Anonym anmelder i Dagbladet

Peer Gynt ved Christiania Theater anmeldt i Dagbladet i Kristiania 10. mars 1892 (Nr. 71, 24. Aarg.).

Per Gynt paa Kristiania Teater.

Der var selvfølgelig igaar udsolgt Hus i Kristiania Teater ved Opførelsen af Per Gynt. Allerede for et Par Dage siden var de bedste Pladse bortrevne til dobbelt Pris eller Overpris, og der var mange, som igaar maatte forlade Billetudsalget med uforrettet Sag.

Det var det sædvanlige Førstegangs Publikum, som var mødt frem. I en af Sprinkellogerne sad Digteren selv, og midt omkring i Parkettet og Logerne saaes adskillige af Statsraadets og Stortingets Medlemmer og flere af vore mest kjendte Kunstnere og Literater.

Der var Fest i Teatret. Det følte man, med det samme man traadte ind i Salen. Det tindrede af Øjnenes Liv og af Ansigtets Udtryk under de vexlende Samtaler. Alle følte vi Glæde over, at Teatret nu kunde afslutte en lang og tung Sultefodringsperiode, og at vi skulde bli stillet Ansigt til Ansigt med et af vor Literaturs Mesterværker. Og Højtidsstemningen holdt sig den hele Aften lige til den lange Forestillings Slut og gav sig Luft i jublende Bifaldssalver til Musik, Dekorationer og Udførelse. Publikum var taknemligt og havde Grund til at være det.

Alligevel føler nærværende Anmelder sig fristet til den Utaknemlighed at komme med et «Men». Ti kommer egentlig Ibsens «Per Gynt» til sin Ret ved at opføres? Bringer ikke Læsningen mere Sammenhæng? Trænger vi ikke under den ganske anderledes ind i Dybderne i det Liv, som her fremstilles for os? Og faar vi ikke et andet Tag i den hele Mening?

Teatret kan for det første ikke give det hele Stykke paa én Aften. Ti da vilde Forestillingen bli uforsvarlig lang. Med Rette har man heller ikke ved denne Opførelse villet stryge mere end højst nødvendig, at ikke Digtets udformede Tanker skulde tabe sig altfor meget i Antydninger. Altsaa kan ikke Forestillingen give Helhedsindtrykket af Per Gynt. Vi ser Ungdomstidens Karakteranlæg, men ikke deres Udformning gjennem Livet. Ogsaa de mange, korte og stadigt skiftende Scener, der nødvendiggjør et Utal af «Mellemakter», svækker Helhedsvirkningen og bryder Stemningen. Til Gjengjæld kommer det underordnede, det, der blot under Fremførelsen skulde være en Støtte for det dramatiske Digt, som Musiken, Dekorationerne, Iscenesætningen, paa sine Steder til at bli det overordnede og næsten bestandig altfor fremtrædende, saa at det skygger over Digtets Personer og Tanker.

Jeg har saaledes den kjætterske Mening, at Per Gynt i Grunden aldrig burde opføres – dersom det var Ibsens Per Gynt, man vilde vise os. Det forvandles paa Teatret til noget andet, end det er under Læsningen. Det blir for meget af et Udstyrsstykke og for lidet af den dybsindige Lodning i Menneskesindet, som vi møder i Eventyrkomediens Dragt. Paa den anden Side skal og maa det erkjendes, at der er Enkeltheder, som ved den Udførelse, de igaar fik paa Kristiania Teater, blir saa lyslevende, at vel alle maa erkjende, at de under Læsningen ikke havde Anelse om, at der laa saa meget i dem. Jeg fremhæver Scenen med de tre Sæterjenter. Her smeltede Musik, Dekoration og Udførelse saaledes sammen, at man næsten ikke mærkede, at Virkningen skyldtes saa forskjellige Midler; det hele blev til en Vildskabens Højsang – en mesterlig Udførelse af Digterens Tanke.

I det hele tat, heller ikke jeg hører til de utaknemlige. Ogsaa jeg er glad over at faa se Teatrets Per Gynt, selv om denne er en anden og ringere end Digterens. For Griegs Musik nærer jeg en ubegrænset Beundring, og den hele Op- og Iscenesætning med Dekorationerne og Statister er saa fortrinlig, som de kan bli ved vor Scene.

Men Digtets Mening klinger paa Teatret som en fjern Tone. Den skræmmer mig ikke op som en Domsbasun lige ved mit Øre. Det eventyrlige lægger sig imellem og hindrer, at alt det, som her er sagt til enhver af os personlig, trænger sig lige ind paa Livet af os.

Derfor: større Fortjeneste vilde Teatret ha indlagt sig, og dybere vilde Højtidsstemningen ha været, om det havde tat op et af de norske Skuespil, som det saa længe har havt Raad til at lade ligge: Kongen, Over Ævne eller Gengangere. Disse vil saa langt fra bli ringere foran Lamperækken, at de der først vil virke med hele sin Magt. Derfor vilde Opførelsen af et af dem i en ganske anden Grad være udviklende baade for Tilskuere og Skuespillere.

Ti den Omstændighed, at Digtets Udvortesheder blir saa stærkt fremtrædende under Opførelsen, præger sig ogsaa i Udførelsen. Ikke hos Frk. Parelius, hvis Aase er uforglemmelig i den storslagne Fremstilling af de forskjellige Sider i denne sammensatte Personlighed. Skulde vi nævne noget særskilt, saa maatte det være hendes Spil i Scenen med Husmandskonen efter Auktionen. Hvor faar hun ikke her gribende frem Følelsen ved den sociale Forringelse, der krydses af de gnavende Tanker paa Sønnen, som efter Bruderovet færdes fredløs paa Vidderne og kanske ikke tænker paa sin Mor.

Ogsaa Fru Dybwad som Solveig, Fru Heiberg som Ingrid og Hr. Garmann som Aslak Smed gav gjennemfølte og helt gjennemførte Figurer i Højde med Digterens Tanker. Fruerne Wettergreen og Bosse-Fahlstrøm var ligefrem fuldendte som Sæterjenterne, og de øvrige Bifigurer (Hr. Gundersen Bonden paa Hægstad, Hr. Hans Bruun og Frøken Reimers Solveigs Forældre, Fru Selmer, den grønklædte Kvinde, Hr. Selmer, Dovregubben, Hr. Fahlstrøm, Hoftrold, Hr. Jean Berg, Kjøgemester, Hr. Schanche, Brudgommen, og Hr. Reimers, Bøjgen,) passede godt ind i det Hele og leverede tildels et fortræffeligt Spil. Dette var navnlig Tilfældet med Hr. Fahlstrøm, hvis Hoftrold i Eventyrets fantastiske Udstyr mindede om Virkelighedens Skikkelser.

Det var særlig i Hr. Bjørn Bjørnsons Udførelse af selve Per Gynt, at Karakteristik og Tolkning stundom blev for udvortes. Jeg er fuldstændig enig i, at hans Præstation var gjennemgaaende dygtig, og at Kristiania Teater for Tiden ikke har nogen Skuespiller, der kan give Per Gynt bedre end ham. Men netop denne Dygtighed i hans Udførelse med de mange ligefrem fortræffelige Enkeltheder bragte os netop til at stille Kravet om en dybere Indtrængen i Figuren, en inderligere Tilegnelse af Mennesket. Jeg ser bort fra, at Hr. Bjørnson har ladet den Side ved Per Gynt ligge, at han er Bondegutten, skjønt det vilde ha gjort Skikkelsen farverigere, om han ogsaa havde fundet Udtryk for det. Heller ikke bør det betones for stærkt, at hans Spil denne første Aften ikke var saa behersket og modsætningsrigt, som det selvfølgelig senere vil bli, naar Førsteopførelsens Nervøsitet er overvundet. Tildels skyldtes det vel ogsaa denne, at der paa flere Steder var falske Toner i Udførelsen. Hr. Bjørnson lar ikke altid Stemningen gjennemgløde Stemmen, men afpasser Stemmeklangen udvortes efter Stemningen. Herved kommer der en musikalsk Koloratur over Fremsigelsen, som stundom gir en falsk Klang og oftere hindrer Inderligheden fra at bryde igjennem og finde et ægte, fuldtonende Udtryk. I alle Scenerne med Aase og navnlig i Dødsscenen vilde Bjørnson ha grebet os dybere, om Stemmemusiken havde været svagere, Tonen jævnere. Hvilken Virkning han kan naa, naar han finder det naturlige Tonefald, viste en Mængde Repliker, baade i Dødsscenen og ellers. Navnlig kom det frem i Bryllupsscenerne med Solveig og i Scenen med Sæterjenterne. I det hele tat har Hr. Bjørnson rammet det bredt menneskelige i Per Gynt, med hans ungdommelige Skiften Stemninger: i det ene Øjeblik Trods, sanselig Vildskab, Fantasterier, «Løgn og forbandet Digt», i det andet Væmmelse ved sig selv og en dyb, men lidet karakterstærk Trang til Livets Renhed, alt dette indbyrdes forbundet gjennem Selvironi og udstyret med Vid.

Erindres bør det ogsaa at Skuespilleren her staar i ejendommeligt Forhold til Publikum derved, at dette er saa godt kjendt med Stykket. – Repliker er jo blet bevingede Ord, og der er Scener, mange kan udenad. Derfor sidder Tilskuerne og kontrollerer Skuespilleren under hans Fremførelse paa samme Maade, som det paa tyske Teatre skal være Tilfældet, naar Gøthe eller Schiller opføres. Man vaager over, at de kjendte Repliker faar sit kjendte Udtryk, og der stilles i det Hele det Krav til Kunstneren, at hans Spil ikke alene skal være et Udtryk for hans personlige Opfatning, men ha gamle Minders Duft over sig. Derved blir navnlig Hovedrollens Indehaver særlig vanskeligt stillet. Naar alt tages i Betragtning, maa det derfor erkjendes, at Hr. Bjørnson havde løst sin Opgave saaledes, at han fortjente den Paaskjønnelse, som blev ham til Del gjennem gjentagne Fremkaldelser sammen med Frk. Parelius.

Som Instruktør og æstestisk Leder burde han imidlertid under øredøvende Jubel havt en Fremkaldelse for sig alene, ti maaske aldrig har denne hans Evne fejret en slig Triumf som her i Per Gynt. Neppe har han nogensinde vist saa skarpt et Blik for Helhed og Enkeltheder og faat Samspil og Iscenesætning til at stemme sammen som her.

Til Slut raabte det hele Teater paa Henrik Ibsen. Men Hr. Ibsen vil konsekvent ikke vise sig paa den Scene, der har forkastet hans Gengangere, og lod derfor Regissøren melde, at Digteren netop forlod Teatret, men takkede Publikum for dets Hyldest.

Sagt i en Sum er Per Gynts Opførelse en storartet Succes for Teatret. Vi spaar udsolgt Hus en lang Række af Aftener. Ti her byder Teatret atter paa en Forestilling, alle vil og maa se.

Published Apr. 5, 2018 1:06 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM