Anonym anmelder i Bergens Tidende

De Unges Forbund på Den Nationale Scene anmeldt i Bergens Tidende 27. februar 1877 (No. 49, 10. Aarg.).

Bergen.

Theatret.  Igaar gik over Scenen «De Unges Forbund» med en Sukces, som i Sandhed kan kaldes glimrende. Hos Publikum vexlede aandeløs Stilhed med Lattersalver og stormende Bifald, alt efter de forskjellige Sceners forskjellige Beskaffenhed. Stykkets udmærkede dramatiske Arkitektonik med dets mange sande ud af Livet grebne Figurer er ogsaa højst virkningsfuldt, men det kræver ogsaa, for at komme til sin Ret, en Udførelse, der maa hæve sig adskilligt over den almindelige Respektabilitets Niveau. Dette er virkelig ogsaa Tilfældet med den Udførelse, som igaar blev Stykket til Del. Den var i Sandhed overraskende heldig og gjør for de større rollehavendes Vedkommende vor Scene Ære. Første Akt gik vistnok noget tungt; der var endnu ikke kommet det rette Liv over Skuespillerne; men allerede i anden Akt var der kommet en Frigjørelse og et Liv over Spillet, der strax erobrede Publikum. Denne Akt gik i det hele taget bedst. Vistnok var der det samme Liv ogsaa over de senere Akter, men her gjorde den ved en første Opførelse uundgaaelige Usikkerhed sig gjældende. Desuden har Stykkets dybest tegnede Figur Aslaksen i 2den Akt sit smukkeste Parti, ligesom Daniel Heires og Lundestads Indgriben i Slutningsscenen er af stor dramatisk Virkning. Imidlertid fulgte Publikum, som sagt, den hele Forestilling endog med en usædvanlig Interesse og fremkaldte efter 2den Akt DHrr. Garmann, Hansson og Johannesen samt efter Stykkets Slutning samtlige Indehavere af de større Roller.

Stensgaards Rolle udførtes som 2den Debut af Hr. Hansson. Det er ubetinget den sværeste Opgave i Stykket, baade fordi Forfatteren, som af en Indsender i vort Lørdagsnummer paavist, ikke har opretholdt Karakterens Enhed, og fordi den kræver en ualmindelig Rutine. Naar vi tager dette med i Betragtning, maa Hr. Hanssons Debut karakteriseres som heldig. Hans Opfatning og Anlæg var aldeles nyt; han søgte hverken at give udelukkende den stemningsfulde Frasemager eller den fint beregnende Skurk. Han havde derimod anlagt den som en svag og egoistisk men begavet Slubbert, hvis aandelige Habitus mangler Harmoni. Hans Stensgaard vil aldrig egentlig det onde, det lave, men i sin storartede Egoisme, sin Mangel paa Finfølelse og Opdragelse kommer han til at gjøre det, uden dybere Beregning eller Omtanke. Mest betegnende for hans Opfatning var saaledes hans Spil i 4de Akt, hvor hans «tredobbelte Haab» om Ægteskab ikke fremgaar som Produkt af en kjeltringsmæssig Overvejelse, men som en Følge af en Karakterens Holdningsløshed og en øjeblikkelig Indflydelse. Saaledes bevarer han den «Ærlighed», som selv en blaseret Kritiker som Doktor Fjeldbo tror paa. Dette Anlæg har naturligvis sine gode Sider; der bliver en Enhed og Konsekvens over Figuren, men det bevirker paa samme Tid, at Fremstillingen stundom bliver plat og gjør et mere frastødende Indtryk end nødvendigt. Hr. Hanssons Fremstilling var i det hele taget paa mange Punkter sand og gribende, saaledes f. Ex. i hans Tale i første Akt, hans Spil i Scenen med Aslaksen i 2den, men paa andre Punkter slog den derimod Klik, saaledes i Scenen med Doktor Fjeldbo i første Akt, da han skal fortælle sin Drøm. Her skulde han have ladet sig rive med af sin Interesse for Ordenens Velklang og Billedernes Poesi, men istedet derfor var hans Spil tørt og prosaisk. Dog hvorom alting er maa hans Udførelse siges at være karakteristisk og at give Løfter for hans Fremtid.

Hr. B. Johannesens Lundestad var en mærkelig Debut. Hans Spil var fint nuanceret og fuldstændig i Karakteren, hans Replikbehandling paa sine Steder aldeles mesterlig og hans Ro og Sikkerhed ligefrem forbausende. Vistnok kunde han have spillet i et lidt hurtigere Tempo, hvad Samspillet angaar, men i det hele taget var Udførelsen saa talentfuld, at den endog vilde have gjort en ældre Skuespiller Ære. Hans Udførelse var et fuldgodt Bevis for vor ved hans første Debut udtalte Mening, at han har et afgjort Talent for det komiske Karakterfag.

De største Laurbær høstede dog med Rette DHrr. Garmann og Kavli. Deres Spil stod endog i visse Maader over eller i ethvert Fald ved Siden af, hvad vi har seet af samme Rollers Indehavere ved Kristiania Theater. Hr. Kavlis Spil var saaledes helt igjennem en interessant og gribende Præstation. I anden Akt var der i Scenen med Stensgaard en Sympathi og en Storslagenhed i hans Opfatning og Udførelse, der var af uimodstaaelig Virkning, og Hr. Garmanns Daniel Heire var om end ikke saa fuldendt udarbejdet i første Akt som Johannes Bruns, dog i det hele taget sandere og mere efter Digterens Mening end dennes. Saaledes kom det skadefro, det ondskabsfulde, det ved Forviklingerne sig glædende Væsen i et ved rig Mimik og ægte Replikbehandling udstyret Spil mere korrekt frem i hans Fremstilling, end hos Johannes Brun, der væsentlig havde lagt Vægt paa at fremstille Sladderhanken. Vi havde, naar de to nævnte Skuespillere var fremme, en Følelse af, at de fuldstændig fyldte Scenen. Vi maa ogsaa i denne Forbindelse gjøre opmærksom paa, hvorledes Lundestads og Daniel Heire gjensidig fremhævede hinanden. Den enes trævne Ro og Fulhed og den andens urolige Nysgjerrighed og Ondskabsfuldhed gav ved den fortrinlige Fremstilling hinanden det rette Relief.

De øvrige mindre fremtrædende Roller fik ogsaa for de flestes Vedkommende en tilfredsstillende Udførelse. Saaledes var Hr. Asmundsens Kammerherre meget dygtig. Navnlig var hans Spil i Scenen med Monsen paa Storlie særdeles tiltalende, ligeledes var Hr. Bøghs Fjeldbo og Hr. Michelsens Monsen meget respektabel. Fru Asmundsen lod til at være noget indisponeret. I det hele taget var Spindesiden Aftenens svage Side, dog maa herfra undtages Fru Sperati, der gav en god Madame Rundholmen.

Dog hvilke Smaating vi end kan have at udsætte paa Aftenens Forestilling, sikkert er det, at den skaffede Publikum en virkelig Kunstnydelse af høj Rang.

Published Apr. 5, 2018 2:31 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM