J. Hjerrild

Gildet på Solhaug på Casino Teater anmeldt av J. Hjerrild i Dagbladet i København 9. desember 1861 (No. 287).

Theatret i Kasino.

«Gildet paa Solhoug», Skuespil i tre Akter af Hr. Henrik Ibsen.

I en af den danske Literaturs Prydelser, Henrik Hertz's «Svend Dyrings Huus», er der en Figur, som fremfor de øvrige fæster sig klart i Erindringen: Ragnhild, den stolte, hovmodige Kvinde, der gaaer tilgrunde i Kampen mod den glødende Lidenskab, som Runernes Trolddom har vakt. Denne Skikkelse, der i enhver dramatisk Literatur vilde være høist interessant, bliver det dobbelt i vor, som et af de der saare sjeldne Exempler paa, hvad Æsthetikerne kalde det Dæmoniske i streng Forstand. Nærmere at bestemme det Dæmoniskes Begreb er paa ingen Maade let. Mange kloge Folk have prøvet derpaa, men hvad de have sagt derom, er i Reglen ikke saa meget klogt. Mest bekjendt er vel Göthes Yttring, at det Dæmoniske er det, som ikke ved Forstand og Fornuft lader sig opløse. Men derved er Gaaden jo igrunden kun fremstillet i en anden Form, den er betegnet som Noget, der blot lader sig løse tilnærmelsesviis, fordi der er noget Skjult tilstede, som Tanken ikke mægter at udgrunde. To Rekvisiter er man dog almindelig enig om at kræve, hvor der skal kunne tales om det Dæmoniske. Der maa paa den ene Side være en mørk Naturmagt, som har taget Mennesket i sin Sold, har sat fordærvelige Kræfter i hans Indre i Gjæring og nu fører ham med uimodstaaelig Styrke nedad Fordærvelsens «Skraaplan»; og der maa paa den anden Side være en Bevidsthed om Frihed og Tilregnelse; Individet maa føle, at han, hvis han energisk vilde, ogsaa kunde gjøre Modstand imod det Ondes Drift. Til det Dæmoniskes Væsen hører altsaa nødvendig en Dobbelthed og en Kamp, hvori det Individ, som er Kampens Valplads, tilsidst gaaer tilgrunde. I Dogmet om Arvesynden har man om ikke et Exempel, saa dog en almeengyldig Analogi til det Dæmoniske, i Kampen mellem den saakaldte frie Villie og den forudsatte ubøielige Nødvendighed; men til at bruges som Grundlag for en dramatisk Konflikt vilde selvfølgelig denne Bestemmelse af det Dæmoniske i ethvert Tilfælde være for bred og for almindelig. Hos det Individ, hvor det skal slaae Rod, maa Jordbunden nemlig være særlig forberedt til at modtage det; ligesom man siger om den, der tre Gange paa et eensomt Sted kalder paa sit Navn, at han faaer sin Dobbeltgjænger at see, saaledes maa Individet selv have fremmanet det Dæmoniske, for at det skal banke paa. Derved fremkommer i det Uhyggelige det Moment af Tilregnelighed, som forsoner. Naar Hexene byde Macbeth Kronen, da skeer det ikke paa Maa og Faa, men de henvende sig just til ham, fordi de føle sig hendragne derved, at han tidligere har ruget over den samme Tanke. Naar Æblet triller i Ragnhilds Skjød, da er det heller intet reent Tilfælde; thi hendes begyndende, opblussende Lidenskab, hendes hele Karakteer gjør just hende særlig modtagelig for Runetrylleriet. Vel kan man ikke, som Heiberg smukt udvikler, sige, at hun har mistet sin Frihed, uden selv at have tilsat den – isaafald var Ragnhild «ikke længere handlende Person, thi al Handling beroer paa Friheden, og al dramatisk Poesi er Handling» – men man kan ligesaa lidt paastaae, at hun er fuldstændig fri. Borttager man Runeæblets Magi, denne koglende Magt, der lokker og bedaarer og hilder, da synker Ragnhild ned til en letfærdig Pige, der om Natten banker paa fremmede Ridderes Døre og løber efter dem i Skovene, derpaa bliver en gemeen Giftblanderske og tilsidst drukner sig selv for at undgaae Retfærdighedens Haandlangere. Det Poetiske i Figuren er slaaet aldeles ihjel. Og det er just vor Hovedanke imod Forfatteren af «Gildet paa Solhoug», ikke at han har efterlignet Ragnhild – selv for en Columbus ligger der jo ikke hver Dag et Amerika – men at han har trivialiseret Hertz's Billede, forvredet og outreret det, saa at det næsten er blevet til Karikatur.

Margit – saaledes er Ragnhild omdøbt hos Hr. Ibsen – er Frue paa Gaarden Solhoug. Fri og utvungen, fortæller hun selv, har hun ægtet Herren til Solhoug, den rige Bengt Gautesøn. Det var hans Gods og Guld, der stak hende i Øinene; naar hun derfor klager saa gudsjammerlig over den «kolde, knugende Magt,» der allerede i hendes treogtyvende Aar har lagt sig om hendes Hjerte, naar hun sukker bag «den gyldne Muur,» saa er dertil intet Andet at svare, end at det skulde den gode Kone have betænkt itide. Ved Handlingens Begyndelse er der stævnet til Gilde paa Solhoug i Anledning af Margits og Bengts treaarige Bryllupsdag, da Gudmund Alfsøn, Margits Frænde, uventet indfinder sig paa Gaarden. Det er syv Aar siden, at Gudmund drog bort til fremmede Lande; dengang synes Margit og han at have elsket hinanden, men da det isaafald er hende og ikke Gudmund, der har gjort Brud paa Forholdet, har hun jo ikke Noget at bebreide ham. Nu kommer Gudmund til Solhoug for at søge Ly og Bistand, thi han er en fredløs Mand. Tilfældigviis har han opdaget et utilladelig Forstaaelse mellem Kantsleren og Norges Dronning, ja endog en Plan til at forgive Kongen; Giftflasken, som de Sammensvorne med en utilladelig Skjødesløshed have glemt paa Bænken, er falden i hans Hænder. Margit, der troer, at han er kommen for at spotte hende i hendes Nød, giver ham imidlertid en Modtagelse, som en Hund maatte skamme sig over. Rigtignok er Gudmund ogsaa uforsigtig, han lader mange Ord falde, som tyde paa, at han tidligere har havt reelle Hensigter, og det er naturligviis ligesaa mange Tryk paa Margits ømme Byld. Allerede er han i Begreb med at gaae, da han faaer det heldige Indfald at fortælle Margit om sin Fredløshed, Noget, hvormed han formeentlig mest passende kunde have begyndt. Dette bringer hende til at slaae aldeles om, og hendes kjærlige Iver og Uro i den nu følgende Dialog er smukt tegnet. Men uheldigviis fortæller Gudmund hende tillige om den «gaadefulde Saft», hvoraf man blot behøver at hælde en Draabe i sin Uvens Bæger for at faae hans Livskraft til at sygne. Og denne sørgelige «Saft» er for Stykket bleven en snigende Gift, der har udmarvet hele dets Organisme og kvalt de gode Løfter, som Expositionen endda i en enkelt Retning indeholder.

I anden Akt har der allerede udviklet sig et Kjærlighedsforhold mellem Gudmund og Margits unge Søster Signe. Gudmund har ikke tidligere været klar over sine Følelser; mens han var borte, tænkte han «trolig, baade Vinter og Sommer» paa dem begge to, men nu, da han finder Margit gift og Signe saa stor og saa smuk, maa hans Hu ganske naturlig vende sig til hende. Men Signes Haand attraaes ogsaa af Knut Gjæsling, en meget raa og barsk Normand – i «Svend Dyrings Huus» hedder han Tage Bolt – og da Margit higer efter Gudmund og allerede har tænkt Adskilligt paa at skille sig ved sin skikkelige Husbonde, indseer man nok, at en Explosion ikke kan udeblive. Den kommer da ogsaa, men rigtignok paa en Maade, der i Ubehændighed søger sin Lige. Kan der tænkes en mere fuldstændig komisk Situation end denne? To Mænd spadsere op og ned i Samtale om deres respektive Elskede, som Tilskueren veed er een og samme Person; derpaa standse de pludselig, pege begge to paa hende og udbryde i samme Aandedræt: «Der er hun!», ovenikjøbet med Tilsætningen «Ja, min!» – «Nei, min!». Situationen kan længe nok være fortvivlet for de handlende Personer, den tragiske Stemning faaer alligevel et uforvindeligt Knæk, og Tilskueren er i sin gode Ret, naar han leer, en Ret, som Kasinos Publikum forleden da ogsaa i rigeligt Maal benyttede. Man skulde nu troe, at Margit maatte vende sine Anslag imod sin Søster – en Elskerinde er dog altid en farligere Skranke end en Ægtemand – men langtfra; haardnakket klamrer hun sig til den Tanke, at hvis Manden blot kom af Veien, vilde Gudmund som legitimt Bytte tilfalde hende. Efter et længere udspundet «Jeg vil – nei, jeg vil ikke» kommer det da endelig saa vidt, at hun helder Giften, som hun ved et lille Taskenspilleri har bemægtiget sig, i Mandens Bæger og gaaer bort, overladende ham til hans Skjæbne. Man bæver – men heldigviis bliver Bengt bortkaldt i rette Tid ved Budskabet om, at Knut Gjæsling, der er forbittret over det latterlige Lys, hvori han kom til at staae i anden Akt, har overfaldet hans Gaard. Gudmund og Signe komme tilbage, og den Sidste proponerer at tømme Giftbægeret – man bæver endnu mere. Dog, ved det heldigste af alle heldige Tilfælde kommer Gudmund til at opdage, at det er det samme Bæger, hvoraf han i gamle Dage med Margit har drukket paa et frydeligt Møde; derfor (!) maa Signe ikke drikke «Mosten sød» af dette Bæger – Gudmund slaaer dets Indhold ud af Vinduet. At nu Bengt Gautesøn fælles af Knut Gjæsling, at denne tages til Fange, derved bliver tam og afstaaer Signes Haand, at et Sendebud fra Norges Konge ankommer med Benaadning for Gudmund, og at Margit angergiven gaaer i Kloster – det er Altsammen Slutningseffekter, hvorpaa man er saa nogenlunde forberedt; dog tilstaae vi, at vi snarere havde ventet at see Margit springe i en eller anden Fos, hvorved den uskyldige Ægtemand kunde have sparet Livet.

Er det nu med Urette, at vi have beskyldt Forfatteren for at trække Hertz's geniale Karakteerskildring ned i en lav og upoetisk Sfære? Det vil neppe Nogen paastaae. Margit er, med alle sine klingende Tirader og sin Hjertevee, en simpel Forbryderske, der først har ægtet sin Husbonde af Havesyge og bagefter vil myrde ham for at blive gift med sin gamle Elsker. En Jurist vilde uden videre dømme hende skyldig i fuldbyrdet Attentat; hun har udført hele det Indbegreb af Handlinger, som behøves til at frembringe den tilsigtede forbryderske Følge. Den Magt, som hindrer Forgivelsen, er kun Tilfældet, det dumme, blinde Tilfælde, æsthetisk talt den mest uberettigede Magt af alle. Vi have ingenlunde overseet den Symbolik, som er tilstræbt i Benyttelsen af Bægeret, men denne Symbolik er aldeles falsk. At Signe ikke tør drikke af det samme Bæger, hvoraf Margit og Gudmund have drukket i gamle Dage, er sentimentalt eller dog betydelig affekteret – ikke at tale om, at en saadan dybere Sammenhæng ialfald slet ikke kan paapeges ved Bengts Redning. Og Margit har ikke engang den Undskyldning, som en sand og dyb Lidenskab dog altid kan afgive. Det er ved forskjellige smaa Midler forsøgt at motivere rigtig tykt, hvorledes hun tilsidst kommer til den forbryderske Beslutning; det fremstilles, hvorledes Bengt i Drukkenskab minder hende om, hvilken Lykke det har været for hende at faae ham til Mand, man seer ham byde hende Kjærtegn, der ganske vist i et saadant Øieblik maae være hende modbydelige, ja den uforsigtige Ægtemand minder hende endog om, at hun uden sit nuværende Giftermaal vilde kunne ægte Gudmund. Men selv om dette for en Jury kunde anføres som formildende Omstændigheder – hvad det ikke kan – saa bidrager det dog i Digtet kun til at trække Margit ned og berøve hendes Beslutning al den Kraft og Kjækhed, den som Udbyttet af en Sjælekamp kunde have.

Stykket har store Mangler i sin Bygning – en enkelt Prøve er allerede anført – men vi ville ligesaalidt opholde os derved som ved de stundom temmelig knudrede og flade Vers («Hør til, hvordan Kjærlighed monne opstaae» o. fl. St.). En Egenhed ved Formen er den fremtrædende Lyst til at udtrykke simple og naturlige Ting i kunstlede Billeder, Parabler og Allegorier, eller – som det hedder paa Norsk – «Kvæder». Signe kan ikke berette, at Gudmund er kommen, uden ved en lang lyrisk Beskrivelse af, hvorledes hun var i Kirke og der hørte hans «Røst over Fjorden blaa», som saa selvfølgelig fik alle de smaa Billeder til at vende sig omkring; naar Gudmund vil underrette Margit om, at hun ikke maa gjøre sig noget Haab, fortæller han hende i et temmelig ugalant Billede, at hun er en «Alfekvinde saa led og gram», og at hun godt kan lade den Besvær fare. Margit er selvfølgelig ikke gift med den skikkelige Bengt, der bærer hende paa Hænderne, men med «Bjergkongen», der kom fra Nord med Guld og med Svende o. s. fr. Denne Maneer er aldeles ikke nordisk, men bundtydsk, velbekjendt fra Houwalds, Müllners og Konsorters Dramer. Vistnok findes der just i disse Partier poetisk-smukke Steder, men uheldigviis er det kun sjeldent, at de passe, hvor de ere anbragte. Men Meningen er heller ikke at nægte, at Hr. Ibsen er Digter; han har jo baade skrevet «Maageskrig» og nyere dramatiske Arbeider, som vi ikke kjende. Det er derfor slet ikke usandsynligt, at han kan fremvise langt gyldigere Adkomstbreve til Parnasset end «Gildet paa Solhoug».

Der kan saaledes gjøres væsenlige Indvendinger imod Stykket, men man bør dog ikke bebreide Kasino at have optaget det. Repertoirets Magerhed, hvad egenlig originale Arbeider angaaer, og den ideale Stræben, der umiskjendelig aabenbarer sig i dette, kunde allerede gjøre det berettiget; men dertil kommer endnu, at det byder et Par af Skuespillerne taknemlige Opgaver, som de løse med ubestrideligt Held. Frøken Thomsen, der i den senere Tid har staaet temmelig i Stampe, viser sig i Margits vanskelige Rolle som en meget tænksom Skuespillerinde, hendes Spil er heelt igjennem rigtigt og ofte beaandet, især hvor det gjælder at udhæve Karakterens kolde og haarde Sider. Det var kun hendes svage Organ, som hindrede hende i at opnaae en i det Hele fyldigere Virkning. Frk. Prices første Indtrædelse havde alt det flyvende, klingende Liv, som Situationen udkræver, men Prisen bærer dog Hr. V. Wiehe, for hvis djærve, kraftige Spillemaade Gudmund Alfsøn er som skrevet. Vi ønske Kasino intet Ondt, men vi ønske det kgl. Theater Hr. Vilh. Wiehe.

D.

Published Apr. 4, 2018 1:55 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM