Georg Brandes

Peer Gynt anmeldt av Georg Brandes i Dagbladet (København) 16. desember 1867. Her transkribert fra Omkring «Peer Gynt»: en antologi ved Otto Hageberg, Oslo 1967, s. 50-53.
Henrik Ibsens nye dramatiske Digt «Peer Gynt», som for nogen Tid siden er udkommet paa den Gyldendalske Boghandels Forlag, har taget sit første Udgangspunkt og Navnet paa sin Helt fra et gammelt norsk Folkeeventyr. I Asbjørnsens Huldre-Eventyr findes en Fortælling, der i sammentrængt Oversættelse lyder saaledes: Der var i gamle Dage en Skytte ved Navn Peer Gynt, der altid laae oppe paa Fjeldet og skjød Bjørne og Elsdyr. Engang seent paa Høsten skulde Peer til Fjelds. Alle Folkene vare reiste hjem derfra saa nær som tre Sæterpiger, der holdt til med Troldene. Da han kom op henimod sin Natte-Sæter, var det saa mørkt, at han ikke kunde see en Haand for sig, og Hundene gav sig til at gjøe, saa det var reent uhyggeligt. Ret som det var, kom han ind på Noget, og da han følte paa det, var det baade koldt og slibrigt og stort: hvad det var, vidste han ikke, men uhyggeligt var det. «Hvem er det?», sagde han. «Aa, det er ham, Bøig,» svarede det. Dermed var Peer Gynt lige klog; men han gik udenom Spøgeriet et Stykke i den Tanke, at han maatte kunne omgaae det. Men forgjæves, han kommer ind paa Noget igjen, der, da han føler paa det, atter er stort og koldt og slibrigt. Samme Spørsmaal, samme Svar. Atter Forsøg paa at bøie udenom, og atter, da det mislykkes, Svaret: «Aa, det er den store Bøigen.» Peer skyder og fordriver med sit Skud Spøgeriet, dog uden at gjøre det Skade. – Den samme Peer udstaaer nu overhovedet mange Dyster med Trolde og Utysker, han fordriver de Trolde, som bor sammen med de ovennævnte Sæterpiger, han rydder en Gaard paa Dovre for Troldtøi, og forresten hedder det om ham: «Den Peer Gynt var En for sig selv, en rigtig Eventyrmager og Løgnesmed. Han fortalte altid at han selv havde været med i de Historier, som Folk sagde var hændt i gamle Dage.» Af disse og endnu adskillige andre Smaatræk har det Ibsenske Drama udfoldet sig, og man kan tidt, som f. Ex. ligeoverfor de her fremsatte Elementer, ikke Andet end beundre, hvilken dyb og dog nærliggende Betydning og Sammenhæng Digteren har vidst at give det i Folkesagnet selv lidet Betydende og tilfældig Forenede.

«Peer Gynt» er en af de hos os Stedse hyppigere forekommende Literaturfrembringelser, hvis Formaal er at fremstille Mennesket fra dets moralske Bagside, og paa hvis Syndebuk af en Helt al menneskelig Usselhed lastes, kun at den almeen-menneskelige Svaghed og Slethed her, nærmest er repræsenteret ved en enkelt Last, den at ville digte sig bort fra Livet eller digte Livet fra sig, den Fordærvelse, ved Hjælp af Fantasteri saalænge at gaae udenom det Alvorlige og Afgjørende, til Personligheden forhærdes og forbenes i Egoisme. Hvad der i Schack`s «Fantasterne» er skildret som Sygdom, det er her fordømt som Synd. Det er den siden Goethe saa meget omtalte og omskrevne Tilbøielighed til at fjerne Livsindtrykkene fra sig igjennem Indbildningskraften, af S. Kierkegaard benævnt «det naturlige og lystne Menneskes Parade imod det Ethiske», som Ibsen denne Gang vil ramme paa Hovedet. Peer Gynt selv er den feige Egoisme i Selvbedragets og Løgnens Form. Som Adam Homo synker han bestandig dybere og faaer tilsidst kun (ægte doktrinairt) sin Frelse gjennem en Kvinde, i hvis Kjærlighed, Tro og Haab han trods al sin Elendighed bestandig har været tilstede efter sit ideale Væsen.

Hvis den franske Romantiks gamle, smukke Regel: «Det Hæslige er det Skjønne» virkelig holdt Stik, da vilde «Peer Gynt» være et Skjønhedsværk, men hvis denne Regel er en Smule tvivlsom, saa er Ibsens nye Arbeide totalt forfeilet. At det er totalt forfeilet vil naturligviis ikke sige, at det er mislykket i alle eller endog i de fleste Enkeltheder; hermed skal paa ingen Maade være benægtet, at «Peer Gynt» deels indeholder store Skjønheder, deels siger os Alle og Normændene især nogle store Sandheder; men Skjønheder og Sandheder ere langt mindre værd end Skjønhed og Sandhed i Enkelttal, og Ibsens Digt er hverken skjønt eller sandt; Menneskeforagten og Selvhadet, hvorpaa de t er opført, er en daarlig Grund, at bygge poetiske Værker paa. Hvilken uskjøn og forvrængende Livsbetragtning er dog ikke Ibsens, hvilken malurtblandet Glæde kan han dog finde i saaledes at besudle Menneskenaturen! Denne Bestræbelse maa dog nu engang have løbet Linen ud. Det maa nu være nok og have en Ende. «Mennesket er ikke et Misfoster eller et Uhyre, Poesiens Opgave ikke den, at oprøre eller bagvaske det. Vor medfødte menneskelige Ufuldkommenhed er i sin Orden, som den konstante Difformitet af Kronbladet ved en Plante; hvad vi vil antage for en Misdannelse, er en Form; hvad der syntes os Omstyrtelse af en Lov, er Opfyldelse af en Lov.» (Taine) Det vil sige: Digteren har en anden Bestemmelse end den at være Menneskenaturens Æreskjænder. Men hvad er Ibsen Andet i hele den 4de Akt af denne Bog, og kan Noget være mere modbydeligt end Scenen mellem Peer Gynt (han burde undertiden hedde Peer Tot) og Araberpigen Anitra S. 151 flg? Det vil fremdeles sige: Digteren har anden Bestemmelse end den at være en polemisk Moralist. Han maa ganske vist have sin Filosofi, om end ikke i filosofisk Form, men netop hans Filosofi vil forbyde ham at moralisere. En Moralist er en Mand, som gaaer tilværks med et enkelt endeligt Maal, den sædelige Forbedring for Øie, som derfor fæster sin Opmærksomhed paa en enkelt Side af Livet og glemmer de andre sider over den. En Moralist er f. Ex. en Mand, som stifter Afholdenhedsforeninger imot Brændeviinsdrikken, og som mener, at han har vundet Seir, naar han har opnaaet at udrydde det Hang, han forfølger som en Fjende. En Filosof derimod er en Mand, der, hvis han er opmerksom paa det Fordærvelige i Nydelsen af spiritueuse Sager, først vil overveie, om ikke Brændeviinen er en Fornødenhed for Almuen, om den ikke bevirker, at Menigmand kan nøies med mindre Føde, om den ikke, naar den afskaffes, kun vil blive afløst af andre maaskee meget værre bedøvende og pirrende Midler, da Erfaringen har lært, at ingen Nation kan undvære slige. Nu vel, som Peer Gynt selv siger, «En bruger Brændeviin, en Anden bruger Løgne»; den Digter, der bliver ved saa længe at stirre paa «Løgnen», Selvbedraget, Fantasteriet, at han tilsidst næsten iblinde løber Storm imod det, han er som Digter kun en Moralist. Var han Filosof, som en Digter bør være det, da vilde han, istedetfor at kæmpe som en Bersærk imod Selvskuffelsen, have anviist Fantasteriet den det tilkommende Plads i Menneskelivet, og vilde vel have betænkt, om ikke Illusionen, foruden at være en farlig og fordærvelig Magt, hvad villig indrømmes, indtil en vis Grad er for det Første uundgaaelig, altsaa nødvendig, for det Andet gavnlig, hjælpende, trøstende, altsaa anden Gang nødvendig. Men til en saadan Betragtning har Ibsen hverken Lyst eller Kald, han er ikke mer i sit Es uden som Polemiker.

Dixi et liberavi animam meam, og nu er det ikke blot en Pligt, men en Glæde at udhæve det meget Fortrinlige, som henriver Læseren i dette Digt, paa hvilket saa mange skjønne Kræfter ere, om end ikke spildte, saa dog bortødslede. Kun 4de Akt er reent at opgive; den staaer udenfor Sammenhængen med det Tidligere og Senere, er uvittig i sin Satire og raa i sin ironi, fuldstændig uforstaaelig i sine sidste Partier. Men i alle de øvrige Akter er det saa til Gjengjeld en Rigdom af Poesi og en Tankedybde, som maaskee ikke overtræffes i noget av Ibsens tidligere Værker. Den første Handling er en smuk, levende og fængslende Exposition; den er heelt fri for det halvsymbolske Spøgeri, hvorunder Bogen senere sukker. Der er en Fantasistyrke og en virkelig Humor i denne Akt, som river med og spænder paa, hvad der vil komme. Anden Handling er svagere, dog indeholder den endnu smukke Ting i den første Samtale mellem Peer og Ingrid og i det mægtige lyriske Stykke Side 60 flg. Den tredie Handling er næsten heelt skjøn, der er kraftig Fantasi, dyb Følelse og en veemodig romantisk Stemning i Fremstillingen af Solveigs Komme til Nybyggerhytten og i den deilige, gribende Skildring af Moderens død. Femte Akt har endnu en poetisk Perle af den høieste Rang i Præstens Ligtale over Stakkelen, Peer Gynts Antipode, der havde saa snever Synskreds, men gjorde sin Pligt som en Mand indenfor den Kreds, der var ham anviist, og saa valgte det Feile, men som ligefuldt valgte og bødede for Feilen, og denne Akt har desuden stænkviis udmærket dybe og smukke Partier, som Scenen, hvor Peer Gynt skaller Løget op, den, hvor Stemmerne omkring ham minde ham om, hvad han skulde have gjort, men i sin Usselhed har forsømt, Indfaldet med det negative fotografiske Billede, Knappestøberen o. fl., men her har dog Allegorien i den Grad taget Magten fra Poesien, at selv det Ypperlige har ondt ved at gjøre seg gjældende midt i alt det Uklare og Uanskuelige.

Det mest Imponerende ved denne Bog er Ibsens utrolige Versifikationstalent. Hans Særheder med Hensyn til Rimene ere jo – desværre – bekjendte nok fra hans sidste Arbeider, men disse kunne umulig faae Nogen til at oversee, hvilket beundringsværdigt Herredømme over Sproget der er givet denne Digter, hvem man alene (med Hensyn til dette Punkt, som i Henseende til alt det Øvrige) maa ønske, at han vilde anvende sin overordentlige Begavelse med mere Skjønsomhed og Skjønhedssands.
Published Apr. 4, 2018 10:29 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM