Kristofer Randers

Gildet på Solhaug på Kristiania Teater anmeldt av Kristofer Randers i Aftenposten i Kristiania 7. desember 1897 (Nr. 879, 38te Aargang).

Kristiania Theater.

«Gildet paa Solhaug».

Kristiania Theater opførte igaaraftes Henrik Ibsens 3 Akts Skuespil «Gildet paa Solhaug», der – som oplyst i en Føljetonartikel i sidste Søndagsnumer – første Gang gik over Scenen i 1856 og nu ikke har været spillet siden 1866.

«Gildet paa Solhaug» er et romantisk Drama i Folkevisetone og betegner en ganske interessant Overgangsfase i Digterens Udvikling, – den Tid, da Forfatteren af de senere realistiske Tendensdramaer endnu færdedes i Romantikens og Folkevisens eventyrlige Verden, hvor – forat tale med en af vore Literaturhistorikere – «ridderlige Sangere kvæder til Guldharpens Toner, mens ædelige Fruer og Møer lytter dertil, og den væne Maar ensom og uforstaaet lever sit Drømmeliv, snart i Riddervisens romantiske, snart i Folkesagnets fantastiske Verden, indtil den drømte Helt kommer, han, hvis mandige Billed har leget i hendes Tanke.» Som en saadan Milepæl i vor store Digters Udvikling har Stykket selvfølgelig sin ikke ringe literaturhistoriske Betydning, – ikke at tale om, at det trods sine Svagheder ogsaa bærer umiskjendelige Merker af Forfatterens Geni. Ikkedestomindre kunde jeg, efterat have set Forestillingen paa Kristiania Theater, være fristet til at spørge: hvorfor opfører man egentlig et saadant Stykke, naar man hverken har Skuespillere til at spille det eller Publikum til at se det?

Thi det er Sagen: et Stykke som dette kræver for at komme til sin Ret en vis eiendommelig Atmosfære – en lyrisk Flugt hos Skuespillerne og en naiv Modtagelighed hos Publikum – som ikke nu er tilstede. De mægtige Skikkelser bevæger sig omkring, og deres Tale klinger i rythmisk Fald; men Personlighederne faar ikke Liv, og Ordene giver ikke Resonnans.

Margits Rolle, der i sin Tid har været udført af Fru Gundersen, spilles af Frk. Mejlænder, for hvem den imidlertid – hvad man kunde sige paa Forhaand – ikke ligger rigtig tilrette. Frk. Mejlænder leverer en forstandig og vel udarbeidet Figur, hun fremsiger Versene smukt, og i de roligere Scener naar hun ogsaa megen Virkning; men hun mangler Udtryk paa den ene Side for det blødt hengivende, paa den anden for den sterke Affekt, og hendes Skikkelse blev derfor i sin Helhed hverken saa sympathisk eller saa kraftig, som Digteren har tegnet den. Bedre lykkes Signes Rolle for Fru Dybwad, der tager sig ypperlig ud som den blonde nordiske Jomfru og giver Rollen med en varm og naturlig Følelse, som flere Gange rev Publikum med. – Af de mandlige Roller udføres Bengt Gautesøns af Hr. Garmann, for hvem Regissøren, før Tæppet gik op, udbad sig Publikums Overbærenhed paa Grund af en pludselig Upasselighed. I de første Akter kunde denne nok ogsaa merkes paa et noget ujevnt og forceret Spil; men i 3die Akt, hvor Bengt praler i Drukkenskab, var hans Spil karakteristisk og godt gjennemført. Derimod forekom Hr. Roald mig lidet heldig som den kjække Riddersmand og Sanger Gudmund Alfsøn. Hans Udførelse af denne Rolle var gjennemgaaende for veg og umandig; og en Sanger, der ikke kan synge en Tone, men er nødt til at deklamere sine Viser med Harpen i Haand, en saadan Sanger er, synes mig, simpelthen en Umulighed. Mindre er der at sige paa Hr. Løvaas, der gav Fogden, Knut Gjæsling, ganske kraftigt og med god Maske.

Et underligt Indtryk gjorde de optrædendes Kostumer, der ved sin Rigdom paa Silke og Perler osv. syntes mig at gjøre et mere orientalsk end norsk Indtryk. Navnlig saa Roalds Antræk lovlig ubekvemt ud, og Hr. Müller, der spillede Knuts Ven Erik fra Hegge, tog sig i sin lange Silkedragt nærmest ud som en Beduin. Men herom er det vel ikke værdt at indlade sig i Trætte med Hr. Bloch, som har leveret Tegningerne.

Der var igaar godt besat Hus, og Publikums Stemning var meget velvillig.

K. R.

Published Apr. 4, 2018 2:13 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM