Anonym anmelder i Morgenbladet

Kjæmpehøien på Christiania Theater anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 28. september 1850 (No. 271, 32te Aarg.).

Theatret.

Anden Abonnementsforestilling i Theatret igaaraftes bragte os to Nyheder, nemlig atter et nyt Stykke og en ny norsk Skuespillerinde. Hvad det nye Stykke angaar, der fører Titelen «Kjæmpehøien», da benævnes det dramatisk Digtning i 1 Akt, og er forfattet af Pseudonymen Brynjolf Bjarme, under hvilket Navn vi tilforn have seet udgaa «Catilina» og enkelte Vers og Digtninger i Dagbladene. I denne dramatiske Digtning henflyttes Tilskueren til Kysten af Normandiet, den stadige Skueplads for de hedenske Normænds Vikingtog. Paa et saadant Tog er Vikingehøvdingen Gandalfs Fader forsvunden, og Sønnen har nu med sine Kjæmper stævnet hid for at tage Blodhævn over sin Faders formentlige Drabsmænd. Han lander med sine Mænd og studser ved Synet af Kjæmpehøien med den knessende Bauta, et Værk, der synes udgaaet fra Landsmænds velbekjendte Haand; men end mere forbauses han over i denne vilde og ubeboede Egn at støde paa et kvindeligt Væsen, der fortryller ham ved sin Skjønhed og Ynde. Blanka forkynder ham Christendommens Lære, Kjærlighed og Forsoning, istedetfor Hedenskabets Had og Blodhævn. De vilde Kjæmper, der allerede have streifet om i Egnen, medbringe som Fange en gammel Eneboer, Bernhard, der skal falde som det første Offer for deres Blodtørst, der stiger til Raseri, da Oldingen selv udgiver sig for den gamle Høvdings Drabsmand. Men den af Kjærlighedens Magt forsonede Gandalf stiller sig ved Oldingens Side og tvinger sine Kjæmper til Rolighed. Han foretrækker at offre sig selv; thi han har svoret Eden, at hævne sin Faders Bane eller ombringe sig selv, og giver Befaling til sine Mænd at gjøre Skibet rede, den vingede Drage, der skal bringe ham til Ægirs Hjem. Da brydes Seglet for Oldingens Mund, den gamle Vikingehøvding er ikke død, og Sønnen synker til Faderens Bryst. Gandalf bringer Blanka som Viv til Norge, men Eneboeren bliver tilbage for at hvile sine Been i den Gravhøi, der allerede har optaget hans Skjold og Rustning; Nordens barske Krigerfærd er bleven ham fremmed, men han sender Ungdommens djærve Mod, formildet og forædlet ved Kjærlighedens Magt, for at adsprede Barbariets Mørke i sit Fædreland. Dette Sujet, Kjærlighedens Seier over Vildheden, er saa ofte og mesterligen gjort til Gjenstand for Behandling f. Ex. i «Ørkenens Søn», at der hører Meget til at aflokke det nogen Interesse, især i en saa kort dramatisk Afhandling som denne, hvor der ikke kan være Tale om nogen egentlig Forvikling, men hvor det Hele næsten med Nødvendighed kommer til at bestaa af en Række Deklamationsnummere. Som simpelt Digt vilde derfor nærværende Arbeide have taget sig ret godt ud, da det aldeles ikke er blottet for Poesi og poetiske Skjønheder; men der hører Mere til for at fremtræde med nogen Berettigelse paa Scenen; Skuespilleren skal ikke være et blot og bart Organ for poetiske Udgydelser, som Digteren har fundet forgodt at lægge i en Ridders eller Kjæmpes Mund; han skal ikke fremtræde med den Bestemmelse at fremsige en Række skjønt klingende Replikker. Paa Scenen skal fremstilles Charakterer og Situationer, der skulle være Grundlaget for den poetiske Bearbeidelse og ikke omvendt. En Digtning som denne vil man derfor nok med Interesse kunne gjennemlæse, men paa Scenen hører den ikke hjemme. Hvad Udførelsen angaar, da fremsagde Jomfru Svendsen sine Replikker ret smukt, skjønt der endnu spores en høi Grad af Stivhed i Diktion og Manerer, og Hr. Smidt gav den unge Viking med høi Grad af Begeistring, der dog undertiden lammedes lidt ved denne Skuespillers gamle Feil, at memorere slet. Den anden Nyhed, der denne Aften blev os buden, var Jomfru Thobruds Debut som Lise i «Lises Halvstøvler»...

Published Apr. 9, 2018 10:33 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM