Anonym kommentar i Morgenbladet

Om De unges Forbund på Christiania Theater i Morgenbladet, 22. oktober 1869 (No. 292, 51de Aarg., utgitt i Kristiania).

(Side 2, spalte 2)

Om Beføielsen til at pibe i Theatret.

Igaar gik «De Unges Forbund» for anden Gang over Scenen. Der var formentlig ligesom ved første Forestilling udsolgt Hus, eller dog paa det Nærmeste udsolgt, og Forfatteren, hvem Indtægterne tilfaldt, vil vistnok for saavidt være tilfreds. Man vil vide, at Digteren, da han fik det Alternativ at vælge mellem, enten at erholde 300 Spd. udbetalt af Theaterkassen for sit Stykke eller Brutto-Indtægterne af anden Forestilling, valgte det sidste; han valgte saaledes, med det rette Instinkt for Publikums Dom og Velvillie, det for ham fordelagtigste Alternativ. Et andet Spørgsmaal kunde det maaske være, om Forfatteren, hvis han havde været tilstede ved Forestillingen igaar, ikke vilde følt sig saaret ved den Maade, hvorpaa endel af de Tilstedeværende modtog hans Stykke. Dette tro vi dog ikke, da der fra den større og bedre Del af Publikum nedlagdes bestemt Protest mod de enkelte fremkomne Partidemonstrationer, og Applausen var stærk og vedholdende. Nu og da hørte man enkelte Piber, og det er unegteligt, at Stykkets Gang derved blev i høi Grad forstyrret. Dette Resultat maa indrømmes Piberne. Støien i Theatret blev endog en enkelt Gang saa stor, at man var nødsaget til at lade Tæppet falde; men Pibningen erholdt dog kun sin største Betydning i den Retning, hvor den var allermindst ment, nemlig til at forstærke og fremhæve det almindelige Bifald.

Urostifternes Antal var overordentlig lidet i Forhold til den store Pluralitet, der stadig ligesom var paa Post for at kvæle Mishagsytringerne. Det er ikke at undres paa, at der gives enkelte, der tro, at de bør føle sig saarede, naar en aandrig Forfatter paa en saa glimrende Maade lader os se enkelte Skyggesider ved vort politiske Liv. For at bedømme den Vegt, som bør tillægges saadanne Mishagsytringer, er det imidlertid nødvendigt at lægge vel Mærke til , fra hvilken Kant de komme. Og i dette Tilfælde er det indlysende, at de udelukkende komme fra «Stensgaards Familie», at Mishagsytringerne altsaa have et politisk Anstrøg, mindre et æsthetisk. Der nævnes som fremragende Pibere isærdeleshed et Par unge Bergensere, der «stræve for Maalet». Det lader til, at disse unge Mennesker nu ville yderligere bevise Sandheden af den Sætning, som de ved en tidligere Leilighed (under Poteteskrigen i Bergen) have søgt at vindicere, nemlig at Bergenserne ere vort Lands Parisere, idet de lade sit Aandsslægtskab med gamins i hin berømte Stad nu komme tilsyne i vor By. Vi skulle gjerne indrømme denne Lighed, hvis de kun ville iagttage Sømmelighedens og en god Levemaades Grundsætninger, efter denne meget attraaede og meget smigrende Indrømmelse.

Forøvrigt var det ønskeligt, om Politiet vilde hindre, at lignende Udskeielser i Fremtiden kom saavidt som igaar, nemlig saavidt at de stansede Stykket. Det er kun med Begrænsning en sand Sætning, at man under et Stykkes Gang har samme Adgang til at pibe som til at klappe. Det Sidste hindrer sjelden i Nydelsen af det, der præsteres; det Første gjør Nydelsen vanskelig eller umulig. Ved at pibe eller ved paa lignende Maade at give sit Mishag tilkjende have nogle Enkelte det i sin Magt at bevirke, at det store Publikum berøves det, som det har betalt for, og som det har fuld Ret til. Men at dette tillades, er utilbørligt. Brutale Pibere ere et Folkefærd, som det ikke bør tilstedes, uhindret af Politiets Observation og Indskriden, aldeles at dominere; to gode Piber kunne hovmesterere Skuespillere og et Publikum, som bestaar af et tusinde Mennesker, og gjøre enhver anden Ørelyd umulig. Efter Forestillingens Ende vil man derimod ved at pibe ikke forstyrre Nogen i sin Rets Nydelse, og de enkelte Urostiftere maa da frit i en passende Tid kunne blive tilbage i Theatret for at protestere mod Stykket. Forresten takke vi, som ovenfor antydet, i det Hele Piberne ved denne Anledning for deres ufrivillige Medvirken i den gode Sags Tjeneste. Det er forøvrigt en Feil ved vor Scenes ydre Ordenspoliti, der ved lignende Anledninger før er paaklaget, og som det er paatide at rette, at der nemlig ingen Gongon er, som ved større Theatre i Udlandet, hvor Gongonen paabyder Taushed ved sit Slag, efter hvilket Varsel Politiet er berettiget og forpligtet til at skride ind, saafremt Budet ikke øieblikkelig lydes, og fuldkommen Stilhed indtræder. Saaledes som det er ved vor Scene, kan Kampen mellem hele det applauderende Publikum og to Pibere fortsættes uden nogensomhelst Indblanding en hel Aften, da det bedre Publikum sjelden vil gjøre Lynchloven gjældende. Dertil bliver man dog tilsidst nødsaget under en svag Theaterdirektion og et svagt Politi.


 

(Side 2, spalte 6)

«De Unges Forbund« opførtes for 2den Gang ved Christiania Theaters Forestilling igaar Aftes, hvis Bruttoindtægt udgjør Digterens Honorar. Huset var paa det nærmeste fuldt besat, og Stykkets Modtagelse var den samme som første Gang. Som det kunde ventes, vare dog det krænkede Parties Repræsentanter dennesinde iltrere end i Mandags, da der jo endnu var Haab om, at Stykket vilde falde igjennem. De kunde nemlig ikke styre sig længere, end til «Lundestad» havde endt den korte og i Sandhed menløse Tale, hvormed Stykket begynder, før de – 5 a 6 i Tallet – satte sine Fløiteredskaber i Virksomhed. Gang efter Gang overdøvedes de af Bifald, men de vilde ikke give sig; Teppet maatte gaa ned og Regissøren frem for at bede om saa vidt Ro, at Forestillingen kunde fortsættes. Ogsaa et Par Gange senere under Stykket gave de oprørte Følelser sig Luft i melankolske Fløitetoner, og ved Teppets Fald fornyedes de samme fortvivlede Attentater paa en Demonstration med en saadan Ihærdighed, at Gasen tilsidst blev slukket for at faa Ende derpaa. Mærkeligt nok blev der ogsaa dennegang pebet ved «Bastians» Replik i 4de Akt, hvor han giver sin for hans Standpunkt betegnende klassiske Forklaring om, hvad «Nationen» vil sige. Man kan ikke godt forklare sig dette paa anden Maade, end at det gjøres af Folk, der se sig selv skildrede i «Bastians» Figur og føle sig fornærmede over at noget Saadant er lagt ham i Munden. Hvis det var sin egen Opfatning af «Nationen», Forfatteren havde villet udtale, saa havde han jo under enhver Omstændighed ikke kunnet lade «Bastian» gjøre det.

Af ovenstaaende Fremstilling fremgaar det, at «Aftenbladets» Udtalelser iaften om Forestillingen igaar ere løgnagtige.

Published Apr. 5, 2018 1:46 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM