Bjørnstjerne Bjørnson

Peer Gynt anmeldt av Bjørnstjerne Bjørnson i Norsk Folkeblad (Kristiania) 23. november 1867.
Per Gynt.
Da det vel vil vare en Stund før «Per Gynt» kommer til de forskjellige Dele af Norge paa Grund af senfærdig Postgang for den Klasse, hvortil han hører, kan det maaske interessere at vide Noget om ham paa Forhaand. «Per Gynt» er et dramatisk Digt af Henr. lbsen, ligesaa stort som «Brand». Men det er ikke utydeligt, uklart, anstrængt som «Brand», hvad allerede møder En i Sproget; thi dette er det naturligste Sprog, Ibsen har skrevet, ja, først her er hans Sprog blevet naturligt. Det er skeet, hvad vi vidste før, at jo mere Henr. Ibsen kom hen mod den satiriske Komødie (eller maaske rettere Lystspil), desto nærmere kom han sin egentlige Evne. Per Gynt er som bekjendt et Folkeeventyr om Gutten, som aldrig blev ræd, og foruden dette Eventyr er de fleste og bedste af vore Eventyr samtidig benyttede, omtrent som de forskjellige Sagaer ere benyttede i «Hærmændene», men vel at mærke med fuldstændigt Overherredømme, saa ikke her som hist Emnerne ere sammenhamrede i usmeltet Tilstand. Per Gynt er en Satire paa norsk Egenkjerlighed, Trangbrystighed, Selvgodhed, og saadan udført, at jeg ikke alene har Gang paa Gang maattet stormle, ja ret storhauke, men har i mit Sind (som nu her offentligen) maattet takke den, som har gjort dette. «Per Gynt» er en opløben Bondegut, et vildt Hoved af en ruineret Storfamilje; han er i sin Opvæxt mættet af Eventyr, saa han har dem rundt om sig, hvor han gaar, færdes altsaa i Løgn og Skryd, er en Vanvyrding, som Intet mæter, hverken af Haanord eller Slag, er stærk, sandselig, ærgjerrig, men altid lige sæl. Han vil «være sig selv», og hos Dovregubben faar dette et lidet Tillæg, nemlig «være sig selv nok», som han Livet igjennem ogsaa hylder. Meget fint gjøres det opmærksom paa, hvorledes dette hos os saa Yndede «at være sig selv», hvilket man saa gjerne bruger til Ros for sig selv og andre Cynikere, og hvori den misforstaaede Nationalitetsfølelse ogsaa gjerne vil have Landet forstenet, – egentlig betyder «at døde sig selv», naar man dermed mener Uimodtagelighed for al Slags god Paavirkning eller mener en Konsekventse, som bare er Konsekventse i det at være et Svin. Naar det saa ovenikjøbet lyder: «at være sig selv nok», er «Troldet» færdigt; thi dette er Dovregubbens Devise, dertil sværge alle Troldene, og Dovregubben mener fuldkommen rigtig, at enten man er Menneske eller Jutul, saa er man ligevel Trold, naar man handler efter Sætningen: «at være sig selv nok». Per Gynt faar Barn med Dovregubbens Datter, Fanden hjalp til med Forløsningen, og Yngelen, som naturligvis ogsaa vil være «sig selv nok», sparker og spytter paa Far sin. Men af ham er igjen en uhyre Æt voxet over hele Landet; denne Æt kjærer sig om Intet uden sig selv og sit eget Stell. Per Gynt væmmes dog, inde hos Dovregubben; thi Herligheden ved Gildet er nærmere beseet ikke Andet end «Kager af Koen og Mjød af Oxen», og skjønt han tror «paa Vanens Magt», kan han dog ikke trives i Skiddenfærdigheden, især da de vil kværve Synet paa ham, saa han skal se det med det samme tilvante Øje som de, der tro det er Guld og Godt Altsammen. Sit Syn vil han nok beholde, hvilket giver Anledning til at han kommer ud igjen, just ikke paa den blideste Maade. Undervejs lærer han af «den store Bøjgen» «at gaa udenom», bestandig «gaa udenom!» Han praktiserer det strax; thi da han ser den Pige, Solvejg, som han i Sandhed elsker, og som elsker ham igjen, d.v.s. elsker alle Muligheder, alt det Store og Gode i ham, kommer han i Tanke om, hvorlidet han igrunden fortjener hende, og istedetfor at prøve paa at fortjene hende, lægger «udenom» afsted paa Kjøbmandsvejen. Og nu gaar det gjennem alle Lande og alle Slags «Geschæft», Negerhandel, Handel med Afgudsbilleder, dog ogsaa med Forsyning til Missionærer, «for ikke ganske at lægge sig ud med Vorherre», kort vi træffe ham igjen som en gammel, indtørket Egoist. Hvergang det kniber, er han ikke saa langt fra at raabe til hin Himlens og jordens Stormagt, og nu lakker det mod de graa Haar med Per Gynt, det kniber ligeoverfor Alderdommen og Døden. Vi træffe ham nemlig igjen i Marokko, i Selskab med en Tysker, Englænder, Franskmand og Svensker, dem han har med som Selskab paa sin Damp-Lystjagt. Tyskeren faar en skammelig Lyst til at «annektere» hans Skib, en Lyst, som Franskmanden strax deler, naar Mandskabet først bringes «til Afstemning», og Englænderen, fordi «hans Tarv» byder ham at stjæle, naar de Andre stjæle, thi ellers fik han jo Intet. Svenskeren siger (afsides), at de ere Kjeltringer, han «protesterer» – og gaar med! Per Gynt løber skrigende paa Strandbredden og ser dem fare med Jagten, han ber og bander vexelvis; – indtil hele Dampjagten gaar op i Røg og Luer med en Explosion. Da skjønner han, «at han er separat beskyttet» og bliver svært ydmyg – indtil han er sikker. Vi skulle ikke gjennemgaa alle hans Hændelser, der ere mangfoldige (med andre Ord altfor mange). Kun skulle vi nævne, at han i en Daarekiste i Kairo træffer blandt andre Gale, som alle indtil Galskab «ere sig selv», ogsaa «en Maalstræver», som lyder Navnet «Huhu»! Han er fra Malabarkysten og er rent fortvivlet over, at Malebarer, Portugisere og Hollændere have blandet Sproget derhenne, saa det oprindelige Sprog, det, som Orangutangen brølte i Skogene, før hine kom og blandede, det er aldeles fortrængt. Hr. Huhu gaar om i dyb Græmmelse, og kan ikke andet, «naar Folket, Slægt paa Slægt dør ufortolket». Thi før var Orangutangen
- Skogens mand og Herre;
frit han turde slaa og snærre.
Som Naturens Haand ham skabte,
saa han gren og saa han gabte.
Uforment han turde skrige,
han var Hersker i sit Rige. –
Ak, men saa kom Fremmedaaget
og forplumred Urskogs-Sproget.
Firehundredaarig Natten
ruged over Abekatten, -
og man ved, saa lange Nætter
Landsens Folk i Stampe sætter.
- Skogens Urlyd er forstummet,
ikke længer blir der brummet!
Denne Mand har altsaa for at «være sig selv» trodset al Kultur, og er sig selv endog nu, naar han er «fra sig selv!»

Per Gynt kommer som gammel Mand hjem igjen, fattig paa Kjerlighed, men ogsaa paa Gods; thi nær Kysten forliser han med alt Sit og redder sig paa Vraget alene ved at maatte berøve en Anden hans Liv, skjønt denne Anden har baade kone og Børn og beder for sig. Man ser, at Principet at være sig selv, og sig selv nok – dog ikke har indbragt ham stort til Syvende og Sidst, og nu lakker det stærkt til Enden. En Mand med en Støbeske løber overalt efter ham forat ville «støbe ham om», fordi han har vist sig at være af feil Støbning, han maa over i Massen, i Taagen, han maa forsvinde, han har Intet gjort, som kan berettige ham til at leve et særeget Liv, alle de ufødte, utænkte Tanker, der laa som Muligheder i ham, dandse om ham som vissent Løv, som knækket Græs, som trillende Nøster, som faldende Dugdraaber (dette er det Bedste i hele Bogen). Men Per Gynt er lige uforfærdet og svinepolisk, han vil snyde sig fra det Hele under Paaskud af, at han er saa stor en Synder, at Fanden selv har fortjent ham. Men han træffer just Fanden, en lang, mager Person med et Fuglefængerfjæs og andre Attributer, og Fanden vil ikke have ham, fordi hans Synder bare ere Vaas, Lapperier, Halvvejs-Synder, hvorpaa han ikke vil spendere det dyre Brændsel i Tider som disse. Nej, han maa i Støbeskeen! Og Støbemesteren møder ham ved Korsvejen, giver ham Tryk til næste Korsvej, og saa bestandig, indtil Per Gynt begynder at blive ræd. Se dette er det Udmærkede, at Eventyrets Omsættelse paa kristelig Grund opløser hin Glorie, hvori Frygtløsheden ligeoverfor alle Fristelser og Tilskikkelser forhen stod, – han bliver ræd, d.v.s. Forhærdelsen, Selviskheden, Trygheden bæver i ham, ikke som et Par Gange før, blot forbigaaende, nej tilgagns. Forgjæves havde Vorherre før –
- tændt Lygten
paa Livets Nattevej gjennem Frygten;
nu derimod fornemmer han «Sejren, som i Angst er givet», og da Pintseklokkerne ringe, og han staar foran sit eget forladte Hus, og Solvejg, nu gammel, men lys, og bestandig ventende staar i Døren, da gaar han ikke «udenom», nej, da tigger han sig ind paa sine Knæ, og kommer ind ydmygeligen – til sig selv, thi hos hende, i hendes Kjerlighed, Haab, Tro, der er han endnu bestandig, hvad han var bestemt til af Gud, og nu vil han, skjønt sent, begynde derfra igjen. Han skal altsaa dog blive sig selv, men det «Selv», som Gud har betroet ham til videre Udvikling, det, som Kvinden elsker i os, vort Gudsbillede. – I alle Fald bør Slutningen forstaaes saaledes; thi den er desværre uklar og ingenlunde omhyggelig udarbejdet.

Det ligger allerede i Anlægget, at vi her intet sammenfattet, afrundet Digt have for os, men et aandfuldt, dristigt Indfald, hvori den geniale Tankeslyngning ikke altid er omsat i Kjød og Blod, ofte er for let, endnu oftere for omstændelig behandlet til Fordel for langtsøgte Vittigheder. Men Bogen giver sig paa intet eneste Punkt ud for at være eller ville mere, og den indeslutter i sine Enkeltheder som i sin Helhed et saa stort og modigt Ord ind i hele vort Røre, som vi aldrig tilforn have faaet. Det er aabenbart, at vort Folks Forhold til Danmark i dets Nød (under Krigen som siden) er det Signal, som er steget, æggende til Kamp, og har rusted denne Kjæmpe, saa hans Pile nu flyve susende om vore Husvægge forat vække af Egoismens Slummer og Sikkerhed. Ikke at ville dele Andres Fare, men bare nyde vort Eget i Fred, at ville «være sig selv nok» og dermed roligen forlise vor Medarbejder i Aandslivet, vor Slægt, vor Fællesopgave, det har pludselig givet ham Syn udover vor hele Tilstand, og her endelig sees den i Humorets Lysskin, saa sikkert tegnende sig paa den mørke Baggrund, at hvert Drag bliver kjendeligt. Sproget er, som det sig hør og bør, bredt, saftigt, undertiden voldsomt; men ogsaa plettet af unødig Uhøviskhed, ligesom selve Forestillingerne, der vel ere yre, kaade, stærke, saa det er en Fryd, men ogsaa kunne være ækle; man ved undertiden ikke, om man kan lade Alle læse Bogen. Imidlertid er den Undskyldning ved Haanden, at i Anlæg som Stil ligger Bogen over og udenfor dem, som den kan blive til Forargelse i noget Enkelt; thi den er ikke let, og for dem, som selv ikke have seet en Stund paa her skildrede Forhold og Figurer, falder den i Meget trættende. Fem Akters Egoisme, Per Gynt paa 259 Pagina er jo ogsaa for langt, det kan ikke nægtes.

Hans Vers ere som altid kunstmæssige i Rimslyngningen; undertiden i den Henseende vidunderlige, undertiden blot kuriøse. Men i sin Helhed ere de ganske særdeles skjødesløse, endnu værre end i Brand, men her tillige med Tilladelse til at være det, da Emnet er uvorrent, og vilde kun ilde passe i regelmæssige Verseforhold. Derimod ere de i en anden Henseende undergivet samme berettigede Klage som altid: de ere uden Vellyd. Deres harmoniske Fald, som afhænger – ikke af Endestavelserne, saa viltre de pladske ud over os, men af Tankerne i sin melodiøse Stigen og Bølgen, er overalt itubrudt: Der er hoppende Forestillinger, umedgjørlige, modstræbende Adjektiver, som snakker ind fra en helt anden Sfære, kort: det Flydende, Glidende er ikke til. Forsaavidt have Ibsens Vers altid været en litterær Mærkværdighed; de yppigste, dristigste Rimslyngninger om en umelodiøs Tankebevægelse; Beundringen maa ydes, men Følelsen er utilfredsstillet.

Hovedsagen er og bliver dog: Alle, som arbejde paa at samle i Kjerlighet og løfte i Aand, som i dyb Følelse af, hvad vi gjøre, brydes med den haarde Natur i os selv og vore Brødre, vi maa være ham ganske særdeles taknemmelige. Dette er et Oprydningsarbejde af et stærkt Redskab. 

      Kjøbenhavn den 15de Novbr.                B. B.
Published Apr. 3, 2018 3:45 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM