Bjørnstjerne Bjørnson

Bjørnstjerne Bjørnson om Chr. Johnsens «Rettelse» av en «Rettelse» (se lenk til «Rettelse» av en «Rettelse») i Dagbladet 10. januar 1882.

Chr. J.s Rettelse af en Rettelse.

Et haandgribeligt Bevis paa den Letsindighed, hvermed Moralen og Samfundsordenen forsvares af Højre lige over for os, de umoralske og samfundsnedbrydende, har Hr. Chr. J. leveret i Dagbladet imod mig.

For at faa tillægge mig Meninger, som jeg ikke alene ikke har, men som jeg paa det fuldstændigste og gjentagende har fralagt mig (og nu sidst i det samme Opsæt, han angriber!) forudsætter han følgende. At alene en Minoritet af Menneskene endnu hylder Ægteskabet i vor Opfattelse af det, det skal jeg have sluttet deraf, at den realistiske Skjønliteratur har saa mange Læsere! Denne storartede Dumhed og Frækhed tillægger han mig virkelig! Han afskrækkes ikke af det geografiske Forhold, at den realistiske Skjønliteratur alene kan henvende sig til et uhyre Faatal inden sine egne Sprog og slet ikke naa til Jordens største Sprogstammer! Man forudsætter sandsynligvis, at enten ved jeg ikke dette, eller tænker jeg ikke over det; jeg bare taler, hvad jeg lyster, og det jeg lyster, er i Pagt med Løgn, Uvidenhed og Umoral.

Nu er Forholdet, som enhver ved, der vil vise den Anstændighed at tænke lidt over, hvad en Modstander kan have ment, at Jordens baade største og fleste Folk endnu slet ikke har det, som vi forstaar ved Ægteskab. Deriblandt er der Stater, som er ældre end nogen europæisk, saa det allerede af den Grund ikke gaar an at sige, at Samfundet hviler paa Ægteskabet; thi det viser sig altsaa faktisk ikke at være sandt.

Samfundet hviler paa Børneopdragelsen.

Hr. Chr. J.s Forudsætning, at den realistiske Skjønliteratur angriber Ægteskabet, er bare den letfærdigste Eftersnak af teologiske Uefterretteligheder. Den gamle romantiske Literatur var en mægtig Fiende af Ægteskabet i sin sentimentaleste, mest ubundne Periode; men den realistiske Literatur slutter sig i sit Arbejde til de strengeste Moralkrav, som endnu har været rejst 1). Det enkelte Arbejde kan løse sin Opgave ufuldkomment, den enkelte Forfatter kan glide i sin Skildring, saa den bestikker mere end afskrækker; men Retningen i det store og hele, den at forfølge Synden ind i dens afskyeligste og sidste Kroge, det er den sterkeste, den ædleste, som Skjønliteraturen har havt.

Dens moralske Særkjende er: at rejse Ansvar, hvor dette aldrig før har været rejst og derfor at nævne og skildre Ting, som aldrig før har været nævnt og skildret.

Saaledes har den ogsaa fremdraget Ægteskabet; den har vist, hvor megen raa Handel her drives, hvor megen Liderlighed og Løgn her skjules over, hvilken himmelraabende Synd her Præsten helliger og Staten befaler, og dette gjør den realistiske Literatur alt sammen for at renske Ægteskabet.

Den vil værge Aanden mod Formernes Misbrug, Moralen mod Vedtægtens Vold. Og saa hender det, at «Gejstligheden», oversat «Aandeligheden», tager Formernes Misbrug i Forsvar imod Aandens hellige Krav, og at «Pastorerne», oversat «Hyrderne», tager Vedtægtens Rovdyr i Forsvar mod Moralen eller Uskyldighedens Lam. Og vi, som vil forsvare Aanden og Uskyldigheden imod Ægteskabsreglernes og Vedtægternes Raahed (hvor dette er nødvendigt) vi nedbryder – Ægteskabet; men de, som gjør Aanden og Sandheden i Ægteskabet til det underordnede, saa dermed maa det gaa som det kan, naar bare Formerne bestaar, de forsvarer Ægteskabet!

Dertil er det virkelig kommet! Hr. Chr. J. er saa artig at tillægge mig den Mening, at Ægtefolk kan løbe fra hverandre, naar de ikke liker hverandre. Jeg har virkelig saa gjentagende protesteret herimod, at det er vanskelig at tænke, at Chr. J. skriver i god Tro. Om Skilsmisse lærer jeg for min Del altid det samme: Mennesker, som i Samliv blir værre og værre, saa de skjønner, at de ingen Gjerning har, at de selv ikke opdrages af det, men forhærdes, de maa fra hverandre; thi Livets Opgave er at forbedres af sin Gjerning og sine Forhold. Men Mennesker, som selv i d et tyngste Samliv kan gjøre godt baade mod sig selv og andre, altsaa voxer paa det, de maa forsøge at holde ud.

Præster, som lærer, at fordi du officielt er blevet gift, skal du holde ud, hvordan det saa gaar, ja, de er raa 2).

Jeg har aldrig angrebet Ægteskabet; jeg har tænkt i alt, jeg derom har skrevet og talt, at forsvare det, og det er ikke min Skyld, at nu maa man især forsvare det – mod Præsterne!

Det er ikke, som disse Herrer snakker, den ene tankeløst efter den anden, at Ægteskabet nu gaar sin Opløsning imøde; det er tvertom saa, at fra Flerkoneri (som de i Jødeland havde endnu paa Apostlernes Tid, og som disse ikke forbød uden for Præsters Vedkommende!) gik de civiliserede Samfund over til Ægteskab mellem en Mand og en Hustru, og at inden disse civiliserede Samfund staar det i umaadelig større Hellighed end det gjorde for en Tid siden, og at der netop i Øjeblikket foregaar en Bevægelse for at styrke det, renske det, som aldrig før paa Jorden har været saa sterk. Enhver slig Bevægelse mødes af en Modbevægelse, og om Midlerne er der Strid; men ingen, som ikke bare er en Eftersnakker, kan tage fejl af Bevægelsens moralske Karakter, eller af at Ægteskabet i altid renere Skikkelse er en af Menneskehedens Fremtidsopgaver.

I denne Bevægelse har jeg villet yde min lille Skjærv, navnlig ved at gjøre opmærksom paa, hvad der i Ægteskabet er Sandhed og Sædelighed, og hvad der under dettes Former er Usandhed og Usædelighed, og som det derfor er en Synd at støtte, det være sig af Præster eller andre.

Hr. Chr. J. er ikke tilfreds med min Ytring: «Ægteskabets overordentlige Vigtighed;» han vil jeg skal sige dets «Nødvendighed». Hvis Chr. J. forstaar ved Ægteskab den af Staten eller Kirken eller begge helligede Pagt, som indgaaes af en Mand og en Hustru, saa kan jeg dermed ikke tjene ham; thi jeg kan ikke tale mod, hvad jeg ved, nemlig at der lever Mennesker sammen uden Vielse, for hvis Ægteskabs Sandhed og Sædelighed Vielsen ingen «Nødvendighed» har været. Jeg for min Del ønsker Ægteskabet i dets lovbestemte Form; derom behøver Hr. Chr. J. ikke at tvile; men at det for alle er «en Nødvendighed» har Erfaringen modbevist, saa det har vi ikke Lov til at sige saadan den ene efter den anden. Hr. Chr. J. mener, det er en Nødvendighed for Arvs Skyld. Ja, her er den Lovens Raahed fremme, som berøver Barnet Arv, naar det ikke er født inden de Former, Præsten eller Staten «helliger», hvor altsaa Formerne skal staa over baade Aanden og Virkeligheden og gjøre det uskyldige Barn den allerdybeste Uret. Tænk, for sligt tager «Moralens, Samfundsordenens Prædikanter» virkelig Ordet! Og det endnu i vore Dage!!

I et Punkt har Chr. J. Ret ligeoverfor mig. Jesus af Nazareth har virkelig «ophævet» Loven, hvad Mandens Ret til Skilsmisse i det gamle Testamente angaar. Jeg glemte, at i Math. 19, 9 staar, alene for Hors Skyld kan Manden skille sig. Jesu Udtryk, som jeg holdt mig til, nemlig at han ikke var kommet forat «ophæve» Loven, er altsaa mindre korrekt. Jeg beklager meget, at Jesus ikke ved samme Lejlighed lod falde et bitte lidet Ord om, at Manden ikke alene skal være «et Kjød» med sin Hustru, men at (i Modsætning til, hvad da var Lov og Sædvane blandt dem, han talte til) Manden alene skulde have en eneste Hustru. Det havde gjort godt, og kanske havde det gjort endnu bedre, om Jesus tillige havde oplyst om, at ogsaa Hustruen kunde forskyde sin Mand for Hors Skyld, noget, de han talte til, ikke havde den fjerneste Anelse om, ja, sandsynligvis vilde have holdt for oprørende. Vi ser Disciplerne knurre bare ved den Indskrænkning i Skilsmisseretten, som Manden maatte finde sig i; hvor vilde de saa ikke have knurret!


For Tilfældet faar dette være nok. Jeg har saa ofte ærgret mig over, at naar hos os noget sker i Virkelighedens eller Literaturens Verden, som ikke netop er sædvanligt, saa begynder vi altid med at tabe Hovedet. Vi kan ikke bedre bevise, hvor lidet vi har læst og tænkt, i alvorlig Forstand fulgt med, hvor smaaborgeragtige og forskræmte vi er.

Ibsens Bog møder ingen alvorlig Undersøgelse; men han selv faar alle Ytringer i Bogen kylede i Ansigtet, som var de hans egen personlige Overbevisning, altsaa Bogen en aktmæssig Procedure, og som vilde han nu «rive ned» Ægteskabet, Pligten, Religionen.

Hvad bliver dog dette tilsidst for et Ægteskab, for en Pligt, for en Religion, som i sin Udøvelse iblandt os – enten ikke kan tænkes at være komne paa Afveje, og altsaa heller ikke at fortjene Kritik; eller slet ikke kan taale Kritik, hvorfor enhver saadan bliver en Samfundsforbrydelse?!

Enten vi tror, det staar godt til hos os eller vi tror, det staar slet til, lad os for Fremtidens Skyld følge med i det store europæiske Ordskifte om disse høje Anliggender, og lad os kalde den Mand iblandt os, som tvinger os dertil, en Samfundsvelgjører. Thi selv det bedste bliver slet, naar det ikke atter og atter ved Undersøgelse gjøres bevidst for os, og det slette maa tilsidst skilles ud fra det gode, som det ellers kvæler, naar Undersøgelsen tvinger os til at erkjende, hvad som er Sandheden, det væsentlige i Tingen, og hvad som i Tidens Længde har vundet op til at ansees for at være det.

Man vil ikke Formerne tillivs, fordi man vil give dem deres Plads; man vil ikke Vedtægterne tillivs, fordi man forbyder dem at ødelægge Aanden og Moralen; man vil ikke de højeste Sandheder tillivs, fordi man skiller Fordommene fra dem.

B. B.

 


De ærede Herrer B. B. og Chr. J. vil antagelig finde det naturligt, naar vi paa Grund af, at mange vigtige praktiske Spørgsmaal i den nærmeste Fremtid gjør Krav paa al den Plads, Bladet kan raade over, henstiller til Dem at afslutte eller udsætte den Diskussjon, de har begyndt i Anledning Ibsens «Gjengangere».

Red.

Note 1) Naturligvis har ogsaa denne Retning sin Skandalliteratur; en saadan bestaar ved Siden af og udenom alle alvorlige Literaturretninger.

Note 2) Jeg ser, at en Præst i Eker nylig af «Magnhild» har bevist, at jeg vil, Ægtefolk skal gaa fra hverandre, naar de ikke liker hverandre. I Magnhild har jeg lært følgende: en ung uerfaren Pige indfanges af en gammel slu Hankat med saa megen Kløgt og saa meget godt i sig for øvrigt, at hun ikke skjønner ham. Da hun, fra først af mest ved Instinkt, faar en Anelse, blir han hende aldeles modbydelig som Ægtemand, men endnu ikke som Menneske. Efter hvert opdager hun hans gjennemgaaende Urenhed; og da hun ser, at han tror hende lige saa uren, som han er selv, da forlader hun ham. Jeg beklager Eker Menighed, at den har en Præst med saa plump Sansning, saa liden Hjerne, at han ikke følte og forstod dette.

Published May 3, 2018 11:29 AM - Last modified Feb. 20, 2019 9:28 AM