Anonym anmelder i Illustreret Tidende

Dagmartheatrets oppsetning av Peer Gynt anmeldt i Illustreret Tidende 24. januar 1886 (Nr. 17, Årgang 27, s. 209-212).

 

«Peer Gynt» paa Dagmartheatret.

Opførelsen af «Peer Gynt« paa Dagmartheatret er Aarets betydeligste Theaterbegivenhed, og Foretagendet vilde være lykkedes nær op til det udmærkede, om Theatret havde haft en Aase, der stod i Højde med Peer. Nu udeblev en Del av Virkningen i et Par af de vigtigste Optrin, fordi frøken Aalberg ikke havde forstaaet sin rolle.

Det skal strax siges, at Direktør Andersen bør være angerløs, naar han har betroet Aase til denne fremragende Kunstnerinde; han og alle maatte gaa ud fra, at hun kunde spille den hidsige, gamle Kvinde med den store Sjæl bedre end enhver af dem, Rollen ellers kunde være tilfalden, hun har jo Kraft og Følelse i stor Stil. Ufatteligt er det, at Frøken Aalberg fra Prøve til Prøve har kunnet fastholde det ulidelige Klynkeri, som hun hengiver sig til, hvad der saa end sker. Der er ikke et Ord i Rollen, som forsvarer denne Opfattelse. Alle de vilde Trusler, Udskjældningerne, de herlige Overgange fra Sorg og Harme til Tro paa Peer og saa til rasende Forbitrelse over hans Løgne; hendes Skrig, da hun hænger i hans Arme, hendes Slag og Spark, Straffedomsvreden ved Bryllupet, og saa i Modsætning dertil hendes Angest for hans Skæbne og hendes Glæde og Stolthed over den uregerlige Gut, hun har fostret og forkjælet, alt blev til en næsten forskjelsløs Klage, som tilmed ikke hørte en gammel Kone til, men passede i en ung Kvindes Strube, man med Vold vil slæbe til Brudeskamlen. Heller ikke den dejlige Scene, da Peer paa Sengestokken kjører til Soria-Moria-Slottet med sin døende Moder, og de komme op til Himlen, og St. Peder hilser, og salig Provstinden er der med Kaffe og Eftermad, blev tilnærmelsesvis skjøn, som den burde være bleven det. Frøken Aalberg vilde fremfor alt være evropæisk, og det naive og store glattedes ned til at blive en fattig ung Kones urolige Feberdød. Det var ikke Poesi dette, det var misforstaaet Tro paa, hvorledes man i 1886 bør dø paa en Scene.

Da «Peer Gynt» gjorde den exempelløs store Lykke paa Kristiania Theater for en halv Snes Aar siden eller mere, var det ikke mindst Frøken Parelius´ Aase, som bidrog hertil. Hun spillede Rollen hvast og stærkt og med alle dens sublime Overgange. Naar hun traadte op med Kjæp i Haanden ved Hæggstad-Bryllupet, saa var det for at bruge den for Alvor paa Ryggen af sin Søn, og da hun laa døende i sin elendige Hytte, og Sønnen digtede hende ind i Himlen, var det en udslidt Sjæl, der gik til Hvile, en Moder, der blev hjulpen over de sidste, onde Øjeblikke ved Troen paa sin store, stærke Dreng, og ikke et Menneske, der har en Mængde Krimskrams for, inden det kan dø.

Dette var altsaa en Skuffelse, men Henrik Klausens Spil som Peer Gynt var det ikke. Naturligvis er Manden ikke saa ung nu, som da han skabte Rollen, Stemmen er ikke saa frisk mere, og Skikkelsen noget for fyldig, men det bedste af hans Ungdom er tilbage: hans hensynsløse Given sig hen i Rollen. Der er et Spring ind i Opgaven, som øjeblikkelig tager Tilskuerne fangen, en Sætten fra, som ligner det Hop, Renbukken gjorde, da den for med Per Gynt over Gjendin-Eggen, en Villen og Voven og Vinden, der tvinger Sagen igjennem. Hr. Klausen er en smuk og kraftig Mand, det kaade og vilde klæder ham, og naar han efter at have pralet og fortalt prægtige Løgne til Moderen kommer farende til Hæggstad-Gildet, sker det med et Sus og en Magt, som ingen kan blive uberørt af. «Jenter! Nu kommer der Liv i Tingen! Peer Gynt er paa Gaarden!» er som talt ud af vort eget Indtryk; trods de daarlige Klæder og den Foragt, der hviler over ham, er han den anseligste Gut i Laget, og at Solvejg holder sig til ham, efter at hun en Gang ret har faaet Øje paa ham, er, saa lidet forklaret det er, endda ikke svært at forstaa. Klausens Spil ved Gildet var vistnok det bedste af, hvad han gav. Hans første Ord til Solvejg, lidt raa og raske, som de falde tværs op imod hans eget Sindelag, var paa en Gang lømmelagtig brøsige og indtagende, og da hun gaar fra ham, og Karlene byde ham Brændevin, og han først vægrer sig ved at drikke og saa med en Overgang i Stemmen og et Blik efter Flasken siger; Har du noget? følte man som i et pludseligt Glimt, hvor fin en Tydning af Peer Gynt, man kunde vente sig af denne Skuespiller. Omslaget i Peers Stemning blev malet med glimrende Virkning, han pralede og fortalte Historier, saa det lyste af ham, og da han saa paa ny faar fat i Solvejg, og i første Øjeblik alt det gode kommer op i ham, er han saa vindende, at man næsten undrer sig over, at hun atter gaar fra ham, fordi han har drukket; men saa vil han skræmme hende:

Jeg skal skabe mig om til et Trold!
Jeg skal komme for Sengen din i Nat Klokken tolv.
Hører du nogen som hvæser og fræser,
saa maa du ikke bilde dig ind det er Katten.
Det er mig, du!

Klausen sagde det med en Fantasi og en Vildskab, som kunde have forfærdet stærkere Væsener end den uskyldige Solvejg, og da han derefter løber ud med Brudgommen, er der ikke den Galskab, som man ikke kan tiltro ham. Alt dette var udmærket.

Scenen med Ingrid blev forholdsvis mindre betydelig, der manglede ogsaa det gode Sammenspil, som der havde været ved Slutningen af Bryllupsgildet, men saa kom de tre Sæterjenter springende og syngende. Et voldsommere Optrin er der vel ikke vist paa noget Theater i vort skikkelige Kjøbenhavn. Folk sad forbløffede og forstod kun Sagen halvt. Der var Troldskab i Ordene, i Musiken, i Spillet, Pigerne tog i Begyndelsen næsten Vejret fra Peer Gynt, indtil han til Slut løb bort med dem, – da var han atter Karl. Denne Scene lykkedes til Fuldkommenhed, de tre Damer Skytt, Wildenbrück og Becker kunde ikke have gjort deres Sager bedre, og Theatret fortjener Ros for en saa dristig Løsning af en vanskelig Opgave.

Da Peer derpaa vandrer om imellem Ronderne tung og ør, var der Ting i hans Enetale, der blev lige som naglede fast i Luften, saaledes det et Par Gange gjenkommende: «Løgn og forbandet Digt!» men de malende Udbrud vilde ikke ret faa Legeme.

Udmærket var han atter i Dovregubbens Kongshal. Peers korte Ytringer, der er hvasse og haarde som Flintknive, lød i hans Mund paa ægte, lige-glad norsk Maner, han gav sig selv og hele Stadsen Fanden, indtil han endelig snød sig fra det og krøb sammen i Afsky og Skræk. Det maa vel i det hele siges, at det er det pralende løgnagtige og det hensynsløse, som kommer mest til sin Ret i Hr. Klausens Spil. Af de bløde Stemninger lykkes den ved Moderens Dødsleje bedst. Kunstneren har modstaaet Fristelsen til at udnytte denne gribende Scene helt og holdent til Gunst for sin Figur. De fleste danske Fremstillere vilde her have leflet med Rollen, og Publikum vilde have svømmet i Taarer og jublet over Skuespilleren, men Hr. Klausens Peer bevarer i Moderens Stue fremdeles Præget af at være den mærkede Mand, en Usselryg, der kommer, ikke for Moderens eller sin Ømheds Skyld, men fordi han selv vil drage Lindring til sig, inden han for bestandig forlader de hæderlige Folks Selskab. Han er mild imod sin gamle Moder, mest fordi han vil glemme «det vrange og skakke, og alt, som er saart og hvast», hans Kjærlighed er den haardsindedes, der er greben paa fersk Gjerning og vel holder dette korte Øjeblik ud, men begiver sig saa atter ind i det «vrange og skakke». Denne Rollens tvesidede Karakter blev fastholdt af dens norske Udfører med overlegen Dygtighed, og med dette ypperlige Spil er Fremstillingen af Peer Gynts Ungdom forbi.

Hvad der følger, binder ikke Interessen som det foregaaende. Navnlig er det mærkeligt, at Klausen ikke faar mere ud af Matadoren Gynts storslaaede Frækhed og Hykleri. Hvad der er rigtig godt, er egentlig kun Selvironien og vel ogsaa den stærkt beskaarne Elskovsscene med Anitra. Peer Gynts profetiske Gammelmandsforlibelse er overmaade vittig opfattet. Klausen gaar dog her mere forsigtig til Værks, end der var nødvendigt. Der kommer saa atter Ro og Sikkerhed i hans Spil, da Gynt er bleven den graahærdede Synder, som skal i Støbeskeen; men Digterværket overvælder Skuespilleren, Ordene blive for lødige, da det lakker mod Slutningen, han magter dem ikke – ingen vilde maaske kunne det -, og saa er endda det bedste udeladt. I sidste Øjeblik, da han kaster sig for Solvejgs Fødder med Udbruddet: Har du Dom for en Synder, saa tal den ud! fik Gynts Sjælenød imidlertid et gribende Udtryk.

Men man er træt mod Slutningen, Skuespillet er for langt, der er store Optrin, som ingen Virkning gjør paa Scenen: det med Bøjgen, Stormen paa Skibet, Havsnøden og til Dels vel ogsaa Peer Gynts Møde i sidste Akt med Dovregubben, – der er gjort for meget ud af Troldfolkets Dans osv., – men alt i alt er Forestillingen en Begivenhed af stor Betydning. Det vil vel ikke kunne undgaas, at der er de alvorlige «Peer Gynt»-Dyrkere, som forlader Theatret med et Indtryk af, at de har faaet deres «Peer Gynt» ødelagt; men det er Folk, som enten aldrig vilde kunne blive tilfredsstillede, eller som ved denne Lejlighed er mødte med forkerte Fordringer. Men selv hos dem vil efterhaanden i Erindringen Slakkerne falde af Dagmartheatrets Bedrift og tilbage vil staa et Billede af Henrik Klausens unge Peer Gynt og saa hans Fald som gammel Mand for Solvejgs Fod, og af dette Billede vil de have Glæde. Havde blot Aase været god, vilde man næppe have hørt en alvorlig Klage.

Peer Gynt fylder jo i den Grad hele Stykket, at trods Mængden af de medvirkende Skuespillere og Skuespillerinder, er der foruden Aases Rolle ikke mange, som kan have betydelig Indflydelse paa Udfaldet af Opførelsen. Der er Solvejgs. Fru Oda Nielsen passede i Begyndelsen ikke, hun var for spids, men da hun kom til at synge sin Sange, baade den første, som man faar at høre i et Drømmesyn, og særlig den sidste, maatte enhver Klage forstumme, dette var fuldendt smukt. Hvorfor Fru Nielsen ikke vil se gammel ud, naar hun dog i Stykket maa tænkes at staa næsten paa Gravens Rand, er et Spørgsmaal, hun faar se at afgjøre med sin kunstneriske Samvittighed, vi andre besvare det paa vor Maade. Dovregubben blev spillet med meget Lune af Hr. Cetti, hans Datter havde en flink Fremstillerinde i Frøken Betzonich. Anitra var ikke blot daarende smuk i Fru Krums Skikkelse, men ogsaa «das ewig weibliche,» som driver hende til at forlange Ringe og Opaler, naar Peer Gynt vil have Elskov, kom ypperlig frem. Saa var Hr. Lindstrøm en aldeles udmærket Tyv og i første Akt en Gut med et futtende Liv, og Hr. Stigaard druknede som den stakkels Kok saa livagtig, at en Dame fik Krampe, den første Aften Stykket gik. Hr. Helsengreen var morsom nok som den sølle Brudgom, men da han blev Knappestøber, var det rigtignok ham, hellere end Peer Gynt, der skulde have været støbt om.

Udstyret fortjener al mulig Ros, der var intet sparet, Troldpakket var godt komponeret og i Slavindernes Dans baade pragtfuld og smuk. Og saa var der Griegs Musik, udført af forstærket Orkester under Ledelse af Hr. Axel Grandjean! Den alene burde kunne bære «Peer Gynt» gjennem mange Forestillinger.

Dagmartheatret har den største Ære af, hvad dets Direktør ved denne Lejlighed har vovet.

E. Skram.

 

Published May 3, 2018 11:29 AM - Last modified Feb. 8, 2019 11:17 AM