Anonym anmelder i Aarhuus Stiftstidende

Hærmændene på Helgeland på Aarhus Teater omtalt og anmeldt i Aarhuus Stiftstidende 21., 23. og 25. februar 1875 (No. 52, 54 og 56).

[21. februar 1875]

«Hærmændene paa Helgeland».

Et privat Telegram fra Kjøbenhavn melder, at Henrik Ibsens storslaaede Skuespil: «Hærmændene paa Helgeland» ved sin første Opførelse paa det kongl. Theater har gjort glimrende Lykke, og at Publikum særlig fulgte Hovedfiguren, «Hjørdis», med stigende Interesse.

Da dette Stykke opføres imorgen Aften paa vor Scene, saa skulle vi give en lille Analyse af dets Indhold.

Ørnulf fra Fjordene, Landnamsmand paa Island, har tidligere dræbt Vikingen Jøkul. Som en Hævn fra den Dræbtes Mænds Side er Jøkuls Datter Hjørdis sendt til Island og paalistet Ørnulf, der har knæsat hende som sin Fosterdatter, uden dengang at vide, hvem hendes Fader var. Hjørdis opfostres da med Ørnulfs egen Datter Dagny; den Første udvikler sig som en vild, lidenskabelig, jætteagtig Natur, Dagny til en ædel, blid nordisk Qvinde, Begge til deilige Ungmøer. To nordiske Vikinger, Sigurd Stærke og Gunnar Herse, komme til Island med deres Skibe; de nyde Gjæstevenskab hos Ørnulf, fatte Kjærlighed til Døttrene, og beslutte paa nordisk Viis at tage dem med Magt. Hjørdis har en Hvidbjørn for sit Jomfrubuur, og det er den største Daad at overvinde den, hvorfor hun har sagt kun at ville tilhøre den, som fælder Bjørnen. Gunnar Herse aabenbarer Sigurd, at han elsker Hjørdis; Sigurd gaaer i sin Vens Klæder imod Bjørnen, som han fælder, og Hjørdis, som troer Daaden øvet af Gunnar, bortføres og bliver dennes Viv, ligesom Dagny Sigurds.

Dette er foregaaet før Skuespillets Handling aabnes. I denne kommer Ørnuft fem Aar senere til Helgeland (en Deel af Nordland, det nordligste Norge) for at kræve Bod eller øve Hævn for Qvinderovet. Her træffer han først Sigurd, som er kommen fra Island, og som forliger sig med ham; ogsaa Gunnar Herse er villig til Forlig; men da kommer Hjørdis selv til. Hendes Ægteskab med Gunnar har aabenbart været uden Kjærlighed, idet hun ikke i ham har fundet den stridslystne Vikingnatur, som stemmer med hendes egen. Men hun har Herredømme over sin Mand, og vil ikke tilstede ham at give Bøde. Pønsende paa Svig lader hun dog en foreløbig Forsoning komme istand, og ved Dagnys umistænksomme, kjærlige Tilskyndelse tage Alle mod Gjæstevenskab hos Gunnar og Hjørdis. Her udvikler sig nu den store tragiske Conflict, som bærer Stykket. I de heftige Scener, som forefalde imellem de forskjellige Hovedpersoner, aabenbares Hemmeligheden, at Sigurd har øvet Stordaaden for Gunnar, og andre dybe Hjertestrenge, som ikke havde givet Lyd før, tone med den Afsløring, at Sigurd oprindelig har elsket Hjørdis, men ogsaa i dette Punkt offret sig for sin Ven. Hjørdis gribes af vild Hævntørst mod dem Alle, og denne i Forbindelse med en udenfor Kredsen staaende Nidding, Kaare Bondes Avindsfærd bringer Død og Ødelæggelse, navnlig over Sigurd og Hjørdis selv.

Det er mægtige Lidenskaber, som røre sig i Sjælene hos dette Dramas Hovedpersoner; en sand, usminket, men ædel Skildring af Heltelivet i Norden kommer frem i alle Træk. Det er derfor en meget spændende og interessant Fremstilling, som kan ventes imorgen Aften, og denne tør forudsiges at blive en saameget større ublandet Nydelse, som virkelig de forskjellige Hovedpartier skjønnes at ligge indenfor de Spillendes Kræfter. Da derhos Directeur Cortes altid sætter en særlig Ære i at give de store Digterværker en værdig Udstyrelse og Iscenesættelse, saa vil man sikkert paaskjønne de betydelige Anstrængelser, her gjøres for at bringe noget Ophøiet og Storslaaet frem paa vor Scene.

Ag–r.


[23. februar 1875]

– Af de ikke saa større Skuespil og Dramaer, som det Cortes'ske Selskab i forrige og indeværende Saison har ført frem paa vor Scene, har Henrik Ibsens skjønne Digterværk «Hærmændene paa Helgeland», som det spilledes iaftes, efter vor Mening de bedste Chancer for heelt igjennem at fængsle Publikum ved sin gribende Handling og at interessere ved de mægtige Charakteerskildringer, som indeholdes i Hjørdis's, Sigurds, Ørnulfs, Dagnys og Gunnars Skikkelser. Den meget talrige Tilskuerkreds, som iaftes forlod Theatret, kunde fremfor Alt vidne, at Stykket heelt igjennem gik med en saadan Alvor i Behandlingen og velafpassede Forhold hos de Optrædende, at ikke et eneste Sted faldt parodisk. Denne indirecte Roes sætte vi først, fordi det er sjeldent, at ved saa høitanlagte Scener ikke et eller andet Forstyrrende kommer ind, og fordi netop dette er den Deel af Publikums Skræk, som meest har Sands og Hjerte for det høiere Drama. Men ogsaa i positiv Retning kunne vi heldigviis udtale en varm Anerkjendelse. Fru Cortes som «Hjørdis» havde her en Rolle, der særdeles vel passer for hendes Personlighed, og den stærkt skiftende Diction: snart haanende Overmod, snart skjærende Spot, – snart lokkende Fristelse (overfor Gunnar), snart bitter Hævntørst og Klage over sin egen Skjæbne, faldt med Sikkerhed og Kraft fra hendes Læber. I Forhold til den øvrige Styrke forekom os Stedet i anden Akt, hvor Hjørdis ægger Dagny til at bryde sit Løfte om Taushed, en Smule vel svagt. Den næste Priis tilkommer ubetinget Hr. Schjørping, som heelt igjennem spillede Ørnulf med Kraft og Sandhed og frembød en ypperlig, mandig Skikkelse. Frk. Meisner gav den blide Dagny med Ynde og Hjertelighed, og frembød ligeledes i sin ydre Skikkelse og smagfulde Dragt et Billede af Mildhed og Qvindelighed, som danner en smuk Modsætning til de vilde Naturer. Midt imellem staaer Sigurd, der udføres godt af Hr. Verner, hvis ydre Skikkelse dog kunde ønskes noget mere heltemæssigt holdt, ligesom Dragten ikke er ganske klædelig. Hr. Petersen var som Gunnar baade i ydre Form og i Diction usædvanlig heldig. Hr. Schmidt har som Thorolf en meget smuk lille Rolle, der klædte ham særdeles godt, alene med Undtagelse af den aldeles moderne Hat. Som en lille Anmærkning skulle vi omtale, at «Hjørdis» sikkert bør udtales med langt «i», da Navnet kommer af disa (Gudinde og høibaaren Qvinde); hjørr, betyder et Sværd. – I dette Stykke har Repertoiret faaet et Drama, der baade for sit Indholds og for den gode Udførelses Skyld fortjener at blive almindelig seet.


[25. februar 1875]

– «Hærmændene paa Helgeland» gik iaftes for udmærket Huus i begge Parquetter, og dette er et glædeligt Tegn paa, at det smukke Skuespil, som vi ventede, har vundet fortjent Bifald hos Publikum.

Published Apr. 4, 2018 2:44 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM