Anonym anmelder i Morgenbladet

Gildet på Solhaug anmeldt i Morgenbladet i København 19. august 1883 (Nr. 191).

Literatur. Henrik Ibsen: Gildet paa Solhaug. Skuespil i tre Akter. (Gyldendal).

Store Mænd kan have smaa Egenskaber. Hvis man ikke vidste dette af andet, vilde Henrik Ibsens Fortale belære En herom. Nordens største Digter udgiver et Ungdomsarbejde paany og føler Trang til at fortælle Publikum lidt gammelt om Stykkets Tilblivelse. Man aabner Bogen med ikke ringe Forventning. Ibsen er ellers en tavs Mand; han holder ikke af at blande Læserne ind i sine private Anliggender; den dramatiske Form er den gjennem hvilken Forfatteren mindst træder i Forbindelse med Publikum og fornemt kan lade sit eget «jeg» forsvinde, og ingen har som Ibsen sat i System blot at ville optræde som spørgende, aldrig som svarende. Hvad kan han da have at sige os i Anledning af det ungdommelige og dog allerede gammeldags Skuespil «Gildet paa Solhaug»?

To Ting. For det første vil han meddele os, at Kritikerne, særlig de dramatiske Kritikere, ere lidet kyndige Folk, for det andet vil han hævde, at «Gildet paa Solhaug» ikke som onde Mennesker have paastaaet er paavirket af Henrik Hertz' «Svend Dyrings Hus».

Det er yderst snurrigt dette. Hvis Ibsen havde svunget sin Satire over den nymodens Kritik, hvis han havde haft en Polemik tilovers for dem, der med al Anerkjendelse af «En Folkefjende»s Originalitet har angrebet dets Filosofi – det kunde man godt forstaa. Men man tror ikke sine Øjne, naar man læser, at hvem Ibsen vil tillivs er de rimeligvis anonyme Herrer, som imellem 1850 og 1860 skrev literære Artikler i de norske Blade. Ikke et Menneske véd mere et Ord derom, ingen kjender deres Navn, intetsteds finder man blot et Sætning optrykt af hvad de skrev. Det er 28 Aar siden, at «Gildet paa Solhaug» udkom; efter den Tid er Ibsen bleven berømt, anerkjendt som faa, nydende den største Anseelse og Popularitet blandt alle Nordens Forfattere – og han mindes endnu, hvad hine Journalister skrev af nedsættende om hans Stykke for de mange, mange Aar tilbage. Hvor kan han dog tro, at nogen anden dødelig end han selv interesserer sig for hvad Modtagelse hans Skuespil den Gang fik i Bladene, og hvor kan han selv gide interessere sig det allerfjærneste for at skrive disse Menneskers Psykologi? Thi det er det, han vil. Han helmer ikke førend han med mange satiriske Vendinger har bevist os, at den norske æsthetiske Kritik den Gang ikke var stort bevendt. Og forresten naar man ser hen til, hvorledes den er nutildags, har man ingen Vanskelighed ved at tro ham.

Publikum derimod var glad ved Stykket. Man kan dog næppe tilbageholde et Smil, naar man læser følgende Passus af «En Folkefjende»s Forfatter om Opførelsen af «Gildet paa Solhaug» i Bergen:

«Forestillingen endte med talrige Fremkaldelser af Forfatteren og af de spillende. Senere paa Aftenen gav Orkestret, ledsaget af en stor Del af Publikum, mig en Serenade udenfor mine Vinduer. Jeg tror næsten jeg lod mig henrive til at holde en Slags Tale til de forsamlede, jeg ved i alt Fald, at jeg følte mig saare lykkelig.»

Men Publikum kunde have klappet deres Hænder itu og fremkaldt lige til Souffløren inklusive, Orkestret givet Ibsen Serenader en hel Uge igjennem og det hele Publikum fulgt med, ja Ibsen kunde have talt fra Kyndelmisse til Paaske og følt sig salig – og dog kunde «Gildet paa Solhaug» være et daarligt Stykke og for den Sags Skyld være fremkaldt ved Læsningen af Hertz. Flertallet er nu en Gang ikke til at stole paa i æsthetiske Sager; det er de enkelte kloge, som har Ret.

Om disse Kritikere var kloge, er et Spørgsmaal for sig; derimod vil Ibsen paa det Hovedpunkt, hans Angreb gaar ud fra, næppe finde mere Støtte nutildags end den Gang. Thi Forbindelsen mellem «Svend Dyrings Hus» og «Gildet paa Solhaug» lyser i den Grad i Øjnene, at man maa være enten blind eller det sidste Stykkes Forfatter for ikke at se den. Lad en Dansk blot læse ti Linjer af de versificerede Steder, og han vil føle sig hjemlig tilmode. Der er noget saa pudsigt i Normændenes Angst for at være afhængig af dansk Literatur; vi tænke slet ikke paa at tilegne os dem, men saa længe deres bedste Forfattere ikke en Gang i det selvstændige Norge kan finde Forlægger for deres Skrifter, saa længe de yngste som de ældste udkomme her i Kjøbenhavn, bliver den materielle Afhængighed i alt Fald ikke ringe. Men hvorledes skulde den aandelige Paavirkning kunde undgaas, og hvad Nytte gjør Forsøg paa at emancipere sig, naar Landene dog er saa smaa og de læsendes Antal saa ringe, at Forlægger og Forfatter gjærne tæller hver en Kjøbstad i de to Riger med?

Ibsen former sin Paastaand om sit Stykkes Originalitet til Slutning saaledes: «Det er opstaaet indenfra og ikke formedelst nogen ydre Paavirkning eller Indflydelse.» Naturligvis er det opstaaet «indenfra», ellers var det intet Digterværk, men denne personlige Oprindelse udelukker aldeles ikke den ydre Paavirkning. Lige i Forvejen har Ibsen selv søgt at eftervise, hvorledes Stykkets to Kvindeskikkelser i Virkeligheden udspringe fra hans Studium af Vølsungasaga. Det er Brynhild og Gudrun, senere i «Hærmændene paa Helgeland» formede til Hjørdis og Dagny, der her efter Digterens egen Mening først romantisk skitseredes som Margit og Signe. Henrik Ibsen har maaske Ret, men han overser, at disse to Kvindeskikkelser tilhøre alle Landes dramatiske Literatur. Kampen mellem den trediveaarige Kvinde og den attenaarige unge Pige om den samme Mand er gammel og dog altid ny. Det forrige Aarhundredes franske Drama kjender den, Scribe og hans Skole lever paa den («Kvindens Vaaben», «En Lænke»), Augier optager den paany («Les effrontés»), Øhlenschläger har behandlet den klassisk («Kjartan og Gudrun»), Bjørnson moderne («Leonarda»), og man kunde vedblive denne Optælling i en Uendelighed. Den dramatiske Literatur har ikke mange Emner; det kommer alene an paa deres Behandling. Sardous «Odette» taber selv efter franske Juristers Mening intet i Værdi – den er i øvrigt ikke stor – selv om Stykket er blevet paavirket af Uchards «Fiammina». Og Henrik Ibsens «Gildet paa Solhaug» bevarer sin Interesse ved sin ungdommelige Glød og Kraft, selv om det til Dels er paavirket af Hertz's dæmpede og fine Romantik.

Published Apr. 4, 2018 1:52 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM