Anonym anmelder i Christiania-Posten

Kristiania Norske Theaters oppsetning av Hærmændene på Helgeland anmeldt i Christiania-Posten 30. november 1858.

Hærmændene paa Helgeland.

Nu kan da ogsaa det norske Theater opstemme sit arma virumque cano. Hærmændene paa Helgeland gaves i Onsdags for første Gang for et talrigt og paaskjønnende Publikum. Forfatteren fremkaldtes. Denne Dom tør neppe Kritiken underkjende, uden at den just dermed tør paatage sig at frikjende Stykket for endog væsentligere Fejl. Der har forøvrigt været kriticeret saameget over dette Drama, at det nu, da dog først den egentlig belejlige Tid for en Bedømmelse kan siges at være forhaanden, er vanskeligt at frigjøre sig for nogen Frygt for at vække Skin af en uselvstændig Gjentagelse, naar det ikke maatte lykkes at finde et Standpunkt, hvorfra de forhen fremførte Anker i det Hovedsagelige kunne rokkes. Har man imidlertid seet Stykket med velvilligt Øje og med det Forsæt at ville modtage et saavidt muligt uhildet Indtryk, tør vel dette gjengives uden noget Sideblik til Højre eller Venstre. Men dette Indtryk bliver neppe gunstigt for den Behandling, der er bleven det erotiske Element til Del. Man ser sig ikke gjerne skuffet i det Haab, at den mandige, ridderlige og christnede Sigurd tilsidst hos Dagny vil finde den Lykke, han er forblindet nok til at tro tabt med den ukvindelige og unaturlige Hjørdis, og hører ham med Misnøje i det sidste Optrin med denne klynke over at maatte «gjøgle en Kjærlighed, Hjertet klemmes ved». Denne besynderlige og vedholdende Følelse for Hjørdis kan næsten blot tilskrives en Troldom, og kan ikke forklares alene som Virkning af den dæmoniske Indflydelse, som flere af de handlende Personer blot ligne ved Troldom. Det Anlæg til Udskejelse fra det Kvindelige, som laa i hendes Natur, er under hendes senere Livsforholde fuldt udviklet, selv Moderkjærligheden synes forstummet, og sin Sigurd vil hun følge ikke som hans Hustru, men for at hjælpe ham at slaaes. Hermed er ikke sagt, at en Hjørdis er nogen absurd Ide, men vel at Sigurds Kjærlighed til hende tilsidst gjør ham absurd, hvad han dog klarligen ikke skal være. I samme Mon som Hjørdis er ukvindelig, bliver Sigurd umandig. Disse to tage ogsaa – mod alle Fordringer til en Opløsning – sin Hemmelighed med sig i Graven. Forfatteren har selv maattet føle, at deres Kjærlighed er en Synd imod Naturen, et egentlig «nefarium». Allerede i denne Hjørdiss absolute Overmagt aabenbarer sig den Mangel af Idealitet, som man har beklaget i dette Digt, idet der beredes et fulkomment Nederlag for de Livets højere Magter, der virke i Følelsen og Instinktet. Hjørdiss Perversitet smitter alle. Selv Dagny opdager med Skræk, at hun ikke er god nok til at være Sigurds Hustru, nemlig efter den Alen, hvormed Hjørdis maaler Kvindeværd. Ind under den samme Hovedanke gaar ogsaa den nysberørte Mangel af endelig Forklaring, Opgjør og Forsoning, forsaavidt mulig det Ideale forudsætter en indvortesfra organiserende overlegen Magt, som ikke tillader større Disharmonier at slippe løs, end det magter – ikke at kvæle – men at tilbageføre til Harmoni og Klarhed. Det Værste skal træde ud i hele sin Mulighed for at udtømme sin Gift og se sin Afmagt. Uden dette ingen sand Overvindelse; derfor skal den «altseende Tid» bringe Alt for Lyset, og Poesien idetmindste kan ikke dispensere fra denne Lov. Man føler saaledes ingen sand Lettelse ved i Slutningen at se Dagny tro paa Sigurds og Gunnar paa Hjørdiss Kjærlighed, ligesaalidt som det vækkes nogen sand Tiltro ved Sigurds sidste Ord «Nu er jeg saa let og fri.»

Imidlertid, saamegen Kjærlighed som der synlig er lagt paa dette Arbejde, kunde ikke gaa tilspilde. Ikke at tale om en vis Højhed i Udtrykket har det ogsaa den Fortjeneste vistnok for første Gang – maaske engang for alle – at give et gribende, fyldigt og i Sandhed nordisk Fortidsbillede. Om det i nogen Grad savner Idealitet, er det ikke derfor uden Ide. Hovedpersonen er ustridig Hjørdis og en Hjørdis er ingen absurd Tanke i den germaniske Oldhistorie. Den særegne Agtelse og Ærbødighed, som denne Stamme, om hvem aller ede Tacitus fortæller, at den i Kvinderne ærede noget Anelsesfuldt og Forudseende, i Modsætning til andre raa Stammer viste det svagere Kjøn, og som har haft en saa betydningsfuld Indflydelse paa den nyere Kulturudvikling er noksom bekjendt. Men dette Forhold, der paa et senere Udviklingstrin og under en anden religiøs Indflydelse er saa egnet til at bevare Kvinden i Kvindelighed, maatte i sin oprindeligere Fremtræden lettelig sætte denne i Fare og desorientere hende. Man finder paa dette Stadium oftere Bersærker og Skjoldmøer istedetfor Mænd og Kvinder, ligesom det «Anende og Fremsynte» er Udtryk for et Instinktsliv, der staar i omvendt Forhold til Aandens Udvikling til Frihed og Bevidsthed, og er en aaben Dør mod det saakaldte Dæmoniske. En rigtig Følelse har udentvivl her ledet vor Digter til at finde det rette Synspunkt i sin Fremstilling. At denne maatte føre til en Katastrofe, følger ikke alene af, at overhovedet en blot og bar Forherligelse af vore Forfædres Krigerliv – om end maaske skjøn og tiltalende – dog neppe kunde undgaa at blive overfladisk, men navnlig deraf, at Modsigelsen ogsaa tærede paa hin Tidsperiode og maatte komme tilsyne i Livet som skæbnesvanger Konflikt. Den samme Tidsalder, som indrømmede Kvinden Saameget, sikrede hende dog ikke mod at blive baade hærtagen og kjøbt og solgt. Ægteskabet var i sin Form og som oftest i Virkeligheden blot en Handel mellem fjernere Vedkommende. Ogsaa Akkorden mellem Sigurd og Gunnar, da den Første for Venskabs Skyld dræbte Hvidbjørnen og overlod den Anden den Kvinde, han elskede, var, uagtet det ikke faldt dem ind – de vare sin Tids Børn – frivol nok til at paakalde en exemplarisk Gjengjældelse, hvilket Hjørdis ganske rigtig lader Sigurd høre. Disse ethiske Modsætninger kunde Tiden endnu ikke magte, og det er derfor i sin Orden, at Digteren lader dens Inkoncekvense følges af store Ulykker. Den forhen omtalte Mangel af Idealitet lader sig i denne Sammenhæng give med et bestemtere Udtryk, nemlig saaledes, at Behandlingen selv staar paa samme Standpunkt som den Tid der skildres, istedetfor fra et højere (hin Modsætning overvindende) Standpunkt at pege paa den lønlige Udgang, hvorfra en klarere Dag kunde lyse ned paa Slutningen. Jeg er langtfra at ville foreskrive Digteren, hvortil han skal bruge Sigurds Kristendom; men jeg synes nok han kunde have haft andet Brug for den end blot at ærgre Hjørdis i Skilsmissens Øjeblik. Men her er jeg mod min Vilje atter kommet ind paa Klandringens uhyggelige Gebet, og jeg vil derfor skynde mig tilbage til disse sidste Bemærkningers Udgangspunkt og forene mig med dem, der takke ham som den Første, der har fremstillet vort Oldtidsliv i sine mest ejendommelige Træk, med dens egen Tale og dens egen Gjerning. Jeg kan saameget hellere istemme denne Tak, som jeg betvivler Muligheden af nogen vedvarende mere betydningsfuld Produktion paa denne Mark. Vor hedenske Oldtid kan, isoleret, neppe gjengives i sin Ejendommelighed under en fri digterisk Behandling; thi denne kan ikke give Slip paa den fulde Udtalelse, hvorigjennem den sande Besindighed og Ro formildes, medens derimod vore Forfædres Udtryk (maaske tildels endnu vor Almues) var halvkvædet Vise, uagtet de vistnok i denne Henseende tør bænkes højt blandt de mere fremragende Nationaliteter. Det er forøvrigt ikke uden Interesse, at de Stammer, der som f. Ex. Indianeren overvejende hengive sig til Krigslivet, mest udmærke sig ved Ordknaphed og Taushed, paa samme Tid som de i særegen Grad udmærke sig ved deres Evne til – ikke egentlig at tøjle – men at forekomme, i Fødselen kvæle al Bevægelse.

Man har efter dette neppe Grund til at beklage, at Digteren har forbrugt meget Stof, og at hans Værk, som Følge heraf, i flere Stykker (navnlig er det vanskeligt at komme tilrette med Thorolfs Drab) viser sig mere forfattet en digtet. Han har derved opnaaet at give sin Skildring den Fylde og Rigdom af karakteristiske Træk, der giver den sin største Betydning, og om end den Helligdom, hvori han har opstillet disse Oldtidsskatte, maatte være en Stavekirke, saa er dog ogsaa denne et indviet Sted og vil maaske samle hans Landsmænd længe efter, at mangen korrektere Frembringelse er glemt.

Det sceniske Udstyr var smukt og Spillet vistnok over de Flestes Forventning; at der i Mad. Hundevadts Spil i Begyndelsen sporedes noget Anstrængt, var ikke at undres over i en saa vanskelig og uvant Rolle. Saafremt Døvles Organ maatte tillade ham undertiden at tvinge sin Stemme i Dybden istedetfor i Højden, saa vilde dette baade i og for sig give en ædlere, skjønt hos os sjeldnere Deklamation og bedre passe til Ørnulfs Styrke og mandige Selvfølelse. Abelsted har i saa Henseende en stor Fordel.
Published Apr. 4, 2018 2:31 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM