Bjørnstjerne Børnson

Gildet paa Solhoug anmeldt av Bjørnstjerne Bjørnson i Morgenbladet i Christiania 30. mars 1856 (No. 90, 38te Aarg.).

Gildet paa Solhoug, Skuespil i 3 Akter af Henr. Ibsen [...]

Ofte høre vi Mennesker, hvem vi veed blottede for alt ideelt Liv, derfor udygtige til at føle Noget foran, til at fatte et Kunstværk, – dog fælde en ikke ueffen Dom om dette. Ikke Enkelte, men en heel Mangfoldighed af forstandige Mennesker i vor superforstandige Tid nøder os til idelig at gjøre om igjen denne Erfaring. Forundre os kan det egentlig ikke. De store Æsthetikere har gjennem de mindre afsat en heel Deel Læresætninger om det Skjønne ned til den store Masse, og de lader sig lære uden synderlig Møie. I vor dannede Tid glider Kunstværker dagenedags forbi vore Øine, og fra de bedste af dem kan ved lidt udvortes Hjælp ogsaa et heelt Regelværk opkonstrueres. Hele Forstandighedens Folkefærd er dygtig til at lære, og vi seer dem derfor snart at fare afsted til det næste Kunstværk med fuldfærdigt kritisk Værktøi. Deres Selskab uleiliger ofte, skjønt det ikke forstyrrer. Det kunde være, hvis man ietvæk maatte vende sig fra sit Arbeide til Publikum for at vise, hvor skjævt de dømmer, naar de ikke indenifra tager Dommen med. Men det sparer man sig. Man venter blot paa, at der skal komme et listigt Kunstværk af særegen Art, som de kan maale sig fordærvet paa. Og altimellem kommer der et. Der er visse velsignede Digtninge, som, hvor uskyldige de ere, dog bliver dem usynlige Faldgruber, og i dem styrter hele den kjække Skare Hulter i Bulter paa Hovedet.

Selskab med dem gjør en anden Deel, som vel kan være æsthetisk anlagt, men som er gaaet sig fast eller op i en enkelt Kunstner-Individualitet, tildeels i en enkelt Retning, og vil see denne i det Frembragte, saafremt det skal duge. De kjender kun et eller to Synspunkter, og lader Værket sig ikke tage i Kikerten fra noget af dem, saa erklæres det ikke til at finde i det Skjønnes Horizont. Hine er den personificerte Travelhed; disse hviler dovent i en Slags taus Foragt for alt det, som ikke kommer ind under deres Øiemaal. Hine styrter sig over hvert eneste Værk, det store og det lille, thi det er den Snusforstandiges Væsen, at han altid vil anvende hvad han har lært. Disse løfter blot paa Hovedet, naar det bliver for støiende om dem af alle de tirrende Skabninger, hvis Tilværelse de ikke vil erkjende. Da reiser de sig med Vælde, da tager de Køllen i Haand og styrter afsted, jager og slaar om sig – – og dumper paa Hovedet ned i den fule Faldgrube.

En saadan er Hr. Henr. Ibsens Stykke bleven for Mange.

Da det nu er udkommet i Trykken (hos Tønsberg – som historisk, ovenikjøbet historiskt (!) Skuespil) har vi Anledning til at tale nærmere om det. Det bliver blot i Et og Alt at stadfæste og begrunde det første Indtryk. Man har det engang om igjen, naar man læser det, og det forhøies, fordi Ingen skjæmmer os ud de deilige Vers. Thi det bekræfter sig, at de, netop de maa være Udgangspunktet for Bedømmelen.

Man har klandret dette Stykke i Forhold til «Svend Dyrings Huus» og Kjæmpeviserne. Dette skal da formodentlig betyde, at det lyriske Moment er laant af Kjæmpeviserne, det episke af Hertz's Stykke, eller med andre Ord, at Formen, Behandlingen er Kjæmpevisernes, Stoffet Hertz's. Allerede dette kan man ikke godt sige, da baade det episke og lyriske Moment i Svend Dyrings Huus ganske er Kjæmpevisens og ene Sammensmeltningen af begge, det Dramatiske, er Hertz's Værk – og hans Mesterværk. Men dette er da Noget, som den ene Mand nok lader være at tage fra den anden. Skal man nu endelig afhandle, hvorvidt Hr. Ibsens vakre Stykke er et Rov, saa kan han til Hertz ikke komme i noget andet Forhold end det, som man har til en Veiviser. Hertz har vist ham hen til Kjæmpeviserne, og af disse skal da Rovet være forøvet.

Men det at digte sig ind i deres Forestillingskreds og Tone kan dog aldrig kaldes Rov. Da har i alle Fald Hertz gjort sig skyldig i den samme Brøde. Jeg forstaar godt, hvordan en saadan Mening kan danne sig. Naar Veien er stærkt befaren, falder det Ingen ind at sige, at den Ene gaar efter den Anden, fordi om de Begge gaar henad den; men naar den er folketom, og en Enkelt en enkelt Gang gaar henad den, og en Anden ogsaa gaar, da siger man ofte, at den Ene gaar efter den Anden. Det var nok meget Faa, som havde Øie for, hvilken kunstig Efterligning Ernest Legouvés «En Brud ved Erobring» var af den nyfranske Skoles bedre Værker. Overhovedet reiser man ikke den Bebreidelse mod Nogen af denne Skole, at den Ene efterligner den Anden, eller at de Alle efterligner Scribe, fordi de benytter hans «Opfindelser.» Men jeg undrer mig paa, om ikke den, som først bemægtigede sig den Maade at behandle Stoffet paa, fik paaskrevet sit Karakterkort: «han er bare en Efterligner af Scribe?» No. 2 fik det neppe, No. 3 endnumindre, og siden kunde Forfatterne uforstyrret udvikle sin Individualitet bag denne fælles Kunstform; thi Ingen talte og taler længer om Plagiat – ja selv om det virkelig er der.

At befølge en ny Bane, som er brudt af en Anden, er ikke at eftergjøre denne. Den grove Sands mærker, at Maneren er den samme, og skriger strax ende over sig; men den mærker ikke eller vil ikke mærke det individuelle Liv, som rører sig inden Maneren. Det er hos den begavede Digter saa stærkt, at han egentlig ikke gjentager Noget, selv ikke engang Maneren; thi ved at gribe den paa sin Maade udvinder han ogsaa noget Nyt. Dette viser ogsaa Hr. Ibsen. Medens Hertz fortrinsvis har behandlet den episke Side af Kjæmpeviserne, tager Ibsen den lyriske. Medens den Første løfter Stoffet helt og holdent ud af dem, laaner den Anden blot deres drømmende Aand, deres underlige Tonefald, og lægger i dette en Kjæmpeviserne aldeles uafhængig, paa første Haand digtet Tanke. Hin stræber i sit Versemaal fornemmelig efter at skaffe det enkelte Ord en særegen, næsten overnaturlig Vægt, saa det hele Apparat bliver bevægeligt og stærkt og som saadant ualmindelig skikket til fyldig Karaktertegning. Dennes Hovedomsorg gaar ud paa at fjerne Alt, som kan forstyrre det Melodiøse, vække det lyrisk Drømmende, gribe ind og forme fremmede Forestillinger. Ingen voldsom Overgang, ikke en eneste en, ingen Vildhed, ingen Overanstrængelse; Alt skal roligt glide frem, risle, synge, daare.

Intet kan være mere forskjelligt end Hr. Hertz's og Hr. Ibsens Vers; man behage blot at se efter. Og dog har de begge øst af Kjæmpevisen. Hvorfor tage de hver sin Del i hine Viser, dersom de ikke tage til hver sit Øiemed? Og det viser sig snart. Man siger, at Hertz's Figurer er Ibsens, og endog Katastrofen saa omtrent den samme. Til en saa kummerlig Paastand bruger man et saa kummerligt Bevis som at een Figur i Hertz's Stykke er to i Ibsens, to i Hertz's een i Ibsens! Tage Bolt er fordelt paa Bengt Gautesøn – og Knud Gjæsling! Margit er Regisse – og Ragnhild! Saadan er det naturligvis med os Allesammen, at vi er et Stykke af den og et Stykke af den; men netop Foreningen er det Karakteristiske, skulde jeg mene. Der bruges Gift i begge Stykker – altsaa Lighed! Men man lægge Mærke til, at det er Kvinder, som i begge Stykker vil rydde et Medmenneske afveien, og disse har over hele Verden det tilfælles, at de maa bruge den Svages Middel; de bruger ikke mere Sværdet hos Hr. Ibsen i Norge end hos Hr. Hertz i Danmark; de bruger Giften.

Men jeg kom bort fra, at disse Stykker er blevet til i saare forskjelligt Øiemed. Maa det ikke være paafaldende, at Hr. Ibsen ikke laante sit Stof af nogen Kjæmpevise, skjønt de har saamange og skjønt han kjender dem som Faa. Han tog det heller ikke af den samtidige Historie; men han dannede ganske ud af sit eget Hoved. D. v. s. Kjæmpevisemaalet dannede det for ham. Hvad der er frembragt, er ligesom det Indtryk han havde efter Læsningen. Saadan omtrent maatte dens Tid være, mener han; en Margit og en Signe maatte den danne. Og Gudmund er den, som har udført Værket; han er Sangeren eller rettere den personificerte Kjæmpevise. Ved hans Kvæde er de ammet; i det hviler hele deres Liv. Saaledes kunde det forvilde en Margit og frelse en Signe.

Hos Hertz er det derimod ikke Kjæmpevisen, som danner; det er ham, som danner Kjæmpevisen. Han dramatiserer den, d. v. s. dens Indhold, og benytter dertil dens eget Middel. Han gjør om igjen hos os den Udvikling, som den spanske Romance har havt i sit Fødeland: han fører dens forskjellige Figurer paa Scenen. Ibsens Arbejde er ligeoverfor dette virkelig næsten blot den lyriske Stemning efter et Samliv med de gamle Sange. Men Herregud, hvor den er yndig!

Hans dramatiske Ramme er forresten ikke saa ilde endda. Nærmere beseet er der baade Tanke i den og en smuk Tanke; men den er svagt gjennemført. Margit har man fremstillet som en meget simpel Kvinde, «der giftede sig for Penge» og som siden begik Mord. Ja det vidste vi før, at den faktiske Handling ikke er det Poetiske, men Motiveringen. Hvorfor giftede hun sig Guld til, hvorfor vilde hun begaa Mord? Se, derpaa kommer det an. Hakon Jarl kan ogsaa være en simpel Karl; han dræbte sin Søn. Alle de gifte Damer i de franske Skuespil, «som har giftet sig for Guld», er vel ogsaa simple Kvinder, – der bevise «at enhver Gaas kan blive Heltinde.» Men jeg skulde tro, at de forstaar at gjøre «Heltinder» af dem, ligesom Oehlenschlæger har gjort en Helt af Hakon Jarl.

Lad os betragte Margit. Hun er som sagt en Skabning af Gudmunds Sange. Signe lyttede til disse samme Sange, men hun drak blot Haab og en umaadelig Tro paa en god poetisk Verden af dem. Margits Gemyt var ikke saa mildt; det dvælede mere ved den ydre end indre Verden i Viserne, mere ved Riddernes og Fruernes Fester og Optog, end deres stille Kjerlighedsleg. Hun formede alt en rig Verden i sine egne Tanker, hvori hun saa sig selv som Dronning. Gudmund reiste, men Billedet stod for hende. Hun saa ingen Virkelighed for det – og greb næsten ubevidst en enkelt Leilighed, som frembød sig. Men aldrig saa saare var hun flyttet ud af Drømmen og ind i Virkeligheden, førend hun smerteligt tænkte: det var ikke paa den Maade! Sjelen, som ubevidst havde rørt sig i det hele Tankemaleri, nemlig Kjerligheden, den savnede hun i Virkeligheden, og Intet havde længer Glands. Lad os tænke os de tre frygtelige Aar, et Væsen som hun tilbragte ved Bengts Side. Lad os tænke os, hvor ofte og vemodigt Gudmunds Billede stod for hende, som anede hun nu først, hvad der gjorde hans Sange saa usigelig kjære. Hun saa sig Offer for et stort Bedrag, og Smerten og Længselen arbeidede i Fællesskab paa hans Billede. Derfor kunde hun saa strax falde ham i Armene, da han kom, derfor med en saadan Feberkraft klamre sig fast ved ham, da han vilde vige.*)

Tager man Gudmunds Sange bort, har hun Intet at hælde sig til og vil synes urimelig; men har man dem med, saa vil man godt forstaa hende. Da vil man – ligesom man hidindtil har forstaaet hendes Udvikling – fatte, hvilken Fremtid hun imødesaa, nu, da hun engang havde havt et lyst, forbifarende Haab om noget Bedre. Hun siger selv:

«Jeg hørte engang om et blindfødt Barn,
Som voxed op i Leg og i Glæde;
Moderen spandt et Trolddomsgarn,
Som mægtede Lys over Øiet at sprede.
Og Barnet skued' med undrende Lyst
Over Bjerg og Sø, over Dal og Kyst. –
Da svigted' de koglende Kunster brat
Og Barnet gik atter i Mulm og Nat;
Det var forbi med Gammen og Lege,
Af Sorg og Længsel blev Kinderne blege,
Det sygnede hen og leved' alle Dage
I en evig, en endeløs Klage.»

Dette Barn var hun, og Fortællingen om Audun af Hegrenæs, (der virkelig er benyttet til Handlingens Fremskyndelse med en Dygtighed, som lover noget Mere) «lokker og frister» hende. Hun overgiver sig til sin syndige Længsel, Alt gaar i saadan voldsom Hast; Signe kommer imellem; hun maa strax kunne staa ligesaa fri som hun, for at kunne virke paa hans Sind med lige Magt, og fortvivlet, opskræmt, aandeløbende efter sin Lykke, som hun pludselig tror at skimte, tykkes hun

«– – den Lykke vinder i Pris,
som maa kjøbes med Blod, med min Sjels Forlis.»

Den Vælde, hvormed flere Aars tilbageholdte Længsel stormer paa, Hasten, Situationen gjør hende, som man seer, næsten vanvittig. Hun veed ikke mere af sig – og hun hælder Draaberne i Bægeret!

Med sund Takt lader Digteren Ingen falde som Offer for denne Udaad**). Giftblandingen stilles saaledes ene i Forhold til hende selv. Og paa dette Punkt søger jeg det dramatisk Brugbare i Stykket. Digteren lader hende gaa saa langt i sin Forvildelse, at hun ræddes tilbage for sig selv. Ganske alene fuldfører hun sit Omvendelses- og Soneværk. Ganske alene, blot ved at lade hende frit rase ud, vender hun fra Syndens Tomhed tilbage til Religionens Fred. Hvad ellers en Katastrofe virker, hidført gjennem Andre eller i Brydning med Andre, udretter hun selv, og dette er baade naturligt og originalt fremstillet***).

Man dadler Bengt Gautesøns Fald. «Han fortjente ikke at falde, han var blot et sølle Skrog.» Vistnok; men hans Forretning var tilende. Alt maa naturligvis i et Drama staa i et Kausalitetsforhold. Bengt er sat derind som Aarsag (rigtignok en uskyldig) til det, der skeer. Den har sin Virkning – og falder bort. Et saa strengt Forsyn er nu engang Digteren i sin selvskabte Verden. Hans Tilværelse som Ægtemand var Straffen for hendes Forræderi mod sin poetiske Fortid og hendes letsindige Offer af sin Ungdom. Efter en udvidet Brøde skal hun ogsaa sone i en høiere Forstand, og han maa ikke være iveien herfor. Det staar alligevel ikke til at betvivle, at en stærkere Dramatiker ogsaa havde holdt ham i et lidt mørkere Lys; som han nu er, kan man ikke undlade at tænke paa hans Fald, og det skulde man ikke.

Flere svigtende Træk i det hele Anlæg kunde jeg paavise, ligesom jeg og kunde udhæve Signe lidt nøiere. Men hun vil nok forstaaes af en kjærlig Læser, og hvad hint angaar, saa kan det her ikke være rimeligt at gaa irette med Dramatikeren Hr. Ibsen.

Jeg vil takke ham for hans lille venlige Arbeide og anse det som en sjelden Gave til vor Literatur. Lad saa Andre forlyste sig med at klassificere ham. Det maa ogsaa blive deres Sag at forklare, hvad de mene med sine «Halvdigtere.» Vi maa ikke være for prutne paa det; isandhed, vi har ikke og faar ikke Mange som Hr. Ibsen. Jeg forstaar ikke, at de tarveligt begavede Digtere (jeg anseer langt, langt ifra Hr. Ibsen for en saadan) «kan skade Smagen» og fordærve den for de store Digtere. Det Store var ikke Stort, dersom det ikke erobrede sig Kjærlighed, naar det kom. Og de mindre Digtere, der ikke er hævet langt over Folkets almindelige poetiske Bevidsthed, udvikler dog denne, pleier og nærer den.

Men hvorom Alting er: det er en slibrig Sag at sætte Rang for en ung Digter, en endnu slibrigere at bænke Hr. Ibsen paa det nederste Sæde. Kjere Læser, vil Du ikke heller være med mig, naar jeg vender om Signes Ord til Gudmund, saa de kan blive vore til Digteren, – vil Du ikke være med og sige til ham:

Min ædle Sanger: i Sorrig og Lyst
Slaa kun din Harpe, som bedst du lærte;
Tro os, der er Strenge dybt i vort Bryst,
Som skal svare dig i Fryd og Smerte! –?

 


 

*) Hendes studse Adfærd i Begyndelsen er naturligviis ene at betragte som Egenkjærlighedens svage Modstand. Hun følte, hvilken grændseløs Magt han kunde faa over hende, og skammede sig, da hun var bange han skulde ane det – maaske endog nyde en Triumf; hun kjendte ham jo ikke.

**) De Elskende vil drikke af Bægeret, men forhindres. Forsaavidt dette ikke skal symbolsk betegne, «hvor nær hun havde voldt deres Lykkes Forlis» (et rigtignok temmelig unødigt Symbol), saa er dette blevet til blot for Theatereffektens Skyld, for at Tilskuerne skulde ængstes. Men uden Grund i Stykket er dette utilladeligt.

***) Stykket har sin Svaghed i, at vi egentlig ikke seer Gudmund amme hendes Kjærlighed paany, blot hører hende sværme, og kan derfor ikke ganske let fatte dens Styrke. Derfor er vi ikke deeltagende nok i hvad der sker. Fremdeles har Forfatteren ikke forstaaet at lade den udvortes Nødvendighed for Giftblandingen ledsage og fortolke den indvortes. Vi maa ogsaa her løbe tilbage til at tro hende paa hendes Ord. Men hvad Digteren har villet, det forstaa vi Allesammen.



Published May 3, 2018 11:29 AM