandhed. Man kunde undertiden fristes til at indbilde sig, at Ibsen var en sokratisk Spørger, der dialektisk vilde rydde af Veien de falske Forudsætninger, for paa den ryddede Plads at anbringe den sande Mediation. Men naar det raaber ud af Læserens Hjerte: ser du da ikke, at Kristendommen eier Svaret paa dit Spørgsmaal, at dens Samfundstanke slaar Bro mellem Modsætningerne, at i dens Princip om Organismen er der Plads baade for det enkelte Lem og for det hele Samfundslegeme, at Spliden mellem Massen og dens selvstændige Portioner er hævet i Hevdelsen af det Proportionale i Samfundslivet, at i Anerkjendelsen af de guddommelige sedelige Institutioner er Principet givet baade for den sande Frihed og den sande Orden? ja, da tier Ibsen.

Ibsens Søgen efter Sandheden er den Søgen, som han selv har skildret i «Bjergmanden» (Digte S. 17); her heder det: «Lyset blinder jo mit Øie, hvis jeg søger i det Høie», «nedad maa jeg Veien bryde, til jeg hører Malmen lyde». Han søger og han bryder: «bryd mig Veien, tunge Hammer, til det Dulgtes Hjertekammer!» Men han finder ikke, hvad han søger: «Hammerslag paa Hammerslag, indtil Livets sidste Dag, ingen Morgenstraale skinner, ingen Haabets Sol oprinder». Han kan uddybe Svælget, men han kan ikke bygge Bro derover. Naar man opgiver Troen paa en absolut Sandhed, da nødes man til ogsaa at opgive Kravet paa enhver objektiv gyldig Samfundsorden. Da bliver Samfundet flydende, da bliver de sedelige Samfundsinstitutioner vaklende, da bliver enhver Samfundsautoritet relativ, ligesom hine «unge fremspirende Sandheder», der om faa Aar bliver «affældige» og dermed er «paa gode Veie til at blive en Løgn».

Men om end Ibsen ikke har nogen Sten at bære frem til det sande Fremtidssamfund, fordi han er af de Bygningsfolk, der har forskudt den Sten, der baade var bestemt til, og er bleven til «Hovedhjørnestenen», og om derfor den tunge Samfundsproblemets Sten, som han uafladelig vælter opad Bjerget, aldrig vil blive liggende, men stedse ruller ned igjen, saa formaar han dog med vældig Kraft og slaaende Sikkerhed at slynge Stenen midt ned i Tidens Løgn og Usselhed, denne Gang ned i Samfundsløgnen hos den «kompakte liberale Majoritet», i dens Partivæsen og hos dens «ledende Mænd». Det gjælder om Ibsen i dette hans Sisyfusarbeide, hvad Welhaven udtaler om den antike Sisyfos:

han har en Trøst, han kjæmper ei forgjæves:
naar Stenen styrter i den steile Bakke,
og naar den atter gjennem Uren hæves,
den knuser stedse dog en Øgles Nakke.


Noter

1) Smlgn. «En sangers kall»:
     han truer folkets falske fred,
     dets feighed, dets uvidenhed,
     bestikkes ei
     af folke-ånd o. s. v.

2) Det klassiske Exempel paa vore «Folkebuds» Benyttelse af dette Vaaben er den bekjendte Identificering af det absolute Veto med Absolutisme og Kongens Eneraadighed over Grundloven. 

3) I hvilken Grad denne Opfatning af Samfundet er indgaaet i den almindelige Bevidsthed, fremgaar af en ret betegnende, i norsk «Dagblad» optagen Karakteristik af Gambetta, skreven af hans tidligere Statssekretær i Udenrigsdepartementet: Weiss. Her heder det bl. A.: Det er Gambetta, som «kaldte paa de nye Lag for at kaste dem frem til Angreb og Seier. Vi brød igjennem i ham efter saa længe at have været presset sammen. I ham har den sitret selve Sjælen i den franske Revolution, Aarhundredets Sjæl» o. s. v.. («Dagbl.» No. 284).
Published Mar. 20, 2018 2:34 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM