Axel Jacobsen

Samfundets støtter ved Det Kongelige Teater anmeldt av Axel Jacobsen (under signaturen «a.») i Morgenbladet i København 30. november og 1. desember 1877 (No. 279 og 280).

Theaterfeuilleton.

Nationaltheatret: Samfundets Støtter,
Skuespil i fire Akter af Henrik Ibsen.
[30. november 1877]

Stykket gjør en mægtig scenisk Figur. Det hele Skuespil og ganske særlig anden Akt med dens uvurderlige Slutningssituation betager Sindet med en saadan Magt, at man gaar ganske blændet hjem. Man har en Gang undtagelsesvis hørt en overlegen Aand tale et rystende Ord ned til os fra den Scene, der bør være Landets første, og det er med en Følelse af at begaa en Ubeskedenhed, vi komme med nogle Ord til Indvending.

Hvor umaadelig højt har ikke Digteren sigtet, allerede med sin gjennemironiske Titel. Har han ganske ramt det Maal, hvortil han har sigtet? Handlingen foregaar i en lille norsk Kystby. Hvorfor ikke i en stor Stad? Naar vi høre saa meget tale om Samfundet, om dets bundløse Hykleri, dets lurvede Moral, dets raadne Støtter, saa føle vi Trang til at staa paa en Skueplads, hvor Samfundet virkelig er helt repræsenteret, hvor vi kunne overskue alle dets Forhold, sættes Ansigt til Ansigt med alle dets Laster, og føle, at det er det hele Samfund, Digterens Ironi har gjennemsyret. Nu befinde vi os i en lille norsk Kystby med snævre lokale Interesser og overfor en Helt, der er den første i smaa Forhold, som dog vilde have interesseret os langt mere, om han havde været den første i store Forhold.

Hvad der har afgivet det første Motiv for Ibsen til at skrive «Samfundets Støtter», er den Række af skandaløse og oprørende Forbrydelser, som Plimsoll for nogle Aar tilbage i det engelske Parlament blottede med saa hensynsløs en Energi. Det er den meget gængse Nederdrægtighed at lade halvraadne og usødygtige Skibe gaa ud paa Verdenshavet, hvor de saa i en Orkan kan gaa til Grunde med Mand og Mus; det gjør ikke noget, de ere jo godt assurerede. Dette Motiv er glimrende benyttet og anvendt med stor Dygtighed, med en rig overflødig Poesi i Stykkets tredie Akt, hvor Bernick bukker under for den paatrængende Fristelse. Men hvor Digteren ellers strejfer ind paa de sociale Spørgsmaals Omraade, er han naivere, end man skulde tro. Dette gjælder navnlig Aune, Havaristen og de nye Maskiner. I disse Forhold synes Digteren ikke hjemme, og hvor de behandles, krymper Skuespillet sammen, gjør ikke Indtryk, bliver smaat og spagt.

Forøvrigt er det Konsul Bernick, paa hvem hele Interessen hviler, hans Liv, hvorom hele Handlingen drejer sig.

Han er som ung kommen hjem fra Paris og har fundet sin Moder indviklet i en hel Række af ukloge Foretagender. Da nu Uheld af forskjellig Slags støder til, er det, som om alt ondt paa een Gang stormer ind paa Familien, og at Huset er lige ved at ruineres. Bernick er halv letsindig, halv fortvivlet, og nærmest for at døve Tankerne indlader han sig i en letsindig Forbindelse.

Der var nemlig den Vinter et Skuespillerselskab – Møllers Skuespillerselskab – der i Byen. Ved det Selskab var Skuespiller Dorf og Kone. Alle de unge Mennesker vare rent forgabede i hende. Men nu hænder det, at Skuespiller Dorf kommer hjem sent en Aften – ganske uventet – og saa finder han, ja Fru Rummel mener, at det virkelig ikke lar sig fortælle, – han finder ingen Ting, thi Døren var stængt paa Indsiden. Men han, der var indenfor, han maatte springe ud af Vinduet.

Den, som var indenfor, var naturligvis den unge Bernick; han var der inde for at bryde overtvært, for at faa en Ende paa sit «Maskepi med Madam Dorf.» Thi den unge Bernick havde ogsaa andre Æventyr. Han holdt «virkelig sandt og oprigtig» af Frøken Lona Hessel, men da i det samme Frøken Betty Tønnesen kom hjem, smuk, opblomstrende, forgudet af alle, og da det blev bekjendt, at hun skulde arve alle Pengene efter sin Tante, saa mente den unge Bernick, at hun var det Parti, han burde gjøre. Saa var det, han gik op til Madam Dorf for at bryde overtvært, men at han blev overrasket ved, at «det fordrukne Menneske» kom hjem, hvorved jo Byen fik Lejlighed til Skandale.

Paa Grund af sine Planer med Betty maa nu Bernick gjøre alt for at skyde denne Skandale fra sig, og her begynder han da at samle paa den Bunke af Løgne, over hvilken han bygger hele sit Liv. Han havde en fire Aar yngre Omgangsven i Bettys Broder, Johan Tønnesen, og denne, der gik og sled som en Stakkels Hjemmefødning var naturligvis meget kry af sit Venskab med den fine og fornemme Herre, der just var vendt hjem fra sin store Udenlandsrejse. Ham faar Bernick nu til at tage Skylden for Skandalen paa sig. Og da der for Johan, der jo var frank og fri, og for hvem det var en ren Lykke at komme bort fra «dette Slid paa Kontoret», viser sig en Udsigt til at kunne løbe ud i den vide Verden, saa tager han med Glæde Bysladderen paa sig og rejser med den paa Nakken til Amerika.

Imidlertid smeder Bernick, medens Jernet er varmt. Han forlover sig med Betty Tønnesen. Da han saa med hende under Armen kommer ind til hendes Tante for at melde det, er Lona Hessel i Stuen. Men Lona forstaar uret; hun rejser sig op fra den Stol, hun sidder paa, og gir den fine, dannede Karsten Bernick en Ørefigen, saa det sang i ham. Derpaa pakker ogsaa hun sin Kuffert og rejser til Amerika.

Men da Johan og Lona saaledes ere borte, begynde Rygterne først for Alvor at sættes i Omløb. Dette er ikke Johans første Letsindighed, paastod man. Skuespiller Dorf har faaet en stor Sum Penge af ham for at tie og rejse sin Vej, hed det; andre paastod, at Konen havde faaet dem. Paa samme Tid blev det ikke skjult, at Huset Bernick havde ondt ved at opfylde sine Forpligtelser. Hvad var rimeligere, end at Sladderhankene satte disse to Rygter i Forbindelse med hinanden? Da Madam Dorf blev og levede i Tarvelighed, saa paastod man, at Johan havde taget Pengene med sig til Amerika, og Rygtet gjorde Summen bestandig større og større.

Hvorvel nu ingen Penge vare stjaalne, hvorvel ikke en eneste Skilling var bleven borte, griber Bernick dette Rygte som en Redningsplanke. Fordringshaverne vare nemlig begyndt at gaa Familien paa Livet. Det gjaldt om at berolige dem; det kom an paa, at man ikke fattede Mistanke til Husets Soliditet; et øjeblikkeligt Uheld havde rammet det; man maatte blot ikke trænge paa, blot give Tid, enhver skulde faa sit. Og enhver fik sit. En Løgn altsaa, tilmed en Løgn, der gjorde det af med en andens Rygte, reddede Huset og gjorde Bernick til den Mand, han siden blev.

Og Bernick blev alt, hvad man kan blive. Han blev ikke alene den første i Samfundet, men han blev tillige selve dette Samfunds Støtte. Man saa Konsul Bernicks store og gode Gjerninger over alt. Han har skjænket Byen de smukke Anlæg: «Karsten Bernicks Gave». Prægtige Skibe har han ogsaa: «Palmetræet» f. Ex. Et nyt Skolehus har han bygget. Byens Gasledning, Byens Vandledning, begge skyldes ham. Alt er som sagt stort, og alt er godt.

Og som udadtil, saaledes tilsyneladende ogsaa indadtil. Fru Bernick er, saa vidt man kan skjønne, lykkelig, og en Dreng, der er Faderens Et og Alt, og paa hvis Fremtid han bygger sine skjønneste Forhaabninger, voxer til og trives vel.


[1. desember 1877]

Alt dette ligger forud for Stykket. Da Stykket begynder, staar Konsulen paa Højden af sin straalende Bane. Han har faaet forkastet en Jernbanekystlinie, der vilde have ødelagt Dampskibsfarten, og saaledes reddet sig denne; nu er han lige i Færd med at faa en Indlandslinie vedtagen, der ved en Sidebane skal føres ned til Byen. Og denne Linie vil blive en Løftestang for det hele Samfund. Store Skovtragter ville ved den blive gjort tilgængelige; righoldige Malmlejer ville ved den kunne tages i Drift, og ved Elven med det ene Fossefald overfor det andet kan en storartet Fabrikvirksomhed komme i Stand. Men hvad der ved denne Indlandslinie først og fremmest har interesseret Bernick, vare Ejendommene langs med Linien. Saaledes som disse Ejendomme laa, vare de saa godt som værdiløse for de spredte Besiddere. Før han altsaa bringer Banen paa Tale, kjøber han disse Ejendomme op for billige Priser, og for at ingen skal mærke den personlige Interesse, udspreder den gamle Rygtesmed paany et Rygte, nemlig at de opkjøbes af et udenbys Selskab. Nu er det, det gjælder om at faa Jernbanen i Stand. Bliver den bygget, er Bernick Millionær; falder den, er han ruineret.

Men just i dette skjæbnesvangre Øjeblik bringer Skjæbnen, som nogle kalde det, eller Nemesis, som andre kalde det, eller Forsynet, som Kjøbmand Vigeland i Stykket maaske vilde kalde det, Lona Hessel og Johan Tønnesen tilbage fra Amerika. Da hun, Lona, vender tilbage med den Plan at ville bringe Karsten Bernick, sin Ungdoms Elskede, ud af Løgnen og ind i Sandheden, og da han, Johan, i Bernicks Hus træffer Madam Dorfs Datter, med hvem han faar Lyst til at gifte sig og nedsætte sig der i Byen, hvisaarsag han jo kommer til at trænge til sit Rygte, – saa ser man let hele Situationen.

Bernick erklærer, at vil nogen anklage ham, saa vil han nægte alt. Vil man tilintetgjøre ham, saa vil han stride paa Livet. Men Johan bliver ubønhørlig. Han har to gamle Breve fra Bernick; mellem andre Papirer har han ogsaa fundet dem i sin Kuffert. Han har læst dem igjennem paany; de ere tydelige nok, og gjøres det fornødent, vil han lægge dem frem.

Bernick er bragt til Fortvivlelse. Ansigt til Ansigt med den usminkede Sandhed, som Lona Hessel vil holde op for ham, kastes han ind i en Sjælekamp, af hvilken han kun vil gaa ud som den laveste Forbryder. Tidligere har han holdt sig til at lyve. Han staar nu i Færd med at blive en simpel Morder.

I hans Dok reparerer man nemlig et brøstfældigt og halv raadent Skib, «Indian Girl» kaldet. Han har givet Ordre til, at dette Skib skal gjøres sejlfærdigt i forholdsvis kort Tid, og trods Indsigelser fra Formanden paa Værftet bliver det da ogsaa gjort færdigt og halet ud. Men midt under sin oprivende Kamp med de to Amerikanere og deres Afsløringer faar nu Bernick klar Besked om, at Skibet er ganske synkefærdigt, og at det under en mulig Storm vil gaa ureddelig til Grunde. Med dette Skib erfarer han nu, at Johan Tønnesen vil rejse. Stormsignalerne udeblive ikke. Og medens Stormen raser udenfor, modnes i hans Sjæl den djævelske Plan, at «Indian Girl» alligevel skal rejse. Saaledes vil han paa en let Maade blive af med sin ubelejlige Frænde.

Bernick er nu en fuldmoden Forbryder, og alt, hvad han er værd, er et vel rettet Bøddelslag i Nakken. Straffen hænger ogsaa over hans Hoved. Sønnen, hans Et og Alt, den, han arbejder for, den, for hvem han efter sit eget Udsagn lægger et Livsværk til Rette, Sønnen, der, naar Sandhed en Gang sænker sig ned i Samfundslivet, paa den vil grunde en Tilværelse lykkeligere end hans Faders, denne Søn er om Morgenen bleven uretfærdigt behandlet af ham. Af Trods har han besluttet sig til at rejse bort med Onklen, og «Indian Girl» er Skibet, han vil gaa med.

Denne Efterretning naar Bernick paa det Sted i Stykket, hvor Ironien og Poesien slaar sine mægtigste Vingeslag. Paa Grund af Bernicks uegennyttige Foretagende med Jernbanen er det hele Samfund paa Benene. Man illuminerer Byen, i Transparent paa Gjenboens Væg kalder man Bernick Samfundets Støtte, og denne Støtte bringer man et Fanetog, en kostbar Gave, Musik, Sang og Tale af en anset Gejstlig. Da midt under Forberedelsen til et saadant Samfunds Hyldest af en saadan Samfundsstøtte Efterretningen om Sønnens Flugt med «Indian Girl» bringes ind paa Scenen, da mindes man under den lige saa retfærdige som poetiske Henrettelse, man nu skal blive Vidne til, Henrik Ibsens storslaaede Digt i Samlingen fra 1871:

Til min Ven Revolutions-Taleren!

De siger, jeg er bleven «konservativ».
Jeg er, hvad jeg var mit hele Liv.

Jeg gaar ikke med paa at flytte Brikker.
Slaa Spillet over Ende; da har De mig sikker.

En eneste Revolution jeg husker,
Som ikke blev gjort af en Halvheds-Fusker.

Den bær for alle de senere Glorien.
Jeg mener naturligvis Syndflods-Historien.

Dog selve den Gang blev Lucifer luret;
Thi Noah tog, som De veed, Diktaturet.

Lad os gjøre det om igen, radikalere;
Men dertil kræves baade Mænd og Talere.

I sørger for Vandflom til Verdensmarken.
Jeg lægger med Lyst Torpedo under Arken.

Vi skal være Vidne til, at Poesien med sit Øxeslag hugger denne Samfundets raadne Pille om, og vi skal være Vidne til, at hele det forhutlede Samfund ramler sammen, idet Støtten falder. Vi skal høre Samfundet deroppe, som jo kun er et Billede paa Samfundet derude, og derigjennem paa hele vor slappe, enerverede og lyvende Tid, dømmes til døde af en mægtig negativ Aand, der ikke alene har Mod til at bringe Vandflom til Verdensmarken, men oven i Kjøbet til at lægge Torpedo under Arken!

Desværre sker intet af alt dette. Sønnen reddes. Johan Tønnesen rejser med «Palmetræet», og «Indian Girl» kommer ikke til at sejle. Derover gaar saa Bernick i sig selv, gaar til Bekjendelse lige overfor Samfundets Udsendinge, der drive af som en Flok vaade Hunde. Og saaledes tør nu Digteren paastaa, at Løgnen er vejret hen, at Sandheden er reddet, at «vi fra i Aften begynde en ny Tid. Den gamle med sin Sminke, med sit Hykleri og sin Hulhed, med sin løjede Skikkelighed og med sine jammerlige Hensyn, skal staa for os som et Musæum, aabent til Belærelse.» Og til dette Musæum skjænker han saa de kostbare Gaver, man har bragt ham og hans Kolleger, baade Kaffeservicet og Pokalen og Albumet og Huspostillen paa Velin og i Pragtbind.

Vi vide ikke, om man i al Beskedenhed er forpligtet til at indrømme Henrik Ibsen, at denne Vending, psykologisk talt, er tænkelig, og at denne Stykkets Slutning, dramaturgisk talt, er mulig paa en Scene.

Nationaltheatret udfører Stykket efter fattig Lejlighed ganske antageligt. Man bliver behagelig overrasket ved at mindes om, at Theatret ejer en saa brugbar Skuespillerinde som Fru Jakobson, og man glædes over at se Frøken Dehn spille saa sandt og saa inderligt, at man ikke længe har set noget tilsvarende. Konsul Bernick ligger i ethvert Tilfælde over Hr. E. Poulsens fysiske Kræfter; hvorvel han ikke formaar at redde Slutningen, saa den bliver troværdig, spiller han ikke desto mindre mange Steder med megen Illusion. Man maa dog stadig ønske ham, at han fik Tid til at underkaste sig en Skole i, hvad Tydskerne kalde «die körperliche Beredtsamkeit»; begge hans Ben og hans højre Arm gaa endnu stadig paa egen Haand og høre ikke til hans øvrige Fremstilling af Rollen. I Stykket debuterer Frk. Winsløw; navnlig hendes stumme Spil synes at røbe Talent; forøvrigt er hun næppe endnu præsentabel. Man fristes til det Spørgsmaal: Hvorfor debuterer Frk. G. Petersen paa Kasino og Frk. Winsløw paa Nationaltheatret?

Til Stykket er malet en virkningsfuld Dekoration. Den øvrige mise en scène er den mest ugenerte Dilettantisme.

a.

Published May 3, 2018 11:29 AM