Kristian Elster

De Unges Forbund på Christiania Theater anmeldt av Kristian Elster i Aftenbladet (utgitt i Kristiania) 23. oktober 1869.

«De Unges Forbund» af Henrik Ibsen.

II.

Man kan ikke sige, at Udførelsen af «De Unges Forbund» paa vort Theater var fyldestgjørende. Stykket falder nemlig under Opførelsen i endnu langt højere Grad end under Læsningen istykker i smaa isolerede satiriske Udslag. Men det er rigtignok et Spørgsmaal, om denne Svaghed ikke i dette Tilfælde er en Vinding. Thi vel fordeles Ens Interesse ganske paa Enkelthederne, og vel er det saa, at man stundom føler sig ganske sat i Dødvand; men saa glider ogsaa de dybe Brist i Karakterudviklingen lettere forbi En, end om Stykket havde faaet en mere udpræget Fremstilling.

Det er naturligvis Stensgaard, det her først og fremst kommer an paa, og dernæst Hejre.

Da Opførelsen paa de forskjellige Aftener i forskjelligt Mon har været uroet af Meningskampen ude i Publikum, bemærkes det, at de to Forestillinger, Anmelderen har overværet og dømmer efter, er Mandagens og Gaarsdagens.

Stensgaard kan nu egentlig ikke spilles. Tager man de tre første Akter til Udgangspunkt, saa bliver det umuligt at hævde Fremstillingen gjennem de to sidste; her maa Karakteren redningsløst opløse sig eller omforme sig i en ny. Bygger man derimod paa Grundlag af disse sidste Akter, da maa man holde ham som en Hykler og med løjet Pathos gjennem de tre første, det er man maa gjøre Vold paa fast hver eneste Replik. Rollen maatte nu finde en forskjellig Besætning, alt eftersom man vilde have det ene eller det andet af de stridige Elementer fremholdt, eller have det hele mattet saaledes af, at Karakterens indre Modsigelse blev saa lidet iøjnespringende som muligt. Vilde man have haft noget karakteristisk frem, maatte vel Rollen være given til Hr. Isachsen. Han vilde vistnok have betonet Intriganten stærkest og overhoved fornemmelig bragt alt det stygge frem; men han vilde ogsaa overalt have givet os Følelsen af, at her er en Vilje nærværende, som bryder alt ned, han vilde gaaet en Stormgang gjennem Stykket, saa alle forstod, at her maatte der gjøres Modstand, ifald man ikke vilde trædes redningsløst ned. Men skulde Figuren mer eller mindre dæmpes, afstrejfes det særegne, da var det vel rettest, som skeet er, at betro Rollen til Hr. Reimers. Hr. Reimers har endnu intet Udtryk for Lidenskab, han kan ogsaa bare glimtvis holde en Stemning oppe. I en længere Replik dovner den, mellem to Replikker dør den fuldstændigt ud. Her, hvor Stensgaard hele Optræden fra Ende til anden maatte søges forklaret ud af Stemningernes Styrke og bratte Skifte, af Lidenskabens Kog og af Viljens Rejsning i disse indre Rørelser, her maa naturligvis Hr. Reimers komme tilkort. Det kan ikke undgaaes, at man savner det Midtpunkt, hvorom det hele Røre drejer sig, og enhver Motivering af, at alle Mennesker rejse sig mod denne Mand, som vel er lidt stor i Ordene hist og her, men som dog ser alt andet end farlig ud. Hans Optræden er med Ord for tam og er særligt i 4de Akt for lidet bevægelig, saa Valgmødets Uro og Spænding ikke, som Meningen er, tegnes os tydeligt i hans Optræden. Men er engang Kravet paa at Stensgaards inderste Væsen skal prøves forklaret i Fremstillingen opgivet, saa fortjener Hr. Reimers meget Ros for sit Spil. Der hvilede over det et Præg af Dannelse, der strax beroligede – og Rollen drager her langtfra sikre Grændser, – og overalt, hvor der ikke kræves noget særdeles Fond af Stemning eller Lidenskab, var der over hans Diktion en velgjørende Naturlighed, og der var ikke faa gode Overgange. Det skal ogsaa indrømmes, at den Maade, han behandlede de enkelte Udbrud paa, vidnede om Takt, og Fremsigelsen var stundom ikke uden Varme og altid sand – et enkelt Sted undtagen, nemlig den vakre Replik i 4de Akt: «Jeg kan ikke leve lenger i dette Røre osv.» Her havde Hr. Reimers ikke følt den dybe Nød, som virkelig taler op af dette Sted, han var hul og begik endog det Mistag at prøve paa at give en enkelt Sætning et ligefremt parodisk Sving.

Gjennem Daniel Hejres Vittigheder exploderer jevnlig al den Usandhed, som er indpumpet i Karakterer og Situationer. Udførelsen af denne Rolle kunde saaledes for en Del dække de golde Strøg, som fremkommer derved, at Stensgaard umuligt kan bringes helt tillive. Hejre er ikke digtet paa Grundlag af Virkeligheden, han er som flere af Ibsens Skabninger vakt tillive gjennem Læsning. Der gaar ikke saa meget en enkelt bestemt Skikkelse op i vor Fantasi, som vi faa Minder om en hel Skare, vi have seet og kjende fra Theatret og ganske særligt fra Joh. Bruns Fremstillinger. Man hører næsten hans Røst og ser hans Person bag om disse Replikker, og fæster man sig ved en enkelt, saa er det kanske hans «Grylle»; thi Hejre gjør en Vittighed, som Grylle en Vise om alt, der falder paa hans Vej. At nu Hr. Brun ikke kunde skabe en Figur, der slog os med Gjenkjendelse, er ligefrem; thi Forf. har den ikke fra Virkeligheden, ja at han ikke har seet den der, kan det næsten gjælde for et Vidnesbyrd om, at Hr. Brun ikke fandt den igjen: thi vi ved jo, hvor faa Træk denne Skuespiller trænger for at faa sin Fantasi paa ret Vej; men undre maatte det, at han ikke samlede de i Rollen givne Træk, hvad enten de nu ere fra Theatret eller Livet, til en fastere Figur, end Tilfældet var. Der er visse Egenskaber, som man ikke uden Skuffelse savner hos Hejre. Han maa have en umaadelig Tungeraphed. Ordene maa lyne om ham. Hvergang han aabner Munden, maa det være som et Fyrverkeri, der knalder af, og hele Personen maa være i et Braak og et Staak til alle Sider, som aldrig hviler. Herpaa beror det ganske, om hans Vittigheder komme i Sammenhæng med en Personlighed, eller om hele Skikkelsen opløser sig i en Del isolerende Indfald, der serveres som lystige Intermezzoer. Hver Replik kræver en saadan ustandselig Sladren, og til Overflod er denne Rastløshed tydelig nok opgiven som Mandens Særkjende i Stensgaards Replik om Hakkespætten: «Langs efter Træstammerne vimsede han rakt op og ned, borede med sit spidse Næb, gramsede Orme i sig og alt det, som sætter Galde, og tilhøire og tilvenstre hørte man: prik, prik, prik!» Men Hr. Brun gav Rollen bredt og magelig og lod sig nøje med at gjøre de enkelte Vittigheder tydelige for et højstæret Publikum.

Men var der for liden Styrke hos Hr. Reimers og for liden Bevægelighed hos Hr. Brun, saa var der for meget af begge Dele hos Hr. Wolf. Kammerherren er en fin og stille Mand, der vel kan hidses af Stensgaards Frækhed og Monsens Lumpenhed til et og andet drøjt Udbrud, men i Regelen er hans Holdning stolt, fornem og lukket, og han giver oftest sin Vrede et ironisk Udslag. Men Hr. Wolf brugte Arme, Ben og Røst alt for meget, han lod Bevægelsen overmande sig i alt for høi Grad og for meget udtrykke sig i det udvortes. Han maa saaledes blot famle efter Bordet i anden Akt, ikke synke ned i Stolen, han maa forholde sig mere Ironisk ligeoverfor Stensgaard og fornemmere ligeoverfor Monsen i tredje. Det er en Bemærkning, som kan gjælde om Hr. Wolf i det Hele, at han sitter for meget til paa den fysiske Vælde, en Udvej, der ikke virker i Længden, og som Hr. Wolf godt kunde slippe, da han enkeltvis har vist, at han kan raade med et mere tilbagetrængt og inderligere Udtryk. – Fjeldbo maa gives Vegt derved, at man sætter en Personlighed ind. Har Fremstilleren ingen at give, da tørker Fjeldbo saaledes sammen, at han, der aldrig kommer ind i Handlingen, bare bliver et yderst trættende Paaheng. At give en Rolle en saadan Personlighedens Tyngde er just Hr. Gundersens Sag, overhovedet at betone Karakteren, Viljen, at give Manden, – det have vi Vidnesbyrd om i hans Fremstilling af Axel i «de Nygifte.» Men det skeede i dette Tilfælde ikke i samme Mon, som han har Evne dertil. Der er nemlig et Moment, som Skuespilleren kan bruge til at give Fjeldbo et ideelt Præg, som han fra Forf.s Haand ikke har faaet, et Moment, der ligger ikke i Karakteren, men i Situationen. Dette er, at Fjeldbo just har fundet den Kvinde, han elsker. Der er rigtignok blot en eneste Replik, som giver den Følelse, der raader i ham, Udtryk; men et Skjær af denne stille Glans over Personligheden, denne Poesiens Daab, som et saadant Kjærlighedens Mørke giver, kunde vistnok alligevel lægges over Fremstillingen. Dette havde ogsaa Hr. Gundersen haft Syn for, men han valgte et Udtryk for det, som ikke gjorde den tilsigtede Virkning, men bare kom til at tage den rette Vegt bort af hans Optræden. Istedenfor at give det som et stille Alvor, som noget i Røst og Øje, der preger udover Døgnbevægelserne om ham og opimod det ideelle, prøvede Hr. Gundersen at faa det frem gjennem en vis gemytlig Blidladenhed, men opnaaede derved blot at give Replikerne et næsten flot Sving, som savnede Naturlighed.

Stykkets bedst tegnede Karakter er Lundestad, og Hr. Krohns Fremstilling af ham var slaaende naturtro. Man kjendte øjeblikkelig Manden igjen deroppe paa Talerstolen, og for hver Replik, som siden faldt, havde man den Fornøjelse at kunne sige: det er ganske rigtig, denne Mand har vi seet og kjendt ude i Livet. Skulde der være noget at udsætte, saa maate det være dette, at han siger enkelte Repliker med en altfor klart fremlagt Bevidsthed om deres satiriske Braad, at Smilet i Begyndelsen er for sødt og for staaende, og Holdningen ikke tung og træg nok. Ingen af disse mulige Brist er dog saaledes fremtrædende, at de svække Billedet i noget Mon, som er at tale om.

Hr. Isachsens Aslaksen udmærker sig ogsaa ved at være holdt Virkeligheden saa nær som muligt og er virkelig fornøjelig; men da denne Figur alt fra Forf.s Haand ligger meget lavere end Lundestad, maa den holdes varsomt for ikke at plumpe over i det platte.

Midt i al denne menneskelige Uselhed paa den ene Side og de smaa Idealer paa den anden er Selmas Fremtræden en pludselig Hilsen fra en større og renere Menneskenatur; men hun er ikke uddigtet, hun fortæller bare om noget, der kunde digtes, vor Længsel vækkes, men stilles ikke. Fru Gundersen gav alt, hvad der kunde gives, hun fik et Øjeblik den velgjørende Stilhed ind, som altid kommer, naar noget Skjønt aabenbarer sig; det er kanske det eneste Øjeblik, da et Luftdrag naar ind, der ikke har et forpestende Istænk af slette Lidenskaber eller Thevandsmoral – men det er jo ogsaa bare et Øjeblik.

Ved de andre Roller er intet videre at mærke, uden dette at det er en stor Bagvendthed, naar Frøken Parelius er ved Scenen, at give Mad. Rundholmen til en anden. Fru Wolf var morsom og nydelig; men det var ikke Mad. Rundholmen.

Morgenbladet har i Anledning af dette Stykke ført baade egne og fremmede Tropper i Ilden. Hvad dets egne angaar, saa er det ved dem intet usædvanligt at mærke; de føre som altid Vaaben, der ej bruges af kultiverede Mennesker, men ved at indlade den fremmede Styrke i sine Spalter har det vist en sand Martyrstorhed. Den fra danske Blade optagne Kritik fører nemlig ganske den samme Hovedanke mot Stykket, som er bleven fremholdt i Aftenbladet. Nu kunde kanske en og anden Tvivler om menneskelig Dyd i Almindelighed og om morgenbladisk i Særdeleshed ville indliste den Mistanke, at det vældige Organ i den Tilstand af Nerverystelse, det for Øjeblikket befinder sig i, ikke har kunnet opfatte Artikelens Mening, men at dette ikke forholder sig saa, men at Morgenbladet har ofret paa Sandhedens Alter, derom foreligger et ganske utvivlsomt Vidnesbyrd. Et er der nemlig, som Morgenbladet selv i den mest abnorme Sindstilstand vilde have haft Øje for, og det er, at hin Artikel intet grovt Skyts fører. Naar nu Morgenbladet trods dette fornegter sine dybeste Vaner og kjæreste Tilbøjeligheder i den Grad, at det med Aslaksen siger: «Jeg tager den dog.» saa kan dette blot karakteriseres paa en Maade: Det er dette, man kalder at lide for Ideen.
Published Apr. 5, 2018 1:43 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM