Anonym anmelder i Bergens Tidende

Gildet på Solhaug på Den Nationale Scene anmeldt i Bergens Tidende 1. november 1888 (No. 317, 21. Aarg.).

Theatret.  Det var et Særkjende for Romantikens Tidsalder, at de forskjellige Folkeslag med en særegen Lyst dvælede ved sine Minder, ved sine Fædres Liv og Bedrifter, ved alt, hvad der var nationalt.

Men man søgte rigtignok ikke til de gamle Stier med den historiske Videnskabs rolige og sikre Lygte og betragtede ikke de henfarne Dage ved dens fulde Lys; man saa dem gjennem farvede Glas, der udviskede Gjenstandenes Omrids, man betragtede dem med Frastandens poetiske, begejstrede, men just derfor ikke paalidelige Øje. – Hvad Under da, at Kjæmpeviserne, der endnu levede paa Folkets Tunge, igjen kom til Ære og Værdighed. Disse Viser er det bedste, det mest levende Udtryk for Middelalderens Drømmetid, denne forunderlige Tid, der paa den klare, klassiske Kulturs Ruiner i en voldsom Gjæring gjennem det usikre Maanelys varslede om den nye Dag.

De var i sin Tid blevne digtede og benyttede af og hos de højere Stænder – havde altsaa været et Udtryk for den Poesi og det Aandsliv, der rørte sig paa det daværende Samfunds Højder.

At Romantikens Digtere med Forkjærlighed dykkede ned i de gamle Sanges Poesi, er altsaa let forklarligt, og man ser ogsaa, at de næsten alle med mere eller mindre Held har forsøgt at stemme sin Harpe i de gamle Toner, har forsøgt at lade Kjæmpevisens Aand paanyt lys levende vise sig for Dagens Mænd.

Et Udslag af denne Retning er «Gildet paa Solhaug». Stykket var skrevet af den unge Digter i en Tid, da Romantiken endnu herskede, og det var skrevet for et Publikum, der som Følge heraf havde et ganske andet Hjertelag og ganske andre Betingelser for at følge Handlingen end Nutiden har, selv med den bedste Vilje. Ja, det samme gjælder for den Sags Skyld naturligvis lige saa meget Skuespillerne, der skal fremstille disse «djærve Mænd og høviske Kvinder».

De Kunstnere, der nu for Tiden formaar med virkelig hjertegreben Forstaaelse og deraf følgende Varme og Kraft at tolke Romantikens Skikkelser, er snart talte – hvor mange kan f. Ex. nu fremstille Oehlenschlägers tragiske Helte? Da Wilhelm Wiehe lukkede sine Øjne, var vel det forbi.

Det er os derfor ikke det mindste paafaldende, at Stykket ved sin første Opførelse her i 1856 bragte Begejstringen til Højdepunktet, og at Jubelen stod i Taget – ligesaalidt som at man nu modtog det samme Stykke med en ganske anderledes Ro.

Margit spilledes af Frk. Fredrikke Jensen, der med denne Rolle for første Gang præsenterede sig for vort Publikum.

Vi vil sige det strax, at den unge Dame gjorde Indtryk af, at hun ejer Kræfter, der ved fornuftig Udvikling vil kunne voxe en god Væxt. – Hendes Spil var præget af Forstaaelse, og var – især i 1ste Akt – i det hele tilfredsstillende. At hun senere, hvor hun skulde komme i Affekt, undertiden faldt hen i en hul og opstyltet Deklamation, der virkede uskjønt, er vistnok saa, men Manglerne ved hendes Fremstilling var dog ikke større, end at vi med Haab og Fortrøstning hilser Frk. Jensen velkommen. Hun var desuden scenevant og bevægede sig sikkert, og det er allerede meget. At det udenlandske Klangpræg, som hendes Stemme var belemret med paa Grund af hendes lange Ophold mellem svenske, sandsynligvis inden føje Tid vil forsvinde, vil vel ogsaa bidrage sit til at gjøre hende Vejen fremover lettere.

Frk. Tollessens Signe vil vi omtale med al den Anerkjendelse, vi kan. Relativt talt skilte hun sig ret godt fra sin Rolle; at den gjorde et temmelig mat Indtryk, og at der var noget tyndt ved den hele Fremstilling, er ikke saa meget Frk. Tollessens Skyld, men det ligger i Omstændigheder, som hun ikke kan hjælpe for. Hendes Personlighed strak med andre Ord ikke til, trods den gode Vilje.

Hr. Garmann gav som Bengt Gautesøn et kraftigt Stykke Realisme midt i Romantiken; han var karakteristisk og gjorde ud af Rollen, hvad man kunde vente sig af ham.

Hr. Michelsen har Evner og store Betingelser for med Held at kunne optræde i det romantiske og historiske Skuespil, og det har ogsaa lykkedes ham adskillige Gange at skabe gode Figurer her. Saaledes ogsaa igaar. Hans Knut Gæsling saa godt ud og var i sin Helhed godt gjort.

Ogsaa Hr. Roald har Betingelser i samme Retning, og vi nærer ogsaa det Haab, at han vil kunne udnytte disse, saa de kommer til sin Ret.

Hans Gudmund Alfsøn bestyrkede os i dette Haab om Fremtiden, men vi vilde nu saa gjerne snart kunne sige noget mere; vi vilde saa gjerne se vort Haab realiseret.

Der er altid gode Momenter hos Hr. Roald og saaledes ogsaa igaar, men skulde vi dog ikke snart kunne vente en hel, fuldstændig udmejslet Figur med god og rimelig Replikbehandling? Det fik vi ikke igaar, og det var Mangelen ved hans Gudmund Alfsøn.

Published Apr. 4, 2018 1:46 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM