Kristian Elster

De Unges Forbund på Christiania Theater anmeldt av Kristian Elster i Kristianssands Stiftsavis i Kristianssand 2. november 1869 (anmeldelse er sendt som korrespondentbrev). Her transkribert fra Kristian Elster, Fra det moderne gjennombrudds tid. Litteraturkritikk og anmeldelser 1868-1880, i utvalg ved Willy Dahl, Bergen 1981, s. 43-45.

OM «DE UNGES FORBUND» PAA KRISTIANIA THEATER

Kristiania 30te Oktober 1869


Jeg kan nu, Hr. Redaktør, meddele Deres Publikum, hvordan «de Unges Forbund» i Kjød og Blod er blevet modtaget herinde. Det har nu gaaet 6 Gange for fuldt Hus og med saadant Liv blandt Publikum, som jeg ikke kan mindes siden la belle Hélène gjæstede os; baade Theaterkassen og Billetopkjøberne – thi denne Trafik er nu ogsaa bleven gjængs hos os – have havt god Grund til at fryde sig i Stykket; at Publikums Følelser have været mere blandede, vil man have seet – at sige, naar man læser andre Aviser end Aftenposten og Morgenbladet. Som man kunde vente, vilde det sidste strax være Rede til at tage Stykket til Indtægt for sit politiske Parti, og dets Anmelder, som dennegang ikke er den sædvanlige filosofiske Pen, gjorde det ogsaa saa grundigt, at man høilig maa beundre baade Appetiten og Fordøielsen; men forat det nu skulde rime sig saaledes, at der ogsaa blev nogen poetisk Gehalt i Stykket, som, taget paa denne Maade, ellers kun vilde blive en farcemæssig Brochure, maatte Doktoren, den flaue, filistrøse Fjeldbo gjøres til Stykkets Ideal, og da dette efter Opførelsen ikke længer kunde sutineres, maatte Skuespilleren (Siegv. Gundersen), som havde faaet denne utaknemmelige Rolle, stadig holde for i Morgenbladets Theaterartikel. Som De vil have seet, er man især fornøiet med Krohns og Bruns Udførelse af Lundestad og Heire. Hos den første var baade Masken og Spillet udmærket, men han syntes dog at lægge langt mere af Skurken ind i L.s Karakter, end Læsningen af Stykket lader formode. Daniel Heire var paa den anden Side vel meget Brunsk, lagt altfor langt ind paa det joviale Gebet. Isachsen var fortrinlig baade i Maske og Spil, men «Aslaksen» er af Forfatteren lagt saa lavt, at der skal overordentlig Moderation til fra Skuespillerens Side for ikke at plumpe ned i det Platte, en Iagttagelse, som man enkelte Gange havde god Grund til at gjøre. Uagtet man herinde har saa god Anledning til at studere Storkakser og Sofabønder, laa dog Monsens og Bastians Roller langt over, hvad DHrr. Bucher og Abelsted magtede, men da Spillet ellers var fuldt saa godt, som vi her er vant til, vil De forstaa, at de Mishagsytringer, som der faldt hver Aften gjennem Hyssen og de første Aftener ogsaa gjennem Piben, ene og alene har gjældt Stykket. Derfor var naturligvis Mishagsytringerne stærkest Onsdag i forrige Uge paa Forfatterens egen Dag, da man trods de stærkeste Anstrengelser ikke formaaede at sætte igjennem den sædvanlige Fremkaldelse ved Teppets Fald. Gassen maatte slukkes og Politiet skride ind for at hindre Haandgribeligheder. Antallet af Pibere var da vel et Snes, af Hyssere mange flere – de fleste af dem var Studenter og ældre Akademici og for en stor Del de samme, som demonstrede mod den skjønne Helena. Klapperne var dog denne Aften ligesom de øvrige langt overveiende og til dem hørte foruden endel, som applauderede af Princip, naturligvis ogsaa hele den Part af Publikum, som jeg i mit forrige Brev omtalte. Karakteristisk for denne store Masse Theatergjængere er det, at de finde det usømmeligt at fremkomme med andre Meningsytringer end applauderende, og at de, naar de saaledes uroes i sin stille Nyden, finde sig brøstholdne for sin erlagte Entré (!). Den mægtige kvantitative Overlegenhed bragte baade Klapperne selv og Theaterdirektionen i en Seiersrus, som røbede sig hos den sidste i et Forsøg paa at terrorisere Aviserne, idet den til en Begyndelse berøvede Intelligentssedlernes Theaterreferent hans Fribillet. Nu synes imidlertid Rusen at have lagt sig, selv Morgenbl. har nok udskudt sit sidste Projektil af det gode gamle bekjendte Slags – og der er vel ingen Tvivl om, at «de Unges Forbund» som Kassestykke nu er saagodtsom udspillet.

En Artikel i det danske «Fædrelandet» for en Uges Tid siden vakte ikke liden Opmærksomhed, og man er ikke lidet begjærlig efter at se, hvorledes Bjørnson vil tage den Sag. Den iltre, næsten hadske Tone, hvori Carl Ploug i «Protest mod Protest» tager paavei mod Bjørnson og Nordmænd ialmindelighed ianledning af Artikelen i næstsidste Folkeblad angaaende Nordmændenes Behandling under Skyttermødet i Horsens, synes at tyde paa, at Grunden til Striden ligger langt dybere end denne temmelig ubetydelige Anledning lader formode. Der er isandhed ogsaa saa store Differentser mellem de ældre og yngre Skandinaver, at man kunde ønske, det vilde komme til et Opgjør og en Klarning. De ældre Skandinaver hos os, blandt hvilke Professorerne Daa og Aschehoug, Assessor Løvenskjold og Overlærer Løkke er de mest fremtrædende, anse, saavidt man af deres Udtalelser og Skrifter kan dømme, Hævdelsen af vort Eget i national og politisk Henseende for en ren Bisag om ikke for en fordærvelig Partikularisme ligeoverfor den skandinaviske Sammenslutningstankes Storhed. Disse Mænd have sit Hovedkvarter i det Skandinaviske Selskab, som siden det store Schisma, der fulgte paa Løvenskjolds 17de Maistale, har ført en meget indgetogen, hensygnende Tilværelse og efter Forholdene nu for Tiden nærmest maa betegnes som en Kluque aflægs Politikere, der ikke staar i nogensomhelst Rapport med Opinionen i Hovedstaden og vel endnu mindre med Folkemeningen i Landet forøvrigt. De yngre Skandinaver, som ere langt talrigere, som de end ikke endnu have organiseret noget Selskab, hylde Eningstanken kun under Forudsætningen om Norges fuldstændige Ligestillen og Autonomi og se Tankens Realisation ikke gjennem politiske Kombinationer og ørkesløse Kandestøberier, men gjennem Folkene selv, naar deres Bevidsthed løftes til friere Omsyn gjennem en sand folkelig Oplysning. Disse have i Bjørnson sin djærve og aandrige Talsmand. Vistnok kommer der endnu blandt disse mange Nuanceringer tilsyne i Opfatningen, men under den alvorlige Interesse og øvrige Virksomhed, som for Tiden gjør sig gjældende netop paa disse Felter, og som vel vil blive endnu større, naar Unionsforslaget skal afgjøres, vil udentvivl alle snart blive enige om det Væsentlige.

Fra Skandinaverne og det skandinaviske Selskab vil jeg gaa over til det «norske Samlag», som man har villet betegne som det antiskandinaviske Selskab, men ganske med Urette, da det ikke optræder som nogen politisk Forening. Selskabets Formaal er at virke for Udgivelse af Bøger paa Landsmaal, som kunne virke til Landbefolkningens Oplysning og Underholdning, og det har hidtil arbeidet med meget Held. Efter et Par Aars Existence tæller det nu over halvfjerde Hundrede Medlemmer – og, hvad der især er tilfredsstillende, en stor Del – om ikke den største – er Bønder. Det synes saaledes at skulle blive langt heldigere i at finde sit rette Publikum end Folkeoplysningsselskabet, der jo i visse Stykker skulde have en lignende Tendents. For Tiden arbeides der paa Udgivelsen af en fortræffelig Eventyrsamling hentet fra vestre Thelemarken og Sætersdalen. De Mænd, som staar i Spidsen for dette Selskab, er Ivar Aasen, Professor Unger, Kandidat Ross og Dagbladets Redaktør H. Berner.

Ved Universitetet har der i den senere Tid været afholdt flere populære Forelæsninger, som ere blevne fulgte med Interesse – ogsaa af det smukke Kjøn. Især er dette Tilfældet med Stipendiat cand. theol. Petersens Foredrag over Kierkegaard, der begyndte i forrige Semester. Hans aandrige interessante Foredrag vinder saa meget mere Anklang, som Foredragstalent er en Egenskab, man meget savner hos de øvrige Universitetslærere, siden Welhaven og Conradi ikke længer er der.

Da Brevet nu skal afsted, er jeg nødt til at anbefale mig. Deres

Kristian.

Published Apr. 9, 2018 10:17 AM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM