Anonym anmelder i Morgenbladet

De unges forbund anmeldt i Morgenbladet i Kristiania 17. oktober 1869 (No. 287 A, 51.de Aarg.).

De Unges Forbund.

Lystspil i fem Akter af Henrik Ibsen.

Det er kun med meget betydelige Modifikationer, man kan sige, at «de Unges Forbund» slutter sig til Rækken af Ibsens tidligere polemiske Dramaer, «Kjærlighedens Komedie», «Brand» og «Peer Gynt». Det væsentligste Foreningspunkt er det, at de alle polemisere mod Tilsynekomster i vor Tids sociale og politiske Forhold, at de pege paa og ubarmhjertig revse dels almenmenneskelige Arvefeil, der kun træde skarpere og mere afskrækkende frem i Belysningen af vor Tids Civilisation, dels ogsaa Skrøbeligheder, der ere avlede og nærede særlig under Samtidens Kulturudvikling. Som Digteren i «Kjærlighedens Komedie» paa Skjønhedens Vegne træder op imod Samfundet, i «Brand» paa Religionens og i «Peer Gynt» paa den almindelige Samfundsmorals, saaledes er det i «de Unges Forbund» paa den politiske Morals Vegne, at han med ikke mindre Energi end i de forrige Verker fælder et gjennemtrængende Lys paa Slapheden og Karakterløsheden.

Dette er Berøringspunkterne, men forøvrigt betegner det nye Verk en ny og betydningsfuld Fase i Forfatterens Aandsudvikling, et Skridt fremad, der tyder paa, at denne geniale Digter nu har fundet det Ligevegtens Standpunkt, fra hvilket han med forøget Styrke kan virke i sit Kald. Medens nemlig Forfatteren i de tidligere Verker endnu ikke var naaet hen til at lade Kontrasten mellem Idealet og Virkeligheden opløses harmonisk, eller ialfald dog lod det ske paa en saa lidet afgjørende Maade, at man ikke med fuld Klarhed møder den Forsoning, som Digterverket bør give, saa har han i «de Unges Forbund» vidst at løse Knuden uden at hugge den over; han har i denne bidende Skildring forstaaet at kaste saa meget Lys ind, og ladet dette Lys faa saa stor Magt midt i Jammerlighedens Mørke, at man til Slutning ikke famler i Troen paa det Godes og Hæderliges Evne her i Verden, at man ikke staar uforsonet ligeoverfor en Verden af Peer Gynter.

Denne Fremgang udover den ved de foregaaende polemiske Dramer stukne Grænse er som sagt saa meget betydningsfuldere, som den med Nødvendighed synes at pege paa en Opklaring og Forsoning i Digterens Livsanskuelse. Den Pessimisme, der talte gjennem de tre forrige Dramer, er der her i en mærkelig Grad brudt overtvert med, og en mildere, forsonligere Stemning ligeoverfor det almene Hele er traadt istedetfor den Stemning, der dikterede de rystende og vækkende Straffedomme uden Appel. At her den valgte Form og Stykkets Bestemmelse for Scenen kræver en ny Behandling kan ikke kastes ind som en Tvivl, da et saadant Valg af Form og Bestemmelse jo ligesaa meget er Frugten af Digterens Stemning under Konceptionen som Udarbeidelsens Hovedmomenter forøvrigt.

I det nye Verk har Forfatteren med et dristigt Snit skaaret ligeud af de reelle Livsforhold. Han sætter os midt op i det virkelige Liv, hvor vi træffer Mennesker, der utvivlsomt ere af Kjød og Blod, Mennesker, saadanne som vi desværre træffer dem hver Dag paa vor Vei; det er en Komedie i samme Forstand, som vor Tids franske og tyske Komedier, blot at den har en langt videre Horisont, giver os et langt dybere Perspektiv udover Samfundsforholdene. Det har ofte været sagt, at de dramatiske Digtere først ved at tage Emner fra vor egen Tid ville kunne lægge Spiren til en ny Blomstring i den dramatiske Literatur, at de nemlig først derved ville kunne være istand til saaledes at fæste Rod i Tiden, at Folkene selv vækkes og drages med i fuld Følelse af, at det er deres egne helligste Interesser, det gjelder, og at Digterne kun herved kan opnaa fuldt og helt at blive Ledere og Forkjæmpere i den aandelige Udvikling. Om man end langtfra kan være med, naar dette af Ivrere ensidigt fremholdes, saa skal det dog ikke kunne negtes, at den «Nutzanwendung», der drages af et med vor Tids Ideer krydret Stof andensteds fra, i flere Henseender har mindre Udsigt til saa indgribende og vækkende at fæste sig i Publikums Interesse som Betragtningen af disse Ideer selv gjorte til Gjenstand for dramatiske Behandling; alt naturligvis under lige Betingelser forøvrigt. Man kan heller ikke negte, at vor Tid har følt dette; men fordetmeste har de ydre Betingelser været ugunstige for en kraftig og omfattende Udvikling af Nutidsdramaet. Theatercensuren hos de store Literaturfolk, og maaske Forholdenes Snæverhed og Gjennemsigtighed hos de smaa, har gjort, at Nutidsdramaet fordetmeste har bevæget sig enten indenfor Familiekredsen, som borgerligt Drama i engere Forstand, eller det har sat os hen i Salonen med dens Intriger og Skandaler, eller iøvrigt givet Skildring af Samfundets sædelige eller usædelige Tilstande, Jagten efter Penge, Børsspekulationen osv. Sjelden streifer det ind paa Gebeter, der berøre de større Samfundsspørgsmaal, Politiken og Tidens virkelig ledende Ideer, og, om det sker, kun i Forbigaaende og med stor Forsigtighed.

Det er klart, at selv Geniet kun kan udrette lidet ved at tage Emner fra Nutiden, naar det ikke med fuld Frihed kan vælge Stoffet netop i det Omfang, det ønsker og i den Retning, som bevæger det stærkest og ligger dets Stemninger og Følelser nærmest. Den store Digter maa have en stor Slagmark for at kjæmpe sine Ideer frem i store Folkekampe om Aarhundredets Ideer, han maa kunne tage hele Nationen og dens Liv og Gjæring til Maal for sin Virken. Her hos os er der ingen saadanne Skranker som f. Ex. i Frankrige og Tyskland, der hindrer Digteren i med fuld Frihed at arbeide med i de politiske Ideers Udvikling eller tale med om andre store Samfundsspørgsmaal, hvilkesomhelst. Men paa den anden Side er Forholdene jo i andre Henseender ikke saa gunstige for ham som for den Digter, der hører til et af de store Kulturfolk og skriver i et af Verdenssprogene. Her er Alting i en meget mindre Maalestok, og derfor mere gjennemsigtigt; fremdeles kan Nordens Folk i vor Tid af mange Grunde ikke regne sig til de politiske og civilisatoriske Initiativers Nationer. De Ideer, der her oppe kunne udvikle sig og kjæmpe sig frem, ville vistnok ikke ganske begraves inden vore egne Vægge, men de vil neppe komme til at gaa som en Løbeild gjennem Europa, tænde, vække og sprænge det Gamle i Luften, som naar de udgaa fra de store Nationer.

Imidlertid hører dog disse Kampe og disse Samfundsideer, der bryde sig mod hinanden, os selv til som vort Eget, ialfald forsaavidt som jo Bevægelsen, Strømningen, gjælder vore egne Forhold, vore egne Interesser. Og jo nærmere alt dette ligger hver Enkelt af os, jo mere Deltagelsen i det Almene er bleven en Livsførelse, der giver det Individuelle sit Præg, desto mere bliver det for Digteren en Ret og en Pligt at træde ind belysende, vækkende, forædlende. Enten det sker positivt ved Tegningen af ædle, høihjertede, hele Karakterer, eller negativt ved Fremstillingen af det Hule, Halve og Smaaagtige, skal han hæve det hæderlige og sande Samfundsprincip til Hæderspladsen i Folkets Bevidsthed. Det er hans Opgave at virke paa det store Publikum ved Billeder, tagne ud af det virkelige Liv, som det rører sig hos Nationen, og det er ikke godt at indse, hvorfor Digteren ikke skulde have fuld Berettigelse til at gaa Samtidens offentlige Forhold lige paa Livet ligesaavel som Fortidens. Der bliver altid langt imellem den virkelige Digters Blik paa det Liv, der rører sig omkring ham i Form af sociale og politiske Bevægelser, og til at lade Poesien stige ned i Politikens Tjeneste.

Der er i Virkeligheden ogsaa meget, som kan opfordre Digteren til direkte at sysselsætte sig gjennem alvorligere Opgaver med vor Tids offentlige Forhold. Vi ville her ikke dvæle nærmere ved selve de store Kampe, hvorigjennem vort Aarhundrede er naaet frem til sit væsentligste Særkjende, Nationernes Selvstyrelse, fuld Meddelagtighed i sine egne Anliggenders Skjøtsel, Noget, som ialfald i Principet, om end ikke overalt i den praktiske Gjennemførelse, maa betragtes som en allerede vunden Seir. At i det Hele taget vor Tids store Politik lige fra Revolutionstiden og nedigjennem giver Stof nok til digterisk Behandling, naar man kun finder Digteren, dette vil Ingen benegte; og i ethvert Fald skulde det da være besynderligt nok, om vor Tid mere end Rækken af forløbne Aarhundreder først skulde ligge i historisk Blød for at blive poetisk fordøielig.

Men selve den lille Politik, som den forgrener sig udigjennem alle sociale Forhold, har ved hine Omvæltninger gjort en Frontforandring, der stiller Individet Ansigt til Ansigt med andre Opgaver og andre Midler. Medens i den dynastiske Tid den lille Politik var identisk med Hofintriger, og i Regelen var afhængig af et mere eller mindre aandrigt ført Schackspil med smaa Hofhistorier, hvor «et Glas Vand» var istand til at gjøre Udslaget; medens Blikket dengang var rettet opad mod Fyrstens Person med sine smaa eller store Svagheder og Tilbøieligheder, saa er den lille Politiks Blik i vore Dage rettet nedad til selve Folkesværmen, ned lige til Daglønneren. Forhen førte man de smaa Interesser paa Læben for at opnaa de store; nu fører man de store Interesser paa Læben, om man vil opnaa de smaa.

Det er det store ved vor Tid, at hvor der beiles til Magt og Indflydelse og dennes Befæstelse og Udvidelse, der er det selve Folket, som i Virkeligheden tildeler den. Ikke alene at der herved bliver Rum og Virkeplads for den af sin Tids Ideer fyldte, virkelig mod det Almenes Vext og Trivsel stræbende Aand; at denne faar Anledning til frit at bære sine Ideer frem for det rette Forum, enten det saa bliver til Nederlag eller til Seir; men det vil for en saadan ogsaa være en ganske anden Tilfredsstillelse, Opløftelse og Spore at vide sig i Besiddelse af Indflydelse, naar denne er grundet i selve Folkets Villie end om den beroede paa en tilfældig Gunst fra andet Hold. Vi ser ogsaa i vor Tid en sluttet Række af begavede Mænd, der uden Hensyn til sine egne Smaainteresser med Sandhedens Begeistring kjæmpe for en sund Udvikling af Samfundsforholdene, af Betingelserne for Folkenes Fremgang og Velvære, for Oprettelsen af en Samfundstilstand, hvor Enhver saavidt muligt kan arbeide sig frem i en lykkelig Stilling uden at fortrænge Andres Interesser, men ogsaa uden at blive fortrængt af disse. De arbeide maaske hver for sin lille Del af det Hele, men de arbeide alle mod samme Maal.

Men paa den anden Side har ogsaa denne Hvilen paa Folkeviljen sine store Skyggesider, som vi Alle kjende herhjemmefra og andenstedsfra. Mænd, hvem det er mere om at gjøre at vinde Noget for sig selv end at vinde noget Godt for Folket, bruge fortvæk Folkegunsten som Middel til at svinge sig selv i Veiret; de laane den sande Begeistrings Klædebon, føre lokkende Billeder frem for den store uoplyste Mængdes Øine mangengang uden selv at vide, hvorlangt Opviglerierne kan føre. Den Overbevisningens Magt, de føre paa Læberne, har ofte nok intet andet Hjemsted end Læberne, og man ser ikke sjelden den samme Overbevisningens Magt slaa ned i vidt forskjellige Retninger, eftersom «Tidens Tegn» fordrer det.

Mellem disse to Yderligheder ligger der naturligvis en Mangfoldighed af Afskygninger i de «offentlige Personligheders» Individualitet og for Digteren bliver der et rigt Felt at arbeide paa; vi ser, som sagt, ikke, hvorfor dette Felt skulde ligge ubenyttet. Saaledes som dette Nye har gjennemsyret alle vore sociale Forhold, saaledes som Alting er bleven Folkesag, saaledes er ogsaa den dramatiske Digters Skildring af disse Forhold i den Grad egnet til at blive Folkesag, at vi ikke ser Noget, der ligger nærmere end dette, til atter at vække en levende Interesse hos Folkene for en sund og indholdsrig dramatisk Literatur, til atter at drage dem fra de gemene eller ialfald undervegtige Genres, der i vor Tid har ædt saa mægtigt om sig paa det Godes Bekostning. Der er ingen Tvivl om, at Nutidsforholdene lade sig afvinde Emner for en tragisk Behandling, og i denne Retning have vi jo ialfald seet Tilløb, der give en Anelse om, at saadant med Berettigelse og Virkning kan ske; men fremfor Alt er der en Rigdom af Spirer, hvoraf Komedien, den gamle gode Komedie, kan gjenoplives i en ny Skikkelse.

Det er en saadan Komedie, som Henrik Ibsen i «de Unges Forbund» har søgt at give, og med afgjort Held. Saavel af Digterens tidligere Arbeider som af Grundtanken i nærværende Verk er det blevet klart nok, at han i sin Opfatning af vor Tids Ideer og folkelige Bevægelser ikke ligger tilbage for sin Tid, at han tvertimod klart og levende er greben af Samtidens ledende Bevægelser i forskjellig Retning. Særlig af dette nye Stykke, der er grebet ud af vort Lands politiske Liv, fremlyser det klart nok af den Baggrund, fra hvilken Figurerne træde frem, at Digteren staar paa et fremskredet liberalt Standpunkt, saaledes som dette indtages af den store besindige og oplyste Del af vor Nation. Med desto større Sikkerhed kan han derfor tage sit Overblik, med desto større Alsidighed kan han belyse den Gruppe af typiske Karakterer, som han har sat sig til Opgave at fremstille. Fra dette sande og berettigede Udgangspunkt kan han derfor ogsaa midt igjennem en træffende typisk Skildring af Selvgodhed, Smudsighed og Karakterløshed naa hen til den forsonende Fortrøstning paa, at dette i det store Hele taget maa ligge under for det Sande, Hæderlige, Noble; med andre Ord, det er derved, han har kunnet opnaa at skrive en virkelig Komedie, hvor de opstillede Modsigelser opløse sig i Latter.

Hovedpersonen i «de Unges Forbund», Sagfører Stensgaard, er en indtil de mindste Enkeltheder mesterlig tegnet Figur, der hører til det Bedste og Klareste, som Ibsen overhovedet har leveret. Han er den veltrufne Typus paa en Klasse af Mennesker, der ganske vist ikke savne et vist ideelt Tilsnit, som tvertimod med Lethed gribes og føres gjennem Stemninger, der ligesaa ofte kunne være gode, som slette; der i sin Optræden have Præget af en Ligefremhed og Freidighed, som ikke undlader at virke tiltrækkende paa saadanne, som altid dømme efter det første Indtryk. De have derfor let for at vække og samle om sig navnlig den begeistrede Ungdom. Men i samme Grad som de eier denne Evne, savner de ogsaa den Karakterens ubøielige Hæderlighed og Overbevisning, der først skulde give dem fast Fod at staa paa. Sagfører Stensgaard er ikke istand til at sætte sig selv fuldt og helt som Indsats; hvor hans egne Interesser kommer med i Spillet, der er han strax rede til Svingninger, mindre paa Grund af en ligefrem Karakterens Slethed, end paa Grund af en naiv Egoisme, der ikke kan tænke sig andet berettiget Centrum for en Persons Handlinger end hans egen Forherligelse, hans egne Interesser. Vi ser saaledes allerede i Begyndelsen af Stykket, hvorledes Stiftelsen af de Unges Forbund mere er Frugten af en øieblikkelig Stemning hos Stensgaard end af noget modent erhvervet Princip hos ham. Han føler sig nemlig stødt ud af, eller ialfald ikke optagen i, den høiere Dannelses og de gamle Eiendomsmænds Kreds, og vil derfor søge sin Støtte, arbeide paa sin egen Forherligelse og «Anerkjendelse» ved Parvenuerne og de Unge. Men ligesaa let som denne Sag bliver greben an, med ligesaa stor Lethed svinger han om og vil kaste sig i Armene paa Kammerherrens og Lundestads Kreds, da Vinden synes at blæse gunstigt fra den Kant. Selv her ser vi ham dog midt under Varetagelsen af egne materielle Interesser leilighedsvis som Gjenstand for hurtigt forbigaaende noblere Impulser, der stemningsvis griber ham i Øieblikket. Og saaledes er det helt udigjennem Stykket. Han kan ikke taale, at Nogensomhelst staar ham i Veien; det er ham ligegyldigt, om han krænker Andres velerhvervede Ret, om han selv heri optræder paa en forræderisk Maade; men man kan ikke sige, at han derved ledes af egentlig medfødt Slethed, af virkelig Ondskab; han føler sig kun selv i Besiddelse af en Fortrinsret fremfor alle andre Dødelige, en Fortrinsret, som uden nøie Valg af Midler gjøres gjældende mod Venner som mod Fiender. Denne Mangel paa faste og hæderlige Principer, denne Karakterløshed, der tillader ham at slaa sig selv paa Munden, viser sig i Smaat og Stort, og Digteren har indrettet hele Stykkets Maskineri saa sindrigt om denne Person, at det Altsammen passer fortræffeligt ind, baade hvor det gjælder at holde ham nogenlunde oppe i Niveau med det Anstændige, og hvor hans Egoisme antager et smudsigere Præg, uden at Handlingens Konsekvens og indre Sandsynlighed lider. Saaledes er de forskjellige Forlovelseshistorier saa godt spundne, at man ved Siden af det Lys, de kaste over Stensgaards Karakter, ikke kan undgaa at faa et glimrende komisk Indtryk, der mildner Indignationen over de lave Hensyn og den Samvittighedsløshed, der bringer dem i Gang.

Ogsaa Gaardbruger Lundestad og Daniel Hejre, hvilke væsentligst holde Sagen gaaende med Stensgaard, ere hver for sig særdeles vel tegnede. Lundestad er en Nutidspolitiker af reneste Vand, der vistnok ogsaa tager skjelligt Hensyn til egen Magt og Indflydelse, men som dog virkelig repræsenterer et Parti med Principer og forfægter reelle Interesser, som han med dette har fælles. Han er i Besiddelse af et fint Instinkt og stor personlig Takt; han forstaar med stor Sikkerhed at gribe, hvad der i Øieblikkets Forhold kan tjene hans Interesse, men ved ogsaa i rette Tid med fuld Honnør at opgive, hvad der saa alligevel synes at maatte tabes. Da saaledes den gamle Thingmand ser, at Stensgaard vinder betydelig Popularitet hos de Unge og yderligere er styrket ved Alliansen med Storlifolket, repræsenteret af Penge-Monsen, Champagne-Monsen, som har stor Forretningsindflydelse hos de yngre Gaardbrugere, saa viger han ganske lindt tilside, og istedenfor at optage Kampen med Stensgaard og derved vække ham til Opposition paa Liv og Død, slutter han tvertom Allianse med ham og drager ham meget fiffigt over paa Eiendomsmændenes Parti, dels ved fine Sofismer, dels ved Forespeiling af reelle Interesser, og han opgiver ham ikke ganske førend det er indlysende, at Stensgaard ikke længere kan bruges. Det er imidlertid langtfra at han i denne Mellemtid er besjelet af nogen varm Interesse for Manden; tvertimod bevogter han nøie Stensgaards Blottelser, samler dem og godgjør dem, uden dog nogensinde selv at træde frem uden med smaa Antydninger. Lundestad helder selv mest over mod de hæderlige og brave Principer for Politik, men han er ogsaa helt og holdent, udelukkende Politiker, og mener som saadan, at naar der er vakt nye Kræfter, der have Udsigt til at overfløie de gamle, saa er det bedst, at de anvendes i hans og hans Partis Interesser og drages fra Modstandernes, og det viser sig, at han fra først af har seet rigtigt i Stensgaards Karakter, naar han betegnede ham som en «Lykkejæger og Rodhugger». Herpaa er hele hans Operationsplan bygget.

Daniel Heire er en Canseur, en Flaakjeft, der med største Lethed omgaaes Alle og Enhver og med samme Lethed fortæller «Bynyt» om dem bag deres Ryg; som sædvanligt ikke uden et temmelig ondskabsfuldt Tilsnit. Han har et Horn i Siden paa alle, fordi hans egen Livsførelse har været mislykket; Skjebnen har været ham ugunstig, og dette kan han ikke tilgive den Verden, han lever i, og hvilken naturligvis maa bære Skylden for, at han, som oprindelig sees at have været høiere anlagt, er sunken ned til at blive en ambulerende Sladdermund. Det er hans Smaahistorier og Stikord, der dels hensigtsløst og dels under kyndig Ledning for en stor Del er Handlingens Motorer.

Det ubetinget hæderlige og noble Princip i Stykket repræsenteres af Doktor Fjeldbo paa den ene Side og Kammerherre Brattsberg paa den anden. Fjeldbo betegner selv den Vei, hvorigjennem han er naaet frem til en fuldt harmonisk Karakterudvikling, som baade instinktmæssig og gjennem Livserfaringens Overbevisning betinger Sundhed og Nobelhed i Følelser og Handlinger: «Jeg har», siger han, «faaet det, som grunder Ligevegten, og som gjør sikker. Jeg er voxet op under Ro og Harmoni, i en jevn Middelstandsfamilie. Min Moder er en Kvinde, helt og holdent; hjemme hos os har der aldrig været Ønsker udover Evnerne; intet Krav er forlist paa Forholdenes Skjær; intet Dødsfald har grebet forstyrrende ind og efterladt Tomhed og Savn i Kredsen. Der var der Kjærlighed til Skjønhed; men den laa inderligt i Livsbetragtningen, ikke jevnsides langs med den; der var der hverken Forstandens eller Stemningens Udskeielser.» Denne Skildring, der er den bedste Forklaring over den Grundstemning, som klinger gjennem Fjeldbos Karakter, staar ogsaa i en skjærende Modsætning til det Billede, han giver af Sagfører Stensgaards Hjem, og hvilket vi derfor for Modsætningens Skyld hidsætte: «Hans Faer var et vissent Drog, en Pjalt, en ingenting; han drev en liden Høkernæring og Pantelaanerforretninger ved Siden; eller, rettere sagt, det var Konen, som drev det. Hun var et grovslaaet Fruentimmer, det mest ukvindelige, jeg har kjendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke en Hjertetanke var der i hende. Og i dette Hjem voxte Stensgaard op. Og saa gik han i Latinskolen tillige. ««Han skal studere»», sagde Moderen; ««der skal bli en dygtig Inkassator af ham.»» Styghed i Hjemmet; Løftelse i Skolen; Aanden, Karakteren, Villien, Evnerne, altsammen hver sin Vei. Hvad kunde det føre til, andet, end til Splittelse i Personligheden?» Ja, man kan begribe, at disse to Opdragelsessfærer maatte give ganske forskjelligt Udslag, selv om man vil lægge Alt paa Opdragelsen og ikke regne Noget for medfødte Anlæg til det Gode eller til det Onde.

Med de fra en saadan Livsopfatning hentede Principer gaar nu Fjeldbo fast, men stille, opiblandt alle de forskjelligartede Skikkelser i Stykket; ja man kan sige altfor stille, thi det er denne Komedies væsentligste Mangel, at den rene og ædle Livsanskuelse har en for lidet aktiv Rolle, uagtet Digtets Grundtanke fra først til sidst, og naturligvis ikke mindst selve Udgangen, peger i Retning deraf, og man derfor forlader det med Indtrykket af en virkelig Komedie, ikke af en Straffepræken. Men det vilde paa flere Punkter givet mere Tilfredsstillelse, om Kampen mod Rodhuggeriet og Smudsinteresserne fra denne Kant var først mere direkte, istedenfor kun ved Impulser derfra. Rigtignok optræder Kammerherre Brattsberg paa Sæt og Vis mere aktivt; gjennem dennes nedarvede Hæderlighedsfølelse gaar der imidlertid en Mangel paa Menneskekundskab, som ganske vist er betinget i Stykkets Plan og i denne overmaade vel er bragt til Anvendelse, men som netop derved gjør det mere føleligt, at den ved hans Side stillede Fjeldbo kun virker dæmpende og stilnende.

Af øvrige Personer, der forresten som Bipersoner kun ere skisserede, skulle vi kun nævne Selma, Kammerherre Brattsbergs Svigerdatter, og Madame Rundholmen, Landhandlerenke og en af Stensgaards Flammer. Navnlig den sidste vil være en taknemlig Opgave for Skuespillerinden, der skal udføre Rollen.

I teknisk Henseende er Stykket heltigjennem velbygget, naar undtages, at de sidste Scener af femte Akt ialfald ved Opførelsen vil falde for lange; dette kan imidlertid med Lethed rettes paa, og er egentlig heller ikke af saa væsentlig Betydning; Dialogen er, som man kan vente det af Henrik Ibsen, energisk og pointeret, mangesteds vittig og spillende; navnlig er hele fjerde Akt i denne Henseende ganske fortrinlig udarbeidet. Det er naturligvis ikke let ved et dramatisk Arbeide med Sikkerhed at kunne sige, hvorvidt det fra Scenen vil fuldt opfylde, hvad man ved Læsningen venter af det; imidlertid tro vi, at «de Unges Forbund» ganske vist skal komme til at gjøre betydelig Virkning ved den sceniske Opførelse.

Det kan formodentlig ikke undgaaes, at, naar en Digter under vore smaa Forhold bringer Samtiden paa Scenen gjennem typiske Figurer, vil det gaa ham som det i den gamle gode Tid gik Ludvig Holberg; uagtet der kun fremstilles Figurer, der ere rent typiske, og forsaavidt gjerne kunde været tagne fra hvilketsomhelst Land, der forøvrigt kan afføde Forhold ligeartede med vore, vil man, hver i sin Kreds, pege paa en eller anden Nulevende og sige: «Ham er der sigtet til, det er jo ham op ad Dage.» Saaledes gik det ogsaa Holberg. Da han havde skrevet sin «Peder Paars,» troede en hel Del, Professorer og andre, at der var sigtet til dem, ja, bag i den Boyeske Udgave vil man finde en hel samtidig «Nøgle» til Digtet, hvori en stor Mængde navngivne Personer angives som Modeller for Heltedigtets Helte. Ligesaadan gik det med hans Komedier, i hvilke man for det meste fandt Applikationer til den og den Jacob v. Tyboefigur, Jean de Francefigur osv., og Holberg har selv i «det lykkelige Skibbrud» givet en livlig Skildring af, hvad man i den Retning kunde finde paa. Det var en stor Taabelighed at forlange, at Holberg ikke skulde skrevet sine Komedier, sin «Peder Paars» o. s. v. af ømfindtlige Hensyn til de Personer i hans Samtid, som følte sig trufne af hans Skildringer af den Tids Sæder og Skikke; nu ler man ogsaa af hine Trakasserier som en stor Naragtighed. Men ikke mindre taabeligt og naragtigt vil det være at forlange af en Nutidsdigter, at han af de selvsamme Hensyn skal afholde sig fra at bringe paa Scenen Billeder af sin Samtid. Imidlertid, om saa sker, kan Henrik Ibsen ikke behøve at skamme sig ved at dele Skjæbne med Ludvig Holberg.

Published Apr. 3, 2018 3:33 PM - Last modified May 3, 2018 11:29 AM