Signaturen «M. M.»

Kejser og Galilæer på Leipziger Stadttheater anmeldt av signaturen «M. M.» i Politiken 8. desember 1896.

Første-Opførelsen af Kejser og Galilæer.

 

Leipzig, 6. Decbr.

 

Som allerede telegrafisk meddelt, opførtes Ibsens mægtige «verdenshistoriske Skuespil» i Aftes for første Gang paa Scenen. Leipzigs Stadtteater vovede Forsøget. At det er her i Udlandet, at det første Forsøg paa at omplante dette Drama paa Scenen, at den fremmede Bearbejder, som han har udtrykt sig, saa at sige har følt det som en hellig Pligt: dette Drama maa Du bearbejde og fremføre! er et meget talende Vidnesbyrd til alle tidligere om, hvilken Plads Ibsen indtager i Verdens Literatur, hvilken Magt han besidder.

Den Tanke at ville forsøge en Opførelse af «Kejser og Galilæer» vil jo uden Tvivl de aller Fleste fra først af erklære for en Umulighed. Medens man med «Brand» og «Per Gynt» dog har gjort sceniske Forsøg, har da ogsaa «Kejser og Galilæer» hidtil rolig hvilet i Boghylden. Hr. Overregissør L. Adler har unægtelig vist overordenlig kunstnerisk Iver og betydeligt Mod, da han trods mange Advarsler gav sig i Kast med Ibsens Arbejde, og efter at hans Bearbejdelse i Aftes under hans egen Ledelse naaede sin første Opførelse og blev en Sejr, vil hans Navn ogsaa med Ære være at nævne i Forbindelse med dette Ibsenske Værk. Adlers Bearbejdelse er ikke blot af betydelig scenisk Virkning, men ejer kunstnerisk Værd.

Efter Hermanns avtoriserede tyske Oversættelse har Adler sammenpresset Ibsens hele «Kejser og Galilæer», begge Skuespillets Dele, i 5 Akter, af hvilke de to sidste dog er delte i flere Afdelinger. Han har som selve Skuespillet villet skildre os Julian fra hans første Dage som sandhedssøgende Yngling til hans Fald paa Sletterne, hinsides Tigris, da Vanvidet har grebet ham, da han efter den grusomme Kamp mod sin Ungdoms-Brødre falder for Agathons Lanse ved sin Kamp og Død grundende Galilæerens Rige, Kristendommens Sejr! Intet Hovedafsnit, men hele Julians Liv, omfatter Bearbejderen.

At en Mængde Scener af Ibsens Værk maatte bortskæres, at Repliker maatte sammendrages og forkortes, at Situationer maatte samles og omordnes, at Personer maatte bortfalde der gives vel intet Teater, der kunde besætte Rollerne i Ibsens Drama! at endog forskellige Personer er forenede i én Skikkelse, saaledes f. Eks. Agathon og Gregor, alt dette er da en uundgaaelig Selvfølge. Man kan jo være uenig, om sligt er Ret. Om det ikke er Brøde mod Værket? Om en slig dramatisk Opførelse ikke er en egen Tjeneste at vise Digteren? Imidlertid Goethes «Faust» lodes heller ikke i Ro, den maatte paa Scenen. Man maa da glæde sig over, hvor nænsom og med hvor megen kunstnerisk Finfølelse og Ærbødighed Adler har bearbejdet «Kejser og Galilæer».

De 5 Akters Scenegang er kort følgende. Som «Forspil» gives Scenerne i Konstantinopel ved Konstantios Hof i alt væsenligt I Dels 1. Akt hos Ibsen Baggrunden, mod hvilken det hele Drama kan ses: de raadne Forhold ved Kejserhoffet, den begunstigede, men usikre og urene Kristendom staaende overfor det gamle Hedenskab, den galilæisk opdragne Julians Tørsten og Søgen efter at kende den fulde Sandhed. Første Akt viser os Julian i Efesus hos Visdomslærerne. Her er de Scener, der i 2. og 3. Akt hos Ibsen spiller hos Libanios i Athen og Maximos i Efesus, sammendragne under et. Akten slutter efter de mystiske Scener med Fremmanelsen af Kain og Judas med Julians Udnævnelse til Kejser. Anden og tredje Akt følger da i et og alt 4. og 5. Akt hos Ibsen og viser os altsaa Julian i Gallien, først Scenerne med Helena, dernæst Scenerne med Decentine, der ender med Soldaternes Indtrængen og deres Udraaben af Julian som deres rette ikke Cæsar men Kejser. Og Julian i Vienna, i Kirkens Katakomber, hvor han i sin Uvished atter søger Raad hos Maximos og tvungen af Omstændighederne beslutter sig til at drage mod Konstantios. Men «Giv Kejseren, hvad Kejserens er, Gud, hvad Guds er», dette Ord er det stadig pinende i hans Sjæl, han maa vælge: Kejser eller Galilæer! og han vælger det første. Denne Scene var af ganske mægtig Virkning, ligesom i det Hele 2. og 3. Akt var Aftnens Højdepunkt.

Med fjerde Akt sér vi da Julian som Kejser og Kristenforfølger. Her er II Dels 1.3. Akt hos Ibsen samlet i tre Scener, der dels spiller i Konstantinopel ved den unge Kejsers Hof, dels i Antiochia med de gribende Scener foran det sammenstyrtende Apollotempel og Scenen med Maximos i Templets Ruiner. Stykkets Slutning omhandler endelig i femte Akts fire hurtigt vekslende Scener: Julian i Kampen mod Perser og Galilæer, hans Vanvid og Død.

Som sagt, Aftnens Højdepunkt var I. Dels Slutning, men fra først til sidst fulgtes Opførelsen med allerstørste Interesse og stadigt begejstret Bifald. Der var ikke Tale om Træthed eller Slappelse, skønt Forestillingen med kun én længere Pavse varede 4 Timer. Tværtimod vidste hver Scenes vægtige Indhold at fængsle til sidste Øjeblik. For det store Publikum er «Kejser og Galilæer» ikke noget Stykke, men det vil dog uden Tvivl fra nu indlemmes i de fleste første Teatres Repertoire. Adlers Bearbejdelse vil skabe ny Interesse for Ibsens store Værk og give Anledning til fornyet Gransken i dets Skønhed og Dybder.

Om Udførelsen endnu kun et Par Ord. At den var fyldt af den største Pietet og Begejstring for Arbejdet, er overflødigt at mælde, da Bearbejderen selv førte Tropperne i Ilden. Meget vil vel komme bedre til sin Ret paa en større Scene, dog er her ingenlunde Grund til Klage, meget vanskelige Scener lykkedes med udmærket Virkning. Af Skuespillerne maa i første Række Herrerne Taeger som Julian og Hänseler som Agathon nævnes. Hr. Taeger, Teatrets stadige Fremstiller af Ibsenske Hovedroller, udførte sin Kæmperolle med megen Intelligens og Energi, men en Kainz er denne Skuespiller dog ikke. Desværre var Hr. Borcherdt ikke tilfredsstillende i Mystikeren Maximos betydningsfulde Rolle. Af de øvrige Rollehavende maa endnu Frk. Laue nævnes som Helena.

Saavel Udførende som Bearbejder fremkaldtes utallige Gange.

M. M.
Published Apr. 9, 2018 9:24 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM