Otto Borchsenius

En folkefiende anmeldt av Otto Borchsenius i Ude og Hjemme i København 7. januar 1883 (Sjette Aargang, Nr. 275, s. 184-187).

Ibsens og Kiellands nye Bøger.

Henrik Ibsen: «En Folkefjende». Skuespil i fem Akter. Alexander L. Kielland: «To Novelletter fra Danmark.»
(Gyldendalske Boghandels Forlag.)

Siden Søren Kierkegaards Dage har ingen nordisk Forfatter slaaet saa vældigt et Slag imod den kompakte Majoritet som nu Henrik Ibsen i sit nye Skuespil. De to beslægtede Aander mødes endogsaa i den Grad i deres Vredesudbrud mod «Mængden» og «Hoben», at det ikke vilde være vanskeligt at anføre en hel Blomstersamling af enslydende Repliker, i hvilke den Enes Haan og Foragt formelig kappes med den Andens. Overalt i sine Skrifter og Dagbøger vender Kierkegaard tilbage til, at «ethisk, ethisk-religiøst er Mængde Usandhed»; det er Usandhed at ville virke ved Mængde, ved det Numeriske, at ville gjøre det Numeriske til Instansen for, hvad Sandhed er». Aldrig blev han træt af at forkynde sin Samtid, at Socialitetens, Menighedens Idé ikke vilde blive Tidens Frelse: «Associations-Principet er et Sansebedrag; idet det styrker Individerne, enerverer det dem; det styrker ved det Numeriske, ved Sammenholdet, men dette er, ethisk, en Svækkelse.» Efterhaanden som den politiske Opposition i Fyrrerne faar fastere og fastere Grund under sine Fødder og ved Hjælp af Dagspressen kalder Flere og Flere under sin Fane, sér Kierkegaard med stigende Frygt i Mængden «den farlige Magt i Evropa», og selv i Martsdagene 1848, da Folkebølgen ellers med uimodstaaelig Vælde rev Alt med sig, hævder han, at enhver Bevægelse, der virkelig skal være et Fremskridt, maa udgaa fra En, og at enhver Forandring, der sker «ved Hjælp af 100,000 eller 10,000 eller 1000 støjende og knurrende og brummende og jodlende Mennesker», er eo ipso en Usandhed, et Falsum, et Tilbageskridt.

Henrik Ibsen tager Skridtet lige saa fuldt ud som Kierkegaard, naar han lader Doktor Stockmann skildre «den forbandede, kompakte, liberale Majoritet» som «Sandhedens og Frihedens farligste Fjender iblandt os». Erklærer Pressens Repræsentant, at Flertallet altid har Retten paa sin Side, gaar Doktoren til den modsatte Yderlighed og sætter «aldrig» i Stedet for «altid». Flertallets Ret er i hans Øjne en af de Samfundsløgne, som en fri, tænkende Mand maa gjøre Oprør imod, saavel som imod den Lære, vi «have taget i Arv fra Forfædrene» (eller da forresten rettere fra Fædrene), at «Almuen, Hoben, Massen» skal være Folkets Kjærne, og at Menigmand, «disse Ukyndige og Ufærdige i Samfundet», skulle have den samme Ret til at styre og raade som «de enkelte aandeligt fornemme Personligheder».

Det er, for strax at antyde en af Vanskelighederne ved dette Regimente, unægtelig Skade, at ingen af de Tilstedeværende ved Folkemødet her falder paa at spørge Doktoren, hvem der i saa Fald skal udpege disse «aandeligt fornemme Personligheder», i hvis Hænder Styrelsens Tømmer trygt kunne lægges. Søren Kierkegaard vilde f. Ex. i sin Tid aldrig have givet sin Stemme til Mynster, Heiberg eller Martensen, for ikke at tale om Goldschmidt eller Ploug, og jeg er bange for, at han tilsidst vilde betragte sig selv som den eneste «aandeligt fornemme Personlighed», der i Grunden kunde være Tale om. Og Doktor Stockmann, der i sine Udfald mod «Bondehanen og Gadekjøteren» ikke giver sin Forgængers Skildring af «Pøbelen, af Publikum, kort sagt af det Rak, som Dagspressen kan mudre op», det Ringeste efter, vilde sandsynligvis komme til det samme Resultat for sit eget Vedkommende, hvis ikke til alt Held et saadant tvivlsomt Diktatur nu én Gang for alle ved vor frie Forfatning var gjort til Umulighederne. Det turde i Længden ogsaa være sikrere at forlade sig paa «Flertallets Ret», hvor mange Skrøbeligheder og Misligheder der end nu og da kan klæbe sig dertil, og som Verden og Menneskene nu en Gang ere, maa den «aandeligt fornemme Personlighed», saaledes som Doktor Stockmann ogsaa selv smukt skildrer det, nøjes med at gaa ud iblandt Forposterne og dér kæmpe for de Sandheder, «der endnu ere for nybaarne i Bevidsthedens Verden til at have faaet noget Flertal for sig». Det kan være trist nok, at en Sandhed først vinder den slemme kompakte Majoritet for sig, naar den alderstegen og skindmager er «paa gode Veje til at blive en Løgn», men til den Tid er der jo saa atter nye Forposter ude, og Bevægelsen gaar dog i alt Fald fremad.

Som Individets Protest imod Flertallets Overgreb, som den enkelte fri Aands Uvilje mod al Løben-i-Flok, alt Kotterivæsen og Partityranni har imidlertid disse Kierkegaards og Ibsens Paradoxer baade deres Interesse og Berettigelse. Poul Møller kaldte en Gang Kierkegaard «det mest gjennempolemiserede Menneske», og Ibsen kunde vel næsten betegnes paa samme Maade. Med sit skarpe Blik for «al den moralske Skjørbug, der grasserer rundt om i Samfundene», er det gaaet ham ligesom Fru Alving i «Gjengangere», der bare vilde pille ved en eneste Knude, og for hvem saa hele Maskinsømmen «raknede» op, eller som det i «En Folkefjende» hedder med en lignende Replik, at naar man begynder at rive ned paa en gammel Bygning, saa drager det Ene det Andet efter sig. Som Doktor Stockmann begynder med Vandværket og Kloaken og ender med «den Opdagelse, at alle vore aandelige Livskilder ere forpestede, og at hele vort Borgersamfund hviler paa Løgnens pestsvangre Grund», saaledes har Ibsen selv stadig udvidet sin Polemiks Omraader, og om saa alle Byfogder og andre af det Bestaaendes Forsvarere nok saa meget true med at erklære den Mand, «der udslynger saa nærgaaende Insinuationer mod sit eget Hjemsted», for «Samfundets Fjende», har han kun det Svar, at han holder saa meget af dette sit Hjemsted, at han hellere vil ødelægge det end se det blomstre op paa en Løgn. «Det er stærkt sagt,» bemærker Aslaksen hertil, og det er maaske ogsaa for stærkt sagt, men naar nogle Anmeldere næsten have villet gjøre hele «En Folkefjende» til et Udslag af Ibsens krænkede Forfatterforfængelighed, fordi et Par ellers liberale norske Aviser modtog hans «Gjengangere» kjøligt eller fjendtligt, saa vidner saavel Sammenhængen i hele Digterens Produktion som særlig det nye Skuespils Overensstemmelse med den Kierkegaardske Individualisme paa alle Maader herimod. Henrik Ibsens Syn paa «Mobben og Massen» er desuden hverken fra igaar eller idag. «Ude og Hjemmes» Læsere ville fra Georg Brandes Karakteristik af Digteren (se Nr. 257, S. 593) mindes følgende betegnende Udtalelse i et Brev fra 1871: «Det Solidariske har jeg egenlig aldrig havt nogen stærk Følelse af, jeg har i Grunden kun taget det saadan som traditionel Trossætning og havde man Mod til fuldt og helt at sætte det ud af Betragtning, saa blev man kanske kvit den Ballast, som tynger værst paa Personligheden.»

Det er altsaa dette «Mod», Digteren nu har taget til sig, idet han med «En Folkefjende» resolut har stillet sig ved Søren Kierkegaards Side. Lad saa andre Aander prædike deres «I sluttet Række», «Skulder mod Skulder», lad naive Væsner tro, at vi ere satte her i Verden for at hjælpe hinanden og for Haand i Haand at naa et Stykke frem, lad Partitrælle og træske Egoister bruge den indbyrdes Assurance, det er for Kierkegaard og Ibsen idel Sansebedrag eller, endnu værre, Humbug og Fejghed. «Sagen er den, sér I, at den stærkeste Mand, det er han, som staar mest alene.» Det er jo heller ikke første Gang, at Henrik Ibsen alene er tyet op «paa Vidderne» for at se fra oven nedad paa os Andre, der «sidde i Sværmen» og famle om i vort Lavlandsliv. Man kan sympathisere med ham eller man kan lade det være naar han stiller sig udenfor det Hele og behandler Liberale og Reaktionære paa samme Vis. De høre, begge Partier, for ham til «det gamle Hus med Juleøllet og Katten». Men det er en Urimelighed at ville gjøre den til en Partimand, som erklærer, at «det Værste er, at alle Mennesker ere Partitrælle hele Landet udover». Det var en Yndlingssætning hos Kierkegaard, at «vore Liberale ere de største Kujoner, der blot vide at snakke», og Doktor Stockmann vender ligeledes atter og atter tilbage til de Liberales «svinagtige Fejghed» og «vil banke ind i Hovedet paa Køterne, at de Liberale ere de frie Mænds lumskeste Fjender». Og hvad «Flikværks-Gubberne» endelig angaar, saa gider Doktoren ikke en Gang spilde et Ord paa «den lille trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud», og med hvem «det pulserende Liv ikke længer har Noget at bestille». Hans Fordringer ere overhovedet saa radikale som vel muligt; han vil have «nye Befalingsmænd paa alle Forposterne», og hans Skuespil er, om man vil, for saa vidt et Opbud af eller Efterspørgsel efter «unge, friske Fanebærere». Det kan sikkert ikke en Gang nytte, at Doktor Stockmann melder sig, thi denne naive Fusentast og Enthousiast med sin «ulyksalige Hang til at skrive offenligt om alle mulige og umulige Sager», og som, saa snart han faar et Indfald, strax skal skrive en Avisartikel eller en hel Brochure derom, for ikke at tale om at drage fra Folkemøde til Folkemøde, selv han vil sikkert blive vejet og fundet for let. Hvem Digteren derfor, naar det kommer til Stykket, egenlig vil regne med til «de Enkelte iblandt os, som have tilegnet sig alle de unge fremspirende Sandheder», faar være usagt. Men selv om «de Enkelte», som hos Kierkegaard, skulde blive reducerede til «den Enkelte», er det som strax bemærket interessant paany at se denne Kategori blive sat op imod «Mængden» og gjennemført og forsvaret med saa megen Energi og Uforbeholdenhed. Doktor Stockmanns Harme over, at Mobben og Massen vover at gaa ham ind paa Livet, som om de vare hans Ligemænd, har ogsaa ganske sit Tilsvarende hos Kierkegaard, naar denne maaler sig selv med sin Samtid og skildrer sin egen «Uproportionerethed». Og som hos Kierkegaard «Mængden» og «Dagspressen» kun er ét Janushoveds to hæslige Ansigter, saaledes bukker ogsaa Doktor Stockmann tilsidst under for den frisindede uafhængige Presses og den kompakte Majoritets hellige Alliance. Doktorens ypperlige Replik om, at man aldrig skal have sine bedste Buxer paa, naar man er ude og strider for Frihed og Sandhed, gjenkalder En ogsaa i Erindringen Kierkegaards træffende Ord: «Naar En skal være persona publica i disse Tider, saa at opholde sig over, at han lejlighedsvis overøses med Skjældsord, er ligesom at opholde sig over eller at misforstaa, hvad det vil sige, at en Brandofficer er overstænket. Hovedsagen er, at han kommanderer godt; disse Stænk paa Frakken have Intet uden Godt at betyde. Han trækker om Aftenen Frakken af; længere naa de ikke.»

Hvor langt eller hvor kort man derfor end kan følge den norske Digter i den Individualisme, som han forfægter i sin «Folkefjende», Et skal man ikke kunne nægte ham: han kommanderer godt. Hans Repliker falde som Øxehug, og med stigende Beundring for hans sikre og med saa simple Midler virkende Kunst følger man i uafbrudt dramatisk Spænding denne nye Fremstilling af den gamle Kamp om Magten og Retten. Selve Skuespillets Fabel er det selvfølgelig overflødigt her at gjenfortælle. Atter har den obligate «lille norske Kystby» gjort Tjeneste som Samfundsspejl, og Intet vidner maaske mere om Henrik Ibsens Geni, end at han saaledes Gang efter Gang kan fængsle Læsere og Tilskuere med det samme dramatiske Tømmerværk. Eftertiden vil dog utvivlsomt finde det nyere nordiske Skuespil paa sin Vis lige saa ensidigt som det moderne franske Ægteskabsdrama. Hvad enten det er bred- eller smalsporede Jærnveje, Homøopathi eller her en Badeanstalt, hvorunder vore Dages Kampe mellem et nyt og et gammelt System, mellem nye og gamle Sandheder symbolsk fremstilles, Ensartetheden i den hele sceniske Literatur er umiskjendelig. Det har imidlertid sin Interesse at iagttage, hvorledes selv indbyrdes forskjellige Personligheder paa denne Maade arbejde Side om Side, og ikke mindst hvorledes Ibsen trods al sin Isolerthed herved kommer til at kæmpe i Række og Geled med Andre. Men endnu interessantere er det dog at følge den ovenfor berørte Sammenhæng i selve Ibsens Digtning, hvorledes han utrættelig føjer Led til Led i den Kjæde af Samfundsskuespil, der sammen med Bjørnsons dramatiske Arbejder og hele den nyere danske og norske Novellistik stadig tager flere og flere af det moderne Livs Fremtoninger og Spørgsmaal op til digterisk Behandling. Naar denne Ring en Gang er sluttet, vil vor Tid have skrevet sin egen sociale Historie.


Naar man taler om Paradoxer, ligger det nær at tænke paa Alexander L. Kiellands «To Novelletter fra Danmark», i Særdeleshed paa den lille Fortælling «Trofast», der er en eneste Paradox fra Ende til anden, hvor meget end Forf. saa forud søger at tage Paraden ved selv at kalde sit andet Jegs, Hr. Kandidat Hansens Udtalelser for «de urimeligste Paradoxer». Den unge norske Digter er næppe mindre revolutionær i hele sin Tankegang end sin berømte ældre Fælle, hvis nye Skuespil ovenfor er omtalt, og som denne synes han ogsaa at ville «forvente Tidens Nærmen» i den mest udsøgte Gentlemansklædning. Det maa være talt lige ud af Kiellands Hjærte, hvad Ibsen siger i Ballonbrevet fra 1870:

«Indtil da jeg i min Stue
gaar med Handsker af Glacé;
indtil da jeg søger Fredning,
digter fornemt paa Velin.»

Men hans «To Novelletter fra Danmark» ere dog sikkert altfor pyntelige i deres Udstyr, med Hans Nic. Hansens fortræffelige Vignetter, med de faa Linjer paa Siden og det hele kokette Lilleputformat, saa meget mere som der under denne smilende og glatte Overflade lurer en Forkyndelse af den hellige Krig imod alle Hunde, i alt Fald imod alle store Hunde, og en hel Samfundsomvæltning for deres tobenede Herrers Vedkommende. Det er nemlig kun tilsyneladende eller i Forbigaaende, at «Trofast» handler om Hundene og deres Supremati i Danmarks Hovedstad. Vel synes Kielland, der i sin Stil saa ofte røber Paavirkning af eller Kjærlighed til H. C. Andersen, ogsaa at dele denne Digters personlige Uvilje og Frygt for de nævnte «vilde Dyr», og han er utrolig opfindsom med Hensyn til at skildre deres hele Uvæsen, lige fra Kamp og Krig til Leg og Elskov, paa vore Gader og Pladser, men saasnart Kandidat Hansen har faaet anbragt sin dristigste Paradox om den skadelige Indflydelse, Hundene have havt paa Menneskene, samt i den Anledning sagt «den berømte, uopslidelige, danske Loyalitet» nogle Behageligheder, saa stikker «Elses» Forfatter sit Hoved pludselig frem og holder sin kjendte Tordentale om «det Oprørende i den Forbrydelse, der kaldes Rigdom». Her ruller Digterens Blod varmt og stærkt, og bag de paradoxale Overdrivelser om, at enhver Kulgrosserer, der nægter en fattig Stakkel at fylde sin Sæk paa hans Oplagsplads, snarere selv fortjente at blive sønderrevet af Pladshundene, er det ikke vanskeligt at faa Blik for en brav Menneskevens Sorg og Harme over Livets ulige Kaar og Verdens Ubarmhjærtighed. Et andet Spørgsmaal bliver det dog, om ikke disse Ting ere for alvorlige til at behandles under Paradoxets Form, og om ikke den moralprædikende Digter personlig herved forpligtes lige saa meget som Præsten, der taler Kristendoms-Forsagelsens Sag; men Digteren vilde sikkert hertil svare, at Enhver maa virke paa sin Maade, og at han med disse sine Bøger i alt Fald har gjort Mere for de Smaa og Fortrykte end de fleste af os Andre. Det er jo ogsaa et Faktum, at Kiellands Skildringer af denne Art have fundet en sjælden Gjenlyd i vort Samfund baade opefter og nedefter, og det er for at komme tilbage til den æsthetiske Side af Sagen gjerne muligt, at Digteren maa igjennem Paradoxet og den bevidst satiriske Overdrivelse, for at undgaa Sentimentalitetens Skylla og Blaserthedens Karybdis. I ren literær Forstand er «Trofast» en smuk Prøve paa Kiellands Fortællekunst. Hundenes Hærtog gjennem Stadens Gader er i al sin uretfærdige Tendens lige saa morsomt udført, som Skildringen af Byens Opvaagnen en Vintermorgen er fin og træffende. Det er et fornøjeligt opmærksomt Øje, Kielland har for de mindste Tings Betydning for det samlede Billedes Stemning og Karakteristik. De stakkels lueforgyldte Kupler paa den nye Kirke i Bredgade ville heller ikke i Hast forvinde den ondskabsfulde Sammenligning med Ræddiker. Tilbage staar kun at være vred paa Kielland for hans Spydigheder imod os Danske med vore slemme Vaner til Alle at hedde Hansen og til Alle at opkalde vore Børn efter «de Kongelige», men vi pleje jo dog ellers at kunne forstaa Spøg herhjemme, om vi end selv skulle lægge lidt Ryg til, og ligesom allerede Bogens lille Format holder Læseren i Aande ved bestandig at tvinge ham til at vende Bladene, saaledes er der ogsaa trods alle Paradoxerne, Overdrivelserne og Uartighederne saa meget Kvikt, Uafhængigt og Dygtigt i Fortællingen, at man som altid fængsles, interesseres og ægges af Digteren. Den anden Novellette «Karen», der oprindelig fremkom i det nye norske Tidsskrift, er tidligere omtalt her i Bladet. Den hører til Kiellands finest fortalte og mest kunstnerisk udformede Smaabilleder. Ingen Læser vil i Hast glemme den stakkels Kropige, saalidt som Rævens Overvejelser, om det er Harerne, der blive klogere, eller Rævene, der blive dummere.

O. B.
Published Mar. 20, 2018 2:40 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM