Anonym anmelder i Dagbladet

Christiania Theaters oppsetning av De unges forbund anmeldt i Dagbladet i Kristiania 23. oktober 1869 (No. 247, 1. Aarg.).

Theatret.  Hvad der fornemmelig interesserer ved Opførelsen af Ibsens Lystspil, er dels de ofte Slag i Slag faldende vittige Repliker, det kraftige Sprog og den lette Dialog, men fornemmelig den i mange Henseender fine Karaktertegning, som ogsaa først ved Opførelsen kommer til sin fulde Ret, fordi det er Skuespillerne, som først kan virkeliggjøre Karaktererne, give dem Kjød og Blod og stille dem i den rette Belysning. I denne Henseende er det, at Stykket ved Opførelsen har vundet betydeligt, navnlig ved Hr. Krohns Spil, medens det derimod i andre Henseender har tabt, saasom i enkelte Scener og Situationer. Fornemmelig ser man ved Opførelsen bedre Manglerne ved 5te Akt, som jo ender som en ren Farce, og som ogsaa betydelig svækker Virkningen af hele Stensgaards Optræden; thi den Situation, hvori han tilslut indvikler sig, er altfor farcemæssig til at gjøre ret Virkning, hvortil kommer, at Opløsningen og Stensgaards Bortgang tilslut kommer for braat. Men, som sagt, den største Interesse ligger i Karaktertegningen, som i dette Tilfælde har givet flere af Skuespillerne virkelige Opgaver at løse. Vi anse det for aldeles rigtigt, at Hr. Krohn har faaet Lundestads Rolle; thi denne Figur, Repræsentanten for den gammelnorske Bondestand med dens ægte Bondefulhed og mærkelige Talent til at holde alle Traade i sin Haand og benytte Alt til sin egen Fordel, kan neppe gives af nogen Anden; den kræver nemlig netop en Skuespiller, der mere er i Besiddelse af Reflexionens end det umiddelbare Lunes Komik, og naar man nu har seet hans Udførelse af denne Rolle, er det ufatteligt, at man ikke skulde være i høieste Grad tilfreds, thi efter vor Mening er der intet tilbage at ønske. Der er en Dybsindighed i Opfatningen og en Finhed i Udførelsen, som sandelig hører til Sjeldenhederne. Vi have alt givet fra første Øieblik, vi se ham paa Talerstolen: den ypperlige Maske og det eiendommelige Væsen, som er udbredt over hans hele Personlighed, sætter os strax ind i Karakteren. Vi ved intet i Særdeleshed at fremhæve ved hans Spil; thi det var helt igjennem udmærket: til den mindste Detail var det fint udarbeidet, hans Mimik og Gestus svarede paa det fuldstændigste til Rollens Grundtone og, hvad der ikke er mindst at rose, han holdt den hele Tiden inden den engang afstukne Grændse. Det bedste Bevis paa, at en Skuespiller har leveret et ypperligt Spil i Karakterfaget, er det, at paa samme Tid, som man synes at kjende Figuren, synes den os ganske ny. Dette er Tilfældet med Hr. Krohns Spil; man synes, at den Figur, han har skabt, er os vel bekjendt; men naar man tænker efter, hvor man har den fra, saa kan vi ikke sige det; man har den allesteds og ingensteds fra. Med andre Ord, Hr. Krohn har her leveret en almengjældende Figur, han har skabt en ægte, original og træffende Typus, og dette er den største Ros, man kan sige om en Skuespiller. Hr. Brun har faaet Daniel Heires Rolle. Da vi første Gang saa ham, maa vi tilstaa, at det undrede os i høi Grad, at han ikke gav mere, end han gjorde. Thi han havde ikke paa nogensomhelst Maade skabt nogen original Figur; man kjendte den tvertimod igjen fra mange andre Roller. Ved anden Gangs Opførelse derimod gav han noget ganske andet. Skjønt det forekommer os, at han heller ikke nu fuldstændig gjengiver Heires Karakter, saa staar dog hans Spil nu saa høit, at det i mange Henseender er af stor Interesse. Navnlig giver han Bordscenen i 1ste Akt langt bedre end første Gang, og denne Scene er forsaavidt meget vigtig, som man ved den i en Haandevending faar se Grundtrækkene i Heires Karakter. Heire er nemlig en Slags Sladderhank, skjønt ikke af de godmodige; thi han er besat af en Misundelsens Djævel, som bringer ham til, saa ofte Leilighed gives, at rakke ned paa Andre og tale om, hvor meget han selv er forurettet. Han lusker omkring som en Snushane for at høre Historier og fortælle Historier, og dette gjør han med en Slags ondskabsfuld Glæde. Han er, som Stensgaard kalder ham, en rigtig Hakkespæt, der borer med sit spidse Næb og gramser i sig alt det, som sætter Galde. Han har ogsaa et mere end almindelig skarpt Blik, hvorfor han ser mere end de Andre; han er som en levende Kritik over Personerne, hvis Svagheder alle ere udsatte for hans bidende og skarpe Bemærkninger. Alt dette, tilligemed det Talent, hvormed han forstaar at faa sagt Alt, hvad han vil, saa det faar Udseende af, at man tvinger ham dertil, kommer tilstrækkelig frem i den første Scene, og denne Scene giver nu Hr. Brun overmaade godt, ligesom hans hele Spil er bedre end første Gang. Men hans Heire er dog, efter vor Mening, endnu ikke, som den burde være og som Brun maa kunne give den; der er, synes os, for liden Fasthed og Holdning i den Figur, han skaber, man faar ikke det fulde Indtryk af den misundelige, ondskabsfulde og bitre Karakter, der bag hvert «nok sagt» gjemmer en liden lun Djævel. Skjønt vi saaledes ikke kan betragte hans Udførelse af Heire som noget mere end almindeligt, det vil da sige af en Johannes Brun betragtet, saa maa vi dog paa den anden Side sige, at hans Spil naturligvis helt igjennem var morsomt og paa de Steder, hvor hans Lune fik spille frit, endog udmærket.

Hr. Reimers har faaet den vanskelige Opgave at spille Stensgaard, en Rolle, som er saa meget vanskeligere for en ung Skuespiller, som den kræver Betingelser, som Hr. Reimers dels ikke har og dels endnu ikke har faaet udviklet tilstrækkelig. Herefter faar man da ogsaa rette sig i sin Dom over hans Spil. Medens han nu ingenlunde gav Rollen tilfredsstillende første Gang, saa var hans Udførelse 2den Gang ikke blot bedre, men stod i en ganske mærkelig Modsætning til den første.

Hr. Isachsen, der allerede flere Gange før, saaledes f. Ex. i Engelskmænd i Indien, har vist sig som en udmærket Karakterskuespiller i et bestemt Fag, giver Bogtrykker Aslaksen mesterligt. Han har en stor Evne til at skabe Karakterer, grebne lige ud af Livet; men derfor er det ogsaa vanskeligt at holde dem inden den rette Grændse. Et eneste Skridt udenfor, og hele Spillet vil være en simpel Kopi. Imidlertid er Isachsens Udførelse i alle Henseender udmærket; han giver Aslachsen virkelig med Naturtrohed, ret forstaaet; men det er jo netop en stor Fortjeneste, saafremt han har optaget Karakteren i sit Indre saaledes, at det, han giver, bliver hans eget, men i en smukere Skikkelse, end der vilde komme ud af en simpel Efterligning, og dette er Tilfælde med Isachsen i denne Rolle, som skaffede ham baade levende og fortjent Anerkjendelse. Af de andre Spillende var der ingen, som særlig udmærker sig, undtagen Fru Gundersen og tildels Fru Wolff. Samspillet er nu noksaa godt, skjønt endnu ikke saa godt, som det kan blive.

Efterat Ovenstaaende er nedskrevet, har Stykket gaaet nok engang, og det er os en Glæde at kunne sige, at Hr. Brun nu har voxet saa betydelig i sin Udførelse af Heire, at man er berettiget til at vente, at han næste Gang maa kunne give den fuldkommen.

Published Apr. 5, 2018 2:18 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM