Anonym anmelder i Dagbladet

Del II av Dagbladets anmeldelse av De unges forbund, trykt i Dagbladet i Kristiania 23. november 1869 (No. 273, 1. Aarg.).

Henrik Ibsen og «De Unges Forbund».

(Se «Dagbladet» No. 244).

II.

Det vilde i Sandhed være et sørgeligt Tidernes Tegn, om den Ibsenske Digtning ingen andre Tilhængere og Beundrere skulde have end de, der i den seneste Tid have tilhylet ham deres Bifald i Morgenbladet og i Gjerningen vist, at de have fundet hans sidste Arbeide tjenligt til at bruge som et velforsynet Forraadskammer med Skjældsord. En Digter som Ibsen burde dog kunne vente, at han ikke paa den Maade blev draget ned i Døgnets Smaalighed og sat i Spand med alskens Avistravere, til Fornøielse for et høistæret Publikum og til Bedste for nogle elendige Personsangreb. Man skulde tro, at en Digter, hvis Standpunkt er saa klart og tydeligt angivet som i «Brand» og «Per Gynt», skulde forskaanes for den Slags naive Misforstaaelser, som det røber, naar man tror, at han skriver et femakts Lystspil til Indtægt for Hovedstadens lille politiske Parti. Det viser en Naivitet hos Kristianiaopinionen, som man ikke skulde tiltroet den, efterat den allerede flere Gange grundigt har brændt sine Fingre paa Ibsen (kfr. «Kjærlighedens Komedie» og «Brand»). Hvor liden sand Interesse for Ibsen der imidlertid er i den ophylede Forgudelse af «De Unges Forbund», det sees klart deraf, at medens de enkelte virkelig poetiske Momenter i Stykket gaa saagodtsom aldeles upaaagtede hen, saa bliver hvert eneste lille Ord, der paa en, om end nok saa udtværet Maade, kan tjene «Partiets» egne Formaal, fremtrukket som noget aldeles Glimrende, noget af det Bedste, vor Literatur har at fremvise.

Vi have allerede engang før i dette Blad udtalt os om «De Unges Forbund» og søgt at advare mod en profan Brug af de Vaaben, der kunne synes at ligge indsvøbte i Stykkets skarpe og pointerede Dialog; thi det var og er fremdeles vor Overbevisning, at man for en stor Del gjør Ibsen Uret ved det private Brug, man har gjort af hans Lystspil. Vi tro, at den, der nærer en sand Interesse for Digteren, først og fremst i sin Bedømmelse vil lade sig lede af Hensyn til Forfatterens digteriske Opgave og ikke ubetinget raabe Bravo til Alt, fordi om det passer med Ens egen Fordel. Havde ikke Ibsen i sit Lystspil leveret Andet, end hvad Morgenbladsopinionen har berømmet ham for, saa kunde der fra et æstetisk Standpunkt kun fældes en Dom over hans Stykke. Han maatte da finde sig i at blive tegnet Side om Side med Avisskrivere, politiske Witzmagere og andre specifike Kristianiastørrelser, og den høieste Berømmelse, man kunde give ham, vilde være, at han havde givet Hovedstadens ledige Hjerner en gavnlig Motion.

Enhver, der kjender lidt nøiere til den Ibsenske Digtning, vil imidlertid forstaa, at den er af for stor Betydning og staar for fast til, at den ikke skulde kunde taale, at man i det enkelte Værk paapegede og protesterede mod, hvad der i Sammenligning med den hele Digtervirksomhed maa siges kun at være af ringe Betydning. Der behøves ingen Anstalter fra Morgenbladets Side, Ibsens Digtervirksomhed staar sig nok, selv om man ikke umager sig med at forsvare, hvad der saavel for Digterens egen Skyld som for Publikums helst ikke bør gjøre formegen Lykke. Man beviser en Digter kun en slet Tjeneste ved over en lav Sko at skulle rose Alt; derved taber det i Sandhed Værdifulde sin Glands, og Opmærksomheden ledes bort fra Poesiens straalende Væld og hen mod Prosaens golde Ørk.

Men man kommer vel Sandheden nærmest ved at antage, at det egentlig ikke er til Bedste for Ibsen, at man søger at faa Opinionen skreget op til de skurrende Dissonancer, hvortil Morgenbladet har angivet Tonen; meget mere er det vel til sig selv man klapper, fordi man tror i Ibsens sidste Arbeide at vinde nyt Fodfæste, og fordi man tror at have hvervet en Kampfælle, hvor man dog er saa vant til at finde en Modstander.

Da Publikum nu sandsynligvis føler sig træt af Morgenbladets Fanfarer, og Stemningerne nogenlunde ere komne til Ro, vil det maaske ikke være afveien endnu at ytre nogle Ord om «De Unges Forbund», og søge at redde de faa Poesiens ægte Perler, som findes i Stykket, ud af den Dynge usaltet Bifald, hvori de i Morgenbladets Spalter næsten ere forsvundne.

Vi antydede i vor forrige Artikel i Korthed Ibsens digteriske Standpunkt og søgte at vise, at hans Digterbegavelse, ialfald paa det nuværende Stadium af hans Udvikling, hører hen under det Ophøiedes Ideal, at hans poetiske Kilde kun sprudler i Kraft af Idealets mægtige Brydninger med det ideløse, klogt beregnende Samfund. Naar man nærmere vil analysere Sjælen i hans Digtning, kan man ogsaa sige, at han er Kvindens Digter Kvinden, saaledes som hun er, naar hun stilles Side om Side med Manden og faar sin lige Del af Samfundets Opgaver at løse, og den mægtige Satire, han har nedkaldt over Samtiden, kan i Korthed siges at gaa ud paa, at Samfundet er uden Idealitet, netop fordi det ingen Kvinde har. I «Kjærlighedens Komedie» begyndte Kampen med et dygtigt Nedrivningsarbeide over Tidens af de mange endelige Beregninger, Familievoteringer og snusfornuftige Hensyn ledede Forlovelsesliv, og Svøben slog en dyb Strime, hvor den traf. Derpaa fulgte «Brand», og her fik man det positive Element af Digterens Virksomhed. I «Agnes» fremstillede han Kvindeidealet i dets store og fulde Kraft og lod det føre Personlighedens Fylde op mod «Brands» abstrakte Regioner, saa høit som Personligheden kan løftes, før den brister. Paa samme Tid førte han gjennem «Brands» Person et Moment af den antike Tragedie ind i den dramatiske Literatur, idet hans Offerliv og tilsyneladende Unatur ligeoverfor den anden Kvinde, Hustruen, vinder sin dybe, tragiske Berettigelse som den skjæbnesvangre Goldhed, der følger ham fra hans absolute Brud med den første Kvinde, Moderen. Her møder vi Ibsen i hans sande Storhed, og fra dette Standpunkt skal man dømme hans Digtervirksomhed. Moderen og Hustruen ere de Former, hvorigjennem hans Ideal realiserer sig.

Gaa vi saa til det næste Værk, «Per Gynt», da træffer vi atter Kampen fortsat, men dennegang fra den negative Side. Hvad der her fremstilles, er netop det ideløse Liv, saaledes som det arter sig, naar Kvindeidealet vel har tændt Livsfunken i Sjælens Dyb, men den ikke magter at bryde gjennem til et sandt, formende Princip for Personligheden. Det Hele er karakteristisk betegnet fra Begyndelsen af ved Forholdet mellem «Per Gynt» og hans Moder Aase. Det er et Forhold, der hverken bliver til et Brud, som i «Brand», saaledes at «Per Gynt» gjennem Religionen kan hæves op til Offerlivets Høider, eller et sandt, paa Sjælens inderste Behov hvilende ethisk Forhold, der kan adle hans Karakter og give ham Livsens sande Daab, det er et Forhold, der helt igjennem maa karakteriseres som det løgnagtige Forhold, det, der bestjæler Livet for dets bedste Eiendom og dets sande Fylde.

«Per Gynt» er fra Naturen af en begavet og livsfrisk Gut; han har Mulighederne i sig til et frodigt Sjæleliv; men gjennem Forholdet til Moderen eller rettere sagt gjennem det manglende Forhold til hende, er hans Udvikling bleven standset og hans Natur forkvaklet; hans Villie er sløvet, og hans Aandskraft arbeider kun i Fantasiens og Illusionens Tjeneste. Han har ikke Energi nok til et Personlighedens Gjennembrud, hvorved hans Karakter kan blive adlet, og hvorigjennem hans Villie kan faa sin Daabsindtrædelse i Handlingens Verden. Det manglende Forhold til Moderen har tændt en brændende Længsel i ham efter af sin fulde Sjæl at slutte sig til en Kvinde; men det bliver kun til øieblikkelige Opblusninger, hans Kraft og Tro er brudt. Digteren fører ham nu gjennem et høist bevæget Liv, hvori vi se ham i det Mangfoldige søge efter Gaadens Løsning, den Gaade, der er bleven ham stillet i Troldenes Bolig; hvordan man skal være sig selv, indtil han endelig efter et Liv uden Tro og uden Kjærlighed træffes igjen samlende omkring oppe i Taagerne paa Norges Fjeldvidder, hvor han forgjæves søger efter en Attest for, at han har været Noget i Verden, om ikke andet, saa dog en Synder. I denne grændseløse Tomhed, hvori han synes at skulle forsvinde til et Intet, vaagner imidlertid Mindet om Solveig hos ham, hende, som han forlod, fordi han ikke havde Mod nok til at tage Livets Ansvar ved hendes Side, og i dette Minde, der som en forglemt Skat har skjult sig i hans Indre, faar han Gaadens Løsning: At Mennesket kun vinder sig selv ved at give sig hen i Kjærligheden.

Saaledes er i store Træk Ibsens digteriske Standpunkt, og saaledes maa han opfattes, naar man vil forstaa hans Digtergjerning i dens fulde Storhed. Han har ved de her kortelig gjennemgaaede Værker erhvervet sig en Anseelse, der altid vil sikre ham en Plads blandt de solbeskinnede Steder i Norges aandelige Høifjeld.

Naar vi i denne Sammenhæng fæste Opmærksomheden paa «De Unges Forbund», da ville vi i dette Ibsens sidste Arbeide gjenfinde de samme Grundtræk i Digterens Syn paa Livet, som ovenfor ere paapegede; men vi ville tillige, som i vor forrige Artikel vist, træffe en paafaldende Mangel paa Poesi i det Sujet, han har valgt at behandle. Medens i de foregaaende Værker Satiren har været rettet mod Tidens Tomhed og Mangel paa personlig Idealitet, og Samfundets Nedriven er skeet i Idealets Navn, saa er i det sidste Arbeide dette Forhold traadt i Baggrunden, og istedetfor den kraftige «Satire» mod Tidsalderen har man faaet «Parodien» over en enkelt mindre væsentlig Tidens Fremtoning, repræsenteret i Stensgaard.

Ogsaa i «De Unges Forbund» er det det ideløse Samfund, der ingen Plads har for Kvinden, som er gjort til Gjenstand for Fremstillingen, idet næsten alle de Handlende ere udsprungne fra Forhold, hvor Familielivet ikke er kommen til sin Ret. Stensgaards Far var et «vissent Drog», «en Pjalt». Hans Moder var «et grovslagent Fruentimmer», noget af «det mest ukvindelige», man kunde tænke sig. Det er da let forstaaeligt, at Sønnen kan være præget med Raahedens Mærke. I Monsens Hus har det ikke seet bedre ud. Monsen «har havt Skandale med sine egne Tjenestepiger», hans Kone «gik fra Forstanden» over hans «Udskeielser» og «raa Behandling». I Kammerherre Bratsbergs Hus har der da heller ikke været noget egentligt, udelukkende paa Personligheden hvilende Familieliv. Hans Søn har faaet sine Evner uddannet, men ikke sin Karakter grundlagt. Kammerherren har pukket paa sin Families nedarvede Hæderlighed, men har Intet gjort for gjennem Familielivet at indvirke saaledes paa sin Søn, at han kan være vis paa, at Familiens Hæderlighed vil staa sin Prøve. I Stykket er Doktor Fjeldbo den eneste, som staar paa Familielivets Grund.

Et Samfund, der saaledes har faaet Raaheden eller Formaliteten til Rod der, hvorfra Sjælens Adel skulde udspringe, er nu vistnok ikke direkte meget skikket til en poetisk Behandling, og efter Ibsens Fortid at dømme, skulde man ventet, at han i Idealets Navn havde nedkaldt en Ild- og Svovlregn over Samtiden, enten fra den positive Side, som i «Brand», eller fra den negative, som i «Per Gynt», og det er ogsaa gjennem «Selma» tildels skeet, men paa en saadan Maade, at det kun har faaet en underordnet Plads i Stykket. Om Selma skal forresten senere blive talt. I «De Unges Forbund» har Ibsen taget det ideløse Samfund som givet og søgt at skabe et Lystspil paa dets Grund; men Opgaven er, som i vor forrige Artikel vist, væsentligen glippet for ham. Til at skrive Lystspil udfordres Humor, men Humor forudsætter en vis godmodig Opfatning af Livet, hvori man vel kan se de kjæmpende Magters Lidenhed i Forhold til Idealet, men tillige deres relative Berettigelse ligeoverfor hinanden. I Nationalgalleriet i Kristiania hænger et Portræt af Holberg, og i det fine, lunefulde, halvt ironiske, halvt godmodige Smil, hvormed han ser ned paa Virkeligheden, har engang for alle den sande Humor faaet sit Udtryk. En saadan Livsopfatning er imidlertid, som paavist, vidt fjernet fra Ibsen. For ham er Samfundets Form det Uberettigede, og hvor Lystspillet kræver godmodigt Lune, der har han Bitterhed og Parodi. En anden Sag er det, at han tillige ser Aarsagen til Tidens Brøst, saa at han kan stille en Person som Doktor Fjeldbo forklarende op mellem de øvrige voldsomme Figurer, og paa en Maade lade ham gjøre Undskyldning for de Handlende, da deres Feil er en Frugt af Tidens Brøst.

Naar man derfor vil bedømme «De Unges Forbund» efter dets Hovedhandling, maa man gaa ud fra, at det ligger paa et lavere Trin end hans foregaaende Arbeider. Man maa ikke stille nogen høiere ideel Fordring til det, men undersøge, om den Parodi, Stykket indeholder, kan siges virkelig at give et Billede til Tidens Illustration. Nu kan det ikke negtes, at Stykket er klippet ud af Livet og at det indeholder en Vrimmel af «Bonmots» og politiske Vitser, men Stykket taber sig paa Grund af den ubehagelige Virkning, Helten Stensgaard gjør paa Tilskueren. For det første rammer han slet ikke Tidsalderen paa det rette Sted; han rammer kun en uvæsentlig Side af vort offentlige Liv, hvilket blandt Andet kan sees af den ringe Sensation, den i Stensgaard indesluttede Parodi har gjort blandt dem, man har forsikret skulde føle sig trufne.

Der har været pebet ved Stykkets Opførelse, men ifølge Morgenbladets Referater har det indskrænket sig til «en Haandfuld pibende Personer», der senere karakteriseres som nogle unge umodne Bergensere, og naar dette er det hele Resultat af den voldsomme Opposition, Morgenbladet forsikrede Stykket vilde møde, da er man vel berettiget til at finde, at de har forgrebet sig paa Ibsen, naar de har villet benytte ham til fra Æstetikens Land at rette et Høitryk mod sine politiske Modstandere. Dertil kommer, at Stensgaard selv er en altfor ubehagelig Person at møde, til at man ikke snart skulde blive trættet af at se ham bevæge sig gjennem fem lange Akter. Man har kaldt Stensgaard en politisk «Per Gynt», men denne Sammenligning passer kun ganske overfladisk. «Per Gynt» bærer i Sjælens Dyb et fordulgt Minde om den Kvinde, han stod i et begyndende Forhold til, og dette Minde danner det dybere Enhedspunkt i hans bevægede Liv, og fører Interessen for ham gjennem de mest brogede Situationer, fordi det er Dybets Opgave efterhaanden sjæleligt at afklæde ham, indtil han i al sin Elendighed staar nøgen overfor den golde Tomhed; thi i samme Øieblik vaagner Mindet om Solveig hos ham, og han er frelst i Kjærligheden. Med Stensgaard derimod forbinder der sig ingen saadan Interesse. Ved sit Forhold til Stykkets Kvinder er han i Bund og Grund Raahedens Repræsentant, og at se denne vælte sig gjennem Politikens intrigante og trumfende Verden uden nogen høiere personlig Drivkraft er en altfor støiende Fornøielse til i Længden at kunne smage.

Skjønt «De Unges Forbund» saaledes efter sin Hovedhandling staar langt under Digterens foregaaende Arbeider, saa er der dog i Stykket indkastet et Par Glimt af den ægte Ibsenske Poesi, der redde Forfatterens Digterære og vise, at de Feil, vi have paapeget i Stykket, ikke skrive sig fra nogen poetisk Afmattelse, men derfra, at Forfatteren har seet feil af de Opgaver, der paa det nuværende Punkt af hans Udvikling ligge for ham, og man maa kun beklage, at disse Poesiens ægte Perler maa sees i en saa profan Indfatning, som her er Tilfældet. Det er selvfølgelig «Selma», vi have i Tankerne.

Hvad der først og fremst er det Karakteristiske for Selmas Natur, er hendes musikalske Begavelse og kunstneriske Anlæg. I Kammerherrens stive og paa Familiens Tradition hvilende Husliv kan hun med sin rige og fyldige Natur ikke finde de Tilknytningspunkter, som hendes eiendommelige Aandsudvikling kræver, og hun er derved naturligen henvist til i sin Kunst gjennem Fantasien at erholde Næring for sin higende Aand. Derved erholder hun det tilsyneladende viltre og overgivne Væsen, den næsten hensynsløse Ligefremhed, som Stensgaard karakteriserer hende ved. Hun svæver omkring i Kammerherrens Hus, som tilhørte hun egentlig en anden, Fantasiens Verden; hun tangerer blot Virkeligheden og føler en Længsel mod noget Ubekjendt, som hun ikke kan betegne paa anden Maade, end at hun vil ud at reise, «bort til et fremmed Rige». Forholdet til hendes Omgivelser er ypperligt betegnet ved den Omsorgsfuldhed, hvormed Kammerherren passer paa, at hun ikke forkjøler sig. Hele Familien har en Følelse af, at der i Selma er en Magt, som deres traditionelle Liv ikke har noget Kjendskab til, og denne Følelse ytrer sig i den ængstelsesfulde Forsigtighed, hvormed de omgaaes hende og hvormed de lade hendes Fantasi have frit Raaderum. Man behandler hende som et Væsen af et finere Stof, der ikke taaler det mindste af Livets Byrder; hun er for svag og zart, og derfor bliver hun og Thora sendt ud i Sideværelset, hvergang noget Alvorligt skal afhandles. Kammerherren og hans Familie har slet ingen Anelse om den stærke og daadskraftige Kvinde, der gjærer i hende, og som forlanger sin Del af Virkeligheden og dens Byrder, og derfor kan Forholdet mellem hende og Kammerherrens først blive klart, da Ulykken bringer dem Ansigt til Ansigt med den ubønhørlige Nødvendighed; og da Erik Bratsberg, efter at se sig ruineret, griber Selmas Haand og udbryder: «Selma, kom lad os gaa. Nu er Du det Eneste, jeg har igjen. Vi faar bære Ulykken sammen!» da slaaes pludselig den store Dør til Virkeligheden op for hende; nu forstaar hun, hvad det er, hun har savnet, og hvad det er for et usundt Liv, der har været hende budt i Kammerherrens Hus.

«O, hvorledes I har mishandlet mig! Skjændigt, Allesammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik jeg give. Jeg har været den Fattigste blandt Jer. Aldrig har I krævet et Offer af mig; Intet har jeg været god nok til at bære. Jeg hader Jer! Jeg afskyr Jer!»

«Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en Draabe af Eders Sorger! Men bad jeg, saa havde I ikke Andet end en fin Spøg til at vise mig bort med. I klædte mig paa som en Dukke; I legte med mig, som man leger med et Barn. O, jeg havde dog en Jubel til at bære det Tunge; jeg havde Alvor og Længsel mod alt det, som stormer og løfter og høiner. Nu er jeg god nok, nu da Erik intet Andet har. Men jeg vil ikke være den, man griber til sidst. Nu vil jeg Intet have af dine Sorger. Jeg vil fra Dig! Før skal jeg spille og synge paa Gaden ! Lad mig være; lad mig være!»

Det er en Alvorets Stund for Selma, og det er alvorlige Ord, der afperses hende. Det er Kvinden, som reiser sig mod den bornerede Samfundsorden og forlanger sin Ret. Det er Personligheden, som forlanger at respekteres, i Kraft af sin egen Gyldighed og tiltrods for nedarvede Traditioner. Det er et Poesiens ægte Glimt midt i de farveløse Omgivelser, hvori hun er hensat, og det maa for altid beklages, at en Skabning som Selma kun har faaet Plads i en Krog af et femakts Lystspil. Hun har kun et Par Repliker, men gjennem dem redder hun Forfatterens Digterære og sanker gloende Kul over Samtidens Hoveder. Gjennem hende, er der ført et Slag mod Tidsalderen, værdigt Ibsens foregaaende Arbeider; men «Stensgaard» og Stykkets Hovedhandling er og bliver forfeilet.

Published Apr. 3, 2018 3:37 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM