Anonym anmelder i Dagbladet

Om Christiania Theaters oppsetning av De unges forbund i Dagbladet i Kristiania 26. oktober 1869 (No. 249, 1. Aarg.).

Theatret.  Vi skal idag lidt nøiagtigere omtale Hr. Reimerss Udførelse af Stensgaards Rolle, som i vor forrige Anmeldelse blot blev berørt med nogle faa Ord, idet vi sagde, at hans Spil 2den Gang, Stykket gik, stod i en mærkelig Modsætning til den første. Grunden til denne Modsætning tror vi for en stor Del ligger deri, at han for ofte og uden Varsomhed har faaet store tragiske Roller at spille. I det Hele taget giver altid den Slags Roller let en ensidig Udvikling; men endda værre er det, hvis han under sit Arbeide med disse ikke faar tilstrækkelig omhyggelig Veiledning; thi da vil han lettelig vænne sig til en bestemt tragisk Spillemaade, som lidt efter lidt gaar over til Maner og ubodelig vil skade hans kunstneriske Udvikling, hvortil kommer, at disse evige Deklamationsnummer med deres ofte usande Pathos sløver Ens Lyst og Evne til grundigt Studium af en Rolle. Indflydelsen heraf har ofte været synbar i Hr. Reimerss Spil, fornemmelig i en ofte total Mangel paa stumt Spil og paa fuld Hengivelse i den Karakter, han skulde fremstille, Noget, som man ikke har saa stærk Opfordring til at gjøre gjældende i Roller, hvori der ofte ikke findes nogen synderlig Karaktertegning eller en rimelig Dialog, som derimod kun bestaar af den ene lyriske Udgydelse efter den anden. Af denne Grund klæbede der ved hans Spil første Gang en stor Del af denne Ufrihed i Bevægelsen, denne næsten traditionelle, men ofte meningsløse Mimik, som man, naar der ingen sand Veiledning gives, saa let vænner sig til i Tragedien, og navnlig en vis Ensformighed og Mangel paa finere Nuance, der atter er en Følge af utilstrækkelig Fordybelse i Rollen, som man ofte har maattet lægge Hr. Reimers tillast. 2den Gang, Stykket gik, var derimod en stor Del af dette forsvunden, og for hver Gang, han siden har givet Rollen, har han faaet mere og mere Greb paa den. Vel er det saa, at Hr. Reimers endnu ialfald synes at mangle den første Betingelse, som skal til for at give Stensgaard helt; han kan nemlig endnu ikke sætte ind i sit Spil den aandelige Begavelse og den Personlighedens Vægt, som gjør, at Alle rives med i Begeistring og flokker sig om ham; fremdeles er det vistnok saa, at han ikke har skabt nogen helstøbt Figur af Stensgaard eller givet den nogen udpræget Holdning og Karakter; for det første er dette imidlertid Noget, man ikke kan vente af en ung Skuespiller, for det andet skal man lægge Mærke til, hvilke overordentlige Vanskeligheder Stensgaard frembyder i saa Henseende, og for det tredie er det maaske til Lykke for Stykket, at han giver den saaledes, som han gjør, og ikke, som han vistnok kan gjøre, men meget rigtig har ladet være, sætter nogen stærkere Kolorit paa den. Stensgaard faar vistnok derved ikke den rette Form eller den Betydning i Stykkets Gang, som han kunde faa, og det er vistnok heller ingen Tvivl om, at Rollen kan spilles baade anderledes og med stærkere Karakteristik; men paa den ene Side er det som sagt tvivlsomt, om dette vilde have gavnet Stykket, og paa den anden Side kommer der saameget Godt tilsyne i Hr. Reimerss Spil denne Gang, som man før ikke har seet, og der er saameget smukt i hans Udførelse, at han fortjener megen Ros. Naar vi skal fremhæve noget af hans Spil, saa maa vi nævne enkelte Scener i 2den Akt, men fornemmelig fortjener hans Spil i 3die Akt at fremhæves. Der er over hele hans Udførelse i denne Akt, ligefra hans første Fremtræden, et Liv, en Freidighed og en ungdommelig Friskhed, som ikke kan andet end virke velgjørende. Han er ogsaa nu heldigere i den første Scene, hvori han holder sin Tale; igaar især mærkede man virkelig hist og her Glimt af Varme og Begeistring, som greb i Øieblikket. Forresten er her Plads for en Bemærkning, og det er den, at Replikerne, som afbryder Stensgaards Tale, maa siges meget hurtigt; allerede det, at Talen afbrydes, gjør det vanskeligt for Hr. Reimers at holde Stemningen oppe, men endda vanskeligere bliver det for ham, naar Replikerne siges saa langsomt, som især de første Gange var Tilfældet. Madam Rundholmen spilles af Fru Wolf, men ikke med den Bredde og saa burlesk, som nødvendigt er. Allerede Repliker som: «Neigu kan de ikke, nei» og «Jeg har saamæn været oppe før Fanden fik Sko paa», tyder paa, at Rollen maa spilles anderledes, end Fru Wolf nu spiller den, og ikke som en almindelig smuk og nydelig Kammerpige. Hr. Wolf gjør nu ogsaa, især igaar, bedre Fyldest for sig som Kammerherre Brattsberg, ligesaa tildels Hr. Gundersen som Doktor Fjeldbo.

Published Apr. 5, 2018 2:29 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM