Peter Hansen

Det Kongelige Teaters oppsetning av En folkefiende anmeldt av Peter Hansen i Illustreret Tidende 11. mars 1883 (Nr. 1224, 24de Bind, s. 302).

En Folkefjende.

Skuespil i 5 Akter af Henrik Ibsen.

Opført første Gang paa det kgl. Theater den 4. Marts 1883.



Et Særkjende for Ibsens dramatiske Behandling af moderne Emner – ligefra «Kjærlighedens Komedie» til «En Folkefjende» – er det, at disse hans Skuespil strax ved deres Fremkomst vække en almindelig Diskussion, ikke om deres sceniske eller poetiske Værd, ejheller fornemmelig om de behandlede Ideers Gyldighed eller Ikke-Gyldighed, men først og fremmest om den rette Fortolkning af Digterens Tanke. Medens man hidtil – og vi tro vedvarende: med Rette – har stillet det Krav til et Digterværk, at det i sin Afslutning skal bringe os Klarhed med Hensyn til dets Forfatters Dom over Ideer, Handling og Personer, er Ibsen en udpræget Ynder af den dialektiske Methode, der foretrækker et tvetydigt Spørgsmaal for et utvetydigt Svar; han tager saa decideret Afstand fra den trivielle Litteratur med dens «anvendte Moral», at han kommer den anden Yderlighed, den nihilistiske Opløsning af alle positive Bestemmelser, betænkelig nær. Han nøjes ikke med at gjøre Grændserne flydende – man har stundom Fornemmelsen af, at havde han Magt som han har Agt, vilde han ikke have noget imod at etablere Kaos paany, og naar da hans Aand svævede over Vandene, vilde den vel forkynde os, at heraf burde en ny Verden opstaa, men den vilde vel vogte sig for at antyde, hvilke Former Nyskabningen skulde antage og hvilket Indhold de skulde rumme.

Offentlig og privat Diskussion, som oftest af meget lidenskabelig Karakter, er derfor en uundgaaelig Ledsager af ethvert dramatisk Arbejde, Ibsen udsender. I dette Uafgjorte, i denne orakelmæssige Rummelighed, indlægger Enhver de Tanker, hans Ønsker og Attraaer indgive ham, imedens selve det delfiske Ophav sidder fjernt fra os og vel har sin stille Morskab af Fortolkningernes stridende Mangfoldighed. Man vil endnu mindes Nora-Debatten, der udgjorde en hel Vinters selskabelige Aandsindhold og delte Samfundet i to Lejre: de mere eller mindre mistænkte Ægtemænds, der antoges at forlade Theatret med Skamrødme paa Kinderne, og de platoniske Forkæmpere for Kvindens tilsidesatte Rettigheder – for «Afskaffelsen af Kjønsforskjellen, som En af dem i Debattens Ivrighed kom til at forsnakke sig – der gik selvsikre omkring med en Digters Attest for, at ægteskabelig Lykke er en usikker og skrøbelig Tilstand, som brat forvandles ved et pludseligt Bums. Ifjor havde vi «Gjenganger»-Striden med den pudsige Forelskelse i et Emne af en altid noget mislig medicinsk Natur og den højrøstede Forsikring om, at netop dette Emne fremfor noget Andet var egnet til scenisk Fremstilling for det iflæng sammensatte Publikum og at en modsat Anskuelse i denne Henseende berettigede til Mistanke af en endnu mere generende Natur end den om Sikkerheden af det ægteskabelige Fundament. Iaar kommer nu «En Folkefjende» og forvirrer Sindene, saa at de Samme, der yndede at betegne «Gjengangere» som Ibsens «modigste Bog», nu, da han modigt gjør Front mod hele den store, kompakte Majoritet, mod Masseafgjørelsen og Partivæsenet, der allerede havde taget ham til Indtægt, forbløffes i den Grad, at man fra denne Kant paa Tryk har stemplet hans Skuespil som udsprunget af en Hævnfølelse saa smaalig, at den skulde være sat i Bevægelse af – en Artikel i et norsk Provindsblad.

Med Hensyn til Maalet for Polemiken og Satiren i «En Folkefjende» kan der ingen Tvivl raade: det er Massetyranniet under Frihedens Skin, Partihensyntageriet under Uafhængighedens Maske, Egennyttens Sammenhold med Samfundsvellet som Stikord, der er Gjenstanden for Digterens Harme og Haan. Ethvert Parti kan forsaavidt melde sig som Adressat; naar Spotten og Foragten her nærmest gaaer ud over det saakaldte folkelige Parti, er det dels fordi dette for Tiden staaer som den politiske Majoritet paa Thinge baade i Norge og Danmark, men dels ogsaa fordi det stedse er ved at paakalde «Folkets», Tallets, Mængdens Magt at de politiske Førere – ligefra de fjerne Tider, da Aristofanes skrev «Ridderne» – faae deres egennyttige eller af en uklar Fanatisme taagede Tanker stemplede som den nationale Villie, medens en fornemmere Ensomhed altid vil præge dem, der enten vove sig til Modstand mod Massen eller med Resignation eller Indifferentisme betragte dens Færd som en af de uundgaaelige Spektakelscener i Historiens Skuespil.

Medens Ibsens Polemik i «En Folkefjende» saaledes er tilstrækkelig klar og umulig at misforstaa, baade hvad dens Gjenstand og dens saare uforbeholdne Udtryk angaaer, er det som sædvanlig om Hovedpersonens betingede eller ubetingede Ret, der kan rejses Diskussion. Mindre end i noget af de to foregaaende Skuespil gaaer det her an, udenvidere at betragte Centralfigurens Argumentation og Færd som ubetinget billiget af Forfatteren, hvormange af dennes Tanker han end udtaler og hvormeget end den personlige Opgjørelse kan være med i Spillet (se især nogle tilsyneladende indifferente, men i denne Forbindelse meget karakteristiske Repliker Side 170). Medens Nora i «Et Dukkehjems» sidste Scene er bleven saa at sige et legemløst Begreb, der i Brud med Skikkelsens foregaaende Ytringsmaade og Fremtrædelsesart staaer frem for Skranken, udrustet med et logisk Apparat, der er Forfatterens, men ikke hendes, have vi jo allerede for Fru Alvings Vedkommende (i «Gjengangere») faaet en Tilkjendegivelse af, at hun er bleven den, hun er, paa Grund af de Forhold, hun har været i Berøring med; da disse have været falske og halve, er hun selv kommen til at reagere i misvisende Retning og med for stærkt Udslag, og i hendes Argumentation maa derfor Misvisningen beregnes ligesom Kompassets, om den end i det Væsenlige peger mod den rette Pol. Endnu tydeligere træder dette kombinerede Forhold frem hos Dr. Stockmann i «En Folkefjende». Hans Skikkelse er omhyggelig udstyret med en Række Smaatræk, der tegne Omridsene af hans Karakter og motivere, at han i den givne Situation maa optræde, just som han gjør, fordi saadan Modstand maa virke paa saadan æggende Maade paa en Natur af hans særegne Art. At han under denne Kollision udtaler Forfatterens Tanker om Flertalstyranni og Majoritetsdumhed og Massens Foragtelighed, er ikke mere, end hvad han skylder Forfatteren til Tak for den Behændighed, hvormed denne har anbragt ham i de for Explosionen tjenlige Omgivelser; naar Staal og Sten hugges mod hinanden med kraftig Haand, lyner der Gnister, som sprede Lys. Men derfor er det ikke nødvendigt at tro, at Stockmanns Herre og Mester vil følge ham i hans Optrædens yderste Konsekvenser, hvor karakteristisk Slutningsrepliken end er for Ibsens hele litteraire Stilling, og navnlig har man Lov til at antage, at Digteren ikke savner ironisk Blik for den Hensynsløshed, hvormed Stockmann paa sin Vis hævder sin Enkeltpersonligheds ubetingede Ret overfor Samfundets mangfoldig sammenhængende Krav og er ligesaa ensidig og umedgjørlig – om end av ædle Bevæggrunde – i Kampen for sin Sag, som Samfundet er egoistisk optagen af Forsvaret for sine Interesser.

Det vil let sees, at denne Blanding af Ret og Uret i Stockmanns Karakter gjør den ganske anderledes livsfyldig, mere menneskelig end Noras skematiske Skikkelse (i tredie Akt). For Skuespilleren bliver Opgaven vanskeligere, men ogsaa taknemmeligere i ægte kunstnerisk Forstand, end om han kun var Talerør for Digterens reformatoriske Tanker. Hr. Emil Poulsens Spil er fuldt overensstemmende med den her antydede Forklaring af Doktorens Væsen. Han har optaget alle oplysende Træk i Billedet af Stockmann: hans Hjertensgodhed, hans Livsglæde, han letvakte Begejstring for en Sag, hans Sands for Naturens Skjønhed, hans Konfusion i de mange Smaating, han ikke ret har Tid til at lægge Mærke til. Lidt for skikkeligt, lidt for «blondt» er Billedet maaske blevet; det Koleriske burde vel have været mere betonet, og her vilde en mørkere, graasprængt Personlighed støttet Indtrykket og forstærket Virkningen af Folkemødet, hvor Stockmann nu er mere spøgende overlegen end irriteret og udæskende. Men Alt i Alt er Udførelsen af denne kolossale Rolle med dens næsten overvældende Krav til Fremstillerens ligefrem fysiske Styrke, for ikke at tale om hans Intelligens og Følelse, en af de modnest beherskede og sikrest gjennemførte Løsninger af en stor Opgave, som det længe er faldet i Kunstnerens Lod at give sig i Kamp med.

Hr. Olaf Poulsen har forvandlet sig til en Morten Kiil af en saa besejrende Komik, at man villig gaaer ind paa at imødekomme ham i den Selvskuffelse, at han taler Norsk. Hr. Jerndorffs Byfoged er stiv, tør og korrekt, Kontormand helt ud i Fingerspidserne, som han bør være, men Kunstneren selv føler vist ligesaa godt som Publikum, at den komiske Belysning, der skulde falde over ham som latterbringende Glimt – at den mangler og end ikke melder sig i Scenen, hvor Broderen har iført sig hans Værdigheds Emblemer. Som Hovstad har Hr. S. Petersen en Maske, der ikke er uden Virkning, hvorvel den mere peger hen paa en Ahnerække af lyriske Litterater end giver Billedet af et Menneske, der selv har gjort Springet fra Landalmuens til Bybefolkningens lag. Hr. Schrams Aslaksen er det en sand Fornøjelse at møde igjen; er han end bleven rehabiliteret i sin Samfundskreds, er han dog bag den tynde ydre Værdighed, Besiddelsesfølelsen giver ham, den samme kostelig slattevorne Person, vi kjende fra hans Omgang med Steensgaard.

Stykket gaaer over Scenen med fuldkommen Sikkerhed, og der er aabenbart anvendt megen Omhu paa Indstuderingen. En saare vanskelig Opgave har Instruktionen havt med Iscenesættelsen af Folkemødet; naar dette alligevel ikke gjør noget Indtryk af en ny og overraskende scenisk Aktion, beviser dette kun Digterens Fejlregning med Hensyn til den Virkning, han havde ventet sig. Blandt Mødets episodiske Figurer mindes man især Hr. Kollings meget morsomme Vælgertype.
P. H.
Published Mar. 20, 2018 3:29 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM