Anonym anmelder i Flyveposten

Gildet på Solhaug på Casino Teater anmeldt i Flyveposten i København 8. desember 1861 (No. 333, Syttende Aargang).

Casinos Theater.  Ifredags opførtes Henrik Ibsens Drama «Gildet paa Solhaug« første Gang paa Casinos Theater. At dette Stykke er optaget paa Casinos Repertoire, kan sikkert ikke Andet end billiges, ligesom enhver anden Bestræbelse maa billiges, der gaaer ud paa at drage Secondtheatrene ud af de lavere Genrers Sphære, hvori de hidtil for en væsentlig Deel paa Grund af Forholdene have befundet sig. Og at Casino er i Besiddelse af Kræfter til paa en respectabel Maade til at støtte slige Forsøg, er ikke blot stadfæstet ved Carit Etlars «Lauge med den tunge Haand», men det har nu ogsaa tilstrækkeligt viist sig ved «Gildet paa Solhaug», der fremfor Alt kræver en god Udførelse, naar det skal kunne behage. Denne Betingelse har formodentlig manglet ved dets Opførelse i Digterens eget Fædreland, i Christiania, hvor det aldeles ingen Lykke gjorde, thi selve Stykket kan umuligt bære Skylden derfor. Vistnok har det sine Mangler, men disse ere dog ikke af den Beskaffenhed, at de i nogen væsentlig Grad kunne have Indflydelse paa det større Publicums Dom; saaledes vil den væsentligste Anke, der kan reises imod Stykket, at det mangler Originalitet, at Forf. har været stærkt paavirket af Hertz's «Svend Dyrings Huus», at Fru Margit saagodtsom er en Copi af Ragnhild, o. desl., neppe være tilhinder for, at det gjør, hvad man kalder Lykke, naar det iøvrigt bæres af en god Udførelse. Og paa den anden Side har det saa meget for sig, at den dramatiske Virkning, naar hiin Betingelse er tilstede, ikke let vil udeblive. Først og fremmest er det en virkelig Digters Arbeide; der gaaer en poetisk Luftning igjennem det, som forfrisker og opliver, Sproget er ædelt og smukt, og indeholder det ogsaa for danske Tilskuere noget Fremmedartet, saa er Norskheden dog langtfra som hos Bjørnstjerne Bjørnson, det er ikke Noget, som «river i Halsen», men der er kun saameget deraf, at en vis fædrelandsk Tone vedligeholdes, og at Udtrykket faaer den tilbørlige Kraft og Fylde. Dernæst savner det ikke den fornødne dramatiske Spænding, skjøndt de anvendte Midler ikke altid ere sandsynlige eller forraade Opfindsomhed. Mangelen herpaa viser sig især i den særdeles keitede Maade, hvorpaa Giftflasken kommer i Fru Margits Hænder, og det Samme gjør sig gjældende i Opløsningen, der overhovedet maa ansees for aldeles forfeilet, idet den poetiske Retfærdighed udkræver en ganske anden Slutning end den, at Fru Margit gaaer i Kloster; det er en Straf, der kun lidet svarer til hendes store Brøde. De her korteligt paapegede Mangler forhindre dog aldeles ikke, at man kan see Stykket med stor Interesse og glæde sig derover, især da det, som alt berørt, udføres paa en navnlig fra Hovedpersonernes Side høist respectabel Maade. Først og fremmest fortjener Hr. W. Wiehe at nævnes, hvis Gudmund Alfsøn er et yderligere Vidnesbyrd om, hvad den danske Tragedie vilde kunne vinde i ham. En fortræffelig, ædel, usmykket Diction, Kraft og Følelse i Foredraget og en mandig Holdning anviser Udførelsen Plads ved Siden af det Bedste, man i denne Retning har seet paa den danske Skueplads. Som noget af det Mesterligste nævne vi blot hans melodramatiske Foredrag. I Fru Margit havde Jfr. Thomsen en meget vanskelig Opgave at løse, og den lykkedes hende over al Forventning; navnlig forstaaer hun at lade det Dæmoniske i Charakteren fremtræde, ligesom hendes Kamp mellem den fortærende Lidenskab og Pligten baade er sand og gribende. Skade, at hendes Organ savner den fornødne Styrke til at kunne trænge igjennem i det store Locale; kun hvor Talen stiger med Lidenskabens Kraft, bliver hun ret forstaaelig. Endnu fremhæve vi Hr. Hagen, der giver et godt Billede af den af sin Rigdom indbildske Herre paa Solhaug; som det Bedste i hans Fremstilling nævne vi den iøvrigt fortræffeligt tænkte Scene i sidste Act, hvor hans Beruselse modner Hustruens Forsæt at give ham Gift. – Udtyrelsen er omhyggelig og en Decoration, forestillende en norsk Fjeldegn i Aftenbelysning, med en Fos i Baggrunden, er meget smuk. Den af Hr. Gläser componerede Musik er, hvad det Melodramatiske angaaer, særdeles charakteristisk og tiltalende; mindre heldigt forekommer os Slutningschoret, der helst burde udelades; Virkningen vilde være langt større, naar Stykket sluttede med Gudmund Alfsøns Replik.

Published Apr. 4, 2018 1:53 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM