Signaturen «B.»

Olaf Liljekrans på Det norske Theater i Bergen anmeldt av signaturen «B.» i Bergens Tidende 4. januar 1857.

Theatret.

Igaaraftes, det norske Theaters Stiftelsesdag, gik «Olaf Liliekrands», et nyt Stykke af Theaterdigteren og Instruktøren Ibsen over Scenen. Det traf et saa talrigt Publikum, at Theatret i bogstavelig Forstand var proppet. Anmelderen skal kun løselig berøre Stykket efter det Indtryk, det maatte gjøre, og fremstille dets Anlæg og Gang; for at levere nogen i Detaillen gaaende Kritik enten over de Spillende, eller de enkelte Karakterer, eller over Stykkets dramatiske Værd i Enkelthederne, maa man baade have Anledning til at se Stykket opført flere Gange og til at sammenholde Spil og Text. Om Musiken vil man her sletikke udtale sig, da den er saa underordnet i Forhold til den dramatiske Digtning, at den kun griber ind i enkelte Scener, og den er altid kun bag Kulisserne.

Idet Teppet gaar op, sees en skjøn Dekoration, forestillende en frodig, ensomt liggende Fjelddal, som ved Sortedøden og paa Grund af Nabotvistigheder er ladt øde for Mennesker; kun en gammel Spillemand med sin Datter bor mellem de høie Fjelde. Et Chor af en først spændende, siden ængstende og næsten endeløs Længde høres bag Scenen; den gamle Spillemand kommer spøgelseagtig op i Baggrunden og forsvinder igjen, uden at han har ladet en Lyd høre. Choret vedvarer det Hele kanske i ti Minutter; Scenen forbliver tom, Endelig! Et Tog kommer ind fra Høire; det er en gammel rig Bonde, som i lang Tid har ligget i Strid med en høibyrdig Familie, Liliekrands, om Grændseskjellet, og som endelig er bleven enig med den stolte, men temmelig forarmede Frue, Sigbrit, om at ende Tvisten paa Betingelser, hvoraf den vigtigste er Giftermaal mellem hans Datter Ingeborg og hendes Søn Olaf Liliekrands; dertil kom adskillige Offere af den forfængelige Bonde, for at komme i det fornemme Svogerskab. Datteren er med paa Toget fra Hjemgaarden Guldvik til Brudgommens Borg; paa Veien faar hun det Indfald, at ville forlade Alfarveien og tage over de uveisomme Fjelde, hvor man forvilder sig, indtil man efter megen Møie naar ned paa det gamle Veispor, som ellers var udslettet «af Ræv og Bjørn», fordi man i Tvistens gamle Dage havde lagt en mageligere Vei mellem Gaardene nedenom Fjeldene. Ingeborg er gaaen vild; men hun kommer dog for Dagen. Gamle Far har en Dreng «Hemming», som elsker hende og engang har frelst hendes Liv; hun elsker ham igjen, men er paa en Maade bedaaret af den forventede Pragt og Rang; dog røber hendes Tilbøielighed sig paa en noget koket Maade, idet hun skjænker ham sin røde Armring (som hun rigtignok siden tar tilbage). Hemming advarer den Gamle; han vil ikke rigtig høre paa Advarslen om, at man her kun for Penge tager tiltakke med en Forbindelse, hvorover man selv og Andre spotter. Saa kommer Sigbrit fra Venstre med Følge; der tales om det forestaaende Bryllup; Fruen er hoven, men dog urolig, og efter nogle umilde Ord kommer det ud, at hun har mistet Brudgommen; han er faren tilfjelds og er der bleven borte. Det er et slemt Aber, hvorover Brudens Far blir ilde tilmode; det maa da ud, hvad Troen siger: Han er koglet i Fjeldet af Alfer. Spillemanden kommer frem og taler i forblommede Ord om, at Olaf i saa Fald vilde have det godt. Man spreder sig. Olaf kommer aandsforvirret paa Scenen, plukker Blomster itu og strør dem ud «Blad for Blad» til Vindene for at finde det elskede Væsen, som han paa Festegildets Aften havde seet her, da han red hjem om Aftenen fra Guldvik. En tryllende Musik (Spillemandens) havde lokket den Øldrukne fremad mellem Klipperne, og her traf han Spillemandens Datter Alfhild, «som aldrig havde seet Andet, end den ubefolkede Natur, men af Faderens Sange lært at drømme om Saameget», at hun gjennem Stykkets Gang kan tale med Kjendskab om Ting, som en Ikkepoet mindst skulde vente af et Naturbarn. Nok hun har forhexet ham; han er gal og tuller mellem Fjeldene næsten uden Erindring om Noget fra Fortiden; det er et sælsomt stærkt Trylleri, hvorunder han lider. Alfhild kommer ind, falder Ol af om Halsen, han taler i Vildelse, men hun i erotisk Begeistring, og de To forstaa hinanden saa godt. Han viser hende fra en Udsigt Dalen nedenfor med Mennesker i, og hun maa derned for at blive hans Brud. Men Mutter fakker ham, og han skal tage Ingeborg. For at være kort, saa vil Anmelderen kun referere, at der nede i Dalen bliver underlige Scener mellem Moder og Søn; han skal vise Alfhild Vinterveien, men har ikke Mod dertil; Mutter faar hende fat og vil gifte hende med en Anden; Alfhild tror, der kun er Tale om Ægteskabet mellem hende og Olaf, og gaar villig ind paa Fruens Opfordring at klæde sig i hendes Bryllupsskrud for at gaa til Kirken, som sees i Baggrunden. Fruen misforstaar hende, tror derimod, at Alfhild er en listig Tøite, som staar i Kjærlighedsforbindelse med Hemming, mens hun har gjøglet for Olaf, og falder da paa at smedde de To sammen, mens hun forestiller Sønnen, hvad for en Uværdig Alfhild er. Hemming tror, Fruen i sin Samtale med ham taler om en Forbindelse mellem ham og Ingeborg, og bider naturligvis strax paa hendes Forslag at anvende al sin Indflydelse paa Ingeborgs Fader, for at han kan komme til Brudeskamlen den samme Dag som Olaf, d. e. om en Times Tid. Men snart opklares Misforstaaelsen; Olaf tvinges til at frasige sig Forholdet til Alfhild, som kaldes hans Frille; Olaf, der af og til har været klog, afsværger sin Kjærlighed, forhaaner Alfhild og Alnaturen under en isandhed skjøn Fortvivlelses hjerterystende Vanvidsudbrud, Alfhild synker bevidstløs om, Ingeborg vil ikke vide af Hemmings Forbindelse med Alfhild, og disse To blive enige om at stjæle hendes Faders Hest og flygte bort, medens den forhaanede Alfhild, hvis Drømme om Livets Skjønhed desuden smerteligst ere blevne skuffede (Scenen, medens Ligfærden foregaar bag Scenen, er vidunderlig skjøn), ikke kan udholde at vide Bryllupstoget foregaa, men tænder Brudgommens Gaard ibrand og flyr til Fjeldene.

Anden Akt er dermed tilende, og trods den uhyre Drøide i første Akt, trods det Overspændte, Anmelderen troede at finde i anden Akt, havde dog den deilige Versifikation og de ofte underskjønne poetiske Billeder tiltrukket hans Opmærksomhed i høi Grad. Men tredie Akt kommer; det er Dagen efter anden Akt. Her kom den besynderlige Bearbeidelse af den længesiden givne Løsning. Nu er Olaf ikke gal; men Alfhild er omtrent vanvittig. Man er oppe ved Spillemandshytten. (Spillemanden har længesiden lovet sin Datter Beskyttelse; men deraf blev Intet.) Olaf finder Alfhild her, men maa gaa bort af Sorg over, hvad for Smerte og bitter Ve han har forvoldt hende. Her ere ogsaa Hemming og Ingeborg, som enes om at lege Skjul, ligesom Ingeborg og Olaf blive enige herom og om at operere i Forening om noget Unævnt. Stykkets andre Personer vel at mærke samtlige undtagen Fruen ere Mandfolk komme tilsyne; Fru Sigbrit faar fat paa Alfhild, sætter Standret over hende og dømmer hende ifølge en hende af Digteren given lovlig Ret til her midt i Ødemarken at styrtes i en Sø. I Exekutionsøieblikket formildes hendes Naade og raaber markskrigerisk tre Gange efter den usleste Fyr, som ved at erklære at ville ægte hende, kan frelse hendes Liv; ogsaa Dette er ifølge en efter Sortedøden gjældende norsk Lov. Paa tredie Raab kommer Guden af Skyen, d. e. Olaf; han griber hende om Livet, fører hende ned fra den tarpeiske Klippe og gjør hende til sin Brud; strax bliver Mutter saa blid i Sind, at hun gjør Afbigt for Svigerdatteren, og Brudgommen, hvem Moderen i anden Akt har fortalt, at han, om Aarsgrøden slog Feil, maatte tage Beilerstaven, han, som ved, at efter Moderens Synder hvert Straa paa hele deres Grund er trampet ned under Ildebranden sidste Nat (et Bevis for, hvor smaa de liliekrandsiske Eiendomme maa have været), han lover sin Brud Gud ved hvilke Skatte af Sølv og Guld. Ingeborgs Fader har imidlertid været ude af sig selv, ikke blot for sin Datter, men næsten endnu mere for Hemming, som han før kaldte dum, men nu elsker mere, end sin Øiesten. Historien paa den tarpeiske Klippe giver ham imidlertid en sublim Ide, som dog maaske ogsaa kan have nogen Grund i Bagrusen fra det af ham selv til Sigbrit sendte, men siden fra hende stjaalne Øl (Gamlingen syntes i det Hele taget at være noget poetisk øllet). Han udlover «paa Kongevis i Eventyrerne» sin halve Eiendel til Den, som vil skaffe hans Datter frem og være hendes Mand; vips, kan man vide, er Hemming og Ingeborg paa Brætterne, og da den Gamle erfarer, at det er Hemming, som har stjaalet hans abildgraa Hest, giver han Parret sin Velsignelse. Tæppet falder, og Forfatteren fremkaldes.

B.
Published Apr. 4, 2018 2:19 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM