Anonym anmelder i Morgenbladet

Hærmændene på Helgeland på Christiania Theater anmeldt i Morgenbladet i Christiania 14. og 16. april 1861 (No. 102 og 104, 43de Aarg.)

[14. april 1861]

Nu har endelig Christiania Theater optaget Henr. Ibsens mærkelige Skuespil «Hærmændene paa Helgeland» paa sit Repertoire. Det gik over Scenen iforgaars og igaar, og det formaaede at afvinde Publikum en ganske ualmindelig Interesse. Enhver vil indse, at Christiania Theater ikke kunde faa dette Stykke helt igjennem heldigt besat, og det gjaldt derfor kun at anbringe de bedste Kræfter paa rette Sted. Dette er ogsaa opnaaet, thi Hovedrollerne, Ørnulf og Hjørdis, ere komne i Hr. Jørgensens og Frøken Svendsens Hænder. Vi have sjelden seet en værdigere, roligere og ædlere Skikkelse end Jørgensens Ørnulf, og Kunstneren fortjener saameget mere Anerkjendelse, som han væsentlig har uddannet sit tragiske Talent gjennem Oehlenschlägers «nordiske Tragedie», hvis brede, afrundede Fremstilling danner en skarp Modsætning til de korte, hvasse Replikker, hvoraf «Hærmændene» er bygget. Det er let at forstaa, at den Oehlenschlägerske Deklamation (man tilgive os Udtrykket) anbragt paa Hærmændene vilde have fordunklet det Indtryk, dets poetiske Form er beregnet paa at frembringe, og at Manden, hvem Sagaens Ord er lagt i Munden, maa eie hele den Ro og Værdighed, der er Sagastilen egen. Og det er netop i den fuldeste Anerkjendelse af at dette maa til, og at dette er vanskeligt at opnaa, at vi prise Hr. Jørgensens Spil. Enhver veed, at Frøken Svendsen i mange Roller har lagt sin Kraft paa enkelte Replikker eller Scener, men at hun ofte har gjort det paa det hele Billedes Bekostning, og det er derfor en Glæde at kunne udtale den Mening, at man gjennem hendes Fremstilling fik et helt og sandt Billede af Hjørdis. Man kan vistnok indvende, at dette Billede paa sine Steder var noget svagt, og kanske mattere, end man havde ønsket det. Men man maa vel erindre, at Hjørdis's Karakter er af den Beskaffenhed, at Skjønhedslinien paa den anden Side saa let kan overskrides, og at Rollen er saaledes anlagt, at den vilde tabe sin Interesse i det samme Øieblik, den spilledes endog blot en Smule for stærkt. Naar vi have udtalt os om de to nævnte Skuespillere, have vi i Grunden Intet mere at sige til de Spillendes Ros. Hos Wolf som Sigurd mærkede man i høi Grad de samme Feil, som Jørgensen havde undgaaet. Han gav en bred, urolig Tragediehelt af den gamle Skole. Gunnars Rolle er stedmoderlig behandlet af Forfatteren. Thi medens han søger at give ham Udseendet af en ædel og tapper Mand, har han dog gjennem Historien om hans Fortid betaget ham enhver Interesse, og vi maa oprigtig tilstaa, at vi ikke forstaa, hvorledes denne Rolle skulde spilles, for at give et nogenlunde smageligt Billede. Hr. Brun spillede Rollen, og naar man til det Anførte føier, at den ligger ganske udenfor denne Skuespillers Genre, er det let at begribe, at man ikke saa Andet i Gunnar end en mat og godslig Mand, der gik omkring og var gode Venner med Alle. Uagtet vi villigen indrømme, at Madame Hundevadt sagde enkelte Repliker i 2den Akt meget godt, kunne vi dog ikke lade være at udtale vor Beklagelse over, at det ikke var muligt at give Thorolfs Rolle i andre Hænder. Thi Md. Hundevadt savner formange af de Betingelser, der udfordres for at spille denne Rolle. – Stykkets Udstyr var ualmindeligt smukt.

 


[16. april 1861]

Hærmændene paa Helgeland gik igaar igjen paa Christiania Theater, denne Gang for godt Hus. Frøken Svendsen og Jørgensen bleve fremkaldte, og saavel Stykket som Spillet modtoges i det Hele med større Liv og Glæde af Publikum, end det paa lang Tid har været Tilfældet. Hr. Wolf spilte igaar ulige bedre end de forrige Aftener.

Published Apr. 5, 2018 10:36 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM