Georg Brandes

Kejser og Galilæer anmeldt av Georg Brandes i Det nittende Aarhundrede, 1874/75, s. 76-84.

Literatur.



Norsk Poesi.

Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer. Et verdenshistorisk Skuespil.

Det hænder nu og da en af de gamle romerske Kejsere i hans Elysium, at det ringer forskrækkeligt for hans Øren. Uden at han aner hvorfor, er hans Navn paa éngang blevet Genstand for saa lidenskabelig en Omtale som ellers kun et levende Menneskes. Aldrig er August f. Eks. i sin Levetid eller efter sin Død blevet saaledes studeret og bedømt, saa systematisk forsvaret af Nogle, saaledes overvældet med Had og Haan af en hel Literatur som i Frankrig under Napoleon den Tredjes Regering. Ogsaa han var jo nemlig sin Onkels Neveu. Og aldrig er Julian, siden han fandt Døden i det parthiske Felttog, blevet omtalt og omstridt, forklaret og skildret som i det 18de og 19de Aarhundrede. Han er i den moderne Tid vekselvis bleven tegnet som Ideal og som Karrikatur, og det med Henblik paa to preussiske Konger: Voltaire har forherliget Frederik den Store og Strauss persifleret Fr. Wilhelm den Fjerde under hans Navn; for den Første var han et Eksempel til Efterfølgelse, for den Anden et Eksempel til Afskrækkelse; for begge var han en Type; for Ibsen er han et Individ.

For begge var han en Type; thi begge søgte hans Betydning i det, som han for os kunde betyde, og stemme overens i den Anskuelse, at hans Stræben i hans egen Tid var frugtesløs, da det ikke i fjærneste Maade lykkedes ham at paavirke Kristendommens Udviklingsgang. Ibsen derimod fremstiller Julian, uden alt Hensyn til hans Betydning for os, som Kristendommens egentlige Skaber i hans Samtid, det vil sige som dens Genopvækker fra de Døde. Hans verdenshistoriske Betydning bliver hos Ibsen den: ved at forvandle Kristendommen fra en Hof- og Statsreligion til en forfulgt og undertrykt Lære at have gengivet den dens oprindelige Aandspræg og dens primitive Martyrlidenskab. Dette er da hans Gerning, man kunde i Ibsens Aand sige hans Kald. Ikke nok altsaa med at han som saa mangen anden tragisk Helt forgæves kæmper mod det Princip, han vil udrydde, nej han meddeler det ovenikøbet selv først Liv, gør det selv først til Livsprincip ved sin Kamp derimod – og indser for sent hvor selvmodsigende han har handlet. Saa ejendommeligt er Stykket anlagt og saaledes potentseret er her den tragiske Skæbne. – Lad os kaste et Blik ud over Dobbeltdramets Plan!

Den fyrstelige Yngling vokser ved et saakaldt kristeligt Hof op i en Atmosfære af Bloddamp og Løgn. Tronen hviler paa hans Nærmestes Lig; Kejseren ser i ham en mulig Hævner, hans Broder en Rival. Og han, som frygtes og mistænkes af de Andre, maa fremfor Alle frygte selv. Bag hver Busk kan han vente at finde en Lytter, i hver Mødende en lejet Morder, i hver Ven en underkøbt Forræder, i hvert Spørgsmaal en Snare, i hvert Favntag et Overfald, i hver Læskedrik Gift. Og al denne Løgn og Uhumskhed, al denne Forstillelse og Fejghed, det er den Skikkelse, hvori Kristendommen først viser sig for ham. Hvor er den, spørger han. ”Hos Hoffets lystne Halvmænd, som folder Hænderne over den mætte Bug og piber: Mon Guds Søn er skabt af Intet?”

Af Længsel efter en angstfri og skønnere Verden, af Videlyst, først og sidst af Æresyge, drages han til den hedenske Visdom. Det er ham spaaet, at han ”skal brydes med Løverne”. Han vil lære at bruge Ordets Vaaben for at vove en Dyst med Hedenskabets Store og overvinde dem. Saaledes bliver han Libanios' Discipel. Men hvilken Skuffelse! Løverne ere ikke her. Storheden findes ikke i denne Lejr. ”Libanios har stor Lærdom, men han er ingen stor Mand”. Hvor er Filosofien? I hans forfængelige, nidske, havesyge Liv? Nej i hans Lære. Og hvor er Kristendommen? I Hoffets Urenhed, i Pøbelens Slagsmaal om Treenighedens Væsen? Nej, men i de hellige Skrifter. Altsaa fra begge Sider samme Svar: Bøger – og hvad han hungrer efter, er Liv (S. 95). Hvad er det Hele? System imod System (S. 222), Hjærnespind uden Forhold til Li vet og uden Virkelighed i Livet. Og det er Liv, han hungrer efter. Under dette Savn er det, at Rygtet om Mystikeren Maximos' magiske Undergerninger naar til Julian og Længselen drager ham bort fra Religionen, bort fra Videnskaben, blindt og uimodstaaeligt ”didhen, hvor Fakler tændes og hvor Støtter smiler”.

Hos Maximos lærer han ikke mere, han ser; i et underfuldt Syn ser han sig selv som Tredjemand sammen med Kain og Judas, og hører en Stemme, der varsler ham, at han ”skal grundfæste Riget”. Maximos tyder dette Svar som en Spaadom om, at Julian skal forberede det ”tredje” store Rige, der skal sammensmelte Hedenskab og Kristendom, grundlægges ”paa Kundskabens og paa Korsets Træ tilsammen”. Julian aner lidet, at det eneste Rige, han kommer til at grundfæste, er Galilæerriget. Hans umiddelbart paafølgende Udnævnelse til Cæsar bibringer ham den Overbevisning, at Riget er det romerske Verdensrige.

Dette er det, han nu først og fremmest udvider og styrker, idet han som Feltherre i Gallien hævder Romerherredømmet i det halvvilde Land – indtil han ved Omstændighedernes Magt tvinges til paa én Gang at sige sig løs fra Kejseren og fra Kristus. Til Løn for alle de Tjenester, han har ydet Riget, vil dets skinsyge Hersker berøve ham først Æren, saa Livet – og samtidig opdager han, at hans Hustru til Løn for al den Ømhed, hvormed han har omfattet hende, i kristeligt Sværmeri og sanselig Mystik har hengivet sig til en kristen Præst, i hvem hun ser sin himmelske Brudgom repræsenteret og inkarneret. Det harmfulde Udbrud ”Galilæer!” i hans Mund antyder, at han fra nu af betragter Kristenguden som sin personlige, usynlige Fjende.

Han bryder med ham først i sin Sjæl, saa offenligt som Kejser. Med Hjærtet fuldt af Begejstring for den gamle hedenske Kultus og af Længsel efter hellenisk Skønhed forordner og anfører han et Dionysostog; men de græske Guder ere glemte, deres Dyrkelse lader sig ikke mere føre tilbage, og ved en dyb tragisk Modsigelse drager Begejstringen i hans Sjæl kun Gøglere og Skøger efter ham som hans Følge. Hans aabenlyse Hedenskab ægger de kristelige Menigheder til Modstand, man vil ikke vide af den Tolerance, han prædiker; man nedriver de sidste græske Templer. Saaledes udæsket straffer han strængt, og hans Straffe have en af ham ikke anet Virkning: Hans gamle Studiekammerater, hin Gregor, der ikke havde Mod til nogen afgørende Handling, som havde ”sin lille Kreds, sin Slægt at værne om” og som hverken havde Magt eller Evner til at udrette mere (S. 88) og hin Basilios, der ”granskede verdslig Visdom paa sit Landgods” (S. 226), de rejse sig nu stærke ved Forfølgelsen som Løver imod ham. Det er med disse Løver han maa brydes. Ja selv de sletteste Kristne, de hidtil svage som Biskop Maris og de hidtil foragtelige som Hekebolios, faa Indignationens Mod til at lide og trodse. Da indser Julian, at Galilæeren, hvem ”Jøder og Romere indbildte sig at have dødet, endnu lever i Menneskenes opsætsige Sind, i deres Trods og Haan mod al synlig Magt” (S. 393). I Analogi med Skule i ”Kongs-Emnerne” staar Helten da nu ogsaa her anende Storheden hos den Magt, han bekæmper, i det ulægeligt skæve Forhold til den store, sejerrige Ide. – Med Galilæeren er ethvert Forlig umuligt. Dualismen af Gud og Kejser kan ikke faa Lov at bestaa, hvis ikke Magtens Enhed skal splittes. Om at fornye de mislykkede Forsøg paa at genoprette den gamle Gudedyrkelse er ikke længere Tale. Julian beslutter da at lade sig selv dyrke som Guddom. Svimmel griber ham: han vil være Gud; han er det; har ikke Plato sagt, at kun en Gud kan herske over Menneskene? Han brænder sine Skibe, fordi de besværliggøre hans Marche, og tilintetgør saaledes selv sit Redningsmiddel, han byder i sit Vanvid Vinden blæse hvorhen han vil og vorde Storm for at tjene hans Planer. Da rammes han af Fortvivlelsen og Døden.

I saa præcis og sammentrængt Form, som det var mig muligt, har jeg her forsøgt med Fremhæven af alle Vendepunkter at skitsere Handlingens Gang i det storartede Ibsenske Skuespil. Man har da her Planen. Det staar tilbage at se, hvorledes den er udført. Det forekommer mig, som om den hist og her er bleven noget fordunklet under Udarbejdelsen. Jeg vælger et Hovedpunkt for at tydeliggøre min Mening. Julians Utaalmodighed over at blive afspist med Bøger synes mig af en afgørende Betydning. I Ordene: ”Hvad var det vi syslede med? En Visdomsbygning, hverken mere eller mindre” ligger hele Karakteristiken af Ynglingens nysgerrige, videlystne Omtumlen mellem Systemer, af hvilke han ikke prøver noget i sit eget Liv, ligger videre den gammelgræske Ynglings Slægtskabsforhold til den moderne Tids Ungdom i Norden, for hvem Digtet er bestemt, ligger endelig Motiveringen af hans Spring ind i Mystiken og af den levende Daadstrang, der snart bringer ham til at forbavse Evropa ved Bedrifter. Men er det ikke som bemærkede man i Dramets Plan flere sammensmeltede Lag af Planer, naar det nu viser sig, at al Julians Lyst og Længsel straks efter Bruddet med Bøgerne staar netop til Bøger og naar den literære Forfængelighed ustridigt fremtræder som det dybeste Grundtræk i Karakteren? Hvorfor fremdrager Ibsen saa stærkt dette Træk? Fordi det er historisk, vil man sige. Jeg paaskønner saa fuldt som Nogen den Iver, Digteren har lagt for Dagen for at give os et ret konkret Billede af Julian. Det er og bliver Ibsens Ære, at ingen tidligere Digter paa langt nær har givet et saa rigt, saa individuelt, saa alsidigt Billede af denne Karakter. Kun forekommer det mig som om Alsidigheden undertiden er saa stor, at nogen Ensidighed var bedre. Ibsen lader Julian bestandig føre Bøger i Munden, fordi Kristendommens kolossale Magt dobbelt fremhæves ved Kejserens afmægtige og taabelige Forsøg paa at gøre det af med den nye Verdensreligion ved Hjælp af et Par Brochurer. Jeg sætter ogsaa, at den virkelige Julian omtrent har ment, at Saadant lod sig gøre. Men vel at mærke saa har den virkelige Julian heller ikke udraabt: ”Kom jeg til Libanios, saa lød det: Bøger! Bøger! Kommer jeg til Eder – Bøger, Bøger, Bøger!” levende Ord, ungdommelige Ord, letbegribelige og dog vægtige Ord, men Ord, som maa drage gennemført Handling efter sig, hvis Karakterløshed ej skal blive Heltens eneste Karakter. Har Julian som filosofisk Pedant da glemt sin gamle Foragt for Skriverierne? og har han glemt den, bør det da ikke siges os, hvorfor og hvorledes han har glemt den? Det synes mig utvivlsomt, at Ibsen ved den stærke Akcentueren af dette nye Træk: Kejseren som literær Pedant og Nar har skadet sin Plan som den oprindelig er anlagt, og ikke nok hermed har skadet sin Helt, idet han ved dette ene Træk berøver ham al Storhed. Men kun en stor Mands frugtesløse Kamp mod en historisk Magt har tragisk Interesse; en forfængelig Magthavers krampagtige Anstrængelser kan man kun misbillige, beklage, væmmes ved eller udle. Heri ligger det, at Julian i det første Drama, hvor han endnu er varm og klog og kraftig, fængsler Læseren saa uendelig langt mere end i det andet. Fr a det Øjeblik af, da hans Forfængelighed vokser ham i den Grad over Hovedet, at den gør ham snart frastødende, snart næsten komisk og snart ynkværdig, har Læserens Interesse for ham faaet et Stød, som ikke forvindes. Hvo kan tro, at en Mand, der i den Grad bærer Præg af den literære Dilettant paa Tronen, tillige er en stor Feltherre, en uforfærdet og raadsnar homme d'action? Hvor meget vilde ikke det sidste Drama have vundet, om Ibsen, hvad han Planen ubeskadiget kunde gjort, havde fremhævet disse Egenskaber hos sin Helt istedenfor dem, der bringe ham til at synes lille!

Det poetiske Middel, hvorved Ibsen har søgt at hæve Julian ud af denne Smaalighed, er næppe virksomt nok. Det er den ganske ejendommelige Metafysik, hvormed Stykket er gennemtrukket. Ved den mest gennemførte Determinisme ses Alt, hvad Helten gør, som udført med en absolut og fuldstændig Nødvendighed, der tilintetgør Begrebet Ansvar og dermed til en vis Grad ogsaa Lidenhed og Storhed. Hedningen Maximos og Kristinden Makrina stemme overens i den Tro, at Julian maatte handle, som han har handlet, en Tro, der finder sit kraftigste og mest paradokse Udtryk i Slutningsudbrudet: ”Maatte Du fare vild, da skal det visselig regnes Dig til Gode paa hin yderste Dag o. s. v.” Dette vil jo nemlig sige: Individet faar sin Rolle tildelt af ”Verdensviljen”, det spiller den ufrivilligt, ej som det vil, men som det maa, thi at ville er at maatte ville. Men den Skuespiller, hvem Skurkens eller Tyrannens Rolle (Judas' eller Julians) er tilfalden, og som derfor den hele Forestilling igennem har maattet lide under Publikums fjendtlige Stemning, bør billigvis nyde des rigeligere Løn af den, der har tildelt ham hans Hverv. – Er denne Tankegang nu sund? Uden at ville indlade mig paa altfor vidt førende Overvejelser om den frie Viljes Mulighed eller Grænser vil jeg blot i al Almindelighed bemærke, at kun Forsynstroen, ikke Videnskaben kan føre til en Determinisme af denne Natur. Den religiøse Forsynstro alene kan pumpe Individet i den Grad læns for Selvbestemmelse; den videnskabelige Lovantagelse derimod aabner Individualiteten et Spillerum. Videnskaben ser ganske vist Historien som underlagt almene Love, hvis Nødvendighed til enhver Tid gør sig gældende, men disse Love indgyde ingen Medfølelse med en Judas, det vil sige en Slyngel, der sælger sin Herre og Mester for 30 Sølvpenninge. De tvinge ikke saaledes statistisk det enkelte Menneske. Lad mig tydeliggøre min Mening med en Analogi: Et Par Jernbaneskinner ere kun brugelige, ifald de bestandig holde samme Afstand fra hverandre; men maaler man nøjagtigt et hvilketsomhelst Par, vil man ikke desmindre finde en Mængde Punkter, der fjærne sig mere, en Mængde andre, der fjærne sig mindre fra hinanden, end Regelen byder; og ligefuldt udslettes i det Hele og Store alle disse Afvigelser som intetbetydende. De opveje hverandre. Den herskende Lov er som den normerede nødvendige Afstand, Individerne ere som de utallige afvigende Punkter, og Loven formaar at realisere sin Nødvendighed paa éngang gennem og trods alle disse uberegnelige og udenfor Loven faldende Afvigelser. At finde Nødvendigheden realiseret paa ethvert Punkt, den historiske Nødvendighed altsaa i Individets enkelte Viljeshandling, det er Forsynstroen forbeholdt.

Den Omstændighed, om man kan gaa ind paa den i ”Kejser og Galilæer” udviklede Determinisme, er lykkeligvis dog kun af ringe Vægt med Hensyn til Nydelsen af det Skønne og Dybe i Ibsens Bog. Hans Styrke og Originalitet ligger i det Psykologiske og ikke i Løsningen af metafysiske Problemer. Stykkets psykologiske Grundanskuelse er den, at det er Modgang og Lidelse, der gør en Lære til en Aandsmagt og dens Disciple til Helte, at kun den Lære har indre Værdi, som er istand til at inspirere Martyrer, og at den Lære sikkert er uden Livskraft, for hvilken Ingen mere vil vove Noget. Stykket er gennemtrængt af den dybeste Respekt for det at ville lide for sin Tro eller sin Overbevisning og af en dyb Foragt for den ”Visdom”, for hvilken Ingen vil sætte en Finger paa Spil. Det fremstiller den kæmpende Kirke under Julian som besjælet af en saadan levende Tro og den hedenske Filosofi paa hans Tid som en saadan død Visdom.

Er nu end Martyrlidenskapen i og for sig ingenlunde noget afgørende Vidnesbyrd for Sandheden af den Sag, hvilken Offeret bringes – Mormonerne have i vore Dage vist den i højeste Grad – saa er det dog ganske vist et stort Vidnesbyrd om en Sags ringe historiske Kraft til en given Tid, hvis Ingen vil sætte sin Eksistens ind paa den. Ibsens psykologiske for den nordiske Tænkemaade saa ejendommelige Kraftmaaler for Sandheden har derfor en afgjort Berettigelse.

Ved den Prøve, han anstiller, staar den hedenske ”Visdom” sig meget slet. Vor dansk-norske Poesi har nu engang ikke noget godt Øje til græsk Visdom. Som i Paludan-Müllers ”Kalanus” en Epoke, der frembringer en Aristoteles, kun er repræsenteret af filosofiske Svaghoveder og Snyltegæster, saaledes er i Ibsens ”Kejser og Galilæer” en Tidsalder, der kulminerer i en Hypatia, repræsenteret ved filosofiske Frasemagere og Styverfængere af den laveste Art. I Modsætning til den er saa til Gengæld Datidens Kristendom opfattet og tegnet med sandt Geni. Dens Lidenskab, dens vilde Begejstring, dens fanatiske og sekteriske Karakter, dens Livsforagt og glødende Mod, Alt dette staar skarpt og ægte historisk. Man ser den nye Religion sprudle uimodstaaelig frem af uudgrundelige indre Kilder. Man føler at den maa sejre, at ingen Magt paa Jorden kan hæmme den eller forhindre den fra at bryde sig sin Vej. Hvorfor, fordi den er Sandheden? Fordi den da var Sandheden svarer Ibsens Værk. At ogsaa dens Sandhed kun var relativ, er saa i Digtet let antydet ved Mystikerens Spaadom om det ”tredje” Rige, der vil sammensmelte den helleniske og den jødiske Aand. Dette tredje Rige staar her omtrent paa samme Maade utydeligt i Baggrunden som hin ”Deus caritatis”, der slutter ”Brand”.

Det hele store Digt er skrevet i Prosa, Dialogen levende, bevæget, fuld af dramatisk Kraft og Ild. Det Maal, mod hvilket Ibsen her har styret, er øjensynlig det fuldkomment Livagtige. Han har villet, at man skal kunne tro, det har gaaet saaledes til. Dette Maal har han naaet. Alle Dialogens individuelle Forskelligheder beherskes af en Tidsfarve, saa klar og sand, at Scenerne mangen Gang synes at foregaa for Ens Øjne. Hvor Kejseren bevæger sig henimod Kirken, hvor Helena røber sin Hemmelighed i Vanvid, hvor Julian lader sig kaare af Kejserens Tropper og fremfor Alt, hvor han efter Ofringen i Slutningen af første Del stiger op i Dagslyset, og Fadervor som i en ophøjet Vekselsang mødes med hans og hans Venners Udbrud, paa saadanne Steder er det En, som saa' man Handlingen foregaa for sine Øjne, og Ibsen har aldrig naaet større Virkning, næppe nogensinde nogen saa stor. I den sidstnævnte Scene, hvor saa at sige Stykkets hele Pathos er sammentrængt med fuldendt Kunst, smelter det Sublime og det Effektfulde paa en saadan Maade sammen som næppe i noget andet Digterværk end Goethes Faust, i den Scene, hvor Korsangen i Kirken svarer paa Gretchens Hjærteangst og Bønner. Saadanne Scener som de nævnte i første Del eller i anden Del den mesterlige Scene, hvor Julian fortvivler over Dionysosfestens Udfald, grave sig for bestandig ind i Læserens Erindring, berige ham direkte med aandeligt Indhold, levendegøre ham Verdenshistorien, aabne ham Menneskehjærtet og skænke ham samtidigt en ren æsthetisk Nydelse gennem Beundringen for den Maade, hvorpaa Digterens Kunst hos Ibsen giver alt Det umiddelbart gribende Magt, hvad han som psykologisk Historiker har set.

Totalindtrykket af Ibsens nye store Værk synes mig da at være omtrent det samme som det af ”Peer Gynt”. Det er fuldt af ypperlige Ting, højst dybsindige, højst poetiske; men der findes noget før Værkets Slutning et Parti (svarende til 4de Akt af ”Peer Gynt”), hvor Inspirationen ikke har formaaet at beherske Stoffet. Paa dette Sted er det, som om Digterens poetiske Spejl var uden Kviksølv, havde mistet Evnen til med skarpe og rene Omrids at afspejle, hvad det laa i hans oprindelige Plan at give. Var første Del bleven udgiven først som et Hele for sig, vilde man enstemmig have hævet den til Skyerne. Et svagere Parti i anden Del har til en vis Grad skadet det mægtige Indtryk af det første helt igennem med Kæmpehaand formede Drama. Jo større Pris man sætter paa en Digter, og jo mere man allerede skylder ham, des mere gaar man i Rette med ham, naar det forekommer En, at han paa et afgørende Punkt har skadet sig selv. Kritiken kan ikke skade ham. Den, der erindrer, hvilken beskeden og ubekendt Stilling Ibsen for en halv Snes Aar siden indtog i det danske Publikums Interesse og saa har været Vidne til, med hvilken sejerrig Hast han til Trods for Manges aabenbare og tilslørede Fjendskab har erobret sig den Plads, han nu indtager, ved en Række af storartede og betydningsfulde Værker, af hvilke hvert enkelt købte nogle nye Fortrin fremfor alle hans tidligere Frembringelser med enkelte svage og forfejlede Partier, vil i det nye Dobbeltdrama se Loven for hans Fremgang stadfæstet. I intet tidligere Værk har han forstaaet og gengivet Historien som her.

G. B.
Published Apr. 3, 2018 2:30 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM