Signaturen «m.»

En Folkefiende på Den Nationale Scene anmeldt av signaturen «m.» i Bergens Aftenblad 25. og 30. januar 1883 (No. 933 og 937, 4. Aarg.).

(25. januar 1883)
Theatret.

Ved Forestillingen igaar mødte man frem i en Stemning, som om det gjaldt Aabningshøitideligheden ved en lille Nationalfest. Størsteparten af vor Bys æsthetisk interesserede og kritisk kyndige Publikum havde indfundet sig forat se, hvorledes vor Scenes Kunstnere vilde formaa at tolke Henrik Ibsens seneste Storverk «En Folkefiende». Det er saaledes naturligt, at Salonens Physiognomi bar et umiskjendeligt Præg af Spænding og Nysgjerrighed, da Tæppet gik op.

*                                        *
*

Den første Halvdel af første Akt var neppe tilende, «Byfogden» havde netop forladt sin Broders Hus, Spillet var saavidt bleven fulgt med Interessens tystende Stilhed, – da blev der med ét almindelig Uro blandt Publikum. En ubehagelig Kulrøg trængte op gjennem Gulvventilerne fra Theatrets underjordiske Varmeapparat, og efterhvert som Røgen udbredte sig i Salen, voxede selvfølgelig Uroen og Ængstelsen. Man reiste sig og begyndte tildels at ty mod Udgangsdørene. Fra andre Kanter opfordredes man til at forholde sig rolig, og Skuespillerne opstillede sig paa Scenen forat tilkjendegive, at der ingen Fare var paafærde. Saa gik Tæppet ned, Gasblussene i Lysekronen fik fuld Kraft, og Sceneinstruktøren oplyste fra Theaterforeningens Direktørloge, at det Hele skrev sig fra, at der, rigtignok i en ubetimelig Tid, var bleven fyret under det nævnte Varmeapparat, at den stærke Blæst havde fremkaldt Røgen, som havde fundet Vei op gjennem de aabne Gulvventiler. Man behøvede kun at lukke disse, og alt vilde igjen være i Orden. Dette blev gjort, Publikum indtog igjen sine Pladse, og Spillet fortsattes, hvor det var bleven afbrudt. Men at den Smule Panik maatte virke forstyrrende saavel paa Skuespillerne som paa Publikum, er let forklarligt.

*                                        *
*

Den største Vanskelighed ved Opførelsen af «En Folkefiende» frembyder fjerde Akt. Betages man her Illusionen, skades i væsentlig Grad Indtrykket af det Hele. Til paa en virkningsfuld Maade at anbringe og ordne det betydelige sceniske Apparat, som denne Akt kræver, forekom vor Skueplads os igaar for liden. Den afgiver nemlig ikke saa tilstrækkeligt Rum for «den kompakte Majoritet», at Hovedfigurerne i Stykket kan komme til sin fulde Ret; Massen er baade dem og Publikum for tæt ind paa Livet. Men desuden -, af hvem bestod Statistauditoriet igaar? Man venter at se for sig en Forsamling, der overveiende bestaar af voxne Mænd og Samfundsborgere, og istedet herfor fik man en Forsamling, hovedsagelig bestaaende af halvvoxne Gutter og umyndige Gyplinger. Fremdeles maatte Arrangementet af det forhaandenværende Materiale kunne foregaa paa en heldigere Maade. Forfatteren kan umulig have tænkt sig «Doktoren» placeret saaledes, at han holder sin Tale med Ryggen oftest vendt mod Størsteparten af Publikum, som derved gaar glip af hans Gestikulation og Mimik. Desuden bør man faa se noget mere til den for Folkemøderne saa karakteristiske «drukne Mand» end Tilfældet var igaar, og endelig bør de agerende Bifigurer ikke anlægge sin Maske som lutter Karikaturer.

*                                        *
*

Kun saavidt idag. Om Udførelsen af de forskjellige Roller og maaske yderligere om fjerde Akts Arrangement skal vi senere udtale os. Vi skal her indskrænke os til at bemærke, at der igaar efter hver Akt fandt livligt applauderede Fremkaldelser Sted og at Publikums Bifald fornemmelig gjaldt Hr. Garmanns «Doktor Stockmann», Hr. Johannesens «Byfoged» og Hr. Juells «Aslaksen».

m.

 


 

 

(30. januar 1883)
Theatret.

«En Folkefiende» har nu været opført fire Gange for afvexlende mindre og meget godt Hus. Specielt var Besøget igaar for en Mandagsforestilling at være overraskende talrigt. Stykket har ved hver Opførelse været modtaget med hyppigt og stærkt Bifald og gjentagne Fremkaldelser af Hovedrollernes Indehavere, og den Anerkjendelse, som herved fra Publikums Side er bleven udtalt, maa vi for vort Vedkommende i alt væsentligt underskrive. Vi skal imidlertid idag efter Løfte udtale os nærmere om Spillet.

Hr. Garmann stiller sig idetheletaget udmærket godt ved «Doktor Stockmanns» ualmindelig svære og anstrængende Rolle. Hans Maske er karakteristisk. Saaledes maa man tænke sig denne Mands Udseende, som har levet saamange Aar oppe i en Afkrog af Verden, hvor han kun sjelden har havt Anledning til «at se et fremmed Menneske» af hans egne aandelige jevnbyrdige, hvor han saaledes ikke har været bundet af Hensyn til sine Omgivelser, hvor Haar og Skjæg har faaet Lov til at skyde fri Væxt uden at kontrolleres af Moderne i Frisør- og Barbersalonerne. Hans Personlighed bærer desuden det rette Præg af den Blanding af naiv Aabenhed, djerv Freidighed og elskværdig Hjertensgodhed, som er betegnende for den Mand, der aldrig har brugt «at gaa Krogveie eller Langveie». Og alligevel kan man saa godt forstaa, at Forholdene kan drive en saadan Karakter til at blive den Løve, som senere i al sin frygtelige Vælde hugger løs paa Tidernes Elendighed og derved voteres ud af Samfundet som «En Folkefiende». Hr. Garmann giver især den gemytlige, frimodige og glade Doktor i første Akt og den med «Hovstad» og «Aslaksen» sarkastisk legende i sidste Akt ypperligt; men det synes at være vanskeligt for ham at moderere sin Stemme, som i fjerde Akt, hvor det fornemmelig kommer an paa at have dens Kraft og Malm til sin Raadighed, klinger temmelig hæs og udslidt. Vi kan forøvrigt ikke dele den Anskuelse, at Hr. Garmann har nogen væsentlig Skyld for, at 4de Akt tildels bliver trættende og virkningsløs. Akten er allerede i og for sig temmelig bred, og naar hertil kommer, at de scenisk-lokale Forhold hos os er saare tarvelige og lidet skikkede til at opretholde Illusionen, saa mener vi, at der under saadanne Omstændigheder udkrævedes en ganske ualmindelig «Doktor Stockmann» forat holde Interessen den hele Tid usvækket oppe.

Hr. Johannesens «Byfoged» er ligeledes en overmaade fortjenstfuld Præstation, saameget mere fortjenstfuld, som «Byfogeden», saaledes som han karakteriseres i Stykket, er en temmelig kompliceret Figur, som det vistnok vil være hvilkensomhelst Skuespiller vanskeligt at faa fuldt Tag i. Han skal være en af Egoisme borneret Mand, som ikke undser sig for at pukke paa sit eget Jeg´s indbildte Fortjenester; han bærer sit Hoved høit og med Selvfølelse og taaler ikke sine Autoritets Manschetter krøllede; han skal paa samme Tid være en forstandig Mand, som baade forstaar at mede og smede (kfr. Scenerne paa Redaktionskontoret); saa skal han endelig ogsaa være en værdig og «stadselig» Mand at se til. Men i Spil og Maske at bringe Bornerthed og Kløgt, Egoisme og Stadselighed ind under den samme Hat og i den samme Trøie, turde være en Opgave, uendelig lettere at opstille end at løse. Vi tror, Hr. Johannesen præsterer en «Byfoged Stockman», som gjør ham al mulig Ære.

Hr. Juells «Aslaksen» vidner om en Skuespiller-Dygtighed, som det forekommer os, der er Grund til at beklage, at man ikke oftere har fundet Anledning til at benytte. «Aslaksen», denne Maadeholdsprædikant, som endog gaar saa vidt i sine Fordringer til Moderation, at han forlanger af Doktoren, at han skal «skyde med Maadehold», spilles af Hr. Juell fornemmelig i 2den, 3die og 5te Akt med prisværdigt kunstnerisk «Maadehold» og Forsigtighed, medens hans «Ordstyrer» i sidste Akt ikke gjør saameget af sig, som man kunde have ønsket. Det Bifald, som har fulgt Hr. Juells «Aslaksen» under Stykkets gjentagne Opførelser, vilde have været paa sit rette Sted, om det havde faldt adskillig rigeligere.

Hr. Michelsens «Redaktør Hovstad» er vellykket, men lider dog af en liden Unøiagtighed, den nemlig, at Redaktøren ikke holdes helt ud «i Stilen». Hr. Michelsen har nemlig til Dato stadig nu og da «faldt ud af Rollen», det vil sige af Dialekten. Af D´Hrr. «Billing» og «Garvermester Kiil» maatte der kunne udbringes noget meget mere karakteristisk og morsomt end det lykkes D´Hrr. Halvorsen og Asmundsen.

Udførelsen af Damerollerne har vi ikke følt os synderlig tiltalt af. Fornemmelig hviler der ikke over Fru Speratis «Fru Stockmann» den Finhed og Ynde, som man maa tænke sig uadskillelig fra «Fru Stockmann» i anden Akts Slutningsscene, hvor hun, Hustruen og Moderen, for at værge om sit Hjem og sine Børn forgjæves søger at bevæge sin Mand til ikke at stampe mod Braadden, da «der er saa meget uretfærdigt, en faar bøie sig for her i Verden». Først naar denne Scene spilles tilfredsstillende, vil med den som Baggrund Overgangs- og Modsætningsscenen i tredie Akt komme til sin Ret, der, hvor Fruen under sin Mands Kamp stiller sig paa hans Side for «for en Gangs Skyld at vise, at der dog er en «Kjærring», som «kan være Mand». – Frøken Olsen spiller «Petra»; men en ung Dame, som er Lærerinde og kommer trækkende paa Bunker af Stilebøger, som drikker selvlavet Toddy, som oversætter Føljetonen for rationalistiske Blade, som, idet Doktoren er paa Vei til i sin Vrede at glemme sig ligeoverfor sin Broder, puster yderligere til Faderens Harme og ønsker selv at kunne «komme Onkel tillivs», – ja vi havde nær tilføiet, en Dame, som Forfatteren har givet det unegtelig haarde og lidet sympathetiske Navn «Petra», bør hverken i Maske eller Spil fremstilles saaledes som af Frøken Olsen.

m.
Published Mar. 20, 2018 3:21 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM